The living nightmare

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

En lettelse var det for Rhaenys’ krop, da Nathanael nåede sit klimaks. En glæde var det dog for hendes sind, som det altid bragte en hvis tilfredshed at være den, der fik en anden helt derud. Hans krop holdt hun ind til sin, som hun også lod saligheden fylde ham. Det var fantastisk.. Et mindre ord kunne ikke bruges for det! Kysset lod hun først stilne af, som han langsomt trak hovedet en anelse tilbage. Igen måtte hun helt føle, hvordan hun kunne trække vejret frit igen. Et smil fandt frem til hendes læber igen, som hun havde fået tilstrækkeligt med luft ind. ”..Jeg burde snart søge tilbage igen, flotte fyr,” sagde hun stille, og dog med en hvis kækhed over, hvad de havde foretaget sig. Klokken var ved at være mange, og hun havde et kobbel at vende hjem til. Det havde han ikke. Fingrene strøg hun blidt hen over hans ryg. Dette gjorde helt, at hun kunne mærke, hvordan sårene langsomt trak sig sammen igen for at udglatte hans ryg. Simpelt måtte det på sin vis være at være vampyr. Aldrig at skulle frygte for sine skader, medmindre man fik hovedet kappet af eller spiddet sit tavse hjerte. Hun kunne jo mærke, hvordan hver en skade hun havde påført ham forsvandt ikke, og at det samme skete på hendes krop. På grund af hans blod. Fascinerende var det. Ingen tvivl om det. Dog var det også unormalt. Hun lænede sig en anelse frem, så hun blidt kunne kysse hans læber. Hun kunne mærke, hvordan hun var begyndt at blive træt. Både i krop og sind. Ikke gik det, at hun faldt i søvn her på skovbunden, som hun skulle hjem til koblet og sove på sin plads der. Ellers ville de andre varulve også blot tro, at noget ondt havde hændt hende. Farlige tider var det dog også. Warlockerne var nemlig uforudsigelige. [/font][/font]

