A person from the past

[Deleted]

Hvem denne unge mand var, havde Jacqueline ikke den fjerneste anelse om, om det var noget som man ville det eller ikke, men han gjorde hende nysgerrig, ligesom hun tydeligt kunne fornemme at det var gengældt den anden vej. Hun vendte blikket direkte mod ham. At han direkte stod og remsede hendes historie op, var nu alligevel ikke noget som imponerede hende som sådan. Det var vel efterhånden bare en meget original en af slagsen? Hun lod hovedet søge let på sned og med det samme stille smil på læben. Det morede hende bare, også selvom han jo faktisk havde ret. Hun burde slet ikke gøre det, men Giovanni havde valgt at stole på hende og ladet hende søge ud. ”Du vælger at beskrive en ganske original historie for mig.. Og fordi at jeg bærer en ring på min finger, så går du ud fra, at det også er min? Men jeg kan vidst ikke løbe fra, at min mand og jeg lever i velfærd,” sagde hun roligt og med en ganske så stilfærdig mine. Ikke fordi at det var noget som man skulle age det mindste fejl af når det nu endelig skulle komme til stykket. Hun betragtede ham ganske let. Denne mand var hende virkelig en kæmpe fascination, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Hun ønskede virkelig ikke at svigte Giovanni og det var bestemt heller ikke fordi at denne unge mand havde brug for, eller ville finde det direkte som en fakta, for hun kendte ham slet ikke og det var sådan som hun agtet at gøre og forholde det! At han tog omkring hendes hånd, var noget som let måtte få hende til at smile. Han var nu ganske charmerende og høflig, hvilket var noget som hun faktisk godt kunne lide. ”Livet er intet uden en spænding, min unge herre,” påpegede hun sigende og med det samme rolige smil på læben. Løgn var det jo end ikke. Og dum var hun bestemt heller ikke på nogen måde!
Jacqueline var bestemt ikke en som man ønskede at kaste sig i krig med, for man ville meget hurtigt fortryde det i den anden ende! Hun smilede ganske tilfredst. ”Du er ikke bare høflig, men også fornuftig. Det er sjældent man ser de to egenskaber ved en mand. Din hustru må være heldig,” endte hun roligt og med en ganske kortfattet mine. Et sted var det nu heller ikke noget som hun sagde det mindste til i den anden ende. Hun havde Giovanni og han var den eneste som hun nogensinde ville åbne sig op for på den måde. Hun gjorde ikke den fejl en gang mere! At han kommenterede hendes ord, var noget som fik smilet til at brede sig. Gammel så hun ikke ud, hvilket hun var klar over, men at han direkte skulle kommentere det, havde hun heller ikke noget imod. ”Pas nu på. Det er komplimenter som burde være forbeholdt konen hjemme, ikke sandt?” påpegede hun sigende. At han nu alligevel gik med til at vise hende det, var noget som hun nu alligevel var glad for i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At se det var noget som gjorde hende direkte stiv i blikket, men det var bestemt heller ikke fordi at det skræmte hende væk eller direkte gav hende lysten til at håne ham. Hun hævede hånden, kun for ganske varsomt at stryge ham fra toppen af øjenbrynet og nedover siden af øjet og nedover hans kind. ”Det er brændt.. og ødelagt,” endte hun dæmpet og nok mest for sig selv, men det gjorde hende nu alligevel nysgerrig og frygtelig meget endda.

[ilosonic]

Om Ilosonics originale historie passede til denne kvinde, anede han virkelig ikke, for det var faktisk et skud i tågen, men det var jo ikke en original historie, hvis ikke det skete sådan ofte, og derfor ville han også tro at det var sådan med denne kvinde. Han kunne selvfølgelig tage fejl, men hun virkede ikke som én der blev misbrugt, så havde hun nok ikke været så selvsikker som hun var, desuden havde hun heller ikke nogen mærker som tydede på at hun blev misbrugt. Han trak ganske let på smilebåndet til hendes ord, hvilket var et smil han ikke rigtig kunne skjule, og som han faktisk heller ikke ønskede at skjule for hende. “Så jeg går altså ud fra at jeg har ret?” Det var mere et spørgsmål end det var en konstatering, men siden hun ikke sagde ham imod på nogen måde, så måtte han vel have ret? Han kunne tydeligt se fascinationen i hendes øjne, ergo var det kun et bevis på at hun fandt ham interessant, nøjagtig som det var gengældt, for hun var ham en lige så stor fascination, som det var omvendt. Han slap roligt hendes hånd, efter at have skænket hendes håndryg et blidt kys, dog uden at han tog blikket fra hende på noget tidspunkt. Han rettede sig en anelse op og foldede hænderne bag ryggen, næsten som en rigtig gentleman. “Tør du lægge dig ud med en værre djævel end dig selv?” spurgte han med et kækt og næsten hemmelighedsfuldt smil om læberne. Han var måske ung, men man skulle bestemt ikke undervurdere ham, det havde han vel også for længst vist? Han havde startet oprøret i Procias, ligesom han havde været med til at få dræbt en masse af de adelige, men det havde denne kvinde ikke behov for at vide.
Hendes ord var noget som fik Sonic til at smile, selvom han dog ikke altid havde været sådan som hun beskrev ham nu. Men han måtte da erkende at han havde modnet sig en del igennem de sidste par år. Han trak ganske svagt på skuldrene. “Men lige så ufornuftig og rapkæftet har jeg engang været, som enhver anden dvasiansk mand,” fortalte han sandfærdigt. Han var skam ikke bange for at være ligefrem, for at lægge kortene på bordet og gå til kendsgerningerne, selvom mange nok ville forsøge at pakke det ind og tage med takke med hvad de fik at vide. Han kunne ikke holde et mindre grin tilbage, da hun udtalte sine ord. Et morende smil gled over hans læber, hvor hans mørke øje viste en livlig glød. “Som du selv så pænt påpegede tidligere; hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af.” Han var dog ikke ude på at forulempe hans egen hustru på nogen måde, for Ilaria var skam den eneste kvinde han ønskede på hele kloden og selvom han fandt interesse, nysgerrighed og fascination ved denne kvinde, så foretræk han nu Ilaria. Han kunne tydeligt se hvor stiv hun blev i ansigtet, da hun så hans ar, hvilket var noget som et sted gjorde ham irriteret, selvom han faktisk ikke havde regnet med andet. Han kunne dog ikke se nogen hån, eller nogen afsky, selvom han generelt slet ikke kunne finde ud af hvad hun i det hele taget tænkte og mente om det. Han betragtede hende ganske opmærksomt, som hun hævede hånden, selvom han endte med at lukke øjnene, som hun strøg den nedover hans ansigt. Det var kun Ilaria der berørte ham sådan. Han vendte blikket mod hende til hendes ord, hvor han trak hovedet til sig, og bandt det sorte stof for øjet igen. “Vansiret, er vidst det bedste ord,” endte han kortfattet, som han blot trak på skuldrene.

