The living nightmare

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Nathanael Caverly Wolfhart

Imandra var ikke længere, hvad det engang havde været. Freden var forbi. Særligt for varulvene, og den plads, som Rhaenys ellers havde forhandlet dem frem til her i landet. Utrygge var de, og frygtede for sit folk gjorde Rhaenys egentligt. Skoven var endnu deres hjem, men frygten for, hvornår det store slag ville bryde ud, lurede bag hvert et hjørne. Indtil videre var det kun mindre grupperinger af warlocks, som de havde kæmpet imod, men stadig var det til at mærke. Nogle varulve var gledet bort ud i intetheden, og det havde fået mange hyl til at lyde igennem natten. Mange af de andre varulve havde skræmmer på kroppen. Rhaenys havde for eksempel en lang rift på siden af hovedet, og nogle hudafskrabninger på både arme og ben. Vigtige var hendes skræmmer dog ikke.. Det eneste vigtige var, at hun holdt koblet i live og at de fastholdt deres plads i skovene her. Desværre havde hun allerede tænkt, at den eneste chance for overlevelse måske kunne være, at de forlod deres hjem og fandt sig et nyt. Meget for den tanke var hun dog ikke.. En anden der tydeligvis ikke var meget for at forlade skovene var Nathanael. I tide og utide kunne hun dufte ham, og derfor vidste hun, at han var der, skønt hun ikke så ham. For det bedste måtte det også være.. Koblets sikkerhed tog al hendes tid, og derfor var det upassende at tænke på en vampyr og hans magesnak. En frustration i baghovedet var det dog altid.
I nattens anledning sad Rhaenys i skrædderstilling på en større sten i udkanten af lejrpladsens ruiner. Sparsomt var hun klædt i en lille top der blot dækkede hendes barm, og en nederdel der var lang i den ene side og kort i den anden. Vildt var hendes gyldne hår og opmærksomme var hendes øjne, alt imens gamle lasede telte i baggrunden svajede i vinden.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Dagligt og hver eneste aften i denne tid, hørte og så Nathanael folk flygte fra landet. Enten flygtede de, ellers blev de slået ihjel. Han holdt selv afstand. At forlade skovene her.. at forlade det sted, som havde været hans hjem igennem.. altid, var overhovedet ikke noget, som kom på tale! Bosat i klipper og huler, hvor han kunne være i skjul for solens lys om dagen, og ellers brugte han skoven som sin legeplads om natten, selv på trods af, at han ikke bevægede sig tæt på koblet. Han længtes hjem. Nok mere end noget andet, men vidste, at det ville koste ham livet, hvis han blot vandrede ind i lejren, som han samtidig vidste, ikke lå særlig langt fra hvor han i øjeblikket opholdt sig.
Månen var oppe. Ingen ulvehyl havde han hørt i aften. Det som warlockerne havde gang i, vidste han, kostede mange liv.. Og hvert et tab for koblet, var nærmest også et tab for ham. For ham, var det jo trods alt også en form for familie, selvom det var en, som han nu også havde mistet.
