A person from the past

[ilosonic]

Det var skam ikke kun Ilosonic som vakte interesse og nysgerrighed hos denne kvinde, det gik bestemt også den anden vej! Der var noget over hende, som han ikke kunne sætte fingeren på, og alligevel så var det det at hun mindede så meget omkring ham selv, eller var det i virkeligheden omvendt? Ham som mindede om hende? Det var næsten som om han så på den kvindelige udgave af ham selv, selvom alderen ikke passede, for hun var langt ældre end ham selv, hvor han i princippet havde alder som et dæmonbarn. Det skulle ikke undre ham hvis nogle af hendes børn så yngre ud end ham, men var ældre end ham, på den anden side havde han jo en lidt anden ældningsproces, han var en voksen mand, hans mentalitet var stærk som en fuldvoksens, ligesom alle hans andre evner, men han var bare meget ung, hvilket kun var en fordel for ham. Han blev stående med de stærke arme over kors, hvor han blot lod hende gå rundt om ham og betragte sig af ham, hvor han selv blot så frem for sig, for han frygtede hende ikke, det havde han endnu ikke nogen grund til. Han vendte blikket mod hende, da hun kom foran ham igen. Han kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet til hendes ord. “Ved du ikke at det var nysgerrigheden som slog katten ihjel?” spurgte han morende, selvom det næsten kunne lyde som en trussel, men det var det dog ikke. Han lyttede til hendes ord. Han kunne jo ikke benægte at han havde flirtet med hende, selvom der virkelig heller ikke var mere i det. Han trak svagt på skuldrene. “Jeg kunne jo sige det samme om dig. Du står og flirter med én som kunne være din søn, finder du så ikke dig selv.. sjofel?” spurgte han drillende, som han lod hovedet søge en anelse på sned. “Men som ved dig, så er der også noget over dig der vækker min nysgerrighed,” endte han roligt og lettere stilfærdigt.
Sonic havde desværre et voldsomt temperament, specielt hvis man ramte rigtigt, men fordi han også var mentaldæmon, så kunne han skam sagtens være en tålmodig mand, men når det kom til hans private, hvor hun faktisk valgte at forulempe hans hustru, ja.. så fandt han sig ikke i det! At hun så fandt ud af at han var greven af Procias, fik et overlegent smil til at glide over hans læber. “Utroligt.. man skulle tro at siden du er mentaldæmon, at du længe burde have regnet den ud..” endte han i en næsten hånende tone. Hun grinede af ham, så skulle han nok finde en måde på at håne hende! “Og netop fordi jeg er greve, og sikkert ligger langt over din egen lille rang, så burde du vise mig noget respekt, og det kræver jeg også at du gør overfor min hustru,” endte han i en fast og dog lettere bestemt tone. Det var tydeligt at se og mærke på ham at han var blevet langt mere alvorlig og at dette ikke bare var en lille uskyldig leg mere. Han vidste dog ikke hvem hun var, hvilket ikke ligefrem kom til hans fordel. Et skævt og morende smil gled over hans rosenrøde læber. “Jamen dog.. det lyder jo næsten til at du har pisset manden af derhjemme. Hvad gjorde du? Flirtede med en yngre mand?” Han hævede sigende det ene øjenbryn, uden at han tog blikket fra hende.

[Deleted]

Det forundrede virkelig Jacqueline hvor meget denne mand måtte minde om hende selv, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne sige direkte og åbent. At vide at han var greven af Procias var nu heller ikke noget som hun tog sig af, for selv var hun en adelig i det land hvor hun kom fra og selvfølgelig var det noget som hun var ganske så glad og tilfreds med. Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Nysgerrigheden slog katten ihjel.. de andre katte lærte af dens fejl,” påpegede hun med et morende smil på læben, som hovedet let søgte på sned og uden at hun så det mindste væk fra ham. Kunne hun, så kunne hun søge direkte ind i skallen på ham og finde alt det som hun ønskede at vide. Han kunne gøre modstand, men i det store og hele, så ville han ikke kunne gøre det helt store mod hende og det var den tanke som virkelig måtte more hende som intet andet overhovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Armene lod hun roligt søge over kors og med blikket hvilende intenst i denne mand. Det var virkelig som en yngre udgave af hende selv, og det var noget som virkelig fangede hendes nysgerrighed. Han var greve, men.. hvad mere var han?! ”Gammel nok til at være min søn.. gammel nok til at være.. en som jeg bare kan glemme i vejkanten på turen hjem. Et møde som aldrig er og har eksisteret..” Hun stirrede ham direkte i øjnene, igen som hun prøvede at stirre direkte igennem ham. Han vækkede hendes nysgerrighed og hun kunne ganske enkelt ikke have det!
Det havde måske taget Jacqueline tid at finde ud af at manden var greven af Procias, men hun vidste så til gengæld også at han med lethed ville kunne mærke, hvis hun prøvede at søge ind i hans hoved for at finde svarene og så ville hun jo hurtigt ende i en ubehagelig situation. Manden vækket hende en nysgerrighed, så det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede en form for strid, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for. ”Du er mental.. ligesom mig.. Tror du ikke at du ville mærke det, hvis jeg søgte svarene på egen hånd?” Hun hævede sigende det ene bryn og med den samme mine som tidligere. Hans følgende ord var dog alligevel noget som formåede at pisse hende af ganske enkelt. Han havde ikke nogen anelse om hvem som han stod overfor! Hun kneb øjnene let sammen. Måske at det uskyldige var gået af legen, men af den grund, så agtet hun dog stadig at holde den ordentlige tone også overfor ham! ”Du har ingen anelse om hvem du taler til, knægt..” endte hun med en direkte advarende stemme. Hun så ikke nogen grund til at skulle respektere hverken ham eller hans hustru eller datter for den sags skyld, for.. hvad havde de med hende at gøre? At grevinden jo så var hendes egen svigerdatter var slet ikke noget som hun tænkte over, for hun havde ingen anelse om at det var hendes egen søn som hun stod overfor. ”Fornærm en Salvorique en gang til, min fine ven og jeg kan love dig for, at du får problemer!” advarede hun med en fast tone. De fleste kendte til navnet, de fleste kendte til dem og vidste at det bestemt ikke var en familie som man ønskede at lægge sig ud med.