[Deleted]

Jacqueline måtte desværre erkende, at denne unge mands historie var noget som passede fuldkommen perfekt på hende! Skete der noget, så vidste hun at Giovanni ikke ville tøve med at smide hende ud og det var også noget som hun ville gøre sit for at undgå skulle ske! Hun elskede manden og det som var sket i Procias, var ikke noget som nogensinde skulle ske igen! Hun havde i den grad lært fra dengang, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun sendte ham kun et ganske sigende smil. Det var vel også tydeligt, at det havde været fuldkommen rigtigt i det store og hele? Hun lod hovedet søge let på sned. [oclor=white]”Rygtet for min familie betyder alt. En fejl, så ryger man ud, så… ja, du har vel ret,”[/color] endte hun roligt og med et ganske let skuldertræk, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han var en gentleman, for ikke at glemme at han var høflig, hvilket var noget som hun satte utrolig højt ved en mand. Selv var hun en meget stilfyldt en af slagsen selv og hendes forventninger og krav var lige så også sat utrolig højt op! Hun lod hovedet søge let på sned. ”Du ender jo snart med at friste mig..” Hun blinkede let til ham og med det samme stille smil på læben. Hun kunne faktisk godt lide denne unge mand. Han var moden, hvilket glædet hende på en meget god måde. Hvem han var, var jo stadig ukendt for hende, men en typisk dvasianer var han bestemt heller ikke, så meget kunne hun da sige, men det var noget som hun agtet at finde ud af meget, meget snart!
At denne mand havde været rapkæftet og troet at han kunne det hele, var nu heller ikke noget som forundrede Jacqueline. Hvordan skulle man ellers kunne klare det hårde liv som Dvasias bød folk på? Hun lod blikket roligt betragte ham. Han kendte hende ikke, og alligevel valgte han at fortælle hende så meget omkring ham? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende det mindste, for det gjorde det bestemt heller ikke. ”Jeg kender skam godt til livet i Dvasias. Det var jeg selv en del af for frygtelig mange år siden.. Hvordan vil du ellers klare at overleve her? Eller.. bor og tilholder du dig i det hele taget her?” Nu var hun først for alvor endt med at blive direkte nysgerrig, for nu hvor hun tænkte over det, så var han jo ikke det som hun ville kalde for en typisk dvasianer. Han ville have været over hende allerede for længe siden! At han havde valgt at vise hende såret var noget som faktisk glædet hende, for hvorfor vise det på denne her måde? Vansiret? Ja, et sted ville hun jo gerne vide hvad der var sket, men hvorfor spørge om det, det var der jo ingen verdens grund til. Hun trak hånden roligt tilbage til sig igen og lod den falde ned langs hendes side igen i stedet for. Manden havde dog stadig hendes interesse, om hun ville det eller ikke! ”Vansiret ja..” endte hun roligt og med et sigende blik hvilende på hans skikkelse. ”Og konen har det fint med det?” spurgte hun. Denne gang langt mere direkte end det som hun havde gjort frem til nu, selvom det nu heller ikke var noget som man ville det eller ikke, men hun kunne fint være spydig. Det var bare længe siden hun havde været det!

[ilosonic]

Som Ilosonics historie passede, så gjorde det også kun klart for ham at de var i samme båd. Foruden at han var manden og hun var kvinden. Han kunne smide Ilaria ud og ikke omvendt, men hvis han gjorde en fejl, så ville hun med største garanti forlade ham, og det var han virkelig ikke ude på! Selvfølgelig fristede denne kvinde ham, det måtte han indrømme, men når alt kom til alt, så var det Ilaria han ville leve resten af sine dage med, uanset hvor mange smukke og fristende kvinder der så end var ude i verdenen. Han elskede Ilaria, som den eneste person nogensinde, foruden sin egen mor, men hende havde han jo ikke set i over hundreder år, så han kunne ikke engang huske den kærlighed, for den havde været så kort, netop fordi hans far havde smidt hende for porten og fundet end anden kvinde, eller hvad der nu var sket. Han kunne bare huske alle hans fars kvinder og elskere og han havde til sidst fået nok, hvor han var endt med at stikke af. Hele sit liv havde han jo faktisk ønsket sig en ordentlig familie et sted han kunne kalde for sit hjem, og takket være Ilaria havde han fundet begge ting. Det var noget som han var hende evigt taknemlig for! Tanken fik ham faktisk til at savne hende og ikke mindst hans lille datter, plus han godt gad vide om Ilaria i øjeblikket var ved at flippe ud over at skulle passe den lille eller ej. “Trist at være fanget på den måde, og dog.. nødvendigt,” endte han lettere tænkende, for han kunne jo heller ikke være sammen med gud og hver mand, han var ’fanget’ hos Ilaria, hvis han da ikke ville miste hende, og det ville han ikke, for han havde brug for hende, han elskede hende. Han kluklo ganske let til hendes ord. “Det er bestemt ikke min mening. Tværtimod burde jeg selv holde fingrene væk, inden jeg for alvor.. kommer til at brænde dem,” endte han i en lettere betagende tone, som han betragtede hende studerende fra top til tå. Han kunne desværre ikke skjule fristelsen i hans blik.
Sonic lyttede meget opmærksomt til hendes ord, for det at hun var én af de ældste, så havde hun også erfaringen på sin side, så han ville kunne lære utrolig meget af hende, derfor var det bedste at holde sig ikke bare gode venner med hende, men også opfange alt det som hun fortalte ham. Et næsten hemmelighedsfuldt smil gled over hans læber. “Det ser ud til at vi ligner mere og mere hinanden. Jeg har selv boet her i landet før, men gør det ikke længere, og dog tror jeg at jeg.. holder mit opholdssted for mig selv,” endte han i en mindre undskyldende mine, men det var et sted kun for hans egen skyld. Han vidste ikke hvordan hun ville se på ham, når hun vidste at han faktisk boede i Procias, selvom han langt fra skulle sammenlignes med én! Han var hverken godtroende eller naiv på nogen måde! Han havde kørt landet i sænk havde han! Men det var tydeligt at denne kvinde ikke vidste at han faktisk var greve af landet, noget som måtte forundre ham, når hun faktisk var velhavende, for hun burde vel følge med i hvad der skete i omverdenen? Han betragtede hende lettere kortfattet, som han havde vist hende sit vansirede ar og nu dækket det til igen. Han blev dog lettere opmærksom da hun spurgte ind til Ilarias mening. “Jeg fortryder ikke handlingen bag, og det gør min hustru bestemt heller ikke. Hvor jeg afskyer synet af mig selv.. elsker hun det,” endte han sandfærdigt og alligevel med en form for.. stolthed i stemmen?

