Let there be war..!

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya så på ham, som han snakke til hende. En kraftig rødmen steg op i hendes øre, men hun forholdt sig rolig og kom blot med et lille fnis. ”Måske.. det jo ikke godt og vide vel?” hun smile, hendes rød øre afslør hende sikkert men hun more sig ganske meget lig nu, plus han hade jo ramt hovedet på sømmet hun hade lidt brug historie som en undskyldning for og give ham et lille kind kys, men det betød ikke hun hade nydt hans historie for det hade hun helt bestemt, men hun hade altså en lyst til og give ham bare et enkle kys mere, hvem sag hun fik lov igen en anden dag? Eller at det overhovedet sket igen.
Hun så på ham som han rejst sig, og der efter rakt hende hånden. Hun tog roligt i mod den, og smile bare som hun kom op og stå. Hun holdt ham dog stadig i hånden da hun var komme op og stå, hun kunne jo godt lig at holde ham i hånden. Hans hånd var større ind hende, så hun følt helt hun kunne gemme hendes hånd i hans og den varme der kom ved at holde ham i hånden var også behalig. Hun smile som han snakke og nikke roligt, hun var nu spændt på og se hans hjem for det kunne kun være anderledes i forhold til hendes hjem. Hun fuldt roligt med ham, mens hun nød og gå sammen med ham på denne måde. Hun kigge på ham ud af øjenkrogen glimt i hans øjne var komme tilbage, det glimt hun hade hørt meget om. Hun mærke hjerte hoppe lidt ekstra bag bryst som hun så det, og smile bare for sig selv, der var virkelig sket meget fra de mødes for efterhånden en del timer siden og hun elskede det! det hade i sandhed være en helt uforglemmelig dag for hendes vedkommende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var ikke den mand, som typisk inviterede pigerne med hjem, men lige hvad angik Riniya, så var det sket alligevel. Desuden.. det kys, var noget, som han slet ikke havde tænkt sig at glemme. Det havde faktisk været utrolig rart at mærke hende så tæt på sig. Det var noget, som han i hvert fald godt kunne mærke. At hun så derimod skulle reagere så tydeligt, var ikke en tanke, som han hadve noget imod. Faktisk kunne han godt lide det. "Det kan jeg se," sagde han denne gang, og med en yderst sigende mine. Han kunne i hvert fald ikke lade være, når det nu endelig skulle være i den anden ende.
Han lukkede sin hånd omkring hendes, hvor han denne gang førte hende op på fødderne igen. Dyrene reagerede ikke på deres tilstedeværelse længere. Ikke mere end hvad de havde gjort tidligere. Han gjorde tegn til at hun skulle følge med. Det var jo også ved at være sent, så det nærmede sig jo tiden for at lave mad alligevel. "Så er det mig, som laver mad til dig i aften," sagde han denne gang. Det var slet ikke noget, som han havde noget imod.
Thranduil førte hende med sig i retningen af byen. At de øvrige skovelvere ligeledes skulle kigge efter dem, var bare ikke rigtig noget, som han kunne gøre noget ved. Han brød sig bare ikke om det. Igen overvejede han hvorvidt om han skulle tage kutten på igen eller om han skulle lade være. Igen sænkede han hovedet.. Mest for ikke at ende med at kigge på dem. Han brød sig slet ikke om alle de blikke, som blev sendt mod dem.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade slet ikke regne med og blive invitere med hjem til Thranduil, over hovedet ikke faktisk hun hade enlig regne med hun skulle hjem nu og lave mad og arbejde lidt, så dette kom som en overraskelse men en hun glædelig tog i mod. At hun hade reager så kraftig på deres samtale efter hendes kys på hans kind, hade hun selv ikke regne med. og hans sigende mine gjord det ikke beder, hun endt med og le ganske stille mens hun smile stadig med tomat rød øre, og lidt svagt rød farve i kinderne hendes øre afsløre jo bare alt når det kom denne slags ting.
