Let there be war..!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var på ingen måder godt for Thranduil at hænge fast i tiden med hans afdøde hustru, for han vidste jo godt, at hun slet ikke ville komme tilbage. Ikke siden han havde præsteret at lægge hende i graven. Det gjorde ondt for ham at tænke på ganske vidst, men hvad kunne han da gøre ved det nu? Han kunne intet. Det eneste som han kunne sikre sig, var at deres fælles datter voksede op og blev en stærk og mægtig pige, som en dag ville kunne overtage for ham, når han ikke kunne mere. Heldigvis var der endnu lang tid, før den dag ville komme. Det var jo så derimod også den tanke, som han kunne trøste sig lidt med. Han smilede svagt for sig selv. Så god og varmhjertet hun var.. Det var mærkværdigt, at hun endnu ikke havde en mand ved sin side. Han nikkede afmålt mod hende. Han ville bestemt heller ikke havde noget imod, at skulle tilbringe den ekstra tid sammen med hende. Hun var god af sig, og han kunne uden tvivl rigtig godt lide det.

Thranduil havde altid været glad for at fortælle historier. Heri inddrog han jo også rigtig meget af det, som han selv havde oplevet igennem sit forholdsvis lange liv. Det var bestemt ikke fordi at det var et kort et af slagsen. Det ville være en skam at sige.
Han havde fanget Riniya, som han gjorde det med børnene. Det var vel heller ikke underligt, hvis det var en tanke, som han særligt nød forbandet meget af? "Den mørkhårede pige kom af helt andre kår, og var knapt så elsket. Hun levede i skyggen af Riniya, som var elsket af alle. Hun sang for fuglene og for dyrene, som selv skænkede hende sin kærlighed. Den mørkhårede pige blev kaldt for Aran. Et barn af mørket." fortsatte han denne gang. Han slap hendes hånd med den ene, for i stedet at lade den glide mere om hende, som han bød hende til at sidde tæt ind mod hans egen krop. Han nød jo selv at have hende siddende der. Særligt når han nu havde muligheden for det.
"Skovens dyr frygtede Aran og hendes væsen. De kunne mærke det mørke, som hun havde i sit hjerte. Hun ønskede at tag Riniyas plads, og være den som alle elskede. I mørket, hvor ingen så hende, lagde hun sine planer," tilføjede han denne gang.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya forstod godt, vis Thranduil stadig tænkt på sin tidligere hustru hun var jo også bleven tage fra ham tidelig så det var jo tragisk. Men på et tidspunkt skulle han jo videre og det var jo kun ham selv som kunne styre hvornår han ville det, og han hade jo også hans barn som han hade med hans tidligere hustru som han skulle tage sig af så han hade jo nok og se til. Hun så på ham som han nikke afmålt mod hende, hun smile bare blidt til ham for hun ville bestemt gerne brug noget af sin tid på ham, for det hade jo en god effekt på ham og det ønske hun bare det skulle blive ved med så han kunne få det beder og blive gladere igen.

Riniya var virkelig helt solgt, hun slugt hans ord som var det søde jordbær hun blev give. Hun elskede virkelig historier, det kunne hun virkelig ikke benægte det hade hun altid gjort. Hun lytte til ham som han fortalt om den mørkhåret pige som hed Aran. Hun bed sig i læben ”stakkels pige” kom det fra hende for det var da helt synd for den lille pige var så fyldt med mørke og ikke elskede som den lille Riniya pige var. hun så på ham som han slap hendes hånd med den ene, som i steden for gled om hende. Dette bud tog hun i mod og rykke sig så tæt på ham som hun kunne. Hun lage hovedet lidt ind mod hans bryst, mens hun lytte videre som han fortalt mere om de to piger, hun gispe som han fortalt om den lille mørk håret pige lage planer for at tage den lille Riniyas plads ”hvad sket der så?” spurt hun næsten helt nervøst som hun trykke sig lidt ind til ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At tænke på Serenity, forsøgte han nu at lade være med, selvom det var svært, så meget som de lignede hinanden. Et sted var det jo næsten helt uhyggeligt, hvor meget de lignede hinanden. Måske at det bare var derfor, at han havde formået at åbne sådan op for hende, som det han nu havde? For ham, betød det nemlig en kæmpe forskel, at han kunne gøre det, og det kunne i hvert fald godt mærkes nu.