[ilosonic]

Ilosonic kunne tydeligt se at hun var nysgerrig på ham, ellers ville hun heller ikke været gået rundt omkring ham og betragte ham vurderende, så hun gjorde det skam mere end tydeligt for ham, selvom han ikke tog sig af det, for det var jo også gengældt, han følte sig mindst lige så nysgerrig på hende, som hun måtte gøre af ham, selvom han vidste at han skulle passe på, for det kunne ende galt i den anden ende. “Hvis de andre katte lærte af den førstes fejl.. hvorfor er de så døde?” spurgte han lettere stilfærdigt og næsten i en kold tone. Han morede sig, hvilket smilet også måtte indikere, desuden så var han jo også nysgerrig på hende og han vidste at han kunne brænde fingrene, selvom han ikke frygtede hende, hun kunne måske trænge ind i hans sind, men han var selv mentaldæmon og ville kunne mærke hvis hun forsøgte, og mon ikke han kunne nå at flambere hende inden hun var inde i hovedet på ham og overtog kontrollen? Det var han nu ganske sikker på! Han trak på smilebåndet til hendes ord. Han betød ikke noget for hende, som hun heller ikke betød noget for ham, men han tvivlede nu på at hun ville glemme ham, netop fordi han havde fanget hendes nysgerrighed på denne måde, så han tvivlede på at hun bare uden videre kunne smide ham ud af hovedet, selvom han nok ikke ville være så vigtig på længere sigt og med tiden ville han med sikkerhed være blevet glemt. “Ja, ja,” endte han blot morende. Hun var ikke meget for at give sig, så meget havde han da fundet ud af! Men det var faktisk morende at se på, hvordan hun prøvede at holde sig neutral og ligeglad med ham, men hun kunne ikke skjule det, netop fordi hun viste det så tydeligt.
At hun havde fundet ud af hvem Sonic var, sagde han intet til, han kunne jo ikke skjule det, netop fordi han sad med en så stor rang som han gjorde, folk der mødte ham ville huske ham, netop fordi han var greve, selvom det ikke var her i Dvasias, men i Procias, utroligt nok. Han lod hovedet søge ganske let på sned. “Selvfølgelig ville jeg mærke hvis du prøvede at komme ind i hovedet på mig, desuden min kære, så er jeg intet lille barn, så min mentalitet er skam stærk i forhold til mange andres dæmoner, så selv du ville have svært ved at komme ind i hovedet på mig, og du ville ikke kunne nå det før jeg ville gøre modstand og stoppe dig,” endte han stilfærdigt, som han ikke tog blikket fra hende. Det var ikke løgn og et sted var det vel en advarsel til at hun ikke skulle prøve? I så fald ville han ikke tøve med at gøre modstand! At han formåede at pisse hende af kunne han tydeligt høre og se, men på den anden side var det også gengældt. Hun gad måske ikke respektere ham eller hans hustru, men så kunne hun jo lige så godt gå! For hun fik sig kun en fjende ved at lægge sig ud med ham! Måske hun var af den ældre generation, men han frygtede hende virkelig ikke på nogen måde! Han fnøs ganske. “Måske jeg er ung i forhold til dig, men jeg er bestemt ikke en knægt, der ligger mine evners niveau langt over!” endte han fast, som han selv kneb øjet sammen og betragtede hende med en fast tone. Han lyttede til hendes ord. Salvorique? Dem havde han faktisk aldrig hørt om. Han lod hovedet søge let på sned. “Jeg kender ikke til dit efternavn og om jeg så gjorde, ser jeg ingen grund til at skulle frygte dig eller din familie,” endte han fast. Han ønskede ikke strid med hende, men der var ganske vidst ting han ikke fandt sig i! Han løftede den ene hånd og pegede mod hende. “Du fornærmer mig, du fornærmer min hustru, giv mig en enkelt grund til at jeg skulle respektere dig!”

[Deleted]

Jacqueline var virkelig en frygtelig nysgerrig en af slagsen og det havde hun altid været. At hun lige så havde formået at fange denne unge mands nysgerrighed var nu heller ikke noget som hun kunne sige det mindste til og det gjorde hun bestemt heller ikke. Smilet bredte sig på hendes læber ved hans ord. Ganske rigtigt. De andre døde lige så. ”De prøvede at rette op på fejlen som den første kat gjorde.. Selvfølgelig,” sagde hun roligt og ikke mindst med en ganske så stilfærdig mine, for det var bestemt heller ikke fordi at hun betragtede det hele som en løgn, om det var noget som man ville det eller ikke. Endnu en gang stod hun foran ham og uden at skulle tage blikket fra ham. Helt hvorfor at han efterlod hende med denne følelse af.. velbehag et sted og med den nysgerrighed som sjældent blev vækket ved nogen anden, var slet ikke noget som hun kunne tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Hun lod hovedet søge en anelse på sned, selv uden at skulle tage blikket fra ham på nogen måde, for det var slet ikke noget som hun var i stand til i det hele taget. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at give efter for en så ung en mand, for det havde hun slet ikke nogen grund til i det store og hele!
Det var bestemt heller ikke fordi at denne mand skulle have lov til at opleve denne side af hende, jovist så var hun ofte en som var direkte op på dupperne og meget opmærksom, hvilket hun bestemt også var i denne sag. Hun respekterede ikke ham eller hans kære hustru, ganske enkelt fordi at hun ikke havde nogen grund til det. Hun kneb øjnene fast og let sammen, ikke fordi at hun havde nogen grund til andet, for han gjorde hende virkelig kun arrig lige for øjeblikket, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i det store og hele, om det nu var noget som man ville det eller ikke! ”Hovmod..” Et sted så var det jo selvfølgelig en tanke som direkte måtte more hende, for det var ganske enkelt for sjovt set i hendes øjne, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i det store og hele, om det var noget som man ville det eller ikke! ”Hvis jeg forsøgte at trænge ind i skallen på dig, så ville du end ikke være i stand til at standse mig, knægt!” hvæsede hun med en fast og iskold stemme, for det var jo trods alt ikke engang en løgn! Det var jo lige før at hun skulle gøre et forsøg! For hun havde virkelig ikke nogen relation til denne mand og efterhånden, så var han kun ved at irritere hende som aldrig nogensinde før, om det var noget som hun ville være ved eller ikke, så kunne hun bestemt heller ikke bare vende ryggen til det på denne her måde! At han ikke kendte til hendes familienavn var et sted noget som overrasket hende, for det var da et navn som alle kendte til! ”Aha..? Nu får vi jo at se! Så må jeg jo give dig en grund til at frygte for mit familienavn!” hvæsede hun med en fast og direkte dræbende stemme, idet hun vendte blikket direkte mod ham for at skabe en fast og direkte øjenkontakt idet hun gjorde et direkte angreb for at trænge ind i skallen på ham! Hun ville se det hele.. Det første som hun gik efter, var hans barndomsminder.. Et eller andet som hun ville være i stand til at bruge imod ham senere!

