The living nightmare

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Det hele mærkede Rhaenys bølge igennem sig, som var det et ekstatisk behag. Det var en helt anden verden at ligge her med ham på skovbunden, og hvis hun skulle være ærlig, var det nok ikke vampyrblodets skyld, skønt det forbedrede det hele. I bund og grund havde dette nemlig altid været en drøm, som Nathanael i sit gamle liv havde været en stærk mand og flot varulv, samt en mand, som hun rent faktisk havde været tæt på. Faktisk skyldte hun også sin tak til ham for at have lukket hende ind, da det var hans skyld, at hun var den kvinde, som hun var i dag.
Som han langt om længe slap hendes ene hånd, var Rhaenys ikke bleg for at trække den til sig, så hun kunne lægge den om ham. Hun ønskede nemlig, at han mærkede hende, og blev mærket af hende! I nat var han hendes og hun hans! Neglene lod hun krævende glide over og rundt på hans ryg. Både så han kunne mærke noget af hendes styrke og hende, samt fik lange rifter. Som vampyr vidste hun dog, at de ville forsvinde på under et minut. Anderledes ville det have været som varulv, da hun der ville kunne have smilet over synet i en uge. Da han pludselig lod sine tænder søge ned i halsen på hende, mærkede hun sin krop sitre, som den ikke følte det ubehag og den skræk, som den under normale omstændigheder ville føle. Igen var det nemlig noget af det, som vampyrblodet dulmede i hende. Hvis hun havde været sig selv, ville hun have kæmpet imod.. Nu stønnede hun derimod. Endte med at klynge ham ind til sig, og som han bed i hende, endte han også med at vække det dyriske i hende.. Tænderne blottede hun, der selv var blevet bedre spidse end ellers. Om det bare var fordi, at han bed hende, eller fordi det var dyrisk at bide igen, eller fordi hun ønskede mere af hans blod, vidste hun ikke.. men sine egne tænder lod hun glide ned i det område der sluttede hans hals og begyndte på hans skulder.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael gav sig for en gangs skyld, hundrede procent hen til det, som skete under ham. Bare det, at han endelig fik lov til at mærke hende så tæt på, var helt igennem fantastisk. Han kunne i hvert fald ikke undgå at nyde af det! Han kunne dufte hende, og han kunne høre og mærke hendes hjerte slå.. Var det underligt, at det var en tanke, som han fandt ekstrem tiltalende, nu hvor det endelig skulle være? Han elskede dette, og det var han bestemt heller ikke ene om at skulle sige! Øjnene lukkede han let, som han blottede sine tænder. De løb jo for pokker allerede i vand. Han kunne jo ikke lade være! Alt det, som hun i sandhed formåede at vække i ham.. Det føles jo helt igennem fantastisk!
