A person from the past

[Deleted]

Jacqueline havde aldrig nogensinde sagt noget om at hun var den perfekte forælder, for hun havde gjort sine fejl og det at Sonic faktisk var.. et barn som man ikke kunne sige, var planlagt, så var det selvfølgelig ham at det var gået ud over, selvom det ikke var noget som hun kunne gøre om. Knægten var voksen, hun accepterede at han ikke ville have noget med hende at gøre, for hun kunne ikke gøre noget ved det alligevel, selvom hun virkelig gerne ville, men det var bare ikke muligt, det var noget som hun allerede var klar over nu. Men at se ham så vred, var noget som helt automatisk kørte hende selv op i det røde felt. At hun ikke fik en jordisk mulighed for at forklare ham hvordan hun havde det med det hele, var noget som direkte irriterede hende. Hjemme blev hun i det mindste lyttet til og det var noget som var mere end nok til at skulle hjælpe hende bare lidt på vej, for blev hun først kørt op på denne her måde, så var hun virkelig ikke som noget andet end en direkte tikkende bombe! Hun kneb øjnene fast sammen og uden at tage blikket fra ham. ”Dit tab, Sonic..” vrissede hun fast. Dette alene var virkelig noget som i den grad også var noget som direkte måtte irritere hende som aldrig nogensinde før! Alene det at han hævede stemmen overfor hende, var noget som ganske enkelt måtte pisse hende af, for der fandtes i den grad også grænser for hvad hun måtte finde sig i! ”Skal jeg være helt ærlig, så er jeg fuldkommen ligeglad! Jeg er stadig din mor, og mig skal du snakke ordentligt til!” hvæsede hun af sine lungers fulde kraft, for det alene, var noget som virkelig måtte gøre hende direkte irriteret, for der fandtes virkelig grænser for hvad hun selv måtte finde sig i, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ikke!
At se smerten tage til med det samme, var noget som fik Jacqueline til at trække let på smilebåndet. Selvom hun næsten kunne gætte sig til, at dette ikke gjorde andet end at gøre ham langt mere rasende, så var det noget som hun var fuldkommen ligeglad med! Hun markerede sin grænse og det var noget som han måtte leve med! At manden ved Sonic direkte begyndte at sparke til ham, var noget som gjorde Jacqueline direkte vred! For selvom Sonic slog hånden af hende, så var han stadig hendes søn og det var noget som hun agtet at forholde sig ved! Manden røg omgående ned i samme behandling som Sonic selv, for det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i! ”Og du vover at lægge en finger på min søn..” vrissede hun fast, som hun roligt gik hen og ned i knæ ved siden af Sonic. At han var ilddæmon var slet ikke noget som hun tog sig af. Dæmonen havde altid været en naturlig del af ham, selvom hende og Vladimir aldrig havde opfostret ham på den måde. Hånden lukkede hun fast omkring Sonics hals, idet hun tvang hans blik mod sig. ”Det ændre ikke på det faktum, at jeg puslede om maven da jeg ventede dig.. Jeg har altid elsket dig, og om du vil det eller ikke, så er du stadig min søn! Jeg fødte dig, du er mit biologiske og vi bærer et bånd, Sonic.. Du ved det lige så vel som jeg selv gør det! Men fint.. Hvis du ikke vil vide af mig.. eller hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde, så kan det være lige meget.. det er tydeligt, at du kun ser til din næsetip!” vrissede hun irriteret, idet hun bare slap ham. Smerten lod hun opføre som han måtte ramme gulvet. Hendes gøren her, var i den grad færdigt!

[ilosonic]

Hun havde ingen ret til at være sur! Det var ikke hende som var blevet efterladt! Ilosonic havde elsket hende, været hende loyal på trods hun ikke havde været der, for han havde holdt med hende og var gået imod sin far, selvom det burde have været omvendt! Han havde hadet sin far for at have taget sin mor fra ham, men når alt kom til alt så havde hun selv haft valget mellem at blive eller tage væk og ved at tage væk, havde hun valgt at efterlade ham til hans eget sølle liv! Og selvom han havde ventet i så mange år, så havde hun på intet tidspunkt gidet at opsøge ham, så hun skulle bestemt ikke snakke om kærlighed, for det havde hun aldrig næret for ham! Og det gjorde han bestemt heller ikke længere! Han kunne kun fortryde at han havde holdt med hende og været hende loyal, han kunne kun fortryde at han havde opkaldt sin datter efter hende, for det var virkelig en skam for pigen! Han kneb øjnene fast sammen. “Jeg taber intet.. det tab led jeg for hundred år siden, da du valgte at forlade mig!” hvislede han fast, “tværtimod, bliver det dit tab. Håber du sover trygt, velvidende om at din søn hader og foragter dig!” Hårde ord, men hvorfor skulle det betyde noget for hende? Hun havde intet gide at have med ham at gøre i alle disse år, hvorfor skulle det dog have ændret sig? Hun kendte ham ikke, som han ikke kendte hende, men det som han havde set, det som hun havde vist ham, det var grund nok til at han ikke engang gad forsøge! Hun havde ikke engang fortjent en chance! For den chance havde hun haft i løbet af de sidste mange år! Og havde hun taget den? Nej! Det var hendes valg og hendes valg havde i den grad konsekvenser! Han slap en hånlig latter til hendes ord. “Tværtimod.. du har aldrig været min mor, og du vil hellere aldrig komme til at blive det!” hvislede han hånligt,
Sonic havde ikke regnet med at hun ville trænge ind i hans sind igen, netop fordi hun havde sagt at hun elskede ham, og fordi han var hendes søn, men det var så også det som måtte koste ham denne smerte, for det gjorde virkelig ondt! Sparket i siden, ænsede han næsten ikke, da det langt fra gjorde lige så ondt som smerten i hans sind! Men han blev sikkert øm, skønt det kunne være ligegyldigt, for så kunne han også bebrejde hende for den smerte! Blikket vendte han direkte mod hende, da hun greb ham om halsen, selvom han var for ufokuseret til at kunne gøre modstand, for smerten følte han stadig i sit sind. Han sank let en klump, som han stirrede hende direkte i blikket. Øjnene havde han også arvet fra hende. Han bed tænderne fast sammen, da hun valgte at slippe ham, hvor han også tydeligt kunne mærke at smerte fortog sig. Han trak vejret dybt, hvor han roligt greb fast omkring hendes ankel, et sted for at beholde hendes opmærksomhed. “Jeg ved skam udmærket godt hvorfor du forlod mig.. du valgte de andre frem for mig, og valgte dermed at slå hånden af mig.. det her er din skyld. Giv mig en eneste grund til at jeg skulle give dig en chance, for den chance har du ladet gå forbi dig i alle disse år!” hvislede han fast, som han roligt slap hendes ankel, kun for at tage sig ganske let til siden, da han pludselig mærkede smerten der.

