A person from the past

[ilosonic]

Som tiden måtte gå, kunne Ilosonic tydeligt se frustrationen i hendes blik, han kunne tydeligt fornemme den i hendes tone, for han var bestemt ikke dum! Han var selv mentaldæmon og selvom hun måske var stærkere end ham på det punkt, så kunne han stadig fornemme det, også fordi det var så tydeligt. Og den frustration som hun udviste virkede også så.. oprigtig. Det gjorde alt mere sandfærdigt, selvom han faktisk ikke turde, at stole på hende. Han var faktisk bange for at hun ville svigte ham igen. Han var bange for at hun ville komme og ødelægge alt, for det ønskede han virkelig ikke! Han strøg let sin tunge over de rosenrøde læber, som han betragtede hende ganske roligt, hvor hans eget blik var endt lettere fortvivlet. Han ville faktisk gerne tro på hende, men.. han kunne ikke. Han kunne ikke få sig selv til det, for hun havde svigtet ham, han burde have dræbt hende i stedet for sin far, men sjovt nok ønskede han hende ikke død, heller ikke selvom hun havde slået hånden af ham og forladt ham, hvor det faktisk var hans far der havde passet ham, skønt han havde troet at det var omvendt. Det gjorde ondt at tænke på. Han lyttede blot til hende uden at svare, for.. hvad skulle han egentlig sige? Han vidste godt at han vendte lidt op og ned på hendes ord, men det var svært at lytte når man var vred, det var svært at skelne mellem sandt og falsk, som det var svært at se fornuften for al vreden. Han sukkede let til hendes ord. Han ville faktisk gerne tro hende, også fordi han altid havde håbet på at finde hende, men.. det som hun havde gjort, det var bare svært at sluge! Han vendte let blikket væk fra hende, som han strøg sin tunge lettere eftertænksomt over sine læber. Det var vel tydeligt at han var i tvivl? Han vidste virkelig ikke om han skulle tro på hende eller ej, dog virkede hun bare så.. oprigtig, og han var bange for at hun brugte sine evner mod ham endnu.
Det var skam ikke fordi at Sonic nød at gøre skade på hende, selvom det nu alligevel føltes godt at få afreageret. Desuden så havde hun fortjent det slag, og det var et sted også bare for at vise hvor hans grænse gik, for han tillod ikke at hun gik ind i hovedet på ham og tilmed gjorde skade på ham, hvis hun troede at det hjalp hende, så tog hun i den grad fejl! Han kneb øjnene fast sammen til hendes ord, hvor han sendte hende et lettere strengt blik. “Nej? Men jeg kan fortælle dig, at du bestemt ikke gør det bedre, ved at søge ind i hovedet på mig og gøre skade på mig!” hvislede han fast, for det fandt han sig bestemt ikke i! “Det beviser i hvert fald ikke at du elsker mig! Tværtimod viser det kun hvor uønsket jeg er, som da du valgte at forlade mig!” fortsatte han i en tydelig skuffet tone, uden at han tog blikket fra hende. Han havde fået nok af hende! Hun skulle bare.. lade ham være! Han havde ikke brug for hende! Det var for sent! Han fortsatte blot væk fra hende, selvom han endte med at stoppe op til hendes ord. Han mærkede hvordan tårerne pressede sig på, hvilket fik ham til at blinke, så de gik væk. Han trak vejret dybt, inden han roligt vendte sig om og så mod hende. Han kunne godt se hende i øjnene og fortælle hende det, men hun ville jo nok kunne se at han ikke ville mene det. Han bed tænderne let sammen, hvor hans mine forblev trist. “Hvorfor skulle jeg give dig en chance? Jeg ventede på dig og din favn i flere år. Håbede på at du ville komme og tage mig væk fra mit usle liv. Jeg håbede på at du ville hente mig fra børnehjemmet, jeg håbede på at du ville redde mig fra ensomheden, men du kom aldrig..” Han blinkede let med øjnene, hvor han mærkede at en tåre søgte ned over hans kind, hvilket fik ham til at fjerne den så hurtigt som den var kommet, inden han vendte blikket væk fra hende. Det gjorde ondt at tænke på, specielt, når hun så viste ham sandheden.

