Let there be war..!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Riniya Roshia Cramenor

---

Thranduil havde stort set ikke været ude af sit hjem, siden han var kommet retur. Mørkelverne havde taget det lange hår fra ham, hvilket han stadig forbandede langt væk! Grim følte han, at han var. Han var i hvert fald ikke nogen flot mand mere, og han måtte uden tvivl indrømme, at han havde svært ved det.
Pakken fra mørkelverne havde han ligeledes modtaget. Dertil også Silivrenniels hånd og hjerte. Med andre ord, vidste han, at hendes redningsaktion havde kostet hende livet, hvilket han faktisk var ked af. Hans datter var ude i øjeblikket, hvor han havde fået andre skovelevere til at holde øje med hende. Ikke tog han nogen chance, og aldrig ville han komme til at tage nogen chance.
Med kutten trukket op over sit hoved, havde han i dag, valgt at søge udenfor. Med et helt folk som skulle styres og ledes, kunne han heller ikke sidde indenfor og borte fra alt og alle. Det var ikke sådan at man ledte et folk, og han vidste det jo godt. Han havde gjort det i mange år.

Kutten sørgede han for at holde oppe. Håret var endnu kort og det var skævt. Han savnede sine lange lokker. Han vidste jo ikke engang hvad mørkelveren havde gjort ved dem. Han forbandede Tatiana langt væk. Virkelig langt væk! Han var normalt en mand, der var i ro med sig selv. Det var bare på ingen måder noget, som dukkede op her og nu. Han søgte direkte forbi sit folk, for at komme til udkanten af byen, hvor der løb en å. Det var her han stoppede op. Længe havde det været et sted at søge for t ryghed for ham. Et sted hvor han kunne tænke i fred.

[Riniya Roshia Cramenor]

Det var enlig en dejlig dag, men dem hade Riniya mange af og dette var blot ind nu en af dem. Der var bare rolig og fredfyldt som altid her i skoven, og det var bare dejligt. Det platin blondt hår hang løs ned over hendes skulder glat og fint som altid. hun var iklædt en yndig grøn kjole, som hun selv hade syet for nogle sommer tilbage. Dette var en af hendes fri dag, hendes far var ude og jage og hendes søster var sammen med nogle af hendes venner i den lille landsby de nu boede i ikke langt væk fra bækken hun sad et stykke væk fra, der var bare dejligt her ved bækken der var ro, hun hade kun komme her et par gang det var nemlig kun et kort stykke tid siden hun hade fundet bækken her så hun vist ikke der kom andre ved bækken.



Riniya sad og læst i en af hendes romantik bøger, dem kunne hun nærmest kun læse når hun sad her ellers ville hendes lille søster drille hende med det. hun hade hørt om kongens forsvindende hvilke hade skræmt alle fra vide og sans i byen, men nu hvor rygterne sag han var tilbage var der atter ro på i hendes lille landsby. Hun kunne ikke forstille sig hvordan det måtte være og være bleven fange af de rædsomme mørk elver hun gøs helt ved tanken. Hun sad dybt begrave i hendes bog, mens hun sad på en minder sten. Riniya var en forholds vis høj kvinde godt 1.71 cm høj, og hun hade ganske fin former ikke for tynd og heller ikke for tyk hun hade former der hvor hun skulle have dem, og det galt også front partiet dem kunne man heller ikke klage over. Dog fange lyden af fodtrin hendes øre. Roligt kigge hun op fra bogen og fik øje på Thranduil, kutten gjord hun ikke kunne se hvem han var, så hun genkendt ham ikke. Hun så på ham, ganske roligt med de flotte næsten krystal blå øjne og sendt ham så et lille venligt smile, ”Goddag” hilst hun ganske pæn mens hun bare så på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

6 måneder havde Thranduil siddet i fangenskab ved mørkelverne, hvilket havde været et helvede uden lige. Det havde været en kamp uden lige at komme igennem det, og det var også først nu, at han følte, at han var nogenlunde ved at komme ovenpå igen. Det som han manglede, var hans hår. Det var den stolthed, som lå i det elviske væsen, som var blevet ham frarøvet, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke, så var det bare sådan at det måtte være.
Han passerede de andre elvere med faste og afmålte skridt. Hans gang måtte endnu være så elegant, som noget overhovedet kunne være, og det var egentlig noget som passede ham fint. Han ville bare forbi, og gerne uden at blive lagt mærke til, selvom han vidste at folk lagde mærke til ham med det samme. Lige hvad det her angik, var det bare en opmærksomhed, som han slet ikke var særlig fristet til at skulle tage til sig.

