Skæbnens Ironi...

[Deleted]

Det havde været forkert af dem at kysse dengang, og Derick var faktisk ikke sikker på om det stadig var forkert, for meget var jo sket, han havde ikke længere Denjarna, og han gik ikke ud fra at hun havde nogen, så i princippet ville der jo faktisk ikke være noget galt i at de var sammen, bortset fra at han endnu nærede følelser for Denjarna, og et sted var han bange for at han ikke kunne slippe dem igen. Alt var så nyt for ham, og det var underligt og dog behageligt at stå her igen med Elanya, for han havde virkelig savnet hende, men skønt han havde savnet hende, så var det også en anelse akavet at stå med hende igen, for der havde jo været lagt en del mere følelser i deres flirt dengang, end hvad han lige havde givet udtryk for, og nu hvor Denjarna var væk, så var det bare … underligt. Han trak ganske let på skuldrene til hendes spørgsmål. ”Jeg er her, og Faith er da også,” sagde han med et mildt smil. Det var godt nok ikke så mange, men hun havde da nogen, ”og jeg ved selvfølgelig ikke om der er andre venner efter jeg isolerede mig.” Så nok var der ikke mange omkring hende, men der var da nogle, og i så fald var det venner der holdt meget af hende, og ingen af dem ville glemme hende. Han forstod faktisk ikke helt hendes frygt for at blive glemt. Ingen kunne huske ham, foruden hans venner, men han kunne forestille sig at det var noget andet, når hun nu havde været dronning, og tankerne om hun havde gjort det godt nok, måtte vel strejfe hendes sind? Det var en frygt som han nok aldrig ville bære, for hans venner kunne da huske ham endnu, men en dag ville han jo nok også være glemt. Han kunne tydeligt høre på hende at hun var frustreret, og … bange? Han lod en hånd søge til hendes kind, som han strøg så ganske blidt og roligt, for at få hende til at falde til ro. ”Rolig nu, Elanya. Procias skal nok klare sig, det gør det jo altid, ligesom Dvasias. Selv Dvasias står til fald. Begge slotte er blevet saboteret,” svarede han stilfærdigt, for løgn var det jo ikke. Begge slotte stod ikke med sin pragt længere, for begge var blevet angrebet, så begge lande stod jo faktisk sårbare. Hun havde skam intet at frygte. Ikke endnu i hvert fald. At hun måtte slippe et grin, fik ham blot til at smile. Det glædede ham da, at hun endnu kunne more sig. Han fnes kort til hendes ord. ”Ja, det har jeg vidst,” svarede han med et skævt smil. At hun drillede glædede ham da, men han mente nu alligevel at han altid havde været et fjols, i hvert fald i det sidste stykke tid inden hans fald. Han rystede let smilende på hovedet af sig selv. Et fjols var han vel? Han trak ganske svagt på skuldrene til hendes gentagelse. Sandt var det jo. Hun havde altid været mere for ham end en ven. ”Tja, lad os bare sige at flirten ikke var så uskyldig igen,” svarede han med et lettere skævt smil, ”desuden, så er det vel ikke så undrende igen? Du var trods alt den første der så mig i mit mørke. Den første der oplyste min vej.”
At hun faktisk havde holdt sig på afstand, var faktisk noget som Derick ikke havde brudt sig om, for uanset om han havde valgt Denjarna eller ej, uanset hvad Denjarna havde forbudt ham og ikke havde, så havde Elanya virkelig altid betydet noget for ham, han havde altid nydt hendes selskab, for hun havde altid været der for ham, så det at de var gået hvert til sit til sidst var faktisk en ganske trist tanke, ligesom det at han havde isoleret sig. Han var bare glad for at han nu kunne stå her med hende igen, at intet havde forandret sig imellem dem, men at de endnu holdt af hinanden, for han husker tydeligt da de var gået op imod hinanden og endt ud i en drabelig kamp, og det var noget som han ikke ønskede at gøre igen. Bare tanken om at han havde prøvet på at skade hende gjorde ondt, for det var jo faktisk noget som han aldrig havde været i stand til, eller havde haft lyst til. Selv dengang hvor de havde kæmpet mod hinanden havde han ikke haft magten til at kunne dræbe hende, og hvordan skulle han også det? Han havde jo holdt af hende, mere end hvad hun havde gået og troet. Han smilede til hendes ord. ”Det glæder mig,” sagde han i en dæmpet og dog kærlig tone. At han altid havde været et kært eje for hende, varmede faktisk godt omkring hans hjerte, for det betød alligevel en del for ham. ”Elanya.. Erfaringer gør stærk, uanset hvor sent de kommer. Også for dit vedkomne!” svarede han med et skævt smil, skønt der alligevel var noget bestemt over hans tone, blot for at understrege at han mente det. Og sandt var det jo. Hun havde lært af sine fejl uanset hvor sent det var kommet, og det gjorde hende blot stærkere i dette nye liv. Skønt hendes ord burde glæde ham, så kunne de alligevel ikke lade vær med at give ham skyldfølelse. ”Og jeg er ked af, at jeg ikke var hos dig,” svarede han dæmpet, som hans smil var falmet en smule. Han trak ganske svagt på skuldrene. ”Vi burde måske ikke have set hinanden nej, men … jeg fortryder det ikke,” svarede han sandfærdigt og smilede skævt. Hendes ord forundrede ham faktisk, og alligevel skyllede de en varme og sitren igennem hele hans krop, hvor selv hans hjerte måtte slå mere fast og hurtigt mod hans bryst. Han sank let den klump i hans hals, ikke af ubehag, men af … behag? Et sted kom det vel ikke som et chok for ham, at hun havde følt mere for ham end en ven? Det var jo gengældt, men så kunne det alligevel ikke lade vær med at overraske ham. ”Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige,” hviskede han lettere målløs, dog med et let grin. Hendes strøg i hans nakke, havde han intet imod. Han nød dem faktisk, om han så burde eller ej. ”Foruden, at … dine ord betyder meget for mig,” tilføjede han, uden at han veg de mørke øjne fra hendes grønne.

[Deleted]

At det havde været forkert af dem dengang, det var Elanya udmærket godt klar over, selvom hun virkelig ikke kunne fortryde. Denjarna havde hadet hende, anset hende som en stor trussel og hun vidste det jo. Hun havde jo vel.. bare prøvet at gøre det nemmere for dem, ved at holde sig på afstand, selvom det virkelig havde gjort frygtelig ondt. At give afkald på en af dem som hun måtte anse som sine bedste venner, havde virkelig været noget af det hårdeste som hun havde gjort, og alligevel, så var de stødt på hinanden gang på gang- Der havde vel været en mening med det? Det havde hun altid været i troen på, at når noget skete, så var det i den grad også med en ellers så frygtelig god grund. Den utrolige store tro på skæbnen havde hun haft siden hun var mindre, at det var meningen at hun skulle prøve sig frem, selvom hun vidste hvad hendes hjerte i sandhed måtte ønske af hende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun sendte ham et stille og næsten så kærligt smil og nikkede til ham. "Jeg var faktisk på vej til Dvasias for at se til hende nu.. Jeg er bare glad for, at støde ind i dig på vejen," sagde hun stille. De smaragdgrønne øjne betragtede ganske let hans mørke øjne og med den nærmest glæde over, at skulle stå der sammen med ham igen. Det var virkelig noget af det bedste ved det hele! At han så måtte fortsætte med at bringe den isolering på banen, var virkelig heller ikke noget som Elanya måtte være glad for. Hun rynkede let i panden og lod en finger roligt glide over hans læber. "Du har fået en ny chance nu, Derick.. Ligesom jeg selv har fået," påpegede hun stille. Mange venner havde der ikke været. Hun agtet at skulle søge til Faith og hjælpe hende der, finde sin kære og gamle bedsteveninde Moniqe og så se hvad det kunne ende med, for de var virkelig kommet fantastisk ud af det med hinanden tilbage dengang. Det kunne stadig more hende, at Faith havde hadet Moniqe for det venskab som hun havde haft. Konflikten med Faith var i det mindste løst, hun manglede jo så stadig meget af det andet, så man kunne snildt sige, at hun havde mange uopklarede sager, at skulle tage sig af. Det i sig selv, var næsten en temmelig skræmmende følelse og tanke alene. Hun sitrede ganske let ved hånden mod sit kind. Hun lukkede øjnene. Hvis der var nogt som Derick havde været god til, så var det i den grad at skulle holde hende rolig og hun nød bestemt også frygtelig godt af det, det var helt sikkert. Hun trak "Jeg er virkelig ikke så sikker længere, Derick.. Alt det som jeg gjorde dengang.. Det kan man slet ikke se længere.." sagde hun stille. Det var en frygt for hende, udelukkende fordi at hun havde været dronning og igennem så forbandet mange år. Hun grinede ganske let. "Måske et lyst væsen.. men aldrig den uskyldige slags." Hun strøg let over hans læber med sin pegefinger, selv med en svag rødmen i kinderne. "Jeg prøvede vel bare at hjælpe en ven i nød? Du har altid haft en betydning for mig, Derick.. Du er den første som så væk fra min stilling som dronning.. Det var mig en befrielse," sagde hun med et stille smil.
At Derick havde isoleret sig, havde virkelig gjort ondt. Men hvad kunne hun gøre ved det? Nok havde Denjarna forbudt ham, at skulle møde hende og se hende, men det havde virkelig været så forkert af dem. De kys som de havde delt, var noget som hun kunne smil ved tanken om, men hvorvidt om det ville gentage sig, det vidste man jo ikke. Direkte så havde hun ikke nogen ved sig på stående fod, det var helt sikkert, hun vidste virkelig heller ikke om hun turde, det var også derfor hun havde valgt, at skulle skifte navn, så kunne det jo måske være, at hun kunne finde lykken uden den kongelige titel? Den ville jo alligevel stadig følge hende resten af hendes liv, selvom hun nægtet, at skulle vedkendes det lige nu. "De kom stadig bare meget sent.. alt for sent," forklarede hun stille. Det var virkelig ikke en tanke som hun brød sig meget om, men det var nu end også bare fakta som hun måtte indse. Hun rystede stille på hovedet. "Det er virkelig ikke noget som du skal undskylde for. Du kan ikke stå der til at redde mig hver eneste gang. Jeg måtte jo også prøve selv på et tidspunkt," sagde hun stille. Hun smilede et stille smil. "Det gør jeg heller ikke.. J-jeg tror.. at det har været meningen.." sagde hun roligt. En let rødmen meldte sig i hendes kinder. Hun kiggede let ned mod hans bryst idet at hendes rødmen tydeligt måtte melde sig. "Du kan jo.. prøve at sige mig det første, som falder dig ind?" spurgte hun stille. Hun var jo i bund og grund selv nysgerrig. At det betød meget for ham, var noget som hun kun var frygtelig glad for. Hun lod hånden blot forsigtigt fortsætte mod hans nakkehår, eftersom han jo ikke viste det mindste ubehag ved det, eller modvilje for den sags skyld. "Det er jeg virkelig glad for.. Du fortjener virkelig, at vide det," sagde hun stilfærdigt og med en rolig hvisken. Hun plantede forsigtigt et kys mod hans kind, nu hvor de måtte stå noget så frygtelig tæt på sig. Det glædet hende virkelig! "Du har altid haft en ganske særlig betydning.. Og.. jeg undskylder for at jeg søgte væk og holdt mig fra dig.. Jeg ønskede virkelig bare ikke, at gøre det hele værre for Jer," sagde hun stille. Det var vel også kun på tide, at hun måtte undskylde for tingene, så det ikke bare var ham, for hun bar selv en lettere skyldfølelse for alt det som var sket. Med hans arme omkring sig, så var hun tryg og sikker, hun vidste det, for han havde aldrig givet hende troen på noget andet. "Hvad er det første som falder dig ind?" spurgte hun stille. Hun ønskede virkelig at vide det.