Hun mærke roligt han lukke sin hånd om hende, og lod ham blot hjælpe hende på fødderne. En vældig gentleman men hade man forvente andet? han var jo konge men lig nu så hun ikke Thranudil som sin konge på den måde hun måske burte, lig nu var han bare Thranduil en ny ven hun hade fået og som hun allerede kunne mærke hade en vis betydning for hende, i sær efter alt hun hade opleve i dag sammen med ham. hun så på ham som han sag han lave mad til hende, hun var dog ikke helt sikker på han direkte lave maden men hun forstod godt hvad han mente ”så må det være min tur til og give mad næste gang” hun smile blidt, og fuldt roligt med ham så de kunne komme hjem til ham.
Hun gik roligt med ham mod byen igen, som de begyndt og møde flere skovelver så hun godt de blikke der kom fra dem, og hun mærke også med det samme Thranduil ikke brød sig om det. hun valgt der for kort og slippe hans hånd, for så blidt og sno sin arm lig om hans inden hun igen holdt om hans hånd, hun ville vise de andre elver hun bestemt ikke væmmes ved ham, eller fandt ham skræmmenden og hun heller ikke skamme sig over at gå offentligt sammen med ham, hun vist godt dette kunne give forskellig signaler til resten af folket der nu måtte se dem, men det var hun ligeglad med hun var der for Thranduil og hun ville ikke svigt ham nu.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil ville ikke have noget imod, at skulle tilbringe yderligere tid sammen med Riniya. Så god og hjertevarm som hun var, så var det jo kun utrolig rart at være sammen med hende. Han kunne i hvert fald ikke lægge skjul på det. Også selvom det hurtigt måtte ændre sig for hans vedkommende, da de endelig ankom byen igen.
Her begyndte folk igen at føre deres blik i retnignen af dem. Dette kunne han ikke lide, for han følte igen at de kiggede på ham. Det brød han sig faktisk slet ikke om. Dog valgte han denne gang at lade ordene forblive usagte. Det var med følelsen af en knude i maven, da hun slap hans hånd. Var det nu fordi at hun fortrød? At hun så endte med at tage omkring hans arm i stedet for, forundrede ham lidt, hvor han kort stoppede op først. Derfra, vendte han sig mod hende. Igen måtte et smil passere hans læber. Det var det taknemmelige smil, som endnu en gang havde meldt sig på hans læber denne gang.
"Det er en aftale," sagde han denne gang. For hans vedkommende, var det rart at hun alligevel præsterede, at give ham det her, for det var det, som han havde brug for. Ingen tvivl om det. Han havde brug for hende, og det som hun kunne give ham, også selvom han vidste, at det var komplet tåbeligt. han førte hende til sit eget træ, som stod midt i byen. Det største og smukkeste.
"Kom," bad han denne gang. Folk kiggede stadig, og han kunne ikke lide det! Han førte hende derfor roligt med op af trapperne, og op mod sit hjem. Det var et stort hus i trætopperne, hvor han denne gang åbnede døren og lod hende komme ind først. Alt var sunget i det smukke træ, og med grønne farver. Man var jo ikke elvisk for ingenting, kunne man sige. "Og velkommen til mit hjem," endte han denne gang. Her følte han sig tryg.. Ikke nogen, til at kigge på ham. Kappen fjernede han denne gang også. Under denne gemte der sig en bredskulderet.. men dog tynd mand.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya nød og brug tid sammen med Tharnudil, han var jo en yderst behalig mand og være sammen med og nu hvor han fik det beder og lyset fik lov og gro i ham blev det kun beder, han var i hendes øjne en fantastisk mand. Men som de kom til byen fornemme hun godt nok, det ænder sig igen da de begyndt og møde folk.
Hun så på ham og kunne fornemme at han ikke brød sig om folks blikke, og det forstod hun godt at han ikke gjord. Hun hade der for sluppet hans hånd, for og tage om hans arme i steden for mens hun hade forsat med og smile så folk kunne se at han ikke var farlig eller væmmelig og snakke med ham. hun så på ham som han endt med og stoppe op da hun gjord det her, hun håbe ikke det var fordi han syntes det var for meget af hende og holde om hans arm på denne måde, men som hun så smile måtte passer hans læber følt hun sig lette og smile bare blidt til ham.
