A person from the past

[Deleted]

Hvis Jacqueline vidste at det var hendes egen søn som hun stod overfor i denne stund, så havde hun nok grebet hele situationen meget anderledes an! Hans minder havde sagt hende det hele. Det var egentlig ikke fordi at Vladimir havde smidt hende ud. Hun havde bare indset at hendes tid der var forbi og det var hende en fyrstelig umulighed at skulle tage Sonic med sig, selvom hun et sted virkelig havde haft lyst til det? Sonic var hendes søn og løgn var det, hvis hun ville påstå at hun ikke havde skænket sin lille dreng en tanke ind imellem – dette var specielt i de stunder hvor Giovanni havde tvunget hende til at blive hjemme, hvor han var taget på arbejde og det virkelig havde været slemt mellem dem, men det var slet ikke sådan at hun havde regnet med at det skulle gå. Hendes hjerte hamrede fast mod hendes bryst, også selvom det slet ikke var fordi at hun var bange for denne mand. Selvom han lige nu var i færd med at slå hende ihjel! De resterende som passerede dem på vejen, sagde nu heller ikke meget til det, for efterhånden, så var det jo trods alt bare en dagligdag for dem, selvom de nok var mere vant til det skete mere i gyderne end det skete på åben gade, så de gloede da godt efter dem, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til på noget tidspunkt. At få overført minderne til ham, var faktisk det som skulle vise sig at være en kamp uden lige, hvad end om det var noget som man ville være ved det eller ikke. At vise ham hvordan det hele gik for sig. Hvor dan hun reagerede overfor Vladimir og ikke mindst overfor hendes egen søn, for hun havde jo faktisk valgt at efterlade ham i Procias, selvom det kun havde været fordi at hun intet andet valg havde haft! At mærke hvilken effekt det havde, at han faktisk slap hende, hvor hun kraftigt endte med at gispe efter vejret, for han havde virkelig klemt hårdt, for ikke at glemme, at det virkelig var noget som måtte brænde så forbandet meget! Hendes hud var rød, voldsomt irriteret og det var som om at det stadig blokerede godt for hendes vejrtrækning! Tårerne havde samlet sig i hendes øjne, ikke bare på grund af halsen, men.. faktisk også minderne. Det var ikke noget som hun havde tænkt over i det som måtte være hundrede år og en formiddag! Hun trak vejret dybt og lukkede øjnene, idet hun prøvede at komme op, selvom det virkelig ikke virkede. Hun endte med at sætte sig på jorden i stedet for og med hånden mod halsen og med blikket blot stirrende på ham. Alene den tanke om at han faktisk var hendes søn, var slet ikke noget som hun havde regnet med. Hun gispede let efter vejret og uden at tage blikket fra ham på noget tidspunkt. Tårerne faldt ikke. Der skulle forbandet meget til før hun ville lade sådan nogen falde på ærligt vis! ”J-eg… havde i-ikke ligefrem r-regnet med at det var d-dig..” endte hun med en ganske kortfattet mine. Løgn var det ikke engang. Hendes stemme var hæs, også fordi at den brændende fornemmelse bestemt heller ikke havde været god for hende på noget tidspunkt og hun vidste det godt. Endnu en gang forsøgte hun at komme op på benene, selvom det gik langt nemmere anden gang, end det som det havde gjort tidligere. Nu var det jo faktisk hende som skulle finde ud af, hvordan hun ville reagere!

[ilosonic]

At denne stædige kvinde, der ikke engang respekterede Ilosonic, i virkeligheden var hans mor, var noget som virkelig måtte komme bag på ham! Det forklarede da hvorfor de mindede så meget om hinanden, for det så ud til at han havde arvet en stor del fra hans mor, selvom han vidste at han også havde arvet noget fra hans far, for han havde været lige så betaget af kvinder som hans far havde været, selvom Ilaria satte det på et minimum, for hun var virkelig den eneste han søgte til! Hun var hans eneste ene, og hvis hun ikke var, ja så ville han stadig kun have hende! Hun var måske hans modsætning, hans nemesis, men alle vidste at de to forskellige poler tiltrak hinanden og det var præcis sådan med ham og Ilaria! Han kunne ikke være hende foruden og de havde tilmed fået den smukkeste lille datter! Hans lille Jacqueline, den lille pige, hvis navn han tilmed havde opkaldt efter sin egen mor, en mor som han havde troet havde elsket ham, men som tilmed havde valgt at forlade ham til det lorte liv i Procias, hvor hans far havde været det største svin mod ham! Han hadede den mand! Men i sandheden så burde han lige så hade sin mor! For hun havde bestemt ikke været et hak bedre! Og havde han vist det som hun lige havde vist ham, så havde han bestemt aldrig opkaldt sin datter efter hende! Det var jo det samme som at opkalde sin egen søn efter sin far! En mand som han tilmed selv havde dræbt for egen hånd! Det gjorde ham virkelig vred og arrig at tænke på! Han trak vejret dirrende, hvor hans blik var faldet tomt til siden. De folk der gik forbi dem anså han slet ikke, for han var opslugt i sine egne tanker der fór igennem hans hoved. Han glippede led med øjnene, som tårerne blev blinket væk – dog uden at de faldt, foruden den enkelte. Han endte roligt med at vende blikket mod hende til hendes ord, inden det mørke øje faldt mod jorden under dem. Han anede virkelig ikke hvad han skulle sige! Alt hvad han havde troet og levet på igennem hele sit liv havde jo været en stor fed løgn! Han bed tænderne fast sammen. Den eneste person der nogensinde havde elsket ham, var den kvinde der ventede på ham derhjemme, hans egen hustru, en kvinde som han bestemt ikke ville svigte! For hvis han gav slip på Ilaria, så var det virkelig det dummeste han gjorde! “Hele mit liv.. har jeg hadet min far som pesten, fordi han var en kvindeglad mand, hvor jeg troede at han havde smidt min mor for porten, dig.. men når alt kommer til alt, så valgte du selv at forlade os! Din egen søn!” endte han lettere bebrejdende, hvor han roligt kom op på benene, hvor hans mørke øjne tydeligt viste foragt og vrede. “Og jeg, som tilmed har opkaldt min egen datter efter dig! Fordi jeg troede du var den eneste der havde elsket mig, men du forlod mig koldblodigt, du var ligeglad!” endte han vredt, som han knyttede næverne ganske fast. Han lystede helt for at slå hende igen! Han gjorde det dog ikke, for den tilfredsstillelse skulle hun ikke have! Tænderne bed han fast sammen, hvor han mærkede at han blev brændende varm igen.