[Deleted]

At friste en mand, var noget som Jacqueline tydeligt havde evnerne og magterne til, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det ikke noget som hun kunne komme udenom. Det var snarere langt mere sjovt at se hvor langt hun kunne trække den sammen med dem, for det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at ende med at skulle forlade hendes hjem i Imandra, for det var noget af det sidste som hun ville! Det at skulle forestille sig et liv uden Giovanni, var slet ikke noget som hun kunne! At det jo så var hendes egen søn som hun skulle stå og halvvejs flirte med på denne her måde, for ellers havde hun da valgt at stoppe allerede for længe siden! Hun betragtede sig på ingen måder som fanget her til stedet og til hendes ægteskab, for hun gjorde faktisk sit for at få det hele til at fungere. ”Tvært imod, min gode ven.. Det er ikke mere et fængsel end det som man gør det til. Jeg nyder det.. Min mand arbejder fra morgen til aften, jeg har børnene hjemme..” endte hun med et ganske let træk på skuldrene. Det var en nødvendighed, men hun havde bestemt heller ikke noget imod det liv som hun havde fået sig, også mest på grund af Giovanni, for hun skyldte virkelig den mand alt! Hun trak morende på smilebåndet. Et sted så måtte han vel næsten være fristet? ”Rør ved løvinden og den bider,” hviskede hun ganske let, som hun lagde hånden mod hans bryst. Et sted vel kun for at friste ham yderligere? For det var virkelig noget som hun måtte finde underholdende!
Direkte så kendte Jacqueline ikke meget til hvordan det stod til i de andre lande. Hun havde bogstavelig talt været bundet til hendes hjem i Imandra, så det var faktisk ikke så meget igen, som hun fik at vide. Et sted var det noget som direkte irriterede hende, for hun havde bestemt heller ikke nogen anelse om at det var hendes søn eller greven af Procias som hun måtte stå overfor. Hun lod hovedet søge let på sned, som hun stillede sig helt tæt på ham. Måske at det var lige på grænsen, men det var jo heller ikke fordi at der var sket noget som helst – endnu om ikke andet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun trak morende på smilebåndet. ”Du kan fortælle mig så meget og alligevel så lidt, min fine mand.. En dvasianer, men ikke bosat.. Kan jeg få en ledetråd mere?” endte hun med en rolig og ikke mindst ganske så stilfærdig mine. Ikke fordi at det var noget som hun ønskede at skjule for ham, for han gjorde hende faktisk temmelig nysgerrig, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Med den stolthed som han stod med i stemmen, var noget som ganske enkelt måtte more hende. Ikke fordi at det gjorde hende det mindste på noget som helst tidspunkt, for det var godt at man kunne være stolt af det. ”Et mærke for livet er ikke nødvendigvis en dårlig ting.. Du må have gjort noget værdifuldt for hende, hvis hun direkte elsker det,” sagde hun roligt og med den samme ganske kortfattede mine. Blot en konklusion fra tidligere. Han talte jo trods alt med en stolt mine, hvilket man ikke så ofte omkring noget lignende af dette.

[ilosonic]

Hvis denne kvinde var en mental dæmon, og tilmed af de ældre generationer, så var hun faktisk en farlig kvinde, ikke bare for Ilosonic, men for hvem som helst. Man skulle ikke lægge sig ud med hende, det havde han skam allerede fundet ud af, men det var nu heller ikke fordi at han ønskede at lægge sig ud med hende, for det fik han ikke det mindste ud af, derimod kunne han faktisk godt være interesseret i et partnerskab måske, én som hende ville være et godt es i ærmet, hun kunne jo faktisk gå hen og blive utrolig nyttig i fremtiden, hvis det skulle vise sig at gå galt for hans vedkommende. Hendes ord fik hans tanker til at vandre hjemover mod Procias, hvor Ilaria måtte være og passe hans eget barn, hans lille datter, hans smukke prinsesse, hans perfekte Jacqueline. Han lyttede dog alligevel til hendes ord. Det var kun så meget et fængsel som man gjorde det til? Det kunne hun vel have ret i? Et sted var det jo faktisk en befrielse at have én som man kunne vende hjem til, én som man vidste elskede én, og som ville gøre alt for én, én hvor man kunne være sig selv hos, det var ikke en følelse han ønskede at miste! “.. En befrielse,” svarede han roligt, næsten som om han afsluttede hendes sætning, selvom hans tone var en anelse tænkende. Han ønskede ikke at skuffe Ilaria, så selvfølgelig måtte han tage sig sammen, specielt fordi han følte sig så fristet som han gjorde, men han måtte indrømme at han aldrig havde fundet en kvinde der var så.. betagende. Han skævede kort mod hånden der blev lagt mod hans bryst, hvor han næsten ubevidst tog et skridt imod hende, for at mindske afstanden, så de næsten stod bryst mod bryst, selvom han var en del højere end hende. Det mørke øje søgte til hendes, det var faktisk først nu, hvor han lagde mærke til at hun havde samme øjenfarve, skønt de ikke havde helt samme øjne, for hans var langt mere glødende takket være hans ilddæmon. Han løftede roligt den ene hånd og lod en finger stryge hende ganske blidt over kinden, næsten helt nænsomt. “Løvinde? Jeg vil nu mere beskrive dig som en smuk rose, med giftige torne,” svarede han i en intens og dog lavmælt tone, for der var ingen grund til at hæve stemmen, når de stod så tæt. Et let træk fandt sted ved hans ene mundvig, som han lod sin finger følge hendes kæbelinje i et blidt strejf. Han burde slet ikke!
Faktisk var det ikke godt at Sonic gjorde denne kvinde nysgerrig, for det gik kun ud over ham selv i sidste ende, netop fordi han blev draget mod denne kvinde samtidig som hun blev draget mod ham. Et kækt smil gled over hans læber, som hun trådte et skridt tættere på ham, hvor han ikke tog blikket fra hende. “Jeg flyttede for et par år siden, gik min skæbne imod og.. vandt,” fortalte han roligt. Sandt var det jo faktisk. Han var taget imod Procias for at kræve det som retmæssigt var hans; herregården og med den, titlen som Greve, og han havde skam også fået det! Han lod let en finger glide over det sorte stof, hvorunder hans vansirede øje måtte gemme sig. Var det værdifuldt, det som han havde gjort? Heroisk? Nobelt? Et sted havde det været dumdristigt, for han havde kunnet miste livet, og han havde gjort det uden at tøve og uden at tænke over konsekvenserne eller noget som helst. Han vendte roligt blikket mod hende. Han trak ganske svagt på skuldrene. “Jeg fik det, i et forsøg på at redde hendes liv.. og det lykkedes mig,” fortalte han roligt. Det eneste han var glad for, var at Ilaria var sluppet væk i live, for alt andet havde været ligegyldigt, der havde han faktisk været ligeglad med sit eget liv – hvilket han aldrig havde været før.