[ilosonic]

Denne kvinde mindede utrolig meget om Ilosonic selv, at det faktisk var helt skræmmende! Hun kunne jo være den kvindelige udgave af ham selv! Foruden at hun var langt ældre end ham, men det gjorde ingen forskel, for han var måske ung i år, men hans styrke lå på samme niveau som en fuldvoksen dæmon, så hun skulle bestemt ikke undervurdere ham! Desuden så havde han været igennem mange ting, der havde gjort at han var blevet stærkere, for han trænede skam sine evner, selv på trods at han var blevet Greve og havde meget i hovedet. Han fnøs ganske let. “Jaså? I så fald gør de ikke et særlig godt forsøg,” endte han lettere kortfattet, uden at han tog blikket fra hende, hvor de stærke arme stadig forblev over kors ved hans bryst. Han tog ikke blikket fra hende på noget tidspunkt, hvor han skam var opmærksom på hver en bevægelse hun måtte gøre, for han vidste at han stod overfor sin overmand, men det ændrede ikke på at hun ville vinde uden kamp, for hun havde åbenbart ingen anelse om hvem hun stod overfor, på trods hun vidste at han var greve af Procias, men hvorfor så undervurdere ham? At hun kaldte ham for hovmodig, fik ham kun til at trække på smilebåndet, for sandt var det desværre, han kunne blive utrolig hovmodig, han kunne blive rapkæftet og han kunne pisse de forkerte folk af, men altid klarede han sig, han slap altid igennem sine problemer og det skulle hun se at han nok også ville gøre denne gang. At hun ikke troede at han kunne stoppe hende, fik ham kun til at trække langt mere på smilebåndet, for det var da for morsomt! Hun stod direkte og afslørede at hun undervurderede ham, men han skulle nok vise hvad han var i stand til, nu var hun jo virkelig på vej ud på dybt vand uden at hun selv vidste det. Han trak svagt på skuldrene og med et kækt smil om læberne. “Med al respekt kære frue.. jeg tror minsandten at det er Dem, som er gået hen og blevet hovmodig,” svarede han i en yderst respektfuld tone, selvom det var tydeligt at se på ham at han mente det hele sarkastisk, et sted kun for at pisse hende mere af. Han vidste hun ville søge ind i hovedet på ham, for hun gjorde jo det hele så oplagt! Det var jo faktisk sjovt at se! Hendes ord og med de skridt hun tog imod ham, så gjorde hun det kun klart for ham at hun ville prøve at søge ind i hovedet på ham, hvilket fik ham til at få sit eget mentalitetsskjold op, så han gjorde det sværere for hende at trænge ind. Han vidste at han ikke ville kunne stå imod hende særlig længe, netop fordi hun var af den ældre generation, men hun var nød til at holde fokus for at søge ind i hovedet på ham, fordi det krævede mere ved ham da han var mental dæmon selv, så hun gjorde den enkelte lille fejl at hun blev ufokuseret! Han skabte en mindre ildkugle i hånden, som han kylede direkte imod hendes ansigt, hvor hun var nød til at undgå den og miste fokussen og dermed forsøget på at trænge ind i hans hoved, medmindre hun ønskede at få forbrændt sit ansigt. Kuglen var dog ikke særlig stor, for han havde ikke koncentration til at gøre den større, når han også skulle holde sit mentalskjold oppe, men han vidste at den kunne få hendes øjne til at svie, hvis hun ikke undgik den. Han lagde armene over kors, rystede på hovedet, imens han slog klik med tungen. “Du undervurdere mig min kære frue, hvilket er ufattelig dumt. Du kommer aldrig ind i mit sind, for det tillader jeg ikke, og har du dit liv kært, så stopper du forsøget,” endte han lettere kortfattet. “Som jeg forklarede dig, så er jeg ikke ude på at lægge mig ud med dig, jeg er ikke ude på kamp, men du giver mig intet valg, når du angriber mig, og det er et ufattelig dumt træk, for.. du burde vide at en ilddæmon har et stort temperament og at de ikke er til at spøge med. Jeg er ingen knægt, mine evner overgår et lille barn på trods min alder, så jeg vil foretrække at du stoppede med at undervurdere mig,” fortsatte han i samme kortfattede tone.

[Deleted]

Det var næsten skræmmende hvor meget denne unge mand måtte minde Jacqueline omkring hende selv, det var virkelig ekstremt, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det jo ikke engang fordi at det var løgn! Det var næsten som hun kunne forudse hvad han ville svare! Hun lod hovedet søge let på sned. Det var ikke fordi at det ikke gjorde hende mere nysgerrig, for det gjorde det i allerhøjeste grad, om det var noget som man ville det eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Nogle skal jo prøve, ikke sandt?” endte hun ganske så stilfærdigt, ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Smilet forblev hvilende på hendes læber, ej fordi at det var noget som hun kunne skjule og så heller ikke det faktum at hun på nuværende tidspunkt stod og kraftigt måtte undervurdere ham. Hans mentalitet var ikke noget som kunne overskygge hendes, så meget vidste hun da, for hun var langt ældre end ham og derved også mere erfaren, så der skulle faktisk meget til i det store og hele, før det ville kunne holde hende ude, så meget var hun da klar over om ikke andet! Hun kneb øjnene let sammen. At han skulle spille så høflig at det lød direkte falskt, var noget som gjorde hende sur, for det var bestemt heller ikke noget som hjalp hende for det var noget som kun gjorde hende betydeligt mere arrig end det som hun normalt ville blive, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Siger du at jeg undervurdere dig..? Så må du jo bevise det for mig..” endte hun med en ganske så kortfattet stemme, ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule for ham. Et sted en opfordring, for.. han gjorde jo lige så også hende nysgerrig!
At Ilosonic valgte at gøre den modstand som han gjorde ved at kyle en ildkugle direkte mod hende, var noget som gjorde at hun var direkte nødsaget til at bryde den koncentration og hoppe et skridt tilbage, for det sidste som hun ønskede var sgu da at blive forbrændt! Så ville Giovanni i den grad også ende med at stille spørgsmål og det var bestemt heller ikke noget som hun var direkte ude på, for hun ville vise ham, at han kunne stole på hende og at hun faktisk også kunne komme hjem uden at lave ballade af nogen slags! Som kunne skade familien om ikke andet. Hans træk var noget som gjorde hende direkte rasende, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde overhovedet! Hun knyttede næverne ganske fast. Måske at hun undervurderede ham, men det var bestemt heller ikke fordi at hun ikke turde løbe risikoerne. Ilddæmon var en del af ham, selvom det kun var noget som gjorde det hele langt mere interessant. Stadig havde hun ingen anelse om at det var hendes egen søn som hun måtte stå overfor. ”Måske at jeg undervurderer dig.. Men du ved.. jeg er ældre end dig, knægt. Mentalt stærkere end dig, så hvis du tror at det simple forsvar kan stå oppe imod mig, så tager du i den grad fejl!” endte hun med en fast tone. Han havde virkelig formået at pisse hende af, og det var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som man havde lyst til det eller ikke!

