Skæbnens Ironi...

[Deleted]

At holde fast i fortiden, kom der virkelig ikke noget godt ud af og Elanya vidste det jo udmærket godt, selvom det nu ikke gjorde det meget nemmere for hende. Visse ting ønskede hun jo selvfølgelig at holde fast i og visse ting kunne hun slet ikke undgå at holde fast i; Såsom hendes følelser for ham, ellers havde hun jo trods alt heller ikke kysset ham som hun havde gjort det. Ikke at det var noget som hun kunne komme udenom, at hun nød, for det gjorde hun virkelig! Bare tanken om at han stod der, var noget af det bedste som kunne ramme hende for øjeblikket og det sagde virkelig ikke så lidt! Denjarna var død og hun vidste, at det måtte kræve meget af ham for at komme over det? Hun kendte godt selv til følelsen, for hun havde selv over en længere periode, slet ikke gjort andet end at miste og det var noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt. En periode hvor alt synes at vende sig imod hende og han havde ikke været der til at støtte hende, da hun havde haft mst brug for det. Igen.. Denjarna havde holdt ham i umådelig kort snor! Hun betragtede ham let, som han greb omkring hendes hage ganske let og hævede blikkt op mod sit eget. Ikke at det var noget som hun ville skjule, for hun nød det i den grad. Det var slet ikke noget som man skulle komme det mindste udenom overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun kunne ikke undgå at smile, som han kom hende i møde og lod læberne møde hendes igen, hvor hun gengældte kysset mere end glædeligt! Hun kunne simpelthen ikke lade være! ”Det er ud fra egen erfaring.. jeg har virkelig været dum og naiv,” påpegede hun stilfærdigt. Hvorfor løbe fra sandheden? Det ville hun jo slet ikke få det mindste gavn af på nogen måde! Hun nikkede med et stille smil. Det var egentlig ikke fordi at hun hentydet til hende selv, for… Kunne de overhovedet finde ud af det med hinanden? Nu havde hun ingen pligter som kongelig.. Hun havde intet i ryggen. Nu vidste hun da hvordan det var at være fri. Hvordan det var at have så frie tøjler og til at gøre som hun selv havde lyst til og det var i den grad rart, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet! Det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Det gjorde hun virkelig.. Og det frustrerede mig..” Hun vendte blikket stille ned mod hans bryst. Det var en rar fornemmelse, at hun kunne åbne op omkring alt det som hun havde brændt inde med igennem så skræmmende lang tid, for… Det var mange år hun havde haft det sådan. Denjarna havde frustreret hende så meget, at hun havde gået grædende i seng! De gørnne øjne søgte endnu en gang op til hans, som hun forsigtigt tog omkring hans hånd og knugede den let i sin egen. ”Jeg står jo med det samme problem.. Om jeg overhovedet kan nyde det.. jeg er fri af pligter, fri af ansvar som jeg havde dengang. Nu ved jeg da hvordan det er virkelig at være… Ja, fri,” sagde hun med et stille smil. Selv ville hun da elske at være mere samme med ham, mere sammen med den mand som hun havde haft det så frygtelig godt sammen med og uden at nogen ville kunne komme og forstyrre dem på nogen måde! Kunne det da være bedre end det? Panden lod hun møde hans, som hun blot lod ham snakke ud, for det var dejligt bare at lytte til hans stemme og vide, at han stod der sammen med hende.. for hende om ikke andet. Hun strøg ganske roligt hånden mod hans bryst, noget så frygtelig forsigtigt og noget så varsomt. ”Det er ikke din skyld, Derick..” Hun rystede på hovedet og med et svagt smil. Det gjorde jo ikke ondt mere, så hvorfor hænge sig op i det? ”Det vi gjorde dengang.. vi vidste jo begge, at det var os forbudt.. Du stod som leder og jeg stod som dronning.. Vi var jo vanvittige! Alle de tanker.. Det var forkert dengang.. Lov mig, at du ikke tænker mere på det nu. Jeg står her.. Og jeg har det fint..” Hun skænkede hans læber et svagt og forsigtigt kys. ”Og det håber jeg også at du har.. du fortjener det,” hviskede hun ganske blidt og med et stille smil på læberne.

[Deleted]

At give slip i fortiden ville være sværere end det lød, desuden så ønskede Derick ikke at give slip på hele sin fortid, for gjorde han det, så krævede det også at han holdt sig væk fra både Faith og Elanya, og det var trods alt hans venner, som var skyld i at han kom tilbage, selvom det vel mest var for Elanya? Det var jo lidt hendes skyld at han kom tilbage, han havde jo hørt om hendes genoplivning, og derfor havde han ikke søgt efter hende i dødsriget, for han havde været bange for at han ikke ville se hende igen, eller at der ville gå alt for lang tid. Han var begyndt på sin alkymisttræning, og nu var han jo så blevet ganske god til det, også fordi at han havde trænet det i mange år, det krævede jo noget for at lære al den magi, og det havde da også taget nogle århundreder! Men nu stod han så her som en alkymist, i sit tredje liv, med endnu en chance, og nu med Elanya i sine arme, hvor Denjarna var væk og ikke kunne holde ham tilbage fra at se hende. Det var helt underligt at stå her med hende igen, hvor de faktisk begge var frie og kunne gøre hvad de ønskede, der var ingen som bandt dem, der var ingen som holdt dem væk. Han kunne ikke lade vær med at smile, som hun gengældte kysset. Han havde virkelig savnet at stå her med hende, for hun havde altid fået ham til at nyde øjeblikket, nyde nuet, fået ham til at le, smile og virkelig more sig! Det havde virkelig været så dejligt befriende at være sammen med hende! Og nu var der ingen der holdt ham tilbage for at være sammen med hende, for nu kunne han være så tit sammen med hende som han lystede, hvis hun selvfølgelig var af samme mening. Han smilede ganske roligt til hendes ord. ”Du er ikke den eneste der har været naiv og dum Elanya,” afveg han ganske kort og smilede opmuntrende til hende. Han havde jo også selv været ung og naiv, så der sad de i samme båd. Nu stod de så med intet andet end hinanden, bedste venner som de altid havde været, helt fra start af, selvom at det havde været dem forbudt på så mange måder! Ikke nok med at de havde haft nogen omkring dem, så havde hun været dronning af Procias og hans vampyrernes leder af Dvasias, så deres venskab havde i den grad været dem forbudt! Men dengang havde det været spændende med det forbudte, det at folk prøvede at afholde dem fra hinanden, han var bare glad for at han havde mødt hende! Hans hoved søgte blidt på sned, som hun vendte blikket mod hans bryst. Han lod sin hånd falde omkring hendes hage igen, så han kunne løfte hendes blik ganske så let, imens han lod sin tommel stryge blidt over hendes læber. ”Hey.. nu er hun jo væk,” svarede han stilfærdigt, måske lidt hårdt sagt, men sandt var det jo trods alt. Hun var der ikke til at holde dem fra hinanden, selvom det vel var respektløst overfor Denjarna, og han vidste det jo godt, men han kunne altså bare ikke benægte sine følelser til Elanya! Det var virkelig umuligt for ham! Som hun knugede omkring hans hånd, smilede han blot mildt, hvor han drejede let i hånden så han også kunne holde om hendes, som han gav et blidt klem. ”Det er dejligt at være fri, ikke bundet af noget eller nogen, selvom det vel godt kan være.. ensomt, til tider,” svarede han lettere eftertænksomt. Det var jo trods alt sandt, han havde ikke længere nogen at søge hjem til, han havde slet intet hjem, så han sov hvor han kunne – en underlig tanke faktisk. Han strøg hendes håndryg ganske let, imens hans mørke øjne hvilede i hendes smaragdgrønne, nu hvor han havde frit udsyn til dem, som deres pander måtte møde hinanden. Strøgene mod hans bryst, kunne han ikke lade vær med nyde, hvor han smilede mildt til hende. ”Det er svært at lade vær med at tænke på de gode minder Elanya, og at vide at jeg så har gjort dig trist.. det.. er jeg bare ikke meget for.” Ham smilede mildt til hende, og gengældte mere end glædeligt hendes kys mod hans læber. Han trak let på skuldrene. ”Nu hvor du er her, så kan jeg ikke have det andet end fantastisk!” endte han med et bredt smil, sandt var det jo, så hvorfor skjule det?

