A person from the past

[ilosonic]

Natten havde lagt sig over Dvasias, og man kunne tydeligt mærke at det ikke var sommer længere, som den kølige natteluft slog ind over landet. Det var begyndt at blive ganske koldt selv om dagen, selvom Ilosonic ikke havde det mindste svært ved at finde varme, eftersom han trods alt var ilddæmon. Det var efterhånden lang tid siden at han var i Dvasias, han havde jo forladt landet for to år siden, hvis ikke mere. Han havde taget sin færd mod Procias, for at kræve sin plads som retmæssig greve i Procias til sig, det var også der han var stødt på Ilaria, som han var endt med at blive gift med og ikke mindst havde han fået et barn, noget som han slet ikke havde troet for et par år siden, men meget var sket på de år, det kunne han virkelig ikke komme udenom. Han fortrød dog intet som var sket, for han var faktisk stolt over at være nået der hvor han den dag i dag, han var blevet greve i Procias, han var blevet gift med den mest perfekte kvinde og han havde fået den smukkeste datter, så hvad mere kunne han ønske sig? Det var ikke så mange nætter siden at han havde været oppe at skændes med Ilaria – en typisk hverdag for de to efterhånden, men han havde smadret værelset, og selvom det kun var gået ud over kommoden og vinduet, så havde hans varme alligevel forårsaget større skade på de andre møbler. De var flyttet midlertidigt ind i Ilarias gamle værelse, og nu hvor han alligevel fik muligheden for at renovere værelset, så skulle det naturligvis laves i dvasiansk stil, som alt andet efterhånden. Han var derfor taget til Dvasias for at købe det meste ind, selvom han måtte indrømme at han helt havde glemt hvordan det var her i landet. Han kunne faktisk bedre lide Procias, fordi der var en dejlig form for fred, plus han var den eneste dvasianer, foruden hans familie, men her i Dvasias, var der mange rapkæftede typer, her følte han sig næsten helt.. normal. Her var folk ligeglad med hvem han var, for de var jo ligeglade med alt.
Sonic kom kørende i den mørke hestevogn. Det havde taget ham et par dage at søge hertil. Han måtte indrømme at han ikke havde været meget for at efterlade Ilaria derhjemme med Jacqueline alene, men hun havde insisteret på at han tog af sted og påpeget flere gange for ham at hun gerne ville prøve og tage sig af den lille, så han var taget af sted, skønt det faktisk var modvilligt. Men nu var han her, så han kunne lige så godt få købt tingene og så vende hjem igen. Han havde faktisk allerede fået købt de fleste ting, han manglede dog bare en enkelt vare og så ville han hjem, selvom han vel burde overnatte her? Måske han var dæmon og greve, men han var stadig menneskelig og han havde stadig brug for søvn, selvom han helst ville hjem til Procias igen. Han endte med at stige ud af hestevognen, som en tjener åbnede døren for ham. Han bar en sort og fin skræddersyet efterårsjakke, der gik ham til midten af lårene, hvor man lige kunne ane de sorte fløjlsbukser under. Han gik i de sorte lakerede sko, hvor han bar det sorte stof om øjet. Hjemme kunne han fint gå uden, men udenfor herregårdens mure, måtte han indrømme at han foretræk at bære det. Han befandt sig på et mindre marked, der lå tæt på en kro, en kro han overvejede at overnatte på, også grunden til at han flere gange havde skævet i dens retning.

[Deleted]

Sommeren var for længst gået mod held, ikke fordi at det var noget som man kunne lægge det mindste skjul på når det endelig skulle komme til stykket, for det var noget som næsten bare.. kom naturligt med årstiden vel? Bladene faldt af træerne, det blev koldt, nætterne blev helt stjerneklare og det var direkte farligt at bevæge sig udenfor, for mørket herskede over længere perioder. Alligevel så havde Jacqueline fået lov til at søge udenfor landet og væk fra Imandra, også mest af alt for at komme lidt ud. Et sted så hun dette som en form for endelig test overfor Giovanni og hun ønskede og agtet at vise ham at hun elskede ham og det var noget som hun ville bevist for ham, nu hvor hun endelig kunne sige sig, at have fået den endelige mulighed! Mørket generede hende på ingen måde, så selvfølgelig var det noget som gjorde sit også for hendes vedkommende. Børnene havde Giovanni for en aften, hvor hun havde lovet at komme hjem også efter temmelig kort tid, så det var jo selvfølgelig direkte begrænset hvor langt væk hun var i stand til at tage, selvom det nu heller ikke gjorde hende noget som sådan. Pointen for hendes vedkommende, var at hun kunne komme lidt væk fra de vante omgivelser og lidt væk fra det hele, samle sig lidt og komme hjem med en fornyet energi, for det var noget som hun selvfølgelig også ville nyde frygtelig godt af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Dvasias havde virkelig ikke ændret sig siden sidst, selvom det virkelig var mange år siden at hun havde været der. Mændene var ekstremt selvsikre og ekstremt rapkæftet, selvom det slet ikke var noget som rørte hende. Hun havde jo trods alt Giovanni hjemme og han kunne så sandelig også være dette. Ikke fordi at det var noget som rørte hende det mindste. Hun elskede manden og denne gang agtet hun at vise ham at det var ham som hun ville have!
Den mørke hestevogn som havde gjort sin entré var noget som tydeligt havde fanget Jacquelines interesse. Hun stod i en tætsiddende kjole, også selvom hun bar frakke som skjulte den godt. selve hendes krop var kun noget som Giovanni skulle have tilgang til, hvilket hun skam også havde det helt fint med, for hun var ham tro. Hun gjorde bestemt heller ikke den samme fejl hele to gange, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hovedet lod hun søge let på sned, som hendes mørke øjne måtte studere manden som var kommet ud. et svagt smil passerede let hendes læber, selvom det var med den tydelige tilfredshed. Det var vel heller ikke fordi at hun skulle eller behøvede at skjule det for ham som sådan? Det var i hvert fald sådan at hun så på det. Kroen lå der, også selvom der var fuld gang på markedet og salg og køb af diverse varer. Hun trådte roligt frem med en tydelig selvsikkerhed. En selvsikkerhed som fik mange til at kigge efter hende, men hun havde virkelig ikke nogen grund til noget andet. Denne mand og med det klæde..? Hvad var der sket? Selvfølgelig var dette noget som virkelig vækkede hende en nysgerrighed. Næsten bevidst så gik hun ind foran ham, lod hånden vandre igennem det mørke hår, idet at hun bevægede sig ind på markedet. Det var jo egentlig bare at more sig når mulighederne endelig måtte være der?

