Let there be war..!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Der var sket rigtig mange konfrontationer på rigtig kort tid her, og det var det som selv Thranduil kunne have lidt svært ved. Alt han lavede i sit arbejde, kunne han jo forsvare og argumentere sig ud af, men det andet her, var bare.. ikke rigtigt noget, der gav nogen mening for ham. Hans blik faldt derfor mod hendes skikkelse igen. Han havde ikke nogen hobbyer, og oprigtigt, så var det slet ikke noget, som han havde tænkt på, at han burde have. Han havde bare ikke været typen der kunne sætte sig ned, og fordybe sig med noget. "Det jeg foretager mig, er vigtigt og det kræver utrolig meget af min tid, samt mit fokus. Jeg har ikke haft tid til noget der minder om hobby," sagde han denne gang.
Måske at det også var derfor at han var kendt som højrøvet, fordi at han ikke havde tid - eller fandt tid til det, som den typiske elver ville have gjort? Det var nok lidt der, at den også måtte ligge for hans vedkommende. Han sænkede hovedet i et tænksomt øjeblik. Ja, hvad ville han have valgt? Oprigtigt vidste han det ikke, for hvad ville han da kunne lave i sådan en situation. "... Det ved jeg ikke," sagde han denne gang, hvorefter han hævede blikket mod hendes skikkelse igen. Hvad han skulle have gjort eller foretaget sig? Der var mange ting at vælge imellem. Han rystede denne gang på hovedet. Han var ikke som alle andre, og det vidste han også godt. Særligt med det arbjede, og den gang til livet, som han havde. Han skubbede jo normalt det her fra sig. "... Jeg ved det ikke." gentog han denne gang. Han vidste ikke hvad andet han egentlig skulle sige.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya så roligt på ham, det bekymre hende lidt at han bare arbejde hele tiden for det var bestemt ikke sundt for ham. hun så roligt på ham, hun kunne godt forstille sig hans titel gave ham meget arbejde og tog tid, men selv han måtte da kunne finde bare en halv time måske en hel bare ind i mellem til og sætte sig ned eller hvad pokker han nu ville og bare lave noget andet? hun så på ham, hun kunne se han var ved og tænke over det hun spurt om. Hun så på ham som han svar hende, ”det kan jeg udmærket forstå.. men er det virkelig helt umuligt og finde en halv time til en time hvor du bare lig han side ned eller bare ånde ud?” han fik det virkelig til og lyde som han arbejde 24/7 sove han så heller ikke ? eller arbejdes hans i søvn?
Hun så på ham som han igen sad og tænke inden han svar hende, så det vist han ikke og heller ikke det næste? Han var virkelig fanget i det arbejde, eller retter det liv han hade som han kaldt det. hans arbejde var jo nærmest hans liv, ”tja det heller ikke nemt sådan bare og slyng ud.. der jo mange slags arbejde og utrolig mange slags hobbyer” hun så på ham og smile en smule, ”Jeg selv elsker og brug tiden på enten en god bog, eller danse det er den bedste måde jeg slapper af på” hun så på ham, han kunne jo prøve og læse lidt og se ham han slappe af der? ”der findes jo mange spænde bøger og slappe af til” hun smile blidt til ham, og sad roligt på sin plads, der var jo ingen grund til og rejse sig i nu da de jo sad pænt og snakke. Hun ville dog tilbyde og hjælpe ham med og rydde op når de var færdig, det var det mindste hun kunne gøre nu han hade lavet mad for hende.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det der med at koble af, og lave noget andet, var bare ikke noget, som Thranduil kunne. Han ville elske at kunne, men det var bare ikke sådan at verdenen hang sammen. Desværre. De var ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Arbejdet var hans liv.. Det var det eneste som han havde nu, og han havde bestemt heller ikke tænkt sig, at fejle på den front igen. Ikke hvis det var noget som han ellers var i stand til at kunne undgå, kunne man sige. "Men det kan jeg ikke.. Jeg ånder ud, i min søvn," sagde han denne gang. Det var jo faktisk den tid, som han følte, at han havde til sig selv.