[Deleted]

Jacqueline vidste udmærket godt at det ene og alene måtte være hendes egen skyld, men derfor ændrede det dog ikke på det faktum, at hun faktisk gerne ville snakke med ham om det, få det hele ud af vejen, så de begge kunne gå hvert til sit med en tilfredsstillelse. Det var løgn at påstå at hun ikke brød sig om Sonic, at hun ikke havde elsket ham, for det havde hun i allerhøjeste grad, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Hun vidste at hun ikke var den mest perfekte moder, men det at hun forsøgte sig, var vel også noget som burde give udtælling? At hun så skulle kastes direkte tilbage i den tid var noget som gjorde hende direkte rasende, for hun vidste lige så at dette var noget som fik konsekvenser når hun ville komme hjem, for halsen kunne hun jo heller ikke skjule for Giovanni! Og hvis det kostede hende muligheden for at søge ud, så kunne hun sværge at hun personligt ville slå Sonic ihjel! Hun sendte ham en vred mine. Had og foragt var frygtelig store ord som hun ikke engang havde taget i brug i sin egen mund, for det var så grusomt at hun ikke kunne bruge dem mod nogen som helst, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Store ord, min dreng.. Jeg nægter at tro på at du i det hele taget mener dem,” vrissede hun ganske kortfattet, for hun havde virkelig intet til overs for alt det her, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for den tanke alene, var noget som gjorde hende vred! At hun havde ledet tabet, kunne hun vel blot give ham ret i, om det var noget som man ville det eller ikke, for hun kunne bestemt heller ikke sige noget som helst til det. Hun kneb øjnene sammen. Ordene gjorde ondt, for hun havde aldrig nogensinde skulle lægge øre til dem før. Aldrig nogensinde! ”Jeg fødte dig.. Jeg er din mor!” hvislede hun kortfattet igen.
Jacqueline vidste udmærket godt at det at trænge ind i hans hoved og forårsage denne smerte, men hun var nødt til at holde ham igen, så han ikke bare gik nogen steder! Et sted så havde hans ord direkte skabt hende en panik i det indre og var noget som hun var nødt til at få bugt med! At stirre ham direkte i blikket, som hun havde lukket hånden fast omkring hans hals, skænke ham de ord som end ikke Giovanni havde hørt, for hun havde faktisk set frem til at føde Sonic, så det at sige at hun ikke elskede ham, var virkelig en løgn! En frygtelig, frygtelig stor en som hun ikke ville høre på! Hun kneb øjnene fast sammen, som hun selv gjorde tegn til at gå, selvom grebet omkring hendes ankel, var noget som fik hende til at vende blikket direkte mod ham endnu en gang. Det var heller ikke fordi at hun regnede med at hendes ord ville gøre den store forskel, for han havde pillet det hele fra hinanden uanset hvad hun havde sagt! At han havde ondt, var ikke noget som hun kunne tage sig af. Hun var oplært i mørket og i Dvasias og Peula, hun tog sig ikke af den slags! ”Du skal ikke komme og tro, at jeg ikke har skænket dig en tanke igennem alle disse år, Sonic.. For det har jeg! Hvis du tror at jeg har slået hånden af dig, så tager du fejl! Jeg ønskede at snakke med dig om det.. Jeg ønskede at finde en løsning frem for at være tvunget til det her..” Hun vendte sig direkte mod ham. Hun stod i problemer nok, men hvad fanden.. Det var hendes søn der var snak om! ”Mit møde med dig, kommer til at koste mig dyrt så snart jeg kommer hjem, Sonic.. Og alligevel er jeg ikke taget af sted.. Jeg forsøgte..” hvislede hun kortfattet. Hun var vred når det ikke gik som hun ville have det!

[ilosonic]

Utroligt at tænke på, hvor meget Ilosonic egentlig måtte ligne sin mor, for allerede nu var det tydeligt at de begge ejede det lige store temperament, og det var ikke kun ilddæmonen som var skyld i det, for det var et temperament han altid havde ejet. Han havde arvet hendes mørke øjne, han havde altid haft hendes race i sig, selvom han ikke havde vidst det, for han havde troet at han var animagus, men på den anden side så havde hans far aldrig talt om hende, for det havde haft konsekvenser at nævne hende, og derfor havde han kun hadet sin far endnu mere, fordi han havde følt at han burde kende til sin mor, netop fordi han havde holdt af hende og elsket hende, selvom hun virkelig havde vendt op og ned på det hele, for hun havde lige vist ham at han havde baseret hele sit liv på en løgn og det gjorde virkelig frygtelig ondt at tænke på, nu kunne han se tilbage på sit liv og fortryde så mange af sine gerninger! Hvor han virkelig hadede den følelse! Han vendte blikket lettere fast mod hende til hendes ord. “Åh du skulle bare vide.. du kender mig ikke, du aner ikke hvad jeg er gået igennem, og du ved ikke hvor grueligt at jeg må mene de ord!” endte han i en kortfattet og næsten truende tone. Han hadet hende, og han foragtede hende virkelig, eller han foragtede mere hendes ord og handlinger, for det var noget som han slet ikke kunne have respekt for! Han var ligeglad med om hun var hans mor, for han kunne sagtens tage hendes liv, præcis som han havde gjort med sin far! Og det skulle hun bare vide, for så skulle hun nok se at hans had kunne drive ham langt nok! “Biologisk set er du måske min mor, men jeg vil aldrig have de følelser for dig, for du har aldrig været der igennem mit liv, på trods du har haft chancen utallige gange!” hvæsede han fast, som han virkelig følte for at slå hende igen!
At trænge ind i hovedet på Sonic og skabe denne smerte, ville bestemt ikke hjælpe hende til at han ville respektere hende mere, tværtimod så blev han kun langt mere trodsig! Han havde dog for ondt i hovedet til at han kunne fokusere på at være vred og gøre skade med sin varme, for hans krop var måske varm, men ikke sådan at han gjorde skade ved at røre ved nogen. Men det at hun gjorde dette mod ham, gav ham kun lyst til at slå igen, selvom han følte sig svimmel og helt.. omtumlet, men det var klart når hun trængte ind i hovedet på ham på den måde! Han knyttede let sin hånd, hvor han blinkede let med øjnene, da han pludselig følte at alt blev sløret. Han trak vejret dybt og prøvede at komme til sig selv. “Åh og hvad så?! Så har du måske skænket mig en tanke, men det har ikke gjort nogen forskel! Du valgte stadig at forlade mig, din treårige dreng, og du valgte samtidig aldrig at opsøge ham igen!” hvislede han fast. Dumme kvindemenneske! Når han kom op på benene igen, så sværgede han at hun fik med ham at bestille! Han fik sig rullet rundt på siden, hvor han prøvede at komme op, selvom han måtte opgive ret hurtigt, da han pludselig kunne mærke sparket fra manden i hans side, hvor han lagde sig ned igen, og gispede let. Han bed tænderne fast sammen og vendte roligt blikket op mod hende igen. “Du har ikke forsøgt for en skid! Du gør kun alt værre!” hvæsede han fast, som han kort måtte vende blikket mod sin side, inden han igen så op mod hende. “Åh jeg håber så sandelig at din mand flår dig levende, og hvis han ikke gør, så skal jeg nok selv personligt gøre de!” Det var måske en lidt tom trussel fra hans side af, for han kom ikke op på benene lige med det samme, for han var alt for omtumlet i hovedet, at han var helt svimmel!

