The living nightmare

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Ofte havde det forekommet, at de havde set hinanden i ingenting, og det var også det, som Nathanael reagerede på nu. Det var jo først nu, at de for alvor så hinanden. Det føles helt rart, at han nu kunne gøre det, og rent faktisk tillade sig at nyde det. Selvom han for nu, havde valgt at underkaste sig hende, hvilket han under normale omstændigheder, aldrig nogensinde ville have gjort, måtte han jo alligevel indrømme, at det føles forbandet rart, at det nu var på denne her måde. Han sukkede svagt, hvor han lod hende søge ned mellem hans ben, som han denne gang havde spredt for hende af helt fri vilje.
Ikke var det nyt for Nathanael at være tæt på en kvinde, selvom det var noget, som var forekommet vanvittig sjældent, også tilbage i hans tid. Han var nemlig ikke en leder, som skulle være rundt forbi på den måde. Nej, det havde jo været meningen, at folk skulle nære en respekt for ham, og det var ikke ligefrem ting, som kom ud af ingenting. Overhovedet ikke faktisk!
Sådan som hun kælede for hans inderlår og området omkring, var jo pirrende helt af helvede til! Hans næver gravede sig direkte ned i jorden, som havde det været smør. Det var ham jo slet ikke noget problem. Han slog hovedet en smule tilbage denne gang, hvor han tydeligt kunne mærke den brændende frustration og den evige lyst, som hun vækkede i ham, som aldrig nogensinde før. Hvor var hun dog irriterende lige nu! Benene bøjede han kun en anelse, inden han lagde dem ned igen. Han vidste jo slet ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Sjovt var det desuden også at en varulv gav en vampyr sådan en ekstrem kærkommen behandling. Han elskede det jo! Han hævede blikket kun en anelse mod hende.. Et sted næsten tiggende til at hun valgte at fortsætte, inden hun efterkom hans tavse bøn og ønske. Som hun lod læberne tage fat, gled hovedet ned igen. Den varme ånde.. den varme, som den særlige kropsdel, måtte udsættes for. Det føles jo helt fantastisk! Et dæmpet suk brød hans læber denne gang. Hvorvidt om andre varulve hørte dem, var han i øjeblikket fuldstændig ligeglad med.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Hans bønfaldende blik nåede Rhaenys at se, inden hun valgte at lade sine læber omslutte hans manddom. Selv mærkede hun helt, hvilken lettelse det var der bølgede igennem hans krop. Både morsomt og frydefuldt måtte hun finde det. Det var morsomt at lege med ham. At se ham trygle med kroppen når det var noget, som hun ellers aldrig havde set ham gøre. Det var frydefuldt at mærke hans begær, som det helt og holdent var rettet imod hende. Dog måtte hun stadig tænke én overordnet tanke. De havde ventet alt for længe med dette.
Hovedet begyndte Rhaenys at føre frem og tilbage, idet hun havde ham i munden. Ligesom ham var hun ikke uerfaren.. men ligesom ham havde hun stadig ikke ligget med gud og hver mand. Ligesom han engang havde tænkt, at det var problemfuldt at ligge i med alle og enhver som leder, tænkte hun nu det samme. Hvis hun havde været ved sine fulde fem, ville hun have fundet dette problemfyldt. At ligge med en vampyr var utilgiveligt! De var nemlig fjenden. De kom om natten. Myrdede dem. Myrdede deres hvalpe. De havde sågar taget Nathanael fra dem.
Som Rhaenys bevægede sit hoved frem og tilbage, følte hun selv intensiteten i sig. Han skulle igen lade sig mærkes af hende! Også selvom hun i morgen ikke ville kunne prale af de ar, som hun havde påduttet som, som der ikke ville være noget at finde. Neglene borede hun barskt ned i hans lårs kød, som de gravede sig godt ned! Han var hendes, og ingen ville nogensinde få lov til at give ham en lignende behandling! Mere krævende lod hun derfor også sin mund arbejde. Selv nød hun det. At mærke og smage hans krop. Der var vel heller ikke det område på ham, som hun ikke havde været i kontakt med længere?

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Uden tvivl havde de ventet i alt for lang tid med dette, og det var jo så den straf for det, som de tog i øjeblikket. Alle de gange, hvor de havde forsømt den store mulighed, og nu var de jo så her. Det var uden tvivl en helt fantastisk fornemmelse, som det efterlod ham med. Uanset hvor forkert det her skulle vise sig at være, kunne han ikke stoppe sig selv i at gøre dette. Hovedet slog han denne gang direkte ned i skovens bund under ham, hvor han lod sig underkaste til hendes behandling. Andet var jo også bare komplet idioti!