Nathanael sprang denne gang ned fra træerne, og ned på jorden. For ham, handlede det om at bevæge sig hurtigt og lydløst, for selv at undgå at varulvene fik fat i ham. Ikke langt fra ham, kunne han selv dufte Rhaenys. En ganske særlig duft. Han søgte tættere på, da han denne gang, var overbevist om, at der ikke var nogen øvrige ulve i nærheden. "Hvor mange har I mistet?" spurgte han denne gang. Hans stemme forholdt sig rolig og fattet. Han vidste, at han stadig skulle være påpasselig omkring Rhaenys.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Allerede inden at Nathanael gjorde sig til kende, kunne Rhaenys opsnappe hans duft i luften. Først var der duften af død der tilkendegav, at der var en vampyr på færde, og dernæst var der den individuelle duft der tilkendegav, at vampyren var Nathanael. Af den årsag forblev Rhaenys siddende på stenen. Det var ikke fordi, at hun endnu accepterede, at han var vampyr, for det gjorde hun ikke.. men tanken om at bekæmpe ham, alt imens hele koblet kæmpede imod warlockerne, var ikke just tiltalende.. eller også havde hun bare et behov for at tale med en. Fremfor sig så hun fortsat, selvom Nathanael langsomt trådte ind i den gamle lejr. Selv lyttede hun efter fremmede lyde, og snuste efter fremmede dufte. Til at sige var det nemlig ikke, hvornår warlockerne ville slå til igen. Ej heller var det til at sige, om de ville være mange eller få. Hun tog en dyb indånding. ”13 er døde og et uvist antal er såret,” svarede hun direkte. Nogen ville måske mene, at tretten ikke var et voldsomt tal, men for et kobbel var hver person som at miste sin bror eller søster. Derudover var der det faktum, at varulvene ikke var den mest udbredte race. Warlockerne derimod.. De vandrede over alt, og nu ønskede de sig åbenbart hele Imandra. Hovedet vendte hun i Nathanaels retning, så han kunne se, at også hun havde været i kamp. Ikke at hun tog sig af det.. Hun ville kæmpe for sit kobbel, om warlockerne så havde taget hendes ene arm eller ben. Hvor syg eller svækket hun end ville være, ville hun kæmpe til sin død. Sådan var varulvenes og dets leders kodeks bare. Hun kiggede på ham. Til forskel fra hende, var han dog helt uskadt. Igen var det en tanke, som både måtte berolige hende og vække hadet i hende.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael bar ikke så meget som et mærke efter kamp og strid, da han gjorde, hvad han kunne, for netop at undgå dette. Han holdt en vis afstand til det hele, og det var udelukkende for sin egen skyld. Han ville ikke ende med at have både varulve og warlocks efter sig, kun fordi at han var.. hvad han var. Han var jo heller ikke ligefrem stolt af det selv! Og at have mere at slås med, end hvad han i forvejen havde, gjorde han, hvad han kunne, for at undgå. Også mest for sin egen skyld. 
13 døde.. Et sted gjorde det ondt, for mange af individerne, var vel også fra hans egen tid? Med andre ord, også individer, som han selv havde set som sin egen familie. Her sænkede han hovedet i respekten for de faldne. Det gjorde ham vred, at den ro, som havde været igennem de mange år, nu var så truet, at det skulle koste dem. Varulvene havde været i skovene her i.. evigheder! "Det gør mig ondt," begyndte han denne gang. Det var ord som han mente. Her så han mod hendes ansigt. Han kunne også tydeligt se, at hun var mærket fysisk af de alt for mange kampe, som de havde været tvunget ud i. Og nu kunne han jo heller ikke ligefrem se bort fra, at han stod overfor hans mage. Han bed tænderne svagt sammen. "Du er kommet til skade, Rhaenys," kommenterede han denne gang. Her valgte han denne gang at søge det tættere på. Umiddelbart var han jo ikke bange for hende. Han var bare meget påpasselig. Hun havde jo tidligere indikeret, at hun ikke ønskede ham nær.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