[Deleted]

Jacqueline vidste allerede nu, at hun stod med noget af et markant forklaringsproblem. Det var bestemt ikke fordi at hun ikke elskede sin lille dreng, for det gjorde hun i den grad! Giovanni havde slået knægten ihjel hvis hun havde taget ham med, så hellere blive ved Vladimir, for der havde han da om ikke andet været i sikkerhed! Hendes tid i Procias havde i den grad også gjort forbandet meget ved hende, på både godt og ondt, og det var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på nogen måde, for den tanke alene, var virkelig noget som gjorde hende vred, for hun var ikke så blød som hun var blevet fremstillet! Hun vendte blikket mod ham. Han var lige så lost som hende selv. Blikket forblev hvilende på ham, som hun endelig var kommet tilbage på benene igen. om ikke andet, så skulle hun forklare dette for Giovanni, for en rød, hævet og irriteret hals, var bestemt ikke noget som hun kunne skjule for den mand og det vidste hun udmærket godt! Det var hurtigt at han fortrak forhastede konklusioner omkring hende, for Vladimir havde bestemt heller ikke appelleret til lysten til at blive, for ikke at glemme, at det at hun havde født ham, slet ikke havde været en del af planen, men.. hun elskede ham jo af den grund! Han var hendes kød og blod, så selvfølgelig gjorde hun da det! ”Du ligner din far, Sonic.. Trækker de forhastede konklusioner uden at kende til sagens fulde omfang!” endte hun med en tydeligt mere frustreret mine end det som hun ellers havde gjort brug af før. Alene den tanke om at han faktisk havde opkaldt sin datter efter hende, var selvfølgelig også noget som havde sin påvirkning af hende, for det havde det faktisk! Hun havde aldrig regnet med at hun ville se sin søn igen og bestemt ikke som en flot mand, en greve, en hustru og en lille datter. Han havde praktisk talt stiftet sig sin egen familie, selvom hun udmærket godt vidste, at hun ikke kunne have noget med det at gøre. Hun vendte sig mod ham og trak vejret dybt, mest af alt også for at genvinde luften bare en smule, for det var bestemt heller ikke nemt! ”Ligeglad?” gentog hun spidst, som hun direkte kneb øjnene sammen i en tydeligt irriteret mine, for det synes hun bestemt heller ikke var retfærdigt overfor hende! Hun gjorde hvad hun havde været nødt til. Det hele havde været i fare på grund af hans fødsel, selvom hun faktisk ikke gav ham skylden for det. For hun vidste godt at det var hendes egen skyld ene og alene! ”Kunne jeg, så havde jeg taget dig med, Sonic! Hold op med at vær som din far og konkludere tingene før du kender til hvordan det hele hænger sammen, gider du!” Hun tog et let vaklende skridt mod ham. Bange for ham var hun bestemt ikke og nu hvor hun havde fundet ud af, at det var hendes egen søn, så var der virkelig ikke nogen grund til det, set fra hendes side om ikke andet! Hun sendte ham en fast mine. At det var varmere i nærheden af ham, var noget som hun tydeligt kunne mærke. ”Det ærer mig, at du har opkaldt din datter efter mig.. For jeg elsker dig.. Det har jeg altid gjort!” endte hun med en ganske kortfattet, dog meget beslutsom mine. Hun havde kun gjort hvad hun havde fundet som en direkte nødvendighed. Hun havde virkelig ikke haft noget andet valg!

[ilosonic]

Det at Ilosonic skulle stå overfor sin egen mor, var slet ikke noget som han havde regnet med ville ske, for han havde skudt en hvid pil efter hende for utrolig mange år siden. Da han havde set hende forlade huset dengang, havde han håbet på at hun ville komme tilbage, for han havde kun været en lille dreng på tre år, men som han var blevet ældre, havde han hurtigt fundet ud af at hun ikke kom tilbage, specielt da hans far var kommet hjem med denne nye kvinde, som var blevet den første hustru efter hans mor, og derefter kom nummer to og så tre og så fire og der havde han virkelig fået nok! Han havde altid sagt at hans far var skurken, han havde altid hadet ham, men hele tiden burde han have hadet sin mor, for selvom hans far måske ikke havde vist at han elskede ham, så havde hans far aldrig forladt ham som hans mor havde gjort, han havde simpelthen dræbt den forkerte forælder! For i stedet for at dukke op i baghaven hos sin far og dolke ham ned på hans egen grund, burde han i stedet for at opsøgt denne kvinde og stukket hende ned! Han endte med at stå fuldkommen stille, da hun udtalte sine ord, hvor han blot stod og stirrede vantro ned i jorden. Han lignede hans far…? Hans krop begyndte roligt at dirre, hvor han lydløst knyttede sine hænder, uden at han rørte sig så meget som en lille millimeter, på trods man tydeligt kunne se hvor anspændt han var blevet. Han fik ikke rigtig hendes ord med, da hun begyndte på sin næste talestrøm, for hun havde allerede fanget ham i sin vrede endnu engang. Det sidste nogen skulle sige til ham eller gøre, var at sammenligne ham med sin far og sige at han lignede ham, for den sidste person på hele kloden han ville sammenlignes med var netop den mand! Måske han havde fundet ud af at hun havde forladt ham som lille og ikke var blevet kylet for døren, men derfor ændrede det ikke på hans dårlige forhold til hans far! Da hun så gentog at han ikke skulle være som sin far, slog det direkte klik for ham, og i det hun tog et vaklende skridt imod ham, slog han sin hånd så hårdt han kunne direkte imod hendes ansigt i endnu en syngende lussing, selvom han slet ikke lagde mærke til om hans hånd var flad eller knyttet. “Sammenlign mig med min far igen og jeg SVÆRGER at jeg slår dig ihjel!” hvæsede han i en rasende tone, som han var blevet brandvarm igen, hvor hans øjne var ved at indtage en mere rødlig farve, selvom han stadig havde kontrol over sig selv. Han stirrede direkte vredt på hende, som hun nævnte hans datter. “Åh tal ikke til mig om elskelige følelser! Du var der aldrig igennem hele mit liv, du aner ikke hvad jeg er gået igennem, du aner ikke hvad jeg har gjort, du forlod din egen søn, mig, kun tre år gammel, ude af stand til at forstå noget som helst, men du har gjort det mere end tydeligt for mig, at du ikke har plads til mig i dit kolde hjerte! Du kan ikke elske én som du ikke kender en skid til!” hvislede han vredt, som han hævede hånden og knyttede den fast, som om han truede med at slå hende igen, og tøve med det ville han virkelig ikke!