Hun var fuldkommen opslugt af hans historie. Det var jo egentlig ganske underholdende, for det var jo ren opspind. Han sad jo og digtede undervejs, som han fortalte, men det var jo den evne som han havde, og det var tydeligt, at det også gjaldt hende. Det var ting, som faktisk også betød meget for ham, og det var ting, som han rigtig godt kunne lide, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.
Et kort smil passerede hans læber, som hun lagde hovedet mod hans brystkasse. At sidde så nær med nogen, måtte han faktisk finde utrolig befriende, og det alene, var heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han smilede let for sig selv, inden han vendte blikket ned mod deres hænder igen. De holdt jo faktisk stadig hinanden i hånden. "Aran holdt øje med Riniya på afstand. Bed sig fast i alt hun gjorde, alt hvad hun lavede, og så til, hvordan folk blev mere og mere glad for hende. Hun præsterede at få den mest menneskesky fugl ned fra de højeste grene i de højeste træer, og til hendes hånd. Aran forsøgte sig med den samme kunst. Hun begik fejl, hvilket vakte stor irritation for dem, som hun passerede. Dyrene flygtede fra hende, og hun præsterede aldrig at få den samme fugl ned. Tvært imod, fløj den kun mere og mere væk." Han holdt en kort pause.
Riniya fandt Aran en dag ude i skoven. Hun sad og vaskede sig i bækken. Som den varmhjertede kvinde hun var, opsøgte hun hende og opfordrede til leg. Aran genkendte hende.." Igen holdt han en kunstpause.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kendt ikke Serenity så hun kunne ikke selv, trække de samme sammenligner som han kunne, hun hade dog hørt hun hade være en venlig og smuk kvinde, men mere hade hun ikke rigtig hørt omkring hende, hvilke var underligt der but vel være flere fortællinger om hende ikke? Eller hade hun bare ikke være der længe nok? Hun vist det ikke men ville heller ikke tænke over det, for hun kunne ikke brug det til noget plus hun sad jo her med thranduil det ville hun meget heller fokuser på.
Hun var helt opslugt af hendes fortælling, han var virkelig god til det.. ikke bare godt han var jo den født fortæller. Hun sad helt ind til ham, mens hun hade hoved mod hans brystkasse. Hun kunne praktisk talt høre hans ånde dræt nu og hans hjerte slag. Der var enlig dejlig og side her, rigtig varmt og trygt. Det fik hende til og rødme svagt, hun burt virkelig tage sig sammen! Ikke tænke den slags tanker! Fy ha da. Dog kunne Riniya ikke helt lade være med og lade tankerne flyde hen mod Thranduil, og hvilken mand han enlig var hvilke bare fik hjerte i hendes bryst til og hoppe lidt hurtigere. Hun så op mod ham han fortalt videre, mens hun sad der i hans arm og de stadig holdt i hånden. Hun sad helt og gispe, og kom med underne lyde som han fortalt det var jo yderst spændene det her! Hun opfatte det ikke som pure opspind hun troede på hans historie det var tydelig og se. Og det var da virkelig tragisk for den lille Aran, hvor uheldig var hun da ikke og være havne i sådan en mørke og skygge! Hun så på ham som han holdt en kort pausen inden han snakke videre, hun gispe da han fortalt den lille Riniya fandt den lille Aran og opfordre hende til leg! ”hvad så! Hvad så?!” hviske Riniya næsten helt åndeløs mens hun så op på thranduil og trykke sig blidt ind til ham, med sin egen krop.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det hele var jo ren opspind, men at hun var så fanget af det, var helt igennem fantastisk for Thranduil. Han levede i hvert fald højt på det, og det var uden tvivl også med til at hjælpe ham lidt tilbage til hvor det var at han burde være: Som den mand, der tog sig af sit folk. Han kunne i hvert fald håbe på, at det var det, som han ville vende tilbage til igen, for det var sådan, at han havde det med tingene. Ingen tvivl om det.
Han holdt endnu fat omkring hendes hånd, hvor han lod hende sidde helt tæt ind mod ham. Det handlede jo udelukkende om at digte. "Aran vidste udmærket godt hvem Riniya var. Riniya derimod havde været afskærmet for alt, som nogensinde ville kunne gøre hende ondt. Hun vidste ikke hvor farlig den store verden var for hende, og hvor farligt det var at bevæge sig væk fra de steder, som hun i forvejen kendte. Aran gik med til at ville lege med hende," fortsatte han denne gang, som han vendte blikket mod hendes øjne igen. Det var en meget alvorlig historie, som udelukkende indikerede, hvor farligt det var at forlade skovene her. Det var så vigtigt, at man passede på, for verdenen derude, var uden tvivl rigtig farlig.
