The living nightmare

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Så fristende som det var, bare at give efter for det, som skete for øjnene af ham, vidste Nathanael godt, at han ville stå til jordens største skideballe, når hun engang ville blive sig selv. Her handlede det dog ej om det.. Men derimod at nyde den tid med hinanden, nu hvor de endelig havde den. Nathanael havde savnet og drømt om, at de skulle rende rundt på den her måde igen. Om han.. måske kunne få hende til at bide ham? Så nemt, som det var, at gøre ham til den mand, som han engang var. At udnytte situationen var det måske, men andet var da også fuldkommen tåbeligt! "Du er i sandhed hård ved mig," endte han dog med at sige, som et smil bredte sig på hans læber.
At bide hul i hendes læbe, var egentlig for at få lidt selv. De vampyriske tendenser, blev jo kun mere og mere en del af ham nu, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Stolt var han dog ligefrem over det, som det jo også betød at han kunne få lov til at dele de stunder med hende. Han prustede svagt, som hun denne gang holdt hans hænder fast, kun ved brug af sin ene. Hvad var det nu hun ville? Neglen som voksede, og nærmest blev en klo, som hun kørte nedover hans brystkasse, fik han svagt til at sitre. Den skar desuden også hul i hans hud, så en fin flænge af blod, måtte komme frem. Han lod hovedet falde tilbage. Det ville heale, og det ville heale hurtigt, hvilket han jo udmærket godt vidste. I takt med at hun arbejdede sig nedaf, måtte selv hans krop dirre. Den reagerede i hvert fald på det! De følelser som hun gjorde sig.. alle de tanker.. Han kunne mærke dem på sin egen krop. Med det bånd, som deres blanding af blod ville give, så ville de kunne mærke hinanden på en helt særdeles ubeskrivelig måde. Øjnene gled i. Pladsen i hans bukser blev også meget pludselig trang! Han prustede svagt og krummede svagt i sine tæer. "Du.. du er slet ikke den type kvinde.." Øverst oppe, var flængen allerede begyndt at lukke. For en vampyr, tog det jo ingen tid, og særligt ikke, når de havde styrken til det - som han havde lige nu. Alt det, som de havde givet hinanden i dag!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Hvad Nathanael gjorde sig af bagtanker, vidste Rhaenys ikke, som hun levede i sin egen lille fantasi. Smilet trak hun lystigt på. "Nuurh, kan du ikke klare det? Har du brug for at blive nusset og pusset om?" spurgte hun drillende. Hun var uden tvivl i et højt humør her i nat. Udelukket takket være vampyrblodet, som han havde foræret hende. Uden det ville hun have brugt tiden på at snerre af ham, og holde ham på afstand. Med vampyrblodet i årerne, kyssede hun ham derimod, og ønskede ham tættere på. Som blodet i hende kunne mærke, at hendes handlinger vækkede hans sanser og lidenskab, steg hendes egne kun. De syntes at være i en perfekt symbiose med hinanden! Følelsen af trangen fik helt hendes ene frie hånd til at lukke om hans hofte, som hun let klemte om. "Det er et kedeligt og nedværdigende liv," istemte hun, som hun aldrig ville kunne blive en poetisk og smålig kvinde. Hun var derimod vild, som enhver anden ulv! Fremover ham lænede hun sig igen, så hun let kunne kysse ham nederst på maven. Hans egen lyst mærkede hun helt, som var den hendes egen, men det var også hans blod i hende der lystrede sin ejermand. Ikke tænkte hun selv videre over det, som hun blot handlede. Blodet i hende gjorde også helt, at hun følte lysten, som var den hendes egen. Op af ham kravlede hun igen, så hun nok engang kunne dække ham med sin krop. Denne her gang, så begge deres bare overkroppe kunne møde hinanden. En ganske fantastisk følelse! Hans kulde og manglende bankende hjerte mærkede hun end ikke i øjeblikket. "Dette er et langt bedre liv," hviskede hun hæst imod hans læber, inden hun nok engang lod sine læber omslutte hans. Begærligt kyssede hun ham derfra igen, som om hun ikke kunne lyste noget mere, end hun lystede dette.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Blodet pulserede i hendes krop. Selv Nathanael kunne høre hendes hjerte hamre og mærke hvordan det drev frem i en kæmpe og massiv lyst, som han udmærket godt vidste, slet ikke burde være. Han lystede at bide hende, som han lystede at få hende helt tæt på sig, og frustrerende var det helt, at han intet kunne gøre ved det på baggrund af dette. Han prustede svagt, som han denne gang slog hovedet en smule tilbage, og bed tænderne kraftigt sammen. Han nød jo det her for helvede! Bare at han kunne få lov til at mærke hvor meget hun egentlig selv lystede ham, fremfor den afsky, som hun selv normalt udviste for ham.