Hun nikke roligt, hun ville med glæde lave mad til ham det ville da være en ganske lille ting for hende, men selv en lille middag kunne have stor betydning for folk, og hun var sikker på med Thranudil ville det være sådan eller hun håbe det i værtfald. Hun så på ham som de kom til træet i midten af byen, det største og smukkest træ i byen. Hun så på ham som han bad hende komme, hun nikke roligt og holdt forsat hans arme, mens hun fuldt med op at trapperne der ført op af det smukke træ, og hans hus oppe i det. hun så på huset, så smukt så elvisk som noget kunne være. Hun smile bare tydeligvis var hendes øjne fyldt med beundring, hans hus var utrolig smukt, det overgik hendes forælders hus men igen alle elverhuse var smukke for de var unikke vær for sig for ingen var helt ens. Hun så på ham som de kom inden for, ”Du bor virkelig smukt Thranduil” hun smile og slap hans arm så han kunne fjerne kappen, det første hun lage mærke til var de brede skulder for der efter hans tynde krop, dette gjord hende meget bekymret for en mand som ham burt virkelig ikke være så tynd! Hun så på ham, hun vist heller ikke om hun burt sig noget om det men samtidig følt hun at hun burt for pokker han var jo alt for tynd ”Skal jeg hjælpe med maden? ” spurt hun roligt, hun ville gerne hjælpe og der ved også få et glime af om han spist rigtig og rilig nok.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Riniya vr en yderst behagelig og varmhjertet kvinde, at være omkring, hvilket også gjorde, at Thranduil oprigtigt følte, at han kunne slappe af igen. Det var nemlig det, som han havde haft brug for, kunne man sige, og det var også det, som godt kunne mærkes nu.
At hun havde taget omkring hans arm, sagde han intet til. Selvom det nok mere var en opførsel til et barn, fandt han det behageligt. Desuden fik det ham også til at tænke på lidt andre ting, end de mange ting, som jo egentlig måtte plage ham i løbet af dagen. Særligt nu hvor folk endnu en gang kigget på ham. Det var næsten som om, at det var en tanke, som han faktisk glemte at tænke over lige nu. Det var virkelig rart!
Thranduil boede nok for stort ifølge så mange andre, men det var ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Han elskede sit hjem, og han bød gerne folk ind, hvis han følte, at han havde en grund til det. Det var jo særligt det, som hun havde givet ham en grund til i øjeblikket, og han måtte uden tvivl også finde den tanke utrolig behagelig, så det skulle da endelig ikke være for det. Han vendte sig mod hende, da hun komplimenterede hans hjem. "Det er ikke mig, som har indrettet det," fortalte han. Serenity havde uden tvivl sat et stort præg på hjemmet her. Måske at det også var derfor, at det var svært for ham at tænke på andet, når han var alene?
Uden tvivl var Thranduil meget præget og plaget af hans tid i Maerimydra. Det eneste, som man nu kunne håbe på, var at dette ville være starten på det bedre. Han rystede på hovedet. "Du er min gæst. Jeg skal nok lave det hele. Undersøg du bare mit hjem. Betegn det som var det dit eget." Ikke havde han nogen hjemmeligheder, som han følte, at han skulle gemme eller skjule for hende.
Selv søgte Thranduil ud i køkkenet. Meget muligt, at han var konge af skoven og det hele, men han var god til dette. Særligt hans moder havde gjort meget ud af i sin tid, at han skulle klare sig selv. Her begyndte han. Han var jo også langt mere glad nu, end hvad han havde været utrolig længe.

[Riniya Roshia Cramenor]

at Riniya måske hade tage om hans arme den mere barnlig måde, hade et sted ikke være bevist hun hade bare tænkt hun skulle vise folk at han var god nok og den bedste måde hun kunne komme på var og holde om hans arm, så den var lidt tætter ind til ham så folk kunne se hun bestemt ikke frygt ham. hun fornemme han slappe mere af og dette var rigtig dejligt, for hun kunne ikke lig når han blev nedtrygt over folks blikke, det gik lig så godt med ham og hun ønske ikke det skulle gå modsat igen fordi folk ikke kunne se det samme som hende, men lig nu virke det til han stadig var munter og tænkt på noget andet så det var hun glad for.