[Deleted]

Jacqueline mente virkelig det hele når hun sagde at hun virkelig var frustreret over alt dette, for det var hun virkelig. Hun kunne virkelig ikke have tanken om at nogen ville gøre hendes søn ondt, selvom hun vidste at det var noget som hun selv havde gjort. Hendes frustration og direkte.. desperate handling ved at få ham til at tro på hende, var faktisk oprigtigt, selvom hun vidste at det var svært nok i sig selv for at få ham til helt præcist dette, hvilket hun skam godt kunne forstå, men at snakke om det som voksne individer og finde ud af en løsning som de begge kunne være fortrolige med, var vel også en mulighed? Selvom det bestemt heller ikke så sådan ud i det store og hele, hvilket kun gjorde det hele meget værre! Hun blev stående og betragtede ham. Han havde fået glæden ved at slå hende i jorden, han havde påført hende en smerte fysisk set, som den hun havde plantet i ham psykisk, men.. selv hun var i stand til at blive direkte desperat, og det var i den grad også noget som hun var blevet og deraf havde hun også gjort det – et sted vel for at holde ham på stedet og for at.. holde ham, bare for at tilbringe noget tid sammen med ham? Selvom det nu var hende ganske tydeligt, at det ikke havde fået den ønskede effekt, så var det jo bare at nyde og tilbringe den tid med ham så længe at det var hende menneskelig muligt.
Sonic havde aldrig været uønsket set fra hendes side af! Jacqueline havde trods alt valgt at bære barnet til den bitre ende, hun havde valgt at føde ham på Herregården i Procias for så skræmmende mange år siden og det var bestemt heller ikke fordi at det var en handling som hun fortrød på nogen måde. Slaget havde hun ganske rigtigt fortjent, hvilket hun bestemt heller ikke ville skjule for ham, for det havde hun virkelig! Hun vendte sig mod ham. Hans ord var jo trods alt rigtige nok, hvilket hun egentlig måtte sige sig enig med. Hun nikkede blot. ”Det ved jeg godt… Og det beklager jeg. Undskyld,” endte hun dæmpet, dog alligevel med en ganske stilfærdig og ærlig mine, for løgn var det jo egentlig heller ikke. Hun rystede på hovedet. ”Du har ALDRIG været mig uønsket, Sonic! Jeg valgte at føde dig! Jeg valgte at lade dig komme til livet, jeg lod dig blive ved Vladimir, kun fordi at jeg vidste, at det var det bedste for dig dengang!” fortsatte hun med en næsten så desperat mine. Som han fortsatte væk fra hende, så valgte hun alligevel at blive stående og stirrede efter ham. Han havde det ikke særlig godt, hvilket var noget som hun kunne mærke på ham, selvom hun ikke valgte at reagere. Hun lod hovedet søge let på sned. Tårerne i hans øjne var noget som direkte skar i hendes hjerte at mærke. Hun tog et stille skridt mod ham og med den samme ganske stilfærdige mine. Hun endte stille ved hans side, idet hun lod hånden glide mod hans kind. ”Sonic.. Se på mig..” Ordene var udtalt med en tydelig bestemt og ikke mindst et sted.. bedende. Hun lod hovedet søge let på sned. ”Efter at jeg tog fra Procias og Vladimir tog sig af dig, så.. håbede jeg at han ville gøre en indsats, da jeg ikke længere var omkring.. Jeg fik kun nyheden omkring hans død. Jeg var næsten sikker på.. og frygtede at du længe havde gået den samme vej.. Hør.. Jeg er ked af, at jeg ikke har opsøgt dig tidligere.. Det er jeg virkelig..” Fra hendes mund, så var det meget store ord, men hun mente dem faktisk!

[ilosonic]

