Let there be war..!

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade opdage at Tharnduil ikke hade nemt til denne form for bekymring til ham, hvilke var trist for hun ment det jo kun godt for ham, og det var synde det kun føltes som det var hende der faktisk var bekymret omkring ham som person og konge inde resten af folket gjord.
Hun så på ham mens de snakke, hun kunne jo godt lig og side og se på ham mens de snakke plus det var høfligt og se på den man nu snakke med. at han igen sammenline hende med serenity kendt hun ikke til, eller han forsøget og slog kold vand i blodet heller. Hun syntes Thranduil virke som en rigtig dejlig mand, meget ansvars fuld, meget fat, modig og stærk mand i sær mental når man tænkt på hvad han hade oplevet, og hun var sikker på han sikkert også var en kærlig mand inderste inde men hun fornemme godt nok han måske hade svært ved og vise det, tros det fandt Riniya nemlig Thranduil et sted tiltrækkenden? Hun var ikke sikker på om hun virkelig følt det eller det måske bare var hende der forstille sig ting med alt det holden hånd og de kys hun måtte have giv hans kind, måske var det virkelig bare noget hun bilde sig ind? For helt ærligt hun tvivle på hun ville være noget for Thranduil hun var jo bare en helt simpel syerske, og han var jo tros alt konge plus med alt det der var sket ham var en ny kvinde måske ikke lig det han tænkt først på? Eller var det? hun ane det virkelig ikke.
Hun så på ham som han snakke og smile bare blidt ”det ved jeg godt du ikke gør Thranduil” sag hun roligt, og smile bare ganske blidt til ham, hun vist godt han ikke kræve noget af hende alt det hun gjord for ham var noget hun selv valgt og gøre for ham, det var ikke noget hun følt sig tvunget til eller nødsage til og gøre hun gjord det i god vilje og lyst.
Hun så på ham som han snakke, ja det var heller ikke just nemt og få folket til og vise den form for tillid. Hun smile dog roligt ”bare forsæt det god arbejde.. bare du viser at du er der for folket, gør det bedste for dem, og guider dem i den rigtig retning så jeg sikker på den tillid nok skal vokse frem.. mange har sikkert allerede den tillid til dig.. men måske er de bange for at vise det efter din forsvinden men det kommer sikkert frem igen..” hun så roligt på ham, mens han ryste på hovedet.
Hans ord under hende hade hun set utilpas ud? ”Nej... Nej bestemt ikke, jeg mere ind godt tilpas i dit selskab Thranduil” svar hun roligt som hun så han rejst sig og gik hen til vinduet ved stuen, roligt rejste hun sig og fuldt med du af køkkenet og stille sig hen ved siden af ham, de krystal blå øjne søgt roligt op i hans, ”der intet du skal beklage for Tharnduil.. virkelig! Jeg nyder virkelig dit selskab.. det var ikke min mening og give dig ideer om noget andet, det mig der skal beklage vis jeg har vist nogle form for usikkerhed omkring dig.. for det er jeg slet ikke, jeg føler mig meget sikker her hos dig” hun så op på ham, mens hun blidt lod hånden lægge sig på hans arm ganske blidt mens hun blot så op i hans øjne.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Svært var det for Thranduil i denne stund. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det her. Han kunne ikke se bort fra hvor underlig denne her situation i princippet var. Han sendte hende et smil. Bekymring og det hele, var alt sammen noget som han gerne ville slippe, for det var slet ikke nødvendigt. Et sted var han jo også lidt nysgerrig på at vide, hvad det var for nogen tanker, som hun gjorde sig om ham efterhånden, men ikke ønskede han at spørge ind til det, for det kom der slet ikke noget godt ud af. "Godt," sagde han denne gang med et smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være med det.
Det var vigtigt for Thranduil at folk fik den tillid til ham, som han tidligere havde oplevet at de havde.. Den var gået meget i bund i den tid han havde været væk fra skovene og væk fra sit folk, og nu hvor han været igennem alt det, som han var, kunne han heller ikke ligefrem påstå at han var den samme mand, som han havde været engang. Det var næsten det, som vakte den største frustration for ham, og han kunne bestemt heller ikke lide det. "Jeg værdsætter dine ord rigtig meget, Riniya. Virkelig." Derfra valgte han at rejse sig. Han havde uden tvivl meget svært ved dette, go det var heller ikke nogen hemmelighed at han havde det.
Derfor rejste Thranduil sig op, kun for at søge tilbage i stuen, hvor han denne gang bare kiggede ud af vinduet, og ud mod riget. Det som han kunne se vel og mærke. Det var jo alligevel frygtelig svært alt sammen. Her blev han stående, men vendte blikket mod hende i stedet for. Hun berørte ham igen. Han kunne virkelig godt lide, at hun gjorde det, og det var heller ikke noget som sagde så lidt igen. Han sænkede blikket mod hendes hånd, hvor han denne gang hævede den og lukkede hånden omkring hendes, som han trykkede om. Hun var virkelig en dejlig kvinde. Ingen tvivl om det. Her tog han hendes hånd til sine læber, hvor han skænkede hendes håndryg et taknemmeligt kys. Det var det som han kunne give hende.. Og det var nok det største tegn på glæde og taknemmelighed, som han kunne give nogen som helst. Det var i sandhed, at give noget af sig selv på den bedste måde.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya så på ham, og kendt ikke til at han følt at denne situation de var i var underlig. Hun selv følt ikke det sådan var helt vild underlig, og dog var der da noget som føltes.. lidt sært. Hun så på ham, og smile bare da han sendt hende et smile. hun kunne godt lig hans smile for det klædt ham ganske godt, og hun hade jo efterhånden set en del smile fra ham hvilke bare var herlig. Hun så roligt på ham som han sag godt, og smile bare til ham. hendes bekymring kunne hun ikke bare ligge på hylden, hun gjord det jo i bedste mening men med tiden skulle hendes bekymring nok falde, når hun var sikker på han hade det meget beder.