[Deleted]

Jacqueline var en farlig person, specielt fordi at hun var hvad hun var og med den alder på sin side, så var det ikke bare denne mand som skulle passe på. Tvært imod, så var det alle som så meget som overvejede at stille sig i vejen, trodse hende og ikke gøre hvad hun krævede eller forventede af dem! Ellers var hun en kvinde med sin fornuft ved fulde brug, hun tog det roligt, hun overvejede situationerne og tænkte over sine handlinger før hun gjorde dem – normalt om ikke andet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Den måde hvorpå at han valgte næsten at afslutte hendes sætning, var noget som let fik hende til at smile. ”Korrekt,” endte hun roligt og med den samme sandfærdige mine som tidligere. Det var jo ikke engang fordi at det var en løgn på noget tidspunkt, så det var jo trods alt kun en meget god ting set i hendes øjne. Hånden som han valgte at hæve og lod følge hendes kind og kæbe, sagde hun nu heller ikke noget til. Han vidste at han skulle være langt mere påpasselig end det som nok var vant for ham, men det var bare sådan at det nu endelig måtte være i den anden ende. ”Pas på at du ikke stikker dig.. Det kommer til at gøre ondt,” endte hun roligt. Blikket hvilede i hans. Hans mørke øjne mindede hende ganske meget omkring hendes egne, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. At have mørke øjne var jo heller ikke direkte ukendt eller nyt for hendes vedkommende, for det var jo efterhånden ganske naturligt i det store og hele.
Denne mand havde allerede hurtigt vist sig at være en mand med hjertet på det rigtige sted, hvilket Jacqueline faktisk måtte være tydeligt imponeret over. Ikke fordi at det var noget som man så særlig ofte og specielt heller ikke her i Dvasias’ hjem. Hun trak morende på smilebåndet til hans ord, som hun lod det søge let på sned. Han gjorde hende nysgerrig og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt i det store og hele, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. Nobelt var det vel? Selvom hun vidste at Giovanni ville have gjort det samme for hende, hvis det var hende som endte i problemer – som ikke var selvforskyldt om ikke andet, for det var slet ikke noget som hun ønskede på noget tidspunkt! ”For at redde hendes liv? Det er noget de færreste mænd nu til dags ville gøre for den kvinde som de anser for den rette i deres liv,” endte hun roligt og med en ganske stilfærdig mine. Hun var fascineret af hans skikkelse og hans person, det var vel heller ikke noget som hun kunne komme udenom? Om det var noget som man ville det eller ikke. Hånden hævede hun roligt, idet hun fjernede klædet for hans øjne. Hun foretrak så sandelig at se vedkommende som man snakket med ordentligt i blikket og der var han så sandelig heller ikke noget undtag på denne her måde. Hun blev stående med det i hånden. ”Kærlighed kræver ofringer.. Jeg kan godt forstå at hun ser på det med stolthed og elsker det. Det er et tegn på dine følelser for hende,” sagde hun roligt. Selvfølgelig var hun den type som ikke havde noget imod at snakke og snakke meget faktisk! Det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage fejl af, for den tanke alene, var noget som hun faktisk var utrolig fascineret over.

[ilosonic]