At høre hendes frustrerede tone, var noget som gjorde Ilosonic opmærksom, for han ville ikke just tro at hun var typen der blev frustreret fordi hun ikke fik sin vilje, hun havde gjort det klart at hun blev sur og bare tog det, men ikke frustreret som hun var nu, så selvfølgelig var det noget som gjorde ham opmærksom og fik ham til at lytte. Han måtte indrømme at han gerne ville tro på hende, men han turde ikke, han var bange for at hun bare ville udnytte ham, bruge ham og så slå hånden af ham igen, og han ønskede bestemt ikke at blive skuffet og såret to gange! Den følelse var noget som skar virkelig dybt i hans hjerte. Han var ikke typen der involverede sig, som skabte venskaber eller noget lignende, han havde kun ganske få personer i sit liv som han holdt kær, Ilaria og hans datter, og så havde han selvfølgelig altid troet at hans mor havde været derude et sted, troet at han havde været elsket – hvilket hun jo også påstod – og så at vide at hun bare havde slået hånden af ham på den måde, gået uden at se sig det mindste tilbage, uden at se fortrydelse eller sorg i hendes blik, det gjorde bare ondt. Han følte at han havde mistet en person mindre, han følte at han havde mistet hende, men på den anden side, hun havde aldrig nogensinde været der for ham, så hun betød jo sådan set heller ikke noget for ham, han kunne godt leve sit liv uden hende, også fordi han havde gjort det indtil videre, men på den anden side, så var hun trods alt hans mor og han havde altid som lille håbet på at han ville finde hende. Og nu hvor han endelig havde gjort det, så havde han faktisk også svært ved at give slip på hende, på trods af det som hun havde gjort mod ham. At hun beklagede og undskyldte for at gøre ham ondt, måtte faktisk forundre ham, for han ville tro at hun var en stolt kvinde, en hård nød at knække og at hun sjældent undskyldte, derfor kom det faktisk også bag på ham at hun gjorde overfor ham. Han sagde dog intet til det, for.. han havde ikke tilgivet hende helt. Han fnøs let til hendes følgende ord og vendte blikket tænkende mod jorden. Bedst for ham dengang? Det kunne hun vel have ret i? Selvom han nok ikke selv så på det, på samme måde, han havde hadet sin barndom, alt det som han havde været igennem, men det havde dog også ført ham gode ting med sig i livet senere hen, han havde fundet sin.. nok ikke drømmekvinde, for Ilaria var på ingen måder perfekt, men det var netop også det som gjorde hende så.. fuldkommen og komplet alligevel! Hun havde givet ham det som han altid havde ønsket sig; en familie, en smuk datter, som han tilmed havde opkaldt efter sin egen mor, hvilket han på sit vis fortrød, og så alligevel ikke. At hun gik hen til ham og lagde hånden mod hans kind, fik ham til at stryge tungen over sine læber, inden han roligt vendte blikket og så på hende. “Hvorfor vil du overhovedet være en del af mit liv nu?” spurgte han ganske kortfattet. Det forundrede ham virkelig utrolig meget! Han forstod hende virkelig ikke. “Du gjorde det tydeligt for mig tidligere, at din familie ikke ønskede at du tog mig til dig, eller så mig.. så hvorfor skulle det have ændret sig nu?”

[Deleted]