Thranduil var elendig til at slappe af, og egentlig bare tænke lidt på sig selv. Nu var han jo alene - igen, så derfor kunne han jo lige så godt bruge den tid noget fornuftigt. Det var jo bare ikke meningen, at han skulle være lykkelig på den måde. "Der er rigtig mange, og der er dem, som har mere brug for det end andre. Jeg lader dem om det, og så passer jeg mit arbejde." Det var jo lidt blevet hans skalkeskjul efterhånden, og han vidste jo godt, at det kunne være så dumt, som noget overhovedet kunne blive, at gøre det på den måde, men det var ikke noget som han kunne gøre for. Han trak denne gang på smilebåndet. Hun derimod virkede til at have mange hobbyer. "Jeg beundrer dig for din tid, og hvordan du udnytter den, Rinya," sagde han denne gang, hvorefter han roligt satte sig tilbage på sin stol. Han havde sit liv, og denne gang ville han i den grad også blive langt mere påpasselig med at lukke folk ind i det. Han ønskede nemlig ikke at blive såret igen.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var god til og koble af, måske lidt for meget til tider men det lå naturlig i hende og slappe af mellem arbejde for ellers ville hun da bare ende med og stresse. Hun så roligt på Trhanduil, det var jo tydelig han ikke hade en hobby eller ligne der kunne stresse ham af bare for en stund igennem dagen, hun så på ham som han snakke om han ånde ud i søvn. ”det ikke sundt bare og ånde ud i søvn.. du risiker bare din søvn bliver forringet ” kom det fra hende, det var begyndt og kunne ses at hun bekymre sig for hans helbred, hun ville nødig se ham brønde helt ud på grund af arbejdes stress.
Hun så roligt på ham som han snakke, det var sandt nogle hade brug for mere fritid ind andre. Selv nød hun da og have nogle halve til hele fridag men det var også ’nemmer’ alt efter hvor mange bestillinger tøj hun hade og det svinge jo i perioder så på den måde hade hun altid bare lidt tid til sig selv i løbet af dagen. Hun så på ham, ”det sandt.. og selv en travle mand som dig har brug for en pause inde i mellem.. sig ikke jeg skal komme og holde øje med du tager pause?” hun lo lidt og smile ellers bare blidt til ham.
Hun så roligt på ham som han sag at han beundre hendes tid og den måde hun udnytte det på. ”åh der ikke noget og beundre der.. jeg døjer med og arbejde til alt for langt ud på natten til tider” hun smile skævt og lo bare. Han hade virkelig brug for lidt mere pause i hans liv eller i vært falde noget der kunne bringe ham en ro, eller nogle der kunne bring ham ro det var bestemt ikke positivt at han var alene, hun kunne jo fornemme at det ikke gjord det beder for ham. hun så på ham og sad bare og slappe af i stolen hun sad i, hun ville ønske hun kunne hjælpe ham mere, sådan en dejlig mand fortjent virkelig ikke og være alene og slet ikke med alt det han hade være igennem og hvad der end måtte vente ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

At give sig selv tid, var svært for Thranduil. Dels fordi at han havde det arbejde, som han havde, men også fordi at han havde en tendens til at tænke på de forkerte ting, når han ikke havde noget at foretage sig, og det ønskede han jo trods alt heller ikke, kunne man sige. Det var en tanke, der oprigtigt gjorde ham trist og ked af det, og det var slet ikke sådan at det burde være. Nej, han var en stærk mand, og det var den side af sig, som folk skulle se, og ikke noget andet. Det var meningen at han skulle være et forbillede, og det var også det, som han nu måtte kæmpe for at vise folk og den omverden, som var omkring ham. Han skulle vise dem, at han godt kunne! "Det er allerede for sent, kære Riniya," sagde han denne gang. Han vidste nemlig godt, at han var svær at have med at gøre og særligt på den front. Selv Serenity havde ikke rigtigt fået ham til at slappe af.