hun hade roligt fuldt med op til hans hus, og hun var imponeret det var virkelig stort hus i forhold til mange andres huse, men hun syntes ikke det var så vigtig. hun lytte som han sag det ikke var ham der hade indrette det, hun kunne regne ud han mente hans afdød hustru hade stået for hvordan alt så ud. det var tydelig hans afdødhustru stadig reger meget i hans liv, siden hendes præg stadig var så tydelig i huset, men igen det var aldrig nemt og miste nogle og hun ville ikke kommenter på det for han skulle jo selv vælge hvornår tiden var inden til og komme videre, eller om han ønske og var 'opslugt' af hans afdød hustru ind nu længer. hun så på ham som han sag han nok skulle stå for maden, og hun bare skulle se sig om og se det som hendes eget hjem. "okay vis du får brug for hjælpe så sig altså til" hun så på ham og smile blidt, inden hun lod ham søg i køkkenet, mens hun begyndt og gå på opdagelse. hun beundre virkelig stedt, hans tidligere hustru hade virkelig sat sig præg, hun følt sig næsten hvordan skulle man sig det, truet eller i vært fald som hans hustru stadig var der og Riniya selv ikke burt være der hun var jo en fremme kvinde. hun gik stille og roligt, mens hun kunne ikke helt lade være og kigge lidt ind i de rum hun kom forbi, hun ville jo godt lære stedet lidt og kende så hun kunne finde rundt vis det blev nødvendig, og så var hun jo bare nysgerrig omkring hans hjem og håbe måske og lære lidt mere om ham mens han lave mad. hun forsatte rundt til hun kom til køkkenet hvor hun kunne se han var, hun smile lidt ved synet og stod bare og beundre ham, ja det var ikke alle steder man så en konge selv lave sin mad, og ikke have andre til og gør det, men det var et forfriskende syn, og hun måtte indrømme hun nød det måske lidt mere ind hun burt, hun fik sin øjne revne fra ham og kigge rundt i hans køkken for at se hvordan det var sat op i forhold til hendes.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var meget muligt, at Thranduil virkelig var en hård mand i det ydre, men han var en blød mand indvendig, og tabet af Serenity havde uden tvivl også sat sig i ham. I og med, at det var sket for ham før, så var det vel heller ikke underligt, at det rent faktisk var svært for ham, at håndtere, at det var sådan her, at det skulle være for ham igen? Stort set alle spor efter Serenity, var stadig at finde i huset her. Der var kun en ting, som ikke var, da hun havde været i live: Thranduil gik ikke længere rundt med vielsesringen. Denne var fjernet og gravlagt med hende, sammen med de mange gode stunder og minder, som de sammen havde delt..
"Det gør jeg," sagde han dnene gang. Han skulle nok kalde, selvom han slet ikke regnede med, at det skulle blive en nødvendighed, og det skulle hun ærlig talt heller ikke. Han sendte hende derfor et let smil, inden han søgte ud mod køkkenet, hvor han selv begyndte at kokkerere lidt. Han selv var en mand godt nok, men han kunne klare sig selv, hvilket var den ædle kunst, som han havde lært allerede frygtelig tidligt. Det havde været en nødvendighed set fra hans mors side.
Det tog ikke Thranduil lang tid at få lavet lambasbrød i blade, samt dekoreret med bær og nødder som dagligt blev samlet i skovene her, og særligt i den varmere tid, som den de nu måtte befinde sig i. Herunder med frisk kildevand fra bjergene i Procias, som dagligt blev hentet og bragt til skovene her. Dette bar han med sig hen til bordet, hvor han placerede det. "Tag endelig plads," opfordrede han denne gang. Hun stod jo selv der i døren og kiggede, så det var jo bare et passende tidspunkt at gøre det på. At det var ubehageligt for hende, at være i hans hjem, grundet de klare minder efter hans afdøde hustru, var oprigtigt slet ikke en tanke, som han tænkte på.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade lært at Thranduil var en mand der hade en mere hård facade, men inden i var han nu bløder og en søde mand. men hun kunne godt forstille sig han et sted var nød til og have disse to sider som konge, for det var jo en krævende titel og have, så hun kunne forstille sig man var nød til og have sådan en facade for hans egen skyld men også for folket for vis han vist tegne på at være usikker måtte folket jo også være usikker et sted. hun så på ham som han sag han nok skulle kalde vis det var han fik brug for det, men hun forvente det ikke just. der for brugt hun bare tiden på og snuse lidt rundt, hans tidligere hustru tråde virkelig i kræft her, og et sted var det som fremme kvinde i hans hjem lidt truende et sted, hun følt i vært fald et sted hun ikke burt være her eller bare tænke den mindste tanke om Thranduil, det var virkelig som den afdød dronning stadig var der, og virkelig gjord sit for og blive selv om hun vist det var en gang fis og hun ikke burt føle denne trussel for hun var der ikke og hun gjord jo heller ikke bevist nogle tilnærmelser til Thranduil som sådan, selv om tanker hade være sneg sig ind i hendes hoved når hun ikke fokuse på noget andet eller ikke var optage af og snakke med Thranduil.