Selvfølgelig var det en befrielse at have en enkelt person i sit liv, hvor man kunne være sig selv ved, derhjemme gik han jo heller ikke med det sorte stof, netop fordi at Ilaria ikke tillod det. Hun kunne godt lide at betragte hans ’sande’ jeg, hvor han ikke gemte noget væk, men på den anden side, så var det jo også for hendes skyld at han havde fået det. Ikke fordi han havde haft noget valg, men det var et bevis på at han var søgt efter hende i nattens dulme mørke, søgt til Dvasias, hvor han havde fundet vej til Juliens mansion og der havde han reddet Ilaria, fået hende fri, for hun havde ikke haft nogen betydning for Julien, og ja.. så havde han valgt at give ham dette mærke. Han var blind på det højre øje, selvom han efterhånden var blevet vant til det, for det var jo flere måneder siden nu. At stå og berøre denne kvinde på denne måde, burde han slet ikke, selvom det vel egentlig kun var en del af deres lille leg? Af den grund ville Ilaria flå ham levende hvis hun vidste at han bare så efter en anden kvinde på denne måde! Han kunne bare ikke rigtig lade vær. Dog tvivlede han på at denne kvinde ville lade det gå så langt igen, medmindre hun virkelig var fløjtende ligeglad med sin mand, og det var faktisk en.. trist tanke. Han sendte hende et kækt smil til hendes ord. “Man må jo lære af sine fejl.. ikke sandt?” Næsten som om han opfordrede sig selv til at stikke sig. Han endte dog med at trække hånden til sig, dog uden at han tog blikket fra hende eller smilet falmede. “Men jeg får nok ikke det store ud af det,” lagde han roligt til, som var det grunden til at han stoppede. Han ville bestemt ikke ligge sig ud med denne kvinde! Det ville være direkte tåbeligt!
Sonic ville virkelig ikke tøve med at gøre det hele om, for det havde reddet Ilarias liv, for hun var jo heller ikke sluppet billigt igennem den nat, for Julien havde været hård mod hende, pint hende endnu engang for hver time der var gået, og hver af de timer, skar virkelig i hans hjerte endnu, for det var hans skyld at hun var gået igennem det! Derfor havde han vel et sted fortjent dette mærke? Og bestemt også den smerte som det havde kostet ham at få. Han trak svagt på skuldrene. “Enhver mand der elsker sin kvinde højere end sig selv, ville have gjort det samme som jeg,” endte han kortfattet, for der var han faktisk ikke enig med hende, for han troede faktisk på at mange mænd ville have gjort det samme, måske ikke så mange her fra Dvasias, men mange fra de andre lande. At hun hævede hånden og tog klædet af ham, fik ham til at se lettere protesterende mod hende, hvor han prøvede at få fat i klædet, inden hun fik det af ham, selvom hun var for hurtig. Han endte med at vende blikket væk fra hende, næsten som om han prøvede at skjule arret, ikke for hende, men faktisk for alle andre. Han så dog roligt mod hende, hvor han løftede den ene hånd og holdt det over for det vansirede blik. “Jeg ville foretrække at du gav mig det igen!” endte han i en bestemt og næsten beordrende tone. Det bragte ham dog virkelig ubehag ikke at have på, for han brød sig ikke om at folk stirrede! Han kneb øjet sammen til hendes ord. “Netop.. og hun er grund nok til at jeg ikke burde tale med dig,” endte han kortfattet, som han greb omkring stoffet og rev det ud af hendes hånd. “Og som jeg sagde før, er jeg en travl mand. Desuden er du ikke den eneste med barn derhjemme,” endte han kortfattet, som han sendte hende et sigende blik, inden han valgte at vende ryggen mod hende for at gå væk, alt imens han bandt det sorte stof for øjet igen.

[Deleted]

Jacqueline havde ganske rigtigt ingen anelse om hvilke tanker som gik igennem denne mands tanker, for ikke at glemme at hun ikke havde nogen anelser omkring hans navn, så selvfølgelig var det også noget som spillet frygtelig godt ind for hendes eget vedkommende. Hun lod blikket hvilende på ham. Det hele var en del af en leg, så hun var klar over at der ikke hvilede andet i hans kærtegn end det som hun selv lagde i dem. Hun respekterede og accepterede i den grad Giovanni og det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at miste ham, for hun vidste at dette virkelig var en endelig chance til at vise hvor hun ønskede at være, så selvfølgelig ville hun komme tilbage igen! Hun smilede ganske let og med blikket roligt hvilende på ham. Hvorfor skjule det? ”Korrekt,” sagde hun ganske roligt. Selv hun havde kraftigt lært af sine egne fejl, så selvfølgelig var det noget som gjorde meget for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At han trak hånden til sig igen, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til som sådan. Hun lod hovedet søge let på sned og med et let smil på læben. ”Der kan man jo bare se.. Du lyder virkelig fornuftig.. Også med henblik på din hustru,” sagde hun roligt og alligevel.. fascineret. For det var hun virkelig! Det var sjældent at hun i det hele taget kunne sige sådan noget omkring noget andet levende individ, for det var ikke mange som gik frem på denne her måde som denne unge mand gjorde, men det var noget som hun faktisk godt kunne lide.
Jacqueline vidste godt, at meget havde forandret sig siden hun havde været ung og siden hun var blevet gift. Folk var blevet direkte egoistiske, folk tænkte på sig selv og hvor mange ville gå igennem alt det her for deres kvinde? Hun var ganske enkelt imponeret, for hun havde tydeligt lagt mærke til at han måtte være blind, selvom det nu heller ikke rørte hende. Det måtte da være en heltedåd som han havde været igennem for at redde sin hustrus liv. ”Kender du til Dvasias og mændene som holder til her, så skal du ikke regne med, at det er noget som alle er villig til,” påpegede hun ganske kortfattet. Løgn var det jo ikke engang. Armene lagde hun roligt over kors som hun havde taget tørklædet fra ham. Hun agtet at se ham helt i blikket. At det jo så var noget som direkte måtte pisse ham af, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, for det at kaste sig i krig med hende, var bestemt heller ikke noget som han ville få det mindste ud af, det ville han hurtigt finde ud af på denne her måde, det var helt sikkert! At han havde børn hjemme, var noget som hun næsten kunne gætte sig til, hvor selv smilet bredte sig mere på hendes læber – det var jo endnu en ting som de havde til fælles. At han tog det igen, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til, hvor hun bare blev stående og med blikket hvilende på ham og denne gang mere fast! ”Du er langt hjemmefra, hvis du ikke bor her i mørkets land, min unge mand..” påpegede hun sigende, som hun lod hovedet søge let mod den anden side. ”Sidder hustruen hjemme med barnet alene?” spurgte hun ganske roligt og med et stille smil på læben. Med hans fremgang, så ville hun næsten gætte sig til at hans hustru måtte være en dæmon – og det alene var noget som gjorde det hele mere besværligt, specielt når man vidste hvordan dæmoner var kendt for at opfostre børnene.