[Deleted]

Der var forbandet mange ting ved fortiden som Ela ville elske at kunne glemme.. elske at lade gå i glemmebogen og så var der selvfølgelig de mange ting som hun klamrede sig fast til, netop for ikke at glemme det! Alle hendes møder med Derick, alt det som de havde gjort sammen, selvom det havde været så frygtelig forbudt fra begges sider af. Hun havde haft et venskab til en leder af mørket og hun fortrød det ikke på nogen måde. Det havde været forbudt, det havde været noget ås frygtelig spændende og hun holdt forbandet meget af manden, selvom det nu var noget som hun aldrig nogensinde havde formået at fortælle ham, netop fordi hun havde været så bange for at miste ham for alvor. Det havde jo været svært nok at holde venskabet ved lige. Det havde været umuligt med den kvinde som han havde haft i ryggen. Det måtte da være kærlighed? Med alt det som han havde ofret for hendes del? Det ville han da næsten tro, for alt det andet, var da slet ikke noget som måtte give nogen som helst former for mening i hans øjne, så det sagde da heller ikke så lidt når det endelig måtte komme til stykket. De smaragdgrønne øjne hvilede i hans blik. Døden havde ikke taget ham for alvor, så måtte det da heller ikke have været hans tur endnu. At Denjarna var væk, var hende en klar lettelse uden lige, det var slet ikke noget som hun ville skjule, for den kvinde havde virkelig ikke gjort andet ned at give hende stress! Hun sendte ham et stille smil og trak blot ganske svagt på skuldrene. ”Jeg har nok været den værste af os.. Jeg prøvede endda at vinde dig over på min side.. viste dig hvordan det var at leve i lyset og under solen.” Det var det som havde været hendes hentydning med ringen som hun havde givet ham dengang – At vise ham hvad hun kunne tilbyde, selvom hun ikke havde sagt det direkte. Han skulle heller ikkeføle sig presset til at vælge hende og det var også det som havde været hele hensigten. At han så havde valgt Denjarna alligevel, var det som virkelig havde knust hende. Den havde hun brugt lang tid på at acceptere. ”Jeg stod som dronning.. Endda en af de store som de få historier lyder til.. Det var farligt for mig at være som jeg var,” forklarede hun stilfærdigt. Sandt var det jo trods alt. Hun brændt inde med så frygtelig meget, at man skulle tro at det var løgn og det var jo ikke alt som var lige nemt, at skulle få frem.. Heller ikke nu, for hun ønskede jo heller ikke at svine Denjarnas minde til ved ham ved at virke alt for klamrende eller noget lignende, for det ønskede hun virkelig heller ikke. Hånden som søgte under hendes hage igen, fik hende igen til at se på ham. At høre ham sige lige netop de ord, fik hende blot svagt til at smile, for det var faktisk noget som måtte lette hende. Hun nikkede blot stille. ”Det ved jeg hun er,” sagde hun dæmpet. Hun lod ham mere end glædeligt tage omkring hendes lille næve. Faith havde skam ikke højden fra fremmed, for Elanya var selv heller ikke den højste af slagsen. Et sted var det virkelig irriterende! ”Friheden er fremmed for mig.. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal bruge den til,” sagde hun med en ganske dæmpet stemme. Ikke at det var noget som hun kunne komme udenom, for det var virkelig noget som måtte frustrere hende godt og grundigt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert. Hovedet søgte let på sned. ”Den er ensom når der ikke er nogen at bruge den sammen med.” Hun sendte ham et stille smil. De gange hvor hun selv havde løsrevet sig fra de mange pligter som dronning, så havde hun jo til tider været sammen med ham og hun havde virkelig nydt det! Hun rystede på hovedet. Han skulle slet ikke have det dårligt med det! Hun havde klaret sig.. efter bedste vilje i alle fald, selvom det virkelig ikke havde været det nemmeste, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Du må ikke have det dårligt, Derick.. Det er en fortid som slet ikke plager mig mere.. Du er her nu og sammen med mig, og det er det jeg finder som vigtigt.. og rigtigt,” sagde hun roligt. Hun lod hovedet søge let på sned, som hun kunne se ham i hans blik. Den flotte og charmernede mand. Der var jo ingen tvivl om, hvordan hun kunne falde for en som ham, med den personlighed og den charme! Hun sendte ham et varmt og kærligt smil. De ord betød meget for hende!

[Deleted]

Derick ønskede ikke at spille nogen anden, når han var sammen med Elanya, han havde ikke behov for at skulle vise sig frem, han havde ikke behov for at prale eller spille macho, han var den mand han var, og nok var han kommet i klemme i sine egne følelser, og mellem to fantastiske kvinder, hvor han ikke var lige stolt over det som han havde gjort, men han havde været nødsaget til at vælge mellem dem, og han havde vel valgt den letteste udvej? Denjarna, havde ikke haft nogen, hun havde kun haft ham, og Elanya havde jo haft David, som hun var blevet gift med og tilmed fået nogle børn med, så han havde vel bare ikke følt sig velkommen? Det havde måske ikke været særlig smart af ham, men han var vel et sted blevet bange? Han var blevet bange for at miste, og uanset hvem han havde valgt, så havde han såret den anden, og det havde virkelig været frustrerende, og derfor havde han vel også valgt Denjarna, for Elanya havde jo haft nogen omkring sig hele tiden, for efter David var der Legacy, Denjarna havde kun haft ham, selvom at selv hun havde været ved at forlade ham, fordi at han ikke havde været der for hende på grund af hans arbejde, så det havde virkelig været forvirrende dengang! Et sted var han faktisk glad for at han var sluppet fri, fri fra fortidens greb, det var faktisk.. lettende. Nu kunne han så bare stå og få skyldfølelse over alt det som han havde puttet Elanya igennem, hvilket aldrig havde været hans mening! Han stod virkelig i skyldfølelse til over hovedet! Men sket var sket, og selvom at han ville ønske at han kunne lave om på det, se hvordan livet ville være gået hvis han havde valgt Elanya, så kunne han ikke lave det om. Han rystede afvigende på hovedet. ”Slet ikke Elanya, jeg burde ikke have leget med dine følelser som jeg havde gjort, og heller ikke med Denjarnas, jeg var måske forelsket i dig og det havde jeg også var jeg også i Denjarna, det var os forbudt at kysse, og selvom at jeg havde nydt det, så burde jeg aldrig have gjort det, fordi at jeg ville ende med at såre en af jer i den sidste ende,” svarede han stilfærdigt. Det havde aldrig været hans mening at kaste hende igennem et helvede af ren sorg! Han kunne ligeså godt komme ud med det, sige sandheden, for han ønskede virkelig ikke at være falsk overfor hende, han skyldte hende at være mand nok til at stå frem og sige det sådan som det stod. ”Men nu er det overstået, du er hverken dronning, og jeg er ikke leder,” svarede han stilfærdigt og smilede skævt til hende. Nu var der intet som var forbudt mere, og den frihed, den befrielse, det var virkelig dejligt! Han kunne endelig se hende, uden at skulle se hende over skulderen, for nok havde det været spændende, men det havde virkelig også været anstrengende, og det var vel også derfor at de ikke havde set så meget til hinanden? Det var jo faktisk en skam, for han havde nydt hendes selskab! Hans hånd forlod end ikke hendes hage og kæbeparti, som han holdt i et blidt greb, hvor han lod sin tommel stryge hende ganske blidt over læberne. De læber kunne han virkelig ikke blive trætte af at mærke! Og det var vel ikke forkert den dag i dag? Denjarna var væk. ”Hun kommer ikke tilbage.” Ordene var mere en overbevisning for ham selv, for hun ville vel ikke komme tilbage? Nej, hun var død, ikke engang i dødsriget havde de kunnet være sammen. Han klemte blidt omkring hendes hånd, hvor han lænede hovedet frem og skænkede hendes pande et blidt kys. Nu var der kun de to. Han smilede mildt til hendes ord, hvor hans hoved søgte blidt på sned. ”Jeg vil da gerne tilbringe min tid sammen med dig Elanya, det er jo ikke fordi at jeg har noget bedre at foretage mig, som sådan, desuden så kan vi nå at indhente en masse møder, fra dengang,” svarede han stilfærdigt, for de havde jo ikke set særlig meget til hinanden, fordi Denjarna havde overvåget ham som en høg, men nu var der kun de to, så nu kunne han se hende lige så tit som han lystede. ”Hvis du har lyst, selvfølgelig,” indskød han dæmpet og smilede mildt. Han ville jo heller ikke komme brasende og tro at han kunne komme ind i hendes liv bare sådan uden videre, for nu var de jo trods alt blevet ældre, så det var vel en familie hun ønskede? Han vidste det jo faktisk ikke helt, men derfor ville han da stadig gerne være en del af hendes liv, for han havde jo trods alt savnet hende. Manglet hendes gode humør og selskab! Han smilede til hendes ord, for han kunne jo slet ikke lade vær! Måske sagde hun at han ikke skulle have det dårligt, men det ville han altid have, for han havde virkelig ikke behandlet hende retfærdigt! Han slap roligt hendes hånd og kæbeparti, for at lade de stærke arme glide omkring hendes liv, så han kunne trykke hende ind til sig. ”Jeg er glad for at være i dit selskab igen Ela,” svarede han stilfærdigt. Mon alt endnu var som i de gamle dage? Noget måtte vel ikke ændre sig, vel? Han smilede næsten helt drillende til hende, som han lod den ene hånd glide til hendes side, som han prikkede hende i siden. Han skulle lige finde ud af om hun endnu var lige så kilden som dengang. For det havde han savnet!