[ilosonic]

Det var ikke fordi at Dvasias havde ændret sig på nogen måde, det var og blev virkelig det samme gamle land, som det havde været igennem flere årtier. Det eneste som havde ændret sig, var.. ham. Han var ikke den samme rapkæftede, kække unge mand, nej med de få år og med det som han havde oplevet og været igennem, så var han faktisk blevet moden af sig. Selvfølgelig havde han hele tiden været en mand, men man kunne vel sige at han endelig var blevet et ordentligt mandfolk? Det kunne man desværre ikke sige om så mange andre mænd her fra landet. Mange af mændene her var i hans gamle stadie, troede at de ejede det hele, troede at de kunne tillade sig alt, troede at de var noget, kom med rapkæftede replikker og spillede hovmodige, men når alt kom til stykket.. så kunne de intet. Der var Procias virkelig anderledes, og det var lige før at han måtte indrømme at han bedre kunne lide Procias end Dvasias, for i Procias var mændene ikke så.. barnlige. Han kunne tydeligt mærke at det var for længe siden at han havde været i Dvasias, for han følte sig jo næsten mere som en procianer end en dvasianer! Tanken fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, hvor han gøs ganske let, inden han lod det mørke øje falde over markedet, der stadig var liv i. Et sted ville han bare gerne hjem til Ilaria og Jacqueline igen, for der følte han sig faktisk hjemme, det gjorde han bestemt ikke her! Blikket faldt på de mange forskellige mennesker. Han så nogle mænd spille smarte overfor letpåklædte kvinder, der sikkert frøs, men ikke tog sig af kulden fordi de nød at vise kroppen frem og lokke mænd til sig. Han så nogle hidse sig op over at varerne var for dyre, hvor det lignede at det lagde op til et slagsmål. Noget som dog faldt til hans interesse, var den enkelte kvinde der pludselig trådte selvsikkert frem. Normalt ville man måske sige at det var normalt for kvinderne her i Dvasias, specielt fordi landet var kvindedominerende, men hende her var anderledes, hun bar en selvsikkerhed, som næsten virkede.. ægte, som om hun faktisk havde god nok grund til at være så selvsikker, fordi hun faktisk var langt mere end de andre kvinder her i Dvasias. Han kunne tydeligt se at hun tilhørte en ældre generation, og han kunne nærmest fornemme at hun var langt ældre og mere erfaren end det han selv var, noget som næsten måtte skabe en form for.. respekt? Han betragtede hende, som hun trådte ind foran ham, kørte en hånd igennem det lyse hår og gik videre, næsten som om hun spillede kostbar og opfordrede ham til at se efter hende og følge efter hende. Et lille kækt smil fandt vej frem på hans rosenrøde læber, som han alligevel ikke kunne lade vær med at se efter hende. Måske hun bar en frakke udenpå, men han kunne næsten fornemme at hun bar tætsiddende tøj inde bag. Han lod hovedet søge en anelse på sned, selvom han faktisk endte med at følge efter hende, som om han glemte varerne for en kort stund og bare var fanget af hende. Måske meget godt at han var her alene? Så Ilaria ham, ville hun da flå ham levende! Men hvad hun ikke vidste havde hun vel ikke ondt af? Desuden var der jo faktisk intet i det, foruden at denne kvinde faktisk havde fanget hans nysgerrighed, og efterhånden skulle der faktisk meget til, for han havde set mange smukke kvinder allerede på den korte tid han havde været her i Dvasias og ingen havde fanget ham, men hvad var så anderledes ved denne kvinde?

[Deleted]

De dvasianske mænd var virkelig ikke noget som tiltalte Jacqueline på noget tidspunkt. De var rapkæftede mænd – unge som regel som troede at de kunne det hele og det var virkelig ikke noget som rørte hende det mindste. Der var kun en mand som kunne fange hende for alvor og han var hjemme. Selvfølgelig skulle hun have lov til at slå sig en smule løs, selvom det selvfølgelig var noget som skulle ske indenfor rimelighedens grænser, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Denne mand som var kommet ud af vognen var en som direkte virkede.. tiltalende for hende og det var noget som hun selvfølgelig også kunne få det frygtelig sjovt med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. Mændene og deres støj var noget som endte som en direkte baggrundsstøj for hende, det var slet ikke noget som hun fokuserede på, for det var noget som hun direkte kunne kalde for ubetydelig. De havde virkelig ingen betydning for hende! Under ingen omstændigheder så kunne hun nå længere væk end Dvasias og det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at svigte Giovanni endnu en gang – specielt ikke nu hvor hun faktisk havde fået lov til at komme ud og endda på egen hånd, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre for hendes vedkommende og det var bestemt heller ikke en mulighed som hun bare ville lade gå sig forbi på denne her måde, det var da helt sikkert!
Jacqueline var en ekstrem selvsikker en af slagsen. Hendes selvsikkerhed var en som næsten kunne slå andres i sænk bare at de kiggede på hende. Hun kunne jo faktisk gøre det udelukkende fordi at hun var en mental dæmon, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde åbent. Det var jo bare op til dem som turde at opsøge hende – hvis de kunne klare mosten selvfølgelig. Hun viste ikke interesse for nogen som helst, selvom denne mand.. denne unge mand, hvilket var noget som hun tydeligt havde været i stand til at fornemme, var en lidt anden en af slagsen og det var noget som faktisk også gjorde hende nysgerrig. Hånden strøg igennem det lyse hår som hun roligt vendte blikket mod ham. Hun var af en meget ældre generation, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for hun var bestemt heller ikke helt ung længere. Hun gjorde sig ikke ung, men hun var stolt af den kvinde som hun var og det var noget som hun agtet at lade hele verden vide! Hun rullede let med skulderen som hun sendte ham et næsten engleblidt smil. Det var dog ikke fordi at man skulle tolke en bog på omslaget for mild og blid var virkelig noget af det sidste som hun var! Hun havde set ham, hun havde lokaliseret ham og det var noget som gjorde det hele langt mere.. specielt? Langt mere sjovt for hendes vedkommende. Desuden så havde man kun den sjov som man selv fandt på! #Kan du lide hvad du ser?” Stemmen lød roligt i hans hoved, ikke koldt direkte, men der var en kold klang i den. Det var jo ikke noget at sige til? Hun var jo en sand Salvorique og det var virkelig med alt hvad det måtte indebære. Hun endte med at stoppe op længere fremme, idet at hun roligt vendte blikket mod hans skikkelse. De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse, med en nysgerrighed og med et kækt glimt i øjet.