Jacqueline var ikke normalt den type som bare blev frustreret når tingene ikke gik i hendes retning. Hun tog hvad hun ville have hvis folk ikke gav hende det frivilligt, men at søge direkte ind i hans hoved og tvinge ham til at se på tingene på en anderledes måde, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til i det store og hele – ikke hvis det var noget som hun ellers kunne slippe for, men.. hun ønskede slet ikke at der skulle ske ham noget. Han var jo trods alt hendes søn og hun vidste godt at hun havde et ansvar for ham, som hun havde valgt at løbe fra, men hun havde virkelig ikke haft andre alternativer! Hun havde valgt at blive i Procias i alt for lang tid, hun havde valgt at få ham, hvilket var grunden til at hendes ægteskab til Giovanni var kørt skævt, men.. af den grund, så var Sonic bestemt heller ikke uønsket set fra hendes side af! Hun ønskede faktisk at hendes forhold til Sonic skulle skabes på et retfærdigt grundlag, og det indebar jo trods alt ikke at hun gik direkte ind og rodet i hans hoved! Hun var ikke den type som normalt sagde undskyld, men hun var retfærdig.. Kunne hun se at hun havde gjort noget forkert, så havde hun heller ikke et problem med det, om det var noget som man ville det eller ikke, men løgn var det ikke. Hendes blik forblev hvilende på ham. Han havde slået hende i jorden, han havde brændt hende, han havde halvvejs kvalt hende, og hun havde ikke sagt noget til det, for det kunne være noget af det som han havde mærket psykisk? Smerte? At blive kvalt langsomt, at folk ikke havde hjulpet ham, selvom det ikke var noget som hun kunne gøre om den dag i dag, uanset hvor meget hun så end gerne ville ønske sig det i den anden ende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. hun bed sig let i læben, også det at se ham så usikker som han var, var bestemt også noget som gjorde sit for hans vedkommende, for det var jo ikke engang fordi at det måtte være løgn. Hånden havde hun ganske forsigtigt valgt at lægge mod hans kind, for at vende hans blik mod sig, for hun ønskede slet ikke at se ham så trist og nedenfor, for.. det gjorde faktisk ondt på hende, også fordi at hun vidste at det var hendes egen skyld. ”Jeg har betalt min dyrebare pris for mine handlinger i Procias, Sonic.. Uanset hvilke kendsgerninger som jeg står bag, så er jeg stadig din mor.. Og jeg ønsker faktisk et forhold til min søn.” Løgn var det jo faktisk ikke. for hendes vedkommende, så havde det altid været hende en form for drømmetanke, men hun havde jo slet ikke regnet med at se ham! I og med at hun intet havde hørt eller set, så var hun næsten automatisk gået ud fra at han var død, selvom den tanke lige så havde gjort ondt. ”Min familie er bange og frygtede for at jeg valgte din familie frem for dem.. Min mand frygtede at jeg elskede Vladimir mere end ham.. Han tillod mig selv at søge ud.. Han stoler på mig igen.. Og et forhold til min egen søn, vil jeg bestemt ikke sige nej til.. Og nu hvor vi har fået de værste frustrationer ud.. Tror du så at vi kan snakke om det.. i ro og mag?” spurgte hun ganske stilfærdigt. Hun kunne vel godt stå med en fod i begge lejre, uden at det behøvede at koste hende så dyrt?

[ilosonic]

Noget som forundrede Ilosonic var se hende og høre hende være frustreret og så det at hun undskyldte, for at gøre ham ondt – selvfølgelig var det kun på sin plads, også hvis hun virkelig ønskede et forhold til ham, men.. det havde han bare ikke regnet med. Allerede fra starten af, havde han vidst og kunne se at hun havde været en stolt én af slagsen, hvilket han sådan set godt kunne forstå, specielt hvis hun kom fra en rig og adelig familie, selvom hun havde gjort det tydeligt at det var hendes mands familie. Han anede jo intet om sine bedsteforældre, hverken fra sin fars eller mors side, selvom det nu heller ikke gjorde ham så meget, men.. det var vel interessant nok at vide hvad han egentlig havde? Hendes børn i Peula, måtte jo være hans halvsøskende? Og mon de i det hele taget kendte til ham? Han tvivlede på det, men det var heller ikke fordi han havde tænkt sig at involvere sig i hendes familie, for det fik han sikkert ikke noget ud af alligevel, han brød sig desuden heller ikke om den store.. familiesammenkomst. Han havde desuden slået sin ene halvbror ihjel, han havde slået sin egen far ihjel, så.. ja, han var ikke ligefrem familietypen, selvom han utroligt nok havde en hustru og en datter, men.. det var noget andet. Han elskede Ilaria og han elskede Jacqueline, og.. der var vel også en lille plads til hans mor? Han kunne jo godt høre at hun forsøgte, selvom.. det gjorde stadig ondt at vide det, som hun havde gjort mod ham, for det brød han sig slet ikke om! Hånden hun lagde mod hans kind, var noget som et sted føltes.. savnet? Det var noget som han virkelig havde ønsket at hun havde gjort for så mange år tilbage! Alle de gange han havde bedt til at hun ville dukke op, komme og redde ham og være som en mor skulle være, selvom det aldrig var sket. Han havde altid været alene og det var en tanke som gjorde ondt. Han svarede hende ikke på hendes ord, som han kort vendte blikket væk, selvom de faldt tilbage på hende, da hun begyndte at tale igen. Et sted forstod han sådan set godt hendes mand, for han ville jo have haft det nøjagtig på samme måde, hvis det havde været Ilaria. Han ønskede ikke at hun skulle søge til andre mænd, som han vidste at hun ikke ville have at han søgte til andre kvinder, men det gjorde han nu heller ikke, for han havde nok i hende. Hun var hans eneste ene, selvom han godt nok aldrig havde fortalt hende de ord, og det måtte han vidst hellere få gjort! Han sukkede let, selvom han endte med at nikke ganske roligt. “Udmærket. Men.. jeg er nød til at tage hjem til min familie,” endte han stille. Hun havde tidligere set hans bekymringer angående Ilaria der passede Jacqueline alene, og det var ved at blive sent. “Jeg bor stadig på herregården, så.. hvis du ønsker at komme forbi, så.. er du velkommen. Hvis det er for langt, så send bud, så skal jeg nok møde dig på halvvejen,” endte han stilfærdigt, som han sendte hende et stille smil. Det var en anelse akavet, specielt efter det store skænderi med hende, men.. han ville gerne give hende en chance. Selvom han aldrig havde set noget til hende, havde han jo altid holdt med hende og holdt af hende, og hun var trods alt hans mor, så han ville gerne give hende en chance og se om hun kunne gøre tingene godt igen, i hvert fald bare rode bod på det hele. Det ville i hvert fald glæde ham. Han rynkede let brynene, hvor han løftede hånden og lod kort en finger stryge over hendes hals. “Undskyld at jeg skadede dig..”