hun kigge ind i køkkenet, her var flot hendes eget køkken der hjemme var lidt mere 'rodet' der hang urter over alt og der var den der husmor rode følelse over hendes køkken der hjemme. hun hørt ham sig tage plads og fandt roligt sin vej hen til bord, hun smile blidt som hun pænt satte sig "ser god ud" hun smile og satte sig bare ganske roligt og pænt. Riniya hade ikke lagt mærke til Thranduil ikke bar sin vielsesring mere, hun hade haft for travlt med og snakke med ham og nyde hans selvskab til og se den lille detalje.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Mest for sin egen skyld, var det vielsesringen, som Thranduil havde lagt fra sig, som noget af det første, også fordi at han jo ikke længere var en gift mand, og de fejl, som han havde gjort efter sit første tab, ikke var nogen af slagsen, som han ønskede at gøre igen.
Maden fik han denne gang sat på bordet. At gøre alverdens ved sit hjem, efter tabet af Serenity, havde han oprigtigt ikke fået sig selv til at gøre. Ærligt, hvad skulle han da gøre? Han kunne jo intet gøre ved det alligevel. Han tog selv pladsen. "Jeg håber, at du kan lide det," sagde han denne gang. Selv som konge, måtte han have to sider, og det kunne til tider være svært at fidne den endelige balance mellem de to, for det var svært. Det var underligt nok bare ikke så problematisk, nu hvor han var omkring Riniya. Hun havde så nemt som ingenting, accepterede ham som individ, og ikke bare som en konge af skoven her. Han lod naturligvis gæsterne tage først. Selv almen høflighed var han i besiddelse af.
Thranduil var konge ude blandt folket, men herhjemme, var han bare sig selv. Det var hans skjul. Han kunne jo trods alt heller ikke være konge alle steder, kunne man sige, som han oprigtigt også havde brug for en pause fra tid til anden. Her hvor han kun var glad for at have lært hende at kende, ville han også gerne udnytte tiden optimalt. "Hvor bor du?" spurgte han denne gang. Også i tilfælde af, at han ønskede at opsøge hende på et senere tidspunkt. Forløb det som nu, var det bestemt ikke utænkeligt, at det ville komme til at ske.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya kunne godt forstå vis det var det var svært for Thranduil og ænder lidt ved det hans tidligere hustru hade lavet ved hans hjem, hun kunne forstille sig det ikke var nemt for nogle mennesker der hade miste og gør den slags, hun følt dog blot et form for press et sted. og det var virkelig sådan hun næsten ikke ture tænke på Thranduil på mange andre måder, inde han var hendes ven og det var det.. man skulle næsten tro hans tidligere kone ånde hende i nakken selv om hun vist det var noget sludder.