[ilosonic]

Dvasias var ikke længere tiltalende for Ilosonics vedkommende, ikke som det engang havde været. Han måtte indrømme at selvom han følte sig som en dvasianer, så følte han at sit hjem var hjemme i Procias, der havde han sit hus, der havde han sin arv og ikke mindst, så havde han sin familie derhjemme, og det var det eneste som betød noget for ham. Han savnede faktisk dem begge, at mærke Ilarias kærtegn, og at se sin lille datter smile og grine, for der var ingen tvivl om at hans datter var en livlig én af slagsen, men det var kun godt! Han skulle nok gøre hende til en sand ilddæmon! Han kunne jo ikke være andet end stolt over at hun havde arvet hans evner, selvom han faktisk også var glad for at hun havde arvet Ilarias, for Jacqueline endte med at blive en stærk blanding! Så selvfølgelig kunne han ikke være andet end stolt over sin lille pige! Et sted ville han bare have købet overstået, så han kunne komme hjem igen, for ærligtalt, så var der faktisk intet fristende eller interessant ved Dvasias længere, men det var vel fordi han havde ændret livsstil og personlighed? Førhen havde han taget den første og smukkeste kvinde, for nok han hadede sin far for alle kvinderne, men han var da enig med ham om én ting; kvinder var virkelig charmerende væsner! Han havde bare fundet sin eneste ene, og tanken om at han havde en kvinde der ventede på ham derhjemme, gjorde ham underlig.. glad, det bragte ham et behag at tænke på, for han behøvede ikke at blive fristet over de letpåklædte tøser der var her i Dvasias, jovist var de nydelige at se på men.. de var bare ikke Ilaria, de havde ikke personligheden, de havde ikke styrken og de havde bestemt ikke værdigheden! Alligevel måtte hans blik fange den ene enkelte kvinde, som han faktisk ikke helt kunne se væk fra. Der var intet sensuelt dæmon over hende, men der var noget andet, noget som faktisk måtte gøre ham nysgerrig. Han glemte for en kort stund at han skulle købe ind, hvor han faktisk endte med at bevæge sig mod kvinden. Hun var tydeligt ældre end ham i alder, for han kunne jo næsten fornemme styrken fra hende, langt stærkere end ham selv, måske ikke fysisk men det var hun i den grad psykisk! Hans blik faldt på det engleblide smil hun sendte ham, selvom alt i ham sagde at hun langt fra var en engel, for hendes udstråling sagde noget helt andet! Men det gjorde ham kun langt mere nysgerrig. Stemmen der lød i hans hoved, gjorde det kun klart for ham, at hun var en race med mentaliteten på plads, måske warlock? Hun kunne jo faktisk også være mentaldæmon som ham selv, men han var dog ikke helt sikker. Et morende smil gled over hans læber, da han ikke kunne lade vær. #Narh.. jeg har set det som er bedre,# svarede han med et svagt skuldertræk, næsten som om han spillede kostbar og uopnåelig. Han kunne vel godt selv spille med på hendes lille leg? Han havde dog allerede gjort det klart at han selv var mental af en slags, præcis som hende selv. Han endte med at stoppe op selv, et stykke fra kvinden i takt med at hun selv gjorde, hvor han vendte blikket mod en bod, næsten som var det langt mere interessant end hende, selvom smilet ikke falmede, for det kunne det da slet ikke! Han endte dog kort med at skæve mod hende, hvor et kækt smil banede sig vej over hans rosenrøde læber. Der var noget over hende. Hun mindede ham næsten om.. ham selv.

[Deleted]

Jacqueline måtte ærligt erkende at hun ikke havde skænket som procianske søn så meget som en eneste tanke igennem det sidste lange stykke tid. Tiden sammen med Giovanni var noget som skænkede hende helt andre tanker og et helt andet behag, for hun havde jo også de to små tvillinger at tænke på og de gav hende alt for meget at tænke på! Nu havde hun endelig fået lov til at søge ud og det var noget som hun selv virkelig måtte nyde af! Hun kunne være sig selv for en gangs skyld, hun kunne tænke på lidt andre ting end sine børn, også selvom det selvfølgelig skulle forholdes indenfor rimelighedernes grænser, hvilket hun også havde det ganske fint med. Men denne mand var virkelig en som for alvor måtte fange hendes interesse. Han virkede ikke rapkæftet eller som en som troede at han kunne det hele – med andre ord som en typisk dvasianer, så måtte han vel have fundet sig til ro et sted? Selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende, for det forhindrede hende bestemt ikke i at skulle lege på den ene eller den anden måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. Denne mand var dog alligevel af den grund noget som virkelig gjorde hende nysgerrig og hun kunne vel godt have lov til at lege lidt uden at det behøvede at have nogen som helst former for betydning af den vej? De mørke øjne vendte hun direkte mod ham og med den samme mine. Hun havde fanget hans interesse. Jovist var han meget yngre end hende, men det var virkelig ikke noget som rørte hende det mindste. Hun blev roligt stående og med blikket hvilende på hans skikkelse, som han gik mod hende kontra det som han sikkert havde af planer fra før af, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende det mindste. Hun hævede let det ene slanke bryn, idet at hun lod kappen roligt glide en anelse af den ene skulder. Jovist spillede hun kostbar, men det var også noget som lå ganske naturligt til hendes personlighed. Tungen strøg ganske let og stille over hendes læber, som hun lod hovedet søge let på sned og med det samme let naturlige smil på læben. Hun smilede normalt meget når hun endelig var ude. #I så fald, så har jeg ikke gjort det godt nok..# endte hun roligt. Et sted så var det vel også det at han mindede så meget om hende selv, som noget der virkelig gjorde hende forbandet nysgerrig. Hvem var denne knægt? For i hendes øjne, så var han virkelig ikke noget andet end en ung og simpel lille knægt. De mørke øjne faldt til hans blik. ”Hvad skjuler det mørke klæde for mit blik..?” Denne gang gjorde hun brug af stemmen selv, for hun var bestemt heller ikke bange for at bruge stemmen selv. Hun blev stående og lod ham komme hende i møde. Hun havde fanget ham og det var noget som hun i den grad agtet at fortsætte med, for det andet her var ganske enkelt for morsomt! Hænderne formede hun foran sig og hendes slanke skikkelse, hvor hun blev stående og så ganske så uskyldig ud, selvom det var noget af det sidste som man kunne kalde hende for!