[Deleted]

Der havde ligget forbandet mange press på Elanya i sin tid og hun vidste det jo udmærket godt. En dronning var jo intet uden en konge, så allerede der, var der jo et royalt press, selvom hendes hjerte vel altid havde ligget et ganske andet sted? Nu vidste hun bare ikke hvad hun skulle stille op med det. Der var jo trods alt disse små ting fra fortiden som man bare ikke kunne give slip på, og det var også der hvor hun stod. Derick ville hun aldrig nogensinde kunne give slip på! Udelukkende på grund af de minder som de havde delt. Det var de færreste som var negative eller noget som hun ønskede at glemme og så var der jo selvfølgelig alle de andre, som hun nærmest måtte klamre sig helt fast til. Sandt at hun havde haft nogen omkring sig hele tiden, men det var jo heller ikke ensbetydet med, at det var noget som hun faktisk havde nydt – for mange havde de måske set lykkelige ud udaftil, selvom det slet ikke var sådan, at hun havde det i det indre. Hun faldt i søvn i vedkommendens favn, han var der til at støtte hende, men… hun havde bare ikke kunne ligge meget mere i det følelsesmæssigt. Det havde virkelig bare været så forbandet svært og så med tanken til, at en mand som hun faktisk holdt af, måtte være sammen med en anden, var bestemt heller ikke noget som gavnede hende på nogen som helst måde overhovedet! Den fortid var slet ikke noget som hun ønskede at tænke på lige netop nu, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun ville ikke få det mindste ud af det, for ikke at glemme, at hun ikke ønskede at ødelægge dette øjeblik, nu hvor Derick endnu en gang måtte stå foran hende! Hun rystede stille på hovedet. ”Uanset hvad du havde gjort, ville det gå ud over en af os. Ingen er herre over sine følelser, så nej.. jeg vil ikke sige direkte, at du har leget med mine, for jeg har nydt det! Det har jeg virkelig! Alt det som var så forbudt og spændende dengang. Vi var begge unge, Derick,” sagdde hun stilfærdigt. Uanset hvad han havde gjort, så ville han ikke kunne undgå at det ville gå udover en af dem, selvom hun selvfølgelig var ked af, at det var hende som skulle have hammeren slået direkte ned i hovedet, men sådan var det jo bare. Der var intet at gøre ved det den dag i dag. De var begge blevet ældre, og de var begge blevet klogere, så var det vel også godt for noget? At tiderne havde ændret sig, for ikke at glemme, at de også selv havde gjort det, lettede hende i allerhøjeste grad! Hun nikkede. ”Det gør det om ikke andet, så stadig forbudt. Jeg er stadig procianer som du er en dvasianer.” Hun lod hånden søge let mod hans bryst, som hun næsten automatisk måtte stryge over. Det var hende vel blot en vane efterhånden? Ikke at hun kunne lade være med det! ”Friheden er der.. og jeg må indrømme, at jeg nyder den. Specielt nu hvor du også er her.” En svag rød farve måtte melde sig i hendes kinder. Det var jo trods alt sandt. Når han var der, så nød hun virkelig at være fri af de mange lænker som hun var kastet i, for det var helt ekstremt! Bare at høre ham snakke sådan om Denjarna, var noget som kun måtte lette hende mere og mere, hvilket tydeligt måtte være at se i hendes smil. Det betød vel om ikke andet, at hun stadig ville have en chance? Selvom hun valgte at gå frem med en rolighed og forsigtighed, for hun ønskede virkelig ikke at skulle igennem det samme endnu en gang, det var da også helt sikkert! Alene tanken om at kunne se ham uden at der ville være nogen til at våge over dem på den ene eller den anden måde, var det som lettede hende mest! ”Vi har vidst meget at tage igen fra de gamle tider. Jeg vil elske at tilbringe tiden samme med dig,” sagde hun med et stille smil. Der var heller ikke nogen grund for hende til at skulle lyve overfor ham, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hans arme omkring hende, bød hende nærmest til at søge ind til hans krop og hun gjorde det mere end villigt! Hovedet lagde hun stille mod hans bryst, hvor hun denne gang kunne høre hans hjerte slå. Det var jo ikke hvad hun var vant til. Hun kunne end ikke huske, om hun havde set ham som en dødsengel eller ikke? Visse ting var desværre væk fra dengang. Hun smilede let, selvom hun let måtte stivne, som han kildede hende i siden. Hun slap et svagt grin, selvom det blev mere tydeligt, som hun også begyndte at vride sig. ”S-snyder!” udbrød hun med den klare og varme latter. Visse ting ændrede sig bare aldrig!

[Deleted]