Nathanael sukkede svagt. Hvor føles det da fantastisk at mærke hende tæt på sig på den måde.. Mærke hende sætte neglene i ham, nærmest som tog hun et ejerskab, mærke hende kysse ham, dufte hende og mærke hende så nær sin egen krop. Det var jo lige før, at det gav ham følelsen af atter at være i live, og det var jo fantastisk. Umuligt var det for ham ikke at nyde det, som han gjorde lige nu, og det kunne i hvert fald godt mærkes! Øjnene lukkede han denne gang let i, som hun kravlede op af ham igen. Han mærkede hendes ånde mod sit ansigt. "Du har nu altid sigtet mod stjernerne, Rhaenys.." endte han denne gang. Han lod læberne kort komme i kontakt med hendes, simpelthen fordi at han ikke kunne lade være. Han elskede det jo for fanden! Der fandtes ikke noget bedre! Læberne mødte hendes i et mindst lige så krævende kys. Han følte for det! Han havde brug for det lige nu! Her valgte han for alvor at rive hænderne til sig, for at lægge armene om hende, og derved låse hende ind mod sin egen krop. Kysset brød han. "Bid mig," hviskede han denne gang. Kunne han få det liv, som han engang havde haft, så ville han uden tvivl foretrække det!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Altid havde Rhaenys været fascineret af det der var højere end det normale. Det var derfor, at hun som hvalp havde forsøgt at mænge sig med alfaerne - noget Nathanael havde ladt hende - og det var derfor, at hun nu selv var alfa. "Hvorfor sigte lavere?" Hendes ord var egentligt ikke et spørgsmål, som det nærmere var en konstatering for hendes vedkommende. Hun ville aldrig bakke ned for det lod, som hun havde tilranet sig. Hun ville blive, indtil hun døde, eller til hun blev jaget på flugt. Det var sådan, at det retmæssigt var. Det krævende kys de delte, nåede hun kun at dvæle ved i et alt for kort øjeblik! Derfor måtte hun også frustreret slippe et suk, som han trak sit hoved væk. Dog slap han ikke hendes krop. Han syntes nærmere at have fået et bedre tag i det, så deres kroppe nærmest gled i et med hinanden. En tanke hun dog nød! Pirrende nappede hun ham i læben. Bide ham? "Hvor?" spurgte hun dæmpet. Ikke tænkte hun nærmere over det. Blodet gav hende nærmere en rus af, at hun ønskede at føje ham. Det gav hende nemlig fornemmelsen af, at det også ville gøre hende godt. Pirrende begyndte hun at køre sin ene finger hen over hans krop. Først hans strube. "Her?" spurgte hun drillende i en lavmælt tone. Hun kørte fingeren videre ned over hans krop, hvor hun lod den strejfe hans brystvorte. "Her måske?" Hendes hånd kortere længere ned over hans krop og hen over hans på. "Eller her?" Hånden lod hun til sidst lukke om hans skridt uden på bukserne. Hun smilte legesygt ned til ham. "Eller kunne dette måske være noget? Jeg kunne undersøge området nærmere for dig.." Drillende lod hun sine fingrer tromme blidt imod stoffet på hans bukser. Hun havde det uden tvivl fortrinligt! Det var derfor også godt, at hun ikke vidste, hvad der egentligt foregik her, og hvad det hele egentligt betød. "Eller er du sikker på, at du ikke ønsker at bide mig?"