Der var mange ligheder mellem Riniya og Serenity. Det var måske derfor at Thranduil ikke havde de problemer med at åbne op for hende? "Jeg vil nu stadig gerne se, hvad du kan lave," sagde han denne gang. Han gik vel også lidt ud fra, at det som hun havde på lige nu, var noget, som hun selv havde lavet. Han beundrede dem for det flotte håndværk. Det var jo heller ikke noget, som bare kom ud af ingenting. "Det er jeg bange for.. Det giver mig også en grund til at skulle se dig igen," tilføjede han denne gang. At skulle lede et folk, var at være på arbejde i døgndrift, og det kunne uden tvivl også godt mærkes. Ikke at der var nogen tvivl om det. "For meget arbejde? Så ved du også hvordan jeg har det," sagde han denne gang og med et kort smil på læben. Han tog det ikek så tungt. Han kunne jo lide, hvad han lavede trods alt.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya var virkelig bekymert for at Thranduil ikke tog en pause til tider, det var altså ikke sundt for ham slet ikke vis han gerne ville leve et langt og godt liv, ikke at han sikkert ikke hade det nu men stresse kunne gør de grimmeste ting ved folk. Hun så på ham, mens de sad der ved bordet. Stædig mandfolk det måtte hun da give ham, han var bestemt ikke nem og få til og forstå alt ting eller hvordan hun nu lig skulle forklar det nem var han bare ikke. Hun så på ham som han sag det allerede vare for sent, ”det aldrig for sent og prøve og gør noget ved det” pointere hun, ikke at han skulle tro hun opgave så let! Der var altid en måde og forbedre ens søvn på det var bare og finde ud af hvad det var og tage den der fra.
Hun så på ham som han igen lave sammenligninger mellem hende og serenity uden hun kendt til det. at det gjord det nemmer for hende og snakke med ham, og han hade nemmer ved og åbne sig for hende kendt hun ikke til hun troede bare det var hendes egne personlighed der hade klar den opgave. Hun så på ham som han insistere på og se hvad hun hade lavet hun smile roligt ”så må du jo komme forbi og kigge en dag” sag hun roligt, så måtte hun vel se om hun ikke kunne lave noget og vise ham frem.. det måtte hun se om hun fik tid til hun hade jo sin kunder og tænke på. Hun så på ham som han snakke igen og lo lidt som han sag det gav ham en grund til og se hende igen ”du godeste.. jamen så må jeg jo heller begynde og komme og holde dig i øren og sikker mig du holder pauser” hun lo blidt, det hele var sagt i en munter tone for hun viste da godt hun ikke bare kunne holde ham i øren han var en voksen mand, og konge men han skulle forvente hun ville komme nu og sig tid til pause og så var der altså pause tid men det måtte han jo finde ud af.
Hun så på ham som han snakke om hun kendt til det og arbejde for meget, ”det siger jeg skam heller ikke jeg ikke gør, men jeg er god til og gør op for det med en lidt længer pause” hun så roligt på ham og smile bare blidt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det der med at holde pauser, var slet ikke noget, som skrev sig ind i Thranduils bog på noget tidspunkt. Han havde aldrig været særlig god til at passe på sig selv lige i den forbindelse, kunne man sige. Hans blik hvilede på hende. Det var aldrig for sent. Det var sandt, men det var svært at ændre på noget, som i hans øjne, faktisk havde fungeret i den tid, hvor han havde siddet på den store og vigtige post. "Det er sandt," sagde han blot denne gang. Hun var stædig. Og det var tydeligt for ham, at hun gerne ville have, at han skulle holde de pauser i løbet af dagen, selvom han selv knap var interesseret i det.
