rejse er altid hårdt

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vidste, at han slet ikke burde nyde det her, men det gjorde han nu alligevel. Forbandet være det hele.. Det var overhovedet ikke meningen, at det skulle være på den måde! Han rystede denne gang svagt på hovedet. "Det virker yderst forvirrende," sagde han denne gang, også med en oprigtig stemme. At hun gled ned i sengen igen, havde han intet imod. Faktisk var det en tanke, som også måtte glæde ham, mere end hvad godt var i den anden ende.
Denne gang sendte Demarcus hende et smil. Han burde gå i seng, men kunne han vide sig sikker på, at hun ville blive liggende denne gang? Desuden kunne han heller ikke helt slippe tanken om den drøm, som hun tilsyneladende havde haft. Han havde jo tydeligt været en del af den, hvilket et sted.. forvirrede ham. Han var jo heller ikke just vant til, at nogen i det hele taget, gjorde sig den slags tanker om ham.

Igen så han mod hende. Hun gav ham ordre ligefrem? "Du giver mig ordre? Nuvel.. Sov godt, Elena.. og bliv nu liggende, ikke?" Han sendte hende et sigende blik, inden han denne gang valgte at rejse sig. Måske at han bare burde søge til sin egen kahyt og få noget søvn? Og samtidig lidt afstand til hende? "Godnat," sagde han denne gang, inden han rejste sig helt, og forlod hendes kahyt, kun for at søge mod sin egen i den anden ende af gangen med hængekøjer.

[Elena Marina Elton]

Elena sukkede da han gik ud af min kahyt hun lå nogen timer og kunne ikke falde i søvn hun følte sig vågen. Så hun rejste sig op tog tæppet. Og slyngede om sig, hun ville ud og se på stejene himmlede på dækket, også selvom det stadigvæk blæste. Hun gik hen til døren, listede ud på gangen, skibedet gyngede, men hun listede op på dækket, det genere hende ikkee at både vippede hun syndes enlig det var rat. Elena kom op på dækket hun kunne ikke lige ser nogen, hun gik helt hen til skibes side og så ud over vandet, hun nød udsikte. Og nød vinden, hun frøs ikke, det var bare dejligt at mærke det. Hun stod og begyndte at synge fatisk en gamel vågevise.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus var træt, men at finde roen til at falde i søvn, var overhovedet ikke noget, som kom på tale denne gang. Hans blik gled rundt i kahytten. Dette var i forvejen ikke hans typiske, så selvfølgelig gjorde det også sit for hans vedkommende. Det hele handlede vel også om at få det hele på afstand? Han var en gift mand for pokker.. Han burde slet ikke tage imod den slags, selvom det havde været rart. Man kunne jo heller ikke ligefrem sige, at ham og Yelena var et typisk par, hvilket de nok heller ikke kom i nærheden af igen.
Langsomt vendte Demarcus sig om på siden, hvor han faktisk forsøgte at sove, selvom det bare ikke ville, som han gerne ville, og det i sig selv, var en tanke, som kun måtte vække en tydelig frustration i ham, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det lige nu. Hans blik faldt til døren.. Skulle han bare stå op igen? Og erkende et nederlag overfor sig selv? Elena.. Den kvinde nåede sågar hans tanker, hvilket overhovedet ikke burde forekomme, men nu gjorde det jo alligevel. En tanke, som uden tvivl måtte genere ham! Han lukkede øjnene let, inden han alligevel bare valgte at skubbe dynen af sig. Han blev dog siddende.. Det ville da blive en lang overfart, hvis han skulle sidde i benægtelsen af alt dette.

[Elena Marina Elton]