Selvom han i øjeblikket henlå i en stand, hvor han kunne kaldes for død, så var det at stoppe sig selv, fuldstændig umulig. Han kunne ikke, og han ønskede det ikke. Den varme og den intensitet som lå i det - også fordi at det var hende, var ham i særdeleshed fuldstændig ubeskrivelig. Han kunne i hvert fald slet ikke få sig selv til at stoppe igen, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Et svagt støn brød denne gang hans læber. Hvorvidt om resten af koblet, ville høre dem, var han fuldstændig ligeglad med. Inden længe, kunne han jo kun håbe, at han atter ville få muligheden, for at være sammen med disse. Ingen tvivl om det! Neglene som hun borede direkte ned i hans kød, fik ham svagt til at stivne, hvor et kraftigere støn brød hans læber. Ikke stoppede han hende, hvor han blot kort sparkede med benene, da det jo faktisk gjorde ondt. Han kunne jo sagtens føle den smerte, selvom det behag ved hendes handling, kraftigt måtte overdøve det andet, som hun havde gang i for øjeblikket! Kroppen reagerede, som var den levende! Hvor meget mere han egentlig kunne holde til, vidste han ikke, men grænsen nærmede sig da uden tvivl! Han spændte.. alle muskler blev tydelige. For alt i verden, så måtte hun slet ikke stoppe!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At hendes negle i hans lår alligevel måtte fremprovokere en hvis smerte i ham, kunne Rhaenys både høre og mærke. Hun fornemmede, hvordan hans muskler spændtes, og hvordan han modstridende sparkede let med benene. Tilsvarende hørte hun stønnet fra hans læber. Det var den trøst, som hun måtte tage sig, da hun vidste, at han ellers ikke ville være mærket efter i nat. Hun ville ellers have elsket at se adskillige ar på hans krop, og så at vide, at hun havde lavet dem alle grundet deres heftige aktiviteter. Læberne lod hun pludselig slippe hans manddom. Han ville måske klage for et sekund, men det skulle hun nok hurtigt få vendt rundt på. Hun havde nemlig ganske andre planer med det! Overskævs satte hun sig på ham. ”Troede du, at du var den eneste der skulle have ret til festlighederne?” spurgte hun ham legende. Han kunne tro nej! Hun skulle nyde dette mindst ligeså meget! Især efter, at han havde vækket det hele i hende igen. Igen lod hun dem forenes, hvilket sendte en svag skælven igennem hendes krop. Kort lod hun sin krop læne sig ind over hans, så hun kunne nappe ham drillende i læben. ”Vi kunne gøre dette hver dag,” hviskede hun kælent, inden hun rankede sin ryg igen. Det kunne dog aldrig komme på tale når nu, at han var vampyr. Det kunne ikke gå. En vampyr og en varulv sammen. Det var en skandale! Legende smilede hun ned til ham, som hun troede op oven på ham. Ih, hvor hun elskede det! At sidde her på ham. At mærke ham helt tæt. Fast begyndte hun at vugge med hofterne. Godt føltes det, som hun kunne mærke ham samtidig med at hun følte, at det nu var hende der dominerede og nu viste, hvad hun kunne præstere.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Det her var nok det mest fantastiske, som Nathanael havde været udsat for i lang tid. Gud hvor han dog håbede på, at de bid, som hun havde udsat ham for, ville give ham muligheden for at vende tilbage til koblet igen! Når først giften af hendes varulvetænder ville nå ind i hans kerne, ville han finde ud af det. Chancen for at det ville koste ham livet, var ligeledes til stede, men ikke var han bange for døden. Lige nu, handlede det udelukkende om at nyde dette, og gerne så meget, som det nu var ham overhovedet muligt!
Neglene efterlod spor nu, som inden længe ville forsvinde igen. At hun så derimod bare stoppet sin behandling af ham, var på ingen måder retfærdigt! Ikke var det fair, at hun stoppede bare sådan uden videre. Det ønskede han ikke. Svagt himlede han denne gang med øjnene. Mest for at holde sig selv i skindet! "Det der er slet ikke retfærdigt." Han vendte blikket mod hende. Hun måtte slet ikke stoppe.. For pokker, han havde hun været så tæt på!