Tænderne sank direkte ned i hendes bløde hud. Ikke fordi at han ønskede at dræne hende tør eller noget lignende, men fordi at det dyriske i ham, sagde, at det her, var det som han skulle gøre, og gud hvor han nød at have hende så tæt på! Den brændende fornemmelse, som det gav hans tunge lige nu, gjorde også at grebet omkring hende, strammede sig yderligere, end hvad det havde gjort hidtil. Tænderne som hun selv måtte blodlægge, og lade glide direkte i hans skulder, tæt ved halsen, fik en brummen til at bryde hans læber. Ikke fordi at det var i smerte, for det var det på ingen måde. Øjnene lukkede han let.. Ondt gjorde det, men det føles.. godt på samme tid. Grebet strammede han om hende, idet han igen skubbede sig kraftigt på med hoften. Han slap taget om hendes hals med tænderne. Det var med en sitren i kroppen, som han slet ikke kunne beskrive! Tempoet valgte han denne gang at sætte op. Hård og brutal som han kunne være, så ville han give hende det. Han stønnede mod hendes hals.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Dyrisk var det at blotte tænderne og bide hinanden, samt at tage neglene frem og rive hinanden. Selv nød Rhaenys at være med en mand, som ikke var bange, men som turde tage fat! Selv behøvede hun nemlig ikke et dusin røde roser og glødende stearinlys. Nej, skovbunden var godt underlag. Stjernehimlen og trætoppene var et smukt loft. Nathanael var en fantastisk mand. At han ikke var varulv, opvejede vampyrblodet til gengæld for. Som hun bed sig fast i ham, smagte hun blodet på tænderne og på tungen. Dog slubrede hun det ikke i sig, som hun derimod blot lod ham mærke hende der i sig. Gennem tænderne og ved at holde ham tæt, kunne hun helt mærke, hvordan det fik hans krop til at sitre. Hvor fik det hende dog til at fryde sig! Med et suk lod hun sine tænder slippe hans kød, ligesom han gjorde med hende. Som han øgede tempoet, følte hun kun den voksende ekstase, og særligt i sit underliv! Hånden der ellers havde revet ham langs ryggen, lod hun i stedet finde hans baghoved. Her gravede hendes fingre sig begærligt vej ind gennem hans mørke lokker. ”Fortsæt..,” forlangte hun i en intens hvisken. Hans ansigt tvang hun dernæst mod sit, som hun på ny krævede ham i et begærligt kys. Denne her gang med begge deres blodige læber. Hun kunne simpelt hen ikke få nok af ham og det hele. Hvorfor ikke også elske det de gjorde i øjeblikket, mens de gjorde det? Alt andet for hende var i hvert fald glemt. Derfor havde hun også helt glemt, hvilken betydning hendes bid af ham kunne have. Hans bid mod hende kunne derimod ikke påvirke hende. Det ville ikke gøre hende til en vampyr eller dræbe hende.. Det ville allerhøjest gøre hende vred, når det hele havde lagt sig igen.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Hun havde bidt ham. Alene det at hun havde bidt ham, var jo en fantastisk ting! Nu genstod det jo så bare at se, om det var noget, som ville have en virkning på ham, som han gerne ville have. Han ville elske at blive en varulv igen, som han samtidig ville elske, at kunne indtage den post og den plads som en del af koblet. Hvorvidt om det så ville komme til at ske, var jo desværre heller ikke til at sige lige nu, kunne man sige. Han prustede ganske svagt. .Gud hvor det jo føles helt og særdeles fantastisk lige nu!
Ved hendes ord, kunne han heller ikke lade være med at smile for sig selv. Længe havde han jo gået og drømt om at få lov til at komme hende så nær. Og nu hvor hun var høj på hans blod oveni, så handlede det uden tvivl om at udnytte det, i den forstand, at det nu var ham overhovedet muligt at gøre det! "Sch..." hviskede han denne gang, inden han atter lod læberne møde hendes. Så mange ordre og så meget kommenderen rundt med folk.. Han ville bare gerne have lov til at nyde hende for en gangs skyld, og det var lige, hvad han havde tænkt sig at gøre! Øjnene lukkede han, hvor han satte tempoet kraftigt op. Hånden lukkede han fast omkring hendes bryst, hvor neglene selv måtte rive i det.. At smage hendes læber, blandet med blodet, var helt igennem en fantastisk fornemmelse. Han kunne jo ikke gøre andet end i sandhed at elske det! Fanget i en verden, kun bestående af dem, og det behag og den nydelse, samt ekstase, som de nu måtte dele med hinanden, agtet Nathanael at give Rhaenys hvad hun kunne rumme.. Han ville se hende komme, og han ville se hende blive færdig!