Stemmen som lød ikke langt fra ham, fik ham til at hæve blikket en anelse. "Goddag," hilste han denne gang, inden han roligt drejede blikket. Kutten forblev over hans hoved. Han ønskede nemlig ikke at nogen skulle se ham uden det hår, som ellers typisk kategoriserede ham som den mand han var. Den mand af den stolthed, som han engang havde været. For ikke at glemme de mange ar og mærker, som han havde modtaget igennem den lange tortur. "Jeg har ikke ønsket at forstyrre Dem." Han sænkede hovedet kort, inden han så mod vandet igen. Lyden af det rindende vand, gav ham en ro. En ro, som han ikke fandt ellers.

[Riniya Roshia Cramenor]

De 6 måneder som Thranduil hade være væk, hade kunne mærkes på folket. Alle hade være urolig og bange, ingen vist hvad de rigtig skulle gør, ud over dem som ville sætte ham fri mens alle andre bare prøve og leve videre som de pleje ind til han kom tilbage, og da man hørt han var komme tilbage var alt falden til ro, men der gik rygter om kongen ikke line sig selv mere, men i hvor stor et omfang det handle om vist Riniya ikke, hun kunne forstille sig ar på kroppen, måske nogle i ansigtet hun var ikke helt sikker, men hun valgt og bare be til deres kære kong ville få det beder, Riniya respekter deres kong meget han var jo folkes stolthed og altid omtalt som en god konge og stærk konge.



Riniya så roligt mod ham som han valgt og hilse igen, at han ikke så på hende gjord hende en smule utryg han virkelig faktisk meget uhyggelig med den kutte over hovedet, hun lukke roligt bogen efter og have sat bog mærke som var et fint tørret blad. ”det skal de ikke tænk på jeg læst blot” hun så roligt på ham og smile bare ganske mildt, det gjord hun altid. hun hade altid et mildt smile på læben, og et varmt og venlig blik i det næsten krystal blå øjne. Hun så roligt mod ham, ”jeg vist slet ikke der kom andre her til bækken” sag hun ganske roligt og blev pænt sidene mens hun bare så på ham, og under sig over hvem han mund kunne være og hvorfor han hade kutte på hovedet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ar og mærker var Thranduil præget af, og tankerne om det, var noget som gjorde ham trist. Han var en forfængelig mand, og det havde han alle dage været. Derfor ønskede han slet ikke, at det var sådan, at han skulle fremstilles. Mørkelverne havde nydt det en kende for meget, og han hadede lige præcis den part, uden at han egentlig kunne gøre det vildeste ved den. Hun sad bare og læste.. Det var da også hyggeligt. Han havde ikke læst længe. Det var ikke noget, som han kunne finde ro til.
Et mørke havde fæstet sig i Thranduils hjerte. Han ønskede sin hævn over mørkelverne, hvilket heller ikke var noget som lignede ham som det væsen han var. Det var i hvert fald noget, som godt kunne mærkes nu.

"Bækken var mit frirum før mørkelverne tog mig," sagde han denne gang. Han havde kun været i Dvasias, for at tilbringe tid med hans yngste datter. Lille Daenerys. Nu havde han ikke set hende siden, og han måtte indrømme, at det vækkede et savn. Dog var han ikke særlig meget for at skulle fortælle nogen noget som helst.. lade nogen se ham uden kutten over hovedet, og han kunne jo heller ikke ligefrem skjule sig, selvom han ville ønske, at han kunne gøre det. Han hævede blikket mod hende igen, hvor de skovgrønne øjne kunne anes under kutten. Dog uden det typiske intense glimt. "Hvad er dit navn?" spurgte han denne gang. Lidt nysgerrig kunne han jo være. Desuden var detrart at møde nogen efter så lang tid.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade selv kun et meget lille ar, langt fra alt det som Thranduil hade og hun ville forhåbentlig heller ikke få den slags mærker vis da hun bare holdt sig væk fra Dvasias og dens i hendes øjne gale befolkning, i sær deres mørk elver hun håbe aldrig hun skulle møde sådan en, hun ture slet ikke tænke på hvordan det ville ende. At Thranduil ønske hæve over mørk elverne hade Riniya aldrig tænkt over, for det var jo ikke sådan hun viste deres kong var. hun hade altid beundre ham lig så længe hun kunne huske, og hun hade aldrig gerne ville møde de kongelig siden hun var ganske ung eller yngre i vært fald hendes mor hade altid sagt, at det var en stor ære vis man mødt en af de kongelig, mange i hendes landsby troede på det bragt en form for held men det var ikke der for Riniya ønske og møde ham, hun ville bare gerne se den mand der hade ledet folk så længe og så godt for hun syntes da han hade være den bedste konge i hendes øjne.