[ilosonic]

Nok var Ilosonic ikke den ældste dæmon, faktisk var han kun på alder med et lille barn, men det var faktisk også det som gjorde ham farlig. Han var ikke fuldblodsdæmon og ældes derfor ikke efter racen, men det at hans mentalitet var ældet hurtigere end en normal dæmon og mange andre væsners, det gjorde kun at han havde flere år til at blive hurtigere stærkere. En dæmon nu ville ikke kunne det samme som han kunne og om flere århundreder, ville han være utrolig stærk, hvor en normal dæmon måske kun var på hans niveau den dag i dag. Han var blevet hånet mange gange for sin alder.. men det ville simpelthen være tåbeligt at undervurdere ham. Blikket faldt kort på nogle dvasianske mænd der så ud til at komme op i slagsmål med hinanden. Han huskede sine mange kampe her til lands, det var her hans liv som dæmon var startet – det troede han om ikke andet. Han var blevet besat af en dæmon, en mørkedæmon, han var blevet brændt som straf for sine tyverier her i byen, men det havde kun gjort ham stærkere, det havde dræbt animagusen i ham og skabt ilddæmonen, med tiden var han blevet mere og mere end dæmon, og til sidst var det det eneste han var. Han kunne ikke sige sig at fortryde det på nogen måde, for det havde skabt den mand han var i dag, og det var han ganske stolt over! Han havde fået alt det han havde drømt om, et hjem og en familie. Og han agtede skam at passe på sin familie! Han nægtede at blive som sin far! Der var trods alt en grund til at han havde dræbt manden.. og det var uden at angre det mindste!
Blikket faldt roligt på kvinden. Hun var måske af de ældre generationer, men derfor bar hun stadig skønheden med sig, for en smuk kvinde var hun i sandhed, hun bar en selvsikkerhed som hun faktisk havde ret til at bære, og med garanti med en god grund. Hun var dog anderledes, hun skilte sig ud fra alle andre her til lands, både mænd som kvinder. Han vendte blikket mod hende, med et glødende skær i det mørke øje, næsten som bar han på en masse hemmeligheder. #Noget siger mig, at du slet ikke burde forsøge,# lagde han roligt til, hvor et morende smil gled over hans læber. En kvinde som hende, var med garanti optaget, medmindre hun var for uopnåelig til at mænd havde en chance, et sted blev det næsten fristende at finde ud af det. Hans smil endte dog kraftigt med at falme, da hun spurgte ind til det sorte stof der skjulte hans vansirede øje. Meningen bag det tvivlede han på at hun ville forstå, hvilken dvasianer ville overhovedet det? Han endte med at slippe stoffet som han havde mærket, som han lagde fra sig ved boden, inden han med rolige skridt gik hen imod hende. Han kneb øjet ganske let sammen, som han stoppede op kun et par meter fra hende. Han gned sin skæggede hage, der kun indikerede at han var en mand, inden et kækt smil formede sig på hans læber. “Hvem siger at jeg vil fortælle eller vise dig det?” spurgte han lettere hemmelighedsfuldt. Han betragtede hende roligt, inden han vendte blikket mod boden der stod ved siden af dem. Fyldt med en masse fint træ, skabt af det mørkeste eg. “Jeg tror det er bedst du ikke ved det,” endte han kortfattet, som han nærstuderede det ene stykke træ ganske grundigt. Selvom hans øje ikke hvilede på hende, var han dog ganske opmærksom på hende og klar, hvis hun skulle prøve på noget.

[Deleted]

Jacqueline var en meget gammel dæmon, hvilket også var ved at sætte sine spor på hendes ansigt og ikke mindst hendes krop. Det var selvfølgelig ikke noget som hun sagde noget til, for hun var gammel, hun var erfaren og hun brændt inde med en utrolig viden og selvfølgelig var det noget som hun var glad for. Hun havde opnået så meget, også fordi at hun ældes som en ganske normal dæmon, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun var en gammel dæmon og det var noget som hun faktisk også havde det ganske fint med. Giovanni havde det fint med det, familien kørte nærmest som på skinner, så alt var virkelig bare.. perfekt! De mentale evner som hun havde at gøre godt med, var selvfølgelig noget som hun heller ikke tøvede med. Denne mand havde bare en udstråling som hun ikke bare kunne se bort fra som sådan, men.. det var noget som alligevel faldt hende ganske så tiltalende for sit vedkommende. Hun var ren mentaldæmon, så selvfølgelig var hun bestemt heller ikke en som man skulle lege med, for hun var direkte farlig og hun vidste det i den grad også godt! De mørke øjne hvilede på manden og med den samme ganske stilfærdige mine. Hun kunne fint gå som var hun en million, for med den slægt som hun var en del af, samt med det efternavn som hun måtte bære med sig, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre!
Jacqueline havde fanget sig af denne mands interesse, hvilket var noget som hun i den grad måtte more sig frygtelig godt af. Måske at hun var direkte uopnåelig, for det var hun bestemt også! Der var virkelig ikke nogen mand fra Dvasias som skulle have lov til at nyde af det som hun kunne skænke dem. Det var noget som i sig selv kun tilfaldt Giovanni og det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. De mørke øjne hvilede intenst på ham. Kunne hun, så kunne hun se lige igennem ham, selvom det bestemt heller ikke ville være sjovt. Det ville da tage morskaben fra hende på alle måder og det var bestemt heller ikke noget som hun måtte ønske sig på noget tidspunkt. Hun himlede let med øjnene. ”Sandheden kan ikke forblive skjult for en som mig.. Det vil du meget snart finde ud af.” Hun blinkede ganske kort med det ene øje til ham og med et stille smil på læben. Hun lod ham bare komme hende tæt på, så hun kunne tage hans ansigt meget nøje i blik. ”Jeg kunne med lethed tvinge dig til at vise mig det.. Selv på trods af din sensuelle dæmon,” tilføjede hun roligt og et sted en kende faretruende og advarende, selvom hun blev stående fuldkommen på sin plads og uden at vende blikket væk fra ham. Bange for ham var hun ikke. Der var bare noget ved ham som var.. fascinerende, for han mindede virkelig forbandet meget omkring hende selv, at man skulle tro at det måtte være løgn! Hun trak svagt på den ene mundvig. ”Det må have været en forfærdelig oplevelse og ulykke som må have forårsaget det.. siden du vælger at skjule det..” påpegede hun stilfærdigt.