[Deleted]

Jacqueline vidste udmærket godt, at hun virkelig havde trådt forkert ved Ilosonic og specielt nu hvor det var gået op for hende, at det var hendes egen søn. Mindet som han havde vist hende havde kun gjort det tydeligt, hvor det ikke var noget som man bare kunne lave for at lave noget sjov, for hun fandt det bestemt ikke underholdende! Sidst hun havde set knægten havde han ikke været mere end 3-4 år, så det var virkelig mange år siden, men hun havde virkelig ikke regnet med at skulle se ham igen. Blikket hvilede på ham, også selvom hånden ikke forlod hendes hals på noget tidspunkt, for den var øm, det gjorde ondt og den var rød. Det ville bestemt ikke se kønt ud når hun kom hjem, og hvis dette var en sandhed som hun skulle skænke til Giovanni, så var det hende som havde et voldsomt stort problem, for det var virkelig at rive op i fortiden, men det var noget som virkelig gjorde forbandet ondt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Blikket gled op mod ham endnu en gang og med den samme faste min som tidligere. Det var ikke fordi at hun var bange for ham, selvom hun et sted burde? Det var lidt den som hun havde, og det var sådan at tingene nu end måtte være. At sammenligne ham med hans far, var noget som hun gjorde næsten automatisk, for han var virkelig en sand, ung og tro kopi af den mand! Nok ikke lige så kvindeglad som det han ellers ville have været, men det var jo altid kun en god ting! Det var også det som hun skjulte lidt bag lige for øjeblikket, også det som hun havde gjort tilbage dengang, for løgn var det jo trods alt ikke engang. Hun havde brugt hans lyst til kvinder som en undskyldning for at smutte derfra. At han så valgte at åbne munden, var noget som gjorde hende vred, selvom hun ikke nåede at gøre noget, før den knyttede næve ramte hende direkte i ansigtet og slog hende direkte tilbage i jorden. For en ganske kort stund, så gik det fuldkommen i sort for hendes blik. Hånden slap halsen, kun for at føres direkte op til kæben som var skubbet af led, hvor hun kraftigt fik den tilbage på plads igen. Tårerne var samlet i hendes øjenkroge, selvom det nu heller ikke var noget som hun gjorde det mindste ved på nogen måde. Hun kneb øjnene let sammen, idet hun forsøgte at skulle komme tilbage op på benene igen, selvom det bestemt heller ikke gik som hun ville det. Hun endte med at vende sig direkte mod ham, selvom hun forblev i knæ. Det var virkelig et problem som hun var tvunget til at forklare Giovanni, det vidste hun, så det kunne umuligt blive værre end det som det måtte være allerede fra før af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. ”Du kender kun til den ene side af sagens omfang, Sonic.. Du ved ikke hvad jeg selv har haft at slås med, efter jeg kom til Procias.. efter jeg giftede mig med Vladimir og specielt efter at jeg fik dig..” Hun kneb øjnene fast og kraftigt sammen, for det var jo ikke engang en løgn, sandt var det jo trods alt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg har altid elsket dig som en mor elsker sin søn.. Det er aldrig noget som du må betvivle!” vrissede hun med en ganske kortfattet stemme, idet hun endelig fik sig tvunget op på benene og med blikket hvilende på ham. ”Og vov ikke at slå mig igen”

[ilosonic]

At sammenligne Ilosonic med sin far, var virkelig det dummeste man kunne gøre! For den person han hadede allermest på hele jorden, var virkelig den mand! Måske det var hans far, men han havde jo ikke dræbt ham for ingenting! Havde han vidst at han var blevet efterladt af sin mor, så havde han godt nok hadet hende mindst lige så meget, hvis ikke mere, for hele hans liv havde han bebrejdet sin far for at have smidt hans mor for porten, men når alt kom til alt, så var det hende der var skredet! Hans blik faldt på hende, som hun røg direkte i jorden, efter at have slået hende med fuld kraft, hvor han ikke engang havde lagt mærke til om hånden havde været flad eller knyttet, for det havde bare slået klik for ham! Ilaria havde selv fundet ud af at det havde været dumt at sammenligne ham med hans far, for det var jo faktisk grunden til at han var her i Dvasias, for finde nyt træ og andet så han kunne ordne det han havde ødelagt i soveværelset. Han stirrede lettere vredt på hende, som hun satte kæben på plads igen, hvilket var noget som faktisk måtte fryde ham, for hun havde vel snart lært ikke at lægge sig ud med ham? Og hvis ikke, ja så lærte hun det sgu på den hårde måde! Efter det hun havde gjort, så ville han virkelig ikke tøve med at slå hende ihjel! At hun blev siddende i knæ, havde han intet imod, for det gav ham tydeligt følelsen af at han havde taget magten og kontrollen, hvor et koldt og overlegen smil kun gled over hans læber, som han tydeligt så ned på hende. “Jeg er virkelig ligeglad med hvad du har foretaget dig, hvad du har haft at slås med, det ændre ikke på kendsgerningerne!” endte han fast, hvor han bed tænderne kraftigt sammen. Han følte for at slå hende igen, selvom han måtte tage sig sammen for ikke at gøre det! Hun havde ikke været der hele hans liv, hvor han havde troet at hun havde elsket ham, og så var han blevet forladt?! Det var noget som virkelig måtte pisse ham af, specielt når hun fyrede de ord af! Hun havde elsket ham? Ja den var god med hende! Det havde hun sgu ikke bevist for ham på noget som helst tidspunkt, og hun havde ellers haft masser af år til det! Han endte med at knytte begge næver, hvor hans blik hvilede fast og vredt på hende. “Hold din kæft! Hvis en mor elsker hendes søn, så forlader hun ham ikke koldblodigt, som du gjorde!” hvæsede han kraftigt, hvor han mærkede hvordan varmede blot fortsatte med at stige, for det var virkelig helt ekstremt! Hun pissede ham virkelig af! Hun løj for ham! Hun kendte ham ikke engang! Han fulgte hende blot med blikket, da hun kom op på benene igen, hvor det kriblede i ham efter at få hende slået i gulvet igen! “Åh jeg har ikke tænkt mig at slå dig næste gang, det kribler i mig efter at slå dig ihjel!” hvæsede han kraftigt, hvor hans blik slog gnistre. Denne kvinde skulle virkelig ikke komme og fortælle ham noget om elskelig følelser, for det var da det sidste hun kunne! Hun havde efterladt ham, hans far havde hadet ham og svigtet ham, og hele tiden havde han hadet sin far, hvor det burde have været hans mor han skulle have hadet og slået ihjel!