At tænke på fortiden var virkelig ikke noget som Derick ville spilde sin tid på, skønt visse ting fra fortiden ikke var noget dårligt, for han måtte indrømme at han havde mange gode minder, mange af hans minder var faktisk gode, selv mange med Denjarna, men han måtte indrømme at hans minder med Denjarna egentlig blot gjorde ondt nu, hvor han stod med Elanya, fordi han vidste at det gjorde ondt på hende, men så igen, uanset hvem han havde valgt, så ville han jo have såret den ene, slået hende i hovedet med en hammer, knust hendes hjerte og gjort ondt værre ved at være sammen med den anden, så det bedste havde vel været ikke at vælge nogen af dem? Det lettede ham dog utrolig meget, da hun sagde at han ikke havde leget med hendes følelser, for det havde virkelig heller ikke været hans hensigt, og han havde jo faktisk følt det samme for hende, det var bare aldrig blevet officielt dengang. ”Det har heller ikke været min mening at lege med dine følelser, for.. jeg nød det jo selv, mindst ligeså meget,” svarede han stilfærdigt og trak svagt og lettere forlegent på skuldrene. Hvorfor lyve? Han havde jo allerede indrømmet at han havde været forelsket i hende, og sandt var det jo, han var bare kommet klemme i sine egne følelser. Han smilede drillende til hende, hvor han trykkede hendes krop tættere ind mod ham, imens hans mine blev lettere indsmigrende. ”Vi var unge dengang, ja, og det ser ud til at jeg er blevet den mest modne af os den dag i dag,” svarede han i en drillende tone. Han kunne vel lige så godt more sig, nu hvor han havde hende hos sig? Han havde jo altid nydt hendes selskab, fordi de selv dengang havde kunnet teet sig som småbørn. Han slap en munter latter, for der var nok ikke hold i hans ord, desuden så vidste han ikke hvem af dem der var mest moden, det så ud til at de begge var vokset i erfaring og var blevet voksne, i stedet for naive unge! Men så længe han endnu kunne have det sjovt med hende, så agtede han da også det! Desuden så lignede hun heller ikke en ung smuk kvinde længere, nej det var tydeligt at hun selv var blevet noget mere moden af udseende, og dog havde hun bevaret sin skønhed, hvis hun da ikke var blevet smukkere, for han kunne virkelig ikke tage øjnene fra hende, for han nød virkelig synet! ”Jeg.. vil nok altid være dvasianer, men jeg har bosat mig i Manjarno for ikke at komme for tæt på de gamle minder, og for tæt på fortiden,” svarede han stilfærdigt. Han ville jo altid havde det der bad guy fra vampyr og dødsenglens side, han var måske ikke direkte ond, og han var blevet en del fornuftigere, men han vidste skam hvad han ville have, og han var ikke bange for at tage det, desuden så kunne man ikke ligefrem sige at hans job var godt, for han rendte rundt, dræbt i ny og næ, brugte sort magi for at fange sjæle, blot for at sende dem ned til dødsriget, så det var nok ikke ligefrem noget prociansk. Han smilede skævt, da hun strøg hånden mod hans bryst, hvor han dog ikke kunne skjule nydelsen og savnet, for han havde virkelig savnet hendes berøringer, selvom at hun jo aldrig var blevet hans kvinde, men de havde jo alligevel haft noget sammen? ”Du rødmer,” bemærkede han roligt, hvor der dog ikke var noget drilsk over hans blik, der var intet hånligt, for han kunne virkelig ikke gøre nar ad hende, når den røde farve måtte klæde hende noget så smuk; som den jo altid havde gjort. At hun gerne ville tilbringe noget tid sammen med ham glædede ham dog. ”Godt, for jeg skylder dig den fisketur,” påpegede han med et skævt smil. Han havde intet imod at hun puttede sig ind i hans favn og lagde hovedet mod hans bryst, selvom at det ikke blev der særlig længe, som hans fingre påbegyndte deres kildende gang mod hendes side. ”Snyder? Mig?! Nej da!” svarede han i en så uskyldig tone, hvor han ikke selv kunne lade vær med at le, som hun vred sig i hans favn, som han end ikke gav slip på hende, eller stoppede med at kilde hende, for nok skulle han give slip på fortiden, men han kunne virkelig ikke give slip på alt.

[Deleted]

Elanya vidste, at de før eller siden, ville være tvunget til at skulle give slip på fortiden, selvom der var så mange minder, som måtte betyde meget for hende – Deriblandt også frygtelig mange med Derick, som måtte spille ind der. Deres mange møder, hvordan de havde opført sig som havde de været børn og alt det som måtte hvil derimellem. Det var ikke nogen tvivl om, at hun faktisk måtte holde forbandet meget af ham og slet ikke ønskede, at skulle tænke på Denjarna lige nu. Den kvinde var død og borte og han stod der endnu. At det gjorde ondt på ham at tænke på det, kunne hun da godt forestille sig, for hun havde jo haft den betydning for ham som de jo havde været sammen og igennem skræmmende lang tid faktisk. Der havde hun ikke rigtigt haft noget at byde på og hun vidste det jo udmærket godt, uanset hvor ondt det gjorde og uanset hvor forbudt det så end havde været, så var der ikke noget som hun kunne gøre ved det sådan direkte og hun vidste det jo godt! Hun sendte ham et stille smil. ”Du har slet ikke leget med dem, når det ikke har været fremme før nu, Derick.” Hovedet lod hun søge let på sned. ”Du havde Denjarna. Jeg ville jo heller ikke ødelægge det mellem Jer to,” forsikrede hun. Hun kunne jo sagtens have sagt det dengang og derved også placere ham i en endnu mere akavet situation, selvom det slet ikke var noget som hun kunne få sig selv til på nogen måde overhovedet. Det forbød hendes hjerte hende, for hun ville virkelig ikke ødelægge noget som helst for ham! Hun sendte ham stille smil, hvor selv det måtte brede sig på hendes læber ved hans ord. ”Tja, dit ego er da tilsyneladende ligeså stort som det var dengang,” påpegede hun med en let munter stemme. Der var ikke nogen grund til at skulle lægge skjul på det når det endelig måtte komme til stykket. De var modnet godt begge to siden dengang, det var helt sikkert og det var også noget som virkelig måtte glæde hende og på alle måder endda. Hun nikkede med et stille smil på læberne. ”Det kunne jeg tænke mig til, min kære. Jeg er bare glad for, at du står her,” sagde hun stilfærdigt og ikke mindst med en ganske ærlig og sindfærdig mine. Det var også sådan, at det skulle være, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun hævede hånden og blot for at stryge mod hans kind. De rug skægstubbe, var noget som virkelig måtte vise hende, at han var blevet en mand og hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end at nyde af det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke. At han skulle påpege for hende, at hun rødmede, fik hende kun til at rødme mere! Hendes smil bredte sig, som hun vendte blikket ind mod hans favn i stedet for. ”Du må jo ikke sige det!” påpegede hun lettere stilfærdigt. Ikke at det var noget som hun kunne eller ville skjule for ham. Han havde altid formået at få hende til at rødme på denne måde! At han måtte kilde hende og samtidig mtte holde hende fast, så kom hun ikke rigtigt nogen steder! Han snød virkelig! Hun nærmest måtte kravle op af ham, selvom hun ikke kunne komme nogen vegne! Hun grinte og hun brød ud i latterkramper og vridninger for at komme væk, for hun var kilden, selvom det var noget som selv de færreste overhovedet måtte kende til! Netop fordi at der havde været så mange, som havde været bange for at komme hende så tæt på, selvom det havde vist sig.. at være et tab for mange vel? Hun prøvede næsten febrilsk at få fat i hans hænder, selvom det var svært. ”SNYDER!” udbrød hun med den klare latter, som hun prøvede at vride sig ud af hans arme, kun for at sætte i løb, næsten som havde det været dengang, hvor de havde leget som havde de været børn og hun havde i den grad nydt det! ”Du skal nok få igen!” udbrød hun med en klar latter. Hun havde det virkelig bare sjovt, når hun var sammen med ham!

[Deleted]