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Tydeligt var det, at Rhaenys ikke forstod det alvor, som Nathanael lagde i det. Ikke ønskede han at blive bidt, som en del af denne leg, men fordi at han oprigtigt ønskede, at kunne genvinde den plads, som han engang havde haft. Han sukkede svagt denne gang, og lod hovedet søge ned i den forholdsvis hårde skovbund igen. Frustrerende var det, at tænke på, at han ikke kunne vende med hende tilbage til koblet, når det også engang havde været hans familie. Det var i hvert fald sådan, at han havde det med tingene. Han rystede på hovedet.. Kroppen sitrede, og særligt, da hun valgte at tage et ordentlig tag i hans nedre. Hans øjne for op, og han krummede tæerne. Selv et svagt støn måtte tvinge sig vejen over hans læber denne gang. "Du piner mig, Rhaenys.." Hun forstod virkelig ikke hvilket alvor han måtte lægge i det. Hun skulle bide ham.. atter give ham følelsen af det bankende hjerte, og give ham varulven tilbage, som han havde mistet. Hvor frustrerende var det ikke lige, at have mistet det hele?!
Nathanael lukkede øjnene svagt. At gå sådan en tiggergang, som han følte, at han gjorde det lige nu, var på ingen måder typisk ham at gøre, men hun havde muligheden.. Det spørges jo bare, om han kunne få hende til det. Han sukkede svagt. "Giv mig det bankende hjerte og ulven tilbage.. Lad mig atter blive en del af koblet.." Han låste grebet en smule mere om hende, i og med, at han frygtede, at hun ville ende med at trække sig, hvilket han slet ikke ønskede. Han ville have hende tæt om sig.. Og som sin mage og alfahun. Aldrig havde han været i tvivl om, at det skulle være hendes placering i hans liv, og nu mere end nogensinde før. Og hun havde alle muligheder for at give ham det!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Rhaenys kunne mærke, at han nød det. At han sitrede. At der var kommet liv i hans nedre. At han stønnede. ”En pinsel du glædeligt tager imod,” hviskede hun tilfredst, inden hun drillende nappede ham let i øreflippen. Hun kunne ikke lade være. Hun nød det. Det var underholdende at lege med ham.. Også selvom, at hendes egen krop higede efter, at han legede med hendes i retur. At han i stedet bad hende om at gøre sig til en varulv igen, så hun ikke den eksakte alvor i, som hun ellers normalt ville have gjort. Bankende hjerte.. Ulven tilbage.. I sit sind kunne hun godt tænke sig frem til, at det ikke var uden betydning. Det var vel næsten 50-50 procent chance for, at det enten ville gøre ham til en horror eller faktisk dræbe ham? Tanken om død virkede dog mere humoristisk med vampyrblodet i sig. Chancen for, at han rent faktisk skulle blive varulv, var ganske lille. Sjovt virkede alt det dog ikke at fokusere på. Det virkede nærmere interessant, hvordan han greb hårdere fat i hende. Smilet trak hun på, så hendes øjne glinsede en anelse. ”Du kan gøre det bedre end det,” hviskede hun legende til ham. ”Lad mig vise dig, hvordan..” Sin ene hånd valgte hun legende at vriste ind mellem dem. Sit eget blik lod hun opsluge af hans, som hun langsommeligt lod sin hånd søge ind under hans bukser, så hun kunne lege med hans følsomme og allerede regerende hud og legeme der. Det var, hvad hun ønskede, og hvad hun mærkede, at han også måtte længes efter. Den første gang var det, at hun rørte ham, som hun gjorde nu. De havde aldrig før været intime. Slet ikke som varulve, som han havde været hendes alfa. Nu nød hun dog ubeskriveligt meget at gå disse ekstra skridt med ham! ”Har du brug for hjælp til at styre din egen hånd?” spurgte hun drillende, som en tydelig udfordring. Han måtte da snart bare vise lidt tænder og forsøge at dominere hende!

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Hvad Nathanael dog ikke ville gøre, for at blive en del af koblet igen, også selvom der slet ikke var noget der indikerede, at det var noget, som hun havde tænkt sig at give ham. Var det underligt, at det vakte ham en form for frustration? Tænderne bed han svagt sammen. Her forsøgte han rent faktisk at udnytte, at hun var så.. langt væk, som hun var lige nu. Han rystede svagt på hovedet. Det her var i sandhed en pinsel. Igen følte han at han var i live, og han var vågen, og han ønskede ikke at glide hen i vampyrens faste favntag igen, hvis han kunne undgå det! "Når det er dig, kan jeg ikke gøre andet," endte han denne gang med en oprigtig stemme. Når det var hende, kunne han jo slet ikke lade være med at tage imod!
