The living nightmare

[Nathanael Caverly Wolfhart]

At se Rhaenys blive kastet igennem himlen og ned i jorden af en warlock, var noget som vækkede en vrede i Nathanael, som han slet ikke havde regnet med, at han kunne sidde inde med. Nu handlede han instinktivt. Ud fra de instinkter, som han frem til nu, havde kæmpet med at holde i sig, også mest for sin egen skyld, for ærligt..? Han ville jo ikke være en vampyr, så alt der havde med det væsen, at gøre, var noget, som han forsøgte at tage afstand fra. Warlocken fik han hurtigt nedlagt.. Han selv var dækket i blod i takt med, at han gav slip. Det var hans første.. Hans krop sitrede og dirrede under den påvirkning som det menneskelige blod gav ham. Han sukkede svagt, inden han denne gang valgte at trække sig fra ham. Han søgte tilbage til stedet hvor Rhaenys havde været sidst.
At hun allerede var over alle bjerge, var i sig selv, heller ikke noget som kom bag på ham.. Stanken af hund, nåede hans ellers meget følsomme næse, hvor han svag rynkede i panden. Ja, hvad havde han egentlig forventet? Han løb i samme retning, som stanken nu var størst. Her hørte han et kæmpe bump og lyden af noget der knak.. Tog han meget fejl, hvis det skulle vise sig, at være warlockens nakke? Jo tættere på han kom, jo mere kunne han også lugte blod.. Var hun kommet til skade denne gang? Han sænkede farten da han fik øje på den store og smukke pelsede skikkelse. Uden at tøve, gik han tættere på. Han var nemlig ikke bange for hende. "Rhaenys?" endte han denne gang, idet han frygtløst søgte tætteer på hende. Bange for hende, var han nemlig ikke. Han ville jo gerne sikre sig, at hun var okay denne gang. Manden var død.. Der var intet der indikerede noget andet.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Aldrig havde Rhaenys været en der lå på den lade side. Det havde hun endda allerede udtrykt i en tidlig alder, som hun altid havde forsøgt at være der, hvor tingene skete. Derfor skulle Nathanael ikke være den eneste, som i dag fik ram på en warlock. De forbandede væsner! I disse tider ville hun endda vove og påstå, at hun hadede warlockerne mere, end hun hadede vampyrerne. Derfor var det også en tilfredsstillelse uden lige, da hun tvang warlocken til at få overbalance, og bed nakken over på ham. Let var det for hende. Hendes tænder og kæber var stærke, og hun havde gjort det før. Som blodsmagen ramte hendes læber, slap hun taget i halsen. Kontra vampyrerne dræbte hun nemlig ikke for at føde. Hun dræbte for at dræbe. Hovedet hævede og vendte hun, som hun hørte en skikkelse på vej i den retning, som hun var kommet fra. Da hun så Nathanael komme tilbage til hende, faldt hun ikke til ro, som hun derimod vrængede læberne og blottede sine bloddryppende tænder. Hans ansigt var tværet ind i blod. Havde han drukket det? Derudover var det dyriske og forsvarende langt stærkere i hende, når hun var i sin ulveskikkelse. Langsomt trådte hun ned af den warlock, som hun lige havde nedlagt. Han ville med tiden rådne op og blive en del af naturen. Selv agtede hun i hvert fald ikke at begrave ham! Den værdighed fortjente han ikke. På skovbunden stillede hun sig og med en strittende pels, som tegn på hendes agtpågivenhed. Det højre bagben valgte hun at holde svagt løftet fra jorden, som et tydeligt tegn på, at det gjorde ondt, og at hun ikke ville belaste det mere end højst nødvendigt. Dog fratog det hende ikke muligheden for at knurre af ham.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

At blive mødt med den fjendtlige indstilling, var overhovedet ikke noget, som kom bag på Nathanael. Dog ændrede det ikke på det faktum, at han ikke ønskede at gøre hende noget ondt. Han ville ikke, og han var overhovedet ikke ude på det. Den døde mand, var slet ikke noget som han ænsede, hvor det derimod var hendes blottede tænder, og det skadede bagben, for ikke at glemme lugten af blod, som hvilede i luften. Han havde det i ansigtet, på sine hænder og på sine klæder. Det var første gang, at han på denne her måde, havde oplevet at drikke det på denne måde. Han måtte indrømme, at følelsen var.. fantastisk. Det var helt rart at indlede en jagt, selvom omstændighederne havde været andre, end hvad han huskede dem som. Han bed tænderne svagt sammen, hvor han stadig fortsatte mod hende. Hans krop sitrede.. Alt i ham, sagde, at der var fare på færde, men det var vel også fordi at han i øjeblikket stod som vampyr overfor en varulv? En naturlig fjende? "Du er kommet til skade," sagde han denne gang.