At stå her med Elanya endnu engang, hvor der ikke var nogen Denjarna til at skubbe Derick væk, var virkelig en fornøjelse! Han skulle ikke tænke på andre, han skulle ikke tænke på tiden, skønt at han alligevel måtte tænke på at han ville være alene, så snart han gik fra Elanya, og han brød sig bestemt ikke om tanken! Han havde altid haft en at søge hjem til, og han havde altid haft et hjem! Nu havde han.. ingenting. Han håbede da på at Elanya endnu ville tilbringe lidt tid sammen med ham, selvom at han dog ikke ønskede at presse sig på, for han anede jo ikke hvad hendes planer måtte være, han anede ikke hvad hun ønskede at bruge sin fritid på, skønt han dog ikke ønskede at mase sig på, bare fordi at de begge stod helt alene. Han måtte jo selv finde noget at bruge tiden på. At han ikke havde leget med hendes følelse glædede ham dog, selvom at det vel et sted lidt var hvad han havde gjort? Han havde haft noget kørende med både Denjarna og Ela, eller måske ikke så meget med Elanya, men han havde trods alt flirtet med hende, og det kunne der vist ikke være nogen tvivl om overhovedet, enhver der dengang var gået forbi dem, måtte da næsten havde troet at de havde været et par? For kysset havde de jo også, skønt det dog havde været dem forbudt. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Så længe du ikke hader mig, og.. så længe du har det godt.. så er jeg glad,” svarede han stilfærdigt og smilede et lille mildt smil til hende. Nok var de blevet ældre, og sikkert også noget mere modne, men.. de kunne vel endnu have det godt? Måske havde de opført dem som små børn, men.. det havde faktisk været rart. Han havde altid kunnet opføre sig så tosset som han ville, uden at skulle tænke over hvad andre tænkte omkring dem, for.. dengang betød det virkelig ikke noget, der havde det eneste relevante været, at de havde været sammen og moret sig. Han så næsten helt forfærdet på hende til hendes ord. Ham et stort ego?! ”Åh ja?! Jeg kan da se at du bare er blevet større!” påpegede han vantro, dog med en drillende undertone, inden han pustede sig helt op med armene og munden, så han næsten måtte lave en tyk parodi af hende, fordi han havde kaldt hende tyk, skønt det nu kun var for sjov, desuden, så skulle man være blind for ikke at kunne se hvilken smuk, slank og fantastisk kvinde hun måtte være!
Hånden der måtte stryge over Dericks kind fik ham til at lade hovedet falde mod hånden, imens øjnene gled blidt i, blot for at vise at hun gerne måtte røre ved ham og at han nød det, for hvordan skulle han ikke kunne nyde det? Han smilede til hendes ord, hvor han lod hånden søge blidt omkring hendes, så han kunne give den et blidt klem. ”Din kære, ligefrem?” spurgte han roligt, og dog med et lille muntert smil. Ikke fordi han havde noget imod det, for det havde han så sandelig ikke! Ordene gjorde ham jo faktisk glad. Han slap en mild latter til hendes ord, hvor han lod sin ene arm søge omkring hendes krop, så han kunne trykke hende ind til ham, imens den anden kort strøg igennem hendes blonde hår, hvor han kyssede hendes pande ganske så blidt. Han betragtede hende med et muntert smil, inden han lod fingeren søge under hendes hage, for at løfte hendes blik, så han både hun betragte den røde farve og de smukke grønne øjne. ”Du nyder det jo,” påpegede han stilfærdigt, inden han blinkede drillende til hende. Det var jo ikke fordi at hun var grim, bare fordi hun måtte rødme, for det var hun bestemt ikke!
At hun kaldte ham snyder, prøvede at få fat i hans hænder, fik blot Derick til at le ganske så muntert, for det var ligesom i de gode gamle dage! Og dem kunne han ikke lægge på hylden, ikke endnu i hvert fald, og det behøvede han vel heller ikke? At hun vred sig ud af hans favn, og begyndte at løbe væk, fik ham til at se forundrende efter hende. ”Hey! Kom tilbage!” råbte han efter hende, inden han selv satte i løb. Han var ikke lige så hurtig som en vampyr, for den race var han jo ikke længere, men derfor måtte han alligevel lige så stille hale ind på hende, hvor han måtte slippe en lettere legesyg latter, som han jagtede hende videre ind i dalen. Han havde virkelig savnet hende!

[Deleted]

Lige så, så havde Elanya heller ikke nogen grund til at skulle tænke på det ene og det andet lige netop i dette øjeblik. Hun var alene mere eller mindre. Det var ikke mange som hun havde at gå til. Ja, hun havde måske Lestat som havde hjulpet hende ud af den kattepine som hun havde siddet i, så vidste hun udmærket godt, at dette var en forfærdelig måde at takke for sig på, for det som han havde gjort. De kunne vel fortsætte med at være venner? Hendes liv var stadig et frygteligt kaos og som det stod lige netop nu, så ville hun heller ikke være i stand til at skulle slå sig til ro bare sådan uden videre. Hun havde brug for at vide hvad pokker hun stod med. Hun måtte finde ud af hvad hun havde af venner, fjender og familie, før hun ville kunne stoppe op og sige; Okay, her kan jeg være, her er min plads. De grønne øjne hvilede roligt på ham. At det måtte lette ham, at Denjarna ikke kunne rive dem fra hinanden, var næsten lettende også for hendes del, for hun ville elske at tilbringe noget tid med ham! Det var noget af det som hun virkelig kunne sige sig, at have savnet noget så frygtelig voldsomt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var også helt sikkert! De havde måske flirtet, men der havde aldrig været noget alvor i det, så ville hun ikke betegne det som om, at han havde leget med hendes følelser, for det havde han bestemt ikke! Han havde vel bare gjort det som han fandt rigtigt? Ligesom alle andre også havde gjort det. Denjarna havde beskyttet manden som hun elsket og Ela havde haft respekt nok for det til at holde sig væk. ”Jeg har da ikke nogen grund til at hade dig.. Det er desuden et umådelig stærkt ord. Jeg..” Hun smilede let og rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke engang sige, at jeg hadet Denjarna,” sagde hun med en rolig mine. Hun vendte sig mod ham, hvor hun ikke kunne lade være med at grine. Hun prikkede ham i siden. ”Åh ja?! Har du nogensinde set dig i spejlet for nylig?” Hun blinkede let til ham og med den samme drilske mine. Hun elskede bare at være sammen med ham!
Elanya havde mere eller mindre altid kaldt Derick for sin kære i det indre, selvom det nu ikke havde været ord som hun nogensinde havde fortalt ham, netop fordi at hun havde haft så meget respekt for Denjarna, at hun ville undgå at skulle trænge ind på hendes område, netop fordi at hun ikke havde ønsket at ødelægge noget af det som de havde haft dem imellem, det var der heller ikke nogen tvivl om. Manden betød for meget for hende og hun havde virkelig heller ikke ønsket, at skulle ødelægge noget som helst af det, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun nød alt det som han gjorde med hende, at han var der for hende når de endelig var sammen – Lige netop der, var det deres fortid som hun hellere end gerne ville glemme bare en smule, for alt det andet var slet ikke noget som ville hjælpe dem når det nu endelig måtte komme til stykket. At han trykkede hende ind til sig, havde hun bestemt heller ikke noget imod! ”Har jeg nogensinde påstået andet?” spurgte hun roligt og med et stille smil på læben. Der var ingen grund til at løbe fra det, for hun nød af hans komplimenter og hans kærtegn.
At han måtte kilde hende var noget som virkelig måtte more hende og noget så frygtelig morsomt. Hun havde virkelig savnet, det at skulle have venner at færdes omkring en, hvilket hun i den grad måtte være forbandet glad for! At hun løb og han måtte løbe efter ligesom de havde gjort før i tiden, var noget som virkelig måtte more hende noget så grusomt! Det var noget af det bedste ved det hele! At han måtte løbe efter, var noget som gjorde det hele så mange gange bedre for hende, for det var ligesom dengang! Hun slap et grin og fortsatte. Måske at hun ikke var den hurtigste, netop fordi at fødderne var så frosne som de måtte være, så var det ikke noget som hun ville bide sig mærk i lige netop nu. ”Næh!” råbte hun efter ham, idet hun søgte ind mellem træerne, hvor hun søgte skjul. Kappen trak hun godt og tæt omkring sin egen krop og gik ned i knæ, netop for at gøre det sværere at se hende i mørket. Hun prøvede på ikke at fnise. Han skulle ikke finde hende!