[Deleted]

Sonic var rasende og Jacqueline var rasende og det var bestemt heller ikke noget som var direkte nødsaget til at være nogen god ting på nogen måde, hvilket var noget som han vidste allerede, for tanken alene, var noget som gjorde ham vred! Hun kneb øjnene direkte dræbende sammen og uden at tage blikket fra ham – ikke fordi at det var noget som hun kunne skjule. Hun stod dog stadig fast på at han ikke hadet og foragtede hende som person, for man kunne ikke hade en så meget uden at kende dem! Ja, han kendte til den ene hændelse i hendes liv, hvor hun havde valgt at lade ham blive igen ved Vladimir, kun for at tage hjem og tage den største skideballe som hun nogensinde havde oplevet og selv den dag i dag, så kunne hun fornemme eftervirkningerne af det, og det var noget som i den grad også måtte irritere hende! ”Hvad så med at fortælle mig det?” spurgte hun ganske kortfattet og med den samme faste mine i blikket. Ikke at hun rokkede sig ud af stedet, for det var der heller ikke nogen grund til. Hun vidste at hvis de gik hvert til sidst, så var det ikke noget som de så til hinanden igen, og det var noget som kun ville irritere hende yderligere og mere end det som andet måtte gøre, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. ”Jeg kræver heller ikke at du skal se på mig som din mor! Men af den grund, så er det stadig en titel jeg bærer!” hvæsede hun med en langt mere fast tone, for løgn var det jo trods alt heller ikke, for det var jo bare sådan at det endelig måtte være! Hun var hans mor og det var noget som hun forblev og agtet at skulle fortsætte med at kalde sig, om han ville det eller ikke!
Sonic havde ikke nogen anelse om hvad det var at Jacqueline havde haft at slås med, efter at hun havde valgt at føde ham. Hun havde glædet sig, selvom hun vidste at det havde været direkte farligt for hendes vedkommende, for Giovanni havde et godt temperament og det var i den grad noget som var gået ud over hende denne gang, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være. ”Jeg har ikke kunne opsøge dig af flere grunde, Sonic.. Men hvis du ikke hidsede dig sådan op, så kunne det faktisk være at du ville få det at vide!” endte hun ganske kortfattet og med en fast tone. Hun slog armene over kors. At han havde ondt, kunne hun ikke tage sig af, at han var lettere omtumlet, var nu heller ikke noget som hun kunne sige noget til. Han havde bedt om det denne gang og det var sådan at det nu endelig måtte være! Hun kneb øjnene fast sammen og uden at tage blikket fra ham på nogen måde. Hun var ikke bange for ham på nogen måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun fnøs ganske kortfattet. Giovanni ville nok ikke decideret flå hende, men han ville blive vred.. og meget endda. ”Du minder mig kun om en lille unge som ikke har fået hvad man har peget på, Sonic.. Tag at bliv voksen og snak med mig som en voksen mand i stedet for alt det andet!” hvæsede hun fast og kraftigt.

[ilosonic]

Det var mere end tydeligt at de ikke ligefrem hjalp hinanden på humøret, for det så ud til at de kun hidsede hinanden mere op. Det så næsten ud som om at de skulle til at bekrige hinanden igen, hvilket ikke ligefrem var en tanke der behagede Ilosonic, for han ville gerne slippe helskindet hjem igen, faktisk, så gad han slet ikke at have noget med hende at gøre, men tværtimod ville han bare gerne hjem til sin rigtige familie, som han vidste holdt af ham og elskede ham, i stedet for at blive her hos hende, som blot fyldte ham med den ene løgn efter den anden. Han endte med at se lettere forundret mod hende, hvor han kneb øjnene en anelse sammen. Fortælle hende det? “Fortælle dig hvad? At du ikke kender mig? Eller hvor meget jeg hader og foragter dig?” spurgte han ganske hånligt, som han fnøs kortfattet af hende. Eller mente hun i grunden hvad han havde været igennem? Det var ikke fordi han gad at blive sentimental over de ting han var gået igennem, det havde gjort ham til den person som ham var, desuden så var der en masse som han ikke kunne fortælle hende, netop fordi det var store hemmeligheder som han bar på, og mon hun ville være stolt af det som han havde gjort? Såsom at dræbe sin egen far? Starte oprøret i Procias? Dræbe selveste dronningen af Procias? Han var ikke sikker, men han vidste at han stod til en kæmpe straf, og det var bestemt ikke noget som han ville fortælle hende og lade hende kunne bruge mod ham i den sidste ende! Han lagde armene over kors og betragtede hende kortfattet. “Mange kvinder har ment de burde kaldes ved den titel, som min mor, og ingen af dem, og specielt ikke dig, har kunnet leve op til den titel, så du er bedre foruden,” endte han kortfattet. Måske hun var hans biologiske ’mor’, kvinden der havde født ham, men derfor havde hun ikke fortjent den titel på noget tidspunkt!
Sonic var virkelig ligeglad med hvad Jacqueline havde været igennem, for det ændrede stadig ikke på det faktum hvad hun havde gjort! Desuden kunne det jo også være ligegyldigt! Han gad stadig ikke at have noget med hende at gøre, uanset hvor meget hun så end forklarede ham, så hvorfor lod hun ham dog ikke bare gå? Men næh nej, i stedet for skulle hun absolut gøre skade på ham – hvilket virkelig beviste hvor meget hun ’elskede’ ham, hvor tåbeligt! – og hun gjorde virkelig kun det hele langt værre! “Hvornår fatter du at jeg er ligeglad?! Jeg er ligeglad med dig! Jeg gider ikke have dig i mit liv, du skal bare holde dig væk! Dine forklaringer skider jeg på!” vrissede han fast, som han let endte med at tage sig til hovedet, hvor han lukkede øjnene i et forsøg på at få svimmelheden væk. Det var ikke ligefrem fordi han havde regnet med at ryge i gulvet endnu engang. Han trak vejret dybt og forsøgte at roe sig selv ned, selvom hendes ord kun måtte pisse ham langt mere af. Han fik sig roligt kæmpet op på knæene og videre op på benene, selvom det var lettere ustabilt. „Åh ja.. og det skulle komme fra dig? Du kunne tage at blive voksen og opføre dig anstændigt, i stedet for at slå folk ned, på den mest unfair måde, når de vender ryggen til dig, bare fordi du ikke får din vilje! Hvem er så det lille barn?! hvislede han fast, som han skulede dræbende til hende. Han rettede sig roligt op, som han roligt kom til sig selv igen, så han endnu engang måtte stå overfor hende. Hun forstod virkelig at pisse ham af! Men han skulle nok lære hende, at han var den forkerte mand at gøre vred!