At hun forenede dem, fik et svagt støn til at bryde hans læber denne gang. Hænderne gled denne gang mod hendes lår. Hver dag? Åh, han ville elske det! Men hvad ville de andre varulve ikke sige? I aften ville hun komme hjem og stinke af vampyr og død. Han havde selv meget svært ved den. "Det siger du nu." kommenterede han blot, som hun startede sin omgang med hoften, hvilket tvang hvert et ord tilbage i struben på ham. Ikke kunne han finde ordene, uanset hvor meget han ville ønske, at han kunne! Han stønnede svagt. Igen fuldstændig ligeglad med hvem og hvad, der måtte høre ham. For hans del, kunne hele skoven høre ham!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Ønsker du ikke, at jeg føler det samme behag?” spurgte Rhaenys uskyldigt, idet hun forenede dem. Stønnet på hans læber var kun fabelagtigt! Man vidste vel også, hvordan man skulle lukke munden på en mand? Legende let var det egentligt, hvor hun nød det til fulde! Hun nød at se ham vride under sig, og hvordan han måtte gribe om hendes lår, som hun begyndte at vugge med hofterne. Før havde hun været den der havde ligget hjælpeløst under ham, men nu skulle det være hans tur! Brynene løftede hun, som han hentydede til, at hun ikke mente, at hun ønskede dette på daglig basis. Hænderne førte hun selv en anelse tilbage, så de kunne gribe om begge hans lår. Neglene lod hun igen synke i, alt imens hun krævende masserede sit underliv mod hans. Det fik hende helt til at stønne, og give hende lysten til at glide hen i nydelsen.. men ordene skulle hun have frem. ”Har du måske ikke lyst til dette? Dagligt?” spurgte hun intenst. Det var en mærkelig ting at sige nej til. Begge så de godt ud. Begge var de stærke. Begge kom de overens med hinanden. Begge kunne de finde ud af dette. Nej, det føltes dumt at stoppe, og for det måtte hun teste ham! Selv var hun dog vis på, at hun nok skulle vinde. Hun kunne mærke det. Allerede nu. Ligesom hans blod brusede i hendes årer, brusede hendes ligeså i hans. Derfor vidste hun præcist, hvad han følte i denne stund. Hvor meget han længtes efter det.. Selv længtes hun dog mindst ligeså meget efter det. ”Nuvel.. Hvis du ikke mener, at det er det værd,” sagde hun undskyldende, idet hun stoppede bevægelserne. I stedet gjorde hun mine til at hæve sig, så deres kroppe ville skilles fra hinanden.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys havde ham i sin hule hånd, hvor hun nærmest kunne gøre, hvad hun ville. Han elskede for pokker det her! Begge havde de hinandens blod i systemet, og derfor var han heller ikke i tvivl om, at hun i øjeblikket, virkelig ville nyde det her. Han tvivlede bare på, at det ville være det samme, når hun kom mere til sig selv, og genvandt den fatning, som hans blod tilsyneladende havde taget fra hende. Han stønnede svagt. Gud hvor han dog nød det her.. Og uden tvivl også det mere, end hvad han egentlig burde. Han bar jo stadig betegnelsen af en vampyr, hvor hun var varulv.. Han vidste jo ikke engang om hendes bid havde virket endnu!
"Du.. du fortjener det," forsøgte han at få frem, selvom hendes handling gjorde det pokkers svært for ham. Han var så optaget af det, som skete mellem dem, at det var svært at koncentrere sig om alt det, som han jo egentlig burde koncentrere sig om. Neglene borede sig svagt ned i hendes lår, hvor han hurtigt fjernede dem og lagde dem mod hendes hofte, da hun synes at.. stoppe? Nej! Det fik hun simpelthen ikke lov til! Hurtigt satte han sig derfor op, hvor han tvang hende direkte ned i hans skød igen - og holdt hende der! "Hver eneste dag, fra den dag, jeg kommer tilbage i koblet, min kære.." hviskede han denne gang tæt ved hendes øre. Hånden lod han glide henover hendes bagparti, hvor den anden gled op langs hendes kind, bag i hendes nakke, hvor han låste den fast omkring hendes hår. "Og bare vent.. jeg skal nok komme tilbage dertil igen," endte han denne gang. Hun fik simpelthen ikke lov til at stoppe!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Smilet trak Rhaenys let på. Selvfølgelig fortjente hun at føle den samme nydelse som ham. Hvis ikke var det jo heller ikke det værd for hende. Indtil videre vat det at være sammen med ham dog alt, hvad hun kunne have drømt om. Her på skovbunden var han en selvsikker mand der turde tage fat, men som også turde lade hende komme til. Meget mere kunne hun ej heller drømme om. ”Lige præcis,” sagde hun med et glimt i øjet. Hans efterfølgende reaktion på, at hun truede med at trække sig, fik hende til at slippe en munter latter. Det tog ham kun et splitsekund at sætte sig op, og holde hende fast. Smilet trak hun lystigt på. Gud, hvor hun nød det! At han slet ikke kunne kontrollere sig omkring hende var fantastisk! Benene svang hun om hans liv, så hun kunne hjælpe til med at