13 døde var mange døde i varulvenes øjne. Særligt når de var faldet i kamp i deres eget hjem, og når de vidste, at det ikke var enden endnu. Rhaenys’ brune øjne hvilede på ham, som han bøjede sit hoved i respekt for de faldne. Ej var det hans folk længere, men hun troede på, at det ikke huede ham. Selv vidste hun også, at han endnu ikke havde tilsluttet sig vampyrerne i Corvento. Han var derimod blevet her, hvor han ellers var udstødt. ”Det ved jeg,” tilkendegav hun, hvor det også var en accept af, at han endnu følte for hendes slags. Dog var det ikke en stor nok accept til, at hun ville ligge paraderne for ham, og lade ham træde ind i varulvenes samfund igen. Derfor endte hendes øjne også advarende med at lyse op, som han trådte tættere på hende, alt imens han kommenterede hendes skader. Anspændt blev hendes krop også, som hendes krop blev rankere, og muskler mere fremtrædende. ”Det er ingenting,” afviste hun ham. Det var blot en rift I hovedet, og nogle hudafskrabninger på armene og benene. Det var ingen åbne kødsår eller afrevede lemmer. Forstod han sig overhovedet på sår længere? Han healede, hvis man skar i ham. Han voksede på plads igen uden sårdannelser, hvor hun derimod gennemgik den naturlige proces. Desuden havde andre tilset hendes skader dengang de var kommet. Som ulv havde de andre ulve slikket på dem, og som menneske havde hun hældt sprit hen over såret for at holde det rent for bakterier. Primitivt var det hele i forhold til livet i byerne, men sådan var det blot i koblet. Selv kendte Rhaenys desuden ikke til andet. Ej heller ønskede hun at kende til andet. Hun havde det godt her.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Nathanael led i stilhed sammen med varulvene, for han kunne jo mærke de samme tab ind på sin egen krop, som de gjorde. Han var ganske vidst ikke længere en del af det samfund, og nok ikke kom til det. Et sted forsøgte han at acceptere det. Han pressede jo trods alt heller ikke på, for at komme ind, selvom han forblev i skoven her. Desuden nægtede han at søge til Corvento, for at blive en del af vampyrernes race der. Det var deres skyld, at han led yderligere. Han nikkede blot, inden han atter hævede blikket. Hun var kommet til skade, og af hvad han havde fundet ud af, ville det være så nemt for ham at gøre noget ved det. Han tvivlede dog på, at hun ville lade ham.
Igen stoppede han op ved synet af hendes blik. Nej.. selvfølgelig ønskede hun ham ikke tættere på, og lige der irriterede det ham, at de vampyriske instinkter kun blev mere og mere en del af ham, for det var en tanke, som han kun måtte finde direkte irriterende. "Det er ikke ingenting," afviste han denne gang, mens han selv igen søgte tættere på hende. Han søgte ikke for at komme i kontakt, da han havde forståelsen for, at hun ikke ville stinke af vampyr, når hun kom hjem, men af den grund, så var han altså ikke farlig! Nu ville han også understrege, at det var hende, som gang på gang havde gjort ham ondt, og ikke omvendt. "Lad mig hjælpe," bad han denne gang. Vampyrblod kunne gøre meget. Så meget havde han da fundet ud af, og ikke ønskede han, at hun skulle fremstå sårbar, når hun var det, som varulvene havde at klamre sig til. Det var meningen de skulle overleve dette!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Vanskelig var situationen med Nathanael. Når de mødtes fremstod han som et tydeligt minde af den mand, som han engang havde været, og som hun havde set ham som. Samtidig med det var det dog også et minde om, at han var faldet, og nu var blevet en blodsuger. Hårdere blev hendes blik, som han sagde, at hendes skader ikke var ingenting. Ikke ønskede hun, at han puslede om hende! Det var nemlig, hvad han forsøgte at gøre. Han forsøgte at værne om hende, hvilket han slet ikke burde gøre. For det første var hun den der skulle værne om de andre varulve, og for det andet var han ikke en varulv. Hurtigt rejste hun sig, som han fortsatte med at nærme sig. En høj kvinde var hun bestemt ikke, men ilter så hun alligevel ud med det vilde hår, de hårde øjne og den anspændte kropsholdning. ”Jeg er blevet hjulpet,” affejede hun ham kort og kontant. Selv stillede hun sig på den anden side af den store sten, end den han var på. Blot for at symbolisere afstanden mellem dem. En symbolik, som han ikke var god til at forstå, når de endelig stødte på hinanden. Det havde han for eksempel særligt vist, da han havde vovet at være intim med hende og kysse hende. Noget enhver varulv og vampyr vidste, at man ikke bare gjorde. ”På stedet slikkede de andre ulve sårene rene, og da vi kom tilbage til Lykos Canina, skyllede jeg sårene rent med sprit for at forhindre infektioner.” I Rhaenys’ optik var der ikke mere at gøre. For hende var det op til kroppen selv nu. Det burde han også vide. Det var sådan sår blev behandlet i koblet. Hvis det havde været et åbent sår, ville det være blevet syet, og hvis det havde været en infektion, ville den dårlige kropsdel være blevet skåret af.