Chancen for atter at blive en del af koblet var til stede, og det var lidt den, som Nathanael klamrede sig til. Han ville jo virkelig gerne! At hun så derimod valgte at ignorere det, var en tanke, som han rent faktisk fandt frustrerende. At hun så tog direkte fat i han, under hans bukser, fik ham til at stivne svagt. Aldrig før havde de været så nærme hinanden, som det de var lige i øjeblikket, og gud hvor han måtte sige, at han elskede det! Han lod hovedet søge let ned i jorden. Hun havde ret.. Han kunne sagtens gøre det bedre end det her, men for helvede da også! Han var jo et væsen, som slet ikke var ham! "Giv mig varulven tilbage, og jeg skal nok vise dig, hvad jeg kan præstere," opfordrede han denne gang tæt ved hendes øre. Han lod selv hånden søge længere ned, hvor den bevidst søgte over hendes bagparti. At stoppe hendes gøren, nægtede han. FOr pokker.. Han havde jo allerede udvalgt hende!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

En tilfredsstillelse mærkede Rhaenys i sig ved hans ord. Hun nød tanken om, at hun skulle være uimodståelig. Hvilken kvinde ville ikke også nyde det? At høre, at han ikke kunne stå for hende, var desuden særligt en glæde! Hun havde trods alt haft et godt øje til manden siden, at hun ikke havde været andet end en hvalp. At det ligeså havde vist sig, at han havde haft et godt øje til hende, havde kommet som en overraskelse for hende. En overraskelse hun dog ikke følte lige nu. Frustreret følte hun sig heller ikke over, at han var vampyr, lige nu. Vampyrblodet bragte hende nemlig en fortrinlig selvtillid, der dulmede alle hendes andre følelser.
At han stivnede, som Rhaenys kom i berøring af hans nedre, fik hende til at smile triumferende. Det føltes helt som om, at hun havde overhånden i dette. Opdelt gjorde dette hende dog et sted. På den ene side var der vampyrblodet i hende der blot ønskede at blive stimuleret af ham, og på den anden side var der hendes egen person der ønskede af en mand, at han kunne overrumple hende, hvis han skulle have en chance hos hende.. Og lige nu overrumplede Nathanael hende ikke spor. ”Hvis jeg forsøger, dør du højst sandsynligt eller bliver en blanding,” kommenterede hun. Som han greb om hendes bagparti, valgte hun modsvarende at tage hårdere fat om hans nedre. Det han gjorde, var bestemt ikke nok for hende! Vampyrblodet gjorde nemlig noget i hende der tiggede om at få hendes krop stimuleret. ”..Tag mig,” hviskede hun ham i stedet indtrængende ind i øret. Under normale omstændigheder ville hun dog aldrig bede en mand om at gøre det på den måde. Under normale omstændigheder skulle manden vise sig værdig til hende. Det forpurrede vampyrblodet dog ganske godt, som det blot forlangte.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Frustrationen over den kendsgerning, at de var ærkefjender, var Nathanael dog tilsyneladende den eneste, som gjorde sig lige nu. Hun var fanget i sin ekstase af.. et eller andet, som han endnu ikke havde fundet ud af, hvad var. Det måtte være hans blod. Det kunne jo i sandhed ikke være andet, og det var nu heller ikke fordi, at det var en tanke, som gjorde ham det mindste. Han havde tænkt sig at udnytte denne mulighed, selvom det dog ikke synes, at hun ville efterkomme hans ønske. Han prustede svagt. "Jeg synes du i sin tid, ønskede at efterkomme mit mindste vink," lød det denne gang. Bare tanken om, at de ville kunne tilbringe tid sammen.. Han ville få sin ulv igen.. Han ville have den igen!