Hun så på ham som han snakke, inden mørke elverene hade tage ham.. betød det han var? hun holdt på den tanke nej det kunne da ikke være ham kunne det? hun ture næsten ikke tro på det måske kunne være ham så man kunne vel sig hun spille dum ”de blev tage mørke Elver?” spurt hun ganske roligt mens hun bare så på ham, hun så de skovgrønne øjne. Det første der slog hende var de så ud til og mange nærmest en form for liv i dem, men samtidig syntes hun det var nogle utrolig flotte øjne. Hun hade jo selv næsten krystal blå øjne, hvilke enlig ikke lå i hendes familie hendes søster hade flotte mørke grønne øjne og kun halv så blondt som hende selv det samme med hendes storbror, og far hendes mor hade være mere lys i håret som Riniya. ” Riniya Roshia Cramenor” sag hun ganske venligt og valgt og rejse sig, så man nu beder se hende i fuld figur og få et billede af hvordan hendes former og figur nu var, ”og deres?” spurt hun ganske roligt og smile forsat venligt og mildt.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Elverne plejede at være et varmt og venligt folkefærd. Det ville være en skam at sige, at det ikke var noget som Thranduil var i besiddelse af lige nu. Det gjorde ham faktisk frustreret og vred ikke mindst, at det hele foregik på denne her måde, og særligt, når det var på det grundlag. Han havde været legetøj for mørkelverne igennem temmelig lang tid.. Hvor mange måneder, havde han stadig svært ved at forestille sig, men nu havde han været der.. Og han bad selv til, at der ikke var nogen, som skulle udsættes for det samme som ham.
Ikke smilede han.. Han betragtede hende blot. En dog flot kvinde, men selv dem havde han jo heller ikke det bedste forhold til. Hele to gange, havde han mistet en kvinde, som stod ham nær i livet, og derfor havde han vel egentlig bare taget den beslutning, at han ikke skulle ud i det rod igen? "For måneder ja," sagde han blot. Han havde lært, at det væsen skulle bekæmpes, og det kunne man vel kun gøre ved brug af vold? Det var helt sikkert, at det ikke var noget, som nogen skulle have lov til at opleve, fordi at han havde.
Riniya.. Det var et unikt, men meget smukt navn. Han nikkede dybt med hovedet i hendes retning. Det var ham en sand glæde. Dog var det sjældent, at hans navn blev efterspurgt. Og særligt af hans eget folk. "Sjældent forekommer det, at mit eget folk spørger efter mit navn.. Jeg er Thranduil," sagde han denne gang. Ej var det nogen hemmelighed. Han var bare ikke meget for at nogen skulle se hvordan han så ud under kutten.

[Riniya Roshia Cramenor]

Elverne var et varmt og venlig folkefærd og Riniya var stolt over at være en af dem, hvad mere kunne man ønske sig når man var af en stolt og smuk race som deres? Det var ikke just meget man kunne bede om på den front, hun så roligt mod ham nu hun hade rejst sig. Hun kendt ikke til hvad han hade være udsat for i den tid han hade være hos mørkelver, men hun tur næsten ikke forstille sig det. mørk elver var tosse væsner i hendes verden, de var en skændsel for elver racen selv om hun ikke så dem som en elvisk race, selv om de desværre var det. hun så på ham som han snakke, hun vist kongen hade mist to kvinder i sit liv, det var ikke just en hemmelighed, for alle hade snakke om det på et tidspunkt, hun hade selv hørt om det som barn. Det var trist virkelig, at han hade haft så meget uheld og sorg det gjord virkelig helt ondt i hende når hun tænkt på det, den stakkels konge han fortjent virkelig ordentlig lykke, det var da det mindste man kunne ønske for en mand der hade ledt dem så længe og stærkt. Hun så på ham som han nikke dybt til hende, hendes mistanke blev blot bekræft ved hans ord. Så det var kongen! Hendes øjne så direkte ud til og stråle, og hun mærke hun blev helt nervøs, det hade jo være en barn drøm og møde en kongelig og så stod hun og snakke med kongen! Det var jo vildt! Hun neje pænt for ham, det var da blot skik! Det var jo kongen! ”en sand ære og møde dem deres nåde” sag hun ganske høflig, stadig med det milde smile på læben og det varm glimt i øjnene. Hun rette sig pænt op og holdt bogen ved maven mens hun holdt om den med armene, ”må jeg pointer det svært og kende ens konge når han går klædt som en mystiks klædt mand” sag hun ganske roligt og smile bare blidt mens hun så på ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