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Mere ønskede Rhaenys sig! Derfor udsagde hun også den lille bøn om, at han ikke måtte stoppe.. Han måtte for guds skyld ikke stoppe! Det var berusende at være ham så tæt.. Det var berusende at føle den stigende ekstase i sig.. Det eneste der kunne vække et snert af frustration var, at hun på den baggrund kunne tænke sig til, at de måske snart nåede enden? Svært var det at blive enig med sig selv om, hvad der var bedst.. Var det bedst at trække den ud, så hun kunne nyde det længere, men så klimakset blev udskudt, eller var det bedst at lade sig fylde af højdepunktet snarest, så man kunne nyde sagligheden af det? Hun stønnede hjælpeløst nydende imod hans læber, som de kyssede hinanden nok engang, som han berørte hendes bryst, og som han dominerende stødte sit underliv mod hendes. Til helvedet med det med at trække tiden ud! Hun kunne mærke, hvordan ekstasen boblede op i hende, og hvordan hun ikke kunne fornægte den! Hun blinkede let med øjnene, men noget som sådan nåede hun ikke at sanse, som det hele flød oveni hinanden grundet nydelsen. Hendes krop begyndte at spændes. Da hun sandede, at hun ikke ville få sin sidste fangne hånd til sig, lod hun i stedet hånden knytte sig om den jord, græsstrå og småsten, som den var ud for. Ryggen svajede hun i, som den spændte sig, og forsøgte at smelte i et med hans. Hånden der havde fat i hans hår, begyndte helt at skælve en anelse, men ikke stoppede hun det knyttede greb i det.. også selvom det betød, at hun trak ham hårrødderne. Frydefuldt og forløsende stønnede hun mod hans læber, som hendes krop syntes at springes i et lysglimt idet hun nåede sit eget klimaks. Spændt og skælvende efterlod det helt hendes krop, imens en flodbølge af behag overstrømmede hver og en af hendes tanker og følelser.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Dumt var dette måske på alle måder, men af den grund, så kunne Nathanael slet ikke få sig selv til at stoppe. Han ville give hende dette, som han også ønskede at modtage det, og det var tydeligt var det ikke? Han udnyttede måske en situation, som slet ikke var hans at udnytte, men så lang tid at hun havde vampyrblodet i sit system, gik han faktisk heller ikke ud fra, at hun ville lade ham gå. Der var i hvert fald ikke noget som indikerede, at hun ville. Var det underligt, at han fandt en glæde ved den tanke? Han kunne jo for pokker ikke lade være!
Han stønnede svagt mod hendes læber, som han satte tempoet op. Her var det nemlig ham som bestemte. Selvom han uden tvivl godt kunne mærke, at klimakset nærmede sig, og endda også for ham nu. Men nej! Han ville lade hende komme først! I takt med at hun kom, hvor han kunne mærke det, sådan som hun rev og sled i ham. Her måtte han gøre det sidste endelige og dybe stød, hvor selv han måtte væltes over grænsen for, hvad han overhovedet kunne holde til. Tempoet stoppede han derfor, hvor han trak hovedet bare en anelse til sig. Blod over mund og læber, samt ned af kæbe, så voldsomme, som de nu havde været med hinanden. Han plantede et sidste kys mod hendes læber.. Han nød det.. Og han kunne mærke, at hun gjorde det samme. Det fortalte hendes blod ham jo trods alt også. "Endelig.." var alt hvad han sagde. Han havde da uden tvivl nydt dette, så det skulle der alene ikke herskes nogen tvivl om!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Det sitrede og spændte i hele Rhaenys’ kom, som hun nåede sit klimaks. Midt i al det kunne hun desuden mærke, hvordan han ligeså nåede sit. Det var perfekt! Hendes hjerte galoperede endnu, og hendes krop var brændende. Alt det stod dog i kontrast til ham, som hans hjerte endnu ikke havde rykket sig en minimeter, og som hans krop endnu var isnende kold. Vejret måtte hun denne her gang trække dybt, alt imens hun mærkede, hvordan spændingerne forlod hendes krop, og i stedet opfyldte hende med saglighed. Det var en udmattende lykkefølelse, hvor alt syntes at være perfekt. Øjnene glippede hun let med i takt med, at han skænkede hende et afsluttende