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Den mand, som han en gang havde været, var stadig under huden på ham. Det var bare, om den nogensinde ville få lov til at komme frem? Han selv måtte være tilbøjelig til at have sine tvivl på, om det nogensinde ville komme til at ske, og særligt med den udvikling som det hele måtte have. Bare han bevægede sig det mindste tættere på hende, blev han afvist, og det var jo ikke fordi at han var giftig! Nu var han efterhånden derude, hvor han var blevet så vant til det i forvejen, at det som sådan ikke rigtigt generede ham mere. Han vendte derfor blikket direkte i retningen af hende, da hun denne gang rejste sig, og søgte om på den anden side af stenen. At hun stort set ikke var klædt, generede ham ikke. Det var jo således, at han til nu, havde været vant til at se varulvene, så det rørte ham nemlig på ingen måde. Han lod hovedet søge på sned. "Du vil bare ikke lade mig komme tættere på, vil du?" spurgte han denne gang.
I hans øjne, var warlockerne en fælles fjende. Han havde bare ikke tænkt sig, at have begge parter hængende efter sig, dersom det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han blev denne gang stående fuldkommen afslappet foran hende. Han var ikke hidsig eller lignende.. og dog glædede det ham, at de andre også tog sig af hende. "Nok kan du hade og foragte hvad jeg er blevet til.. dine sår er rene, men jeg kan lukke dem," fortalte han denne gang. Selv ønskede han jo blot, at hun kom vel igennem det. Det var jo heller ikke til at vide, hvornår warlockerne ville angribe igen, og særligt hvis de havde været så tæt på, at de kunne såre og skade hende. Et sted en tanke, som gjorde ham vred.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

En afstand sørgede Rhaenys for at holde til Nathanael. En afstand, som han burde acceptere og ligeså holde! Egentligt irriterede det hende, da hun ikke burde stå her og have fokus på ham, men derimod have sit fokus ud mod skoven og de mulige warlocker, der måske lurede derude. Dog vidste hun, hvad han ville sige, hvis hun bad ham om at gå. Hun havde bedt ham om at gøre det flere gange, og hver eneste gang bad han om døden i retur. En handling hun hadede sig selv for ikke at kunne gøre! ”Du burde slet ikke ønske dig tættere på mig,” svarede hun i retur. Han burde kun ønske sig tættere på hende, hvis han ønskede at dræbe hende, men det var end ikke tilfældet. Faktisk ønskede han at gøre det direkte modsatte.. At hjælpe hende. Som han tilbød at lukke hendes sorg, mærkede hun forargelsen ulme i sig. Tydeligt berørt af det, lod hun tungen glide omkring i munden, inden hun spyttede på jorden lige foran ham. ”Jeg vil hellere dø af en skrækkelig infektion, end at have vampyrblod i mine årer!” udbrød hun forarget. Selv havde hun hørt beretninger om, hvilke unaturlige ting vampyrblod kunne gøre ved en. De kunne helbrede andres sår, hvis man drak deres blod.. men de brugte ligeså deres blod til at få en i ens magt, som de brugte deres blod på at skaffe dem elskere og bloddonere. Det var endda noget af det, som hun havde hørt skrækhistorier om, dengang hun blot havde været en hvalp. ”Hvor vover du at tilbyde mig det! Hvis du var den mand, som jeg engang kendte, ville du aldrig have foreslået det stads!” bed hun af ham. Foragteligt var det i allerhøjeste grad! Hvis koblet havde været her, ville de også have sprunget på ham over den anmodning. For nu var der dog kun hende.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Skoven her var hans hjem, og det var det sidste, som han ønskede at miste. Nu havde han i forvejen mistet sin titel, sit tilhørsforhold til koblet, og sin egen fødte race, som han i sin tid, havde været så forbandet stolt af. Det var ikke noget, som han ønskede skulle ske igen.. Ikke for nogen, og i forvejen, var det jo ikke til at vide, hvornår warlockerne ville slå til igen. Dertil kunne man jo sige, at det var dumt af hende, at sidde for sig selv, på den måde, som hun i øjeblikket gjorde. "Og dog foragter jeg det ikke, som du ønsker at jeg skal." Ondt gjorde det ikke just som sådan, at hun skubbede ham væk, for han forstod jo godt, at hun handlede som hun gjorde.