[Deleted]

Hvor de to helt præcist stod i øjeblikket, vidste Derick ærligtalt ikke. Kortene var lagt på bordet, de havde afsløret at de begge havde været forelsket i hinanden dengang, men.. var de jo ikke i fortiden længere, nej, de stod overfor hinanden i nuet, og nuet var noget ændret! Han var en helt ny race, Denjarna var væk, og Elanya var selv kommet tilbage fra døden og stod heller ikke med nogen. Dog havde han ikke tænkt sig at mase sig på, bare fordi ingen af dem havde nogen omkring sig, for han skulle først lige orientere sig, finde ud af hvor han stod, komme helt ud af fortiden, som han var nød til at give slip på først, inden han gjorde noget andet. Han følte lidt at han stod i et kaos. Et kaos af minder, og han vidste ærligtalt ikke hvad han skulle give sig til, når det kom til hans gamle venner, for alt var helt forandret, men han havde jo fået sit nye 'job', og så måtte han jo se hvor meget det tog af hans tid. Så der var jo nok ikke noget som ville være ændret ved de to? Uanset, så ville han bare nyde tiden med hende, så længe som han nu havde hende, for det var virkelig alt for mange år siden, at han sidst havde set og været sammen med hende! Og det ville han klart nyde! At hun ikke hadede ham, eller havde hadet Denjarna glædede ham dog, for hun havde altid været så.. godhjertet og fornuftig! Han smilede ganske let. "Det glæder mig, Ela," svarede han sandfærdigt og smilede næsten så taknemligt til hende, for han vidste at Denjarna ikke havde været let at have med at gøre! Men der havde alligevel været noget over den kvinde, som havde fanget ham, og et sted savnede han hende vel også? Nu var hun i hvert fald væk, og han var faktisk glad for at hun ikke var der til at holde ham i knort snor, for så kunne han da se Elanya så tit han ville. Han gjorde et kort spjæt, som hun prikkede ham i siden, hvor han slap en kort, men munter latter. "Mig?!" spurgte han med vantro, inden han stillede sig ved siden af hende, og hev ud i hendes kjole. "Se, du er langt tykkere end mig! Så er alt jo godt!" endte han lystigt og dog med den drillende undertone, for det var tydeligt at ingen af dem var tykke. Hun var smuk og dejlig slank, og han selv havde sin flotte muskulatur.
Egentlig føltes det ikke fremmed at stå med Elanya i sin favn, eller at kysse hende, for selv det havde de jo gjort førhen, så det var der jo ikke noget nyt i. Men Derick måtte ærligt sige, at det var en savnet følelse! For han havde virkelig manglet hende noget så forfærdeligt! Nok havde han haft Denjarna, og han havde måske været forelsket i Elanya, men Elanya havde virkelig også været hans fribillet fra virkeligheden, med hende havde han altid kunnet tænke på nuet og glemme fortiden og fremtiden, nyde øjeblikket som det var, opføre sig som en tosse og være fuldstændig ligeglad med hvad alle andre tænkte! Og om hun så havde kaldt ham for sin kære dengang, så ville han vel et sted altid være det? Ligesom hun altid ville være hans kære? Det kunne venner jo også godt være. Han rystede ganske let på hovedet til hendes ord. "Nej, det har du faktisk ikke," medgav han og smilede skævt. Hun havde jo aldrig klaget over hans ord og kærtegn, så der måtte han jo give hende ret.
At hun havde sat i løb væk fra Derick havde faktisk overrasket ham, for hvordan pokker var hun overhovedet sluppet fri?! Han var dog løbet efter hende, hvor han roligt var ved at indhente hende. At hun ikke ville stoppe, fik ham til at le, for dette mindede ham virkelig om de gamle dage! De gode gamle dage! Og det fik ham virkelig til at savne hende. Han så udmærket godt, at hun sprang ind mellem træerne, hvor han dog ikke fulgte efter hende, nej han sprang selv ind mellem træerne et stykke bag hende. Hun ville lege skjul? Jamen så skulle han da nok finde hende! Han havde været vampyr, og nogle træk fra racen besad han endnu, så han bevægede sig lydløst mellem træerne. Han havde givet hende sin kappe, så den kunne han ikke ligefrem skjule sig under, men det gjorde ikke noget, for han havde sine kulsorte vinger, som han slog omkring sin krop, for at dække den til af mørke, imens han bevægede sig fra træ til træ, helt lydløst, som et rovdyr, for at komme tættere på hende.

[Deleted]

Elanya kunne virkelig ikke gøre andet end at nyde at have Derick så tæt på sig igen og endnu bedre var det jo, bare den tanke til, at der ikke var nogen til at rive ham fra hende igen, der var ikke nogen til at skulle rive hende væk fra ham af, de kunne gå når de havde lyst til det. Hun måtte dog bare erkende, at det slet ikke var en tanke eller nogen som helst form af lyst som hun måtte sidde inde med i dette øjeblik. Det var det virkelig ikke, for hun elskede i den grad, at skulle være sammen med ham, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Endelig hvor hun kunne åbne op for alt det som hun havde brændt inde med igennem så skræmmende lang tid. Det var jo heller ikke fordi at hun følte at han havde leget med hendes følelser på nogen måde overhovedet, for det havde han virkelig ikke. Hun havde jo selv følt det for ham, hun havde nydt hans kærtegn og endda gengældt dem såvel som hans kys, så det sagde vel også en hel del når det endelig måtte komme til stykket? Ikke at det var nogegt som man burde eller kunne komme det mindste udenom overhovedet, hvad end om det var noget som man ønskede det eller ikke, så var det jo bare sådan, at det måtte være. Så længe, at hun ville være i stand til det, så ønskede hun så sandelig også at skulle nyde tiden med ham! Hun sendte ham et varmt smil. ”Så der er ikke noget at bekymre sig om Derick,” sagde hun stilfærdigt. Denjarna havde vogtet om det som havde været hendes og siden hun kendte Derick så godt, så kunne hun udmærket godt forstå hende! Hun grinede let, selvom det dog måtte dø hen, som han tog fat i hendes kjole og fik hende til at se mange gange større ud! Hun slog let til hans hånd og med et grin. ”Åh ja?!” Hun vendte sig mod ham, hvor hun tog fat i hans bluse og blot rev let til sig. Eftersom det jo var tøj til en mand, så kunne det rives længere ud end hendes kjole. ”Du er da mange gange større end mig!” påpegede hun med et muntert grin.
At have Derick alene for en gangs skyld, var noget som Elanya virkelig måtte nyde, for det var noget af det bedste ved det hele! Ikke nogen til at rive dem fra hinanden af den ene eller den anden grund, så det kunne da heller ikke blive bedre, selv set med hendes øjne, så det sagde vel heller ikke så lidt! Hun sendte ham et stille smil. Hun havde aldrig nogensinde klaget over hans kærtegn, for det var noget af det bedste som skete når de endelig var sammen. De kunne skide på hvad alle andre måtte mine omkring dem og bare være sig selv. ”Ligesom du aldrig har gjort det over mine kærtegn,” påpegede hun stilfærdigt. Han kunne vel også lide hendes som hun også kunne lide hans? Det var virkelig noget som man bare måtte nyde noget så frygtelig godt af og det sagde virkelig heller ikke så lidt på nogen måde overhovedet!
At hun var kommet fra ham, var slet ikke noget som Elanya havde regnet med. Hun var jo trods alt slank, smidig og smidig, selvom hun nok ikke var den hurtigste eller højeste, så var det jo heller ikke noget som betød noget sådan direkte, det var der jo heller ikke nogen tvivl om! Det var bare rart for hende at vide, at det ikke var alt som havde ændret sig. At der var visse ting som var som det havde været dengang, var noget af det som hun måtte anse som sin trygge havn lige for øjeblikket og det var virkelig bare rart! At Derick var løbet efter hende, var klart noget af det som måtte være det sjoveste af det hele! Hun prøvede ikke at grine, for det ville da først for alvor ende med at afsløre hende! Hun holdt hånden oppe over munden. Benene trak hun op under sig og slog kappen yderst forsigtigt omkring sine fødder, blot for at skjule sig så meget som det var hende overhovedet muligt! Hun blev siddende. Dette var virkelig en form for spænding som hun kunne huske fra dengang og det var virkelig en dejlig og behagelig fornemmelse. Hendes hjerte slog let mod hendes bryst af den rene spænding, alt imens hun bare blev siddende så stille som det var hende menneskelig muligt.