[Deleted]

Jacqueline var virkelig ikke interesseret i at skulle skændes yderligere med Sonic, hvis det var noget som hun ellers kunne slippe for. Han brændt inde med rigtig meget, hvilket hun tydeligt kunne fornemme og hvis hun ville, så kunne hun med lethed tvinge det ud af ham, selvom hun allerede nu måtte vide at det ikke ville hjælpe hende på nogen måde at gøre det, så det var noget som hun undlod. Hun rystede på hovedet. At han hadet og foragtet hende, havde han allerede gjort tydeligt, hvilket ikke var ord som hun havde behov for at høre en gang mere. ”Det har du allerede gjort tydeligt for mig. Jeg snakket om hvad du faktisk har været igennem,” endte hun med en ganske så kortfattet stemme, som hun kneb øjnene sammen. Til tider så var knægten virkelig lidt for dum at høre på, ellers så hørte han kun det som han ville høre, hvilket kun var noget som måtte pisse hende langt mere af end det som godt måtte være i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun blev stående og med den samme ganske så kortfattede mine, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af når det endelig skulle komme til stykket, hvad end om det var noget som man nu havde lyst til det eller ikke. Et svagt træk fandt dog alligevel sted til hendes mundvig, idet hun roligt lod hovedet søge på sned, selvom hun ikke tog blikket fra ham af den grund. ”Jeg fødte dig. Og alene af den grund, så agter jeg at påkalde mig selv med titlen som din mor. Jeg skider på de andre kvinder, jeg skider på de andre som har prøvet at tage den titel og leve op til det.. Du giver end ikke mig muligheden for det..” vrissede hun med en fast og direkte iskold stemme.
At Sonic var en forkert mand at gøre vred, var noget som hun praktisk talt måtte sige sig at være fuldkommen ligeglad med, for hun fik bestemt heller ikke noget ud af, at stå der og skændes med ham på denne her måde, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke, for den tanke gjorde hende forbandet vred. Han formåede virkelig bare at pisse hende af og det var bestemt heller ikke altid en lige heldig ting, om det var noget som man ville det eller ikke! Sonic havde tydeligt sit temperament fra hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun gjorde noget ved. ”Så hold op med at bede om min gode grund, Sonic.. Du vil for pokker ikke engang lytte til hvad jeg har at sige!” hvæsede hun kraftigt. At opføre sig som en møgunge som ikke fik sin vilje, var noget som direkte måtte pisse hende af. Ja, hun havde ikke nogen anelse om hvordan Vladimir havde opfostret ham, for hun havde ikke haft en del af det, selvom hun måtte erkende, at det bestemt heller ikke havde været nemt, men hun havde gjort hvad der var nødvendigt for hende selv. Lige der, havde hun været tvunget til at handle egoistisk, selvom det tydeligt ikke var noget som han kunne se! Og det var noget som i den grad måtte gøre hende langt mere frustreret end det som godt måtte være i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hun fnøs ganske kortfattet. ”Dig?” svarede hun kortfattet, idet at hun denne gang vendte ryggen til ham. Ondt havde hun i det indre, selvom hun nægtet at vise ham det. Den tilfredsstillelse ville hun og nægtet hun at give ham!

[ilosonic]

Ilosonic var rapkæftet og han vidste det godt, men det var sådan at man blev, når man boede her i Dvasias helt alene, uden nogen forældre, som direkte har haft indflydelse på én, for hans mor havde jo aldrig været der, hans far havde givet ham frie tøjler, da manden alligevel kun havde været interesseret i sine tøser og elskere som han havde haft, hvilket han efter fire år var blevet træt af, for allerede der, havde han haft fire mødre, og det havde ganske enkelt været nok for ham! Netop fordi han kun havde ønsket én; hende. Han havde hele sit liv, skabt sig fjender, men altid vidst at han havde været elsket af sin mor – eller det havde han troet, men det hele havde bare været løgn, for hvilken mor forlod sit eget barn? Ja hun var jo så et levende bevis på det, og det var noget som han virkelig måtte hade og foragte hende for! At hun ville vide hvad han havde været igennem, fik ham til at lægge armene over kors, hvor han fnøs kortfattet. “Hvorfor vil du dog vide det? Som om du ikke er ligeglad! Efter alle de år, og så vil du pludselig vide alt om mig?” Det var tydeligt at høre og se på ham at han ikke stolede på hende, men var skeptisk, for det gav da ingen mening! Hun forlod sin treårige søn, og efter halvanden hundreder år, fordi hun tilfældigt støder ind i ham, så vil hun pludselig vide alt om ham? Hvorfor gik hun ikke bare koldhjertet fra ham igen? Han løftede sigende det ene øjenbryn og med en tydelig kedende mine, kun for at provokere hende mere. “Ja.. og jeg vil vædde med, at du også tildeler dig selv titlen som Dronning, hjemme,” svarede han, imens han undertrykte et gab, inden et kækt smil gled over hans læber. Han vidste godt at han pustede til ilden, men.. han var ilddæmon, han kunne ikke brænde fingrene, så hvorfor lade vær?! Sådan så han jo på tingene, hvilket han altid havde gjort.
At hun var vred, tog Sonic sig ikke af, for hun gjorde lige såvel også ham vred, og det at hun var søgt ind i hovedet på ham endnu engang og tilmed havde påført ham smerte, det skulle hun virkelig få betalt! Det fandt han sig virkelig ikke i! Hvem troede hun at hun var?! Ja.. hans mor, men han var virkelig ikke en lille dreng! Desuden så var det lidt for sent for hende at skulle opføre sig som hans mor! Han var virkelig ligeglad med hende! Hun kunne bare holde sig væk, nu hvor hun havde valgt at slå hånden af ham! “Hvorfor skulle jeg dog lytte til dig? Du slog hånden af mig, for familien i Peula, hvorfor skulle jeg dog tilgive dig for det?!” spurgte han ganske kortfattet, som han kneb øjnene fast sammen, “Desuden.. hvorfor vil du overhovedet prøve? Som om du gider have et forhold til mig nu, efter alle de år! Desuden.. din mand blev temmelig sur sidst.. tror du virkelig at der er plads til mig i dit liv nu?” Han fnøs kortfattet af hendes ord, som han kendte svaret selv. “Ergo..: du er spild af tid!” Han sendte hende en fast mine, selvom den også var vred! Og forbi vreden, var sorgen, for det gjorde ondt at vide.. han havde altid håbet at hans mor ville komme efter ham, selv da han var røget på børnehjem, men hun var aldrig kommet, og selv nu hvor han havde mødt hende, så ville hun jo alligevel ikke komme hjem. Han blev kun langt mere vred, til hendes ord og som hun vendte ryggen til ham, hvor et kynisk smil gled over hans læber. “Nårh ja.. så må jeg jo hellere vokse op og blive som dig!” hvislede han fast, som han roligt greb fat i hendes nakke, kun for at skubbe hende ud af døren, så de kom udenfor, inden han tvang hende rundt, kun for at skænke hende en syngende lussing. “Søg ind i mit hoved igen, og jeg slår dig ihjel!! hvæsede han fast.