kys. Udmattet måtte hun smile til ham ved hans ord. Endelig.. ”..Du kunne bare have været hurtigere,” svarede hun kækt, men dæmpet tilbage. Hun havde været klar til ham i mange år. Hun havde haft et godt øje til ham, siden hun havde været hvalp, og da hendes hormoner havde sat ind i de senere år, var hendes interesse for ham blevet mere seriøs. Benene lod hun glide ned af ham, så de i stedet kunne ligge slapt hen ad jorden. Det var en langt mere afslappet stilling end den hårde behandling, som han ellers lige havde givet hende. Hovedet lod hun hvile mod jorden, hvor hendes hår i mellemtiden var blevet endnu mere vildt at se på. Hårknuder havde nemlig samlet sig bagtil efter, at hendes hoved gentagende gange var blevet gnubbet over skovbunden. Derudover sad der alverdens natur i det nu. Hånden der førhen havde revet og knuget ham, lå nu blidt oven på hans ryg. Smilet endte hun med at trække drilsk på ved en tanke der slog hende. Hånden trak hun til sig, så hun let kunne berøre hans læber med en finger. ”..Nu mangler du bare at lade mig vise, hvad jeg har at byde på..”

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Uden tvivl havde dette været noget af det mest behagelige, som Nathanael nogensinde havde oplevet! Dette var jo en ting, som han aldrig havde haft muligheden for at gøre med hende i sin tid som koblets leder. Han var en udstødt nu, også selvom han regnede med, og forventede, at det bid, som hun havde skænket ham, skulle være hans billet tilbage til den familie, som han engang havde haft. Såret havde nemlig ikke lukket sig, som man kunne sige, at giften var i varulvens spyt. Det som nu havde trængt sig ned i det åbne sår i hans skulder.
Endnu var han i stand til at høre hendes hjerte.. En virkelig dejlig og behagelig lyd, som han intet havde imod at høre. Ved hendes ord, måtte han nu alligevel vende de blodige øjne mod hende. Endelig havde han haft muligheden og endelig havde han haft chancen. Var det noget vidunder, at dette ikke var noget, som han havde noget imod, skulle ske igen? For det havde han på ingen måde! "Det har du helt ret i," sagde han denne gang. Han havde trukket den for langt denne gang. Spillet for meget op til det, som han slet ikke havde haft muligheden for at udføre, og nu kunne han endelig indfri den brændende lyst, som han havde fået med i så lang tid.
Den blide finger mod hans læber, fik det til at sitre. Et sted af spænding. Han havde jo fået udløsning for det som han kunne rumme. "Vis mig det," opfordrede han denne gang. Han ønskede det jo.. Hvor han samtidig også ønskede at udnytte situationen til fulde, før effekten ville gå af igen.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Sagligheden følte Rhaenys fra det klimaks, som hun havde nået. Tilfredsheden følte hun for endelig at være ham tæt. Alt i alt var det en ganske glimrende kombination. Særligt fordi, at hun endnu ikke havde forståelsen for, hvad der præcist foregik imod hendes vilje og nuværende fatteevne. Selv kunne hun kun tænke, at han var dum for at vente så længe. ”Der må ikke være meget herinde så,” sagde hun derfor også drillende, hvor hun tydeliggjorde det ved at prikke ham let på siden af hovedet med en finger. Selv begreb hun ikke, hvorfor det havde taget ham så lang tid at gøre kur til hende. Hun havde trods alt været klar for længe siden. Udmattelsen mærkede hun blive trukket væk under sig, som et tæppe under benene, da han opfordrede hende til at vise ham, hvad hun havde at byde på. Nært forbundet var deres blod endnu, og derfor måtte hans lyster endnu tænde for en knap i hende. Smilet voksede på ny på hendes læber, alt imens hendes hjerte igen måtte begynde at slå forventningsfuldt. ”Sch,” tyssede hun denne her gang på ham, inden hun greb ham om skulderne. Bestemt skubbede hun ham, så han først blev trukket ud af hende, inden hun fik dem vendt om, så han denne her gang lå med ryggen til skovbunden. Overskævs satte hun sig på ham, så hun selv tronede sig op over ham. Vild måtte hun helt se ud, som hendes gyldne manke vitterligt stod ud til alle sider, og da hendes krop havde ansamlinger af støv, jord og indtørret blod på sig. Blikket lod hun glide opmærksomt hen over ham, så hun kunne betragte det guddommelige syn under sig. Han tiltalte hende i hvert fald i allerhøjeste grad! ”..Hvor skal man dog begynde..,” sagde hun legende eftertænksomt, inden hun lænede sig ind over ham. Her lod hun sine læber kysse hans overkrop, som de denne her gang kunne komme frit til for klæder.