[Deleted]

At hun var på vej hen for at besøge Faith var faktisk en glædende tanke, skønt Derick vidste at hans gamle veninde havde været en del igennem, han havde jo allerede selv været hos hende for at besøge hende, og han måtte ærligt erkende, at selv han havde mødt dårlige nyheder, hans gamle veninde og Faiths søster var død, Moniqe, den tøs savnede han virkelig, hendes altid muntre humør, den kvinde havde altid kunnet se positivt på tingene, faktisk ganske beundringsværdigt, men meget var alligevel sket for hende, efter hvad han kunne forstå på Faith. Uanset, så følte han et stort savn ved at være velvidende om Moniqes død, for hun havde virkelig betydet så meget for ham! Som havde hun været hans egen lillesøster. Når han sådan tænkte tilbage, så havde alle hans gamle venner faktisk altid været hans familie, sådan havde det i hvert fald følt, og så havde han været så dum at isolere sig med Denjarna, ikke fordi han ikke elskede hende, for det var jo netop derfor han havde isoleret sig, for kærlighedens skyld, men.. han havde bare glemt resten af hans familie, og det gjorde ondt på ham. Meget ondt! Han smilede et lille skævt smil til hende. ”Det var dejligt at se hende igen, men hun har været igennem meget ondt, og hun har lidt en masse tab,” sagde han roligt, blot for at understrege at Faith nok ikke ligefrem ville være på toppen, for knust var hun, men han ville besøge hende igen, om ikke så lang tid, og det ville han blive ved med, indtil hun ville være på toppen igen! At hun måtte lægge en finger for hans læber, fik ham også til at tie, hvor hans blik hvilede lettere forundrende og overrasket på hende. Han smilede mildt til hendes ord og nikkede ganske let, inden han skænkede hendes fingerspids et blidt kys. ”Sandt, og det er en chance jeg har tænkt mig at gribe ud efter,” svarede han stilfærdigt, for han ville skam ikke fejle ligesom alle andre gange! At hun måtte blive roet en smule ned glædede ham dog, for han ønskede ikke at hun skulle tænke så meget over, om hun ville blive husket eller ej, for det var han sikker på at hun ville! Af mange endda. Det blev dog alligevel hans tur til at lægge en finger for hendes læber, for at få hende til tie, hvor han sigende hævede et slankt øjenbryn. ”Så åben dine øjne,” svarede han lettere vis og åbenlyst, måske meget åbenlyst. Han smilede et lettere sigende og dog drillende smil til hende. ”Meget er sket Elanya, men du har et helt liv til at opdage de nye ting der er sket,” tilføjede han smilende, hvor han selv lod sin tommel stryge over hendes læber, ligesom hendes pegefinger måtte gøre ved hans egne læber. Han måtte erkende at han havde savnet hendes latter, den var … befriende. ”Langt fra den uskyldige!” konstaterede han drillende. Hendes rødmen tog han sig ikke af, den.. klædte hende? Dog måtte hans tommel forsvinde fra hendes læber for at fortsætte sine strøg over hendes kind igen. ”Ligesom du altid har haft en betydning for mig. Jeg burde faktisk have hadet dig,” svarede han lettere eftertænksomt, ”du var dronning af Procias, jeg var leder af vampyrerne. Du var fra lyset, såvel som jeg var fra mørket. Direkte fjender, men.. det skete jo aldrig. Tværtimod faktisk.” Han smilede et skævt smil. Det var intet han fortrød, ikke det mindste!
Derick så vitterligt ikke Elanya som en svag person, det havde han aldrig gjort, men det var vel fordi han vidste hvor stærk hun i sandheden var? Hun havde trods alt været dronning for et helt land, og det sagde jo ikke så lidt. Og nok var hendes erfaringer kommet for sent, men hun havde jo fået en ny chance, og den burde hun gribe, hun burde få set verdenen var samfundets side, det kunne endda selv gøre hende stærkere, skønt han ikke helt vidste om hun ville træde tilbage som dronning, eller om hun ville forblive med sit nye navn; Enya. Han var faktisk bare glad for, at han endnu måtte kalde hende for Elanya, for det var faktisk det eneste han kunne og ville huske hende som, desuden, så ville hun jo altid være Elanya for ham, og ingen anden. Han lagde hele sin hånd for hendes mund denne gang, hvor han næsten så truende på hende, og dog med morskab i hans blik. ”Ti nu stille Elanya!” tyssede han lettere leende på hende, hvor han smilende måtte ryste på hovedet af hende. Han omfavnede hende i endnu et kram og trykkede hende ind til sig. ”Du er og bliver stærk, om du vil det eller ej, og du har fået dine erfaringer! Brug de erfaringer her i dit nye liv,” opfordrede han lettere muntert. Han ønskede slet ikke at se hende så fortvivlet og frustreret som hun måtte være, i så fald, så ville han selv hjælpe hende igennem det, uanset hvor lang tid det tog ham før han fik banket det ind i hendes hoved. Han trak ganske svagt på skuldrene, hvor hans begge hans arme igen var endt omkring hendes krop. ”Måske er man nød til at se virkeligheden i øjnene selv nogen gange, men.. derfor fortjener du stadig ikke så meget modgang,” sagde han lettere dæmpet, inden han smilede et prøvende smil. Hun fortjente det i hvert fald ikke. Det at hun gemte sit ansigt mod hans bryst, fik ham til at trække på smilebåndet. Han havde intet imod hendes kærtegn og strøg mod hans nakkehår, eftersom det faktisk var en dejlig følelse. Han lod let en finger falde under hendes hage, for at løfte hendes blik, så han igen så hende i øjnene. ”Den røde farve, har altid klædt dig,” hviskede han kærligt, og dog med en drillende undertone, hvor han også trak muntert på læberne, men sandt var det dog, for hun så faktisk sød ud når hun rødmede. Han så lettere eftertænksomt ud i luften, skulle han fortælle hende det første der faldt ham ind? Det vidste han jo snart ikke hvad var. ”Det første der falder mig ind?” gentog han lettere undrende, han trak på skuldrene, næsten som sit svar. Kysset mod hans kind, fik ham dog til at vende de mørke øjne mod hendes grønne igen, hvor de bar et mildt skær. Han rystede let på hovedet. ”Hold op Elanya! Du ødelagde aldrig noget.. ja, det gjorde du nok for Denjarna, men aldrig for mig. Hun vidste at jeg nærede følelser for dig, så det var vel mere derfor?” Han slap en kort latter, sikke et trekantsdrama der havde været der dengang! Det var faktisk helt morende den dag i dag! Han trak ganske kort på skuldrene med et muntert smil. ”Hvad det første der falder mig ind? At jeg lige har fået mere skyldfølelse af at have isoleret mig, jeg har helt glemt, hvor godt dit selskab var. Dét, og så at dine ord betyder meget for mig,” svarede han sandfærdigt, og dog alligevel i et muntert toneleje.