[Deleted]

Jacqueline følte at hun så direkte ind i en ung udgave af Vladimir, selvom det selvfølgelig glædet hende at knægten havde så meget fra hende af. Det havde virkelig været med tungt hjerte at lade knægten rende alene på denne her måde, det var der heller ikke nogen tvivl om, for hun havde virkelig savnet ham, det var der heller ikke nogen tvivl om. hun havde gjort hvad hun havde fundet bedst i den situation, for ikke at glemme, at knægten havde været tryg ved Vladimir! Der havde hun ikke direkte haft brug for at tænke på at han ikke havde haft nogen, for det havde han da i allerhøjeste grad! Hun havde ondt i halsen, kæben havde hun lige så ondt i, selvom det nu heller ikke var en glæde som hun agtet at give ham på nogen måde, for det fandt hun slet ikke nødvendigt på nogen som helst måde overhovedet! De mørke øjne vendte hun roligt mod ham, selvom minen var direkte dræbende. At gøre ham ondt var slet ikke noget som hun ønskede for øjeblikket. Nu hvor det var gået op for hende, at det var hendes egen søn, så havde piben i den grad fået en anden lyd – hvilket den også havde ved ham, selvom det var tydeligt at det ikke var helt i den samme retning som hendes. Han var vred, såret og ikke mindst skuffet, hvilket hun faktisk godt kunne forstå, for helt følelseskold var hun bestemt heller ikke! ”Du er mere blind end en muldvarp, Sonic!” hvæsede hun med en fast og ganske så kraftig stemme, for det var noget som direkte pissede hende af! Hun havde gjort hvad hun havde fundet som en nødvendighed på denne her måde, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt for hende, men familien hjemme havde desværre trukket meget i hende. Det havde kun været en mission som hun havde trukket for langt og det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i at skulle blive straffet mere for end det som hun allerede havde været igennem! ”Det tog mig år, Sonic.. Det tog mig 3 lange år at tage den beslutning! Du skal ikke komme og tro at det var noget som var en beslutning som jeg tog nemt og på stående fod, for det gjorde jeg for helvede da ikke!” Denne gang var det hende som måtte hæve stemmen. Knægten havde brug for forklaringen og hun vidste det godt. Et sted så.... ønskede hun jo trods alt heller ikke at skubbe ham mere fra sig, end det som hun allerede havde formået at gøre det, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At knægten var fristet til at slå hende ihjel, var nu heller ikke noget som hun tog så hårdt på igen. Et sted var det trusler som hun var vant til. Hun valgte dog alligevel at blive stående. Nu kendte han da om ikke andet til den sandhed. Hendes blik lynede. Han hidsede hende op og det var bestemt heller ikke altid en god ting, så meget vidste hun godt. ”Jeg er træt af at skændes, Sonic.. Hvis du vil, så kan jeg forklare dig hele situationen over et glas.. af hvad du nu har lyst til..” endte hun. Hun havde virkelig meget andet at lave end at stå og skændes midt på åben gade, for det var virkelig.. nedladende og pinligt for en som hende, det var helt sikkert! Hun vendte blikket mod ham og med den samme mine. Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at skubbe knægten helt ud af billedet, for.. han var jo trods alt hendes søn.

[ilosonic]

Alt det som Ilosonic havde troet havde været sandheden, havde været en stor fed løgn! Han havde igennem hele sit liv levet på en løgn! Og det at vide at han var blevet efterladt af sin egen mor, i en så ung alder at han ikke forstod hvad godt var, gjorde virkelig ondt! Specielt fordi han altid havde troet at han var blevet elsket af sin mor, han kunne ikke huske de år særlig tydeligt, hvilket også havde været grunden til at hun havde været sløret i hans minde, for han havde kun været tre år gammel, men det som han havde kunnet huske var at det havde været hans far som havde skubbet hendes mor ud af huset, netop fordi han havde været fuld – én ud af mange gange! – hvor han havde erstattet hende så let som ingenting, for han havde været så kvindeglad at han havde skiftet mellem hustruerne og mellem de mange elskere og selvom han havde været lille, så havde han bestemt ikke været dum! Det eneste han havde gjort i de fire år – af mentalitet – frem, var at savne sin mor, håbe på at hun kom tilbage og hentede ham, selvom han havde måttet døje med hans fars mange andre hustruer, der havde tvunget ham til at kalde dem for sin mor, selvom han aldrig havde brudt sig om dem! Det var også grunden til at han var stukket af som 7årig – af mentalitet. Han havde ikke kunnet klare det liv! Han var gået fra adelig til at være en gadedreng, hvor han havde levet i bander i Manjarnos bys gader, og tilmed været på børnehjem, inden han var blevet ældre og taget til Dvasias, hvor han var blevet besat. Men.. hvis Jacqueline foran ham her, var en mentaldæmon, så.. havde han vel altid været dæmon? Det var måske derfor han havde ældet langsommere end et normalt menneske? Det ville jo sige at det faktisk var mentaldæmonen der lå stærkest i ham, hvor han altid havde troet at det var mørkedæmonen, men han havde altid været mentaldæmon. Han vendte blikket mod hende og kneb øjet ganske let sammen. “Jamen dog.. det tog dig tre lange år at finde ud af at du var ligeglad, ligeglad med din mand – hvilket jeg godt forstår, for den mand har ingen kunnet elske – og så din lille søn på tre år, der ikke gjorde andet end at håbe på at hans mor kom tilbage efter ham og rev ham ud af det helvede af et liv som han levede!” endte han i en kortfattet og hånlig tone. Han tiltalte måske sig selv i tredje person, men han vidste at hun vidste at det var ham som han talte om. At hun hidsede sig op var han virkelig ligeglad med! Hun kunne bare komme an! Hun var ikke den første familie som han dræbte! Han havde dræbt sin far, han havde ødelagt sin brors liv og han havde tilmed været skyld i sin brors død! Og han ville bestemt ikke angre at slå hende ihjel heller! Han knyttede næverne ganske fast, selvom hendes ord kom en anelse bag på ham. Hun ville snakke med ham over et glas af noget han kunne lide? Et sted havde han lyst til at slå hende i gulvet igen, vende ryggen til hende og forlade hende, som hun havde gjort mod ham, men.. hele sit liv havde han håbet på at se sin mor, og nu stod hun her! Kunne han virkelig ignorere det? Han sænkede let sit blik, inden han så mod hende igen, hvor han nikkede ganske let og kortfattet, som han gik med til hendes forslag. Han gik roligt mod hende, hvor han gik lige forbi hende, som han gik hen mod kroen, hvor han regnede med at hun selv fulgte efter.