Hun så på ham som hun gav ham orden om hvordan han kunne få den tillid fra folket som han gerne ville, om det så var rigtig det hun sag vist hun ikke, men hun følt at det var på den måde han kunne prøve og gør det ved og så måtte de vel se om hade ret, vis han altså fuldt hendes råd men hun ville ikke blive ked af det vis han ikke gjord, hun sag blot sin mening og så kunne han tage det til eftertrækning. Hun så på ham som han snakke til hende, og smile ”jeg glad for du værdsætter min ord Thranudil” hun så på ham, som han rejst sig hvor hun selv valgt og rejse sig og følge efter ham.
Hun så på ham som hun kom hen til ham i stuen, ved vinduet. Hun lag blidt hånden på hans arm, han hade virkelig ikke gjort noget for at gør hende usikker eller utilpas, det han højst hade gjort var nok og overraske hende men aldrig på en dårlig måde. Hun så på ham, som han kigge på hende og fra hende til hendes hånd der var på hans ene arm. Hun så selv ned på sin hånd som hun mærke han lukke sin egen hånd om hendes, og trykke om den. Hun sendt ham et blidt smile, han skulle virkelig ikke tro hun var utryg ved ham for det var virkelig det sidste hun var! som han tog hendes hånd og ført den til hans læber, følt hun hjerte næsten skulle stoppe og hun svagt holdt vejre, som han sænke hendes håndryg et kys. Dette kom bag på hende, jo vist hade hun giv ham kind kys men hun hade da aldrig nogle sinde forvente et sådan tegne af taknemlighed fra ham! hun mærke hendes øre blive varm, og vist de nu måtte vær godt rød. For bøgen da også at hun rødme med ørne i steden for kinderne, hun så på ham og sendt ham da et lille men sødt smile hun vist da slet ikke hvordan hun skulle udtrykke den fryd og glæde hun fik ved denne gestus han hade skænke hende, hun tænkt der for noget inden hun forsigtig gik bare lidt tætter og skænke hans kind et blidt kys, ikke langt fra hans læber men heller ikke så tæt at det ville være upassende, da hun hade give ham kysset trak hun hovedet til sig og hade forsat om hans hånd som stadig holdt om hendes.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil havde vel trukket sig, fordi at han selv var blevet usikker, og derfor forsøgte at gemme det bag sig på en mere.. mandig måde, end at skulle vise det så åbent og så tydeligt? Det havde i hvert fald ikke været hans mening at det skulle gøres så tydeligt i hvert fald. Det sidste som han ønskede var at skræmme hende væk, og særligt fordi at man vel kunne sige, at hun havde præsteret at give ham kampgejsten tilbage igen? Det var i hvert fald sådan at han havde det med tingene, så det skulle endelig ikke være for det.
At hun havde valgt at følge efter ham, havde han slet ikke noget imod. Det føles virkelig rart at det skulle være på den måde. Ingen tvivl om det. Han vendte sig mod hende, da hun havde lagt hånden mod hans arm. Han var glad for at hun var som hun var, også selvom der var så meget ved hende, som mindede ham om den kvinde, som han havde været gift med, og som han ligeledes havde mistet på den hårde måde. Det havde jo slet ikke været meningen, men skæbnen havde valgt anderledes for ham og hans udkårne. Derfor havde han allerede nu konstateret at han bare ikke skulle have flere.
Riniya var unik på den gode måde, og det kunne han virkelig godt lide, så det skulle endelig ikke være for det. Oprigtigt måtte han jo sige, at han var glad for de fantastiske muligheder, som han fik ud af det her. Han kyssede hendes hånd, hvilket nok var en af de mere næstekærlige gestuser, som han var kendt med. Han var blevet glad for hende, og det som hun havde vist ham, ved at åbne hans øjne som hun nu havde. Kysset som hun efterfølgende skænkede hans kind, var.. overraskende. Selvom det var sket en gang tidligere, overraskede det ham alligevel.
Denne gang var det Thranduil der vovede pelsen. Han lænede sig forsigtigt frem, hvor han vovede at kysse hendes læber. Denne gang mere prøvende, end hvad han havde gjort tidligere.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade aldrig rigtig forstået månd og deres måde og udtrykke sig på, hun forstod ikke hvorfor mange af dem nærmest forsøgt og gemme det og være ’mandig’ men så igen mænd forstod nok heller ikke kvinder og deres mere.. følelse baseret udtryk for hvordan de hade det. hun så roligt på ham, at han var bange for at skræmme hende væk hade han et sted udtrykke på sin egen måde for hende, og hun hade det lidt på fornemmelsen. Der skulle dog mere til for at skræmme hende væk, og han hade ikke nået det punkt i nu just. Hun følt sig faktisk mere som han trak hende tætter på ham, men det gav vel kun mening for hende selv. Hun hade fuldt efter ham da han gik, hun kunne jo ikke lig han hade gjort den slags tanker når det slet ikke var tilfælde. Hun hade roligt lagt hånden på hans arm, et sted fordi hun ikke vist hvor hun ellers skulle have placer hånden uden det virke forkert eller sært. Hun så på ham, at hun minde meget om den tidligere dronning og at han forsat hade holdning at han ikke ville have flere koner, kendt hun ikke til. Hun hade stadig troede på han nok skulle finde en ny en dag, en som vil blive der meget længer hos ham ind nogle anden kvinde han hade haft, og han virke også mere.. ja modtagelig for ideen når hun hade sagt at han nok skulle finde lykken en dag.