Reaktionen var næsten som ventet, men det ændrede på ingen måder på, at han kunne lukke hendes sår, og hun ville kunne tage frisk hjem. Hvis hun kendte ham, ville hun også vide, at han handlede for hendes bedste, og ikke fordi at han ville lulle hende ind i sit spind, for at komme tæt på igen. Han hadede jo det væsen, som han var blevet til, og værst af det hele var jo, at han intet kunne stille op med det. "Ikke kan jeg slikke dine sår længere, som jeg førhen har kunne, Rhaenys. Det her, er hvad jeg kan give dig." Han kneb øjnene svagt sammen. Historierne var mange, men hun burde for pokker kende ham bedre end det. "Jeg ser dig hellere klare de skide warlocker, som er ved at drive os alle fra hus og hjem, end at lade dig falde på baggrund af noget så sølle som en infektion, Rhaenys..!" bed han denne gang af hende. Forstod hun ikke, at han rent faktisk gjorde det for at hjælpe? Med de midler, som han nu engang havde.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Nej, Nathanael foragtede hende tydeligvis ikke, men gid han havde gjort det.. Det ville have gjort det hele langt lettere. Hvis det havde været såvel, havde alt været, som det skulle være. Varulve og vampyrer burde nemlig hade hinanden. Når de ældre varulve fortalte skrækhistorier om aftenen til de små hvalpe, omhandlede de altid vampyrer. Rhaenys var derfor vokset op med, at vampyrerne var monstrene i varulvenes øjne. Det var Nathanael endda også. Nu var der bare det faktum, at det nu var ham der var monsteret. Hun snerrede ad ham, som det dyriske lå hende utroligt nært.. Særligt når det var en vampyr, som hun stod overfor. ”Det vil bide dig i enden i den sidste ende,” kommenterede hun sigende. Det var dømt til at gå galt.. En vampyr der ikke kunne slippe varulvene, og en varulv der ikke kunne tage sig sammen til at dræbe vampyren. Selv vidste hun, at hun selv var skyldig i den sag, men når hun så på ham, så hun jo også den gamle Nathanael. Hun så ikke kun kulde og død. Armene lod hun glide over kors. Igen for at fastsætte afstanden mellem dem. Den var nemlig kilometer lang, skønt de stod over for hinanden. ”At få hjælp af en vampyr er som at kaste håndklædet i ringen,” svarede hun stædigt igen. ”Mine skader er desuden langt mildere, end hvad nogen af de andres er. Jeg ville være en skændsel, hvis jeg ikke kan klare nogle sølle hudafskrabninger og flænger, når nu der er dem der ligger derhjemme med kødsår og forbrændinger.” Svag var hun ikke, og derfor ville hun gerne vise, at hun kunne klare de skader, som hun pådrog sig. Desuden burde Nathanael igen ikke pylre så meget om hende. Han var ikke en varulv, og derfor burde der ikke være følelser indblandet.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

De burde hade hinanden, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at det var således, at verdenen hang sammen, for det gjorde den virkelig ikke. Nathanael stirrede denne gang efter hende, som havde hun anset ham som en freak. Hun vidste hvilken mand han var, og hvilken han stadig kæmpede for at være, og så var det sådan her hun behandlede ham? Var det overhovedet underligt, at det var en tanke, som rent faktisk formåede at gøre ham vred? "Så må det jo gøre det.. Jeg er ikke bange for det, Rhaenys, og du ved det," sagde han denne gang. Selv dengang tilbage i sin tid som alfa for et helt kobbel, havde han været frygtløs.. Kastede sig ud i kamp og strid, fordi at han vidste, at det havde været en nødvendighed, og det var på ingen måde fordi at han fortrød det.. Kun det faktum, at han var blevet til det væsen, som han nu var blevet til. Det kunne han gerne have undværet!