[ilosonic]

Ilosonic ønskede virkelig ikke at begå en fatal fejltagelse, for det kunne koste ham så meget, det kunne koste ham det som han elskede allermest, det kunne koste ham det eneste som betød noget for ham, og det havde han virkelig ikke i sinde! Han burde passe på med denne kvinde, for hun var farlig, ikke kun for ham, for han var sikker på at hun kunne lege med så mange andre mænd, sikkert lettere end det som hun kunne med ham. Der var ingen mening bag hans kærtegn, for det var bestemt ikke denne kvinde han ønskede at tilfredsstille, langt fra! Han havde Ilaria, og han burde respektere hende bedre end det som han gjorde, hvilket var noget han konstant måtte minde sig selv om, for det var svært, når man mødte et andet menneske, specielt af det modsatte køn, som man blev så.. betaget af. Et kækt smil gled over hans læber. “Burde jeg sige det samme om dig? Du derimod kunne næsten godt virke til at gå bag din mands ryg. Er han ikke god nok til at tilfredsstille dig?” Hans tone var endt næsten.. hånende? Det kække smil bredte sig kun på hans læber. Han burde ikke lægge sig ud med hende, men det farlige havde jo desværre en tendens til at friste én, og han var vidst alt for god til at blive fristet, specielt fordi det var så lang tid siden at han havde haft spænding i sit liv. De sidste mange uger og måneder, var gået med at passe huset, arbejdet, lære Ilaria op i at være grevinde og passe Jacqueline, der havde ikke været tid til eventyr og andet spænding, tværtimod var han blevet ganske passiv.
Måske der ikke var mange der ville gå igennem det som Sonic havde for Ilaria, men det var han sådan set ligeglad med. Havde det været førhen, inden Ilaria havde haft den betydning for ham, så havde han jo heller ikke gjort det. Han havde været en typisk dvasiansk mand, men han havde ændret sig, så mon ikke der var mange her i Dvasias der kunne det samme? Han vidste at mange ikke ville, mange ville fortsætte med at være det perverse svin de var fra før af, men det var også typisk de mænd der måtte tage en kvinde med magt og ikke havde følelser indblandet. Men sådan var Sonic ikke, sådan nægtede han at være! “Jeg kender udmærket godt til mændene. Jeg har været én af dem, jeg har villet handle som dem, men alle kan ændre sig, for det gjorde jeg også,” endte han roligt og trak svagt på skuldrene som betød det intet. Sandt var det jo faktisk. Havde han ikke mødt Ilaria, så havde han jo nok været den selvsamme egoistiske person, der ikke gjorde andet end ting der ville gavne ham selv i sidste ende. Han brød sig ikke om den måde, som hun havde taget hans sorte stof af på, for det var faktisk kun Ilaria han lod vise sit fulde ansigt, men det var også mest fordi hun krævede det, men han så ingen grund til at dele det med denne kvinde, for hun havde ingen betydning for ham. Han fortsatte væk fra hende, selvom han stoppede op til hendes ord. Han så sig kort over skulderen. Hun lød næsten som om det var en dårlig ting at Ilaria var hjemme med Jacqueline, og han havde selvfølgelig selv sine bange anelser, men.. han var sikker på at hun nok skulle klare det! “Jeg er skam stor nok til at passe på mig selv.” Han sendte hende et sigende smil, selvom det falmede ganske hurtigt igen. “Jeg har skam tiltro til min kone. En kvinde burde vel passe bedre på et barn, end en mand? Og hvad skulle det betyde for dig i det hele taget?”

[Deleted]

Jacqueline vidste at hun var farlig, og alene det at folk vidste det, var noget som direkte måtte more hende. Forblev man på den rette side af hendes grænser, så var der virkelig ikke noget problem med det, for hun forsvarede sig selvfølgelig hvis det var, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun trak let på smilebåndet, selvom det falmet lige så hurtigt til hans ord endnu en gang. Om Giovanni ikke var god nok? Han var langt mere end godt nok, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! Hun kneb øjnene fast sammen denne gang. Hun havde ganske rigtigt begået den fatale fejl en gang og dette var vel en måde hvorpå at hun endelig kunne bevise for ham hvor det var at hun ønskede at være. ”Jeg finder det spøjst.. At du vælger at udtale dig om noget, som du end ikke har det mindste kendskab om. Min mand er det bedste som nogensinde er sket for mig.. Vi har været gift igennem frygtelig mange år,” fortalte hun ganske kortfattet og selv med en.. stolthed i stemmen? Giovanni kunne hun slet ikke undvære for noget som helst, så meget var hun klar over, for han var virkelig en med en utrolig betydning for hende, om det var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun bare ikke gøre det mindste ved det når det endelig skulle komme til stykket. Hun trak vejret dybt og rettede sig op. Hun var krævende og meget opmærksomhedskrævende af sig, så meget vidste hun og denne mand skulle nok få med hende at bestille! ”Og tro mig.. Jeg er ikke den som du ønsker at træde over tæerne!”
De dvasianske mænd var virkelig ikke meget at prale af og specielt heller ikke i Jacquelines øjne. Selv kunne hun blot være forbandet glad for alt det som hun havde fået serveret på et sølvfad igennem hendes liv og specielt da hun var udvalgt som en Salvorique og den som skulle giftes med Giovanni. Nu var hun så vant til det, at det andet virkelig ikke nok for hende. De levede slet ikke op til hendes standard, krav og forventninger! ”Tja, det er vel bare meget nemt at blive revet med af strømmen, ikke sandt?” Hun hævede sigende det ene bryn og betragtede sig af ham. At det hele var begyndt at blive så nært som det måtte være fra før af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om, for denne mand lød til at være.. irriteret? Ikke fordi at det var noget som rørte hende som det, for det var der slet ikke nogen grund til i det store og hele. At hans smil falmede, var nu heller ikke noget som hun tog sig af. ”Et maleri siger mere end tusind ord.. Og det falmende smil viser mig en usikkerhed.. tror du i det hele taget på at din kone er i stand til at passe på Jeres barn?” Endnu en gang valgte hun at blive og være direkte og uden at pakke tingene ind, for det var der vel heller ikke nogen grund til? Det var jo trods alt bare et spørgsmål – for hende om ikke andet.

[ilosonic]