[Deleted]

Elanya havde endelig formået, at skulle få et godt forhold til Faith op at køre og det var det som gjorde, at hun kunne gøre dette og endda også med en god samvittighed. Måske, at Faith ikke ønskede at vedkendes hende som en mor, så var det noget som hun havde selv den fineste forståelse for. Hun havde været hende frarøvet igennem hele barndommen, hvor en anden kvinde havde haft den plads. Hun kunne virkelig ikke klandre hende for noget af dette, og det gjorde hun bestemt heller ikke. De fungerede med hinanden, og det var vel også i bund og grund, det som var det vigtigste i det store og hele? Det var i alle fald sådan, at hun selv måtte se på det i den anden ende, så var det virkelig ikke noget, som hun kunen eller ville skjule for ham. Hun nikkede ganske stille til hans ord og med et skævt smil på læben. "Jeg har hørt om det," sagde hun stille. Det var ikke fordi, at hun bifaldte den tanke, for alt det som var sket med Faith, det var virkelig noget, som kunne gøre hende så.. knust? Det var virkelig ikke noget som Faith burde gå igennem, det var det virkelig ikke. Hun trak vejret dybt og bed sig svagt i læben. "Hun har brug for hjælpen.. Og der vil jeg stå," sagdde hun stille, også selvom det var en ganske så fast besluttet stemme, så var det virkelig ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig ikke nogen tvivl om! Hun smilede ganske svagt, idet han tildelte hendes finger det lette kys. Det var hende savnet, at stå der sammen med ham og bare.. være sig selv, snakke om alt og intet og så hygge sig, selvom det virkelig ikke var tiden for det, så følte hun det. Hun havde været dronning, det var ikke en titel som hun ville kalde sig ved længere, og nu stod hun her og kunne se ham igen. Den samme gamle ven, som han altid havde været. Hans ord var hende virkelig så frygtelig vise som intet andet, det var end ikke noget som hun kunne skjule det mindste, og det var så sandelig heller ikke hendes hensigt. "Det.. det er jo sandt, men.." Hun sukkede stille og rystede ganske let på hovedet. Der var virkelig sket alt for meget i hendes øjne, til at hun ville kunne gøre det alene. Det kunne hun virkelig ikke. Hun så stille op på ham. "Aldrig.. den har aldrig været uskyldig," påpegede hun med en let munter og næsten kærlig mine. Hun kunne simpelthen ikke lade være, når det kom til stykket, det var helt sikkert! "Indrøm det.. du har selv nydt det," sagde hun med en drilsk munter stemme. Smilet falmede en anelse ved hans ord, også selvom hun vidste, at det var ord af den rene sandhed. Hun lod hovdet søge let på sned. "Jeg er kun glad for udfaldet. Jeg burde mange gange sende vagter efter dig.. jeg kunne ikke og jeg gjorde det aldrig. Du har altid haft den betydning for mig, Derick," sagde hun stille. Smilet bredte sig endnu en gang på hendes læber. Hun kunne virkelig ikke gøre noget andet end bare at mene de ord!
At Derick ikke måtte se på hende som en svag person behøvede hun ham virkelig ikke til, det var noget som hun udmærket godt kunne se selv. Hun havde lært alt for sent. Hun havde først indset det hele, idet at det var for sent. Ikke fordi at det var hende nogen hjælp eller en trøst på nogen som helst måde overhovedet, det var helt sikkert. Hun nåede knapt nok at åbne munden igen, før hun mærkede hans hånd mod sine læber, hvilket omgående måtte få hende til at tie fuldkommen stille. Hun blinkede ganske let med øjnene, idet at han måtte lade en finger glide mod hendes læber istedet. Det skabte virkelig bare en umådelig tydelig sitren i hende, det var end ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert. At han måtte le, lod hende dog vide, at han ikke mente det helt i alvor med vrede eller lignende, så det lettet hende. Omfavnelsen gengældte hun selv med den største glæde, for det lettet hende virkelig, at skulle komme så tæt på ham igen, efter alle disse mange år. Det lettet hende virkelig noget så voldsomt! "Jeg ved ikke hvordan de skal bruges.." endte hun frygtelig dæmpet. Ikke at det var noget som hun kunne skjule og det var så sandelig heller ikke meningen, men det var ærligt. Hun betragtede ham stille. Han havde været meget af hendes medgang. Da han havde valgt at isolere sig, så var det virkelig bare gået voldsomt ned af bakke for hende, og det var noget som hun selv måtte bære med sig den dag i dag. Der var jo ikke rigtigt noget, som hun kunne gøre ved det, var der? "Modgang møder alle på et tidspunkt, min fine ven," påpegede hun med et skævt smil. Fingeren mod hendes hage, fik hende ganske let til at vende blikket op mod ham, selvom det kun måtte resultere i at hun måtte rødme mere kraftigt. "Hold da op!" endte hun med et let grin. Han skulle virkelig ikke have lov til at gøre det værre, end det som det allerede måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun havde virkelig intet imod hans komplimenter, for det var i sig selv, bare en ganske behagelig følelse. Det fik hende virkelig til at føle sig kvindelig, og det var klart også noget af det bedste ved det hele! Næsten som ved et lynnedslag, så vendte hun blikket direkte op mod ham, idet han måtte sige de ord. Nærede han følelser for hende? Havde han næret følelser for hende? Et sted så var det ord som måtte ramme hende med en lettelse og så.. alligevel ikke? Han havde jo trods alt valgt Denjarna over hende. Hun blinkede let med øjnene. "Du nærede følelser for mig?" gentog hun, som noget af det eneste som hun lige havde formået, at skulle bide sig fast i. At det betød meget for ham, at vide det, det var hun jo så selvfølgelig meget glad for, det var slet ikke noget som man kunne skjule det mindste overhovedet, det var også helt sikkert. "Det.. det er godt, at det betyder noget for dig, Derick.. virkelig," afsluttede hun med et ganske så stille nik.

[Deleted]

At hun ville besøge Faith var en ganske elskværdig tanke, og Faith kunne sikkert også godt bruge en hjælpende hånd, generelt i huset. Og han selv var ikke færdig med at besøge sin gamle ven, for han havde jo lovet hende at komme forbi med mere smertestillende, så hun en gang for alle kunne få bugt med sine fysiske skader og smerter. Og meget havde den tøs været igennem, så det var vidst kun godt, at hun havde nogle omkring sig, derfor glædede det ham også, at Elanya var på vej hen til hende. Han nikkede ganske roligt til hendes ord. ”Og det er forfærdeligt,” svarede han med en dæmpet tone, skønt forfærdelig slet ikke var ordet for hvad der var sket med hende. Han smilede et skævt smil til hende. ”Det glæder mig meget, at du vil hjælpe hende, og jeg tror også at det kommer til at glæde hende,” påpegede han med et smil. Han var sikker på at Faith ville bifalde Elanyas hjælp og møde, det kunne sikkert muntre hende lidt op? Hun havde desuden brug for folk omkring hende, så det var kun godt at Elanya ville besøge hende. Han vidste ikke helt om det var forkert af ham, at tilbringe hendes finger et kys, at stå og holde om hende, hvor de faktisk var endt ganske tæt ind mod hinanden, men det føltes bare så.. vant. Han havde jo været vant til at.. flirte med hende, men de havde jo ikke kun flirtet? De havde også moret dem? Han havde i hvert fald, han havde altid nydt hendes selskab, også fordi de havde været venner og havde kunnet gøre alt sammen, teede sig som små børn, opført dem som tosser og rendt rundt og kildet hinanden, de havde jo ikke kun delt kys, men også latter og hemmeligheder. Hun havde jo trods alt været hans bedste ven, og det ændrede sig vel ikke? Meget var jo sket, så han kunne jo end ikke sige om hun havde ændret mening ved visse ting, han gik end ikke ud fra, at nogen af dem var som de havde været førhen, for meget var sket for dem begge, og det havde vel også ændret dem? Skønt de endnu bar præg af deres gamle liv. Han smilede opmuntrende til hende. ”Men hvad, min kære? Det er jo sandt, du har fået tildelt dig et helt nyt liv, du har fået en hel ny mulighed for at opdage alle de ting, som er skjult for dig i øjeblikket,” svarede han oprigtigt og smilede lettere kærligt til hende. Sandt var det at hun aldrig havde været uskyldig, ligesom deres flirt heller ikke havde været – i hvert fald ikke fra hans side af – men han havde altid nydt at hun havde skilt sig ud, og det havde ikke været fordi at hun havde været dronning, for på det punkt, burde de have hadet hinanden, men hun havde altid skilt sig ud fra hendes slags generelt, fordi hun havde jo trods alt skabt sig venskaber på den anden side, ikke kun ham, men også Faith og Moniqe, som selv var kommet fra Dvasias. Men igen, han havde altid nydt at hun havde været anderledes, det havde gjort hende unik. ”Så sandt,” svarede han med et muntert smil. Uskyldig var hun ikke, men det var vel også noget af det som altid havde fanget ham? At hun rent faktisk ikke havde været den søde lille pige? Han nikkede sigende til hendes ord. ”Det.. kan jeg vidst ikke komme udenom,” påpegede han lettere eftertænksomt. Han havde nydt det. Faktisk meget! Uanset, hvor forkert det så end havde været. ”Nej, du gjorde det aldrig,” svarede han en smule fraværende, og dog med det kærlige smil på læben. Hun havde aldrig sendt vagter efter ham, hun havde aldrig gjort noget ved ham, hun havde faktisk altid lagt en hånd over ham, ligesom han havde for hende.
At hun gengældte hans omfavnelse glædede Derick, for han havde faktisk manglet hende en del, manglet at kunne more sig endnu engang. Han holdt hende let ud for sig igen, for det var en smule akavet, eftersom han endnu bar følelser for Denjarna, og der lå vel endnu lidt imellem dem? Han smilede et skævt smil. ”Du ved ikke hvordan de skal bruges? Hold nu op, i så fald, er du ikke lige så naiv som du påstår du var sidst,” påpegede han sigende, for han så hende ikke som naiv, men igen, meget var sket. Medgang og modgang mødte alle, alle ville føle sig fortabte på et tidspunkt, men mange gange reddede medgangen én. Han nikkede til hende med et smil. ”Korrekt, det gør alle,” istemte han. Som hun vendte blikket op mod ham, smilede han skævt, og han måtte selv slippe en latter til hendes ord. Men sandt var det altså, hun var smuk, når hun rødmede! ”Hold op med hvad?” spurgte han lettere uskyldigt, skønt han vidste, at det ikke ligefrem gjorde hendes rødmen bedre, når han kommenterede den. At hun vendte blikket så direkte op mod ham, fik ham til at se en smule forsigtigt på hende. Havde han sagt noget forkert? Det gik faktisk først lige op for ham, at hun jo faktisk ikke havde vidst noget om det. Han nikkede stille. ”D-det.. gjorde jeg vel,” svarede han forsigtigt. Han rynkede let brynene, inden han smilede skævt. ”Du har da altid betydet noget for mig,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et muntert smil.