[Deleted]

Jacqueline kunne udmærket godt tænke sig til at Sonic ikke havde haft et nemt liv, selvom det nu heller ikke var noget som rørte hende den dag i dag. Han var blevet en til flot mand, han havde familie, han havde status og det var alt sammen noget som havde en ekstrem stor værdi for hendes eget vedkommende. Vladimir havde hun ikke været i stand til at elske på nogen måde! Hendes hjerte havde ligget ved Giovanni stort set siden hun havde været ganske ung og det var slet ikke forandret igennem denne tid, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om og det var også sådan at hun agtet at holde det og endda på alle måder. De mørke øjne hvilede på ham. Han var vred og han var frustreret, selvom det var noget som hun faktisk måtte sige sig, at hun godt kunne forstå sig på, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt, så meget var hun dog klar over, det var der heller ikke nogen tvivl om. Hun elskede ham og det havde hun altid gjort. At knægten nægtet at tro på det, var noget som faktisk måtte gøre hende direkte arrig, for det var bestemt heller ikke noget som hun ville lægge øre til på nogen måde overhovedet! Hvad han havde lavet mens han havde været lille og ung, havde hun ingen anelse om. Hun havde cuttet alt kontakt til Procias den dag hun havde valgt at rejse derfra, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt for hende. Knægten havde været i hendes tanker så frygtelig mange gange, men hun havde intet gjort ved det. Giovanni og deres bånd var noget som hun satte i første række i den prioritering og det var noget som hun stadig måtte arbejde hårdt for, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var helt sikkert. ”Jeg har aldrig kunne elske din far, Sonic.. Den mand har altid været uelskelig.. Men du..” Hun vendte blikket mod ham. Han var skuffet, det var noget som hun tydeligt kunne fornemme på hans stemme, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til som sådan, for det var der virkelig heller ikke nogen grund til, var der? ”Jeg var aldrig nogensinde ligeglad med dig.. jeg stod til en verbal halshugning hjemme i Imandra på grund af det jeg foretog mig i Procias.. Det eneste jeg ikke fortrød, var at jeg fik dig!” Måske at det var med den forkerte mand, men det var virkelig underordnet! At han gik med til at snakke over det var noget som et sted glædet hende, for det var noget som automatisk roet hende ned. Hun nægtet at lade dette koste hende værdigheden, for den havde hun fået med sig ud og det var i den grad også noget som hun agtet at tage med sig hjem igen, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Hun gik roligt mod kroen som selv ikke lå så langt væk fra dem igen, hvor hun også bare lod ham gå op foran hende. Selvom kjolen var mudret fuldstændig til fordi at han havde slået hende i jorden, var ikke noget som hun viste udad, for hun var en stolt og ikke mindst stædig en af slagsen! Og det at knække hende, skulle Sonic ikke have lov til! Hun vendte blikket mod ham, hvor hun roligt trådte hen til krodøren og indenfor. Hun så sig lidt omkring, hvor hun vendte blikket direkte mod et bord hvor to unge mennesker sad. Hun trak morende på smilebåndet og gik roligt mod deres bord og bare stirrede manden i blikket. Han stirrede ikke igen for mere end et par sekunder, idet at han tog omkring kærestens hånd og flyttede sig og tillod dem at sætte sig. Der var jo mange mennesker derinde. Ganske roligt tog hun plads. ”Så.. Sonic.. Vælg hvad du vil have. På min regning,” sagde hun stilfærdigt.

[ilosonic]