[ilosonic]

Denne kvinde var måske langt ældre end Ilosonic og der var en grund til at han burde holde sig væk fra hende. Han burde i hvert fald omgås hende på den rigtige side af hendes grænse, men det var bestemt ikke let, når hun selv trådte over hans egne grænser, for der var ikke særlig meget som han fandt sig i, og der skulle ufattelig lidt til for at man kunne starte hans raseri, i hvert fald hvis man trykkede rigtigt på knapperne. Og hvorvidt det var godt eller skidt at han havde fanget hendes nysgerrighed var ikke noget som han direkte kunne svare på, selvom han da håbede at det var til det bedre. Han smilede skævt. “Korrekt,” medgav han roligt, som han nikkede lettere istemmende, uden at smilet falmede det mindste. Desværre var han alt for god til at træde forkert ved folk, og han kunne tydeligt fornemme at hun blev arrig og vred på hans måde at svare hende på, men hvorfor skulle han vise hende respekt, når hun heller ikke viste ham? Han var greve, og uanset hvor ung han var i forhold til hende, så burde hun vise ham respekt, eftersom han lå over hende! Han endte blot med at trække på skuldrene og med den uskyldige mine, uden at han svarede hende. Hun undervurderede ham og han skulle nok bevise det, hvis det blev nødvendigt! Hun kunne håne ham, nedgøre ham og prøve at tvære ham ud, men han tog sig ikke af det, for han overraskede altid folk, og han skulle nok gøre det samme ved hende, når hun nu valgte at undervurdere ham. Han var ikke nogen knægt, takket være hans fars race så ældede han hurtigere end dæmonerne, dermed var han også stærkere end en lille dæmonknægt, selvom han var på samme alder, han lærte hurtigere end en dæmon og derfor var det virkelig frygtelig dumt af denne kvinde at undervurdere ham. Selvom han ikke anede hvem hun var, foruden at hun hed Salvorique til efternavn.
At hun undgik Sonics ildkugle havde han skam også regnet med, for andet havde da været direkte dumt! Og dermed havde han også fået hende væk fra sig, for det sidste hun skulle, var at søge ind i hans hoved! Et koldt smil gled over hans læber, hvor hans mørke øje kun flammede langt mere op, hvor man nærmest ville kunne fornemme flammerne inden i ham. Han fnøs ganske let og rystede på hovedet. “Når du nu siger du er så stærk mental, burde du også vide bedre end at undervurdere yngre folk,” svarede han kortfattet, som han trådte et faretruende skridt hen imod hende, hvor han skabte en ildkugle i hans ene hånd, som svævede et stykke over hans håndflade. Han så lettere udfordrende og dog advarende på hende. “Er du villig til at prøve igen?” spurgte han i en lettere faretruende tone, hvor det var tydeligt at høre på ham at han selv foretrak at hun ikke gjorde, for ingen skulle prøve at manipulere med ham, det fandt han sig ikke i! Det gjorde ham kun langt mere rasende! Han knyttede hånden, så ildkuglen forsvandt og røg steg op fra hans hånd. Han lagde armene over kors og betragtede hende med en streng mine, som havde de skiftet autoritær, så han var den ældste og hun den yngste. “Hvis du vil vide noget om mig, må du være flink og spørge, det går jeg ud fra at du har lært.” Han hævede sigende det ene øjenbryn og betragtede hende kortfattet. Han rystede let på hovedet og vendte skulderen mod hende. “Og som jeg har forsøgt at fortælle dig et par gange, så er jeg en travl mand, jeg har ikke tid til at lege med dig,” endte han i en lettere hvislende tone, som han vendte sig om og skulle til at gå.

[Deleted]

Jacqueline var virkelig en nysgerrig en af slagsen, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage fejl af. Lige hvad det var med denne unge mand, vidste hun ikke endnu, men det var noget som hun agtet at finde ud af! Hun gik ikke før hun vidste mere omkring denne mand og hvorfor han påvirkede hende som han gjorde, for det var noget som virkelig måtte frustrere hende, om det var noget som man ville det eller ej! Hun vidste godt at hun ikke skulle undervurdere folk, men.. hvorfor ikke bare løbe risikoen? Alt det andet var virkelig kedeligt og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig noget som helst af. Hun kneb øjnene fast sammen. Alene det at han havde kastet den kugle direkte efter hende, selvom den ikke havde ramt, hvilket var noget som hun nu var ganske så tilfreds med i den anden ende, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At han tog et skridt mod hende og det hele, var nu heller ikke noget som hun sagde det mindste til på nogen måde, for.. det var jo ikke engang løgn. Hun var ikke bange for ham. Mentalt var hun betydeligt stærkere end ham, selvom hun nu heller ikke gjorde det store ud af det. Det var faktisk ikke ofte at hun stod i en situation som denne, for.. hun havde ikke oplevet at der var nogen som ikke kendte hendes familienavn, så.. et sted så skulle hun jo faktisk først finde ud af hvordan hun skulle reagere, for nemt var det ikke altid. ”Skulle det der være mig en udfordring…?” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Løgn var det jo ikke engang, for hun nægtet at lade ham snakke til hende i det tonefald! Der fandtes i den grad grænser for hvad hun måtte finde sig i og den gik bestemt også her, det var der heller ikke nogen tvivl om! At han direkte ville have hende til at spørge ind til hvad hun ville have at vide, var noget som direkte måtte irritere hende, for det var slet ikke noget som hun ønskede sig på denne her måde. Hun ønskede at få det at vide som hun ville, så hun kunne smutte videre derfra bagefter, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der ikke noget andet som faldt i interessen! ”Jamen dog.. Hvis jeg spurgte dig.. så ville jeg heller ikke få noget at vide – har jeg ikke ret?” spurgte hun med en ganske så kortfattet stemme, for den tanke ene og alene, var noget som direkte gjorde hende vred og direkte irriteret. Hun lod armene falde direkte over kors endnu en gang. Hun valgte dog alligevel at blive stående fuldkommen stille. At han så bare valgte at bryde det hele af med undskyldningen af at være en travl mand, var noget som direkte fik hendes pis til at koge, for det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde! ”Man vender ALDRIG nogensinde ryggen til en Salvorque!” hvæsede hun med en fast mine, idet at hun uden det mindste varsel endnu en gang prøvede at søge direkte ind i skallen på ham. Hun behøvede ikke at bevare øjenkontakten og nu hvor han havde vendt sig med ryggen til hende, så var det bestemt også noget som kun måtte være til hendes fordel, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Hun knyttede næven og søgte dybt og hurtigt. Bare noget som hun kunne gøre brug af!