At Thranduil fandt hende unik vist hun godt, han hade jo selv nævnt det. hvilke hun tog som en stor smiger fra hans side af, kysset på hendes hånd hade fået hendes øre til og blusse op og svagt hendes kinder. Det var virkelig en gestus der ville noget, det var bestemt ikke noget hun hade prøve før. Hvilke hade gjort hende lidt konfus over hvad hun dog skulle sig eller gør ved sådan en gestus. Kysset hun gav hans kind, kunne hun et sted se på ham var noget der overraske ham selv om hun hade gjort det før. Det var enlig lidt sødt, men det var den meste næstekærlig gestus hun kunne, plus Thranudil var begyndt og betyde meget for Riniya ikke bare som hendes konge, men også som den mand var nu var.

Hun så på ham som han lænede sig forsigtig frem mod hende, hun kunne mærke hun holdt vejre som hun mærke hans læber mod hendes. Hun følt helt hun tabt pusten, og hjerte skulle gå i stå! Dette var hendes første kys! Sådan som i alder første kys fra en mand! Hun følt hovedet skulle eksplodere, og hjerte med, tusinde tanker løb gennem hendes hoved, hvad skulle dette betyde? Var der noget i det? var det blot en gestus igen? hun var forvirre, og selv om hun følt hjerte nærmest var gået i stå i letter chok så hammer det virkelig der ude af, uden og tænke over det lukke øjne halvt i og forsigtig presse læberne tilbage mod hans og gengældt kysset.. hendes første kys..

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det sidste Thranduil ønskede, var at skræmme Riniya væk fra sig. Det var i hvert fald overhovedet ikke hans intention på noget tidspunkt, og dette kunne også godt mærkes. Desuden følte han sig selv ekstrem sårbar, hvilket var en utrolig ubehagelig fornemmelse at sidde igen med. Det var bare svært for ham, at finde ud af, hvad ellers han kunne gøre ved det, for.. der var vel ikke rigtigt noget, var der?
Han havde trukket sig. Dels for ikke at gøre noget forkert selv, men også fordi at han vidste med sig selv, at han var på vej ud, hvor han ikke kunne bunde. Han ønskede bare en generel accept, og det var vel heller ikke så svært at forstå, var det? Han vendte blikket mod hende, da hun jo alligevel havde valgt at søge efter. Med andre ord, var hun heller ikke skræmt af ham, og det var uden tvivl betryggende på rigtig mange måder. Det var endelig ikke det.
Tavst kyssede han hendes hånd. Kendte man til de gamle elviske skikke, vidste man også hvad det betød. Hendes måde at reagere på, gjorde det jo kun bedre, for han kunne jo virkelig godt lide det! Det skulle da endelig ikke være for det i hvert fald. De havde skænket hinanden de signaler og de tegn flere gange hen på aftenen, og han havde virkelig ikke noget imod det. Det var mere den frygt, for at skulle åbne op for en anden, som gjorde, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde, for han kunne derimod slet ikke lide den tanke! Virkelig ikke.

Han lænede sig denne gang frem og skænkede hende et forsigtigt kys. Igen fordi at han heller ikke ønskede at træde forkert. Normalt var det slet ikke sådan her, at han ville reagere på det, men det var i den her situation, kun det mest oplagte, som han kunne gøre. Det var lidt der at han stod nu i hvert fald.
Hun.. gengældte det? Et sted bragte det en varme til Thranduil. Med andre ord, var det vel næppe så forkert, som han havde frygtet at det ville være? Øjnene gled forsigtigt i, hvor han for et kort øjeblik gav sig hen til kysset, inden han denne gang trak sig en smule igen. Han ville ikke gøre noget forkert.. Endnu mens han endnu var en skygge af sig selv. En mand, som han igen måtte forsøge at finde. "Tak Riniya," hviskede han denne gang med en dæmpet stemme. Han trak sig ikke helt. Det ville vel kun efterlade en meget akavet stemning.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var ikke spor bange for ham, nej tværtimod var hun langt mere nærmest drage til ham. men hun fornemme godt han ikke ønske og skræmme hende væk, og det satte hun bestemt også pris på. At Thranduil følte sig sårbar kendt Riniya ikke rigtig til, hun vist han ønske og være den mand han var før. En mand han nok aldrig helt kunne blive igen men han kunne nok blive lidt af det igen, men han måtte nok ind se at han måtte finde fred med den mand han end måtte ende med og være når han var komme sig over denne grimme oplevelse. At han følt han var på vej ud på dybt vand, kendt hun heller ikke til men et sted følt hun også lidt det samme men det var mere at alt dette var nyt for hende, hun hade aldrig haft et forhold til en mand. Thranduil var enlig den første hun rigtig sådan hade snakke så meget med, og hade være så betage af og putte så mange følelser og tid i, nogle ville nok se det som hun blot gjord det fordi han var konge og lig nu meget følsom men det var virkelig ikke mening, hun ville bare gerne hjælpe ham som den Elviske mand han var, at han var kong var blot en side ting en titel enlig.