"Riniya blev glad. I hendes øjne, havde hun jo fået en ny legekammerat, og det var ikke bare en gang de legede, men derimod rigtig mange gange. Aran lærte hende at kende, og hvad hun gjorde, samt hendes normer og værdier.. Planerne udtænkte hun stadig. Hun ønskede brændende de muligheder, som Riniya havde. De aftalte en dag at lege ude i skoven.. Langt ude i skoven, hvor ingen kunne holde øje med dem.. Og der skete det..!" Igen holdt han en kunstpause. Det handlede om at holde lytteren fanget.

[Riniya Roshia Cramenor]

At det var ren opspind vist Riniya ikke, hun åd historien råt og hun elskede det! han solgt den virkelig til hende, den var spændene, interessant og lig nu en smule uhyggelig. Han var i sandelighed en fantastisk fortæller! Hun ville ønske hun hade sådan en fortæller evne, men akt det hade hun ikke men så kunne hun jo bare lytte til hans stemme hvilke hun bestemt heller ikke ville have noget i mod, for hun nød sandelig og høre på ham fortælle på denne måde.

Hun trykke sig ind til ham, mens han stadig hade om hendes hånd. Hun lytte intens videre mens hun så op på ham, som historien skred frem. Det var da ikke til og holde ud! Han vist da hvordan man trak spændingen ud! Hun så på ham, hun sad helt og mumle nej nej til den lille Riniyas valg om og lege ikke bare en men flere gang med den onde Aran! Hvordan kunne den lille pige være så naiv!? Var.. var hun selv så naiv? Var hun for hurtig til og være søde var det det han hentyde til med denne historie? Hun vist det ikke men så på ham, hendes øjne så spændt op på ham som han snakke videre. Da han sag de aftalt og lege langt inde i skoven hvor ingen kunne holde øje med dem gispe hun højt ”nej! Ikke det! ” peb hun og så næsten bange ud, hvad ville der ske med riniya! Ville hun være okay!? ”hvad sket der så! Er Riniya okay!?” hun så på ham mens hun klemt lidt om hans hånd, hendes gispen hade vække det røde egeren mellem hendes bryster, ikke videre munter for sin vækning kravle den ud og forsvandt hen over skov bunden ind mod træerne. Riniya så på ham, mens hun vente på hans fortalt videre, hun hade virkelig svært ved og vente på og høre hvad der så ville ske, men et sted frygte hun hvad der var sket med den lille pige Riniya, og hvad den onde pige ville gøre ved hende. 

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At der ikke skulle mere til, for at fange Riniya i hans historie, var noget som selv Thranduil nød utrolig godt af. Det var præcis sådan noget, at han virkelig havde savnet, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Et kort smil passerede denne gang hans læber, som han så mod hende igen. Hun var en varmhjertet og dejlig kvinde, og det var det, som gjorde det store for hans del.
Et kort smil passerede hans læber. Denne gang var han begyndt at bygge historien op i en spænding. At hun så var så fanget, var jo kun en sand fryd for ham! Han kunne med andre ord stadig, og det var noget som i særdeleshed gjorde ham utrolig glad. Naiv som Riniya var i historien, var hun jo også. Han tog jo lidt af det til sig, som han kunne se, og det som han kunne mærke, uden at det behøvede at være noget negativt. "Aran ønskede at gøre hende ondt, for det som hun oplevede, og de muligheder som hun havde. De søgte langt ud i skoven, hvor ingen kunne se eller høre dem. Riniya med sit varme hjerte, overbeviste Aran om, at der også var en plads til hende.. Aran begyndte at græde.. Mørket havde opslugt hende med de mørke tanker og grumme ønsker." Et sted var Aran vel lidt et symbol på ham? Og det som hun lige havde gjort? "De legede.. og Riniya tog hende faktisk med ind til sit folk og ind til byen og hjalp hende ind i lyset. De endte med at blive bedste venner," endte han denne gang. Hans historier endte som regel godt. Særligt fordi at det var nogen, som han oftest fortalte til børn. Et kort smil passerede hans læber. Forhåbentlig fangede hun lidt symbolikken i det, i stedet for det andet. Det var sådan at han havde det. Hun havde jo reddet ham ldit fra mørket, også selvom der endnu var en frygtelig lang vej for ham at gå.. Men et skridt af gangen, ikke sandt?