hun smile bare som han snakke "jeg ikke just kræsen så mund ikke jeg kan" hun smile blidt som hun fik sat sig ned, og vente på ham inden hun pænt tog en portion mad, og vente til han hade tage noget inden hun begyndt og spise. og hun måtte sig hun var overrasket han var bestemt ikke dårlig i et køkken, hun smile bare til ham "smager skønt Thranduil" hun smile og spist roligt videre, ganske roligt hun hade jo ikke travlt overhovedet. som han spurt hvor hun boede tykke hun af munden og smile "jeg bord Nord/øst her fra, tæt på den større bæk der er her lidt fra byen, i den pæn stor bøg med spiral trappen hele vejen rundt om stammen" hun smile blidt og så på ham "og der et lille skilt ved døren hvor der står Roshia sy stue på" hun smile roligt, hendes mellem navn var nemlig hendes mors fornavne så hun hade valgt og beholde skilte efter hendes mors død og hun selv begyndt og være skrædder. hun smile bare mens hun spist stille og roligt og slappe mere af nu de sad og snakke ved maden, det fik hendes tanker lidt væk fra den følelse af overvågning hun følt ved tanken om hvor meget hans hustru stadig fyldet i hans hjem.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Så sjældent som Thranduil i det hele taget havde nogen med hjem, var det vel heller ikke underligt, at han reagerede lidt på den måde, som han nu gjorde? Han havde ikke umiddelbart noget imod, at det skulle være sådan, for det havde han da slet ikke. Hun kunne lide hans mad. Så langt så godt. Han var jo faktisk udmærket i et køkken, og siden han havde mistet Serenity, havde han lavet mad på egen hånd, samt tilpasset sig, og bare.. været selv. Nu stod han jo fast på, at han slet ikke skulle i nærheden af, at have en dronning ved sin side igen. Det nægtede han simpelthen.
"Det glæder mig, at du kan lide det," sagde han denne gang. Ganske simpel mad, men det mættet. Brødet særligt, var jo bagt på en særlig måde, som han havde lært af sin egen moder for mange år siden. Her lyttede han til hendes ord. Bøgen med spiraltrappen? Så det var der at hun boede. "Jeg har nu altid været fascineret af det bøgetræ." Han rettede sig op igen. Okay, det føles lidt som en eller anden latterlig samtale, men han ønskede jo at lære hende at kende. Sådan helt oprigtigt. Hun havde jo allerede i forvejen vist sig, at være ham en kæmpe stor hjælp, og det ønskede han jo trods alt heller ikke at ødelægge på må og få, hvis han da ellers kunne undgå det i den anden ende.
Thranduil tømte roligt sin tallerken, inden han rettede sig ordentlig op igen. Han betragtede hende meget indgående. En sand elver med et godt hjerte. Dem var der ikke mange af tilbage. Det gjorde også, at han var fascineret af hende som kvinde, men også som individ. "Som jeg sagde tidligere, er du mig en unik kvinde, Riniya. Jeg vil gerne se nogen af dine kreationer," sagde han denne gang. Se hvad hun lavede.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade ofte gæster, både kunder og venner i landsbyen men igen der var jo forskelle på dem. Hun så roligt på ham, mens de spiste og nød da maden for det smagt jo godt, og hun kunne særlig godt lig brødet det mætte dejligt. Hun så på ham, at han ikke ønske en ny dronning kendt hun ikke til hun var sikker på når han var komme sig og alt gik beder at han så ville finde en dronning der ville blive hos ham i mange år, men først skulle han selv lig heale.
Hun så på ham og smile bare, hun kunne lig maden ellers hade hun ikke sagt det til ham. hun gik op i et ordentlig måltid og at det var lavet ordenligt, hun brød sig ikke om mad der var tilbered ’forkert’ eller på anden måde der gjord det uspiselig eller ikke godt og spise. Hun så på ham som han snakke om bøgetræet, ”åh du kender måske til min forælders træ?” spurt hun roligt og smile bare, at han fandt samtalen latterlig kendt hun ikke noget til. Hun syntes det var hyggeligt og side og bare snakke på denne måde, på den måde kunne hun jo også uddybe sin vide til ham om hende, så han kendt hende noget beder.