De mange tanker florerede uden, at Thranduil egentlig kunne gøre for det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Så smuk og fin en kvinde, som hun var, så kunne han jo heller ikke undgå at bide sig fast i det, når det endelig skulle være i den anden ende. At sammenligne hende med Serenity var derfor en tanke, som han holdt mere for sig selv, da han slet ikke så nogen grund til at gøre det tydeligt og offentlig. Han ville jo heller ikke støde hende.
"Det gør jeg gerne. Nu har du vakt min nysgerrighed." Hans ord var stadig rolige og fattede. Han måtte jo alligevel gøre, hvad han kunne, for at holde fast i tanken om at der måske var nogen derude, som kunne holde af ham, for værende den irriterende mand, som han i forvejen var kendt for at være. "Hvis det er en oplagt mulighed for at få lov til at se dig igen." Han trak kort på smilebåndet, selvom dette dog meget hurtigt måtte svinde ind igen til ingenting.
Han tog et lille bær, som han spiste, inden han igen satte sig mere til rette i stedet for. Han nikkede blot denne gang. "Jeg klarer mig," sagde han denne gang. Han fangede jo hentydningen lidt hurtigt.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya regne bestemt ikke med Thranduil ville begynde og tage pauser, selv om det ville være godt for ham bare ind i mellem, men man kunne vel håbe at han ville prøve eller tænke over det, ellers skulle hun da nok komme og holde ham lidt i øren. Hun så roligt mod ham, som han selv så på hende. Hun kunne vær stædig, det vist hun udmærket godt, men det svinge fra situationen til situationen men lig her måtte hun godt nok være temmelig stædig, hun ville ham jo kun det bedste.

At der var mange tanker i hans hoved, kunne Riniya kun forstille sig. Hun hade da også mange tanker men nok ikke nær så mange som hans nu hvor han jo var deres konge. Hun så roligt på ham og smile forsat for der var da ingen grund til ikke og smile. han tanker om hans afdød kone og hende, kendt hun heller ikke til og heller ikke til hans frygt for at støde hende vis det var hun kendt til dem. Vis hun vist at han fandt ligheder mellem de to kvinder, skulle hun vel tage det som smiger ikke? Selv om hun da helst ville have nogle kunne lig hende for den hun var og ikke den person hun line.

Hun lo lidt som han sag han var nysgerrig, ”ah godt så kan det jo være du besøger mig snart vis jeg har vagt din nysgerrighed ” hun slap en sød latter inden hun så roligt på ham, og smile bare ganske roligt. For hun ville bestemt ikke have noget i mod han kom hjem til hende i den nærmest fremtid. At Thranudil nu holdt ved en tanke om en kunne elske ham som den mand kendt hun ikke til, men hun håbe han ville finde en for hun syntes bestemt han var en god mand, og hvem end han måtte få øje for ville være heldig og få ham, selv om han bestemt ikke var nem og have med og gør så gjord det ham i hendes øjne, mere spænende og et sted var det kært han var sådan selv om det var en underlig tanke og have. Hun lo blidt som hans snakke, og så på ham ”du virkelig noget for dig selv Thranduil” hun smile og så på ham ”men skal nok kigge forbi når jeg kan, nu jeg fornemmer du så gerne vil se mig” hun smile blidt, og så roligt på ham.

Som han tog et lille bær valgt Riniya selv og tage et, som hun roligt spist mens han snakke. Hun var ikke lig på hvad han mente hvad klar hen? Hun så lidt på ham men kommenter ikke på det og kendt ikke til en hentydning han hade fangt for hade hun da hentydet noget? Hun var ikke helt sikker men for nu lod hun det ligge og slappe bare af i hans selskab.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Med alle de ting som Thranduil i forvejen havde i hovedet, så var det vel heller ikke underligt, at det gik galt før eller siden? Man kunne nok også godt sige, at det var gået galt for ham nu, og det kunne også godt mærkes. Han var træt.. Ikke bare træt, men direkte udkørt, og det var det som et sted også skræmte ham. Han plejede ikke at reagere på den måde, som han gjorde lige nu, og det gjorde ham faktisk utrolig frustreret, for han plejde slet ikke at reagere på den måde, som han gjorde over det her.