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Dum havde Nathanael været, ved at vente i så lang tid, som han havde gjort. Det havde kostet ham en fantastisk og enestående mulighed, som først nu, var begyndt at vise sig for ham igen. Hvorvidt om hendes bid havde nogen effekt. Det ville han vel finde ud af inden længe? Ondt gjorde det i hvert fald, og det lammede faktisk også lidt hans ene arm. Ikke at det var noget, som han tog sig af lige nu, for det var der slet ikke nogen grund til. "Lad mig nyde det.." bad han denne gang, som hun prikkede til hans hoved. I sig selv, var det ikke noget, som han kunne tage tungere end det, og ikke ville han få noget ud af det.
Som hun denne gang tog ledelsen, og rent faktisk fik dem vendt, overraskede ham en del. Han vendte blikket op mod hende. Ordene ønskede han slet ikke at sige, som han denne gang, egentlig bare ønskede at.. nyde det her, mens han nu havde muligheden for at gøre det. Var det i det hele taget så underligt? Om hans hjerte kunne banke, havde det nok også gjort det nu. "Du kan gøre med mig lige, hvad du vil," sagde han denne gang. Selv han måtte nyde dette, og i hvert fald også mere, end hvad han burde, og han kunne ikke gøre noget andet ved det. Han smilede tilfredst, hvor han lagde hænderne mod hendes lår. Han lod hende glædeligt arbejde sig ned af.. Et sted ønskede han jo uden tvivl, at hun ville arbejde bare lidt længere ned!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Nyde tomheden?” drillede Rhaenys ham kækt. Det var typisk hende at være en smule rapkæftet. Med hende var det aldrig særligt fissefornemt. Selv havde hun altid fundet den slags kedeligt, og det var livet alligevel for kort til! Derfor red hun også med på nydelsesbølgen lige nu, som hun lod drifterne føre hende frem. Igen måtte det vække noget i hende, som hun ønskede at vise ham. Vise ham, hvilken kvinde hun var, og hvad hun kunne byde ham. Han skulle i sandhed ikke føle, at hun var et ringe valg! ”Selvfølgelig.. Du er min,” endte hun tilfredst med at sige. Hun skulle nok gøre med ham, som hun ville, og hun skulle nok præstere, at han ikke ville efterstræbe en anden kvinde. En smule selvtillid var vel heller aldrig helt i vejen? Hans overkrop lod hun sine læber mærke, som de skulle mærke hele ham! Derfor lod hun også sin tungespids glide pirrende hen over ham i ny og næ. I forhold til andre mænd der lige havde nået sit klimaks, måtte hun dog hurtigt finde ud af, at han ikke smagte af salt. Der var dog heller ingen sved at spore på ham, som man ikke just kunne mærke, at han havde været i gang.. Til forskel for hende der endnu var brændende varm. Videre over det tænkte hun dog ikke, som hun i stedet valgte at bide ham let i brystvorten.. og så også den anden. Hun kunne lide at have ham her, og hun kunne lide, at han endelig lod hende. Videre ned mod hans sartere maveskin, lod hun sine læber arbejde, alt imens hun havde en hånd imod hans hofte. Både så hun kunne føle og holde ham. Roligere valgte hun at være, end hvad han havde været ved hende.. men stadig skulle hun nok overraske. Inden da ønskede hun dog at have det hele af ham med.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Et kort smil passerede denne gang hans læber. Tomheden? Nu var det ikke en nyhed, at Rhaenys var rapkæftet, og egentlig gjorde, hvad hun ville, og det var også det, som skete i øjeblikket. Han rystede kort på hovedet. "Når jeg kan nyde dig?" spurgte han denne gang. Han måtte jo sande at han havde drømt om at gøre det her med hende i så frygtelig lang tid, og nu hvor han endelig havde muligheden for at gøre det, så havde han i hvert fald også tænkt sig, at gøre det. Det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen. Han sukkede dæmpet. Selv med jord, kviste og andet som skar ind i ryggen, kunne han slet ikke få sig til at stoppe dette. For pokker, det var uden tvivl noget af det bedste, som han nogensinde havde været udsat for!