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var virkelig inde i hans historie, han var virkelig god til og gøre det spændene og fangene. Hun trykke sig bare lidt ind til ham, det var altså lidt uhyggeligt syntes hun men hun skulle jo vide hvad der skete i historien. Hun så på ham, han så ud til og nyde og fortælle hende denne historie hvilke glædet hende for han var i sandhed en fantastisk historie fortæller. Riniya vist godt hun måske til tider kunne være temmelig naiv og hurtig til og tro på det bedste i andre væsner, lige som den lille Riniya gjord. Hun vist jo det her handle om hende, eller nogle af hendes personligheder egenskaber der gjord hende, til den hun var men hvem var Aran så? Var det mund..
Hun så på ham som han snakke, og fortalt hvordan Riniya fik den lille Aran til og græde og i steden for bare lege med Riniya og tage hende med hjem til hendes folk, og de der fra blev de bedste venner. Hun så på ham, det var nu godt historien endt godt for det ville være trist vis denne historie virkelig skulle af spejle dem og den så endt skidt. ”blev de ved med og være venner? Og hvad med de blev voksen? Fandt Riniya og Aran så den de skulle dele live med?” spurt hun og smile blidt til ham. hun sad stadig helt ind til ham, hun hade fange symbolikken i historien, at alt uden for denne skov var farligt, at hun hade hjulpet ham tilbage mod lyset, og de nu kunne kaldt sig venner eller det ville hun i vært fald kalde dem. Hun så på ham og smile bare blidt ”du er i sandhed en sand mester i historie fortælling Thranduil! Jeg håber sandelig det ikke bliver sidste gang jeg må høre dig fortælle historier” hun smile blidt til ham og gav hans hånd et blidt klem da de jo stadig holdt i hånden.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Uden tvivl havde det været rart at kunne sætte sig tilbage og bare fortælle historier igen, for det havde Thranduil ikke gjort i utrolig lang tid. Han sendte hende et stille smil. Det havde haft en god og lykkelig slutning, og det var sådan, at det skulle være. Symbolikken var tydelig, og det var også selv den, som han ønskede at folk skulle forstå. Han håbede i hvert fald, at hun havde fanget den.
"Venskabet varede ved i utrolig lang tid. De lærte noget af hinanden. Riniya lærte at være mindre naiv og mindre hjertevarm, men stadig med den samme udstråling, glæde og varme som tidligere. Aran har lært at blive hjertevarm, og åbne op for lyset, og give slip på de mørke tanker, som hun har gjort sig," fortalte han denne gang. Det var noget som selv betød meget for ham. Han sendte hende et smil. Hun kunne lide hans historie, og hvis det var noget, som hun så tydeligt godt kunne lide, så ville han gerne fortælle hende flere.
Svagt trykkede Thranduil omkring hendes hånd denne gang. "Jeg fortæller dig gerne flere historier," fortalte han denne gang. Han strøg hånden over hendes, inden han denne gang også valgte at slippe hende. "Jeg har nemlig mange på lager, om det skulle være det," tilføjede han med et tydeligt smil på læben. Han kunne jo heller ikke lade være. Han var vel bare gået hen og blevet utrolig glad for hende, nu hvor han faktisk åbnede lidt op igen? Han fandt det utrolig rart og ikke mindst meget befriende.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade virkelig være helt væk i hans historie, hun hade virkelig nydt historien og forstået det han ville fortælle med hans historie, hun så på ham som han fortalt lidt mere. Hun kunne godt se hvad han hentyde til, hun skulle være minder naiv og mere påpasselig med hvem hun snakke med og ikke bare tro på de ikke ville gøre hende noget. Men hun tog også at den anden pige aran som hun hade regne ud skulle være ham hun tænkt på og håbe da de ville udvikle det venskab og han ville lukke mere op for lyst igen, og lade det fylde ham noget mere igen. hun smile bare som han afslutte historien ”det var virkelig en god historie” hun smile og så på ham, som han snakke, og til sidste også slap hende, et sted ærve det hende lidt men hun forstod det også godt for de var jo færdig med historien, hun smile som han sag han hade flere han gerne ville fortælle hende ”jeg ville elske og høre flere af din historier Tharnudil, du har virkelig et talent inde for at fortælle historier, og få en point frem i den” hun smile blidt og så på ham, mens hun trak vejre dybt historien hang fast på hende, hun ville elske vis hun kunne fortælle det videre men hun var slet ikke god nok til den slags. hun så roligt på ham, mens hun så på hjortene der så ud til og var ved og rykke videre, hun opdage også hendes egern ven var smutte men igen det var ikke unormalt han smutte uden hun opdage det, hun så roligt op på Thranduil og smile bare blidt til ham. 