[Deleted]

Elanya holdt virkelig af Faith som sin datter. Nu var det jo også et forhold på sit vis, som hun virkelig havde kæmpet for at skulle redde på den ene eller den anden måde, det var i den grad også helt sikkert. At hun havde været igennem så skræmmende meget, det vidste hun jo godt, og det var også noget af det som i den grad måtte være det værste som hun længe havde hørt. Kimeya og Faith havde ofte været i deres kampe og stride indbyrdes, men dette.. det var selv på den helt forkerte side af grænsen for hende selv. "Det er det virkelig.." endte hun med en ganske så dæmpet stemme. Det var derfor at hun ønskede at hjælpe, bare for at gøre det hele en anelse nememre for hende, for det var virkelig slemt nok som det måtte være i forvejen! Hun trak svagt på smilebåndet. "Nu håber jeg så at Faith er af samme opfatning som dig, Derick.. Vi har virkelig haft vores stridigheder," fortalte hun stille og ikke mindst også med en ganske så ærlig stemme. Hun var virkelig ikke stolt af det, emn det var virkelig bare noget som hun måtte acceptere. Hun var bestemt ikke uskyldigheden selv på det punkt og hun vidste det jo udmærket godt. Faith havde brug for nogen at snakke med, som Elanya også selv ville have brug for det, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig ville komme til stykket, det var også helt sikkert og på alle måder overhovedet. Hun betragtede ham roligt. Derick kunne virkelig gøre hende glad og det var virkelig så nemt for ham, at skulle holde hende rolig, hvilket han også ville være den eneste som kunne. Lestat havde jo trods alt allerede prøvet, og det var bestemt ikke gået så nemt for sig på nogen måde. Hun fortrød virkelig ikke alle de kys som de havde skænket hinanden igennem tiden, eller alt det som de havde lavet sammen for den sags skyld. Det var alt sammen noget som hun ville have med sig resten af livet og aldrig nogensinde ville glemme. "Du skal virkelig lyde så gammelklog.." En lettere drilsk stemme var endt tydeligt i brug, det var virkelig ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, det var i den grad også helt sikkert, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun sendte ham det ganske naturlige smil. Det var noget som han altid havde formået, at skulle få frem på læberne. "Jeg fik en ny chance, men jeg ved endnu ikke hvad jeg skal bruge den på.." endte hun stille. Det var så sandelig noget som i sandhed måtte frustrere hende og det var virkelig også noget så voldsomt, men hvad pokker? Hun måtte jo bare bide tænderne sammen og så få gjort noget ud af det.. måske alt det som hun ikke havde haft mulighederne for i hendes gamle liv? Han havde selv nydt det dengang, som hun selv havde gjort det, det var slet ikke noget som kunne skjules det mindste. Hun trak nærmest uskyldigt på smilebåndet, ikke at det var ngoet som hun kunne skjule for ham, og det var virkelig heller ikke noget som hun havde lyst til som sådan, det var helt sikkert. "Jeg kunne aldrig drømme om, at skulle sætte dig i lænker i min fagekælder.. selvom jeg virkelig burde," påpegede hun stille. Han havde altid haft denne frygtelige store betydning for hende og igennem alle disse år. Det var virkelig ikke noget som hun ville slippe det mindste. "Jeg burde have gjort det.. Selvom det nok ville gøre det meget værre mellem mig og Denjarna.. Hun hadet mig virkelig," afsluttede hun stille.
Modgang var virkelig noget som alle måtte møde på et tidspunkt og hun havde i den grad mødt den som en kraftig og høj mur som hun nærmest var løbet direkte ind i med hovedet først. Det var i den grad slemt nok som det måtte være fra før af, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun sendte ham et stille smil. Bare tanken om, at han havde følt for hende dengang, var hende temmelig ukendt. Det var aldrig noget som han havde nævnt for hende før! "Jeg var virkelig naiv, var jeg ikke?" spurgte hun med et drilsk grin. Hun vidste det jo og det var jo ikke forkert i sig selv. Det havde virkelig bare kostet hende så skræmmende meget, at være så naiv som hun var i øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af på nogen måde, det var i den grad også helt sikkert. "Hold op med at sige, at det klæder mig!" sagde hun med et stort smil. Det var virkelig slemt nok som det var, for det blev virkelig bare værre når han ville fortsætte med at påpege det for hende, det var helt sikkert og på alle måder overhovedet. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige.. Han havde følt for hende? Hvorfor havde han aldrig nogensinde fortalt hende det?! At han gjorde det, som han jo selv sagde, så var der vel heller ikke hold i det mere? Det var jo så ekstremt mange år siden. Hun åbnede munden stille, selvom der virkelig ikke kom nogen former for ord. Der var virkelig ikke noget for hende at sige. "D-du havde Denjarna.. Jeg burde slet ikke have haft den betydning.." endte hun stille. Hun snakket om det, som havde det været datid, for det var jo dengang? Det var jo ikke nu? Hendes hjerte slog let mere fast mod hendes bryst ved den tanke alene. Hun smilede næsten forsigtigt. Hun var praktisk talt gjort mundlam. "Jeg ville da.. foretrække at vide det.. Så var det jo bare fint, at jeg tog afstand," sagde hun stille. Så kunne hun da godt forstå Denjarnas måde at reagere på, hvis hun havde haft den betydning for ham!

[Deleted]

Faith kunne godt bruge lidt opmuntring, og hun var da blevet glad for at se Derick, så hvorfor skulle hun ikke være glad for at se Elanya? Uanset, så kunne hun vidst godt trænge til noget selskab, og han kunne jo ikke selv være der hele tiden, skønt han havde lovet hende, at komme forbi flere gange om ugen for at give hende sin medicin, for an ønskede ikke at hun skulle rende rundt med de smerter, og så kunne det være at hun ville komme sig noget hurtigere, hvilket ville glæde ham. Men han vidste til gengæld at hun ikke ville blive helt rask igen, ikke lige foreløbig, hun havde mistet Kimeya, og hun var knust, det havde jo været tydelig, derfor havde hun blot endnu mere grund til selskab, det ville måske også hjælpe hende og få hende til at tænke på noget andet? Han vidste jo selv hvordan det var at miste, og følelsen var ikke særlig rar! ”Alle venner har deres stridigheder, Elanya, det havde vi to jo også. Kan du ikke huske da vi var endt ud i en drabelig kamp? Men det klarede vi jo os også igennem,” svarede han stilfærdigt og sendte hende et skævt smil. Han huskede i hvert fald tydeligt, hvordan de var kommet op at slås, fordi hun havde dræbt Fabian, og så var det vel et sted også fordi han havde været forvirret over sine følelser? Han havde været sammen med Denjarna, men han havde jo stadig næret følelser for hende. Han forstod pludselig Kimeyas drab mod Moniqe bedre. Kærligheden var ikke altid nem. Han slap en mild latter til hendes ord. ”Tja..” Han trak på skuldrene, ”man får lov til at tænke over tingene, når man befinder sig i dødsriget.” Han smilede et skævt smil. Sandt var det jo, så det var vel derfor han var blevet så gammelklog? Han havde i hvert fald fået et mere frit og funderende sind, for der var mange ubetydelige ting, som han kunne sætte sig ned og tænke grundigt over. Men sådan var det jo, når man blev ved med at leve og selv huskede sit liv i efterlivet. ”Jeg synes at du skal gribe ud efter chancerne, når de engang kommer,” svarede han stilfærdigt og sendte hende et lettere opmuntrende smil. Hun havde fået et helt nyt liv, så hun skulle nok finde noget at bruge det på. Livet var jo fyldt med overraskelser, så hun kunne jo nå at få en masse nye overraskelser. ”Lev dit liv på ny, gå en anden sti, end hvad du plejede, udforsk verdenen og dig selv.” Han smilede et skævt smil, alt andet var jo umuligt, for hun gjorde ham virkelig i godt humør, men det havde hun jo faktisk altid formået. Hun havde aldrig sat ham i fangekælderen, skønt hun burde have gjort det, men tanken glædede ham faktisk, og den varmede ham omkring hans hjerte. Hendes venskab havde altid betydet meget for ham. Hun havde trods alt været den første der havde set ham. ”Det betyder blot meget for mig, at du aldrig gjorde det,” svarede han sandfærdigt og sendte hende et varmt smil. Han slap en munter latter. ”Tja, det har hun faktisk,” istemte han. Denjarna havde aldrig brudt sig om Elanya, fordi hun altid havde været jaloux, men det forstod Derick godt, for han havde jo næret følelser for Elanya.
Elanya havde måske været naiv dengang hun havde været dronning, men det var der jo faktisk heller ikke noget at sige til, for det krævede en del af en at være dronning for et helt land, og når hun så var blevet bedraget så mange gange, så var det vel ikke undrende at blive naiv? Uanset, så det at hun var naiv, gjorde ikke at Derick brød sig mindre om hende, for hun ville altid have en stor betydning for ham, uanset hvordan hun var. Selv hvis hun viste sig at blive hans fjende, så ville han ikke kunne dræbe hende, de kunne jo bare tage et kig på deres forrige liv, hvor de var endt ud i kamp med hinanden, nok havde de skadet hinanden, men de havde ikke kunnet dræbe hinanden. Han smilede et skævt og lettere drilsk smil til hende. ”Bare en smule,” istemte han drillende, inden han blinkede let til hende med øjnene. Så havde hun været naiv, men hvad så? Hun havde holdt ud i et godt stykke tid! Nok måtte hun se døden i øjnene på et tidspunkt, men det ville alle jo, selv han havde set døden i øjnene… to gange endda! Han lo ganske blidt. ”Jamen det klæder dig! Og jeg ville lyve, hvis jeg sagde det modsatte,” påpegede han stilfærdigt, og dog med en drillende undertone, netop fordi hun havde bedt ham om at lade vær, og fordi han vidste at hendes rødmen blev værre af at han kommenterede det, og det var faktisk det som måtte more ham. Han bed sig ganske forsigtigt i den gløde underlæbe, som hun ikke helt fandt ord for hans erklæring. Han havde følt noget for hende, mere end venskab ja, og han havde valgt Denjarna, men hun havde jo også giftet sig med David, og senere Legacy, han havde vel bare aldrig regnet med at hun havde følt mere for ham end venskab. Han kunne ikke lade vær med at fnise let til hendes ord. ”Det burde du måske ikke, men det gjorde du alligevel, du var trods alt den første person, der havde set mig, jeg.. stoppede mig aldrig fra at forelske mig i dig, det.. kunne jeg ikke,” svarede han stilfærdigt og smilede et lille skævt smil. Det var blot sandheden, og det var jo også derfor Denjarna havde hadet Elanya. Han trak ganske let på skuldrene. ”Havde du ikke holdt afstand, kunne det være at det var endt med, at jeg havde valgt dig frem for Denjarna,” svarede han med et svagt skuldertræk og en lettere eftertænksom stemme, ”men du valgte jo David, så jeg holdt mig vel også på afstand.” Han smilede mildt.