Ilosonic var ganske vidst skuffet over hendes valg, eller.. han var ikke så meget skuffet igen, det kom mere som et chok at han hele livet havde levet på en løgn og tilmed havde dræbt hans far af den grund, og det var jo slet ikke hans far han burde have dræbt, men derimod hans mor! For det var hende som havde efterladt ham! Hans far havde måske været noget af en svag mand, men han havde da aldrig smidt ham for porten, han havde holdt på ham, ladet ham have et hjem, hvor hans mor ikke havde skænket ham noget som helst! Hun kunne jo lige så godt have dræbt ham det sekund han kom ud af hende, da hun havde født ham! Hans blik var trodsigt, ligesom hendes også var, tydeligt at det var mor og søn som stod overfor hinanden, og nu hvor han kendte til sandheden, så kunne han tydeligt se at han havde arvet en masse fra hende, og et sted så.. følte han sig faktisk heldig, for han hadede virkelig sin far og den mand skulle man ikke sammenligne ham med! Hvilket hun vidst allerede havde fundet ud af? Han havde dræbt sin egen far i sit had til manden og han fortrød det virkelig ikke på nogen måde! Derimod så var hans mor bestemt ikke placeret i det gode lys for hans vedkommende, for han var virkelig vred på hende! Det som hun havde gjort fandt han sig bestemt ikke i! At hun aldrig havde kunnet elske hans far forstod han fandeme godt! Den mand havde virkelig været noget af det mest ligegyldige på hele jorden, han havde været direkte uelskelig, været en.. typisk mand vel? En mand med alle dårlige sider fra mænd og ingen gode! Han lagde armene ganske fast over kors ved brystet, hvor han ikke tog blikket fra hende på nogen måde. “Du kan virkelig ikke forklare dig ud af det, for uanset hvad du har af undskyldninger, så ændre det ikke på at du efterlod din egen søn på tre år, der direkte længtes efter sin mors kærlighed, fordi der ikke var noget fra fars side!” endte han i en fast og ikke mindst vred tone, for han var virkelig rasende! Han ville bestemt ikke gøre samme fejl overfor Jacqueline – hans datter derhjemme – og han ville sørge for at Ilaria heller ikke svigtede deres datter! Måske hun ikke var vant til at være mor, men han hjalp hende trods alt! Desuden så var hun netop derhjemme nu for at knytte bånd til sin datter, til forskel fra Jacqueline – hans mor – så prøvede Ilaria, det havde Jacqueline derimod aldrig gjort! Han gik blot ind på kroen, som var ganske fuld, hvor det mørke øjne så rundt, han vendte blikket mod Jacqueline, da hun pludselig forsvandt, hvor han så hende tvinge et ungt kærestepar væk. Han kneb øjet ganske let sammen, inden han roligt gik hen og tog plads overfor hende. Han lænede sig tilbage i stolen og sendte hende et fast blik. “Jeg kan fint betale for mig selv, tak! Desuden kan du ikke betale dig fra dine ugerninger!” endte han i en fast tone, hvor det vel var tydeligt at han bebrejdede hende? Han rakte hånden i vejret og ventede på at en tjener kom hen til deres bord, selvom han ikke tog blikket fra Jacqueline på noget tidspunkt. “Carino Fattoria Vol. 12,” endte han kortfattet. Det var en af hans nyeste vine, den bedste kvalitet, den bedste smag, og ja, han eksporterede selv til Dvasias, for selv her tjente han utrolig godt! Han tog ikke blikket fra hende men nedstirrede hende nærmest, uden et ord der forlod hans læber.

[Deleted]

Det glædet faktisk Jacqueline rigtig meget at knægten lignede hende mere end det som han måtte ligne Vladimir, for den mand havde hun virkelig ikke haft noget som helst til overs for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hun blev stående og med blikket hvilende på ham. Ja, hun havde forladt ham og det var heller ikke fordi at hun ville forklare sig udenom, men snarere… fortælle lidt om den mørke side af hende som hun havde bragt til Procias på den måde som hun havde. Hovedet lod hun søge let på sned. Hun prøvede at slå koldt vand i blodet, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hendes vedkommende, men hun prøvede da om ikke andet. ”Jeg vil heller ikke forklare mig ud af sagen, når jeg er skyldig, Sonic. Jeg er skyldig til sagens kerne!” endte hun med en ganske så kortfattet og ikke mindst stilfærdig stemme, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Hun vidste at det var hende som havde taget det valg, også selvom det gjorde ondt at vide at han havde haft så ondt. At han havde en hustru hjemme som i det mindste prøvede og forsøgte, var noget som et sted også gjorde hende glad. Hun betragtede ham med en ganske kortfattet mine, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at stå her og skændes og diskutere med ham på åben gade, for det var slet ikke noget som nogen af dem ville få det mindste ud af, så meget var hun dog klar over allerede. Desuden var det bestemt heller ikke noget som ville hjælpe hende på hjemmefronten!
At de kom indenfor og satte sig ned overfor hinanden, var nu heller ikke noget som Jacqueline sagde noget til. Blikket hvilede på ham og med den samme ganske kortfattede mine. At han nægtede hende at betale, var nu heller ikke noget som direkte måtte komme bag på hende. Hun rystede bare på hovedet og vendte sig mod tjeneren og med den samme ganske så stilfærdige mine som tidligere, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun nikkede blot ganske kortfattet. ”Husets bedste whisky,” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Vin var altid noget som hun fik til maden, men det var bestemt heller ikke fordi at hun betegnede dette som en hyggestund på nogen måde, for det gjorde hun bestemt ikke. Hun vendte blikket tilbage mod ham endnu en gang. En stædig og stolt mand. Det var jo heller ikke fordi at han lignede sin far så meget igen, hvilket hun også havde det ganske fint med! Hendes søn havde faktisk en rygrad andet end som en regnorm og det var noget som hun rigtig godt kunne lide! ”Jeg vil ikke betale mig ud af det som jeg har gjort tilbage dengang, Sonic.. Jeg er skyldig i alle henseender,” fastholdt hun med en ganske så kortfattet stemme, for løgn var det jo trods alt heller ikke engang. Armene lagde hun roligt over kors foran sig og lænede sig tilbage på bænken som hun havde valgt at placere sig på. Hun ønskede at snakke om det og faktisk.. se om der kunne være noget i det som de faktisk ville kunne arbejde med og på, hvilket hun bestemt heller ikke ville have det mindste imod på nogen måde overhovedet. De mørke øjne hvilede intenst på hans skikkelse og med en fast mine som før. ”Betragt dette som en handling i fred, Sonic,”e endte hun ganske kortfattet.

[ilosonic]