[Deleted]

Jacqueline ønskede virkelig ikke at skubbe Sonic fra sig, for det vidste hun godt, at hun ikke ville få det mindste ud af når det endelig skulle komme til stykket, men den tanke var nu alligevel noget som alligevel måtte skræmme hende lidt, for hun plejede aldrig at reagere på denne her måde! Om han troede på hende, vidste hun ikke, men der var ikke rigtigt noget som hun kunne sige til det, for.. ja, hvad skulle hun da kunne sige til ham? Hun kneb øjnene let sammen, selvom det ikke var henvendt til ham, mere end det måtte være henvendt til hende selv, men det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte komme til stykket. Lige i den familie som hun havde den dag i dag, så ville han næppe være velkommen, men det hindrede hende bestemt ikke i at skulle byde hendes egen knægt velkommen, for Giovanni burde også efterhånden være overbevist om at hun ikke gjorde den fejl igen. Hun havde gjort alt det som hun kunne igennem det sidste lange stykke tid, kun for at overbevise ham om at det var ham som hun elskede, netop også ved at gøre som hun havde gjort; Alt det som han havde bedt om, hun var sågar blevet hjemme for at passe på børnene og uden at resultere i bøvl på nogen som helst måde overhovedet! Begge havde de gjort ting som kunne få katastrofale følger, det var noget som hun næsten kunne gætte sig til og et sted så håbede hun jo selvfølgelig bare at han ville gå med til at give hende den mulighed til at være mor for ham, for.. et sted så var det jo også noget som hun ønskede. Måske at hun var en forbandet stolt kvinde af slagsen, men det ændrede virkelig ikke på det faktum, at hun faktisk rigtig gerne ville være en mor for sine børn og så var det fuldstændig ligegyldigt om det var Sonic eller om det var hendes børn med Giovanni! Direkte lød det til at han faktisk ville gå med til det, hvilket var noget som lettede hende i det indre. At han så ønskede at tage hjem, kunne hun nu godt forstå. Med henblik på hans lille datter og hans kone, så kunne hun et sted godt forstå det. Hun nikkede blot forståelsesfuldt. ”Jeg forstår,” endte hun roligt. Nu var de værste frustrationer om ikke andet kommet ud, så var det selvfølgelig noget som hjalp hende meget selv. Og selvfølgelig så håbede hun også at det måtte være sådan den anden vej også, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Et svagt smil bredte sig på hendes læber – selv det var noget af hende som kun familien og hendes børn specielt som fik lov til at se. Hun rystede stille på hovedet. ”Du skal ikke møde mig på halvvejen Sonic.. Det er vidst på tide at vise lidt mere af mig selv.. for dig om ikke andet. Jeg kommer til Herregården. Det skulle ikke være mig det største problem at komme ind,” sagde hun roligt og med en ganske stilfærdig mine, for løgn var det ikke. Hun var en rigtig gammel mentaldæmon, så hun skulle nok komme igennem med lethed! Hånden mod hendes hals, sagde hun dog intet til, selvom.. hvad skulle hun sige? ”Jeg fortjente det, Sonic.. Tænk ikke på det.. Det bliver nok lidt værre når jeg kommer hjem og skal forklare det for min mand.. Men sådan er det jo.. Jeg fortjente det,” fastholdt hun stædigt. Han skulle ikke undskylde. Hun kunne faktisk godt se når hun gjorde noget forkert.