[Deleted]

Faith kunne godt bruge noget opmuntring som Elanya også kunne bruge noget selskab, det var så sandelig ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om i det store forløb. Faith var forhåbentlig noget af det som hun var i stand til at skulle genkende fra før af, som også at Derick var det i øjeblikket. Den eneste lille forskel som faktisk måtte være, var at han skulle lyde meget mere gammelklog end det som han havde gjort dengang, selvom det virkelig ikke var noget som ændrede det mindste for hendes vedkommende, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun havde altid holdt af ham, selvom hun aldrig havde ladet det komme til udtryk og det var udelukkende på grund af respekten til Denjarna, at det havde været sådan. Hun havde aldrig selv brudt sig om tøsen, men Derick havde jo elsket hende, så hun havde jo direkte heller ikke haft noget andet valg. Et sted gjorde det faktisk.. ondt? Hun smilede svagt ved hans ord. ”Hvilken af gangene? Det forekom jo til tider,” påpegede hun stille. Hun vidste trods alt også at han havde ret, det var end ikke noget som hun kunne løbe det mindste f ra overhovedet og det var så sandelig heller ikke hendes hensigt, for der var virkelig ikke noget at skulle gøre ved det. ”Vi klarede os faktisk igennem meget i sin tid, Derick,” tilføjede hun stille. Nu hvor hun tænkte over det, så kunne hun jo faktisk godt se det. Alt det som han burde have gjort – Slået hende ihjel på grund af hans status som leder og hendes som lysets dronning og at hun burde have fængslet ham, men aldrig nogensinde havde gjort det. Det var vitterligt ikke noget som hun nogensinde havde fået sig selv til i det store forløb. ”Det er jo heller ikke fordi at der er meget andet at lave, end at tænke over tingene. Jeg gjorde det i det mindste.. I alle de år jeg har været der,” sagde hun stille og det var også først nu, at hun havde set de mange ting som hun bare havde ladet passere af den ene eller den anden grund og det var hende ganske enkelt ukendt hvorfor hun havde gjort det. Derick havde hun ladet glide mere og mere ud af hendes liv og nu stod hun her og nærmest måtte klamre sig til ham. Nok havde han behandlet hende som skidt igennem det sidste lange stykke tid af deres venskab, men det var han virkelig ikke ene om. Hun kunne vel også bare have gjort meget mere ud af det, end det som hun lige havde formået at gøre? ”I lige måde da.. Du havde adskillige muligheder til at bringe mit hoved til din egen konge, men gjorde det aldrig.. Det er jeg virkelig taknemmelig for,” sagde hun stilfærdigt. Måske at det havde været nemmest at slå hende ihjel dengang. Hun havde virkelig bare vandret rundt og set misundeligt til ham og Denjarnas forhold.. udelukkende fordi, at hun havde ønsket sig i Denjarnas sted?
Elanya havde aldrig nogensinde været perfekt, selvom hun virkelig havde prøvet at skulel være et forbillede for mange. Ikke bare hendes børn, men også folket derude. Efter alt det med David, var hun efterladt med tvillinger på armen og et helt rige, at skulle tage sig af, og det havde bestemt heller ikke været nemt! Hun mindes endda den ene gang, hvor hun havde fået fremstillet en magisk ring til Derick, så han havde været i stand til at skulle gå ude i solen – et forsøg på at vise ham den del af hendes verden? Måske så.. han kunne have været en del af den? Naiv havde hun været.. Hun havde virkelig været forbandet naiv! ”En smule? Prøv ekstremt meget, så tror jeg du er tættere på,” fastholdt hun med et stille smil, også selvom det for hendes del, virkelig var ganske så alvorligt. ”Det klæder mig at se ud som en tomat? Det må da være din spøg! Men… tak,” sagde hun smilende. Bare det, at han heller ikke ønskede at lyve for hende. Hun var virkelig bare mundlam ved hans erklæring.. Hvorfor havde han aldrig fortalt hende det? Hvorfor havde han ladet hende rende rundt i uvished?! ”Hvorfor fortalte du mig intet før i tiden, Derick?” spurgte hun stille, som det første spørgsmål der bare fløj ud. Hun bed sig let i læben og vendte blikket stille ned mod hans bryst. Havde han holdt så meget af hende, at hun måske kunne være valgt fremfor Denjarna? Nu følte hun sig da virkelig intet andet end direkte dum! Hun sukkede stille og rystede på hovedet. ”David.. h-han var min trøst.. for det jeg ikke kunne få,” sagde hun stille. Lysets dronning sammen med en leder af mørket.. tænk på hvad det ikke kunne have bragt af historier på folkemunnde! ”I fortjente begge det bedste..” Hun bed sig svagt i læben. ”Så forstår jeg bedre hvorfor Denjarna hadet mig sådan..” mumlede hun mere for mig selv. Så gav det hele jo straks mere mening!

[Deleted]

Derick havde i sandheden savnet Elanya, og meget var sket siden de sidst havde set hinanden, for dem begge, og han var faktisk lidt usikker på hvor de stod henne, for.. de havde trods alt haft deres flirt, som faktisk ikke havde været så uskyldig igen, for han var jo faktisk faldet for hende, hvilket havde gjort Denjarna jaloux, og hvilket havde medført Denjarnas had til Elanya, så hadet mellem de to, havde faktisk været Dericks skyld, og det var han skam klar over, men.. han havde bare ikke styr over sine følelser! Og det havde han faktisk stadig ikke. Men uanset, så ville intet ændre på hans savn, for han havde i sandheden savnet hende! Hun havde - uanset hans følelser - været hans bedste og første ven, hvilket ikke engang tiden kunne ændre på, det var der ingen der kunne! En tanke som også måtte glæde ham. Han trak skævt på mundvigen til hendes ord. Det var jo sandt, selv de havde haft deres skænderier, fordi at de begge havde haft et forhold til en anden, men sat deres forhold til side for at flirte med hinanden, mon man kunne kalde deres flirt for en affære? Det ville i hvert fald ikke ændre på Dericks samvittighed, for den var blevet stor efterhånden. "Så sandt. Men den værste gang var nok, da du havde dræbt Fabian, og vi endte ud i en mindre krig," påpegede han med et muntert smil. Selv ikke dér havde de været i stand til at dræbe hinanden, en tanke som faktisk måtte gøre ham glad, for de havde altid holdt sammen, når det kom til stykket, og det var han glad for, selvom at de alligevel var gledet fra hinanden. Men nu var de sammen igen, og det var han virkelig taknemlig for! Han nikkede istemmende til hendes ord. "Det gjorde vi, ja!" medgav han. De havde altid klaret sig igennem tingene sammen, alle de svære tider, og det gjorde ham faktisk glad at tænke på, for uanset hvad der måtte ske imellem dem, så havde intet ødelagt deres venskab, og det var endnu ikke ødelagt. Og noget som måtte more ham, var at de aldrig havde været fjender, skønt de burde have været det, for han havde været leder for vampyrerne, og hun dronning af Procias - hans lands fjende - men det havde ikke stoppet dem, fordi de havde set forbi racerne og forbi statusserne, en elskværdig tanke! Han smilede et mildt smil til hende, og strøg hende blidt over kinden. "Jeg er bare glad for at du fik en ny chance," svarede han stilfærdigt og sendte hende et lille kærligt smil. Han ønskede hende kun alt godt, som altid, og det var vel et sted også derfor at han havde holdt sig på afstand, da hun havde giftet sig med David og senere hen valgt Legacy, for han ønskede jo ikke at komme i vejen for hende. Og heller ikke hendes lykke. "Hvordan skulle jeg dog kunne dræbe noget, som jeg holdt kært?" spurgte han sigende, og lod sin hånd fortsætte sine blide strøg mod hendes bløde kind. Det var faktisk.. rart, at være i berøring med hende igen.
Derick kunne tydeligt huske sine mange møder med Elanya, og han kunne også huske, da de var ved at skulle skilles, men hvor hun havde lavet sin magiske ring, som havde gjort ham i stand til at gå ude i sollyset, et fantastisk syn pludselig at kunne se verdenen i lys. Men en endnu mere fantastisk følelse at være en del af hendes verden! Hun havde aldrig været naiv i hans selsakb, ikke efter hans mening, for i så fald så havde han været lige så naiv. Men tosser var de vel begge to? Han smilede et muntert smil til hende og rystede på hovedet af hende. "Fint, så var du ekstremt naiv!" gav han sig og dog med en drillende tone. Uanset, hvor naiv hun havde været, så havde han altid nydt hendes selskab! Han slap en blid latter, inden han endnu engang måtte ryste på hovedet af hende. "Du ligner bestemt ikke en tomat! Nej, det klæder dig, at du ligner dig selv, at du er i live, at du endnu er formel og forlegen," rettede han sig selv og smilede mildt til hende. Han var skam blot ærlig. Han blev dog lidt mere stille, som hun spurgte ham, hvorfor han ikke havde fortalt hende det før. Han rømmede sig kort, inden han trak svagt på skuldrene. "Jeg ved ikke.. du havde jo David, jeg havde Denjarna, der skete så meget omkring os.. Jeg fandt vel bare aldrig muligheden for at fortælle dig det," svarede han stilfærdigt, som han vendte de mørke øjne mod hende igen. Han rynkede ganske let brynene, inden han lod sin finger glide under hendes hage for at løfte hendes blik, så han endnu engang så hende i de smukke grønne øjne. "Fair nok, så var David din trøst, men så var der jo også Legacy og jeg ved ikke hvor mange efter," påpgede han stilfærdigt. Han regnede ikke med at han havde været inde i billedet, for hun havde jo aldrig selv fortalt ham hvad hun følte for ham.