[ilosonic]

Denne kvinde pissede virkelig Ilosonic af, ikke nok med at hun forulempede ham, så hånede hun også hans hustru og ikke nok med det, så prøvede hun at søge ind i hans hoved og det var noget som han slet ikke fandt sig det mindste i! Det var noget som kun gjorde ham langt mere arrig og vred! Han fortrød ikke at han havde lagt sig ud med hende ved at kaste en ildkugle efter hende, for det var hende som havde startet med at angribe ham, ved at prøve at søge ind i hovedet på ham, hvilket han virkelig ikke fandt sig i! Og som han tilmed havde forklaret hende; hvis hun angreb ham, så ville han ikke tøve med at gøre gengæld. Selvfølgelig var det en skam, for han ønskede ikke at gøre sig uvenner med en af den ældre generation, og når hun mindede så meget om ham selv, så var det kun ærgerligt, selvom det var tydeligt at det ikke altid var godt at ligne ham, for.. han var stædig, han havde et stort temperament, han var hovmodig og denne kvinde så ud til at være nøjagtig det samme som ham, og alle vidste at når to af de samme poler stødte mod hinanden, så skubbede de hinanden væk og det var præcis hvad der skete i øjeblikket. Han havde måske vist hende at han var ilddæmon, men det burde også kun få hende til at tage sig langt mere i agt, for han kunne langt flere trick som ilddæmon, end det som han kunne som mentaldæmon! Hun burde slet ikke lægge sig ud med ham! For han var virkelig den forkerte mand at pisse af! Han kneb øjnene sammen til hendes ord. “Tværtimod, burde du lade det ligge,” endte han i en lettere hvislende tone. Han ville ikke tøve med at flambere hende levende hvis hun fortsatte med at gå imod ham! Han var greve og ville respekteres for den titel! Selvom han vidste at man skulle gøre sig fortjent til respekt, men hun vandt bestemt ikke hans ved at pisse ham på den måde! Og da slet ikke ved at overskride hans grænser! Han stod for en kort stund og tænkte over hendes ord. “Nej. Nej du har ret, du ville ikke få noget at vide,” medgav han, hvor et kækt og ikke mindst provokerende smil gled over hans læber. Han tog sig ikke af hende, for hvorfor skulle han? Hun gjorde ikke andet end at pisse ham af! Og han var ilddæmon, så han havde med garanti et langt større temperament! Selvom.. hun virkede til at være lige så hidsig som ham – en af de ting de havde til fælles. Efter han havde vist at han var ilddæmon, regnede han ikke med at hun var så dum og lægge sig mere ud med ham, hvilket var grunden til at han vendte ryggen til hende og begyndte at gå væk, selvom han hurtigt endte med at stivne. Han kunne mærke hvordan hun kom ind i hovedet på ham, hvilket fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen. Som han prøvede at kæmpe imod – og ikke var stærk nok – resulterede det i at han kun fik hovedpine og jo mere han kæmpede imod, desto mere hovedpine fik ham, så han til sidst endte med at gå i knæ, imens han tog sig til hovedet. “S-stop!!” endte han i en hvislende og anstrengt tone, som han klemte øjnene fast sammen. Hun skulle bare ud derfra!

[Deleted]

Selvom de lignede hinanden frygtelig meget, så var det nu alligevel noget som gjorde Jacqueline frygtelig nysgerrig. Ganske rigtigt at to ens skubbede hinanden væk når de endelig mødtes, men det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at skulle skubbe denne unge mand væk fra sig – endnu om ikke andet, for hun var bestemt heller ikke færdig med ham endnu! Han var stædig, også selvom han som ilddæmon var en som hun burde passe på, så var det nu heller ikke noget som hun direkte kunne sige sig at have nogen intentioner om på nogen som helst måde overhovedet, om det var noget som man nu ville gøre det eller ikke. Hun sendte ham en direkte vred mine. Ikke engang det var noget som hun ville skjule. Den eneste som hun egentlig føjede i hendes liv, var hendes egen mand og det skulle bestemt heller ikke forholde sig anderledes for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være. ”Du har virkelig ikke nogen anelse om hvem du taler til..” hvislede hun med en fast og iskold mine, for hun havde virkelig ikke noget til overs for dette og bestemt heller ikke ham! Han krævede og ønskede respekt? Det var bestemt også noget som hun ønskede i gengæld, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hun kneb øjnene næsten dræbende sammen. Hvad det værste var som man kunne gøre når hun var vred, var at vende ryggen til hende, for det var slet ikke noget som hun fandt sig i. Han var måske en travl mand, men hvor blev de manérer af som hun havde set for en ganske kort stund siden? Han ville intet fortælle hende? Fint! Så måtte hun jo trods alt selv finde det hele og det var bestemt også noget som hun agtet at gøre på den måde som hun nu havde til sin rådighed om det var noget som man ville det eller ikke! Hun behøvede ikke nogen direkte øjenkontakt, så der var det bestemt også ham som havde været direkte dum overfor hende! Hun smilede let, som hun kunne fornemme noget så tydeligt, at hun var kommet ind i hans sind og der agtet hun at blive lige nu! Han var ikke stærk nok til at føre hende ud igen – Hun var for stærk for ham! Og det frydet hende virkelig som intet andet overhovedet! ”Giv mig hvad jeg vil have, knægt… Så gør det ikke nær så ondt..” At han gik ned i knæ var nu heller ikke noget som hun sagde noget som helst til, for det var hun virkelig fuldstændig kold i røven overfor, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun gik hen til ham, hvor hun ej trak sig ud af hans sind, men kun søgte dybere. Hun søgte til barndomsminder – noget som hun kunne bruge mod ham, hvis det var det som hun ville og hun søgte i den grad dybt for dem! Hun knælede ved siden af ham, idet hun kraftigt greb ham omkring kæben og tvang hans blik mod sig. ”VIS MIG DET!” kommanderede hun med en direkte kraftigt brølende stemme. Han havde trådt hende over tæerne og det var i den grad noget som skulle koste dyrt!