Skulle han virkelig tænke hende som en leder af koblet, når han havde været vant til, at det havde været hans plads? Her stoppede han op igen, ikke mange meter fra hende, inden han varsomt gled ned i knæ.. Også for at gøre sig mindre. Hele hans krop dirrede. Det var mod hans natur at gøre det her, men han ville jo heller ikke have, at hun skulle rende rundt og være sådan overfor ham, når han intet havde gjort, for at gøre hende ondt. Det var det sidste, som han ønskede sig. "Lad mig se det.." bad han denne gang. Bange var han nemlig ikke for hende. Det havde han ikke nogen grund til at være.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

I sin ulveskikkelse forblev Rhaenys, skønt hun ikke længere kunne opfange nogen warlocks omkring dem. Når det så var sagt, følte ulven i hende dog endnu, at der endnu var fare på færde. Nathanael var her nemlig som vampyr, hvor han tilmed mest af alt lignede en gerningsmand, sådan som han var tilsmurt af blod i hovedet. Synet holdt hendes sanser på dupperne, så hun var klar til at agere ud fra det værst tænkelige scenarie. I sin ulveskikkelse så hun desuden mere vampyren, end hun så Nathanael. Arrigt snappede hun ud efter ham, samt knurrede af ham, som han nærmede sig hende. Igen beskyttede hun bare sig selv. Var det så underligt? Lige nu stod han for hende som en naturlig fjende. De lysende øjne holdt vagtsomt øje med ham, som han begyndte at glide ned i en siddende stilling over for hende. Han virkede rolig.. Ikke som en der var på nippet til at lange ud efter hende.. og dog rystede han. Var han selv kommet til skade? Hun lod ham sætte sig, så han kom helt ned på knæ ved siden af hende. Langsomt valgte hun selv at sætte sig, så hun satte sig på sin ende, inden hun lod forvandlingen påbegynde.. Pels blev igen til solbrun hud og en gylden manke, som hun indtog sin menneskelige form. Dog denne her gang uden en trevl på kroppen. Det tøj lå tilbage på den gamle lejrplads. Sit skadede højre ben holdt hun strakt langs jorden, imens hun trak det andet ind til sig, så hun kunne ligge armene om det. En lyd der mindede om en snerren, lød fra hendes strube. ”Forbandede warlocks der kræver og kræver,” mumlede hun irriteret for sig selv. Aldrig havde de været et sådant problem før nu. Det var også den forbandede Kimeyas skyld! Sephiran havde trods alt været til at tale med.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael var på ingen måder bange af sig, selvom hun snappede ud efter ham, og truede ham. Han var jo heller ikke ude på at gøre hende noget for pokker! Og det vidste hun jo også godt! Han satte sig derfor ned ved siden af hende. Hans krop sitrede og dirrede.. Ikke bare ovenpå det angreb, men fordi at hver en muskel i ham, længtes efter at springe direkte på hende.. Hun skulle ikke sidde der og true ham. Han hævede hånden og tørrede denne over sit ansigt denne gang. Mere for at få noget af blodet væk.