Mange havde det måske værre end hende.. men nu var de jo ikke hende! Hun stod foran ham, og de skræmmer og andet, som hun havde pådraget sig, vidste han, at han kunne gøre noget ved - bare hun lod ham gøre det. Det synes bare ikke at være sådan. Han gik roligt udenom stenen, for at komme hende tættere på, denne gang. Han var nemlig ikke bange for hende, og hun vidste det jo. "Mange har det værre end dig, men det er nu ikke dem, som står overfor mig. Koblet har brug for en leder ved fuld fatning, og særligt i denne tid," sagde han denne gang. Ikke tillod han sig, at hun skulle falde for warlockernes hænder. Ikke hvis han kunne gøre noget, som kunne sikre sig, at det kunne undgås.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Rhaenys stirrede på Nathanael. Nej, irriterende nok var han ikke bange for hende, og irriterende nok lod hun sig påvirkes af det. Selv ønskede hun at være ligeglad med ham, men så længe, at han så ud som han gjorde, og ikke var ligeglad med hende, var det irriterende svært at være ligeglad med ham. Frustrerende var det at lyste at bide ham, og flænse hans krop fra hinanden, men også samtidig ønske at løbe skoven tyndt med ham, og være tættere end det. Umuligt var det, at det sidste skulle ske, da de var, hvad de var. Muligt var det andet derimod, og derfor vidste hun, at hun blot var i en følelsesmæssig tumult, som hun burde kæmpe sig ud af. Særligt når det her var et mindre problem, end hvad warlockerne var. Warlockerne ønskede nemlig at dræbe hende og hele koblet! ”Jeg har angrebet dig før, hvordan kan du vide dig sikker på, at det vil stoppe der?” spurgte hun ham sigende for at få ham til at tænke, at det at være omkring hende var som at være omkring en tikkende bombe. Problemet ved det var dog, at han tidligere havde tilkendegivet, at han ikke frygtede døden. Som han nærmede sig hende, rankede hun sig igen. Det gjorde hende dog ikke tilnærmelsesvis højere end ham. Det gjorde hende blot stædigere at se på. ”Jeg er koblets leder, og jeg gør, hvad…” Hun afbrød sætningen, som hun handlede instinktivt. Hun nåede kun at høre en smule rumsteren i buskene, inden en mørk magisk kugle ud af det blå fløj i deres retning. Instinktivt reagerede hun, og det fik hende til at beskytte Nathanael før sig selv. Hårdt skubbede hun ham, så han kom ud af kurs, men som hun skubbede ham, kunne hun ikke flytte sig selv samtidig. Det betød derfor at kuglen fløj hårdt ind i siden på hende, og fik hende til at flyve sidelæns, hvor hun snittede det ene ben mod den store sten, inden hun røg hen over jorden i en støvsky.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Ikke havde Nathanael nogen grund til at skulle være bange for hende, og det var han heller ikke. Døden frygtede han ikke, hvor han stadig hellere ønskede at omfavne den, end at leve det liv, som han havde her.. men at synke så dybt, som at ende det selv, var heller ikke noget som kom til at ske. Stædig, som han var, som aldrig nogensinde før, så var det ikke en glæde, som han havde tænkt sig, at give hende. "Fordi du ikke har gjort det siden, du fandt ud af, at det var mig," kommenterede han denne gang. Et sted ville han jo selv have ønsket, at han kunne blive liggende i graven, efter at vampyrerne havde fået fingrene i ham. Hvordan straffede man da en alfahan bedst? Ved at tage det hele fra ham!