[Deleted]

At Sonic måtte være en rapkæftet af slagsen, var slet ikke noget som Jacqueline sagde noget til, for det var hun i den grad også selv, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det endelig måtte være i den anden ende. Hun kneb øjnene fast sammen og uden at tage blikket fra ham. Han var mistroisk og skeptisk til hende, hvilket hun så heller ikke kunne sige noget til, for hun måtte desværre føje det hele og så sige, at hun godt kunne forstå ham, men det forandrede dog ikke på det faktum, at hun faktisk havde lyst til at lære ham lidt at kende – hvis han ville selvfølgelig, selvom det var tydeligt for hende, at det ikke var noget som havde nogen effekt i det hele taget, så måtte hun jo bare slå sig til ro med det. Hun himlede næsten opgivende med øjnene, for den tanke var noget som direkte måtte gøre hende irriteret som intet andet overhovedet. ”Fint.. Bare glem at jeg overhovedet spurgte!” hvæsede hun fast. Nu var hun først for alvor ved at blive gal, så var det i den grad heller ikke fordi at man skulle komme hende på tværs på denne her måde, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endelig måtte komme til stykket. Hans ord var hånende og nedladende.. Som om at han ikke havde andet at sige til det? Hun kneb øjnene direkte fast sammen, for det var bestemt ikke noget som hun ville have med at gøre på nogen måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. ”Jeg er ikke en dronning.. Og jeg er i den grad ikke så selvisk nok til at kalde mig ved den titel!” hvæsede hun med en fast og ikke mindst direkte kraftig og fast tone, for det var en tanke som kun gjorde hende direkte vred at tænke på!
Sonic havde virkelig formået at pisse hende af, og efterhånden burde det også gå op for ham, at det var forbandet dumt at vende ryggen til hende, for det var bestemt ikke noget som man fik det mindste ud af på nogen måde! Hun kneb øjnene fast sammen. Hun fortrød ikke hendes handlinger, selvom.. hun fortrød vel at hun ikke havde ladet ham høre en lyd fra sig, men man kunne jo trods alt altid blive bagklog desværre, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ej. ”Jeg betalte straffen for min gerning for mange år siden, Sonic.. Jeg er en kvinde med min frihed og min ret til at se til mine børn hvis det er det som jeg har lyst til! Du betegner mig som spild af tid, så er det din beslutning..” vrissede hun kortfattet. Hvis han ikke ville have noget med hende at gøre, så måtte det jo bare være sådan at det måtte være, for så var det virkelig nok for hendes vedkommende! Armene slog hun over kors på hendes bryst og uden at tage blikket fra ham på nogen måde. Hun havde virkelig formået at køre sig selv op i det røde felt og det alene kunne blive temmelig farligt, hvilket hun vidste. Hun nåede ikke at svare ham, før han havde et kraftigt tag i hendes nakke og skubbet hende udenfor, hvor hun blev vendt mod ham og skænket en direkte lussing, som direkte måtte slå hende omkuld og direkte ned i jorden igen. Hun lukkede øjnene fast, som hun tog fat om kæben, kun for at skubbe den på plads. Hun gjorde et let forsøg på at rejse sig op. ”Du klager over ikke at have mig i dit liv, Sonic.. Så hold op med at skubbe mig væk..” vrissede hun fast.

[ilosonic]

At hun spurgte ind til Ilosonics liv, var noget som han var ganske skeptisk angående. Han havde en del, som han slet ikke burde fortælle nogen, men.. ja han behøvede jo ikke at fortælle hende det hele, bare detaljerne, men af den grund, fandt han hende slet ikke værdig til at skulle vide noget som helst omkring ham! Hun havde valgt at slå hånden af ham, hun havde slet ikke gidet opsøge ham, så hun måtte tage konsekvenserne af hendes valg; nemlig at miste sin søn! Men hvor slemt var det for hende? Hun havde selv valgt at efterlade ham, hun havde ikke gidet opsøge ham, så hun havde allerede givet slip på ham, hvorfor så i det hele taget gide prøve? Han kneb øjet let sammen, hvor det forblev hvilende fast til hendes skikkelse. “Hvorfor forsøger du i det hele taget? Synes du ikke at det er lidt for sent til at give mig en chance? Du valgte selv at slå hånden af mig, du valgte selv at give slip på mig.. hvorfor så i det hele taget forsøge nu?” spurgte han ganske kortfattet, hvor han var faldet en anelse til ro, da han faktisk gerne ville have svar på sit spørgsmål, for hendes handlemåde og væremåde måtte virkelig.. gøre ham skeptisk og ikke mindst forundre ham, for hun havde valgt at give slip på ham, hvorfor forsøgte hun så?! Han havde ikke haft noget at gøre med hende i over et århundred! Og så støder han tilfældigvis på hende og så vil hun pludselig være hans mor? Det gav da ingen mening! Hvorfor skulle han dog betyde noget for hende efter alle disse år? Over en menneskealder? Han fnøs gnaske let til hendes ord. “Men selvisk nok til at kalde dig for mor, for en mand du kun lige har mødt, et barn som du selv valgte at give slip på!” endte han kortfattet, uden at han tog blikket fra hende.
Hun var virkelig noget så forfærdelig at det gjorde helt ondt! Hvis hun virkelig troede at hun kunne komme ind i Sonics liv efter så mange år, så tog hun i den grad fejl! Det var hendes tab, ikke hans! Han havde mistet hende for mange år siden, han havde for længst overbevist sig om at han aldrig ville se sin mor igen, så han besad ikke længere håbet om at se hende igen, men at hun så skulle dumpe ned foran ham denne aften, var ikke noget som han havde regnet med. Man skulle tro at det burde glæde ham, men efter det som hun havde vist ham, så kunne det kun pisse ham af! “Der tager du fejl.. du var skam ikke den eneste der led af en straf.. det samme gjorde jeg! Dit valg, havde også konsekvenser for min del.. Giv mig en grund til at jeg skulle tilgive dig for dine handlinger! Du siger du er fri til at se mig? Det skulle du måske have tænkt på for flere år siden! Hvor det faktisk havde haft betydning for mig!” endte han fast og i en lettere bebrejdende tone, for han så på dette som hendes skyld helt alene! Hvilket det bestemt også var! At slå hende i gulvet, føltes virkelig godt! Et frydende smil gled over hans læber, som han så hende bide i støvet. Hun skulle bestemt ikke tro at hun slap let af sted med at påføre ham smerte! Det satte hende bestemt heller ikke i et bedre lys! Som hun prøvede at rejse sig, satte han en fod mod hendes skulder, for at skubbe hende ned at ligge igen, inden han satte foden for hendes strube. “Åh du tager fejl.. jeg har skam lært at leve uden dig i mange år efterhånden, jeg har ikke brug for dig mere. Jeg har min familie, og de er de eneste jeg ønsker og har brug for,” endte han i en kortfattet tone, hvor et nedladende smil gled over hans læber, som hun måtte ligge for hans fødder.