[ilosonic]

Selvom Ilosonic var ved at begive sig ind på den forkerte side af denne kvindes grænse, så var han stadig nysgerrig på hende, det kunne han bestemt ikke skjule for hende. Hun pissede ham af, så han var desværre ikke mild overfor hende, tværtimod, så fandt han sig ikke i det og det skulle han nok vise hende! Han havde allerede vist at han ikke ville lægge fingrene imellem, nu hvor han havde kastet en ildkugle efter hende for at vise at han gjorde modstand hvis hun prøvede på noget, for han ville ikke tøve med at flå hende levende, hvis hun fortsatte! Han vidste at hun var stærkere end ham, men dum var hun vel heller ikke? Ønskede hun virkelig at mærke en ilddæmons vrede? Det var virkelig frygtelig dumt! Hun viste ham ikke respekt, så han gad bestemt heller ikke vise hende den respekt som hun ønskede, og hun fik den bestemt ikke ved at gå imod ham på den måde! Han kneb øjet ganske fast sammen, hvor han knyttede hånden ganske fast. “Og selvom du ved hvem jeg er, nægter du at respektere mig,” endte han lettere hvislende, hvor det mørke øjne måtte gløde lettere vredt af hende. Selvfølgelig nærede han en anelse respekt til hende, for hun havde fanget hans interesse og nysgerrighed med det samme, plus det faktum at hun var af den ældre generation, så det skabte automatisk respekt for ham, ikke fordi hun bare var gammel, men fordi hun var mental dæmon præcis som ham selv. At hun så ikke fandt sig i at han vendte ryggen til hende, fandt han hurtigt ud af, da han pludselig mærkede hvordan hun søgte ind ham og brød alle hans private minder, tanker, følelser, fantasier og han vidste ikke alt hvad. Hun havde simpelthen adgang til alt og det var noget som virkelig måtte skræmme ham! Han bar på så mange hemmeligheder, som kunne koste ham livet, så det var slet ikke en fed handling hun gjorde! Det var også derfor han kæmpede så meget imod, selvom det virkelig måtte gøre ondt i hans hoved, fordi hun var for stærk for ham. “N.. NEJ!!” hvæsede han vredt, hvor han var endt helt rød i hovedet. Han ville ikke stoppe med at kæmpe! Det lå slet ikke til ham, selvom det kun kostede langt mere i hans smerte. Han kunne ikke engang få ro i hovedet! Som hun knælede ved ham, og greb omkring hans skæggede hage, tvang hans blik mod hende, endte han helt stiv, som han fik øjenkontakt med hende, hvilket skabte hendes fulde forbindelse til hans tanker, minder og fantasier. Han stirrede hende blot i blikket, hvor han var stoppet med at kæmpe imod, da han ikke længere havde kontrollen over sig selv. Sidst det var sket, var da han var blevet besat af mørkedæmonen. Det første hun valte at søge til var hans barndom, hvor han roligt måtte vise hende mindet: Den lille knuste dreng, der så tilbage efter en lyshåret kvinde, selvom billedet var sløret, da han ikke kunne huske sin mor længere. Blikket faldt over de fire næste kvinder, som hans far havde været sammen med, inden hans blik faldt op på den mand han kunne kalde for sin far; Vladimir Amalani Darcy, den gamle greve af Procias. Vladimir kaldte hans navn ’Sonic’, hvor den lille dreng – ham selv – løb indenfor. Minderne fortsatte med at strømme igennem ham, han så alt det, som hun selv så, hvor det kørte forbi ham som var det en film. Tårerne samlede sig i hans øjenkroge, da det at køre igennem hans egne minder, som stod han der selv i egen høje person igen, bragte også hans følelser med, al den sorg han havde følt af at miste sin mor, og da hans far havde skiftet mellem alle kvinderne, der nærmest alle havde hadet ham.

[Deleted]

Det var allerede for længe siden, gået op for Jacqueline at denne mand gjorde modstand overfor hende. Han gjorde hende dog stadig forbandet nysgerrig, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, for det var ikke noget som hun bare kunne se det mindste væk fra, om det jo så var noget som hun ville det eller ej! Han gjorde hende nysgerrig og så lod hun ham bestemt heller ikke gå af den grund, om det var noget som han ville det eller ej! Han skulle bestemt heller ikke regne med at han bare kunne vende ryggen til hende og tro at det var okay! Han havde virkelig formået at pisse den helt forkerte tøs af, det var helt sikkert og det var noget som han nok skulle finde ud af, om det så skulle være på den hårde måde, så måtte det jo være sådan! Hun var gjort vred og irriteret, selvom det nu heller ikke var så svært igen. ”Ganske enkelt, så giver du mig ingen grund til det..” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Det var ikke fordi at hun ejede nogen som helst former for respekt for ham, for.. ja, hvorfor skulle hun? Det var noget som skulle gå begge veje og den måde som han havde været overfor hende, var slet ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde! At det direkte var kommet bag på ham at hun kunne gøre det som hun gjorde, var noget som næsten måtte more ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig kom til stykket. Hun havde fået ham tvunget i sænk, hun havde tvunget ham i gruset for hendes fødder, hvor hun tydeligt fik markeret også overfor ham, at det var hende som havde magten og at det var sådan at det skulle være i den anden ende! At skabe den øjenkontakt med ham og se ham falde fuldkommen til hypnosen var noget som glædet hende! Der hvor hun lod ham vise hende det hele.. Absolut det hele, for der var intet som skulle have lov til at gå hende forbi!
Minderne som han viste hende, var noget som direkte måtte slå til Jacqueline som en kæmpe lussing. At se den lille dreng – den lille dreng som hun kendte så godt. Den lille dreng som hun selv havde valgt at efterlade ved Vladimir og selv manden kunne hun genkende som havde det været i går hun havde set ham sidst. Tårerne i knægtens øjne var nu heller ikke noget som hun tog sig af, hvor hun blev mere optaget af det som skete i hendes egen krop, sind og sjæl, for.. det var virkelig overvældende på alle måder. Hun slap grebet omkring hans kæbe, idet hun brød øjenkontakten og trak sig ud af sindet og mere hen for sig selv, idet at hun valgte at rejse sig. Ikke bare at hun var gammel nok til at være hans mor, men hun var faktisk hans mor! Hun trak vejret dybt og vendte blikket ganske ned i den modsatte retning af ham, inden hun igen vendte blikket mod ham, selvom det var ganske så stille og næsten varsomt.. Som havde hendes mimik forandret sig. ”Jeg.. beklager..” endte hun med en dæmpet stemme. Lige den tanke var slet ikke noget som hun havde troet at hun skulle opleve. Hun havde jo ikke set den knægt igennem forbandet mange år! Og nu stod han der!