Kysset han først hade givet hendes hånd, hade hun virkelig være beæret over for det gade hun virkelig ikke regne med at skulle opleve det fra ham. det var virkelig noget af en Elviske skikke han hade udvist der, en hun ikke mindes hun hade set før. Hun hade skænke ham et kys på kinden, det var ganske vist ikke helt som han hade gjort det, hun ville gerne give ham hendes egen form for gestus hvilke var kysset på hans kind. Der hade virkelig være en del signaler og tegne til hinanden gennem aftene, nogle tydelig andre mere skjult men Riniya hade et sted opfange dem. At han frygt og åbne sig for en anden, ja det var et sted tydelig og se på ham, og hun forstod ham godt, hvilke også gjord hun prøve og vær forsigtig og ikke frem fusende, selv om det var svært til tider eller det følt hun i vært fald.

Som han lænede sig frem mod hende, for der efter og skænke hende et rigtig kys. Det hade virkelig tage pusten fra hende, hun følt på en måde hun ikke kunne få luft og hjerte skulle stoppe men det hammer løs bag hendes bryst det kunne hun jo mærke. Hun hade aldrig kysse nogle før, og her stod hun så og fik sit allerførste kys af en mand og så ikke bare en hvilken som helst mand, men en mand hun hade set op til hele sin barndom, og som hun hade brugt dagen sammen med på og hjælpe ham gennem en svær tid i hans liv, plus han var kongen! Et sted i hendes hoved kunne hør en nærmest lille fan pige udgave af hende selv skrig i ren fryd i hendes inderste tanker, hun var dog rolig og stod ganske roligt stille.
Hun gengældt kysset.. så godt hun kunne for en nybegynder i kys, hun hade ladt øjne glide i og enlig lad sig giv lidt hen i kysset, hun holdt sig dog i så meget kontrol at hun ikke gjord mere ved kysset, hun mærke dog han efter lidt tid trække sig en smule væk, her åbne hun øjne og et lille suk måtte forlad hende som hun igen følt hun kunne få vejre, hade hun holdt på vejere? Det hade hun virkelig ikke lagt mærke til. Hendes øre var stadig helt tomat røde, og et sted måtte hendes øjne næsten og glimte efter dette uvente kys. Hun så på ham som han hviske til hende, og stadig holdt sig enlig tæt på hendes ansigt. hun så ham op i øjnene og sendt ham et lille kærlig smile ”Selv Tak Thranduil” hviske hun ganske stille, mens hun blev ståendene der hvor hun var. et sted i hende mærke hun en lyst til og kysse ham igen, men hun blev ståedene og holdt den trang inde. Hvad der lå i dette kys… ja det ane hun virkelig ikke men 1000 tanker fløj gennem hendes hoved i mens hun stod der og så op på ham, som de stadig stod tæt og med hovederne ikke langt fra hinanden.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det lignede på ingen måder Thranduil at være så usikker, hvilket yderligere havde været en grund til at han havde valgt at trække sig denne her gang. Det var slet ikke noget som burde forekomme, og dog, så havde det gjort det alligevel. Det var en tanke, som kun måtte vække den tydelige frustration, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det. Han forsøgte dog at overkomme det efter bedste formåen, selvom det ikke var noget som bare kom af sig selv. Lige nu handlede det udelukkende om at holde hovedet højt, selvom det i hans situation var svært.
Riniya havde vist sig at være en fantastisk hjælp for ham. Det var i hvert fald gået op for Thranduil, da han endelig havde vist sit sande jeg for hende.. vist hvordan han så ud og givet hende et indblik i hvordan han havde det, da det heller ikke just var noget som kom af ingenting så at sige. Han havde fundet den evige lyst til at fortsætte med at kæmpe, og det var heller ikke noget som kom af ingenting så at sige. Det var i hvert fald sådan at han selv personligt måtte se på det.
Et smil forblev på hans læber, efter han havde sluppet hendes læber. Hun gjorde ham glad, også selvom han stod fast på, at han slet ikke ønskede en hustru mere.. Han ønskede ikke at åbne op for en kvinde mere, men det var vel et sted også det, som han egentlig var igang med, var det ikke? Det var i hvert fald sådan, at han selv måtte se på det, og han måtte jo ærligt indrømme, at.. tanken glædede, men også samtidig, måtte skræmme ham lidt. Ikke bare lidt, men faktisk temmelig meget. Det var en varme, som havde skyllet så voldsomt igennem ham, at det havde været ubeskriveligt på sigt, hvad han skulle gøre ved det. Hånden hævede han forsigtigt og lod den stryge over hendes kind. Han vidste, at han ikke burde, men selv for ham, var det nu svært at lade være. "Fortsæt med at være som du er. Du er mig en meget unik elver.. En rubin i guldkammeret," fortalte han. Han holdt af hende for hendes holdninger og meninger. Hun havde i hvert fald fået ham overbevist om en ting eller to, og det var derfor at han fortsatte med at kæmpe, som han gjorde lige nu. Det var jo udelukkende hendes fortjeneste, at han gjorde det.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade aldrig troede hun skulle opfør sig på denne måde over for en mand, end ikke hendes far hade hun vær så kærlig og hjælpsom over for, men igen Thranduil hade vist tegne til og ønske hendes hjælpe det hade hendes fader aldrig. Hun fornemme at Thranduil var usikker, og at det gik ham på og hun ville ønske hun kunne fjerne denne usikkerhed fra ham, men det kunne hun ikke rigtig og hun vist heller hvordan hun skulle fjerne den vis hun bare kunne.