At hun forvandlede sig tilbage, og endte med at sidde i ingenting foran ham, havde han ikke det største problem med. Der var ikke det, som han ikke havde set på hende tidligere. Warlockerne kom tættere og tættere på, og denne gang var hun da kommet til skade for alvor. Ikke rørte han hende.. Han vidste jo, at hun ikke ville have det. "Det bliver kun værre og værre nu," sagde han denne gang. Warlockerne vidste ikke helt, at han var der. Det havde sine fordele, at han ikke havde gjort sig så bemærket, og at han derfor kunne overraske på den måde, som han nu gjorde det. Han rystede denne gang på hovedet, hvor han bed tænderne svagt sammen denne gang. "Du hjalp mig... Lad mig hjælpe dig," endte han denne gang. Praktisk talt, havde hun jo faktisk reddet ham. Han hævede blikket mod hende denne gang. At hun sad i ingenting, generede ham ikke. Sådan så en varulv som regel hinanden i koblet.. Og et sted, følte han sig vel stadig som en del af det.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Hver en fiber i Rhaenys vibrerede og spændte, når hun var i sin ulveskikkelse over for Nathanael. Lettere var det at se bort fra, når hun var i sin menneskelige, men stadig havde hun følelsen af, at han var fjenden. At hun kom til at sidde nøgen ved siden af ham, irriterede hende kun en smule. Vant var hun til nøgenhed, og derfor lagde hun sjældent det store i det. Problemet med denne situation var bare, at han havde forsøgt at kalde hende sin mage, og derfor lagde noget mere i hendes tilstedeværelse. Selv vidste hun nemlig godt, hvad mage betød. Både for vampyrer og for varulve. Skønt mange fandt hendes slags uciviliserede, var de faktisk utroligt tro, som de bandt sig til én person og kaldte den for sin mage, ligesom blandt vampyrerne. Hun slap et fnys. ”Tror du ikke, at jeg ved det?” lød det en anelse skarpt fra hende. Siden Sephiran var blevet væltet, og Kimeya var kommet til, havde hun levet med et konstant åbent øje. Småangreb som disse fandt ugentligt sted, og selv ventede hun bare på, at det endelige store ville bryde ud. Tanken om det havde fået nogen til at overveje, om de burde søge bort.. men dette var deres hjem. Det var deres territorie. En svær situation var det, som Rhaenys stod i, og på den baggrund vidste hun også, at hun skulle være på vagt over for sine egne. Hvis de ikke brød sig om hendes valg, kunne de finde på at gå imod hende. Som Nathanael igen ytrede ønske om at hjælpe hende, så hun først imod ham, inden hun så imod sit blødende ben. Flygtigt strøg hun fingrene hen over det. Noget der helt fik kødet omkring til at dirre. ”Hvis bare jeg ikke støtter for meget på det, kan jeg selv lunte tilbage til koblet, hvor de kan rense og sy det,” endte hun med at sige.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Stædig forekom Rhaenys for Nathanael, selvom han vel et sted ikke havde forventet andet. Nu ønskede han jo heller ikke, at hun skulle rende rundt og være mere svagelig end hvad hun i forvejen var. Warlockerne var mange, og der km kun flere og flere i takt med at Kimeya sendte flere mod skoven. Nu var Nathanael heldig, at han normalt kunne holde sig i det skjulte. Det var mere når de enkelte individer vovede at komme, at han reagerede. Han tog dem før de nåede for tæt på koblet. Det var og blev jo stadig hans familie.
Og selvfølgelig fik han ikke lov til at gøre noget for at hjælpe hende. Svagt himlede Nathanael denne gang med øjnene, hvor han også rystede på hovedet. Nu var det simpelthen nok! Han rystede kort på hovedet. Mere opgivende, end det var noget andet. "Du kommer ikke tilbage til lejren i den tilstand, Rhaenys.. Det ben har brug for at blive tilset.. Og jeg kan hjælpe," fastholdt han denne gang. Ganske vidst kunne han ikke slikke såret rent, som han havde gjort tilbage i sit tidligere liv, men det ændrede bestemt ikke på, at han ønskede at hjælpe hende såfremt, at det var muligt for ham at gøre det. Forstod hun det ikke? Hans blik faldt direkte til hendes. Selv hans øjne, havde indtaget en mere rød glød fra tidligere. Koblet havde brug for en leder.. ham eller hende.. Det var lidt der, at problemet var. "Jeg lader dig ikke gå herfra i den forfatning," fastholdt han denne gang. Lidt af den gamle stolthed, samt stædighed, havde han stadig i sin besiddelse.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Som Nathanael igen forsøgte at overbevise hende om, at det var bedst, hvis han tilså hende, fik næsten Rhaenys til at ønske, at hun ikke havde skubbet ham til siden. Hvis ikke hun havde gjort det, men i stedet taget hånd om sig selv, ville hun aldrig have fået denne flænge i benet! Dumt var det dog i det hele taget, at hun havde redet ham. Hvis man tænkte over det havde angrebet nemlig højst sandsynligt været farligere for hende, end hvad det var for ham. Han kunne nemlig heale sig selv, hvor hun derimod skulle gå naturens gang. Desværre lå det blot så dybt i hende, at de to beskyttede hinanden. ”Du lader mig virkelig ikke slippe, vel?” lød det irriteret fra hende. Et spørgsmål var det egentligt ikke, da hun allerede kendte svaret. Underligt var det et sted ikke, da han altid havde ønsket at hjælpe hende. Problemet var bare nu, at han i stedet burde ønske at rive hovedet af hende.. og hende af ham. Selv kunne hun lugte døden på ham, ligesom en andens død, og det skar i næsen på hende! De væmmelige lugte og associationer fik hende helt til at tørre sig om munden med håndryggen. Selv havde hun trods alt også en smule blodrester på sig efter at have brækket warlockens nakke. Øjnene endte hun med at himle med, som hun ikke kunne lade være. ”..Så se at få det overstået,” endte hun kortfattet og tvært med at sige. Hun brød sig nemlig ikke spor om det! Selv vidste hun bare, at den anden mulighed ikke var spor bedre. Den ville nemlig resultere i, at han rendt i hælene på hende, indtil han fik sin vilje, eller til de kom op og slås og måtte lade sig afhænge af udfaldet. Blikket holdt hun frem for sig. Det hele irriterede hende for meget til andet.