[Deleted]

Jacqueline vidste godt, at hun virkelig havde gjort fejl på fejl hvad angik Sonic, men hun var bestemt heller ikke bange for at erkende det på nogen måde, for.. hun mente det faktisk når hun sagde, at hun ønskede at gøre bare lidt op for det som hun havde gjort mod ham. Om det var noget som han ville det eller ikke, men ønskede han det ikke, så skulle hun da nok lade ham være. At han jo så begyndte at virke en kende usikker, var noget som alligevel måtte give hende blod på tanden, for det var bestemt heller ikke fordi at det var en løgn. Hun ønskede muligheden for at gøre det godt igen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Et svagt træk fandt vejen frem på hendes mundvige, som hun lod hovedet falde let på sned. ”Man gør hvad man er nødt til at gøre, ikke sandt? Jeg mente aldrig at slå hånden af dig Sonic. Men som man siger, bedre sent en aldrig, ikke?” Han var mere rolig nu, så et sted så håbede hun selvfølgelig også at det var noget som måtte hjælpe hende i det store og hele. Hun blev stående og betragtede sig af ham. Hvis det var hende muligt at redde bare lidt af det i land igen, så ville hun være mere end tilfreds! Uanset hvordan man vendte og drejede den, så var hun hans mor og det var noget som hun ville kalde sig til den dag hun ville gå bort! ”Jeg er jo trods alt din mor.. Uanset hvordan du vælger at se på det,” endte hun ganske kortfattet, for løgn var det jo trods alt heller ikke.
Det var bestemt heller ikke fordi at Jacqueline ønskede at kaste skylden på Sonic, for hun vidste at det helt og holdent var hendes egen! At han var vred og opkørt var noget som hun godt kunne høre, for det samme var hun! Hun vidste godt at hendes valg havde haft konsekvenser og frygtelig store af slagsen! Hvis hun havde vidst hvor hun skulle søge for at finde ham efter alt det med Giovanni som hun endelig havde fået ordnet en god del op i! Hun kneb øjnene fast sammen. ”Måske ikke den samme betydning som da du var yngre, men det er stadig en titel som tilfalder mig!” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Han var vred og det var samtidig også noget som kørte hende voldsomt op! Som det rene ingenting! At han slog hende ned, var noget som direkte måtte pisse hende af, for det var selv ikke noget som hun fandt sig i på nogen måde overhovedet! Foden mod hendes skulder, var noget som ganske automatisk trykket hende tilbage mod jorden, hvor foden hurtigt endte mod hendes strube, hvilket fik hende til at vende blikket direkte op mod ham endnu en gang. Hun kneb øjnene fast sammen og sendte ham en fast mine. Bange var hun ikke for ham, også selvom hun tydeligt måtte mærke hvor meget halsen direkte måtte blive irriteret ved at komme i kontakt med noget som helst efter at han havde brændt hende! ”Så lad mig gå! Og skrid hjem til din egen familie!” Hendes ord var en mindre hvæsen, for hans fod klemte godt nok! Nu hvor hun for alvor var ved at være træt af at han skulle opføre sig som en skarnsunge overfor hende! Der var virkelig grænser for hvad hun selv fandt sig i, og han befandt sig i den grad på den helt forkerte side af den grænse!

[ilosonic]