Hun var glad for at se Thranduil i bedring, han virke allerede meget mere som den person hun hade hørt om selv om der stadig var nok i nu og arbejde med, og hun ville være der til og hjælpe ham alt det hun kunne så længe han ønske hende til og være det. hun var glad for han hade fundet denne kamp gejst igen, det var utrolig dejlig og se og varme hendes hjerte. For det var den mand hun hade set op til alle de år, en mand der tur kæmpe og stå fast som den sande leder han var, og hun måtte sig han gjorde et flot comback.
Hun så hans smile efter han hade sluppet hendes læber, hun smile selv til ham og selv om de var stoppe med og kysse følt hun dog stadig tydelig hvordan hans læber hade rørt hendes svag rosa og blød læber, det hade virkelig være helt ubeskrivelig. At han stadig ikke ønske en kvinde eller åbne sig op for en, men faktisk var ved og gør det helt af sig selv kendt hun ikke til, hun hade det selv ikke på samme måde hun begyndt og mærke et ønske om han skulle se hende mere, og åbne sig mere for ham poppe op i hendes inderste tanker. Hun følt en varm ligge i kroppen, den lune godt og behalige og fyldt hende fra top til tå, hendes øre vist i vært fald hun var varm for de var stadig røde. Hun mærke hans hånd stryg hende forsigtig over hende, hun lukke øjne kort og nød det kærtegne inden hun igen åbne øjne og så ham i øjnene, hun hade stadig om hans hånd og lod tommelfingeren stryg hans hånd ryg blidt. Hun lytte som han snakke, sikke mange flotte komplimenter hun fik i dag det var da helt vildt. Hun smile og lod sin fri hånden selv glide op og lægge sig blidt på hans kind, hun strøg hans kind blidt og kærligt mens hun så på ham, ”Det skal jeg nok Thranduil… vis du også forsætter med og den du er.. en meget unik mand” for hende var han bestemt unik, han var virkelig en ener hun kendt ingen mænd som ham, og hun kendt ellers et par stykker gennem hendes liv, hun vist dog godt han sikkert ville ænder sig med tiden mens han heal og kom sig, men hun ville gerne se hans unik personlighed og være måde forsætte som hun hade set i dag, dog gerne at han hade det beder og var mere sikker. Hun strøg hans kind blidt, inden hun tog hånden til sig for i stedene for at læne sig frem og vær den som starte et nyt kys, hun ville dog ikke hold det for længe vis hun fornemme han ikke ønske et længer kys, i så fald ville hun trække sig vis det var tilfældet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Usikkerheden viskede Riniya væk som var det ingenting. Det var det som Thranduil havde kæmpet med, siden han var kommet retur til skoven her, og det havde uden tvivl også været utrolig svært, så det skulle da endelig ikke være for det. Han betragtede sig af hende. Det var hårdt for ham det her.. Men det var på den gode måde. Det var vel godt at blive konfronteret på den måde, med det, som han havde troet? Han valgte at holde alle de negative tanker for sig selv, for det lignede ham bestemt heller ikke at rende rundt og gøre sig dem i forvejen.. Men efter alt det som var sket, så var det bare det mest naturlige for ham at gøre, og det var uden tvivl også det, som han godt kunne mærke lige nu. Så det skulle da endelig ikke være for det, så at sige.
Et dæmpet suk brød Thranduils læber. Det var virkelig på tide, at han fandt den kampånd frem igen, og det var noget som uden tvivl var i stand til at hjælpe ham med, så det skulle da endelig ikke være for det. Han lod hende holde om hans hånd. At blive berørt på den måde, uden at føle at man var noget væmmeligt, fandt han rart.. Måske at han alligevel havde været lidt for hurtig i hans hårde udmeldelser? Det var lidt det, som han var bange for lige nu.
"Er det sådan, at du ser mig?" spurgte han med en rolig stemme. Et sted varmede det ham. Han ville jo gerne være unik, men samtidig ønskede han at være en mand, som man kunne se op til og et sted også være bange for. Ikke fordi at han kunne lade være med det.. Han ville jo bare gerne have, at det skulle være på den måde. Han var en konge.. En som man skulle nære en respekt for. "Respekterer du min titel? Eller mig som person?" fortsatte han. Hun lænede sig frem mod ham.. Han ville jo gerne. Den anden hånd hævede han svagt, hvor han lod den stryge mod hendes kind. Frygten for at det hele ville blive ødelagt, var da uden tvivl til stede. "Jeg er bange for at ødelægge det." Han lod hovedet søge på sned. Hvad var det egentlig de havde gang i? Svært var det dog at modstå fristelsen. Han lænede sig frem mod hende. Hvor han forsigtigt kyssede hende igen.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya prøve virkelig sit bedste for at hjælpe Thranudil med og få det beder, med sig selv og den situatione han nu hade være igennem. Thranudil var en utrolig speciel mand, han var virkelig en ener men dog stadig en mand man kunne se op til og ikke føle man aldrig kunne leve op til på en eller anden måde, ingen ville jo kunne være som ham 100% men de kunne lære noget af hans eksempel og der ved leve op til nogle af de ting Thranudil stod for. At Thranduil hade mange negative tanker kendt Riniya lidt til, hun vist jo han hade negative tanker om mørkelver, og det var fuld forståelige for hende.