[Deleted]

"Jamen så vil jeg ikke bekymre mig," sagde Derick med et skævt smil, hvor hans mørke øjne måtte hvile lettere varmt i hendes smukke grønne. Han havde savnet hende, og det havde han altid gjort selv dengang tilbage da han havde været sammen med Denjarna. Han havde selvfølgelig også elsket Denjarna, for han var jo blevet hos hende af en grund, fordi han havde elsket hende, men Elanya havde bare været anderledes fra Denjarna, og skulle han være ærlig, så havde han virkelig følt stærke følelser for begge to, og han vidste jo at han ville ende med at såre den ene, for han var kommet i klemme i sine egne følelser, og det letteste havde vel bare været at være hos Denjarna? Men bare fordi at han havde valgt Denjarna, så havde tanken om hvordan hans liv ville have været, hvis han havde valgt Elanya slået ham mange gange, for det var jo et spørgsmål som han aldrig havde fået svaret på. Det var ikke fordi at han ønskede at presse sig på, for han ville selvfølgelig give hende rum til at gro, for at kunne indånde, ligesom han også selv havde behov for rum til at tænke, og de skulle vel begge to lige indfinde deres plads, inden de gjorde noget yderligere? Han var dog glad for at han kunne huske, skønt nogle minder gerne måtte være glemte, men nogle minder var virkelig bare alt værd at huske! Han lo muntert, som hun slog hans hånd væk, dog måtte smilet falme og latteren dø ud, da hun hev ud i hans sorte bluse i stedet for. Han var da ikke tyk! Han greb omkring hendes hånd, for at fjerne den fra hans bluse. "Åh ja? Det ser ud til at jeg bliver nød til at give dig en lille lærestreg, unge frøken!" svarede han spidst og dog med en drillende undertone, for det bragte ham virkelig tilbage til de gode gamle dage, når han var sammen med hende. Til en tid, hvor de altid havde kunnet more sig og hygge sig sammen. Han gav hendes hånd et blidt klem. Men hvad skulle lærestregen være?
Derick kunne ikke komme uden om at hun faktisk havde ret, for han nød hendes kærtegn, og det havde han jo faktisk altid gjort, han havde altid nydt de korte, de små og de blide kys som de havde delt dengang, for hvordan skulle han have ladet vær med det? Denjarna havde selvfølgelig været vred på ham, og faktisk også Elanya med, fordi de havde været sammen, og et sted var det jo faktisk Dericks skyld og ikke Elanyas, for det var jo ham som havde været forelsket i begge to, og han burde virkelig have mandet sig noget mere op og ikke været Denjarna utro gang på gang, og især ikke med Elanya, når han havde vidst at det havde gjort ondt på Denjarna i den anden ende, men han kunne virkelig ikke holde op, for Elanya havde altid fået ham til at tænke på alt muligt andet! "Korrekt. Dem har jeg altid nydt," medgav han sandfærdigt, for hvorfor lyve?
At hun havde valgt at stikke af fra ham, var noget som klart fik ham til at le, for det var da virkelig for tosset! Selvom at han kun kunne more sig over det, for det mindede ham om de gamle dage, hvor de også havde jagtet hinanden, teet sig som små børn og opført sig som tosser! Det at jagte hende, fik virkelig bare jagtinstinktet frem i ham, for han havde endnu visse præg fra sine gamle racer. Han skjulte sig bag et træk, med de mørke vinger omkring ham, så han skjulte sig selv i skyggerne. Han prøvede at lytte sig frem til hende, skønt det dog ikke var så let, for hun måtte næsten stå eller sidde helt stille, og ikke bevæge sig rundt. Han så op ad træet, som han roligt slog vingerne ud, blot for at flyve op mellem træerne, så det gav ham et større overblik. Han var lige ved at flække af grin, da han betragtede hendes skikkelse gemt bag budskene, dog holdt han grinet i sig, som han roligt og helt lydløst svævede tættere mod hendes skikkelse bagfra. Han smilede drillende, som han måtte slå armene omkring hende og få hende ned at ligge i det bløde muld med ham over sig, inden han slap en munter latter. "Du kan ikke gemme dig for mig!" svarede han triumferende og dog leende, for det var virkelig sjovt! Han havde virkelig savnet hende!

[Deleted]

Elanya sendte Derick et stille og roligt smil. Der var virkelig ikke noget at bekymre sig om. Det hele var noget som hørte fortiden til nu og så var der vel heller ikke nogen grund til at skulle gøre noget større ud af det ligesom det måtte stå her i øjeblikket? Det var vel bare sådan at det måtte være? At han havde haft Denjarna, så havde hun respekteret den kvinde nok til at skulle holde afstand, også for deres skyld, selvom det ikke havde nemt at glemme ham og de mange følelser som hun havde måtte sidde inde med og først var kommet frem nu. Hun havde altid holdt af ham og derfor havde hun også prøvet at skulle gøre det så nemt for ham som det var hende muligt. At han havde siddet inde med de samme følelser som hende selv, var jo så det som hun slet ikke havde vidst – Før nu om ikke andet. At de kunne more sig, var noget som bare måtte være noget så voldsomt savnet, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Som han måtte tage fat omkring hendes håndled, så rørte hun sig ikke ud af stedet. Hun slap et svagt grin. ”Det tager jeg da som et kompliment,” påpegede hun sandfærdigt og med det morende smil på læben. Det var end ikke noget som hun skjulte. At han kaldte hende for ung dame, var noget som morede hende, for det var jo heller ikke fordi at hun var helt ung længere!
De havde det begge utrolig godt med hinanden og det var vel også det som gjorde, at de kunne være så åbne overfor hinanden som det de måtte være lige netop i denne stund? Det var nu ikke noget som gjorde hende noget som sådan, for hun elskede virkelig at være sammen med ham. Det var noget som hun altid havde gjort det. Hun nikkede med et selvsikkert smil. Hun havde nok mere eller mindre altid prøvet at holde sig på den rigtige side af grænsen og bare betegne sig selv som hans veninde, selvom det virkelig ikke havde været det nemmeste altid. Det var jo også noget af det som hun kunne mærke lige i denne situation. Nu var det meget nememre at skulle give slip på de mange lænker som hun havde været fanget af, åbne op overfor ham og fortælle ham hvad hun inderligt måtte føle. ”Det ved jeg.. Jeg har altid kunne se det i dit blik,” påpegede hun stilfærdigt. Det havde været noget som hun altid havde været så frygtelig glad for det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Aldrig kunne man sige direkte, at Derick havde været utro som med hende. Selvom kys vel også måtte gå under den kategori? Det var om ikke andet, så sådan, at hun selv måtte se på det, så det var blot noget som hun måtte vælge, at skulle bide i sig på alle måder, som man overhovedet kunne tænke sig frem til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
At det hele var endt i en omgang skjul, var noget som måtte more Elanya noget så frygtelig voldsomt! Det var noget af det som gjorde det hele så morsomt og noget så underholdende, også for hendes vedkommende. Hun måtte virkelig prøve på ikke at grine, for det ville afsløre hende og det ville være alt for hurtigt! At han var vant til at bevæge sig rundt i mørke, det var selvfølgelig en fordel for hans vedkommende, men hvad pokker skulle hun kunne gøre ved det? Sagen var bare, at hun havde det sjovt! Armene som pludselig måtte slå sig omkring hendes liv, var noget som næsten fik hende til at skrige af ren forskrækkelse! At han måtte tvinge hende ned i den bløde muld under hende, og med ham over sig, var nu ikke noget som hun kunne sige sig, at have noget imod. Hun vendte de grønne øjne mod ham og selv med det morende smil på læben. Dette var noget som måtte minde om dengang og det var derfor hun gjorde det. Der var bare visse ting som man ikke kunne undvære! Hendes hjerte slog let og fast mod hendes bryst, hvor hun selv måtte slå ud i en let latter, som chokket havde lagt sig. ”Jeg kan da prøve, kan jeg ikke?” spurgte hun med en klart morende stemme. Dette var noget af det som hun havde savnet mest!