At de skændes på åben gade, og folk gik omkring dem konstant, at Ilosonic havde slået hende ned herude iblandt dem alle sammen, var slet ikke noget som han havde lagt mærke til, for han ænsede virkelig slet ikke de som gik forbi dem og kiggede på dem, det eneste han havde i fokus var Jacqueline og hun havde virkelig formået at pisse ham af! Det som hun fortalte ham havde virkelig ødelagt hans illusion af det gode i hans liv, for når alt kom til alt, havde han aldrig haft noget godt i livet! Ikke før den dag han havde mødt Ilaria, men det var over hundred år inde i hans liv. Og hundred år var virkelig frygtelig lang tid! For han havde været alene hele sit liv, hver en dag, indtil han havde mødt Ilaria, den kvinde som også måtte hvile hjemme på herregården i øjeblikket, hvilket han ikke havde det mindste imod, for han glædede sig efterhånden til at komme hjem til hende og Jacqueline med og leve sit liv videre, uden hans mor, hans far, hans bror eller nogen anden fra hans familie der skulle blande sig! At hun erkendte at hun var skyldig, hjalp da lidt på det, for i det mindste spillede hun ikke uskyldig, for det havde da kun pisset ham langt mere af! Han endte med at lægge armene over kors, hvor hans blik kun blev koldere. “Og skulle de ord hjælpe dig?” spurgte han sigende, hvor det var tydeligt at høre at han ikke var enig, for han så intet godt i hendes ord! Hun var skyldig? Det gjorde da kun at han hadede hende langt mere! Hun havde forladt ham uden at se sig tilbage efter sin lille treårige søn, der havde råbt efter hende, for selv dengang havde han da langt hellere ville med sin mor end at blive hos sin far! Om han så var greve eller ej!
Det mørke øje hvilede ganske fast og kynisk på hende, som Sonic havde taget plads overfor hende. Han tog ikke blikket fra hende, end ikke da han havde henvendt sig til tjeneren, for alle andre var virkelig ligegyldige! Dette handlede kun mellem ham og hende, og han gad virkelig ikke til at spilde tid på andre. At hun selv bestilte whisky tog han sig ikke af, selvom han endte med at sende hende et langt mere fast blik. “Vil du ikke smage min vin? Bedre end den min far og bror engang har lavet,” endte han lettere kortfattet, hvor han lød som om han fandt flere grunde til at kunne hade hende, for hun var virkelig ikke i god jord hos ham! Tværtimod så var han virkelig gal på hende, og hun skulle bestemt ikke tro at hun kunne redde noget som helst! Hun spildte faktisk sin tid, for uanset hvad hun sagde, ændrede det ikke på fortiden og dermed kunne hun ikke rette op på så mange år! Han fnøs ganske kortfattet og koldt til hendes ord. “Jaså.. hvorfor så spilde tiden på mig nu? For du skal bestemt ikke tro at jeg vil have noget med dig at gøre,” endte han i en kold tone, uden at han tog blikket fra hende, som han blot så direkte kynisk på hende uden den mindste form for varme, og den glød fra ilddæmonen i ham, var ikke varm, men faretruende. Hendes sidste ord tabte ham dog virkelig bag vognen! Han løftede sigende det ene øjenbryn. “Fred? Åh tværtimod.. jeg har stadig lyst til at dræbe dig, slå dig ned med koldt blod, som du forlod mig med koldt blod. Faktisk bliver det mere og mere fristende at brænde hele hytte ned og høre dig skrige af smerte, indtil du falder død om,” svarede han lettere sadistisk. Han forblev dog siddende ganske roligt. “Og hvis du ikke snart begynder at fortælle, så går jeg!” endte han i en fast tone. Hun kunne vel godt få tungen på gled? Dette var sgu ikke en hyggestund! Han ville bare hjem til hans rigtige familie! Og den eneste familie han nogensinde havde haft!

[Deleted]

Jacqueline stod i en situation som hun ikke kunne charmere sig ud af, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det endeligt måtte være for hendes vedkommende. Hun kunne godt se og mærke skuffelsen i ham, vel også fordi at dette var en sandhed som han ikke ligefrem havde regnet med den? Så var det jo bare at tage tyren ved hornene og så se hvor de ville ende henne, for andet valg havde hun vel heller ikke? Hun blev stående og med blikket hvilende på ham og med den samme stilfærdige mine fra tidligere. ”Ville jeg få noget ud af at lyve for dig?” spurgte hun ganske kortfattet og med en rolig mine. Hun var ikke bange for ham, selvom det hele havde forandret sig drastisk, men det var jo trods alt bare sådan at tingene endelig måtte være, om det var noget som man ville det eller ikke. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at stå midt på åben gade og skændes med ham, for det var slet ikke noget som hun fik det mindste ud af, så meget vidste hun udmærket godt. Hun var faktisk klar over, hvornår hun kunne kaste håndklædet i ringen og hvornår hun skulle fortsætte og denne gang.. måtte hun slå sig til kende med, at hun måtte smide håndklædet i ringen i stedet for.
Jacqueline holdt den øjenkontakt med Sonic, selvom hun ikke gjorde noget yderligere ved det. Manden var vred og irriteret, hvilket hun skam også godt kunne forstå. Specielt hvis han havde levet hele livet på en løgn på den måde som han havde, så det var nu heller ikke noget som hun sagde noget til som sådan. At han så direkte ud til at blive sur over at hun ikke bestilte vinen fra herregården, var noget som kun ganske svagt fik hende til at trække på smilebåndet. ”Jeg har aldrig været meget for den som din bror har lavet.. og specielt ikke den som din far producerede..” Hun væmmede sig lidt ved den tanke alene, for hun havde aldrig været meget for den smag på noget tidspunkt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Men jo.. jeg siger ikke nej til et glas af din vin.. hvis den er så meget bedre end din fars,” afsluttede hun ganske stilfærdigt, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Jeg regner bestemt heller ikke med at få din tilgivelse Sonic. Nu hvor brikkerne falder på plads for dig efter alle disse år. Jeg vil bare forklare dig sammenhængen med det hele og.. ja, så må vi tage det hele som det kommer, ikke sandt? Der er meget omkring mig som du ikke kender..” begyndte hun ganske kortfattet. Det var de færreste som fik denne historie, men han havde i den grad fortjent det, også fordi at han spillede en så stor og central rolle i det hele, uden at han egentlig havde været klar over det i det store og hele, men det var jo trods alt bare sådan at det nu bare måtte være. At han ikke havde kendt til Salvorique før, var selvfølgelig noget som gjorde det hele en anelse mere kompliceret, men det var jo trods alt bare sådan at det nu måtte være. ”Jeg er fra Peula.. Jeg har boet der stort set hele mit liv. Jeg er en gift kvinde og.. ja. Jeg endte kun i Procias, fordi at jeg blev sendt på en mission.. Vladimir var den nemmeste vej for mig at komme ind,” begyndte hun roligt. Hun skulle nok komme i dybden, men hun måtte jo starte et sted!