[ilosonic]

Denne kvinde virkede på sit vis faretruende, men det var vel også det som skabte selve spændingen? Ilosonic vidste at han slet ikke burde følge efter hende, men.. han kunne ikke lade vær. Et sted var han bange for at han ville begå en kæmpe fejl ved at følge efter hende, ved at vise interesse og ved at begynde at snakke med hende, men han kunne virkelig ikke lade vær! Hun var virkelig.. fascinerende, spænende og ikke mindst hemmelighedsfuld og det gjorde ham virkelig nysgerrig, så det snart var helt skræmmende! Hun var anderledes, hun skilte sig ud, alle andre kunne lige så godt gå klædt i sort, hvor hun gik klædt i hvid, selvom.. sort var sikkert langt mere hendes farve, for hun skulle bestemt ikke sammenlignes med at være uskyldig, for måske hun kunne virke til det udadtil, men han var sikker på at hun var en ren djævel inde bag, noget som kun gjorde ham langt mere interesseret, selvom han slet ikke burde kigge på hende på denne måde, han burde ikke finde hende interessant på nogen måde, for han havde sin egen kvinde derhjemme, og han vidste at hun ikke var sensuel dæmon, men.. hvorfor skulle hun så fange ham på denne måde? Han forstod det ikke, men ærligtalt valgte han at lukke af for alle alarmerne i hans hoved, han valgte at lukke fuldstændig af for omverden og bare følge efter hende. Han kunne lige så godt hoppe i den kogende gryde med begge ben, for det var jo faktisk det han valgte at gøre. Tiden måtte jo vise om det var tåbeligt eller ej. Hendes ord var dog lettere afslørende for ham, selvom han var sikker på at hun havde ret. Han kunne dog alligevel ikke holde kommentaren tilbage, for.. det lignede ham jo ikke at være tavs! “Jaså? Du vil måske forføre mig frem til sandheden?” spurgte han morende, som han næsten måtte sende hende et udfordrende blik, skønt han slet ikke burde! Han endte dog med at vende blikket en anelse opmærksomt mod hende til hendes ord. Den eneste race der var stærk nok til at klare en mental dæmon, var en mental dæmon, ergo havde hun lige afsløret sin egen race. Hun var dæmon, hun var mental dæmon, nøjagtig som ham selv, måske det var det som skabte denne form for interesse og kemi? Nej.. der måtte være mere i det! Det gav ham kun lyst til at grave endnu dybere! Han vendte blikket mod det stykke mørke eg han stod med i hænderne igen, næsten som var det mere interessant end hende, hvor han ikke virkede påvirket af hendes advarsel. “Jaså.. der er ingen der har sagt du har behov for at bruge magt til at finde ud af det,” mumlede han ganske roligt for sig selv, selvom det var højt nok til at hun ville kunne høre ham. Han frygtede hende ikke, selvom han vidste at hun ville kunne søge ind i hans sind, men.. det ville jo ødelægge morskaben for hende, så hvorfor skulle hun dog gøre det? Han så en anelse tænkende ud til hendes ord, selvom han endte med at vende blikket mod hende, hvor et næsten triumferende skær fandt vej til hans mørke øje. “Jeg fortryder ikke min handling på nogen måde.. det er kun skjult, for ikke at skræmme smukke kvinder som dig væk,” svarede han lettere selvsikkert, selvom det sidste blev udtalt i en form for ironi, for han havde den kvinde han ville have, men hun fangede vel hans hentydning? Hans vansirede blik ville sikkert kunne skræmme en del væk, eller få dem til at afsky ham, og som greve var det ikke ligefrem nyttigt, når han skulle bruge kontakter.

[Deleted]

At få mænd til at lege med ilden var noget som man næsten kunne beskrive som en specialitet og en ting som hun faktisk morede sig med. Hun var direkte uopnåelig, hun var anderledes og hun klædte sig så sandelig også sådan. Udseendemæssigt kunne hun se noget så uskyldig ud, selvom der så sandelig skjulte sig en ren djævel på hendes indside, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Hun vendte blikket stille mod ham. Han gjorde hende nysgerrig, for ikke at glemme, at han lige så også måtte fange hende, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Han mindede hende om en yngre udgave af hende selv, bare mere.. mand? Men foruden det, så var der virkelig alt for mange ting som var for genkendeligt for hendes vedkommende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun trak næsten morende på smilebåndet til hans ord. ”Var det en udfordring?” spurgte hun roligt og alligevel ganske oprigtigt. Hun kunne sætte alverdens tanker i hovedet på ham hvis hun ville og med hendes alder på sin side, så ville han så sandelig også finde det ekstremt problematisk at lukke af for hende, for det ville slet ikke blive menneskelig muligt på noget som helst tidspunkt overhovedet! Hun ville være i hovedet på ham inden han ville nå at tælle til tre! Manden foran hende prøvede at spille kæphøj, selvom det nu var en type som hun kendte alt for godt til! Dem som spillede med musklerne og spillede med på hendes leg! Nøjagtigt som Vladimir havde gjort det i sin tid – måske at det var det som hun valgte at forbinde det hele med? Den mand som havde skænket hende de år i Procias selvom det ikke var en tid som hun ikke ville tænke mere på. hvor hendes søn så var blevet af i eftertiden, havde hun ingen anelse om og det var bestemt heller ikke fordi at hun havde gjort noget som helst for at opsøge ham og det var heller ikke et valg som hun fortrød. Hun lod hovedet søge let på sned og uden at tage blikket fra ham, selvom han så væk fra hende. Hun trak let på smilebåndet. Hun var ikke interessant nok? Det skulle de nok blive to om at bestemme! Hun tog de rolige skridt mod ham og gjorde afstanden til hans skikkelse minimal. Hånden hævede hun, hvor hun lod den tage et yderst fast tag omkring hans hage og kæbe, kun for at direkte tvinge ham til at se på hende i stedet for. Ingen mand skulle vende hende ryggen når hun snakket til dem! Det var slet ikke noget som hun ville finde sig i! ”I et land som det her, så er det sjældent at en venlig gestus har nogen effekt. Du vil vel ikke fortælle mig, at det ville nytte noget at bede pænt?” Hun hævede sigende det ene bryn. Hun var vant til at være krævende og det var bestemt også noget som hun var i øjeblikket – krævende for hans opmærksomhed, for hun fandt sig vitterligt ikke i alt det andet! Hun trak vejret dybt. ”Du dømmer bogen på omslaget, min unge ven.. Vis mig det,” nærmest krævede hun denne gang og uden at hun tog blikket fra ham. Hun kunne med lethed tvinge ham til at gøre det, men det ville jo bare spolere morskaben for hende og det ønskede hun jo trods alt heller ikke.