Langsomt vendte han blikket mod hende igen. I sandhed havde hun præsteret at tricke hans nysgerrighed lidt. Desuden var det noget, som gav ham muligheden for at være lidt sammen med hende, og faktisk se hende igen, så det var da klart en mulighed, som han gerne ville holde åben. "Jeg får lov til at være sammen med dig igen, så siger jeg ikke nej." fortalte han denne gang. Et kort træk fandt vejen til hans mundvig. Hun havde rent faktisk formået at få ham til at smile, og det var uden tvivl utrolig rart. Det var underligt, men rart, og det var det, som for ham var det vigtigste. Måske at han endnu ikke var helt tabt endnu?
Han ville jo gerne se hende, så det skulle jo endelig ikke være for det. Han lod hovedet søge på sned denne gang. Han var noget for sig? Det var hun så sandelig også. Ikke bare fordi at hun mindede ham om hans afdøde hustru, for han vidste godt, at det var ved at være på tide, at komme videre end det. Det andet her, var slet ikke noget som gavnede ham eller andre, og det vidste han jo også godt. "Jeg vælger at tage det som en god ting," sagde han denne gang. Det var da uden tvivl ting, som han heller ikke var vant til at få at vide, og slet ikke i den forstand. Han tømte sit glas med vand, inden han satte det fra sig på bordet igen. "Jeg vil gerne se dig igen, Riniya," sagde han denne gang. Han kunne jo lige så godt få tingene sagt. Hun var ham virkelig en særdeles fantastisk kvinde. Og det betød meget for ham, at hun overhovedet ville give ham den her tid.

[Riniya Roshia Cramenor]

At Thranduil ikke var gået helt fra hinanden med alt det arbejde, var virkelig næsten et mirakel. Hun så på ham ganske roligt, hun var virkelig bekymret for at han ville køre sig selv helt ihjel både fysisk og mentalt selv om han ind til nu vist han hade viljen og styrken til og forsætte som han gjord. Men hun ville dog ønske han ville hvile bare lidt mere! Men man kunne vel heller ikke få alt, men hun ville da gør sit for at hjælpe ham selv om hun jo blot var en simpel skrædder.

Hun så på ham mens han selv så på hende, og smile bare roligt hun var da glad for at hun kunne vække hans nysgerrighede for hun kunne forstille sig at det bestemt ikke var noget man bare gjord. Hvilke for hende gjorde det her til lidt af en bedrift for hende. Hun så på ham og smile bare som han snakke, ”jeg kan sige det samme til dig” sag hun roligt og smile bare, for hun ville da bestemt gerne brug tid med ham igen. og han ønske jo at brug tid med hende, så det gjord det bare nemmer for hende og tage intertiv til og komme igen på besøg. At han begyndt og tro på at han måske ikke var helt tabt, kendt hun ikke til men hun hade dog gjort sig sin tanker om han nok skulle finde en god kvinde der ville blive hos ham i mange år, og skænke ham glæde, mening, og den ro han hade brug for i livet andet ind hans arbejde som jo gav ham den tryghed at vide at han hade noget og lave som betød noget for andre.