Som hun arbejdede sig nedover hans krop, satte det en tydelig sitren i hans krop. Gud hvor det føles godt! Hovedet lagde han ned i den hårde jord under ham, hvor grebet fæstede sig omkring hendes lår, bare for at have et eller andet at holde fast i. Hun kunne lige vove på at stoppe. Han ville ikke have, at hun skulle stoppe! At hun bed ham igen - denne gang i brystvorten, tvang et smertende støn over hans læber, men det var på ingen måder skidt ment. Slet ikke! Det føles jo derimod rigtig godt! Hele kroppen reagerede på, hvad hun gjorde ved ham.. Næsten som var det ment at ske. "Rhaenys.." endte han denne gang. At pine og tirre ham på den måde.. Hun vækkede det dyr og den selvbeherskelse, som han længe havde haft på sin side. Det som han selv havde brugt i sin tid som koblets leder. Brystvorten blødte en smule, selvom det slet ikke var noget som generede ham. For pokker.. Hun kunne gøre, hvad end hun ville med ham!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

At høre ham sige, at han nød hende, og at mærke, at det var sand, var i sandhed en fryd for Rhaenys! ”Nuvel.. Det vil jeg lade dig,” sagde hun kækt. Ikke var det hver dag, at hun lod nogen nyde hende, men det var ej heller den første gang, at hun lod det ske. Kunne man også forvente andet af et folkefærd der ikke fulgte de normale dyder? En mage havde hun dog ikke, da det var langt mere betænkeligt at vælge en mand at få hvalpe med. At han strammede grebet om hendes lår, kunne hun udmærket mærke! Man var nemlig aldrig i tvivl om det, når en vampyr begyndte at tage fat i en. Ud af hans greb måtte hun dog stadig løsrive sig, som hun kravlede længere og længere ned af ham. Derfor indsnævrede det sig også til, at det kun var hendes hoved og skuldrer, som han ville kunne gribe fat i. ”Nyd det,” formanede hun ham i stedet om, som han udtalte hendes navn. Dog behagede det hende også et sted at høre ham. Det var nemlig med begær i stemmen, at han sagde hendes navn. En kombination der lød særligt godt på hans tunge! Som hendes hoved kom mere ud for hans nedre region, valgte hun blot at puste drillende på ham. Han kunne godt bruge lidt mere tid på at længes efter hende.. Derfor valgte hun i stedet at kysse hans tynde hud i den omkringliggende region. Hånden på hans hofte lod hun alt imens glide længere ned af ham, så den i stedet kunne tage plads på hans lår. Dette måtte hun kærtegne blidt, indtil hun vurderede, at hans bukser irriterede hende. Han havde nemlig kun trukket dem halvt ned, frem for at blotte sig fuldstændigt! Op i en siddende position gled hun derfor igen, hvor hun bestemt trak hans bukser helt af, inden hun smed dem væk fra sig. Dem havde han ikke brug for. Hendes egne klæder lå desuden adskillige meter fra hende!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael kunne jo ikke gøre andet end virkelig at nyde det, som Rhaenys gjorde ved ham. For pokker.. Den følelse, som det efterlod ham med, var i særdeleshed helt ubeskrivelig! Hans krop reagerede så tydeligt på det, som hun gjorde ved ham, og det i sig selv, var en helt ubeskriveligt. Han havde virkelig ventet i alt for lang tid på at kunne komme til at være sammen med hende, og det måtte han jo så voldsomt lide under i øjeblikket. Det kunne i hvert fald godt mærkes! Hele hans krop reagerede tydeligt på det, som hun gjorde ved ham, og han lod hende.