[ilosonic]

Ilosonic var mere end sikker på at han burde passe på med denne kvinde. Han kunne fornemme hendes alder, at hun var af de ældre generationer, så selvfølgelig burde han være på vagt! Han burde slet ikke lægge sig ud med hende, og han burde virkelig slet ikke lege med ilden, men.. det var jo alt sammen spændende at gå imod det man ikke burde, selvom han vidste at det kunne få konsekvenser. Det var vel bare at være lidt påpasselig? Hun gjorde ham trods alt utrolig nysgerrig og han kunne faktisk ikke gøre for at han følte sig så fristet som han gjorde. Han vidst at han burde skaffe den sidste vare og så bare se at komme hjemad, men.. hvorfor ikke blive? Han tvivlede på at han ville få denne kvinde at se igen, og det ville næsten være en skam at lade chancen passere, nu hvor han havde muligheden for at finde lidt mere ud af hende. Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor han smilede næsten overlegent, måske hun tilhørte den ældre generation, men på et tidspunkt så ville selv denne kvinde finde sin overmand, og det ville højst sandsynlig være en yngre én af slagsen. “Det var det vidst,” svarede han næsten uskyldigt, selvom han endte med at løfte sin hånd, hvor han viste sin vielsesring frem, og et tydeligt tegn til at han var en gift mand. “Men jeg tror ikke at min hustru ville blive henrykt over det,” endte han stilfærdigt, næsten som var det grund nok til at hun ikke skulle forsøge. Et sted var han jo faktisk bange for at det godt kunne lykkedes denne kvinde at forføre ham, specielt når han havde det forhold til kvinder som han havde, det kunne jo faktisk gå hen og blive farligt for ham, specielt hvis han ikke var på vagt, desuden så havde han ingen intentioner som at miste Ilaria eller skifte hende ud, og han ville desuden også gerne vise hende at hun kunne stole på ham, når han faktisk tog så langt væk, så han måtte virkelig ikke miste sin forstand!
Sonic kunne ikke komme uden om at han var en kæphøj mand, at han var kæk og han kunne til dels også blive hovmodig, men han havde faktisk mange gange også grund til at være det, ligesom hun havde grund til at være så selvsikker som hun var, for hun havde jo faktisk noget at have det i, hvilket mange andre ikke havde. Af den grund skulle han alligevel passe på med hvad han gjorde, for han var trods alt Greve af Procias og han ville ikke miste sit gode ry og rygte! Hvis man da kunne sige at han havde sådan et. At hun blev utilfreds og gik hen og greb ham omkring hagen og kæbepartiet, fik ham til at vende blikket direkte mod hende og lettere overrasket, for det var tydeligt at hun var utilfreds og ikke mindst var hun en krævende kvinde, men det morede ham faktisk kun! Han havde skam tæmmet mange krævende kvinder, for selvom de spillede uopnåelige, så var de ikke så uopnåelige igen. Han lyttede roligt til hendes ord, inden han roligt trak hovedet til sig og ud af hendes greb, hvor han let næsten måtte.. ømme sin skæggede hage. Han trak roligt på smilebåndet til hendes ord. “Tror du det hjælper at være krævende? Det gør det da kun langt sjovere at sige nej,” svarede han stilfærdigt. At hun så blev beordrende, var noget som fik ham til at himle svagt med øjet. Han kneb øjet ganske let sammen. “Har du ikke noget bedre at tage dig til?” spurgte han ganske stilfærdigt, som han måtte ligge træet fra sig og derefter lægge armene over kors, hvor han næsten betragtede hende med en streng mine. “Jeg er en travl mand. Jeg har ikke tid til at vise små piger alle mine beundrende ar.” Han hævede sigende det ene øjenbryn og betragtede hende lettere afventende. Begyndte hun at bruge sine kræfter, så lovede han hende at han gjorde det samme! Han rystede let på hovedet. “Det er desuden ikke et kønt syn,” mumlede han, som han vendte sig mod boden igen, næsten som om han pludselig skammede sig over arret.

[Deleted]

Jacqueline var en kvinde som man i den grad skulle passe på, for hun var i den grad farlig af sig. Hvis hun følte sig truet, så var det bestemt ikke hende som man skulle komme i vejen for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme ganske kortfattede mine. Der var virkelig ikke nogen gode sider at finde i hende, selvom hun kunne fremstå som intet andet end en engel, så var det bare noget af det sidste som hun var. Hun var en meget gammel mental dæmon og hendes evner var også noget som man tydeligt ville være i stand til at skulle mærke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse, selvom det hurtigt gled mod ringen på hans finger som han valgte at holde den frem for hende. Troede han virkelig at den ville beskytte ham? Smilet bredte sig kun mere end det som hun havde gjort frem til nu, idet at hun vendte blikket mod ham endnu en gang. ”Jeg går ud fra at din kære hustru ikke ved hvad du laver i denne stund? Hvad hun ikke ved, har hun vel heller ikke ondt af?” Hun blinkede let til ham og med den samme stilfærdige mine som tidligere. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun ville skjule på nogen som helst måde. Hun vidste hvad hun ville have og lige nu så var det at more sig! Det var jo heller ikke fordi at det ville gå udover hende, hvis denne mand ville blive for fristet, men snarere ham og hans hustru. ”Jeg kender til mændenes lyster.. jeg ved at du har dem, selv på trods af ringen på din finger. Jeg går ikke ud fra, at den gør dig immun?” spurgte hun ganske stilfærdigt og med den samme mine i ansigtet. Yderst fast.
At det direkte måtte overraske denne unge mand, at hun var så fast og krævende som hun var, var noget som direkte måtte more hende og meget endda! Hun vendte blikket direkte mod hans, også som hun valgte at holde fast, for hun holdt virkelig ekstremt godt fast og det var bestemt heller ikke noget som hun ville skjule for det vedkommende. Giovanni havde jo heller ikke noget imod det, så var der jo heller ikke nogen grund til at gøre det anderledes. Der skulle meget til for at skræmme hende, hvilket denne mand nok skulle finde ud af. Han var et sted som alle andre, men han havde sit at opnå og han havde fået det. En familie og en kone hvis hun ikke tog helt fejl, hvilket ringen på hans finger tydeligt måtte indikere, for hvilken mand ville vise den frem på den måde og næsten med den form for.. stolthed? Det var selvfølgelig også noget som gjorde det hele meget bedre for hendes vedkommende. ”Tro mig, min lille ven.. Jeg ved hvordan jeg skal få min vilje,” vrissede hun ganske let. At det var hendes egen søn som hun stod overfor, var slet ikke noget som faldt hende ind. At han havde hendes øjne, selvom hendes farve slet ikke var så utraditionel igen. Den var jo bare.. mørk. Hun lod hovedet søge let på sned og med blikket intenst hvilende på ham. ”Jeg tror jeg har set alt det som er værd at se i denne verden.. Og dette skal ikke og vil ikke skræmme mig væk.” Hånden gled denne gang mod hans kind, kun for at vende blikket mod hende igen. Det var bestemt heller ikke fordi at han havde nogen grund til at skulle være pinligt forarget over det. ”Du skammer dig over det? Det er der ingen grund til,” forsikrede hun med en ganske stilfærdig stemme.