Hun spist roligt op, og sad bare pænt med ret ryg mens de stadig stad ved bord. Hun vist der ikke var mange som hende eller nogle med så åbne sind og hjerte som hende, hvilke i visse tilfælde gjord hende til lidt af en out sider. Hun så roligt på ham, som han sag han ville se nogle af hendes kreationer. Hun smile stort for det var jo en helt ære vis han ville se nogle af dem. ”det kan vi da sagtens finde ud af! Jeg har en bog med designs jeg kan vise dig der hjemme.. jeg har desværre ikke noget tøj der klar til og blive vist lig pt” hun smile skævt, hun var i gang med forskellig bestillinger men ingen af dem var jo helt færdig i nu. "hvad kan du enlig lig og lave Thranduil? når du går her hjemme? nogle hobbyer?" hun smile bare blidt, hun ville jo også gerne vide lidt mere om ham nu han spurte ind til hende. 

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Thranduil havde svært ved at agere socialt med nogen. Han var en højrøvet mand, som satte pris på kvalitet, og det var også dem, som han normalt var omkring. I dag havde han valgt at give Riniya en chance, og det kunne man da kun sige, havde givet pote i den anden ende. Det var da en mulighed, som han var glad for, ikke havde passeret ham, bare sådan uden videre.
Glad spiste han op. Det var noget andet at lave mad til et andet individ, end at stå og lave maden til sig selv. Han var jo faktisk god til det med at lave mad, så det skulle da endelig ikke være for det. Det var bare... anderledes på den her måde, og det var det, som han faktisk havde lidt svært ved i den anden ende. Han nikkede. "De fleste kender det. Det er det smukkeste træ i skoven her," fortalte han denne gang. Det var vel også derfor at det var så værdsat en placering?
At se hendes kreationer, og hvad hun egentlig lavede, ville Thranduil ikke have noget imod. Faktisk var det noget som vakte en nysgerrighed, men det var også en ting, som han vidste hun var glad for, og derfor også noget, som gjorde det nemmere, at holde en samtale kørende. I hans øjne, var det mindst lige så vigtigt. Han rystede denne gang på hovedet. "Nej," svarede han blot. Hvad andet skulle han sige? Han lavede jo ikke rigtig noget. Hans liv var jo et evigt arbejde, og det var svært at finde tiden generelt til at foretage sig noget andet. "Jeg er ikke i en position, hvor jeg kunne nyde en tilværelse på den måde. Mit liv er et arbejde," fortalte han. At more sig, havde Serenity været igang med at lære ham. Det havde jo bare taget en brat stop.

[Riniya Roshia Cramenor]

I forhold til thranduil var Riniya meget mere social anlagt, og hun var ikke just højrøvet som hun måske burt være det var jo nærmest naturlig for deres race. Men igen Riniya var bare slet ikke sådan, og det vist hun udmærket godt selv. Men hun nød og være sammen med andre væsner, og sin egen slags for den sags skyld. Det var altid rart med en god snak, og grin med nogle andre inde og side helt alene og bare være stille. Hun så roligt på ham da hun hade spist op, det hade smagt ganske udmærket og hun var da imponeret over hans madlavnings evner for de fejle bestemt intet. Hun så roligt på ham som han sag de fleste kendte træet, ”det er et meget smukt træ” hun smile roligt, hendes forælder hade virkelig valgt et godt og smukt træ og synge deres hus i, og det var hun kun glad for.
Riniya ville gerne vise Thranudil hendes kreationer, og skitser med tøj hun hade fået lavet gennem årene hun var bestemt stolt over sit håndværk, for hun vist hvad hun lave og hun vist hun gjord det godt! Hun så på ham som han afvist han hade nogle hobbyer, hun hade enlig også et sted for vente det men det måtte da være hårdt og arbejde hele tiden? Hvordan pokker kunne han holde til det? ”det må da være nedsliden ikke og have noget og stresse af med! jeg imponeret over du ikke er stresset helt ned eller værre!” hun så på ham, han burt virkelig prøve og finde tid til en lille hobby eller bare noget han kunne slappe af med, for det var bestemt ikke sundt og arbejde hele tiden, jo vist var han kong men selv en konge skulle da have lov til og tage en dag eller en halv dag fri til lig og gear ned og more sig! Han var jo et individ for pokker! Og ikke bare en arbejdes hest eller noget i den stil, ”vis du kunne vælge noget og lave som hobby eller afslapning hvad skulle de så være?” spurt hun nysgerrigt for han måtte vel have en lille ide om hvad han kunne tænke sig vis det var han hade muligheden for det.