To hustruer og en søn, var hvad Thranduil havde gravlagt i tidens løb, og selvfølgelig gjorde det ham trist, at han ikke havde været i stand til at beskytte dem bedre, end hvad han havde. Det var vel derfor heller ikke underligt, at han var meget over sine døtre, når det endelig var, og samtidig ønskede at yde dem den bedste beskyttelse, som man overhovedet kunne give dem? Han var bange for at fejle igen. Også fordi at han slet ikke ønskede det.
Konge var han, og han var konge af skoven. En titel som han i forvejen kun måtte sige, at han var utrolig stolt af, at bære, og særligt fordi at han endnu kunne. Lige nu, var han dog bare en skygge af sig selv. Noget som han håbede og bad til, at han ville være i stand til at ændre, når det forfængelige gen endnu kom under kontrol. Det havde dog endnu bare sine lange udsigter endnu. Desværre.
Og her nejede hun for ham. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, inden han atter nikkede mod hende. Han trak kun ganske kort på smilebåndet. Ja, den havde han vidst bedt om, men han havde dog sine grunde til at gøre det. "I så fald, beklager jeg dybt." sagde han denne gang. Han sænkede hovedet en smule denne gang, inden han roligt foldede hænderne foran sig i stedet for. "Det derimod, har jeg mine grunde til." Forfængelig som han var, så ønskede han slet ikke, at nogen elvere eller nogen i det hele taget, skulle se ham sådan her. Hellere lade dem huske ham for den mand, som han engang havde set ud til at være. En uden ar.. en med hår på hovedet.

[Riniya Roshia Cramenor]

Riniya hade hørt om hans to hustruer og søn han hade måtte sted til hvile, snakken gik jo gennem skoven og det var virkelig noget hun følt sig berørt af selv om hun ikke var indblande i det over hovedet, så meget sorg kendt hun kun selv for godt selv om en hustru og barn slet ikke var det samme som en moder og en bror som hun hade miste, det var frygtelig.. virkelig frygtelig.

Hun hade neje pænt, det var kun på sin plads for det var jo en kong hun faktisk stod og talt til selv om hun kun hade haft en mistanke om det ind til han hade sagt sit navn. Hun så på ham som hun knap kunne an smile hvilke for hende gjord hende helt glad, hun hade fået kongen til og smile! bare vent til hendes far og søster hørt det. hun så på ham og smile bare venligt ”det skal de ikke beklage” sag hun bare ganske roligt, for tros han beklædning hade hun ikke fornemmet noget ondt fra ham, så hun hade ikke være bange for ham. hun så på ham som han sænke hovedet og folde hænderne for and sig. At han hade sin grund gjord hende nysgerrig men hun styre sig for det rage hende jo ikke. ”det kan jeg forstille mig, der for vil jeg heller ikke spørg ind til det ” sag hun ganske roligt og så bare på ham, der var ingen grund til og snage men hun fornemme det måske hade med hans kidnapning af mørk elver og gør. Hun vist ikke hvordan Thranduil enlig burt se ud, hun hade kun hørt beskrivelser af ham gennem sin barndom og alle beskrev ham som denne nærmest guddomlig mand vis skønhed var det helt overlegen for deres race, men et sted fik hun bare ikke samme billede af ham i hoved ved alt det de andre hade sagt hun tænke skam han sikkert var en flot mand, men folk måske pust det en smule op? Hun vist det ikke og hun kunne jo heller ikke sige andet før hun så hans ansigt, vis det da ellers kom til og ske en dag.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil følte sig skameret for livet, og præget af ting, som slet ikke burde være der, og selvfølgelig var det med til at gøre ham utrolig ked af det. Han hadede den måde, at han nu kunne se sig selv i spejlet. Ikke var det med den klare fremtoning, som engang havde været, og han hadede det! Ikke bare havde han været legetøj for mørkelverne i den tid, hvor han havde været der, men nu hvor han var hjemme, og selv måtte være så kraftig påvirket af det, som han var i øjeblikket.. Han vidste ikke hvornår han ville fjerne kutten igen, eller om han nogensinde ville komme til at gøre det, sådan som han så ud. Han kunne slet ikke klare det!
"Jeg ved, at jeg længe har befærdet mig i det skjulte, og at jeg burde komme frem," sagde han denne gang. Nu hvor han kun var en skygge af sig selv, var det svært. Han stillede sig denne gang mere med siden til hende, og kiggede udover vandet. Igen måtte han lade det rindende vand forsøge at gøre ham rolig. Selvom det var svært.. Og unaturligt som noget overhovedet kunne være. Normalt plejede han ikke at have noget imod at vise sig, men for nu? Sådan som han så ud? Så kom det slet ikke på tale.
Hun var sød.. Varmhjertet og accepterede bare tingene som de var. Så blev det jo heller ikke bedre. "Ingen fare, kære Riniya," sagde han denne gang. Kort vendte han blikket mod hende igen. Øjnene kunne skimtes under den mørke kappe. "Ingen yderligere skade sket," sagde han denne gang.