Hun så roligt på ham og tømt selv sit glas for vand inden hun pænt satte det fra sig. Hun syntes Thranduil var noget af en mand for sig selv, og selv om det kunne være noget af en håndfuld for nogle kvinder var hun sikker på at han nok skulle finde en kvinde der kunne klar ham, og nyde den mand hun hade lærte han var ind til videre. Hun smile roligt og nikke ”det skal du sandelig også for det var ment som en kompliment” hun smile og så på ham som han direkte sag han gerne ville se hende igen, ”jeg vil også gerne se dig igen Thranduil ” sag hun ganske roligt og smile blot til ham som hun jo faktisk hade gjort hele dagen, det betød meget for hende at han ønske og se hende og nu han jo direkte sag at han ville se hende igen så fik det da en svag rødme til og komme frem i hendes øre uden hun kendt til det.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var slet ikke vant til at nogen udviste den form for bekymring for ham. Desuden kørte han jo bare på med sit liv, som han nu altid havde gjort det, så det var jo heller ikke noget, som kunne komme bag på nogen som sådan, kunne det? Han arbejdede hårdt, og det havde han altid gjort, og det var nu heller ikke noget, som han havde tænkt sig at stoppe med, for det var der slet ikke nogen grund til at gøre.
Han klarede sig.. Og det skulle nok også gå op for Riniya på et eller andet tidspunkt. Han sendte hende et kort smil. At sidde der med hende, og i hendes selskab, var noget som gjorde ham glad og tilfreds. "Det værdsætter jeg virkelig," sagde han denne gang. Han foldede de tynde fingre foran sig, hvor han ellers rettede sig bare en smule op. Hun havde fået ham til at lyse helt op, og det var rart, og særligt med alt det onde som han havde oplevet. Det var rart, endelig at møde noget medgang i hans liv, når han nu konstant mødte så meget af det modsatte.
De måtte sikre sig, at de kom til at møde hinanden igen. Det andet ville være synd. Så meget, som hun havde gjort for ham, bare ved at sende ham et smil og røre ved ham. Selvom det havde været milde berøringer, så havde det været en støtte og en stor hjælp for ham. Det var han uden tvivl rigtig glad for. Ingen tvivl om det.
Langsomt greb Thranduil ud efter hendes hånd, som han ville trykke forsigtigt i sin egen. Hun var virkelig god ved ham, og han var glad for det. De muligheder som hun forsøgte at få ham til at indse, selvom det stadig var meget svært, når det var på den her måde. Hun var noget særligt, og det håbede han da, at hun vidste. "Tak for det hele, Riniya," sagde han denne gang. Et kort smil måtte han alligevel sende i hendes retning. Det betød virkelig meget for ham, at det var på den her måde.

[Riniya Roshia Cramenor]

Rinya var typen der vist sin følelser, hun var ikke altid lig god til og holde dem inde med minder det virkelig galt noget så skulle hun nok holde dem for sig selv. Men omkring thranduil hade hun virkelig svært ved og holde sin bekymring inde i, for han hade virkelig oplevet alt for meget og han mangle nogle der ville bekymre sig lidt om ham som en person og ikke bare som konge.
Hun så på ham og smile blide til ham, det kunne godt være han mente han nok skulle klar sig men det var Rinya ikke helt sikker på, hun ville jo gerne sikker sig han forblev ved godt mod og helbred! Var det virkelig så underligt? Eller var hun bare meget mere følsom omkring Thranduiel? Hun så på ham som han snakke og smile blidt ved hans ord, for det glædet hende da at han værdsatte hendes indsats. Hun så roligt på ham som han rette sig op, hun sad selv med ret ryg dog afslappe mens hendes hænderne var på brod. Hun betragt ham mens hun sad der, og nød den afslappe følelse hun hade lidt nu omkring ham og den stemning hun følt hade lagt sig over rummet. "det jeg glad for" svar hun ganske roligt, og sendt ham blot et smile mens hun så roligt på ham, for det var hun. hun var glad for han værdsatte det, hvordan kunne man være andet? 