[ilosonic]

Denne kvinde morede virkelig Ilosonic! Selvom at han kun blev endnu mere betaget af hendes væsen af den grund, hvilket ikke pegede i den rigtige retning. Et sted var han jo faktisk bange for at han ville blive fristet, miste forstanden og det ville slet ikke gavne ham, for han ønskede virkelig ikke at gøre Ilaria ondt! Han havde lovet hende i sit løfte på deres bryllupsdag, at han ville være hende tro og ikke være sammen med en anden kvinde, han måtte virkelig tage sig selv i nakken og holde det løfte, for han nægtede at bryde det! Han rystede smilende på hovedet til hendes ord, som hun ikke så ud til at tage sig af at han var en gift mand, men det burde han! Selvfølgelig havde Ilaria ikke ondt af hvad hun ikke vidste af, men han nægtede at bygge et forhold på løgne og bedrag, han ville gerne vise hende at han var tro og faktisk kunne finde ud af at tænke med den øvre etage i stedet for de nedre dele! Han lyttede til hendes følgende ord, selvom han imens begyndte at studere hende, hoved, krop ja simpelthen alt, og han gjorde det ganske nøje. Han vendte roligt blikket mod hende. “Selvfølgelig er jeg ikke immun overfor en smuk kvinde.” Han var endt med at tage et skridt imod hende, så de næsten stod bryst mod bryst. Han løftede den ene hånd og strøg hende kort langs kæbelinjen, inden hans hånd søgte ned over hendes hals, videre over hendes skulder og ned over hendes arm. Han tog roligt fat omkring hendes hånd og løftede den op. “Men mon din egen mand bliver henrykt over at du leger med andre mænd?” Han sendte hende et kækt smil, som han næsten satte hende på plads og satte hende i kort snor. Han havde skam godt lagt mærke til hendes fine lille vielsesring, ligesom han selv bar. Selvfølgelig kunne hun have et dårligt forhold til hendes mand og være ham utro tit, men det kunne også være at hun ikke havde. Han slog let klik med tungen. “Du er jo en uartig lille tøs,” svarede han i en drillende tone, som han sendte hende et næsten uskyldigt blik og smil med truttet mund.
Det kom ikke bag på Sonic at denne kvinde var krævende og bestemt, men at hun var frembrussende kom alligevel bag på ham, for det var tydeligt at hun gerne ville have sin vilje, selvom at det kun gjorde det hele langt sjovere for hans vedkommende! Han himlede svagt med øjnene til hendes ord. “Det undrer mig bestemt ikke, min frue. Det er jo så bare ærgerligt at det ikke er alle der gider føje dig.. hva’?” Han sendte hende et kækt smil, selvom der også var noget overlegent ved hans blik og udstråling, som han næsten gjorde det tydeligt for hende at han ikke var som en normal borger, for han var trods alt greve! Hvorfor hun overhovedet var så interesseret i at se hans øje, forstod han virkelig ikke! Hun kunne vel regne ud hvad der gemte sig bag? Et slemt ar eller også et hult øje, hvor der intet øjeæble var, og han kunne ikke rigtig beslutte sig hvilket syn der var værst. Hånden der strøg ham over kinden gav ham en underlig form for.. tryghed? Det var ikke samme måde som Ilaria strøg ham på, nej dette var langt mere.. kærligt. Han trak roligt hovedet til sig, hvor han kneb øjet en anelse tænkende sammen. “Jeg skammer mig ikke over grunden til det. Men jeg bryder mig ikke om synet.” Han sendte hende et skævt smil. “Alle er vel forfængelige?” Han fnes kort for sig selv, som han næsten måtte tænke tilbage på den aften han havde fået det. Han havde reddet Ilaria, han havde reddet Jacqueline, og de var alle sluppet levende derfra, hvad var der at fortryde? Han så roligt mod hende. “Vi kan lave en aftale. Du fortæller mig grunden til, hvorfor du i det hele taget er så nysgerrig på at se hvad der gemmer sig bag, og jeg viser dig det?” Det var vel en winwin-situation?

[Deleted]