[ilosonic]

Nu hvor Ilosonic var faldet til ro, så var det også lettere for ham, at lytte til hende og se på tingene med et mere fornuftigt syn. Han vidste godt at han havde hidset sig op, men i hans øjne, så var der ikke så meget at forklare, hun havde efterladt ham til sit eget sølle liv, for at tage tilbage til sin rigtige familie, hvor hun ikke havde opsøgt ham på noget tidspunkt. At hun så ikke havde kunnet finde ham, var sådan forståeligt nok, selvom det jo også bare kunne være noget som hun bildte ham ind. Hun kunne spille på sine status som hans mor, for at udnytte ham, for han var trods alt højtstående i Procias, så selvfølgelig ville man kunne bruge ham, og da han vidste at hun også havde brugt hans far, så var han et sted bange for at hun også bare ville bruge ham, og så dolke ham i ryggen, fordi hun ikke kunne bruge ham mere. Det var en tanke som gjorde ondt, og ærlig talt? Så var han ikke meget for at skulle stole på hende, for han kendte hende stadig ikke, men hun virkede dog til at ville prøve, hvilket han jo så også måtte håbe på var sandt. Han ville jo faktisk gerne have et forhold til hende, også fordi han havde ønsket sig et forhold til sin mor igennem det meste af sit liv. Men ærligt, så fattede han ikke hvorfor han gav hende en chance til, for et sted havde hun vel ikke fortjent det? Der var vel stadig noget godt i ham et sted? Han måtte indrømme at han var blevet langt mere.. blød, efter at han var kommet til Procias, men det var også der, at alle ting var endt godt for hans vedkommende, der havde han fået sit hjem, sin status, sin hustru og sin datter, alt godt var sket i Procias – utrolig nok. Desuden så var han også omgivet af procianere hvis han gik en tur, hvilket ikke ligefrem hjalp, men det var da med til at minde ham om, hvorfor han hadede landet; folk var så pokkers naive og godtroende! Han nikkede roligt, som hun sagde at hun forstod, for det var blevet sent, og han måtte se og komme hjem, da han var usikker på, hvilket forfatning hans datter og huset måtte være i, specielt fordi han vidste at Ilaria havde sit temperament og ikke ligefrem var den fødte mor, så ja.. han var en anelse bekymret. Han gengældte roligt hendes svage smil, hvor han for en gangs skyld så på hende med et roligt blik. At han ikke skulle møde hende på halvvejen, men hun ville komme til herregården, for at vise at hun ønskede at involvere sig, var noget som faktisk måtte glæde ham. “Udmærket.. det ville glæde mig i hvert fald,” svarede han sandfærdigt, som han sendte hende et skævt smil. At han ikke skulle undskylde for at have brændt hende og slået hende, var han nu ikke selv helt enig i, selvom hun måske havde fortjent det, så var det ikke ligefrem fordi det måtte fryde ham at slå sin egen mor! Han kneb øjnene ganske let sammen. “Hør her.. hvis det virkelig er for meget besvær med din mand og resten af familien, så..” Han endte med at trække svagt på skuldrene. “Så behøver du ikke komme. Du behøver ikke ødelægge dit liv mere på grund af mig..” tilføjede han roligt, som han lod hovedet søge ganske let på sned.

[Deleted]