De ville mødes igen det var hun ret sikker på, hun kunne mærke det helt ned i maven syntes hun. og så roligt på ham, og smile som hun hade gjort siden hun mødt ham. hun hade nydt og hjælpe ham, han hade jo haft brug for det tydeligvis selv om han jo samtidig også hade udvist han godt kunne klar sig men ja så var hun jo bare stædig og blive ved. Hun så på ham som Thranduil langsomt greb om hendes hånd, hun smile bare for hun hade bestemt intet i mod han rørt hende, det gav hende sådan en ro og dog uro i kroppen det var virkelig underligt. Hun smile bare og blidt gav hans hånd et klem og mærke bare hvordan varmen fra hans hånd blande sig med hende så de fik helt varm hænder. Hun så på ham som han igen takke hende, det var da utrolig med alle de takker hun fik i dag. Hun smile bare blidt til ham, ”du kan altid regne med mig Tharnduil” hun så roligt på ham med de krystal blå øjne, mens hun forsatte med og holde hans hånd oppe på bord og hade bare et blidt og varmt smile på læberne.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Den bekymring, som havde været af slagsen, som kun Serenity havde udvist for ham, havde Thranduil faktisk svært ved at tage imod, og derfor var det stadig så dejlig nemt for ham, bare at feje det lidt af banen i stedet for. Også mest for sin egen skyld. Det var ikke nogen hemmelighed, at han var en mand som kæmpede meget, og havde utrolig mange kampe, at skulle kæmpe - og han var alene om dem. Det tog faktisk vanvittig hårdt på hans energi, men at stoppe op og bede om hjælp? Det kom ikke på tale. Den slags mand, var han bestemt heller ikke, og det ville han aldrig nogensinde komme til at blive!
Smilet forblev på hans læber. Næsten som tegn til at hun ikke skulle rende rundt og bekymre sig om ham. Uanset hvad, så havde han gjort sig ting og tanker om meget af det som foregik, og derfor havde han også tænkt sig at skride til handling. Og denne gang en af de mere alvorlige af slagsen. Ikke at han ville blande hende ind i det. Igen så var det hans kamp og hans valg, og det var et slag som han nok skulle vinde før eller siden. Det stod han fuldkommen fast ved i den anden ende. "Godt," afsluttede han med en stemme præget af tilfredshed. Ikke bare stillede hun ham tilfreds som mand, men også som konge. Det var jo den titel som han bar med sig, og som han agtede at gøre mere officiel, end hvad den var nu.
Thranduil sænkede blikket. Han havde det svært omkring kvinder, selvom han virkelig forsøgte at gøre det så godt, som han nu kunne. Det var bare.. svært. Det var virkelig svært det hele. Han trykkede omkring hendes hånd, inden han roligt trak den til sig igen. Han følte jo et sted stadig, at det han foretog sig, var i strid med de løfter, som han i sin tid, havde skænket sin hustru, dog selvom hun var død nu. "Bevis det for mig," opfordrede han denne gang. Store ord var det at give ham. Nu ville han jo gerne se, om hun rent faktisk mente dem.

[Riniya Roshia Cramenor]

Rinya var bekymret for ham og det stoppe hun nok ikke med og være forløbi selv om hun jo ikke burt bekymre sig så meget om en mand hun ikke kendt særlig godt, men det gjord hun og sådan var det bare. Hun fornemme dog godt han feje hendes bekymring lidt til side, hvilke ærve hende for hun ville ønske han ville lytte men ak ja manden var stædig det hade hun opdage, men det var hun jo sandelig også og hun håbe da og lære ham at det var i orden og have nogle der bekymre sig for en, for han hade virkelig ikke godt af og gå alene. Hun vist han hade meget på hans skulder og hun ville et sted ønske han ville bede om hjælpe så ikke alt hvile på ham men, det forvente hun ikke just nogle sinde ville ske, han stod med det hele alene og det var bare sådan det var selv om hun ikke syntes det var en særlig god ting! Han burt virkelig have mere hjælpe så han også kunne hvile sig og holde sig selv ved lig.