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael nød uden tvivl dette, og det ville han så sandelig heller ikke lægge skjul på, hvis han ellers kunne blive fri for det! Selvom flængerne, der var så dybe, var begyndt at heale i ryggen, forsøgte han så vidt muligt, ikke at bide sig fast i det. Han trak sig en anelse. Hun ville tilbage til koblet? Han kunne godt forstå hende. Ikke at det ændrede på det faktum, at han ikke havde lyst til at give afkald eller slip på hende endnu. "Er det en nødvendighed?" spurgte han denne gang. han lod hende sidde i hans skød. Han lod hende i hvert fald ikke søge nogen steder denne gang. Han selv var træt, og han havde kun en sølle hule for sig selv, at hvile i. Langt fra koblet, fordi han vidste, at det var farligt for ham, at bevæge sig alt for tæt på.
Han vendte blikket ned af hende, inden han så mod hendes ansigt igen. Var det virkelig nødvendigt det her? Han ville gerne med, men han var bange for, at det var for tidligt. Han vidste jo ikke engang om hendes bid havde haft nogen effekt. Desuden.. han vidste, at hun ville komme til at hade ham for det her i morgen. "Lad mig se dig igen." endte han denne gang. Han kunne langt bedre lide hende, når hun pludselig var så medgørlig, som hun var lige her. Kunne det overhovedet blive bedre? Her sad de sammen.. Ikke bare sammen, men de havde mærket hinanden, som kun elskende burde gøre. Selv en fantasi, som han havde haft i frygtelig lang tid, og nu langt om længe, var i stand til at indfri.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Om det var en nødvendighed? Rhaenys smilede stille for sig selv ved hans ord. Det lød nemlig ikke til, at han ønskede, at hun gik nogen steder hen. En tanke, som hun godt kunne lide. Hvilken kvinde ville hun ikke også være, hvis hun ikke nød, at den mand hun lige havde været sammen med ønskede, at hun blev ved ham? Blidt strøg hun hans ryg. Ryggen der nu var helt fejlfri igen. Det eneste der beviste hendes handlinger, var det indtørrede blod på hans ryg. ”Jeg har et kobbel at vende hjem til.. Hvis ikke jeg vender hjem til dem inden daggry, tror de næppe, at jeg morer mig med dig, men at jeg derimod er kommet slemt til skade,” fortalte hun roligt, skønt det med ham var sagt med et glimt i øjet. Hun havde bestemt moret sig med ham. Først jagten igennem skoven, og dernæst den heftige leg på skovbunden. Det havde bestemt været begivenheder efter hendes hoved! Muntert slap hun en latter, som han ønskede at se hende igen. Hænderne lagde hun alt imens mod hans skuldre, så hun blidt kunne føre ham tilbage i en liggende stilling. Alt imens løftede hun sig dog fra ham, så hun i stedet kunne sætte sig ved siden af ham. ”Kan jeg undgå at se dig? Jeg synes, at vi har en tendens til at støde på hinanden,” kommenterede hun med en munter klang. Øjnene lukkede hun i. Mærkværdigt nok føltes det sværere at skifte form med vampyrblodet i sig. Langsomt begyndte en skælven dog at gå igennem hendes krop, som pels begyndte at vokse ud, og som hendes knoglestruktur begyndte at ændre sig. Smertefrit gik det dog, som hun endelig kom i gang med forandringen. Hun havde vel også skiftet flere hundrede gange? Til sidst sad den smukke hvide ulv ved siden af ham. De lysende rovdyrsøjne vendte sig mod Nathanaels skikkelse.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Det hele synes at gå mod sin ende nu. Måske at det også var ved at være på sin plads for Nathanael at søge tilbage til hans eget skjul, for før eller siden, ville solen jo trods alt også være oppe. Han himlede kort med øjnene, inden han alligevel lod sig glide mere og mere ned at ligge, hvor han vendte blikket mod hende igen, da hun tog pladsen ved siden af ham. Der blev han liggende, også selvom han lå til fri beskuelse for alt og alle, som skulle finde på at kigge forbi dem. "Ja. Gud forbyde, at de fandt os to liggende her.. Desuden.. Det sidste som jeg vil lige nu, er at møde solen," sagde han denne gang. Det tog jo rent faktisk hans liv som det var lige nu. Forhåbentlig vendte det nu, hvor hun havde sat tænderne i ham.
Hun indtog forvandlingen. Ikke at det var noget som gjorde ham noget. Tvært imod. Måske han kunne være heldig, og møde en mindre bidsk kvinde denne gang? Dog måtte han jo give hende ret. De havde en tendens til at støde på hinanden, og det var i hvert fald ikke fordi at han tolkede det som nogen dårlig ting, for det gjorde han da godt nok ikke. "Du får det næsten til at lyde, som var det en dårlig ting." Denne gang satte han sig op. Lystet til at kysse det pelsede hoved, vidste han oprigtigt ikke, hvor han skulle gøre det henne. "Så tag hjem.. vi ses meget snart igen," sagde han denne gang. Før end hun vidste det. Særligt hvis det hele var gået, som han gerne ville have det til.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Og jeg som troede, at du havde et dødsønske, kære Nathanael,” kommenterede Rhaenys med en munter klang. Hvor mange gange havde han ikke også lige bedt hende om at dræbe ham? Ende hans elendige liv.. Så elendigt føltes det nu ikke. Deres nat sammen var nærmere mindeværdig. I hvert fald for nu.. Ordene sagde hun, inden hun skiftede, så man kunne se, hvad hun var. En varulv. Smuk var hun som ulv med den hvide pels med gyldne skær i sig.. og så det indtørrede blod der faktisk var hendes eget. Den pjuskede hale logrede hun svagt med. Let kildede den hen over skovbunden. Frem og tilbage. #Jeg kan tydeligvis aldrig vide mig sikker på, hvad vore møder vil bringe,# svarede hun fortsat letsindigt. Det var dog også sandt. Møderne havde bragt angreb og trusler.. Pludselige kys.. Jagt, leg og samvær.. Det var alt sammen en bred vifte. Hun betragtede ham med det spidse store hoved, som han bad hende om at søge hjem. Det var bedst.. Hendes krop var udmattet, og det var ved at være tid til at sove. Som varulv kunne hun sagtens løbe natten tynd.. men hun var stadig ingen natteravn, som hvad en vampyr var. Halsen strakte hun, så hun blidt kunne puffe sin sorte våde snude mod hans skulder. #Vi ses..,# lød hendes stemme en sidste gang i hans hoved, inden hun rejste sig på alle fire. Den lange krop strakte hun, hvor hun samtidig måtte rive let i jorden med forklørerne. Det ville gøre godt med en lille løbetur, inden hun lagde sig på sin vante soveplads, som hun igen ville indtage helt alene. En halv omgang vendte hun sig dernæst, inden hun satte i løb. Godt føltes det at få strakt og bevæget disse muskler igen på denne måde, inden hun forsvandt ind mellem træerne.

// Out

[Nathanael Caverly Wolfhart]

"Det var før det tog denne drejning," fortalte Nathanael denne gang med en rolig stemme. Selv kunne han sagtens leve med det, bare han fik lov til at være omkring hende. Det var derimod hende, som gav ham lysten til at fortsætte, og særligt, når de havde muligheden for at være sammen på den her måde. Han skulle jo have givet hende blodet tidligere. Langt tidligere!
At hun forvandlede sig, og satte sig ved siden af ham, rørte ham virkelig ikke. Jovist gjorde det ham automatisk mere påpasselig, end hvad han ville have været ellers, men ellers var det ikke noget som rørte ham. Hun havde op til flere gange, haft en ekstrem mulighed, for netop at gøre ham ondt, om det var noget, som hun gerne ville. Heldigvis til hans fordel, så var det bare ikke kommet. "Vi ses meget snart igen," forsikrede han hende denne gang. Selv blev han siddende til at se hende spæne igennem mørket i den smukke hvide pels. Han lukkede øjnene kun for et kort øjeblik. Meget af det, som herunder var sket, burde ikke. Hun stank af ham, når hun kom hjem. Hvilket forklaringsproblem hun dog måtte få! Han rejste sig derfor denne gang. Hans klæder var ødelagte, grundet deres voldsomme leg. Ikke at det rørte ham. Han nød det derimod. Han tog de sørgelige rester op i sine arme, hvor han denne gang spænede i modsatte retning - væk fra koblet, og mod det, som han frem til nu, havde kaldt for sit hjem.

//Out