Nathanael skulle nok vise hende, hvad han kunne! Han greb omkring hendes bagparti, hvor hun selv tog mere fat om ham. Han kunne jo for pokker ikke undgå at holde af det, for det føles jo virkelig godt! Længe havde han gået og funderet over, hvordan det nu måtte føles at have hende og mærke hende så tæt på, for det var sådan, at han havde det med det hele lige nu! Neglene satte han denne gang i hendes bagparti, hvor han lod sine egne stærke negle, rive over hendes hud. "Du kan tro, at jeg kan bedre end det her, min kære," lød det denne gang fra ham. Den anden hånd rev han denne gang til sig, hvor han lukkede den omkring hendes hår og nakke. Han lukkede grebet godt til, inden han med sin egen krop, tvang dem om, så hun lå under ham. Han skubbede sig denne gang mere frem mod hende. "Bid mig, Rhaenys.." hviskede han denne gang intenst mod hendes øre.

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

En dæmpet knurren måtte alligevel melde sig i Rhaenys’ strube, som hans ord forekom hende nedladende. Forstærket var visse af hendes følelser med vampyrblodet, og derfor blev hun også lettere pirrelig. Som nu. Tænderne endte hun derfor også med at blotte af ham, som om hun fik blod på tanden efter en slåskamp. ”Pas på, at jeg ikke ender med at tage din hånd, så du ikke længere har noget at vinke med,” advarede hun ham. Lysten var hun, men alligevel måtte blodet også tale til hendes lidt mere voldelige side. Præcis som alkohol også kunne finde på at gøre. For at advare ham gik hun også så vidt, som til at sætte neglene i hans nedre. At han så selv måtte sætte neglene i hendes bagparti, og rev dem hen over hendes hud, fik hende til at slippe et støn. Lange røde rifter tog sin plads derpå, alt imens resten af hendes krop begyndte at spænde en anelse. Mere af dette ønskede hun sig.. meget mere! Et gisp forlod end videre hendes læber, som han rev hende i det viltre gyldenblonde hår. Styrken mærkede hun også kun det tydeligere, som han fik vendte dem om, så hun nu lå nederest og med ham oven på sig. Var det virkelig sådan, at hun skulle bringe det frem i ham? ”Tving mig,” hviskede hun drevent tilbage. Han ville måske bides, men hun ville tages. Sin frie hånd brugte hun til at lægge oven på hans ryg. Med de mere spidse negle end ellers rev hun ham hen over ryggen, så dybt og hårdt at lange og blodige flænger viste sig. Hun skulle åbenbart presse på før han gjorde, som hun ønskede. Hvorfor han forsøgte at arbejde imod det, forstod hun ikke. Han ønskede jo også dette for dem.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Hvor var hun pirrende! Et sted var det jo noget Nathanael kunne lide, hvor det heller ikke forekom dem som nogen overraskelse, at det var således her, at han i sandhed ønskede at tingene skulle være. Han nød dette, og sikkert også meget mere, end hvad han i sandhed burde, men svært var det at komme udenom, at hun virkelig vækkede det i ham. Han kunne i hvert fald ikke undgå at det var på den måde. Et kort, men tilfredst smil passerede hans læber. Han nød, når hun blev lidt hård, og selv tog lidt fat i ham. At neglene så skulle sættes i hans nedre, havde ikke ligefrem været hans plan. Langt fra faktisk! Hans krop skælvede. "Uden min hånd, kan jeg ikke skænke dig den korrekte behandling," kommenterede han dog denne gang, hvor smilet nu heller ikke var til at tage fejl af, når det endelig skulle være i den anden ende. Han lod hovedet søge på sned. En smuk kvinde havde hun altid været, og sådan en styrke!