[Riniya Roshia Cramenor]

At Thranduil skamme sig, kunne Riniya slet ikke se eller mærke som sådan, og dog ved han skjult sig sådan følt hun fornemme noget ikke var helt var som det skulle være men det rage jo ikke hende, selv om hun da var bekymre for sin konge, han var jo en vigtig mand i deres samfund uden ham hvad skulle de så gør! Hun så roligt på ham, at han virkelig døje så meget med hans nuværende udsende, vis hun slet ikke og det var heller ikke en tanke der strejfe hende. At han hade befærde sig i skyggerne virkelig underligt, hun hade aldrig fået indtrykket af han var en der gik i skyggerne ”rart og se de så kom frem i solen igen” hun smile bare ganske mildt og så roligt på ham som han, vendt siden mere til hende og så ud til og kigge mod vandet. Hun stod stadig helt roligt mens hun bare så på ham.

Riniya var en hjertevarm kvinde sådan var hun bare, hendes mor hade altid læret hende og være venlig og kærlig over for andre så det sad dybt i hende. Hun hade lært at vis folk ønske og skjule ting eller hade en grund til og holde sig skjult så skulle man respekter det ind til de selv fortalt hvad der var galt. Hun så på ham som han snakke, som han for sikker hende ingen fare og ingen skade sket, fik hende bare til og smile ganske roligt. ”det jeg glad for og høre” sag hun roligt og så på ham, mens hun bare smile venligt. Hun stod bare og beundre den mand, selv om hun ikke kunne se hans ansigt, så beundre han hende stadig. Hun fik dog et indtryk noget virkelig var gal for hvorfor ville deres kong gå klæd sådan og virke så.. fjerne var det vel eller i vært fald en form for det. ”vis jeg må have lov og spørg hans højhed, er der noget der nager dem? De virker ikke helt.. naturlig vis jeg må have lov og sige det” hun så på ham ganske roligt, dog gled et bekymerne glimt over hendes øjne.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil skammede sig uden tvivl om sit udseende og sin udstråling, i forhold til den mand, som han engang havde været. Det hele var ødelagt. Brutalt ødelagt for ham, og det havde han virkelig svært ved, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han havde uden tvivl utrolig svært ved det, når det endelig skulle være i den anden ende. Skaden var sket, så det kunne ikke rigtigt blive værre for ham nu.
Han var fremme ja, men i solen? Det ville være en skam at sige. "Om ikke andet, er jeg kommet ud og jeg er kommet frem," sagde han denne gang. Glæden ved at være hjemme i skoven i Procias, var uden tvivl utrolig rar. Også selvom der endnu var utrolig mange ting som måtte mangle i den forbindelse.