Riniya ville virkelig gerne hjælpe Thranduil med og finde sin kamp ånd igen, finde et punkt i sig selv hvor han kunne komme videre og forhåbentlig få det beder med sig selv nok til og finde den mand han ønske og være i sig selv, eller udvikle sig og blive til den mand han kunne vælg og være nu. hun holdt ham forsat i hånden, hun fandt ham ikke spor væmmelig at se på, jo aren og sårene var skræmmenden. Men hun hade fået et glimt af den mand der gemt sig under alt dette, og hun vist jo på forhånd han var en flot mand før i tiden. Og med tid ville arene falme langsomt og sårene heal, og han skulle igen få en del mere af hans naturlig skønhed tilbage. Men i hendes øjne var han allerede en utrolig flot mand.
Hun så på ham som han snakke, hun sendt ham et berolig smile og et nik ”jeg ser dig som en helt unik person, en mand der ikke er somme alle andre, men stadig en mand alle kan se op til både med de værdier du har, og din måde og værre på, du er en utrolig vigtig mand for folket, og for mig” hun smile blidt og så på ham.
Hun så på ham som han spurte om mere, ”Begge del” svar hun roligt, ”jeg respekter den titel du har, og den magter der følger med.. jeg respekter dig som mand, og den byrde du bær med den titel du har jeg kan kun forstille mig hvor meget det må kræve af dig, og hvilke stærke skulder du må have for at bære den byrde… jeg nære kun den dybeste respekt for dig og din titel” hun så på ham for det var sandt, hun hade set op til ham hele livet, og hun så stadig op til ham den dag i dag.
Hun så på ham som hun lænd sig længer frem, hun fornemme godt hans frygt et sted. I sær da han strøg hende over kinden, hvilke hun bestemt ikke hade noget i mod. Hun så på ham som han lage hovedet på sned og udtrykke hans ord inden han også lænd sig frem og kysse hende. Hun nåde ikke og svar ham, for hun forstod ham hun var selv bange for det her ville ødelægge noget, hun gengældt dog kysset for fristelsen var for stor. Hvad var det enlig hun hade gang i? det her line hende slet ikke! Hun burde virkelig lade vær, for han ønske jo ingen kvinde, og han var kongen! Hun var blot en simpel undersåt, hun burde slet ikke stå her og kisse misse med kongen! Hvad tænkt hun på! Hun kunne dog ikke lade vær med og give sig lidt hen i kysset, selv om hun virkelig burde være den voksen kvinde og stoppe her mens alt var godt, og inde begynde og udvikle sig ting der ikke burde ske.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Riniya havde været Thranduil en kæmpe hjælp, og det var fra første øjekast, så det burde heller ikke komme bag på nogen, at det virkelig var noget som havde en stor betydning for ham. Det var bare ikke meningen, at han skulle åbne sådan op, som han gjorde lige nu. Det havde aldrig været hensigten, dog selvom det nu alligevel var noget som synes at skulle ske for ham, uden at han kunne gøre noget særligt ved det lige nu. Hans blik hvilede på hendes skikkelse denne gang. De grønne øjne hvilede i hendes.
Svagt rystede Thranduil på hovedet. Nok mere af sig selv, end det var af hende, for hun var så stærk og kraftig i hendes meninger og holdninger, at det var svært for ham at ignorere det faktum, at hun faktisk gjorde det her for at hjælpe ham.. og for at få ham til at tænke mere klart, og han måtte jo alligevel give hende det, at det virkede. Hun fik det jo præcist, som hun gerne ville have det lige nu. "Det betyder meget for mig," sagde han oprigtigt. Hvad andet skulle han sige?
Igen stod de der sammen med hinanden. Thranduil kiggede meget indgående på hende, mens han strøg hendes kind. At respektere manden og kongen, var en tanke som han kunne lide. Det var bare de færreste, som kunne skille på den måde. Serenity havde været i stand til det, men nu var det vel også ved at være på tide, at glemme hende lidt? Var det forkert af ham, at ønske at gå forsigtigt frem? Nu var det gået så hurtigt frem tidligere, og der var det også gået galt! "Hold fast i den tanke for mig, når jeg ikke selv er i stand til at se den så klart. Jeg ville gerne se den verden igennem dine øjne." Og med de ord, forseglede han det i et kys. Svært var det for ham at lade være, når han nu endelig havde muligheden. Her smagte han på hendes søde læber. Den søde nektar, som selv gav ham yderligere blod på tanden. Han ville tilbage til den mand, som han havde været engang, og så var det fuldstændig ligemeget, hvad det skulle ende med at koste. Det var han fuldkommen ligeglad med!

[Riniya Roshia Cramenor]

At Thranduil slet ikke hade ønske og åbne sig op for hende på denne måde og i så stor en grad kendt Riniya ikke helt til, hun hade lært han ikke var typen der bare åbne sig og det han hade fortalt hende og vist hende allerede var langt mere ind han normal gjord, hvilke et sted hun følt sig beæret af, for hun ville jo gerne hjælpe ham, hvor end hun kunne og med hvad end hun kunne. Og ind til videre, hade hun være en støtte for ham. gennem talen for folket, og bare og lytte til ham lade ham snakke ud og få nogle ting af sit sind, men også komme med hendes meninger og holdninger og syn på tingene, og han hade jo tage det til det meget af det kunne hun se.