[Deleted]

Det var faktisk en savnet følelse at kunne stå her sammen med Elanya igen, hvor de morede sig ligesom de altid havde gjort. Derick havde altid glemt fortiden, fremtiden og alt omkring sig, når han havde været sammen med Elanya, for han havde virkelig altid nydt hendes selskab! Hun havde altid fået ham til at tænke på noget andet, hun have altid fået ham til at glemme alt, om det så var godt eller dårligt vidste han ikke, for han havde jo haft Denjarna, som så havde skaffet sig et had til Elanya på grund af at han ikke selv kunne styre sine følelser, fordi at han faktisk var kommet i klemme mellem hans følelser til de to kvinder, som han virkelig havde været forelsket i. Man kunne vel godt sige at hans hjerte var løbet løbsk? Det var virkelig blevet splittet og han havde virkelig følt at han havde stået i et dilemma! Men hvad var der at gøre ved det nu? Nutiden var jo helt ændret end fra dengang. De var begge to blevet noget mere modne – skønt de endnu opførte dem tosset, som dengang – men de var begge blevet ældre, og det kunne man alligevel også godt mærke på den erfaring som de havde skaffet sig med årene. Dog var han glad for at stå her med hende igen, for hun var virkelig savnet. Han smilede skævt til hende. ”Hvad tager du som en kompliment? At jeg kaldte dig for ung?” spurgte han roligt, inden han førte sine læber hen til hendes ene øre, som han skulle til at hviske hende noget. Han slap dog ikke hendes hånd på noget tidspunkt. ”Jeg er desværre nød til at fortælle dig sandheden: du er blevet en olding,” hviskede han drillende, inden han brød sammen af grin. Okay, de var blevet ældre, men hun var jo ikke decideret en olding, ikke set i hans øjne i hvert fald. Hun var endnu smuk som hun altid havde været. Desuden var hun jo magiker, så hun kunne jo blive ældgammel, men derfor var hendes ydre endnu lige så smukt som han huskede det!
Sandt var det, at Derick altid havde nydt hendes kærtegn, men han havde jo også været pladask forelsket i hende! Han havde ikke bare været sammen med hende for at gøre Denjarna jaloux, han havde ikke bare søgt til Elanya som en eller anden udvej, nej han havde søgt til Elanya, fordi at hun altid formåede at få ham til at slappe af, fordi at hun altid havde formået at glemme tingene og bare nyde nuet. Og så var der jo også den del at han altid havde nydt at være sammen med hende, hun havde virkelig været ham en god ven! Skønt han et sted vel altid havde håbet på noget mere? Han havde godt nok haft Denjarna, og hun havde jo også stået imellem dem, men tanken om hvordan hans liv ville være gået, hvis han havde valgt hende tilbage til dengang, den havde virkelig strejfet ham mange gange! Men det var der vel intet at gøre ved mere? Han løftede sin anden hånd og strøg den blidt over hendes kind, imens han smilede skævt til hendes ord. ”Tja, jeg har intet at skulle skjule for dig,” svarede han stilfærdigt og smilede mildt til hende. Hvorfor skjule det behag som hun altid havde sat i ham? ”Men.. det var jo ikke fordi at man ikke kunne se det på dig heller,” tilføjede han med et skævt smil. Hun gav jo selv udtryk for at hun kunne lide det, og hun havde aldrig stoppet ham i det, så det var vel fordi at hun måtte nyde det?
At hun måtte ende med at få et helt chok, fordi Derick havde slået armene omkring hende, var virkelig for sjovt! Det var virkelig som at bringe dem tilbage til fortiden – den gode del, vel at mærke! Han havde virkelig savnet disse gode stunder med hende, og det havde han faktisk også i den tid, han havde isoleret sig med Denjarna, for hans liv havde virkelig aldrig nogensinde været en dans på en rød rose, uanset hvad det så end måtte ligne. Men der var dog visse tider i hans liv, som virkelig havde været et eventyr for ham! Han smilede næsten så uskyldigt ned til hende, som han var endt med at ligge over hende. ”Åh ja? Du kan jo ikke gemme dig for mig, uanset hvor meget du så prøver og ligger i det,” svarede han drillende og blinkede muntert til hende. Han havde virkelig savnet hende! ”Og hvor var det vi kom fra?” spurgte han med det lumske glimt i blikket. ”Når jo! Jeg kildede dig!” Han satte fingrene i hendes sider, som han igen valgte at kilde hende, hvor det også var lettere, nu hvor de måtte ligge ned, som han kunne holde hende ned med sin egen krop.

[Deleted]

Det var bare rart at stå der sammen med Derick igen, selvom der var visse ting som hun var mere glad for end noget andet;At der var visse ting som ikke havde ændret sig, for hun kunne virkelig ikke komme udenom, at det at være sammen med ham på denne måde, var nøjagtigt ligesom dengang. Det var heller ikke fordi at hun havde siddet inde med ønsket om at skulle komme Denjarna på tværs for det havde slet ikke været hendes mening i så fald. Denjarnas had var på ingen måde gengældt på nogen måde, for det var ikke fordi at had var et ord som hun tog meget i brug, for.. det var et frygtelig hårdt ord at skulle gøre brug af, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. At han kaldte hende for ung, var så sandelig et kompliment set i hendes øjne, for det var jo heller ikke noget som hun hørte om hver eneste dag. ”Skulle jeg da tage det som noget andet?” spurgte hun med et sigende hævet bryn. At han lavede sjov, var hun dog ikke i tvivl om, for.. det var virkelig bare Derick i et nøddeskal! Det var noget som virkelig måtte more hende noget så voldsomt! Hans ord mod hendes øre, fik hende svagt til at himle med øjnene, da han stod fast på at hun var en olding. Hun vendte blikket mod ham og med det stille sml på læben. ”Åh ja? Jeg er da en umådelig køn en af slagsen,” ppegede hun selvsikkert og med et næsten morende smil på læben.
Det var jo heller ikke fordi at hun ikke havde nydt hans kærtegn, for det havde hun virkelig! Elanya havde altid nydt det, at skulle være i nærheden af Derick! Han havde fået hende til at glemme alt det onde og alt det som havde presset hende i den normale hverdag, han havde været i stand til at få hende til at te sig som et lille barn og uden at han skulle tænke på det ene eller det andet, og det havde virkelig bare været utrolig behageligt! Det var en frihed uden lige, som hun aldrig nogensinde havde følt den før. Han var lige så også hendes vej ud af det hele og nu hvor hun ikke behøvede at skulle tænke på denne faste fortid, så var det nu ikke noget som gjorde hende det mindste. Hun var fri på en måde, som hun aldrig nogensinde havde været det før og det var derfor at hun meget vel kunne blive temmelig urolig af dette, for hun vidste slet ikke hvad hun skulle bruge al den fritid på! Hun sendte ham et varmt smil. ”Ærlighed kommer man jo længst med,” sagde hun blidt. Sandt var det jo. Der var ingen grund til at bygge venskab eller forhold på løgn! Det ville kun gøre langt mere ondt end det ville gavne nogen på nogen måde i det hele taget i den anden ende, og hun ønskede heller ikke at gøre ham ondt eller lyve for ham! Aldrig! Hun trak let på skuldrene. ”Uanset hvor forkert det har været i vores fælles fortid, så har jeg nydt det. Jeg har nydt det, at komme lidt ud og være lidt fri,” sagde hun roligt. Det lette glimt havde allerede meldt sig i hendes blik. Den betydning som han havde for hende dengang, var bestemt ikke væk endnu.
Elanya havde da slet ikke set ham komme! Så det at han bare havde lagt armene omkring hendes liv, var slet ikke noget som hun havde regnet med! At han stadig havde visse træk fra sine gamle racer, var nu noget som måtte more hende, netop fordi at det måtte gøre ham langt mere unik. Han havde nu altid haft en ganske særlig betydning for hende, selvom det først var – Så skræmmende mange år efter, at det var kommet til udtryk og som hun overhovedet havde ladet det komme til udtryk, så var det jo bare sådan, at det måtte være, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var der intet at gøre ved det. At han havde lagt hende ned og sig selv over hende, havde hun intet imod, hun elskede at have ham tæt på, for dette var virkelig som at blive kastet direkte tilbage til den fortid som de begge havde nydt godt af! ”Det hindre mig da ikke i at prøve,” påpegede hun let, som hun blinkede til ham. At lege skjul og rende rundt som børn havde de også gjort dengang. Det havde jo bare været sjovt! Hun endte mere bleg i ansigtet, hvor hun fast rystede på hovedet. ”D-du kan lige vove!” endte hun med et morende smil, selvom hun vidste, at han ikke tog hensyn til lige netop dette. Fingrene som bevægede sig fast over hendes sider, fik det til at stivne helt for hende, idet at den klare latter brød hendes læber. Hun prøvede at vride sig fri af hans greb, selvom hun bare ikke kom nogen steder i den bløde muld!