Nathanael tog denne gang et mere brutalt fat i hende, for at få dem vendt. Han nød jo at ligge sådan her med hende, og han ville jo selv gerne have hende tæt på. Han ønskede at blive bidt.. Vende tilbage til koblet sammen med hende, og få de familie tilbage, som vampyrerne havde taget fra ham på så brutal vis. Desuden.. hun ville jo stinke langt væk af ham, når det kom såvidt. Han smilede let, hvor selv en mindre brummen brød hans læber, som hun rev ham over ryggen. Hans frie hånd lagde han mod hendes side.. Han rev i hende. De fandt vel det dyriske frem i hinanden? Han kunne ikke undgå at nyde af det! Og det gjorde han virkelig! Hånden greb ud efter hendes, for at fjerne den. Han tvang hendes hænder over hendes hoved, hvor han holdt hende fast kun med en hånd. "Med glæde," lød det denne gang intenst fra ham. Han førte sin frie hånd til bukserne, som han fik tvunget op. De faldt ned om hans knæ. Han tvang sig adgang mellem hendes ben. I takt med, at han lagde sig på plads, tvang han hendes læber i et kys. Han skubbede sig direkte på plads. Nu kunne han heller ikke vente længere!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

”Hvis ikke du gider give mig den korrekte behandling, kan din hånd jo alligevel være lige meget,” afviste Rhaenys ham. Krævende var hun på dette punkt, men selv var hun også af den mening, at det var hende berettiget. Hun var nemlig ikke, hvilken som helst, som hun mente, at en mand skulle bevise sit værd over for hende, hvis hun skulle værdige ham mere interesse end nogen anden. Derfor mente hun, at en mand for hende utvivlsomt skulle være stærk, og skulle turde at tage fat i hende. Igen var hun nemlig ikke typen der hvilede på laurbærrene. Derfor mærkede hun også en tilfredsstillelse i sig, som han rev hende i håret, hen over ballerene, og vendte dem om. Det var sådan et initiativ hun forstod sig på! Som han igen rev i hende var rifterne kun synlige for et øjeblik. Grundet vampyrblodet healede hendes krop nemlig fortsat, ligesom det gjorde med ham. Da han forsøgte at løsne hendes hænder fra ham, satte hun besidderisk neglene i ham, så de lavede en fordybning i hans ryg, inden han endelig måtte få hånden løsrevet. Både den, og den der befandt sig i hans bukser. Meget kunne hun ikke gøre ved det, som han med en hånd greb om begge hendes hænder, og tvang dem over hendes hoved. I denne stilling og som vampyr, var han nemlig langt stærkere end hende. Ryggen skød hun en anelse, som hun helt kom til at ligge i spænd under ham. Forventningerne måtte hun mærke i sig, men alligevel kunne hun ikke lade være med at blotte tænderne af ham, som det hele måtte styrke det dyriske i hende. Ikke at hun var imod det, da hun derimod nød det. Hurtigt slog hendes hjerte, som hun mere fornemmede bevægelserne end så, at han trak bukserne ned. Det var da også på tide! Ned mellem hendes ben dumpede han dernæst, hvor hun bøjede let i knæene, så hendes egne ben blev holdt spredte. Kysset han tvang mod hendes læber, nåede hun end ikke at gengælde, inden hun måtte gispe af smerte og spænde i kroppen, som han brutalt forenede dem! Det sitrede i hende fra top til tå, som det var en hård behandling han skænkede hende. Efter nogle sekunder skabte det dog en voldsom lyst i hende.. Kysset deltog hun nu i. Begærligt og hårdt, imens hun svang benene om livet på ham, så hun selv kunne mærke ham helt tæt.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

"I så fald, må jeg jo efterkomme frøkenens ønske," lød det denne gang intenst fra ham. Ikke fordi, at det var noget, som han havde noget imod, for det havde han da godt nok ikke. Dette var noget noget af det mest intense og mest perfekte, som han kunne komme i nærheden af! Længe havde han jo drømt om at komme hende så nær, som det han var i øjeblikket, og helt igennem fantastisk måtte det jo også være! Det var i hvert fald sådan, at han følte det! Ikke var han en mand, som skulle begræde denne situation, da det trods alt også var hende, som ville vende tilbage til koblet, og stinke af ham. Var det underligt, at det ligeledes også var ham en tanke, som han måtte nyde? For det gjorde han da i allerhøjeste grad! Han formåede i sandhed at få hende markeret denne gang, og bedre end det, kunne det trods alt heller ikke blive!