Ilosonic forstod sig virkelig ikke på hende. Hun dukkede op efter så mange år – kun ved et tilfældigt møde, for opsøgt ham havde hun jo heller ikke! – og så ville hun pludselig gerne være hans mor? Det gav jo ingen mening! Det virkede direkte mistænksomt! Og han stolede bestemt ikke på en kvinde som han kun lige havde mødt! Om hun så var hans mor eller ej, for man måtte ikke glemme det utrolig vigtige faktum; hun var en mentaldæmon! Hun var ikke til at stole på! Og dog.. han vidste at hun ikke var inde i skallen på ham, for han ville mærke, hvis hun ville forsøge at komme derind, netop fordi han selv var mentaldæmon. Han kneb øjnene let sammen. “Efter alle de år, hvor du har haft utallige chancer for at opsøge mig, hvilket du aldrig gjorde.. og så nu, hvor du tilfældigt støder på mig, så vil du pludselig gerne? Er du klar over hvor mistænksomt det lyder?” spurgte han ganske kortfattet. Hun kunne bare prøve på at løbe om hjørnerne med ham, for så ville han virkelig dræbe hende! Hun gjorde ham virkelig stiktosset! Han var en mand med utrolig mange fjender, så han skulle virkelig passe på med hvad han foretog sig og hvad han ikke gjorde! Han fnøs ganske kortfattet. “Nu ved jeg det.. du vil bare udnytte mig, for at få en fod i Procias endnu engang.” Et kynisk smil gled over hans læber, “men der må jeg desværre skuffe dig. Jeg gider ikke at have noget som helst med dig at gøre!” Det var med garanti derfor hun pludselig ville være der for ham! For at få den fod i Procias som hendes familie aldrig havde fået, på grund af at hun var blevet gravid med ham, men han skulle ikke gøre samme fejltagelse som hans far og lukke den kvinde ind i hans hjem! Og hun skulle bestemt ikke have indflydelse på hans familie! “Så desværre mor du er alt for sent på den!”
At slå hende i gulvet, var virkelig en befrielse for Sonic! Måske hun var hans mor, men efter at gå ind i skallen på ham og påføre ham den smerte, så krævede han hævn! Hun havde fandeme selv bedt om det! At hun så prøvede at komme op igen, og han skubbede hende ned igen, var noget som kun måtte fryde ham gevaldigt! Hun skulle bestemt ikke tro at han var færdig med hende! Han sørgede for at holde foden stramt mod hendes hals, så hun ikke prøvede på noget, hvor et koldt og dog kækt smil gled over hans læber. “Gør hvad du vil med den titel, for den har ingen betydning. Du kan stolt gå hjem og vide, at du har skubbet dit eget afkom fra dig, at du selv er skyld i at dit barn ikke vil have noget med dig at gøre,” hvislede han næsten tydeligt triumferende, for han måtte faktisk finde det som en sejr, fordi det var hende som tabte på det, og ikke ham, for han havde for længst været klar over at han aldrig skulle se hende igen, selvom det så ikke var tilfældet, men hvad så? Hvad fanden skulle han bruge hende til? “Du er mig simpelthen ubrugelig!” hvislede han nedladende, som et koldt smil gled over hans læber. Han hævede det ene øjenbryn i en sigende mine. „Lade dig gå? Jamen dog.. jeg stod ellers og overvejede at tage dit liv,” endte han i en nådesløs tone, som han dannede en ildkugle i sin ene hånd. Han kastede kuglen direkte mod hende, selvom han bevist sørgede for at den ramte akkurat ved siden af hendes hoved, som en tydelig advarsel, hvor han roligt trådte væk fra hende, ved at bakke nogle skridt bagud. “Jeg gider ikke have noget med dig at gøre, du har forspildt din chance, og at gøre mig ondt, gjorde ikke ligefrem din mulighed bedre. Og nu vil jeg gerne have at du lader mig gå og tage hjem til min familie. Og jeg sværger og lover dig, at hvis du søger ind i hovedet på mig igen, så vil jeg slå dig ihjel!” endte han kortfattet. Hun havde ødelagt sine egne chancer hos ham, og han var virkelig ligeglad!

[Deleted]

Jacqueline forstod nu godt at Sonic var så skeptisk som han var, selvom hun var klar over, at det ikke var noget som hjalp hende eller hendes situation på nogen måde, hvad end om det var noget som hun ville det eller ikke, for den tanke var noget som gjorde hende direkte rasende, for hun ønskede jo heller ikke at skubbe ham væk! Ganske rigtigt så var hun en mentaldæmon, men hun var en som gik meget op i ærlighed – nøjagtigt ligesom Giovanni gjorde det, som hans familie havde fostret hende til at være, så det var noget som hun havde fået lært ind på rygraden. De mørke øjne vendte hun direkte mod ham. At han fortsatte med at spørge ind til det, viste hende kun at han måtte være usikker omkring hendes intentioner, selvom det slet ikke var fordi at hun ønskede at være ond ved ham, for det ønskede hun slet ikke! ”Uanset hvor mistænksomt det så end lyder, så kan jeg kun bede dig om at stole på mine talende ord,” forklarede hun ganske stilfærdigt, for det var ikke engang fordi at det var en løgn. Han var hendes søn, så selvfølgelig var det også noget som hun så på med en frygtelig stor betydning, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Hans pludselige nye konklusion var noget som direkte fik hende til at stirre på ham. For.. det var jo slet ikke hendes intention! Hun rettede sig roligt op. ”Hvis du tror at jeg vil have bare et lille forhold til min søn i Procias, kun for at få en fod indenfor landets grænser, så tager du fejl, Sonic! Jeg kan sagtens gøre rug af mange andre metoder den dag i dag, for at gøre det, hvis det faldt mig i interessen og ved du hvad? Det gør det ikke!” endte hun kortfattet. At han var tosset vidste hun godt, men hvad pokker skulle hun da sige? Han vendte op og ned på alt hun sagde, uden at hun kunne gøre noget som helst og et sted så var det noget som virkelig gjorde hende irriteret!
At blive slået direkte ned i jorden, var nu heller ikke noget som direkte kom bag på Jacqueline, for hun vidste og havde allerede fundet ud af, at hendes søn var en med et frygteligt temperament, selvom det bestemt heller ikke var noget som kom fra fremmede af på nogen måde, for hun havde selv et voldsomt temperament, selvom det ikke var noget som nødvendigvis var noget som fik det dårlige frem i hende, for hun ønskede faktisk ikke at gøre ham ondt. Foden mod hendes strube, var noget som automatisk måtte holde hende under ham, hvilket var noget som gjorde hende vred, for hun var ikke den som lagde sig for foden af nogen som helst! Blikket vendte hun direkte op mod ham og med den samme kortfattede mine, selvom hun ikke rigtigt kunne gøre noget fra den stilling som hun måtte ligge i, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til på denne her måde, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke. Hans ord gjorde ondt, selvom det slet ikke var noget som hun lod komme synligt frem på nogen måde overhovedet, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun prustede ganske let. ”Jeg kan med lethed tvinge dig på andre tanker, Sonic.. Hvis du vil hjem til din kære hustru og din lille datter, så smut med dig!” Det var allerede for længst gået op for hende, at det var dødt løb, at hun ikke kunne gøre noget som helst ved det, selvom det var noget som direkte måtte irritere hende groft! Ildkuglen i hans hånd, fik hende til at knibe øjnene sammen, hvor hun næsten lå fuldkommen stille, som den ramte lige ved siden af hende – hun vidste at han ikke ville ramme. Hun kunne se det i hans blik! At han trak sig, havde hun intet imod, hvor hun roligt rejste sig og så efter ham – hun sagde ikke så meget som et eneste ord.