[ilosonic]

Det var mere end tydeligt at denne kvinde ikke respekterede Ilosonic, men det gik bestemt heller ikke den anden vej, men det ville det jo nok heller aldrig gøre, da de begge så ud til at være lige stædige. Ingen af dem gav sig, så ingen af dem ville give hinanden respekten først og så stod de fast på samme punkt, hvor de kun hidsede hinanden mere og mere op. Som hun var gjort vred og irriteret så var det virkelig også gengældt. Han kunne tydeligt mærke varmen i sig boble efter at flambere hende levende, selvom han dog holdt sig i skindet. “Ligesom du heller ikke giver mig nogen grund til at skulle respektere dig eller din familie,” endte han ganske kortfattet. Hun skulle nedgøre hans hustru, hvorfor skulle han så tale det mindste godt omkring hendes familie? Som han i øvrigt slet ikke kendte til, derimod havde hun allerede sagt at hun havde hørt om ham og Ilaria. Det mørke øje hvilede lettere flammende mod hende, hvor han ikke lagde skjul på vreden der boblede inde i ham, hvilket også var ret så svært, når man var en ilddæmon, for det var ikke altid han kunne styre den varme, hvilket han også havde set sidste aften, hvor han var gået amok, fordi Ilaria havde sammenlignet ham med sin far, den eneste person han virkelig kunne sige at han måtte hade til døden! Han havde selv dræbt ham og det angrede han virkelig ikke på nogen måde, for hvorfor skulle han dog fortryde det? Den mand havde ikke gjort andet end at ødelægge hans liv! Han havde taget hans mor fra ham, han havde ødelagt hans barndom ved at gifte sig med nye kvinder, som ikke engang havde kunnet lide ham, og han havde slået sig til ro med en anden søn, hvilket var en tanke han ikke kunne udstå for det burde have været ham! Den førstefødte! Men han havde også fået hævnet sig på Marius, han havde taget alt fra manden og tilmed fået hans død bestilt, for han havde taget kontakt til Alecander, og han havde aftalt at manden skulle søge til kældrene og dræbe Marius. At hun så havde adgang til hans fulde tanker, minder og fantasier, var slet ikke noget som han brød sig om, for hun kunne se det hele og faktisk afsløre ham og så ville det koste ham livet! Han kunne dog ikke gøre noget, eftersom hun havde fået øjenkontakt til ham, hvor han blot stod som forstenet. En tåre gled nedover hans kind, selvom han ikke selv kunne styre det, da det faktisk var hende som førte ham igennem minderne endnu engang og de indre følelser huskede hans underbevidsthed. At hun så lige pludselig bare stoppede, fik ham til at vende tilbage til sig selv, hvor han glippede ganske let med øjnene. Han tog sig til kinden, hvor han tørrede tåren væk, selvom det forundrede ham at den var faldet. Han så sig forvirret rundt, hvor hans hovedpine pludselig fortav sig. Han vendte blikket op mod hende, da hun henvendte sig til ham, selvom han ikke rigtig opfangede hendes ord, også fordi at vreden opfyldte ham. Hans blik slog direkte gnistre, hvor han rejste sig og direkte slog sin hånd igennem luften for at skænke hende en syngende lussing. “Det der.. gør du ALDRIG igen!!!” hvislede han fast, hvor han greb hende omkring halsen med en brændende varm hånd, der dampede af varme. Hans øje havde skiftet farve til glødende rød, hvor han stirrede hende fast i blikket og klemte til omkring hendes hals.

[Deleted]