holde ham helt tæt. Selv ønskede hun trods alt ikke at gå nogen steder. Hun var trods alt fyldt med mindst ligeså meget lyst som ham. Som han begyndte at hviske hende i øret, alt imens han rørte hende, måtte hendes vejrtrækning blive tungere. Hun nød at mærke ham over det hele. Hans hånd over hendes bagparti. Hans hånd der holdt fast i hendes viltre hår. ”..Lad os nu vente og se,” svarede hun kækt til, om han ville vende tilbage til koblet. Den ene arm lagde hun om ham, mens den anden hånd gravede sig ind mellem hans mørke lokker, som hun nok engang begyndte at vugge med underlivet. Det føltes godt at mærke ham så tæt. Tanken om at dette skulle stå på hver dag, var derfor heller ikke ringe. Tanken om ham tilbage i koblet, tænkte hun dog ikke ydereligere over. Det var alt for besværligt at tænke på lige nu!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Naturligvis fortjente hun samme behandling, og det samme behag, som det hun efterlod ham med. Han kunne i hvert fald ikke lade være med det, nu hvor han endelig var igang. Det her, var noget af det mest fantastiske, som han længe havde oplevet. Det var uden tvivl en kæmpe skam, at han ikke havde ladet hende komme tættere på sig noget før. Det var da helt sikkert! Han strammede derfor hurtigt grebet omkring hende, som hun truet med at trække sig væk fra ham. Ikke i hans verden, om det var noget, som hun fik lov til at gøre, for det gjorde hun da på ingen måde! Han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse igen. Atter sad de helt tæt, og selv her, kunne han tage lidt af kontrollen over hende, hvilket næsten var det bedste af det hele. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Det får du slet ikke lov til.." hviskede han denne gang. Han plantede et kys tæt ved hendes mundvig, inden han atter bevægede sig nedover hendes hals.
Som hun startede sit tempo igen, ved at vugge med hoften, måtte de små støn atter forlade hans strube. Ikke havde han noget imod, at lade hende vide, at det som hun gav ham, var noget som han måtte elske, for det gjorde han da godt nok. Øjnene gled endnu en gang i. Denne gang havde han nok også fået markeret, at han ikke ønskede, at hun skulle trække sig nogen steder hen! Og ikke ville hun få lov til dette! Neglene rev hende svagt over ryggen, hvor de blodige linjer endnu en gang gjorde sig synlige. Hun formåede i sandhed at vække det dyr i ham, som han ellers i så lang tid, havde forsøgt at holde i skak. Her føles det så naturligt, at få det ud!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Halvt i måtte Rhaenys’ øjne glide, idet hun mærkede hans små kys. Først på mundvigen og dernæst videre ned over halsen. Godt føltes det, hvor det også var den første gang, at hun ikke frygtede vampyrbidet.. Ironisk nok havde han dog allerede bidt hende. Det var dog ikke til at se længere, som hendes hals var ren og fin igen, hvorimod hans endnu var mærket. Noget, som hun endnu ikke havde tænkt yderligere over. Let spændte hun i kroppen, idet hun mærkede hans negle rive hende hen over huden. Det tvang hende til at slå øjnene op, og slippe et smertestøn.. men intet havde hun imod det. Flængerne på hendes ryg var blodige for et øjeblik, inden de svandt bort igen. Et sted også til hendes frustration. Det fik hende derfor også til at tage et godt tag i siden på ham, mens hun fortsat vuggede insisterende med hofterne. ”Det er dumt.. Jeg ønsker at markere dig, så verdenen kan se, at du er min,” sagde hun hæst imellem de mange små støn. Forbandede til vampyrblod der også healede det hele! Beskæftiget fra den frustrerende tanke, måtte hun holde sig. Derfor tog hun et hårdere tag i hans lokker, så hun kunne tvinge hans hoved en anelse tilbage, så hun i stedet kunne presse sine læber mod hans. Det føltes også godt! Hårdt kyssede hun hans læber, alt imens hendes underliv krævede hans. Stille gik det ikke just for sig, men stille kunne de også være, når de engang blev gamle eller grå.. eller sådan var det i hvert fald for hendes vedkommende. Han ville nemlig derimod altid se således ud her. Selv mente hun dog, at det ikke kun var en velsignelse, som det mindst ligeså meget var en forbandelse.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Hvorvidt om varulvene havde set dem, eller havde hørt dem, var slet ikke en tanke som slog Nathanael på noget tidspunkt. Det var det sidste, som han tænkte på lige nu. Det eneste, som egentlig havde nogen betydning lige nu, var hende. Alt det andet, var ham fuldstændig ligegyldigt! Et svagt suk brød hans læber. Det her føles virkelig fantastisk! Selvom de i øjeblikket befandt sig i en situation, hvor de ikke rigtigt var i stand til at markere hinanden, så var mærket der psykisk. Og det var et mærke, som han uden tvivl havde tænkt sig, at tage med sig.
Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Så må du mere i dybden," hviskede han denne gang med en intens stemme, tæt ved hendes øre. Sådan som hun var omkring ham, var han ligeledes omkring hende, for han havde nemlig ikke tænkt sig, at give slip på hende, hvis han kunne blive fri for det! Hun var en kvinde, som for ham, havde en kæmpe betydning. En virkelig kæmpe betydning! Han lod hovedet søge tilbage, som hun så insisterende havde fat i ham, hvor han denne gang glædeligt mødte hende i det krævende kys! Selvom det var svært nok for ham, at holde koncentrationen. Ved hendes behandling af ham, kunne selv han mærke, at grænsen for hvad han kunne rumme, også stille og roligt måtte nærme sig. Han spændte mere i kroppen, hvor grebet om hende, ligeledes strammede mere. En ting var i hvert fald sikker - det skulle i hvert fald ikke være sidste gang, at de ville komme hinanden så nær, som det de var i øjeblikket!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Så må du mere i dybden. Bleg var Rhaenys ikke for at følge den ordre! Det var en, som hun kunne følge. Hårdt kradsede hun hans ryg, så blod samlede sig under hendes negle. Længe siden var det, at hun havde haft det som nu, og himmelsk var det! Det var med til at gøre det til noget ganske særligt. Denne gang måtte også godt være noget ganske særligt. Det var trods alt ham. Alle kvinder havde nemlig en mand, som de havde altid havde sukket mere efter end andre, og for hendes vedkommende var det Nathanael.. og berigende nok havde det været ligedan med ham. Begærligt kyssede hun ham, som hun nød at smage ham, føle hans læbers form, og blive overrasket over, hvor perfekt deres læber syntes at arbejde sammen. Ikke var det kun vampyrblodet i hende der gav hende denne vidunderfølelse, som det ligeså vel var hendes egne følelser. Dog kun den halvdel der endnu var glad for ham, da der var den anden del af hende, der nu foragtede ham. Tungere blev hendes åndedrat imod hans læber, som hun igen mærkede, hvordan det hele nok engang var på vej til at samle sig i hende. Læberne skilte hun let, så hendes tungespids legende kunne titte ud for at møde hans. Det var vel også kun passende, at hver en del af dem var i kontakt med hinanden? Hurtigere vuggede hendes underliv, og jo længere tid hun fortsætte, jo mere følte hun, hvordan hun blev distanceret fra sin krop og mødte noget mere inderligt i sig. Til sidst kunne hun ikke mere, som hendes krop igen skælvede, og som hun stønnede indtrængende mod hans læber. Utroligt nok føltes det mindst ligeså godt, som den første gang.. I nydelseskramper var hendes spændte krop helt, der klyngede sig tilfredst ind mod hans.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Neglene som denne gang borede sig direkte ned i hans ryg, tvang et smertefuldt støn over Nathanaels læber. Han nød det jo for pokker! Han nød det så meget, at han slet ikke var i stand til at beskrive det, og han elskede den tanke ved det! Det at vide, at der var nogen som holdt af ham, og var så desperat efter at vise ham det, så kunne det ikke blive bedre! Han trykkede hende tæt ind mod sig, hvor han denne gang krævede hendes læber i så intenst et kys, som var helt ubeskriveligt!
Øjnene lukkede han denne gang, som blodet løb ned af hans ryg. Denne gang var såret betydeligt længere om at heale, fordi at hun netop var gået i den dybde, som hun nu havde gjort. Han kunne i hvert fald ikke undgå at bide sig fast i det. Han prustede svagt. Bare det, at mærke hende så tæt på, føles jo helt igennem fantastisk!