[ilosonic]

Ilosonic stolede bestemt ikke på hende! Efter alt det som hun havde gjort, så gav hun ham ingen grund til det! Hun havde leget med hans far, hvorfor skulle hun så ikke også bare lege rundt med ham? Efter så mange år og så støder de pludselig ind i hinanden, og så ville hun have at han skulle stole på hende? Det kunne han i hvert fald ikke! Hun havde før prøvet at få en fod i Procias for hendes familie, og det havde ikke lykkedes hende, så hvorfor skulle hun ikke finde en mulighed i ham? Et sted så.. gjorde det en anelse ondt at afvise hende på den måde, men.. hun bad virkelig selv om det! Hun havde ikke fortjent hans tilgivelse! Hun havde ikke fortjent en chance til, for hun havde haft utallige chancer igennem alle disse år men hun havde valgt at se bort fra det, og så fordi hun pludselig støder på ham, så vil hun pludselig gerne? Det var jo direkte tåbeligt! Og ikke mindst mistænksomt! Han kneb øjnene ganske let sammen til hendes ord. “Du beder mig om at stole på en fremmedes ord? Beklager det kan jeg ikke, om du så er min mor eller ej,” endte han kortfattet, uden at han tog blikket fra hende. Det var ganske enkelt at bede ham om alt for meget! Han havde skaffet sig alt for mange fjender, og det var risikabelt for ham at skulle stole på fremmede, om hun så var hans mor eller ej, for det gav ham ikke grund til at stole på hende, specielt ikke efter det som hun havde gjort mod både hans far og ham selv. “Hør da lige på dig selv! Du har haft chancen for at involvere dig i mit liv, flere hundred gange! Og nu hvor du pludselig støder ind i mig tilfældet, så vil du pludselig være en del af mit liv? Er du klar over hvor mistænksom det lyder?! Specielt efter det som du gjorde ved min far!” endte han i en fast tone, selvom han også følte sig en anelse.. forvirret.
At slå hende i jorden, var noget som næsten føltes som en form for lettelse for Sonic. Han fik lov til at afreagere, selvom han måtte indrømme.. det frydede ham ikke at slå hende i gulvet. Det frydede ham ikke at skade hende, selvom hun på alle måder havde fortjent det! Alt det som hun havde gjort mod ham, gjorde ham virkelig stiktosset! Og ikke mindst gjorde det ondt at vide, for han følte sig pludselig så.. uønsket. Han som troede at han havde været elsket, var blevet efterladt af alle. Det var en sandhed som han havde svært ved sluge. Han havde altid håbet på at se hende igen, og et sted var han selvfølgelig også glad for at han kendte til sandheden, selvom han nok havde været bedre foruden den, for hans liv havde været helt fint uden at vide til det! Han kneb øjnene sammen til hendes ord, hvor han betragtede hende med et lettere skuffet blik. “Du forstår det virkelig ikke.. gør du? Du kan tvinge mig så meget du vil, mor, du kan prøve at lave en illusion af en virkelighed i mit hoved, men du skal bestemt ikke tro at det gør tingene bedre. Det får mig kun til at hade dig endnu mere,” svarede han sandfærdigt, uden at han tog blikket fra hende, hvor han blot lod hende rejse sig op, selvom han blev stående, for han turde næsten ikke vende ryggen til hende igen, for han stolede ikke på hende, det var anden gang hun havde søgt ind i hans hoved, og det pissede ham virkelig af! “Du har ødelagt din egen chance. Du behøver slet ikke prøve.. bare tag hjem til din familie og lad mig være.” Man kunne tydeligt se sorgen i hans blik, hvor vreden var blevet erstattet med skuffelsen, for ja.. han var virkelig skuffet over hende. Over mange ting som hun havde gjort, men det kunne han ikke ændre på. Han rystede let på hovedet, som han blot vendte sig om og begyndte at gå ganske stille og roligt – væk fra hende.

[Deleted]

Jacqueline kunne ikke rigtigt gøre andet end at forsøge sig, for hun havde bestemt ikke leget rundt med Sonic! Hun elskede sin lille dreng, hvilket hun havde fortalt ham siden den dag han blev født! Hun vendte blikket sigende mod ham og med den samme ganske kortfattede mine fra før af, for det var bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om o det i den anden ende. Han stolede ikke på hende, hvilket hun godt kunne forstå, men i det mindre prøve at lytte til hvad hun havde at sige i stedet for at vende og dreje det hele til noget negativt! For hun løj altså ikke for ham, det var slet ikke noget som hun kunne få det mindste ud af i den anden ende! Hun sukkede dæmpet og uden at tage blikket fra ham. ”Jeg kan ikke gøre andet end at fremsige mine ønsker Sonic.. Jeg ønsker at du skal tro på hvad jeg fortæller dig.. Uden at vende op og ned på det hele!” Selv var det noget som tydeligt måtte frustrere hende, for selvom hun var en gammel dæmon og faktisk også var i stand til at føle smerten og sorgen, for det gjorde ondt at blive afvist af sin egen søn på den måde. Hvis hun ville, så kunne hun med lethed få en fod i Procias, selvom det ikke ville være nær så fint som det havde været sidste gang! Hun himlede let med øjnene. ”Hvis jeg vidste hvor du var til at finde, tror du så ikke at jeg havde søgt ud noget før, for at finde dig? Jeg ved godt at det kan lyde mistænksomt, men jeg havde så sandelig heller ikke regnet med at møde min egen søn her i aften!” endte hun med en ganske kortfattet tone. Selv der var frustrationen ved at være tydeligt, så selvfølgelig var det også noget som gjorde forbandet meget for hendes eget vedkommende, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Det gjorde virkelig, virkelig ondt at blive afvist på den måde!
At Sonic havde valgt at slå hende direkte i jorden, var noget som direkte var kommet bag på hende og så.. alligevel ikke. Hun var endelig kommet op på benene igen, hvor hun var vendt mod ham. Hun sagde ikke noget til at han havde valgt at slå hende, for hun vidste godt, at det var hende.. fortjent, selvom det alligevel var kommet bag på hende et sted. Hun kneb øjnene fast sammen. ”Du kan tro så meget om mig som du vil, Sonic, men at skabe en falsk illusion for dig som min søn i en tryg tilværelse, er bestemt ikke noget som jeg kunne finde på! Jeg går op i ærlighed.. Derfor valgte jeg at vise dig sandheden.. Du er desuden også stor nok til at vedkendes den nu,” endte hun ganske kortfattet. At han bare ønskede hjem og så at se den skuffelse ved ham, var noget som selv måtte påvirke hende, for hun brød sig slet ikke om at se ham på den måde, men.. hun kunne vel heller ikke tillade sig at trøste ham? Hun knyttede næverne let. ”Hvis du kan se mig i øjnene og sige det med ærlighed, Sonic.. Så skal jeg nok gå.. og aldrig se mig tilbage igen.. Lade dig, din hustru og mit eget barnebarn være..” Med udtalelsen måtte klumpen komme, selvom hun ikke kunne gøre noget ved den. Hvad andet kunne hun gøre end at efterkomme knægtens ønske? Hun blev blot stående, som hun så til at han begyndte at gå. Hun gjorde dog intet for at holde på ham af den grund.