Hun virkede jo flink og rar, hvilket var noget som også faldt i Thranduils gode smag, så det alene, heller ikke var noget ,som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han kunne i hvert fald ikke undgå at bide sig fast i det. Alle havde de været gode ved ham, og alle havde han mistet. Særligt dem, som han havde haft omkring sig.
Om der var noget som nagede ham? Det kunne man vidst godt sige. Han trak kort på smilebåndet. Der var lagt et mørke i hans hjerte. En hungren for hævn.. Og han kunne ikke undgå at bide sig fast i det. "Jeg har oplevet meget i min tid udenfor de procianske skove.. Jeg blev skamferet og gjort til skam i Maerimydra.." Bare at tage mørkelvernes bys navn i sin mund, var med væmmelse. Han hadede det!

[Riniya Roshia Cramenor]

Vis Riniya hade vist hvad Thranduil hade være igennem så hade hun nok, ikke haft den undere som hun hade nu. Hun kunne slet ikke forstille sig hvad der måtte være i den mands hovede, og hade hun vist hvor meget han enlig hade på sinde det ville have gjort hende helt deprimeret. Hun smile bare venligt da han snakke, "og det dejligt og se dem frem tros forklædning de har på" hun smile blidt og så bare roligt på ham. Det var jo godt og se han var komme uden for igen, måske ikke sådan helt frem fordi han gik rundt med den mundering men hey han var i det mindste ude det var kun godt. 

Hun var naturlig flink og rar hvorfor skulle hun også være andet? Hun elskede og være sådan over for andre, hun var et familie menneske og omsorg hade hun lært af hendes mor. Hun så på ham som han fortalt hvad de mørke elver hade gjort ved ham, sådan nogle forband mørk elver! Hun presse dog de onde tanker væk, hun vist virkelig ikke hvad hun skulle sig til det for det var jo ganske forfærdelig "det gør mig ondt at hans nåde har være igennem noget så forfærdeligt.." For det gjord virkelig ondt på hende, af deres elskede konge var bleven behandle sådan, for det var virkelig dybt tragisk men i det mindste var han i live og stadig hos hans folk og det var hun glad for. "Er der noget hans nåde har brug for? Noget jeg måske kan hjælpe med for at lette hans nådes sind en smule " for hun kunne kun forstille sig han måtte have de tunge tanker på sinde for efter så mange ting måtte have sat spor i ham, hun frygt at han måske hade udvikle et mørke og det ville bestemt ikke være godt for det var jo ikke noget de som skov elver skulle have i sig, og kunne hun måske hjælpe med og få det mørke der måtte være ud så ville hun gør det! Ikke for sin skyld mens. For hans skyld inden det mørke måske ødelægge ham og alt omkring ham.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Ej lignede det Thranduil at tænke så mørkt, som det han gjorde i øjeblikket, hvilket naturligvis også godt kunne mærkes nu. Overalt omkring ham, så han glæde.. Lykke og lys. Det var bare ikke noget ,som han umiddelbart følte, at han kunne tage del i, hvilket næsten var det værste af det hele. Han kunne i hvert fald ikke lide det, men meget svært, var det at gøre noget umiddelbart ved den situation. Han rystede svagt på hovedet, inden han fremtvang et kort træk i den ene mundvig. Det var vel hans forsøg på et smil? Selvom det knapt nok ville virke efter omstændighederne, så forsøgte han da om ikke end. "Som du siger det, føler jeg mig næsten helt kriminel," fortalte han denne gang. Ej var det sikkert hendes mening, men det var således, at han pludselig måtte føle det.

Alt for meget var hændt Thranduil i Maerimydra, og ej var det noget særligt, som han egentlig kunne gøre noget ved. Det var næsten det, som selv i hans optik var det værste. Han kunne sidde her magtesløs, som han gjorde nu, og det ville give mørkelverne en sejr, som han bestemt ikke var meget for at skulle give dem i det hele taget. Han sænkede hovedet en anelse. Hans krop var præget af ar og mærker.. det samme med hans ansigt og hans hår.. Det var næsten det, som for ham var det værste. Han var og blev en forfængelig mand. Om der var noget hun kunne gøre for ham? "Der er mange ting, som du kunne gøre," begyndte han denne gang. Nej.. han havde ikke lyst til at vise sig og dog.. Hun virkede forståelsesfuld. "Mit sind vil ikke lettes, før hver en mørkelver er lagt i en grav, og forbliver der." Han knyttede næven en smule. Det væsen, formåede i sandhed, at gøre ham vred.