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Rhaenys kunne være stædig som bare pokker, men Nathanael kunne være det samme. Endnu havde det ikke lykkedes hende, at få ham jaget på afstand, og væk fra skovene her, som hun jo egentlig havde ønsket. Hun havde jo heller ikke just taget hans liv, som hun burde gøre, i og med, at han var den race, som han var. Her gav han nemlig heller ikke op. Den flænge var dyb, og den ville fremstille hende mere svag, end hvad hun måtte være i forvejen, og ikke var det en tanke som han måtte bifalde. Tvært imod faktisk!
Denne gang, var det hende, som havde reddet ham. Ikke at han forstod hvorfor, når hun havde gjort så meget ud af, at fortælle ham, at han var et monster og et bæst, som bare skulle slås ihjel. Og hun havde end ikke været i stand til at gøre det selv? Stanken af blod, skar i hans næse, og det lokkede ting frem i ham, som han slet ikke ønskede, skulle frem overfor hende. Det var jo egentlig så nemt. "Du har ret. Jeg har ikke tænkt mig at lade dig gå med det her," sagde han denne gang. For ham, var det nemlig vigtigt, at hun kom derfra helskindet, og særligt fordi at koblet havde brug for hende. At hun så måtte give ham lov til sidst, passede ham mere end fint! Han rykkede tættere på. Hånden lagde han tæt ved såret, som han undersøgte med blikket. At slikke det, som ulvene ville gøre, kunne han jo ikke just. Han rystede på hovedet, inden han vendte håndfladen op og dermed blotlagde sin underarm. Neglen snittede et lille sår i hans håndflade, som han denne gang vendte den anden vej, og lod dyppe direkte ned i hendes åbne sår. Først og fremmest, ville det tage smerten, og - af hvad han vidste, ville det langsomt begynde at heale. "Det burde gøre det.." afsluttede han denne gang tydeligt tilfredst. At hun så ville lugte af vampyr, når hun kom hjem, kunne han ikke tage sig af.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Det siger du ikke..,” lød det ironisk fra Rhaenys, alt imens hun rullede med øjnene af ham. God havde han altid været ved hende, men at han stadig var god ved hende nu hvor, at han var vampyr, irriterede hende blot. Det skulle nemlig ikke være således. En dårlig vampyr var han.. og desværre fik han hende til at føle sig som en dårlig varulv. Det havde hun blot selv bevist, som hun stadig havde forsøgt at rede ham. Ud af øjenkrogen holdt hun øje med ham, som han skar sig selv i hånden. Selv mærkede hun den øjeblikkelige væmmelse i sig. Det vendte sig i hendes mave, og hun havde mest af alt lyst til at trække sig bort. En unaturlig fetich for blod havde vampyrerne også! En grimasse kunne hun ikke undgå at lave, som Nathanael førte sin blødende hånd hen over hendes åbne sår. Mest af alt gav det hende lyst til at slå ham, men alligevel blev hun siddende. Hun havde selv indvilliget i at afprøve det. Som en bloddråbe fra ham blandede sig med hendes blod, så hun til med misbilligelse. Lang tid gik der dog ikke før, at hun mærkede en kilden i såret. Besynderlig var følelsen. Det var som om det kildede og kradsede i det åbne sår! Nysgerrigt kunne hun ikke undgå at se til, som såret svagt ændrede sig. Blodstrømmen syntes at stoppe.. En handling der fik hende til at stryge en finger hen over såret for at få det overskydende blod væk. Hun rynkede brynene en anelse. Blodet stoppede med at løbe, men såret lukkede ikke. Anklagende måtte hun sende ham et blik. ”Jeg troede, at du sagde, at det ville lukke det,” kommenterede hun sigende. Man kunne da heller ikke stole på vampyrer! Eller også var han bare en dårlig vampyr der ikke kunne gøre, hvad andre vampyrer kunne.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

God havde Nathanael altid været ved hende, og det var heller ikke fordi at han havde tænkt sig, at lave det om, bare fordi at han var blevet tildelt en anden race. Ikke fordi at det var noget, som han var stolt af, for det var han da på ingen måde! Her handlede det vel egentlig bare om at få gjort de ting, efter bedste formåen, og så tage den derfra? Han ønskede hende det bedste. Hvad var der ved det, som hun ikke forstod? Hertil lod han sit blod dryppe ned i hendes sår. Det ville heale, men det ville ikke lukke. Han tvivlede nemlig stærkt på, at hun ville lade ham komme hende så tæt, som det sidste i healingsprocessen ville kræve af hende - Nemlig at komme ham så tæt, at hun selv personligt tog imod hans blod, og bare her, kunne han se, hvordan det kriblede i hende, bare at slå ud efter ham, fordi at han gjorde dette.