Hun så på ham som hans smile næsten som tegne på hun ikke skulle bekymre sig om ham, men den gik bare ikke så nemt igen! han skulle ikke tro han slap så let af med hendes bekymring. At han sad med noget som ham kæmpe med og som var hans eget valg og som han ikke ønske og inddrage hende i kendt hun ikke til, hun håbe da han ville inddrage hende i de ting som han mente hun skulle være en del af vis da hun ellers skulle være en del af noget som helst. At hun stille ham tilfreds som mand og konge kendt hun ikke til, hun forsøgt dog bare og stille ham tilfreds i det store hele, for i hendes verden var han blot en mand med et stort ansvar med den titel han bare på sig.
At Thranduil hade svært ved kvinde, var noget for hende hun enlig ikke forstod for han hade jo haft to husture så hvordan pokker kunne han ikke være god omkring kvinder? Noget måtte han jo gør rigtig ikke? Hun så på ham selv om han sænke blikket, og mærke han trykke om hendes hånd inden han trak hånden til sig. Hun smile bare og roligt tog sin hånd til sig selv igen. hun så på ham som han opfordre hende til og bevis hendes ord for ham. hun blev en smule sloget af pinden der, for hvordan skulle hun gør det? de sad jo ikke just i en situation hvor hun kunne vis ham det som sådan, hun så på ham og sad stille længe inden hun åbne munden ”selvfølgelig.. men jeg sider dog lidt på bar bund hvordan du vil have jeg skal bevise det for dig.. vi sider jo ikke just i en situatione hvor det muligt og vis det som sådan..” hun så på ham og smile skævt ”med minder du sider inde med en måde jeg skal vise det på?” hun så roligt på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var svært for Thranduil i det hele taget at håndtere at nogen var bekymret for ham. Nu havde han jo selv påtaget sig meget af presset, ved at agere som en konge og en leder af elverne, men han var jo glad for det, så det skulle da endelig ikke været for det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse denne gang.
Hun var bekymret, og det stod helt tydeligt for ham. Hvorfor skulle hun ellers reagere og gøre så meget for ham som hun havde gjort? De grønne øjne faldt derfor til hendes skikkelse. Meget ved hende, mindede ham om Serenity, og det gav ham samtidig en grund til at skulle klamre sig lidt fast til det, nu hvor han også kunne gøre det. Han forsøgte at slå koldt vand i blodet og agere som enhver anden ville gøre i hans sted. Hun var smuk.. Han savnede jo nogen at dele sit liv med. Men at finde nogen, kunne i den grad også godt mærkes. Det var faktisk utrolig svært.
Thranduil krævede eller forlængede ikke noget af nogen som helst, så det skulle da ikke være for det. Svagt trak han derfor på smilebåndet denne gang. "Jeg kræver intet af dig, Riniya," begyndte han sandfærdigt. Han havde ikke nogen særlig måde at vise det på, så det skulle ikke være for det. Et kort smil forblev denne gang på hans læber, da han ikke rigtigt kunne gøre noget som sådan. Hånden lagde han roligt over hendes, som han trykkede om.
"Jeg ønsker folk skal nære den samme tillid til mig, som du viser mig. Jeg ved ikke hvordan." Bare at sige at han ikke vidste det, var ord dom han stort set aldrig tog i sin mund, men her gjorde han det, og underligt var det så sandelig også! Svagt rystede han på hovedet. "Jeg gær sig vel ikke usikker i mit selskab?" spurgte han med en rolig stemme, hvor han selv måtte sende hende et smil. Ikke gjorde han noget her, for at være ond eller noget ved hende, for det var slet ikke hans intention med noget som helst af det.
Thranduil rejste sig den men gang op. Usikkerheden mærkede han jo selv og han kunne slet ikke havd. Her trådte han med rolige skridt ud af køkkenet og stillede sug ved vinduet i stuen. Han gjorde jo intet for at være ond, men det lå næsten lidt til hans person. "I så fald, så beklager jeg," sagde han oprigtigt. Her vendte han blikket mod hende igen.