Selvom Jacqueline selv måtte være en gift kvinde, hvilket hun selvfølgelig var stolt af, så forhindrede det hende dog bestemt ikke i at have det morsomt når hun endelig var ude, for det var noget som skete så forbandet sjældent. Lige nu ville hun bare have lov til at more sig og nu hvor hun endelig havde muligheden, så var det ikke en mulighed som hun ville lade gå spildt til! Selvom hun selvfølgelig ikke ville trække den så langt som hun gjorde med Giovanni derhjemme, så skulle det bestemt heller ikke forhindre hende i at markere sin tilstedeværelse når hun var ude. At han selv måtte komme så tæt på hende, havde hun bestemt ikke noget imod, hvor hun lod blikket glide direkte mod hans eget, for det var bestemt heller ikke fordi at hun var bange for ham. Hans strøg mod hendes kind og nedover kæbe, hals, skulder og videre ned mod hendes hånd, var noget som fik hende til at smile ganske let til ham. Han var dygtig, den måtte hun skam give ham. ”Som sagt.. hvad de ikke ved, har de ikke ondt af.” Hun rettede sig en anelse op og trak hånden til sig. Der røg den morskab om ikke andet, om det var noget som hun nu ville det eller ikke, så var der ikke noget som man kunne sige til det. ”Jeg har aldrig påstået at jeg er en engel.. min fine ven.” Hun tog et skridt mod ham, så de endte fuldkommen tæt på hinanden. Sandt var det jo. Hun nød at lege med ilden, for det skænkede hende en spænding. En spænding som hun ikke havde oplevet i årevis!
At denne unge knægt ikke ville give hende sin vilje, var nu heller ikke noget nyt for hende, selvom hun med lethed kunne få ham til det, hvis det var det som hun havde lyst til, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun var en frygtelig gammel en af slagsen og hendes mentale evner skulle man bestemt heller ikke undervurdere, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Mig skal du ikke lege med,” advarede e hun med en ganske kortfattet stemme. Hun var ikke en som man skulle mænge med på denne her måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun lod hovedet søge let på sned, som hun fik vendt hans blik mod sig. Direkte behøvede man skam ikke at være bange for hende, men snarere hendes mand, hvis man fremstod som en mafiaboss og en med masse kontakter stort set alle steder. Hånden blev hvilende mod hans kind og med det samme rolige blik hvilende i hans. ”Forfængelighed er ej nødvendig i denne situation. Overfor en gammel dame som du sikkert aldrig kommer til at se igen?” Hun hævede sigende det ene bryn. Hun endte med at ryste let på hovedet og trak hånden til sig. Der var noget ved denne unge mand som hun ikke rigtigt kunne beskrive – om det var en god eller en dårlig ting, var heller aldrig noget som hun direkte havde fundet ud af, men det skulle nok ske. Hun trak vejret dybt. ”Man ser en flot ung mand med et klæde for halve blik. Det kan vel ikke forundre nogen, at det vækker en nysgerrighed for at se hvad der gemmer sig bag?” tilføjede hun ganske stilfærdigt. Løgn var det jo ikke engang.

[ilosonic]

Måske denne kvinde fangede Ilosonic, men det var tydeligt at han også fangede hende, for ellers havde hun vel slet ikke været så opmærksomhedskrævende i udgangspunktet? Han måtte også fange hende, hvad det var, var han ikke helt sikker på, om det kun var hans bind på øjet, selvom.. det gav ikke rigtig nogen mening, for hun kunne vel regne ud hvad der gemte sig bag? Han havde dog allerede fundet ud af at hun var en stærk kvinde, hun kunne med garanti fange alle mænds opmærksomhed i hele Dvasias, selvom det vel heller ikke var så svært igen? De fleste tænkte jo alligevel med de nedre dele. Det så ud til at han havde fundet hendes stopknap, selvom hun ikke virkede til at ville gide at være påvirket af det, men i bund og grund var de vel i én og samme båd? Hun var en gift kvinde, som han var en gift mand, så et sted burde de vel stoppe deres lille leg her og nu, inden det gik for langt? Han lod hende blot trække hånden til sig, hvor et morende smil gled over hans læber. Han betragtede hende lettere nøje, næsten vurderende og ikke mindst overvejende. “Lad mig gætte.. du er en adelig kvinde. Eller rettere sagt, din mand er adelig, du lever med garanti på din mands penge, og jeg vil skyde på, at hvis du ikke er ordentlig, så vil du blive smidt for porten, det er da om ikke andet det som jeg ville have gjort, hvis jeg vidste at min hustru legede rundt med mænd, specielt yngre mænd. Du skulle jo nødig ødelægge hans selvværd.” Han sagde det i en tone, som havde han kendt hende i flere år, som havde han læst hende som en åben bog, og alligevel vidste han ikke om han tog fejl eller om han faktisk havde ret, men.. det var vel den typiske historie? Det var jo typisk kvinderne der levede på mændenes penge og ikke omvendt. Han blev stående, som hun tog et skridt imod ham, hvor han blot så hende i blikket. Han tog roligt omkring hendes hånd igen. “Åh.. jamen jeg har skam aldrig påstået du var en engel heller. Tværtimod tror jeg mere at en djævel, er en bedre definition af dit væsen. Men pas nu på du ikke brænder dine små flotte fingre, Ma’am,” svarede han i en rolig og næsten sofistikeret tone, som han skænkede hendes håndryg et varmt kys, uden at han tog blikket fra hende, hvor hans øje bar et glødende skær, det var vel mere end tydeligt at han var en ilddæmon? Han tvivlede på at hun var dum, så han regnede med at hun kunne regne det ud hurtigt.
Hendes advarsel, var noget som fik Sonic til at trække på smilebåndet, for det morede ham virkelig! Han kunne virkelig ikke skjule smilet og det var slet ikke for at være respektløs, for han vidste skam at hun havde ret! Han lod en finger sno sig omkring én af hendes blonde lokker. “Årh hold da op. Man har kun det sjov man selv skaber ikke sandt? Desuden havde jeg et ønske om at dø, så ville jeg nok udfordre én fra de ældre generationer, men det har jeg ikke, så hvorfor skulle jeg overhovedet være interesseret i at gøre mig uvenner med dig?” spurgte han ganske sandfærdigt, for det sagde vel sig selv? Han havde vel heller ikke virket fjendtlig på nogen måde endnu? Truet behøvede hun ikke at føle sig, for han ville hende intet ondt, medmindre hun selv bad om det. Han så hende blot i blikket, lyttede til hendes ord og lod hende trække hånden til sig. “Måske du har alderen på din side, men jeg kan forsikre dig om, at dit udseende stadig er med dig, så jeg ville ikke definere dig som en gammel dame,” endte han roligt og lettere kortfattet. Han himlede svagt med øjnene og sukkede svagt. Det var nok ikke den forklaring han havde håbet på, men.. hun virkede til at tale sandt. “Ja, ja da.. så skal jeg vise dig det.” Han løftede hænderne og bandt roligt det sorte klæde op, og fjernede det fra hovedet, så hans vansirede øje kom til syne. Huden omkring øjet var forbrændt og lignede at det var ætset op. Selve øjet var blodskudt og alligevel med en mat farve, så man tydeligt kunne se at han var blind på det. Alt i alt, var det et grumt syn og der var ingen tvivl om at det havde gjort ondt!