At Sonic var faldet en anelse til ro, så var det selvfølgelig noget som virkelig måtte glæde Jacqueline, for det gjorde det også muligt for hende at gøre lige så. Hun ønskede faktisk et forhold til hendes søn, men hun havde slet ikke haft nogen anelse om hvor hun skulle se efter ham henne og efter alt det med Giovanni, så havde hun været temmelig fastlåst hjemme og til de små som alligevel nu var i fuld gang med at vokse, så det var vel heller ikke noget som kunne forundre nogenn, var det? Hun blinkede let med øjnene og med den samme ganske kortfattede mine som tidligere, for det var jo ikke engang fordi at det var en løgn som sådan ,men det var jo trod alt bare sådan at det nu endelig måtte være, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Hun betragtede ham roligt. Kunne hun og hvis det var det som hun vile, så skulle hun skam nok få en fod indenfor Procias, men det ville bestemt ikke blive igennem hendes egen søn, det var noget som hun i den grad måtte nægte sig, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det bestemt heller ikke fordi at det var noget som ville komme bag på dem på nogen måde overhovedet. Hun lod armene roligt søge over kors og uden at tage blikket fra ham. Han havde allerede givet udtryk for sin bekymring med henblik på hans hustru og lille datter hjemme, så at han ville søge hjem var faktisk noget som hun havde den store forståelse for. Blikket hvilede roligt på hans skikkelse. Meget kunne man sige om ham, eller om hun fortjente en chance til eller ikke, men hun var faktisk rigtig glad for at han gav hende den. Hun ønskede faktisk at vise ham, at hun var og ønskede at være involveret i ham, også fordi at hun kunne se at tanken gjorde ham glad, så det var også noget som gjorde hende glad, for et sted så… ønskede hun jo det forhold til ham, og så måtte hun jo trods alt også arbejde lidt for det, hvilket hun nu heller ikke havde noget imod som sådan, selvom turen i den grad også måtte være forbandet lang, det var der så snadelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun rystede på hovedet til hans ord. ”Tænk ikke på det.. Vladimir er der ikke længere, og derfor kan han da umuligt være en trussel for ham.. Jeg har en søn i Procias som jeg ønsker et forhold til.. Og det er noget som jeg agter at få.” Der lod hun bestemt ikke Giovanni bestemme! Og det var sådan at hun agtet at gøre det, om det var noget som Giovanni ville det eller ikke. Halsen ville blive problematisk for hende at forklare, hvilketh un allerede nu var klar over, men hvad havde hun da at sige til det? Hun havde fortjent det, og det var en direkte tanke som hun stod fast på. ”Jeg giver besked inden jeg kommer på besøg, Sonic.. Desuden ville det glæde mig at hilse på min svigerdatter og mit lille barnebarn.” Tanken kunne faktisk blot glæde hende, for hun elskede små børn. En svaghed i hendes øjne, for.. hun nød virkelig at have børn omkring sig, for ikke at glemme tanken om at det faktisk var hendes første barnebarn, så selvfølgelig var det noget som hun gerne ville hilse på!

[ilosonic]

Nu hvor Ilosonic selv var faldet til ro, så var det også tydeligt at mærke at hun var det, hvilket kun måtte glæde ham, for det var også tydeligt at de påvirkede hinanden, var han sur, så blev hun sur og omvendt, var han rolig forblev hun også rolig, et sted en sjov tanke, men det var vidst klart hvem han ejede sit temperament fra? Og han som altid havde troet at det var ilddæmonen i sig. Og hele sit liv havde han også haft mentaldæmonen i sig, hvilket han faktisk aldrig havde vidst, men hans far havde jo heller ikke nævnt noget som helst om hans mor, for hans far havde hurtigt fundet en ny hustru efter Jacqueline, og han havde håbet på at hans mor ville komme efter ham, men.. det var aldrig sket. Han var blevet efterladt af hende, og havde levet hele sit liv alene, i hvert fald indtil han havde mødt Ilaria, for det var virkelig den kvinde han kunne takke for alt og ikke nogen anden! Af den grund, så ville han faktisk gerne have et forhold til hans mor, han havde jo faktisk holdt af hende på trods hun aldrig havde været der, og han aldrig havde kendt hende, for.. han havde altid troet at hun havde elsket ham, hvilket hun jo også påstod, men i hans øjne skulle der handling til at bevise det, og det havde hun ikke ligefrem gjort, men jo.. han gav hende en chance for at prøve at gøre det godt igen, så måtte tiden jo vise om hun var det værd, eller om hun snød ham. At hun var fastbesluttet på at hun ønskede et forhold til ham, og at hun gerne ville opsøge ham, glædede ham faktisk. Han endte med at nikke ganske roligt. “Udmærket.. det ville glæde mig,” endte han sandfærdigt, som et svagt smil hvilede på hans rosenrøde læber. Det var mere end tydeligt at det var hende som havde haft benene i næsen, i hendes ægteskab med hans far, for hans far havde virkelig altid været en vatpind, specielt når det kom til kvinderne! Det var virkelig ynkeligt og en vanære at være i familie med sådan en mand! Han trak en anelse på smilebåndet til hendes følgende ord. Han var faktisk kun glad for at hun også gerne ville møde hans familie, det viste da at hun var interesseret, hvilket han vel også havde brug for at vide? Selvom han langt hellere ville have det bekræftet, så tiden måtte jo vise om hun i det hele taget ville dukke op. “Det vil jeg se frem til,” endte han stilfærdigt, uden at han tog blikket fra hende. Han nikkede ganske roligt endeligt, som han kort lod tungen stryge over hans læber. “Nå, men.. jeg burde komme hjemad, så.. vi ses forhåbentligt snart. Så.. farvel så længe,” lagde han til med et skævt smil, inden han roligt bakkede et par skridt bagud, inden han vendte ryggen til hende, for at gå tilbage til sin hestevogn. Hans blik faldt kort på de få vagter han havde med, der havde fået handlet de sidste varer ind, så han kunne reparere sit soveværelse, efter at have smadret det i et skænderi med Ilaria. En af soldaterne nikkede kort i en hilsen, inden han åbnede døren for ham, hvor Sonic roligt trådte ind, kun for at tage plads. Han ventede blot til han mærkede at hestevognen måtte køre af sted, hjem til hans familie, som han efterhånden måtte savne.