[Deleted]

Elanya havde aldrig nogensinde glemt Derick, det var helt sikkert. Den mand havde altid haft en noget så speciel betydning for hende og det var end ikke noget som hun havde haft nogen mulighed for at skulle vise ham. Det var hende en ganske så frustrerende tanke når det endelig måtte komme til stykket! Ikke bare var han faldet for hende, men det var så sandelig også gengældt. At han var begyndt at komme sammen med Denjarna havde virkelig været en kniv direkte i hendes hjerte og så kraftigt, at hun havde prøvet ihærdigt at lægge følelserne til side og bare.. lade som ingenting. Holde det hele på et venskabeligt niveau og så bare håbe, at det ville gå over, men det var endda aldrig nogensinde sket. Denjarna havde hadet hende, foragtet hende og ønsket hende så langt væk som det var hende overhovedet muligt og hun klandrede virkelig ikke den kvinde for noget som helst, for det havde været kærlighed mellem hende og Derick og det havde hun virkelig ikke ønsket at skulle spolere på den ene eller den anden måde. Bare tanken gjorde hende direkte dårlig! Hun smilede et ganske svagt smil. ”Fabian bad mig ordret om at gøre det, Derick.. Du skulle have slået mig ihjel den dag.. Du fik mig endda ned at ligge, men gjorde det ikke. Jeg er dig taknemmelig for det.” Et sted var det sandhed og et andet var det faktisk en løgn. Hun kunne ikke få den mand som hun virkelig måtte ønske, så havde det faktisk været bedst bare at.. forlade det hele, forlade det som hun havde haft, for det havde virkelig ikke været noget som kunne skænke hende den lykke som hun i sandhed måtte søge efter. Hans hjerte tilhørte en anden kvinde, i hans hånd ville hun altid kunne se Denjarnas og bare den måde som han havde omtalt Denjarna på, så var det tydeligt, at det måtte være sand kærlighed et sted.. Hvad skulle han så have brugt hende til? Hun trak let på skuldrene. ”Hvis jeg vidste hvad jeg skulle bruge den på, så havde jeg vel været lige så taknemmelig som dig. Jeg er bare glad for muligheden for at se dig igen.” Hun sendte ham et stille smil. Der var virkelig ikke nogen grund til at skulle dvæle ved fortiden på den måde, for det var uanset ikke noget som man ville kunne ændre det mindste på uanset hvor meget hun så ville det eller ikke, så var det ganske enkelt umuligt for hende og på alle tænkelige måder. En rødmen måtte jo endnu en gang melde sig i hendes kinder. Hun sendte ham et let taknemmeligt smil. ”Som det er gengældt,” sagde hun blidt. Det kunne ikke falde hende ind, at skulle lyve for ham!
Ringen havde Elanya mere eller mindre fremstillet i et desperat forsøg på at vise ham, hvad hun selv kunne tilbyde kontra det som Denjarna kunne, men det var tydeligt ikke opfattet sådan. Hun kunne stadig more sig ved at rende rundt og huske til hvordan han havde spurgt ind til alt de måtte passere på vejen, alt det som havde været ham ukendt, nu hvor det søgte i skjul så snart at det måtte blive mørkt. Hun betragtede ham stille. Hvad han havde gjort af ringen i eftertiden, vidste hun ikke.. og hun vidste ikke rigtigt, om hun turde at spørge ind til det. Hun trak på skuldrene, som betød det intet. ”Fortæl mig noget som jeg ikke ved,” opfordrede hun med et drilsk smil på læben. Hun var naiv.. eller, hun havde været og det havde virkelig været slemt og hun var jo også klar over det! Hendes rødmen måtte jo bare tage til. ”Visse ting ændre sig bare ikke.. drillepind.” Hun prikkede ham let i siden, skønt hun kunne huske, at han havde været kilden og ganske meget endda. Morskaben faldt dog igen ved hans ord. De smaragdgrønne øjne faldt stille til hans skikkelse og endda også uden at skulle se det mindste væk. Det var slet ikke noget som hun kunne. Det var en ganske så alvorlig situation dette og hun var klar over det. Ganske let bed Elanya sig i læben. ”Lige præcis.. Du havde Denjarna.” Det som var sagt i mere en form af mumlen. Hendes hjerte slog en anelse mere fast mod hendes bryst, som han måtte lægge en finger under hendes hage og vende blikket op mod sig. Hun blinkede let med øjnene. ”David forlod mig på tronen med tvillinger på armen.. Legacy legede rundt med min ældste datter bag min ryg.” Hun gøs bare ved tanken. Hun havde været rasende, da hun havde fundet ud af det! ”Uanset, så havde du jo Denjarna.. Jeg.. fik jo heller ikke muligheden.. til at fortælle dig hvad jeg følte..” Hendes ord var dæmpet, meget dæmpet faktisk. Hun havde jo aldrig nogensinde fortalt ham noget som helst, så kunne hun jo heller ikke tillade sig at være sur eller irriteret på ham. ”Jeg ville ikke ødelægge noget..” afsluttede hun stille. Det var virkelig det som havde været hele hendes hensigt.

[Deleted]

Derick huskede tydeligt, da de var kommet ud i deres drabelige kamp, vel et sted også en kamp fordi de havde følt noget for hinanden, men ikke rigtig havde fået hinanden? Var Elanya ikke i billedet, så var han jo sikker på at han aldrig ville se hende igen, og så havde han kunnet give Denjarna sin fulde opmærksomhed, ligesom det måtte have været for Elanya, hvis han ikke havde været det, så havde hun måske fundet en anden, hvilket hun jo gjorde, og hun blev vel også lykkelig? Hun havde godt nok sine brud, men.. hun måtte da have følt sig lykkelig? Uanset, så havde de ikke kunne få sig selv til at dræbe hinanden, hvilket han var glad for, for nok gjorde det det hele meget sværere, fordi Denjarna hadede Elanya på grund af Dericks følelser for hende, forbudte følelser endda, for han havde været lederne for vampyrerne, og hun havde været dronning af Procias, hun havde repræsenteret det gode, som han havde det onde, og alligevel, så havde han ikke kunnet få sig selv til at stikke sin daggert igennem hendes hjerte, for hvordan skulle man skade en person man elskede? Han havde i hvert fald ikke haft styrken til det. Hans hoved søgte en smule på sned, og hans blik blev undrende. "Fabian bad dig om det?" gentog han roligt og en smule forvirret. Det havde han ikke vidst. Han havde regnet med at hun havde dræbt fjenden, som han havde regnet med at Fabian ville have dræbt Elanya - hans fjende. Han havde dog hørt noget om, at Fabian var dødsengel nu, sågar hærfører i Manjarno, men han havde ikke set manden i flere århundreder, så han var vel et sted selv glemt? Utrolig egentlig, engang var man husket som vampyrernes leder og det næste øjeblik var man.. glemt. Han begyndte roligt at få forståelse for Elanyas frygt for at være glemt. Han fnes kort. "Så vidt jeg kan huske, var det dig, der havde føringen, men.. du dræbte mig ikke," svarede han med et skævt smil, som hans mørke øjne ikke veg væk fra hendes smukke smaragdgrønne. Efter deres kamp, havde Denjarna faktisk blot klandret Elanya mere, og når alt kom til alt, burde Denjarna egentlig klandre ham i stedet for Elanya. Og det var som om at han stod i det samme dilemma endnu engang, bortset fra at han vidste at Denjarna ikke ventede på ham derhjemme, for hun var jo .. død. Han smilede skævt til hende. "Du ved ikke hvad du skal bruge din nye chance på? Hvad med at tage tilbage?" foreslog han roligt. Hendes tid som dronning var vel ovre? Og selv hendes søn var gået bort nu, så vidt han vidste, var det Keischa der måtte være dronning, skønt det vel burde være Evelyn? Han måtte ærligt indrømme, at han helst ville se Elanya på tronen, selvom han vidste at jobbet havde frustreret hende mange gange. "Ellers.. kan jeg.. tage dig med ud på en fisketur!" tilføjede han drillende, og lo kort muntert. Det var faktisk bare for sjov, skønt at de skønneste ting kunne ske på de mest mærkværdige ture. Han smilede et stille og dog kært smil til hendes ord. Det at hun havde holdt ham kært, vidste han, men han vidste bare ikke i hvor stor en mængde, for de havde jo haft deres flirt, så helt venner kunne man vel ikke kalde dem? De havde vel været mere end det? Han havde i hvert fald haft følelser for hende, men det havde vel ikke været gengældt på samme måde?
Derick kunne tydeligt huske, hvordan han havde spurgt ind til alle de ting, som de havde passeret, dengang hun havde givet ham den magiske ring, og vist ham sin verden i dagslyset, han kunne huske støjen fra fuglene, som havde kvidret, hvilket havde drevet ham til vanvid! Det havde faktisk været en af hans bedste dage i hans liv, en dag han i hvert fald ikke ville glemme! Ringen havde han ikke mere, han havde jo mistet livet hele to gange, så det var ham ukendt, hvor den skulle befinde sig. Han mente han havde lagt den på hylden, som Denjarna havde opfanget den, men han var ikke helt sikker, for han måtte indrømme, at når han tænkte på den ring, så var det Elanyas ansigt der dukkede op i hans sind, og ikke Denjarnas. Han rystede let og smilende på hovedet til hendes ord. Naiv havde hun måske været, men han håbede da at det var en tid hun var ovre, og at hendes fejl kun havde gjort hende mere erfaren og stærkere, for han ønskede ikke at se hende knust på samme måde igen. Han gjorde et let spjæt med kroppen, som hun prikkede ham i siden. "Drillepind?! Det er da bare sandheden!" svarede han stilfærdigt og betragtede som hendes rødmen måtte tage til, men det måtte han hellere lade vær med at kommentere. Hans mørke øjne veg ikke væk fra hendes smaragdgrønne på noget tidspunkt, og heller ikke som han løftede hendes blik. "Så fortæl mig, hvad følte du for mig?" spurgte han kortfattet og stilfærdigt. Nu havde han mere eller mindre erklæret sin forelskelse i hende, så var det vel på tide, at hun kom med sin? Skønt han faktisk ikke vidste hvad hun havde følt for ham, for et sted håbede han på at hun ikke havde været forelsket i ham, fordi han så havde kunnet få hende, men aldrig havde taget chancen og det gjorde et sted.. ondt.