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Tydeligt var det at Riniya havde fanget hans mening bag ordene i hans fortælling, og det føles samtidig også utrolig godt, at hun ikke var blevet sur eller fornærmet over det. Det havde jo været i en god mening. Man kunne jo aldrig vide, hvem man mødte undervejs, og farligt kunne det også hurtigt vise sig at blive, og det ønskede han jo trods alt heller ikke for hende. Alene den tanke om, at der skulle ske hende noget, kunne han slet ikke have, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Han sendte hende denne gang et let smil. "Jeg er glad for, at du kunne lide den," fortalte han denne gang. Han trykkede kort om hendes hånd, inden han denne gang slap den helt.
Han havde rigtig mange på lur. Også som tog baggrund i hans egne erfaringer. Det var jo faktisk dem, som han havde flest af, hvis han endelig skulle være helt ærlig, og det var det, som han samtidig også havde det ganske fint med, hvis han selv skulle sige det. "Må jeg godt invitere dig hjem på mad i aften?" spurgte han denne gang. Bare direkte ud af det blå. Han havde aldrig været særlig god til dette, men for pokker, så var han jo bare nødt til at prøve fra tid til anden. Riniya havde allerede hjulpet ham så meget, og selvom det var første aften, som han tilbragte sammen med hende, ønskede han faktisk at tilbringe den tid mere sammen med hende. Han synes i hvert fald, at det ville være synd og skam, at gå hvert til sit nu.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade fange den, og hun var ikke vred hun forstod jo godt hvad han mente med og indbygge de ’fejl’ hun hade, hun vist jo godt hun var naiv men til tider glemt hun det og sprang måske ud i ting hun ikke burte have gjort. Hun så på ham, og smile bare blidt for hun hade ikke tage det negativ men tog det til sig og ville prøve og huske på at passe på sig selv. ”det var en meget fangene historie, og med en vigtig mening i så det var svært ikke og kunne lig den” hun smile blidt som han klemt hendes hånd inden han slap det, hun så roligt på ham. at han hade mange historier på lur kunne hun vel kun forstille sig han hade, han var jo en livs erfaren mand så han måtte have en del visdom og dele ud af gennem sin historier, og hun ville glæde sig til og høre dem alle sammen vis hun da nogle sinde fik muligheden for det.
Som han spurt om hun ville med hjem til aftens mad, blev hun selv overrasket for det kom da lig pluslig og ud af ingen ting. Det hade hun dog ikke regne med skulle komme fra ham, og da ikke allerede på første aften de hade kendt hinanden. Dog smile hun varmt til ham, hvordan kunne hun sig nej til ham? det kunne hun da ikke ”vil jeg meget gerne” hun smile bare blidt, jo vist vente hendes søster der hjemme men hun var voksen kvinde og kunne vel godt passe sig selv, plus hun var da nysgerrig på og se hvordan Thranduil enlig boede for hun hade aldrig være i nærheden af hans hjem, både fordi hun hade arbejde men også fordi hun ikke ture eller hade haft en grund til og kigge, det var jo heller ikke et sted man bare kom ind og gik rundt og gloede jo. Hun så roligt på ham og smile bare, hun tænk kort inden hun gav hans kind et lille ømt kys ”en lille tak for den god historie” hun smile blidt, med en svag rødmen i hendes øre mens hun lage sin hænder i sit skød.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil følte endnu en gang en selvsikkerhed vokse i hans krop og sind, hvilket han faktisk fandt utrolig behageligt. Det var i hvert fald noget, som han så tydeligt kunne mærke, så det skulle da endelig ikke være for det. Hun var ikke sur over moralen og bagtanken ved hans historie. Det var nemlig bare vigtigt, at man passede på sig selv, og særligt fordi at de jo heller ikke var så frygtelig mange, så var det jo kun ekstra vigtigt, at det blev gjort ordentligt, kunne man sige. Et kort smil passerede denne gang hans læber, som hun alligevel gik med til at spise med ham i aften. Det var ikke fordi at han ønskede at tvinge hende til noget som helst, for det var slet ikke sådan, at det skulle forstås. Slet ikke faktisk. "Det glæder mig," sagde han denne gang, også fordi at det var ord, som han rent faktisk mente.