Det måtte virkelig more Ilosonic at hans ord havde ramt hende så hårdt, for hun blev jo helt fornærmet! Han følte virkelig for at grine, men han undlod det dog, for han vidste at det kun ville påvirke til hendes irritation, og det ønskede han ikke! Han ønskede ikke at lægge sig ud med hende, men.. det blev jo næsten fristende, selvom han vidste at han burde holde sig på den rigtige side hos hende. Han bar intet ønske om at lægge sig ud med hende, han ønskede faktisk ikke at fornærme hende, eller være flabet, for han respekterede hende faktisk, ikke fordi han kendte hende som sådan og det var ikke fordi han frygtede hende, men.. hun var af en ældre generation, så selvfølgelig skulle han vise hendes respekt, også fordi han jo faktisk var en greve. Han var nød til at respektere folk, selvom det virkelig var svært når man var som han var, han satte forventningerne højt til folk, han stolede ikke bare på hvem som helst, men denne kvinde havde virkelig formået at vinde hans interesse, så selvfølgelig havde hun vundet hans respekt – allerede for lang tid siden! “Jaså? Men.. hvis han virkelig er det bedste som er sket dig. Hvorfor står du så og flirter med mig?” spurgte han roligt, og lod hovedet søge en anelse på sned. Han kunne ikke skjule det morende smil, selvom der intet var hånende over det, nej, han morede sig faktisk kun oprigtigt. Han ønskede ikke at gøre hende vred, men hun gjorde ham nu alligevel nysgerrig, for hun gav nemlig udtryk for at hendes mand ikke var god nok, netop fordi at hun stod og flirtede med ham, en tydeligvis yngre mand end hendes mand måtte være, så man kunne faktisk godt få indtrykket af at hendes mand ikke var god nok. Hendes følgende ord fik ham til at lægge den ene hånd på brystet og den anden holdt han op, som om han skulle til at sværge noget. “Og tro mig min kære frue, jeg har ingen intentioner om at fornærme dig. Du må tilgive mig hvis det virkede sådan, men min nysgerrighed har du vundet, og jeg kan desværre ikke lægge skjul på min fremgangsmåde,” undskyldte han lettere, hvor han faktisk mente hvert ord. Hun var jo selv frembrussende, spurgte ham direkte om personlige ting, han.. gjorde faktisk bare gengæld.
Som denne kvinde ikke burde stå og flirte med Sonic, burde han heller ikke stå og flirte med hende, hvilket han godt var klar over, men på den anden side, kunne man bebrejde ham? Han var en mand, det sagde vel det hele? Han havde jo selv været som så mange andre dvasianske mænd, han var faktisk ikke så forskellig fra dem igen, uanset om han havde ændret sig eller ej. Han elskede dog Ilaria og han respekterede hende, så han måtte tage sig sammen! Og det bedste var vel at komme væk fra denne kvinde? Selvom hun faktisk gjorde ham nysgerrig og hun virkede faktisk som godt selskab, selvom han også var sikker på at de hurtigt kunne komme til at fornærme hinanden, netop fordi de begge var frembrussende og direkte, for det var denne kvinde også, hvilket hun også beviste ved sine ord. Han endte med at tage nogle skridt mod hende igen, for at mindske afstanden endnu en gang. “Vi har haft vores stridigheder. Hun er ikke ligefrem.. hvad man kan kalde for den moderlige type,” forklarede han roligt, hvor han trak ganske svagt på skuldrene. “Men hun insisterede på at passe vores datter, så jeg stoler på hende. Hun prøver og mere forlanger jeg ikke!” endte han i en mere fast tone, næsten som for at prøve at virke mere overbevisende, han mente dog sine ord! Han stolede på Ilaria og han vidste at hun prøvede, hvilket var godt nok for ham. Det var måske også godt at hun fik lidt alenetid med den lille?

[Deleted]

At komme på den forkerte side af Jacqueline kunne hurtigt vise sig at få fatale følger. Selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til i det store og hele, for det var der virkelig ikke nogen grund til. Hun nød faktisk denne lille leg med denne mand. Det var jo heller ikke fordi at der lå noget som helst bag de mange kærtegn som de skænkede hinanden, så var det jo egentlig bare sådan at det endelig måtte være. Hun sendte ham en direkte fast mine. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at være Giovanni utro og til nu, så undlod hun selvfølgelig at nævne hans navn, for det var der ingen grund til. Hendes familie levede i bedste velstand i Imandras land, hendes mand var overhoved for slægten og for rådet som herskede der, så han var en mand med magt! Hun fnøs ganske stilfærdigt. ”Pas på, min unge og fine ven.. Jeg tror nu snarere at det er dig som står og flirter med mig… end modsat..” Hun hævede sigende det ene bryn. Det ville ikke blive det mest besværlige at placere de tanker i hovedet på ham, hvis det var noget som hun ville, og det var jo lige før at hun blev fristet til at gøre det! Hans videre ord var noget som fik et svagt smil til at vise sig i hendes mundvige. Han vidste da alligevel hvordan han skulle gå frem.. for ikke at glemme, at han var lige så frembrusende og direkte som det hun selv var. Ikke fordi at hun så havde noget imod det, for der var ikke noget bedre end en mand som turde at stå op for sig selv og faktisk.. stille spørgsmål hvis det skulle være nødvendigt i det store og hele – ligesom denne unge mand gjorde det. ”Jamen dog.. frembrusende og undskyldende.. fornuftig og intelligent.. Alt sammen i en og samme pakke, det er ikke ofte man ser det nu om dage.. Fascinerende.” Hun tog et skridt tættere på ham, kun for at lade blikket søge direkte til hans, som hun prøvede at se direkte igennem ham.
At hans kone måtte være ham et ømt punkt, var noget som næsten morede Jacqueline. Han var et sted helt nøjagtigt som alle andre? Han var en gift mand, selvom han havde vist hende ringen med en sådan en sikkerhed og ikke mindst stolthed, så stod han stadig og flirtede med hende. Selv gik hun meget op i ærlighed og Giovanni vidste vel godt, at hun ikke kunne finde på noget når hun var ude? Hun elskede jo ham og det var sådan at hun agtet at forholde det, for der var ingen anden mand derude til hende, det var helt sikkert! Et liv uden Giovanni var ganske enkelt uden nogen værdi for hende! Det var slet ikke værd at leve! Smilet brød sig let over hendes læber, det var slet ikke noget som hun kunne skjule for ham og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig. ”En mor som ikke tager sig af sit eget afkom kommer aldrig frem i denne verden.. At hun er kommet så langt som til ægteskab, er mig imponerende.. Du stoler på hende.. og alligevel tvivler du..? Du virker som en som ønsker at tage hjem, min fine ven.. Du må være langt hjemmefra, hvis du er så urolig som du virker som..” Hun lod hovedet søge let på sned. Hun kendte ikke engang hans navn eller vidste hvem det var som hun stod overfor og det var noget som selvfølgelig gjorde hende forbandet nysgerrig!