[Deleted]

De havde haft deres drabelige kampe, selvom det slet ikke var noget som havde endt ud i noget drabeligt udfald endnu, hvilket Elanya var frygtelig glad for og på alle tænkelige måder når det endelig måtte komme til stykket. Der var ganske åbenlyse grunde til, at hun ikke havde valgt at gøre det, ganske simpelt fordi at hun slet ikke havde været det mindste i stand til det når det endelig var kommet til stykket. Fabian havde faktisk selv bedt hende om at gøre det, og hun havde gjort ham den tjenste. Den magtgale mand som han var endt med at bede hende om at gøre det slut før det ville ende med at gå galt. Hun nikkede stille til hans ord. Det var jo heller ikke fordi, at hun havde løjet overfor Derick før, så hvorfor skulle hun da begynde på det nu? Det var da heller ikke noget som gav det mindste mening på nogen måde overhovedet. ”Han bad mig om at gøre det, hvis jeg ønskede at Procias skulle bestå,” sagde hun stilfærdigt. Der var virkelig ikke noget andet end ærlighed, at skulle spore i hendes stemme, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Havde jeg ikke gjort det, havde han slået mig ihjel i stedet.” Den tanke var slet ikke noget som hun ønskede skulle ske hende, udelukkende også fordi, at hun havde haft tvillingerne dengang at skulle passe på. Hun havde virkelig ikke haft noget andet valg end at gøre hvad hun havde gjort. Hun trak ganske svagt på smilebåndet. ”Jeg havde muligvis føringen, men kunne ikke..” rettede hun ham stille. Hun havde aldrig gjort det og det var udelukkende fordi, at hun slet ikke kunne. Hun ville ikke kunne gå hjem som intet var sket, for det ville have efterladt hende et frygtelig stort tomrum og det ønskede hun virkelig heller ikke for noget som helst i verden, det var også helt sikkert. Hun betragtede ham stille.. hvad hun faktisk måtte ønske sig at opleve, var et ganske normalt liv. Ikke noget med at der var en titel som man skulle vogte omkring med sit liv, det var jo også derfor, at hun havde endt med at skulle skifte navn på denne måde, som hun nu havde gjort det, det var jo også det, som automatisk havde gjort det hele, også selvom hun var bange for, at hendes mange store præstationer ville gå hen og blive glemt som det rene ingenting. ”At tage tilbage?” gentog hun forvirret. Hvad var det lige at han måtte mene med det? Et grin måtte dog passere hendes læber. ”Du får det jo næsten til at lyde fristende. Er det nu noget som du har tålmodighed til?” spurgte hun med en tydeligt drillende mine. Hun kunne bare ikke lade være!
Den magiske ring havde virkelig været hende en måde, at skulle vise ham hendes verden på, selvom det dengang tydeligvis ikke havde haft den effekt som hun havde ønsket, at det skulle have, det var helt sikkert, selvom det nu ikek var noget som hun ville hænge sig op i lige for øjeblikket, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket, det var om ikke andet, så også helt sikkert. Det havde blot moret hende, at han ikke havde set og hørt fuglesang på den måde, for han havde spurgt ind til absolut alt! Det havde virkelig bare moret hende! Måske, at hun havde lært af sine fejl, men det havde virkelig taget hende forbandet lang tid, og det var virkelig det alene, som faktisk også måtte irritere hende til en vis grænse. Det værste som hun faktisk havde været igennem, var faktisk det faktum, at Denjarna havde fået ham og ikke hende selv. Hun havde selvfølglig bare valgt, at skulle respektere det, uanset hvor ondt, det så end havde gjort hende på alle måder, så var ddet jo bare ikke noget som hun kunne eller ville komme udenom. Han havde virkelig altid haft en frygtelig stor betydning for hende.. Altid! At han direkt bad hende om at fortælle hvad hun følte omkring ham, fik hendes rødmen til at stige som aldrig før! ”H-hvad jeg følte for dig?” gentog hun næsten med en mindre panik i stemmen. Hun bed sig svagt i læben. ”… Mere end venskab, Derick..” begyndte hun dæmpet og næsten forsigtigt. ”J-jeg burde have slået dig ihjel.. Jeg kunne ikke og ville ikke. M-mange vil nok sige jeg var dumdristig, da jeg blev.. ja.. Forelsket..” Hendes sidste ord var en mumlen. Hun havde bidt det i sig i så mange år, gået grædende i seng til tider, udelukkende fordi hun vidste, at han lå med en anden kvinde. Maven slog knuder. ”Det.. det kan vel bare være ligemeget nu?” tilføjede hun ganske stille.

[Deleted]

Havde Fabian bedt Elanya om at dræbe ham? Det forstod Derick ikke helt, men han havde jo heller ikke stået så tæt på kongen, skønt han dog havde fulgt ham i tykt og tyndt, og derfor havde han taget ud for at faktisk at dræbe Elanya, et sted også fordi han havde været frustreret over sine følelser, hvilket han faktisk endnu var. Der var sket meget, Denjarna var død, han var i live og det samme var Elanya. Han vidste ikke helt hvor de stod mere, for han kunne jo heller ikke bare vænne tilbage fra de døde og tro at alt var ved det gamle? Skulle han være helt ærlig, så vidste han ikke hvad han følte for hende længere, men uanset hvad var det vel også ligegyldigt? Han havde isoleret sig for længe siden, så han kunne jo ikke rende rundt og tro at hun endnu var forelsket i ham, på et tidspunkt kom man vel over den man var forelsket i? Han trak ganske let på skuldrene til hendes ord. "Tja, hvis han havde dræbt dig, hvis du ikke havde dræbt ham, så var det vel ikke ligefrem et ønske, men mere en nødsagethed?" Det var da i hvert fald sådan han ville se på det. Enten blev man dræbt eller også måtte man selv dræbe, sådan var det jo med krig, sådan var det med fjender. Han skænkede hendes pande et blidt kys. "Men jeg er glad for at du overlevede," svarede han sandfærdigt, imens han trak mildt på smilebåndet. Han var godt nok taget ud for at dræbe hende, men når alt kom til alt, så havde han ikke haft styrken eller modet til det, og han havde slet ikke haft følelserne til det, for han havde jo elsket hende på daværende tidspunkt. Men den krig var jo længe siden, nu var der nye regenter på tronen, og han var ikke længere leder, men en alkymist med et helt andet formål. Han smilede let til hende. Han ville ikke have noget imod at se hende som dronning på Procias' trone igen. Han trak blot på smilebåndet ved lyden af hendes latter. "At tage på fisketur med dig? Selvfølgelig.. det kunne faktisk være ganske morsomt," påpegede han i en munter og lettere eftetænksom tone. Han var sikker på at de nok skulle komme til at hygge sig i så fald! "Spørgsmålet er vel mere, om du tør tage den tur med mig," tilføjede han drillende, inden han blinkede let til hende. Det lød faktisk fristende.
Der var mange minder, som Derick kunne huske, og når han tænkte over det, så forstod han ikke hvorfor han havde valgt Denjarna fremfor Elanya, for Elanya havde været den første han havde forelsket sig i, hun havde været den første der var nået ind til ham, hun havde vist ham så meget, hun havde tilmed vist ham hendes verden, og han havde bare valgt Denjarna som tak. Han kunne tydeligt se hendes rødmen der steg, og han var faktisk bange for udfaldet. Han bed sig svagt i læben, han kunne tydeligt høre hvordan panikken bredte sig i hende. Han var faktisk bange for at hun havde følt det samme for ham, som han havde for hende. Han fik næsten helt skyldfølelse, som hun sagde at hun havde følt mere end venskab, og tilmed været forelsket i ham. Han mærkede hvordan hans mave slog knuder. Havde hun vist ham selve dagen, fordi hun havde elsket ham? Han mærkede et stik i sit bryst. De havde følt det samme, men han havde alligevel valgt Denjarna. Han følte sig helt forvirret og fortvivlet igen. Han havde også elsket Denjarna, ingen tvivl, men mon han havde fået en chance til for faktisk at finde sammen med Elanya? Denjarna var død nu, så i øjeblikket stod der kun de to - som i gamle dage. Men det var vel en tosset tanke? Han var vel ikke mere end en gammel ven for hende mere? Han vidste slet ikke hvad han skulle sige til hende, eller til hendes ord. Blikket havde han slået ned mod deres fødder, skønt han dog vendte det mod hende, til hendes ord. Han trak kort på skuldrene. Det var vel ligegyldigt nu? Et sted var han ked af at han ikke havde taget chancen dengang, for hvordan havde udfaldet så ikke været? Selv hun havde skiftet imellem så mange mænd, men aldrig fundet den rette, men det var vel ikke noget tilfælde? Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, netop fordi hun havde gjort ham helt mundlam.