Hånden trak han denne gang til sig, inden han skævede til sit værk. Det var holdt op med at bløde, og såret var stivnet. Hans blik faldt til hendes igen, som hun kommenterede det. Var hun ikke tilfreds med hvad han havde præsteret med dette i forvejen? "At lukke det, kræver, at du personligt tager imod mit blod, Rhaenys? Her har jeg valgt at tage lidt hensyn," kommenterede han denne gang. Hans blik faldt kort til hans hånd. Ja.. Han ville elske at give hende det.. Nu så tydeligt som de vampyriske instinkter var fremme i ham, var det svært, ikke at ville ønske at gøre dette. De rødlige øjne vendte han mod hende igen. "Om du vil..?" Han holdt sin hånd frem. Flængen i hans hånd, var trods alt stadig åben.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Skuffelsen kunne ikke undgå at ramme Rhaenys idet der ikke skete, hvad han ellers havde hentydet til. Jovist at flængen stoppede med at bløde, men flængen var der endnu. Den var endnu åben, hvilket faktisk irriterede hende. Der var nemlig sket det, at en sårskorpe havde lagt sig inden i flængen, så blodet ikke længere kunne strømme ud. Det betød dog også, at det kløede og strakte i det, når hun bevægede sig. At han dernæst foreslog, at hun drak hans blod, sendte hun ham et advarende blik. ”Jeg er ingen blodsuger, som du er,” kommenterede hun hårdt. Det var … ækelt! At nære sig på andre individer! Ikke støttede hun op omkring det, som det var forkert at stjæle blod fra andre for at holde sig selv i live. Især når man havde et stillestående hjerte der indikerede, at man faktisk var død og derfor ikke berettiget livet. Hendes blik gled kort til hans hånd, som han holdt den ud foran hende. Svagt dryppede det med blod fra den. Hun rynkede på næsen.. Det var for absurd! Hun sendte ham et hårdt blik. ”Hvis du prøver på noget, sørger jeg personligt for at flå dit hjerte ud af dit bryst,” sagde hun koldt, inden hun lod den ene hånd lukke sig om hans håndled. Selv mærkede hun det vende sig i maven ved den blotte tanke, men nu irriterede hendes halvlukkede sår hende bare! Det skulle lukkes helt.. Hun sukkede dæmpet. Både over sig selv og over situationen. Meget var hun ikke for situationen, men alligevel førte hun hans hånd til sine læber. Kold var han at røre ved, og derfor var det nok for hende til at hade situationen! Hun gjorde det dog.. Den første dråbe faldt på hendes tunge, og besynderligt nok smagte det ikke som jern, som normal blod. Det smagte nærmere som slik, og føltes som var hun et hungrende barn. Flere af hans dråber kom indenbords, og i takt med det kunne hun mærke, hvordan sårene på kroppen måtte sitre, idet de begyndte at heale og svinde bort.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael vidste, at Rhaenys ville hade det, men hvad kunne han gøre ved det? Han havde valgt at tage hensyn, ved at lindre i det allerede åbne sår, kun fordi at han ville hjælpe hende. At bede en varulv om at nære sig på den måde på en vampyr, vidste han godt hørte til sjældenhederne, hvis dette ikke skulle vise sig, at blive første gang. "Tror du at jeg er stolt af det? Jeg lever af blod, som I lever af kød," sagde han denne gang. I princippet var der ikke den store forskel på dem lige der.