Hænderne lukkede sig fast omkring hendes lår, og med den styrke som lå i en vampyr, kunne det godt gå hen og blive temmelig voldsomt. Han elskede uden tvivl, hvad hun gjorde ved ham lige nu. Hans blik fulgte hende, som han denne gang, var tvunget til at give slip på hende. Et kort smil passerede denne gang hans læber, som hun tog fat om hans bukser, som hun denne gang vilkårligt måtte rive af. Her lå han, som gud havde skabt ham - eller, nærmest. Han var ikke en vampyr af hjerte, hvor det altid ville ligge hos varulvene! Han lagde hovedet ned, hvor han denne gang, lod hende gøre, hvad hun ville gøre. Ikke at der skulle herskes nogen tvivl om det! Han prustede svagt. Hun vækkede det i ham. Han følte i hvert fald, at han var levende, som han aldrig havde været det før, og det føles helt fantastisk! Han lod neglene grave sig ned i skovbunden i stedet for, hvor han også slog hovedet tilbage. "Det gør jeg," endte han denne gang. For pokker, hun vækkede jo det hele i ham! Han kunne jo ikke undgå at bide sig fast i det, når det endelig var!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

En flot mand var Nathanael, og derfor nød Rhaenys, at hun endelig havde muligheden for rigtigt at betragte ham, og være ham tæt. Tidligere havde hun nemlig set ham nøgen et hav af gange, da det blot var sådan, at det var mellem varulve. Det var bare først nu, at hun rigtigt måtte se ham. Blikket måtte hun derfor også skøjte hen over ham. Uden tvivl tilfredsstillende. Kroppen bøjede hun igen ind over ham, men fortsat kun, så hun var ud for hans nedre krop. Hans ben valgte hun at sprede, så hun selv kunne være imellem dem, og så hun nok engang kunne mærke sin forkrop mod skovbunden. Hvor længe hun havde været væk fra sit kobbel, tænkte hun end ikke over. Hun tænkte blot på, hvad hun lavede her med Nathanael. Hovedet lod hun falde let på sned, som hun kyssede hans ene inderlår, imens hendes anden hånd holdt om hans andet lår. Varierende valgte hun at skifte mellem at kysse blidt, nappe drillende og slikke kælent. Da hun nåede hans manddom, valgte hun dog ikke at søge fysisk kontakt. Nej.. Han kunne vente lidt endnu. Side skiftede hun derfor, så hendes læber kærtegnede hans andet inderlår, mens hendes hånd fandt det modsatte lår. Godt føltes det helt at give sig selv tiden til det. Hvorfor ikke også nyde det, når hun havde håbet på dette i flere år? Igen nåede hendes ansigt hans manddom, men denne her gang valgte hun kort at kigge op mod hans ansigt. Betragte, hvordan han reagerede på det hele. Ikke at hun kunne sige, at det var et dårligt syn! Hun trak kort på smilebåndet. Øjnene lukkede hun halvt i, idet hun først kyssede hans manddom. Et par sekunder lod hun dernæst gå, så hun kunne fornemme hans reaktion, inden hendes læber helt måtte kræve ham.