Kysset mod hans kind, tog han vel imod, også fordi at det fik ham til at smile for sig selv. Det føles faktisk utrolig rart at mærke Han blev siddende. Han følte en varme, hvilket han faktisk fandt utrolig rart. Hun så ikke en konge, men derimod en mandlig skovelver. Kunne det da blive bedre end det? "Det er slet ikke nødvendigt," sagde han denne gang, da han atter vendt blikket mod hendes skikkelse. Her gjorde han atter tegn til at rejse sig. Hans bevægelser var rolige og sikre, hvilket også gjorde, at end ikke dyrene blev bange for dem. De græssede og sang fortsat, som de havde gjort siden de var ankommet her. Her var der lyst.. Og det satte sig ligeledes også i Thranduils hjerte.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kunne fornemme hvordan Thranduil fik det beder inde i sig selv, hvilke var dejligt for det var jo det hun gik efter at han skulle få det beder med sig selv igen, og finde lyst der stadig var i ham og hive det frem. Hun var ikke sur over moralen eller bagtanken i hans historie, han gjord det jo bare for at hjælpe hende til og passe på sig selv, og det satte hun også stor prise på. Der var jo ikke mange elver lige for tiden, hvilke var meget trist og en smule skræmmenden i hendes øjne, man kunne jo kun håbe på det ville vende en dag. Hun så på ham, som han smile igen. hun nød altså når han smile, det klædt ham og det bragt en vis ro i hende og vide at alt var okay ved det smile.
Hun så på ham efter hun hade kysse ham på kinden, for hende var thranduil andet ind en konge. Han var en helt normal mandlig skovelver, dette gjord også hun tur være så tæt på ham og tillade de her små tilnærmelser for hade hun kun set ham pr. titel hade hun aldrig ture gøre den slags, hun lo svagt ved hans ord. ”det ved jeg.. men det gav mig en undskyldning for og give dig et kys ikke sandt?” kom det lidt kækt fra hende, hun kunne heller ikke lade være hun var altså lidt kæk ind i mellem. Hun så på ham som han gjord tegne til og rejse sig, hun kom roligt op og stå og fulde bare med ham i hans tempo, med hænderne for and sig. Dyren var slet ikke rørt af de bevæge sig, dette var virkelig helt fantastisk og se og mærke. Så meget lys hun følt helt hendes hjerte skulle sprænge med alt den lys og varme der var her i lysning, det var virkelig helt utroligt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Der var slet ikke nogen spor efter nogen sure miner, hvilket var noget som passede Thranduil mere end fint, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme, når det nu endelig skulle være. Alt taget i betragtning, så var han.. glad lige nu, og særligt fordi at Riniya havde det syn på ham, som hun nu havde. Det var alt sammen noget, som faktisk måtte have en kæmpe betydning for ham. Han smilede kort for sig selv. "Du havde søgt en grund og mulighed for at give mig det?" spurgte han denne gang. Var det noget vidunder, at det var en tanke, som han faktisk måtte finde meget kær? Det var svært andet i hvert fald.
Denne gang rejste Thranduil sig op, hvor han derefter også vendte sig mod hendes skikkelse. Hun var en dejlig kvinde hele vejen igennem, og han kunne jo heller ikke undgå at bide sig fast i det, når det nu endelig skulle være. Han rakte hende sin hånd, for at hjælpe hende op i stedet for. "I så fald, så synes jeg at vi skal finde vejen hjem," sagde han denne gang. Han havde slet ikke noget imod, at skulle tilbringe den form for tid sammen med hende. For ikke at glemme, at han havde fundet ud af, at det stadig var utrolig.. aflastende at gøre det. Det varrart at tænke på andet end alt det onde og grumme, som var sket ham. Glimtet i hans øjne, var kommet retur. Og det var alt sammen hendes fortjeneste.