Hun så op på ham, de grønne øjne var fangende hade hun opdage for hun hade svært ved ikke og se ind i dem. hun så godt han ryst på hovedet, men var ikke helt sikker på om det var hende han ryst på hovedet af. At han tænkt mere klart ved hjælp af hendes kraftig meninger og holdninger fornemme hun et sted godt, hun var dog stadig bange for måske og sig noget der ville være forkert men ind til videre hade det ikke virke til hun hade gjort det. hun så på ham og smile, at hun fik det som hun ville have det lig nu lag hun slet ikke mærke til for hendes fokus var kun på og hjælpe ham og sikker sig han fik det beder og fandent den mand han ønske og blive igen. hun smile bare ved hans ord, for det betød meget for hende at han fandt det hun sag betød noget for ham. ”jeg glad for du finder det betydnings fuldt for dig” hun smile mildt.

Igen stod de på denne måde, hun virkelig lade være! Hun burde tage sig sammen og stoppe det her hvad end det så var de hade gang i! hun så op i hans øjne, som han så mere indgående på hende. Hun selv var igen fange af de grøn øjne som hun et sted følt kunne se ind i hendes sjæl og sind! Men ikke på en skidt måde.. eller..
Hun så op i hans øjne, at han tænkt på og glemme hans afdød hustru for en stund, kendt hun ikke til. Hun var selv fange i de mange tanker der løb gennem hendes hoved, for hvad betød det her? Betød det noget? Var det her bare noget der var sket, fordi han følt han hade brug for det for at få det beder? Burt hun overhovedet gør det her? Burt hun kysse med ham? hvad med hendes løft? Burt hun stoppe det her før det nåde for langt? Var det okay hun faktisk nød det her? Alle de tanker løb gennem hendes hoved, ind til han snakke. Hun løsrev sig fra tankerne og så ham i øjne stadig, hun rødme lidt i ørne ved de ord. Hun vist ikke hvorfor men de ord, satte altså en kriblene følelse gennem hende, som han læber nærme sig hende fik hun lig frem hviske ”det skal jeg nok” inden hun mærke hans læber mod hendes igen. uvidende om at Thranudil denne gang smagte på hendes læber, var hun selv mere opmærksom på følelsen af hans læber mod sine. Hun hade lukke øjne blidt i, og bare give sig hen i kysset. Virkelig mærke efter hvordan hans læber føltes mod hendes blød læber, som han fandt smagt sødt som nektar, selv følt hun en varme ved og mærke hans læber mod hendes. De føltes så blid men dog bestemt mod hendes, hun kunne godt mærke han da vist hvordan man kysse hvor hun selv var en total nybegynder. At han fik blod på tanden fra dette kendt hun ikke selv til, hun følt mere hendes hjerne skulle smelte væk og alt sundt fornuft ville fordufte vis det her forsatte meget mere.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Alt det som Riniya havde skænket ham, havde vist sig at være betydningsfuldt på en anden måde, end det lige havde været meningen, og det var det, som uden tvivl også godt kunne mærkes lige nu. Han stirrede direkte i hendes øjne. Hun var et hjertevarmt væsen, og det var uden tvivl noget, som faldt i utrolig god smag hos ham. Det skulle da endelig ikke være for det. Skulle man da endelig være omkring nogen, skulle det da uden tvivl være en kvide, som var velset og elsket af sit folk. Ellers havde man da for alvor et problem, så at sige. Det var i hvert fald også sådan, at han måtte se på tingene trods alt. "Og det gør jeg," sagde han med et smil på læben. Svært var det at lade være, når det havde den betydning for ham, som det havde.
Riniya var en særlig kvinde, og hun havde jo allerede præsteret på temmelig kort tid, at indtage denne særlige plads ved ham. Det var svært ikke at lade sig betragte af om ikke andet. Det var nemlig sjældent, at nogen, der var kommet ind i hans liv så hurtigt, skulle have den mulighed for at komme ham så nær. Ingen tvivl om det. Thranduil havde altid været en meget lukket person, hvad det angik - af temmelig åbenlyse grunde.
Det var spændende og forbudt på samme tid, og det var noget som Thranduil uden tvivl lod sig lokke af lige i øjeblikket. Man kunne ikke rigtigt gøre andet, kunne man sige, og han elskede uden tvivl fornemmelsen af det, så det skulle endelig ikke være for det. Han sukkede dæmpet denne gang, idet han lod læberne møde hendes. Hun skulle holde fast i de tanker og meninger, som hun gjorde sig.. Hun skulle fortsætte med at være den kvinde, som hun havde vist ham at være, for det andet ville bare være synd og skam, og det var slet ikke noget, som han ville ønske overhovedet faktisk! Hun fik det bedste frem i ham.. Han følte et sted han kunne slappe af, og bare glemme alt det grumme ,som var sket ham.
Den ene hånd hævede han og lagde denne gang mod hendes kind, som han strøg roligt..Hendes hud var varm og blød.. Var hun overhovedet berørt af en anden mand? Svært var det at forestille sig,at en kvinde så hjertevarm som hende, slet ikke skulle have nogen som helst at søge til på sigt. Han lod den anden arm søge omkring hende, hvor han denne gang trykkede hende ind mod sig. Denne gang, var det nemlig ham, som ville have hende tæt på sig.. Han ønskede at mærke hende.