[Deleted]

Hvad der var sket tilbage dengang, var slet ikke noget som Elanya ønskede, at skulle tænke over, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Tanken omkring det, var skræmmende, for det lod hende virkelig bare vide hvor naiv og dum hun egentlig havde været. Hun havde virkelig været en mærkværdig en at have på tronen og det var virkelig ikke et sted at hun kunne tænke sig at sidde igen. Folket havde ingen tro til hende, det havde jo taget dem hele 30 år at få hende gravlagt i hendes eget hjemland, så det sagde vel også en hel del og det havde været hendes kære søn som havde fået hendes jordiske rester med sig til Procias fra Imandra. De havde end ikke gidet at hente hende, hvilket faktisk var noget som gjorde så frygtelig ondt. Hun var mere eller mindre glemt som den store dronning hun var og det var noget af det værste. Det var også derfor hun havde skiftet navn. Hun nikkede sigende. ”Havde jeg ikke gjort det, så havde det været mig som var faldet i stedet.” Det var naturens love som gjaldt når man endelig var gået i kamp – Spis eller bliv spist, ergo var det dræb eller bliv dræbt og det ønskede hun virkelig ikke. Nu stod hun selvfølgelig her og kunne sidde med tanken om, at det faktisk ville have gjort det hele meget nemmere for hende og hendes følelser. De var der jo stadig et sted og hun vidste det. Hun havde set ham til tider dengang, de havde altid moret sig i hinandens selskab og det havde virklig bare fået dem til at blusse, selvom hun havde tvunget det i skjul. Han havde jo haft en anden og hun havde virkelig bare ønsket ham det bedste, så var det vel også derfor at hun havde handlet som hun havde gjort det? Bare.. accepteret det og ladet ham isolere sig med den kvinde som han havde elsket.. tilsyneladende meget mere end det som han måtte gøre med hende. Det havde sandt nok, været frygtelig frustrerende at hun ikke kunne gøre det mindste ved det når det endelig var, men lige dette.. Det gjorde forbandet ondt. Kysset mod hendes pande, fik hende virkelig bare til at smile. ”Det er vel.. også en grund til at jeg kan stå her i dag.. Sammen med dig,” sagde hun roligt. Det lette smil var virkelig ikke til at tage fejl af. Hun var faktisk forbandet lettet over det.
Elanya ønskede virkelig ikke at tænke yderligere over det med Denjarna nu. Det var en fortid og hun havde vel bare været den bedste for ham når det endelig måtte komme? For ikke at glemme, at det nok ikke ville være kønt at en dronning som hun havde været dengang, havde fundet sammen med vampyrernes leder? For nogle historier som ville køre på folkemunde! Hun havde været forelsket i ham, det havde hun virkelig og det havde knust hende, at hun ikke kunne være den som havde holdt ham i hånden, skænket ham de store ord og kaldt ham for hendes, men sådan var landet nu og da, der var ikke meget mere som hun kunne gøre ved det end det som var sket nu. Hun trak vejret dybt. At han var endt med at blive fuldkommen mundlam over det, var virkelig heller ikke meningen. At han bare trak på skuldrene, var noget som faktisk gjorde ondt på hende, selvom hun virkelig bare.. valgte at bide det i sig? Hun blinkede let med øjnene. ”Det.. det er vel bare ligemeget nu? Du valgte Denjarna, så var hun vel også bare den rette for dig.” Hun trak selv på skuldrene og lod armene roligt søge omkring hendes krop. Chancen havde været der, hun havde vist ham hendes egen verden og den verden som han kunne være blevet en del af, hvis han havde valgt hende, selvom det tydeligt ikke var endt med at blive udfaldet, så var der vel heller ikke mere at gøre ved det? De grønne øjne søgte stille over mod hans skulder og så mod sin ene side med en mindre sitren i kroppen og i hendes sind. ”… Jeg kan se på dig, at du er overrasket,” bemærkede hun stille. Der skulle normalt frygtelig meget til, før han ville ende med at blive mundlam. Hun kendte ham jo temmelig godt efterhånden. Måske hun bare skulle have holdt mund? Det var bare en tanke alt for sent!

[Deleted]

Derick nikkede ganske roligt til hendes ord. Han forstod hende, for sådan var det jo med krig og med fjender, enten blev man dræbt, eller også måtte man kæmpe for livet, og til tider dræbe selv, det havde han jo selv gjort mange gange, han havde endda søgt ud for at dræbe hende, fordi det var hans pligt som vampyrernes leder - på daværende tidspunkt - det havde været hans pligt at dræbe Elanya, dronningen af Procias, at hævne hans egen konge, Fabian, som vidst nok endnu var i live, blot som dødsengel, i hvert fald hvad han havde hørt. Han smilede et drillende smil, imens han lod sin pegefinger sno sig omkring en af hendes blonde lokker. Hendes skønhed havde da i hvert fald ikke ændret sig, for hun var endnu smuk som hun altid havde været, hvilket faktisk også måtte frustrere ham - det at hun endnu var sig selv. "Tja, havde han dræbt dig, så var jeg da blevet fri for al dit pjatteri," svarede han drillende, hvor det var tydeligt at han ikke mente sine ord i andet end i sjov, han slap tilmed en munter latter. Han måtte indrømme, at han var glad for at det var Fabian der var faldet og ikke Elanya. Han smilede et kærligt smil til hende, og lod sin pande hvile mod hendes, så han kunne se dybt ind i hendes smukke smaragdgrønne øjne. Dem kunne han så tydeligt huske. "Men så igen, uden alle dine pjatterier var jeg bare blevet en alt for alvorlig og kedelig mand," tilføjede han med et muntert og skævt smil. Han var glad for at de nu begge var i live, at de begge havde fået en ny chance. "Muligvis," svarede han stilfærdigt. Hvad var grunden egentlig til at de stod sammen i øjeblikket? At de begge havde fået endnu en chance? Det kunne han ærligtalt ikke svare på. "Men jeg er glad for at have muligheden igen," tilføjede han oprigtigt, imens han sendte hende et kærligt smil. Hun gjorde ham så.. hel. Hun udfyldte det tomrum, som han havde følt i dødsriget, og han kunne ikke beskrive hvor glad han var for at stå her med hende endnu engang, som de havde gjort førhen, da de havde været yngre og begge ret så naive, hvilket han kun kunne more sig over.
Havde Derick vidst at hun rent faktisk havde gengældt hans følelser, så var der vel sket et andet udfald? Han havde elsket Elanya først, allerede fra første møde, havde han fået et godt øje til hende, og hvem kunne klandre ham i enden? Hun var trods alt den første der havde set ham, for alle andre havde han blot været vampyrernes leder, og før det havde han bare været usynlig, en blodsuger, som folk havde frygtet og set på som et bæst. Han kunne tydeligt se at han handling havde ramt hende - og ikke på den positive måde - og det var heller ikke hans mening at virke så.. kold og ligeglad, men han.. vidste bare ikke hvad han skulle sige. Han blev fyldt op med en form for skyldfølelse, af anger og et sted også bitterhed. Han bed sig hårder i den bløde underlæbe til hendes ord. Han havde valgt Denjarna fremfor Elanya, det kunne han ikke komme udenom, og det var ikke fordi at han ikke havde elsket Denjarna, men han havde jo også elsket Elanya, og han kunne da tydeligt huske de kys som han havde delt med Elanya ved hvert af deres møder, skønt det havde været forkert af dem. Blikket var vendt mod deres fødder. Det var vel ikke ligemeget? Eller var det? Han vendte blikket mod hende, som hun nævnte at Denjarna havde været den rette for ham. Hvem kunne egentlig sige, hvem der var den rette for én? Han så ned mod deres fødder igen, en smule eftertænksomt, da hun kom med sin bemærkning. Det kom som en overraskelse, og dog ikke helt, for hvorfor skulle hun ellers havde gjort alt det for ham? Hvorfor skulle hun ellers havde gengældt hans kys dengang? Han vendte sine dybe brune øjne mod hendes smaragdgrønne, inden han lod sin arm falde omkring hendes liv, for at trække hende helt tæt ind til sig, imens han trykkede sine læber mod hendes i et dybt kys.