Jacqueline havde virkelig ikke nogen grund til at skulle respektere denne mand, for det var noget som skulle gå begge veje, set i hendes øjne om ikke andet og så længe at han ikke respekterede hende, så skulle han bestemt heller ikke regne med at det var noget som gik den anden vej, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun trak vejret dybt, himlede med øjnene og rystede på hovedet. ”Du graver din egen grav knægt..” advarede hun med en ganske så kortfattet stemme. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule for ham, for der var virkelig ikke nogen grund til at lyve set i hendes øjne om ikke andet. Hun fnøs ganske kortfattet og med blikket hvilende på ham. Sådan som han måtte vise hende de mange minder som han havde været igennem, at det hele måtte være tilgængeligt for hendes vedkommende og det at han faktisk fældede en tåre var noget som virkelig kom bag på hende. Hun havde virkelig ikke tænkt på hendes procianske søn igennem frygtelig mange år, for.. ja, hun havde arbejdet på at få gjort op for det problem ved Giovanni og nu hvor hendes knægt dukket op, så.. fulgte de moderlige følelser jo faktisk også med! At Vladimir havde behandlet ham på den måde, var noget som et sted gjorde hende vred. Hun havde vel været for oprevet til at få ham til at passe på deres søn på en oprigtig måde? Hun knyttede næverne ganske let, som hun havde valgt at bryde den forbindelse til ham og ladet ham finde til ro med det hele endnu en gang. Hun lod ham komme til sig selv, lod ham finde sig tilbage til rette med det hele, uden at hun gjorde det vildeste ved ham, for det var der virkelig ikke nogen grund til. At han rejste sig, gik mod hende og bare skænkede hende en direkte lussing, var noget som slog hende direkte i jorden med en intens smerte uden lige! Hun nåede ikke rigtigt at reagere før hun mærkede den ekstremt varme fornemmelse omkring hendes hals, hvor hun kraftigt endte med at gispe, for det gjorde faktisk ondt! Hun klemte øjnene fast sammen, idet at hun lyttede til hans ord, hvor hun direkte prøvede at besvare dem, selvom ikke så meget som et ord måtte forlade hendes læber. Hun klemte øjnene fast sammen og rystede let på hovedet. Endnu en gang prøvede hun at få ordene over læberne, selvom det bare ikke ville som hun ville og et var noget som virkelig måtte irritere hende som intet andet overhovedet! Hendes hud føles virkelig som om den måtte brænde! Tårerne samlede sig i hendes øjenkroge, men hun nægtet ganske enkelt at lade dem falde, for hun ønskede slet ikke at give ham den tilfredsstillelse. Hun endte med at klemme øjnene kraftigt sammen og førte sine hænder op til hans tindinger, idet hun startede med at overføre minder selv til ham;
Den samme lyshårede kvinde som Sonic havde set i sit eget minde, stod overfor Vladimir i stuen. Sonic var lige lagt i seng og det var en flot sommeraften. Vladimir havde drukket og Jacqueline havde valgt at benytte det som en endelig undskyldning for at komme derfra og komme hjem igen. ”Vladimir, jeg har fået nok!” endte hun med en fast tone. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage fejl af. Vladimir vendte sig mod hende og med den samme vrede mine. Han havde sine tendenser til vold når han var fuld og alt for pigeglad! ”Gør hvad du vil!” endte han med en fast tone. Jacqueline knyttede næven ganske let og svang den direkte mod hans kind i en kraftig og fast lussing. ”Hvad så med mig? Og med Sonic, Vladimir?!” endte hun med en fast tone. En tåre gled ned af hendes kind. Ren krokodilletårer, men det var der jo ikke nogen som havde behov for at vide! Han vaklede ved hendes lussing, idet at han kraftigt vendte sig mod hende. Han var for rundt på gulvet til at han kunne forvandle sig som han ellers ville det. ”Jeg skider på den knægt!” endte han med en fast tone. Jacqueline rystede på hovedet. Tydeligt med en skuffelse i ansigtet, idet hun vendte blikket mod trappen og op mod Sonics værelse. Hun vidste og kunne mærke at han var deroppe. ”Fint..!” mumlede hun, idet at hun gik ud af døren og ud i forhallen, hvor Sonic så kom løbende ned af trappen. Tydeligt at han kunne se at mor var oprevet. Hun rystede på hovedet og gik hastigt mod fordøren i stedet for, hvor han endte efter, alt imens han kaldte på hende. Hun valgte ikke at svare. Han stod sønderknust i døren, idet hun bare forlod herregården og søgte direkte ud i mørket..” Der valgte hun at bryde mindet, også fordi at det blev svært for hende at holde fokus. Hun kunne knapt få luft og det brændt som fanden!

[ilosonic]

“Tværtimod så er det dig som snart har gravet sin egen grav,” endte Ilosonic i en fast tone, hvor det var mere end tydeligt at de bar samme stædighed, selvom han ikke tog sig af det, for han fandt sig ikke i hendes opførsel! Han havde været en gentleman til at starte med, hvor hun var blevet ved med at håne ham eller hans hustru, og det fandt han sig ikke i! Så var det slut med de gode manere! Så var det slut med at være flink! Hun pissede ham kun langt mere af end hvad godt var! Og at hun så ville prøve at komme ind i hans hoved, hvor han havde alle sine hemmeligheder gemt, ja det hjalp ham ikke lige præcis! Hvis han blev afsløret med alt det som han havde gjort, så var han virkelig en død mand! Så var han nød til at gå under jorden, for det ville han ikke kunne modbevise, han havde slået mange ihjel, været skyld i deres død, som han havde startet oprøret og tilmed lukket mørkevæsner ind, så han var virkelig færdig hvis nogen af de kongelige fandt ud af det! At hun slap ham med sine mentale evner, så han kunne få alt for sig selv igen, kom ham virkelig kun til fordel, for hvis hun første begyndte at grave de helt slemme hemmeligheder frem, ja så kunne hun i hvert fald bruge det imod ham! Desværre for hende, så havde hun virkelig formået at pisse ham mere end godt af! Hun havde virkelig gjort ham rasende, og han var ligeglad med hvem hun var, for det fandt han sig virkelig ikke i! Han slog hende ihjel! Det at hans lussing slog hende i gulvet, tog han sig ikke af, for han var for rasende til at kunne fryde sig over det. Han endte blot i knæ ved hende, hvor han trykkede omkring hendes hals, som selv var brændende varm. At hun prøvede at tale kunne han ikke se for bare vrede, for det eneste han havde i tankerne, var at slå hende ihjel! Som hun satte hænderne mod hans tinding, stirrede han hende blot fortsat i blikket, hvor hans øje stadig lyste rødt af raseri, hvor han stadig holdt hende i et stramt greb om halsen. Han endte dog lettere fraværende, da mindet begyndte at fylde hans hoved, og spillede som havde det været en film. Han kunne genkende sin far, men hvem var.. kvinden? Det var hende! Han så det hele fra Jacquelines vinkel og kunne dermed også mærke falskheden som hun havde følt, så krokodilletåren der gled ned af hendes kind og han så.. ham selv? Det gik først op for ham hvem hun var, da han kaldte hende for mor, hvilket gjorde ham helt stiv i kroppen. At hun bare gik som ingenting, forlod ham – hendes egen søn – og hans far uden videre, var det sidste han fik med, inden hun afbrød mindet, hvor han endte med at slippe hende og ryge tilbage på røven, hvor han blot stirrede chokeret mod hende. Hun var.. hans mor? Det var den første tanke der chokerede ham, hvor han blot sad og stirrede fraværende og chokeret på hende. Hende? Det løb ham koldt ned over ryggen, selvom han blot blev siddende med hænderne bagud som støtte, uden at han gjorde eller sagde noget som helst. Den næste tanke der dog fyldte ham, var hans lille tanke om at han havde været elsket af sin mor og det hele havde været hans fars skyld, blot var baseret på en løgn, for det var hende som var skredet! Hun havde efterladt ham, uden at se sig tilbage over skulderen, kold og ligeglad. Det efterlod ham med et stik i hjertet og en dårlig mavefornemmelse, som en dårlig smag i munden dukkede op. Tårerne fyldte hans øjne, selvom de ikke faldt. Han havde altid troet at hans mor havde elsket ham og at hans far havde smidt hende ud, men det var jo.. løgn. En tåre gled ned over hans kind, selvom han slet ikke styrede det selv, da det hele skete per automatik, da han stadig blot sad og stirrede på hende. Hans mine var dog ikke længere chokeret, men derimod trist og sørgmodig.