[ilosonic]

Måske denne kvinde var en mentalt dæmon, men det var Ilosonic også selv. Hans sind var ikke bare lige til at bryde igennem, på trods hun var ældre end ham, det var måske ikke umuligt for hende, men hun ville ikke kunne søge ind i hovedet på ham, uden han ville kunne fornemme det, og uden at han ville kunne nå at gøre modstand, for lagde denne kvinde sig først ud med ham, så ville han ikke tøve med at slå igen! Han kunne sagtens være en gentleman, men der var skam grænser for hvad han ville finde sig i! Han var bestemt ikke en mand som hun ønskede som sin fjende, selvom hun jo nok ikke ville frygte ham, bare fordi han sagde det til hende, men det behøvede hun skam heller ikke, undervurderede hun ham, jamen så blev det hendes fatale fejl og ikke omvendt! Han fnøs let til hendes ord. Hun ville end ikke engang indrømme det, det var næsten ærgerligt. “Har aldrig påstået at jeg ikke gør. Til forskel fra dig, tør jeg stå ved mine handlinger,” svarede han ganske stilfærdigt, som han lod de stærke arme falde over kors ved brystet, selvom man ikke kunne se hans direkte muskulatur på grund af efterårsjakken, der skjulte hans krop godt, for varmt var det jo ikke længere! Han var frembrusende og direkte, præcis som denne kvinde, noget som kun gjorde at han havde endnu en ting til fælles med hende. At hun så skulle finde ham fascinerende og indrømme det, var noget som faktisk måtte more ham, selvom han intet direkte sagde til det, for et sted følte han sig jo næsten beæret over at en kvinde som hende fandt en mand som ham fascinerende. Han trak svagt på de brede skuldre. “Tja.. min hustru er i så fald heldig,” svarede han med et skævt og kækt smil om læberne. Han ønskede ikke at forråde Ilaria, for hans hjerte lå virkelig kun ved hende!
Selvfølgelig var Sonic en anelse usikker på det at Ilaria var hjemme selv med Jacqueline, for de havde tidligere haft et skænderi, hvor hun direkte havde sagt at hun ikke brød sig om sin egen datter, og han vidste at det var sandt, selvfølgelig vidste han også at hun elskede og inderst inde holdt af sin datter, men hun var ikke den moderlige type, det vidste han udmærket godt, og med det temperament hun havde, så var han faktisk i tvivl om hvordan hun ville klare det uden ham. På den anden side, troede han også på at det kunne styrke hendes bånd til Jacqueline, og det var lidt det som han håbede på. Han kneb øjnene en anelse sammen til hans ord. “Måske jeg er langt hjemmefra. Måske Ilaria ikke er den moderlige type. Men hun er bestemt ikke ligeglad!” endte han i en fast tone. Ingen skulle håne hans hustru! Ikke når han lagde øre til det i hvert fald! Han gjorde et nik mod hende selv. “Og synes du det er moderligt at være ude og langt hjemmefra?” Han betragtede hende med et koldt og fast blik. Han vidste hun umuligt kunne være fra Dvasias, også på grund af hendes mørkere hudfarve, hun måtte komme sydfra! Peula måske? Eller bare sydligt i Imandra? Han var ikke sikker, men han var i hvert fald sikker på at hun selv var et godt stykke hjemmefra.

[Deleted]

Jacqueline var bestemt heller ikke ude på at skulle gøre denne mand til sin fjende. Noget af det sidste som hun havde brug for, var flere problemer som Giovanni skulle rode hende ud af, for det fik hun ikke noget ud af! Tvært imod, det som hun ønskede sig for denne stund, var faktisk bare noget.. morskab? Det var første gang at hun var ude alene efter ekstremt mange år, så selvfølgelig ville hun da hellere nyde det end at skulle få udgangsforbud endnu en gang, for den tanke var noget som virkelig kunne pisse hende af! Denne mand.. en mentaldæmon som hende selv, hvilket var noget som morede hende. Om ikke andet, så vidste hun allerede nu at han ville mærke det, hvis hun forsøgte at trænge ind i hans sind og.. sjovt nok, så var hun jo næsten fristet til at gøre forsøget for det, selvom det ikke var noget som ville gavne hende. Hun trak svagt på den ene mundvig og med blikket hvilende på hans skikkelse. ”Jeg ved ikke hvad der er med dig.. men det vækker en nysgerrighed.” Hun endte roligt med at skulle gå rundt omkring ham, som havde hun vandret rundt i en cirkel. Der var noget ved denne mand.. Han mindede hende så meget omkring hende selv! En mand som ham, en masse egenskaber, en masse talenter, så selvfølgelig var det noget som også gjorde en masse for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Det er hun minsandten.. sjovt som du så vælger at flirte med en som er gammel nok til at være din mor,” påpegede hun med et skævt smil.
Jacqueline kunne se det i mandens blik; Han var usikker. Usikker på sin hustru hjemme? At det at hun havde prikket sådan til ham, var noget som faktisk fik ham til at afsløre sin hustrus navn, var noget som kun fik smilet til at brede sig. Hun havde skam hørt om dem, så det var faktisk en prociansk greve som hun måtte stå overfor? Det var simpelthen for sjovt! At det jo så var hendes egen søn, var slet ikke en tanke som slog hende ind på nogen måde! ”Og se hvad julemanden nu rev op af sækken.. Du er greven af Procias!” Denne gang slog hun ud i en direkte latter. Det var virkelig for komisk! Hun havde nu heller ikke regnet med at se sådan en mand så langt hjemmefra! Hun stoppede op igen og vendte blikket mod ham. Armene lagde hun roligt over kors og med den samme ganske stilfærdige mine, som hun end ikke havde lyst til at skulle skjule for ham. Det var ikke moderligt at være hjemmefra? Hun betragtede ham med en yderst kortfattet mine. Mandens temperament mindede skam også om hendes, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde det nemmere for hende. ”At manden bliver hjemme lidt med børnene, er altid godt.. Jeg har været hjemme med børnene siden før de blev født.. Det er min første tur ude i hvad der må være en mindre evighed,” forklarede hun ganske kortfattet. Hendes egne børn kendte ikke engang til det som var sket tilbage dengang, og det var bestemt heller ikke fordi at hun ville fortælle det til greven af Procias! Hovedet lod hun søge let på sned. Han var langt hjemmefra og han var usikker på hvordan hans hustru gjorde det? Hun var bestemt ikke i tvivl om at Giovanni ville tage sig godt af hendes egne små tvillinger. Desuden ville de i den grad også nyde at far var lidt hjemme ved dem – for en gangs skyld.