Grådigt holdt Nathanael hendes hænder over hovedet, for at holde hende fast. Hendes rifter forsvandt i takt med at vampyrblodet healede hende, som det også gjorde ved ham, hvor dog hendes duft, måtte sidde igen. Bukserne fik han ned, hvor han fast tog pladsen mellem hendes ben. Som hun ønskede en hård og brutal mand, var det hvad han ville give hende! Han forenede dem med en styrke uden lige. Ondt gjorde det måske, men han vidste, at det var noget, som ville gå over igen. Han smilede svagt, som han kyssede hende.. Krævede hende i kysset. Som hun svang sine ben om hans liv, vidste han også, at dette var en ønsket handling. Gud hvor han dog nød det! Fast arbejdede han derfor med hoften, for at skænke hende denne nydelse, og for selv at leve i den drøm, som han havde gået med så længe, men aldrig havde haft muligheden for. Nu var den langt om længe dukket op! Øjnene gled i, hvor han selv gav efter for det, men dog uden at slække på grebet om hendes hænder. Nu var det nemlig ham som bestemte!

[Rhaenys Accalia Adalwolf]

Overrasket måtte Rhaenys være over den pludselige styrke, som han udviste over for hende. Hurtigt dernæst måtte hun dog føle sig forført af den. Det var nemlig det, som hun ønskede. En mand der var i stand til at vise tænder af hende. Dog skulle han selvfølgelig også have nogle andre krav. Han skulle nemlig ligeså kunne være god ved hende, være en drivkraft for koblet, og være en god fader til deres kommende hvalpe. At Nathanael pt. kun kunne udfylde det første for hende lige nu, tænkte hun ikke over. Lige nu var hun blot i lysternes vold.. og hvilken fantastisk verden det også var! Til en start måtte hun lave en blanding af at spænde i kroppen af smerte, og slippe nogle støn af nydelse. Benene kunne hun ikke undgå at ligge om ham, både så hun kunne mærke ham, og så hun kunne hjælpe til med at trykke ham ned mod sig. En perfekt samhørighed var det! Halvt i sank hendes øjne, imens hun følte deres læbers vilde dans, og deres underlivs dybe arbejde. Hænderne forsøgte hun alt imens at rive til sig, som hun ønskede at rive i hans mørke hår, og kører neglene hen over hans krop igen. Hun ønskede at markere ham, ligeså vel som at fortælle, at hun var her. Hun ønskede nemlig også at give igen, så han i sandhed kunne mærke hende! Godt fat havde han dog i hende endnu, og derfor blev det ikke til noget for nu. I stedet gav hun ham den modstand i at bide ham i læben midt under det lidenskabelige kys, inden hun bestemt måtte dreje ansigtet bort for at undvige hans. Dog var det ikke for at undgå ham, som handlingen i stedet havde vundet hende adgang til siden af hans hoved. Lidenskabeligt lod hun sine læber kysse ham langs kæben, alt imens hun fortsat sled i hænderne i et forsøg på at trække dem til sig.. eller den ene i det mindste.

[Nathanael Caverly Wolfhart]

Hvis det var en hård mand Rhaenys ønskede, så var det en hård mand, som hun skulle få. Hvad han dog ikke ville gøre for at kunne indtage pladsen ved hendes side, som en alfahan. Det havde jo dengang også været hans ønske og et mål for ham, selvom han aldrig havde formået at få lov til at opfylde det. Vampyrerne havde jo uden tvivl formået at ødelægge det på den mest groteske måde, og meget lidt, var det, at han kunne gøre ved det nu.
Han brummede svagt. Hun formåede i sandhed, at tvinge alt det dyriske frem i ham på en måde, som han slet ikke kunne beskrive det, og det kunne han uden tvivl godt mærke lige nu! Han skubbede sig kraftigt frem med hoften mod hende, også for at vide sig sikker på, at han kunne mærke hende. Han ønskede jo at mærke hende.
Den ene hånd lod han hende rive til sig, så han selv kunne placere den tæt ved hendes nakke. Hendes bid i hans underlæbe, satte en sitren i ham. Ikke fordi at det gjorde ondt, for det havde slet ikke den påvirkning af ham. Gud hvor han dog nød dette! Øjnene åbnede han denne gang halvt, hvor han så til som hun kyssede hans kæbe. Selv så fristet til pludselig at sætte tænderne i hende.. En brændende lyst, som var svært for ham, at se bort fra! Tænderne blottede han, som de synes at løbe i vand. Han rystede svagt på hovedet, inden han skubbede sig mod hende igen. Tænderne førte han til hendes hals, hvor han lod dem synke direkte ned i hendes bløde hud. Blodet mod hans tunge.. Han følte dyret tage over ham for alvor denne gang!