At hun dog derimod ikke virkede helt afvisende overfor hans foreslag, glædede ham dog kun. Ikke at han havde tænkt sig at gøre andet end bare at hjælpe hende. Han himlede kort med øjnene. Hun kunne hidse sig op, hvis det var det som hun ville, og det ville ingen forskel gøre for ham lige nu. "Og du forventer derfor, at jeg vil gøre noget ved dig?" spurgte han denne gang. Han lod hende tage hans hånd. Det sitrede.. Det vækkede en form for.. foragt. Hun var jo en varulv, hvor han sad der som en vampyr. Han lukkede øjnene svagt i denne gang, idet at hun førte hånden til sine læber. Blodet dryppede på hendes tunge, hvor han svagt spændte i armen. Ondt gjorde det ikke.. Hvor det derimod var mere euroforisk af følelse. Den anden arm gled denne gang bag hendes ryg, for at støtte hende det mere. "Tag hvad du skal bruge.." endte han denne gang. Pludselig havde han ingen intentioner om at trække hånden til sig.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Overvindelse krævede det fra Rhaenys side at lægge sine læber mod Nathanaels hånd. Længe varede besværet dog ikke, som det hele ændrede sig for hende idet hun rent faktisk smagte hans blod. At få det på denne her måde var ikke som at bide i et andet menneske eller dyr. Hans blod smagte ikke, som det typisk gjorde af jern. Det smagte nærmere sødt som slik, og skabte en hungren, som en alkoholiker der manglede mjød. Grebet om hans håndled lod hun strammes, som hun sugede de nærende dråber til sig. Alt imens mærkede hun hans kolde hånd imod sin nøgne og varme ryg, samtidig med at hun hørte hans ord. Det der stod kraftigst i hende var dog følelsen af, at det kriblede lidt i hendes sår i takt med, at de forsvandt hen. Dyret i hende begyndte at træde frem, hvilket gjorde hendes øjne lysende i natten. Halvt i søgte de, imens hun drak.. Derfor opdagede hun også først, at alle hendes sår nu var helt lukket efter lidt tid. På hendes ben var der ikke længere en åben flænge. Der var blot hendes ben med indtørret blod. Man kunne end ikke se, at det var hendes, som det nærmere lignede en modstanders. Hudafskrabningerne forsvandt også og efterlod blød hud, ligeså vel på siden af hendes hoved, som riften svandt væk. En dyrisk brummen lød fra hendes strube, inden hun skubbede hans hånd væk med en snerren. Besynderlig var følelsen det efterlod hende med. På en måde havde hun lyst til at trække hans hånd tilbage, så hun både kunne slikke såret rent og få de allersidste dråber med sig. Derudover snurrede det nærmest i hende indeni.. Det føltes helt som om, at der var noget i hendes eget blod der var blevet vækket af hans.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Hun havde været langt nemmere at overbevise om at gøre det, end det som Nathanael lige havde regnet med. Var det overhovedet underligt, at det var en tanke, som rent faktisk.. glædede ham? Han smilede tydeligt tilfredst for sig selv, som han denne gang satte sig helt op ved hende. Hun tog til sig.. Og det var jo heller ikke fordi at hun var særlig påpasselig med det.. Jo mere hun tog, jo mere røde blev hans øjne. Dette var noget, som for alvor måtte vække det i ham, som han ellers igennem så lang tid, desperat havde forsøgt at bide i sig. Det blev bare mere og mere.. naturligt for ham, at omfavne vampyren i ham, og særligt når han kom så tæt på!
At høre hende brumme, og nærmest knuge om hans hånd, sagde han intet til. Han lod hende.. Gud pokker, om han skulle trække sig! Det nægtede han! Det var egentlig først, da hun skubbede hans hånd væk, at han slap hende. En svag hvæsen brød hans egne læber. Hans krop dirrede.. Alle de ting, som han følte. Han vendte blikket mod sin hånd, hvor han denne gang åbnede håndfladen helt. Hans egen flænge lukkede sig, ligesom hendes gjorde. Han sukkede svagt, hvor han lukkede øjnene. Næsten et desperat forsøge på at slå bare lidt koldt vand i blodet, og ellers bare for at være klar igen. Han bed tænderne svagt sammen denne gang. "Tilfreds?" Han vendte blikket mod hende. Hendes velbefindende var faktisk vigtig for ham, selvom hun nok havde svært ved at forstå hvorfor.. Men det havde han.