I takt med, at hun nu satte tempoet op, kunne han heller ikke holde de små støn tilbage mere. Øjnene klemte han svagt sammen, som han denne gang skilte læberne, for selv at lade tungen komme hendes i møde, hvor den samtidig måtte byde op til den intense vals. Han ville ikke slippe hende, og det var slet ikke noget, som på noget tidspunkt, ville komme til at ske! Ikke på vilkår! Det hele samlede sig igen, selv ved ham i takt med, at hun satte tempoet med hofterne op. Hun var jo et naturtalent! Hvor mange gange havde hun ikke lige gjort det med en anden mand? Neglene rev hende over det ene skulderblad, hvor han lagde hånden mod hendes skulder, for at hjælpe med at støde, for at sikre sig, at hun kom så dybt, som hun overhovedet kunne! Han stønnede mod hendes læber, i takt med, at grænsen for, hvad han kunne rumme, nærmede sig med hastige og voldsomme skridt. Det føles jo helt igennem fantastisk det her!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Følelsen af at nå sit klimaks for anden gang, overvældede helt Rhaenys! Hendes krop spændte, alt imens den skælvede af de små kramper. Hendes sind og krop blev fuld af saglighed, hvor det denne her gang også måtte give hende en hvis træthedsfornemmelse. Måske var det fordi, at vampyrblodet heller ikke stod så stærkt i hende længere? På virket var hun dog endnu. Tungt trak hun vejret, hvor hun mest af alt ønskede at lægge sig på jorden og hvile, men ikke lod Nathanael hende gøre det.. Nej, hun kunne mærke, at han ikke var der endnu, som han stadig var på vej. Derfor tvang han også stadig hendes krop til at bevæge sig hen over hans. Hun stønnede imod hans mund, hvor hun efter et par vejrtrækninger lod sin tunge genoptage sin dans med hans. Mere krævede det af hende at fortsætte nu, som hun kunne mærke, at hendes egen krop ønskede ro. Dog fik den ikke lov til det, som Nathanael yderst beslutsomt holdt hende på sig og krævede, at hun gjorde det færdigt. Dog kunne hun et sted lide det. Hvordan han krævede sin egen færdiggørelse, og ikke blev mildere over for hende af den grund. Derfor forsøgte hun også at trodse sin egen saglighed og nydelse ved fortsat at vugge med underlivet. Dette skabte dog nogle små kramper i hende, da området pludselig var blevet det mere følsomt. Hun fortsatte dog.. Ene og alene for hans skyld. Mildere var hendes bevægelser dog en før, men det måtte han bare tage med. Hun kradsede ikke længere i ham så meget som før, som hun mere bare holdt om ham i stedte. Derudover var hendes kys også blevet mindre krævende, men dog var det stadig inderligt.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

At mærke Rhaenys tæt på sig på denne her måde, var helt igennem fantastisk! Tanken og følelsen af det, var helt ubeskrivelig. Selv kunne Nathanael ikke undgå at elske det, og ellers bare føle, at han slet ikke var færdig med det endnu. Han var slet ikke færdig med hende.
At stønne mod hendes læber, blev mere og mere naturligt for ham, i takt med, at han selv nærmede sig, hvad han kunne holde til. Det kunne i hvert fald godt mærkes nu. Han stønnede kraftigt, idet at følelsen af en mindre eksplosion denne gang måtte føles mod hans nedre, og ellers bare sprede sig som en steppebrand igennem resten af ham. Det føles helt fantastisk. Ikke kunne han finde noget, der beskrev det bedre!
At give slip på hende, var stadig ikke en tanke, som faldt ham ind på noget tidspunkt. Faktisk måtte han jo sande, at han slet ikke ønskede at give slip på hende, uanset om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Hun var hans mage.. Den kvinde, som han ønskede at være sammen med, og den eneste, som skulle have lov til at have den virkning ind på ham. Han stod fast på den beslutning, og så var han egentlig ligeglad med, hvad hun ellers ville sige! Han hævede blikket roligt mod hende. Tungen dansede intenst med hendes, inden han denne gang trak sig en anelse. Blodet ville før eller siden, være på vej ud af systemet, og han vidste det godt. Derfor handlede det om at nyde det, mens han kunne. Hans hånd gled fra hendes skulder, og nedover hendes skulderblad i stedet for. Han kærtegnede hendes ryg. Hun var fantastisk. Der fandtes ikke ord, som kunne beskrive det bedre.