Som hun pustede sig op, søgte Nathanael stadig kun tættere på hende. At det puslede i træerne, kunne for hans vedkommende, have været et dyr, som blot ønskede at søge forbi dem. Det var egentlig først da Rhaenys reagerede, at han gjorde det samme. Det kraftige puf, som han blev udsat for, skubbede ham bagud, og direkte ned på ryggen. Han rullede, kun lige i tide til at se hende fare igennem himlen, snitte sig på sten og falde flere meter væk. Han blottede tænderne. En form for vrede meldte sig omgående ved ham. Han satte hænderne af mod jorden, idet han satte i fart. Den fart som stort set kun en vampyr, kunne opnå. Frygtløs som han var, farede han direkte mod buskene. Hun havde.. reddet ham? Skubbet ham væk? Forbandede warlock! "Forsvind herfra..!" vrissede han med en faretruende stemme. Han sprang direkte ind mellem buske og træer. Han fik fat i en. Han sprang op på vedkommendes ryg, låste sig fast, og hakkede til, så tænderne satte sig i halsen. Warlocken skreg, og han sugede til sig, hvad han kunne, til warlocken ikke kunne mere.. Den anden var langt væk allerede. Med blod i stort set hele ansigtet, søgte han hurtigt tilbage mod Rhaenys. "Rhaenys.." kaldte han denne gang. Hans krop sitrede.. Han var i højeste alarmberedskab.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Som alfahun faldt det Rhaenys helt naturligt ind at beskytte sine omgivelser. Den pligt krævede nemlig, at hun ville ofre sig, hvis en fra koblet skulle være i overhængende fare. At hun i så fald havde beskyttet en uden for koblet – en vampyr tilmed – måtte være en blanding af instinkt og gamle følelser. Dumheden i det kunne man derfor diskutere. Særligt fordi, at hun rev sig og fik en ny flænge, grundet stenen, og dernæst trillede hen over jorden. Imens hun hørte sin egen tumult, hørte hun Nathanaels bevægelser efterfulgt af et skrig.
I sit eget fald tog instinkterne desuden over Rhaenys. Hvor der engang havde været hud, var der nu pels. I stedet for hænder og fødder kom der poter. Langt blev hendes ansigt også, som der dukkede en snude op. Tøjet hun havde båret, rystede hun sig ud af, som hun kom op og stå på alle fire. Svagt skælvede det højre bagben, som en blodig flænge tog fæste imellem den hvide pels. Tiden spildte hun dog ikke.. Nathanael havde sprunget på en, men hun kunne både lugte og høre, at der var en anden fremmed i skoven! På flugt var vedkommende, men ikke skulle vedkommende slippe væk! For det første tillod hun ikke, at vedkommende spionerede for Kimeya, og for det andet måtte hun sikre sig, at vedkommende ikke kom igen. I løb satte hun derfor, hvor hun farede hen over landjorden så hurtigt, som hendes fire ben kunne bære hende. Hvert et tryk på det ene bagben smertede ganske vidst, ligesom det fik blodet til at pible hurtigere ud, men stadig løb hun … også selvom hun hørte Nathanaels kald. Skønt hun var såret, var hun stadig hurtigere end en almindelig mand. Derfor indhentede hun hurtigt den løbske warlock! Men en snerren og et kraftspring satte hun af, så hendes forpoter trykkede ind i warlockens ryg og tvang ham forover. Alt imens snappede hun ud efter struben, som hun måtte vride for at brække hans nakke.