[ilosonic]

Måske hun var Ilosonics mor, men det ændrede bestemt heller ikke på at han ikke brød sig om den måde, som hun havde opført sig på overfor ham. Grunden til at hun havde lignet ham så meget – eller ja det var jo faktisk omvendt – var fordi de var beslægtet, fordi han var hendes søn og hun hans mor, men det ændrede bestemt heller ikke på det faktum, som hun havde gjort mod ham! Han havde hadet sit liv i Procias, han havde hadet sit liv hos sin far og de mange kvinder han havde haft! Der var en grund til at han var stukket af! Det eneste han egentlig havde kunnet huske fra sin mor, var hendes navn, et navn som han havde opkaldt sin egen datter efter, fordi han netop havde troet at han havde været elsket af sin mor, men det hele havde bare været en stor fed løgn! Han sendte hende et fast blik. “Nej. Du ville bestemt ikke få noget ud af det, og du kan lige vove på det!” endte han i en fast tone. Hun kunne blive ved med at lyve overfor ham, men i så fald så kunne hun lige så godt smutte hjem, for det gad han virkelig ikke at høre på! Han havde ikke tid til hendes løgne, for han havde sin egen familie der ventede hjemme på ham, og han ville ikke være væk i længere tid end at de kunne undvære ham, for han var faktisk lidt nervøs for, hvordan det gik med Ilaria og Jacqueline, han var nemlig bange for at hun var blevet træt af den lille pige og bare ladet hende ligge et eller andet sted. At hun ikke havde været meget for hans brors og fars vin, sagde han intet til, men han havde lavet flere varianter, han havde udvidet sortimentet og han havde fået nye sorter til, så det var bestemt ikke de samme! “Klart. Hverken min far eller min bror forstod at udvide sortimentet og skabe nye varianter, eller lave om på smagen,” endte han lettere kortfattet, “men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan!” Hvis han selv skulle sige det, smagte hans vin klart bedre end hans brors og fars, men.. det var vel smag og behag? Han lyttede roligt til hendes ord som hun begyndte, selvom det ikke ændrede hans synspunkt på hende. Hun havde efterladt ham i den stund hvor han havde haft allermest brug for hende, og hun havde bare været fuldstændig ligeglad! Han kneb øjnene en anelse opmærksomt sammen til hendes ord. Hun var blevet sendt på en mission? “Hvilken mission blev du sendt på? Og af hvem?” spurgte han ganske kortfattet. Han vendte roligt blikket mod tjeneren, da han kom med rødvinen, et rødvinsglas, hendes whisky og et glas ligeledes til hende. Han åbnede roligt flasken, inden han hældte den klare væske op i glasset, som havde en strejf af blåt skær i sig. Han rakte hende roligt glasset med den fine rødvin. “Smag..” Det lød nok som en ordre, men det var mere et forslag. Den havde ikke samme konsistens som hans brors eller hans fars vine, nej denne var langt, langt bedre! En af de vine som var lavet ud fra de nye sorter. Han lænede sig roligt frem og lod sine albuer hvile mod bordfladen, hvor hans hoved hvile mod hans hænder, som han havde samlet. Han betragtede hende lettere afventende, både for at smage vine og komme med sin bedømmelse, men også for at fortsætte sin fortælling og forklaring.

[Deleted]

Jacqueline var endt i en situation, hvor hun heller ikke ville være i stand til at skulle lyve sig ud af den, og det var bestemt heller ikke hendes intention på nogen måde. Hun kunne udmærket godt se på Sonic, at han var direkte skuffet og såret over det som hun havde vist ham, men det gav ham vel også et indblik i hele det minde som hun selv havde set så klart og tydeligt? Hun havde mundhugges med Vladimir og det havde været hendes billet hjem igen, hvilket hun havde taget uden at tøve. At kalde hende for hjerteløs var virkelig en løgn, for det var da noget af det sidste som hun var! Hun havde været tvunget til at vælge – Sonic eller resten af familien, og den vejede desværre betydeligt mere end hendes lille 3 årige søn havde gjort. Hun fortrød dog alligevel på ingen måder det valg. ”Det kunne ikke falde mig ind, Sonic..” vrissede hun med en tydelig stemme præget af utilfredshed. Her stod hun, viste sig fra en lidt mere neutral side, og han stod stadig og huggede hovedet af hende? Ja, efterhånden, så var det virkelig noget som måtte irritere hende og noget så forbandet meget, for hun følte bestemt og på ingen måder, at dette var noget som hun havde fortjent, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om!
At fjendtligheden skulle fortsætte inde på kroen, var nu heller ikke noget som kom bag på Jacqueline. Hun prøvede da om ikke andet at give ham en vis klarhed i det som egentlig var foregået omkring den lille 3 årige knægts hoved, uden at han havde set det eller bidt sig mærke i det. Efter hans fødsel, havde hun virkelig været i knibe og til tider måtte man jo være lidt egoistisk, men hun havde valgt at redde sin egen røv, netop ved at søge til Giovanni og smide alle kortene på bordet før nogen andre gjorde det for hende. Ellers havde hun da virkelig haft et problem! ”Vladimir holdt sig til det som alle kendte – ham specielt. Han var aldrig meget for at løbe chancer, specielt med penge i billedet.. Jeg har dog aldrig påstået at du ikke kan. Du virker mere som en vovehals.. og det kan jeg lide..” Hun smilede tydeligt tilfredst. Knægten havde mere efter hende, end det som Vladimir havde efterladt, hvilket hun var storslået tilfreds med på alle måder endda, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende! At hendes fortælling alligevel måtte fange ham på visse punkter, var noget som glædede hende. Hun nikkede blot som tegn til at det hele nok skulle komme, selvom det bestemt ikke skulle være når tjeneren stod der! Hun lod ham roligt stille det hele på bordet, selvom Sonic kom hende tydeligt i forkøbet. Hun himlede let med øjnene og tog imod glasset som han havde skænket op til hende. Aromaen og duften af den kunne hun faktisk godt lide. Det var noget som gjorde hende direkte.. nysgerrig? Hun tog roligt en tår, hvor hun lod rødvinen glide igennem svælget, inden hun satte glasset på bordet igen. ”Udsøgt,” sagde hun roligt som det eneste. Hun kunne faktisk rigtig godt lide den! Hun rettede sig roligt op igen og vendte de mørke øjne mod ham. ”Jeg tilbød det selv.. Salvorique skulle have en fod indenfor Procias og det fik vi. Jeg var den oplagte, da ingen ville fatte mistanke – Specielt ikke med den daværende greves syn på kvinder og det kvindelige skød.” forklarede hun videre og med den samme kortfattede mine. Hun åbnede op og fortalte, hvilket hun faktisk ønskede at få noget credit for!