//Out

[Deleted]

Jacqueline ønskede faktisk et forhold til hendes kære søn. Måske at hun havde været en direkte elendighed til at vise det, emn det var ord som hun faktisk måtte mene, ellers ville hun ikke stå her lige nu – og det samme ville han heller ikke, for hun kunne med lethed slå ham ihjel indefra. Det var jo fordelene ved at være en direkte gammel mentaldæmon, for hun havde forbandet mange tricks på lur, men ikke noget som hun ønskede skulle gå ud over hendes egen søn! Slet ikke! Lige nu var de begge rolige, hvilket selvfølgelig også var noget som gjorde forbandet meget for hendes eget vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Temperamentet havde knægten tydeligvis fra hende af, selvom det nu heller ikke gjorde hende det mindste. Det glædet hende tvært imod at se at knægten havde så meget efter hende, selvom det var Vladimir som nok havde haft den største påvirkning af ham, så hun kunne ikke være andet end storslået tilfreds! Et stille smil bredte sig roligt på hendes læber, idet hun roligt valgte at nikke til ham, for løgn var det jo trosd alt heller ikke, for det var jo bare sådan at det måtte være i den anden ende. ”Udmærket,” endte hun ganske roligt og med den samme stilfærdige mine, for det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovdedet. Manden ønskede at komme hjem til familien, hvilket hun skam udmærket godt kunne forstå, for det var jo ikke engang løgn. Specielt nu hvor han havde udtrykket sin bekymring for at lade hans kone være alene med deres datter, hvilket et sted hun ikke helt kunne forstå, men igen, så lå det jo bare naturligt til hende at tage sig af børn. Hun havde også taget sig af ham frem til den dag hun havde været tvunget derfra, hvilket hun et sted håbede på at hun ville få muligheden til at forklare ham det hele, uden at skulle stå og råbe og skrige af ham, for det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun agtet at selv stå på hans dør, viste det initiativ som var krævet, for ikke at glemme at hun ønskede at møde sin svigerdatter og hendes barnebarn, for det var jo faktisk.. hendes første, hvilket var en ganske speciel tanke, også for hendes vedkommende. ”Kom godt hjem, Sonic,” sagde hun roligt og med det samme stille smil på læben, for det var jo trods alt heller ikke engang en løgn set fra hendes side af, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det nu endelig måtte være når det kom til stykket. Hun så til at han satte sig ind i hestevognen. Jovist var han en velhavende mand, hvilket hun godt kunne lide, for det var bare noget som skulle ligge til hende og hendes familier! Sådan havde det jo trods alt altid været, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun blev stående til han var på vej – først der hævede hun hånden for at lade den stryge over den røde hals. Det ville bestemt ikke blive nemt for hende at skulle forklare den for Giovanni og et sted så var hun ligeglad, for hun havde fortjent det! Hun smilede let for sig selv, idet hun roligt vendte om på hælen og søgte i den helt anden retning, kun for at søge hjemover mod Peula.

//Out