[Riniya Roshia Cramenor]

Det var dejligt at Thranudil fandt sådan en stor betydning i alt hun hade kunne gør for ham ind til videre, det glædet hende kun og bragt en god følelse i hendes krop, det var jo altid dejligt og vide man var til nytte for andre ind en selv. Hun så ham direkte inde i øjnene, hans øjne var virkelig fængslende men også lidt skræmmenden sådan som han bare stirre direkte inde i hende i så lang tid. Riniya var af person meget hjertevarm, nogle ville måske mene hun var mere ind en normal elvisk kvinde, men Riniya så ikke på sig selv som mere varm ind andre, hun var bare Riniya og hende var der jo kun en af og det gjord hende intet. At hun så faldt i god smag hos ham, hade ikke den stor viden om men han hade jo sagt han nød hendes selskabe så hun vist da han ikke hade noget i mod og brug tid med hende, og snakke sammen med hende. De hade jo være sammen stort set hele dagen og han virke ikke til og være træt af hun fimse med ham over alt. Hun smile blidt til ham da han snakke, og nød blot og se ham smile og vide han satte pris på det hun sag, han var virkelig en helt unik mand.
At Riniya på kort tide hade indtage en særlige plads hos ham, var ikke noget Riniya sådan direkte viste. Hun så sig som en bekendt.. nej nok mere en ven? Eller måske en form for støtte personen? Hun var faktisk ikke helt sikker, hvad hun enlig var til Tranduil og have han enlig så hende som og være til ham. hun hade aldrig hørt Thranduil var en meget svær mand og komme ind under huden på, men hun følt virkelig ikke han hade være så svær.. men.. igen hun hade også mødt ham nu og ikke før alt det skrækkelig hade være sket ham, så det måtte jo have noget og sige i forhold til hun hade haft så ’nemt’ ved og komme tæt på ham. hun var i forhold til nogle andre ikke ude på og udnytte dette til hendes fordel, hun ville bare hjælpe ham til og finde den han ville være og gør ham stærkere som den kong han ønske og være.. hvad ideer og linde hun måtte få af alt det her, måtte hun lægge væk for hans velbefinden var meget vigtigere.

Det hele var spænende og nyt for hende, hun hade aldrig kysse med en mand før og slet ikke være så ’intime’ med en mand før, og selv om Riniya så Thranduil som en normal mand så gjord hans titel hende dog stadig nervøs, for hun ønske ikke og kast ham i dårlig lys ved og stå her og kysse med ham, selv om ingen kunne se dem af hvad hun vise, så ville hun ikke vær skyld i rygter og ballade. Plus Thranudil fortjen da beder inde en simpel syerske.. hun var bare en normal understående, han skulle da have en langt stærkere og moden kvinde inde hende.. ja det var da det hun skulle have.. men.. hvorfor følt hun så et ønske vokse i hende for han ikke fandt en beder.. at han ikke stoppe dette intime øjeblik. Alle hendes tanker, begynde og forsvinde.. de mange 1000 tanker forsvandt, og kun få forblev i hendes hoved.. tanker som, hun nød det her, ikke stoppe, hvad betød det her?
Mens alt dette forgik i hendes hoved, var Riniyas krop nærmest styre af sig selv. Hun gengældt forsat kysset, hun måtte indrømme hun nød hans læber mod hendes, de var virkelig varme og hun følt sig næsten helt hungeren efter dem et sted, som en bi ivrig tog for sig af en blomst. at thranduil ønske hun ikke skulle ænder sig, forstod hun et sted godt men hvorfor frygt han dog det? hun hade ikke planer om og ænder sig, hun ville da forblive hende, hvem skulle hun ellers være? At han følt hun gav ham ro, og fik ham til og glemme alt grumt der var sket ham kendt hun ikke til, hun kunne jo ikke læse tanker men hun fange sig selv i at ønske han forsatte med og være denne Thranduil hun hade lært og kende ind til videre, og han ikke stoppe med og kendes ved hende efter dette mere intime stund.

Hun mærke hans hånd lægge sig mod hendes kind, hans hånd føltes varm og betryggende, hun følt sig sikker hos ham og det gjord hende minder nervøs. At han troede hun hade en anden mand hun kunne søg til på sigt, kendt hun ikke til. Riniya hade ingen kæreste det hade hun aldrig haft, hun hade måske en enkle bejler eller to men de hade aldrig fange hendes interesse på samme måde som Thranudil gjord. Stod hun lig og tænkte at Thraundil var hendes type? Hvad gik der af hende! Hun kunne da ikke tænke sådan om sin konge! Hun var jo slet ikke værdi!... men.. han var nu dejlig. Tankerne forsøgt og finde fæstne i hendes hoved men det lykkes ikke rigtig. Hun mærke hans anden arm glid om hende, hvilke gjord hun miste tage i hans hånd. Hun mærke han trykke hende ind mod ham, hun følt hjerte sætte farten op og et sted følt hun at hun ikke kunne få ordentlig luft, selv om trak vejre roligt men tungt. Hånden der hade haft hans hånd blev lagt lidt mod hans mave da hun ikke hade nåde og flytte den, inden han trykke hende tætter. Den anden var hun lidt usikker på hvor hun skulle ligger, men forsigtig lage hun den om hans bryst og hånden i mellem hans skulder plader, hun kunne virkelig ikke styr sin krop mere, hun følt sin fornuft fordufte sammen med det løft hun hade lavet, til hendes mor den gang. Hun trykke sig forsigtig nærmer ind til Thranduil, hendes krop var noget mere blød i formerne ind ham, men det var jo normalt at kvinder skulle have lidt former, og selv var Riniya stolt af hendes former for de var i hendes øjne de rigtig steder. Hun sukke svagt i kysset, mens hun trykke sig ind mod ham et ønske vokse i hende.. Hun ønske og mærke ham.