Elena havede stå der ude på dækket et godt stykke tid, hun beslutede sig at gå ind igen. Da hun stå uden forand sin kahyt gå hun istå mun hun skulle gå ned og se til Demarcus ?. Ville det være klogt nej nok ikke, men vad kunne gå galt han var jo en gift mand, og han gengældt heller ikke hendes følser det troede hun iværfald ikke. Hun besluttede sig for at gå ned og se om han sov, hun stod og overvejde om hun skulle banke på døren, men hun ville helst ikke vægge ham vis han sov, så lie så stille og forsigtig åbnede hun lydløst døren , hun stak lige hovdet ind , for hun ville ikke bare komme vanderne ind. Hhun så han sad på sengen hun smillede " hej kan du heller ikke sove " hun havde ikke åbnet døren helt op, og. Kun hendes hovede kigge hun ind med, hun ville ikke gå helt ind uden han gav grønt lys for det.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus sad alene med sine mange følelser. Han vidste, at han burde skubbe dem til side, og det var ham, som under normale omstændigheder, formået at holde sig så fattet, og beholde den kontrol på sig selv? At det gyngede og vippede, var slet ikke noget, som rørte ham det mindste. Derimod måtte han sige, at det her slet ikke var noget som normalt gik ham på, men det gjorde det her. Var det fordi at det ikke rigtigt gik mellem ham og Yelena? Disse tanker, blev dog hurtigt afbrudt, da han så at døren måtte gå op. Desuden måtte han jo sige, at det føles.. rart et eller andet sted, at der var nogen, som rent faktisk bekymrede sig om ham.
Her rystede han let på hovedet. "Jeg plejer aldrig at have problemer med søvnen," sagde han oprigtigt, som han atter en gang, måtte vende blikket mod hendes skikkelse igen. Han kunne i hvert fald ikke lade være, når det endelig var. Han endte med at klappe på pladsen ved siden af sig. Hvis hun heller ikke kunne sove, så hvorfor ikke? "Kom og sæt dig." Han forsøgte om ikke andet, at forholde sig så kortfattet som han overhovedet kunne, mest for sin egen skyld. Der skete nemlig meget ved ham lige nu, som han vidste, slet ikke burde forekomme.. Men hvad andet kunne han da gøre ved det nu? Var skaden allerede sket?

[Elena Marina Elton]

Hun gik stille ind lukke døren efter sig og gik hen mod hans seng og sætte sig ned, ikke helt op og ned af ham, der var plas i mellem dem ser på ham " er der noget galt siden du ikke kan sove?" hun havde på fornæmelse det måske kunne være hendes skyld men nu ville hun høre hvad han sagde, hun så ham i øjnene i hans smukke øjne. Hun følte at hun kunne side og se ind i dem i en evitid. Føler hun lige nu bare sidde her og tide. Gå i stå mens hun så i hans øjne. Han var en lækker mand uden tvilv om dette. Selvom han ikke var den besdte, til at udtrykke sine følser det hvade hun da renget ud.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Alt for mange tanker, for igennem Demarcus' hoved, uden at han egentlig var i stand til at gøre det vilde ved det. Langsomt vendte han derfor blikket mod hendes skikkelse igen. Han trak kort på skuldrene. "Med alt for mange tanker i hovedet, er det svært, at finde roen til at give sig hen til søvnen," fortalte han denne gang. Det var jo heller ikke fordi, at der var nogen hemmelighed. Det var vel.. almen viden?
At hun satte sig ved siden af ham, havde Demarcus intet imod, som han jo selv havde opfordret hende til at tage pladsen ved siden af ham i stedet for. Han foldede hænderne foran sig i stedet for. Hun var en dejlig og varm kvinde. Den ville han hellere end gerne give hende.

At give udtryk for sine følelser, var ikke noget som man gjorde i Demarcus' stand. Sådan havde det altid været. Han trak vejret dybt. Igen måtte han jo forsøge at slå koldt vand i blodet. "Tilgiv mig. Jeg har aldrig oplevet det her," undskyldte han denne gang, hvor han igen rystede på hovedet af sig selv. Det var virkelig underligt.

[Elena Marina Elton]

Elena så på ham hun var ikke helt klar over vad han undskylde over " alså vis du undskylder over du ikke sov som jeg gav dig årder på var det blont en jok" sagde hun og smilede sød hun var ikke med, og da han ikke havde givet utryk for vad han følte hviste gun det heler ikke helt. " men det er måske ikke det, sagde hun og lage en hånd på hans arm.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Smilet bredte sig på hans læber. Nej, det var ikke ligefrem det han undskyldte for. Var han ikke flyvsk i forhold til, hvad der var normalt for ham? Normalt så rolig og fattet en mand, og det var bare ikke noget, som han var blevet mærket af lige nu. Han rystede denne gang på hovedet. Hvis det dog bare havde været så nemt. "Det var nu ikke derfor," begyndte han denne gang med en rolig stemme. Et kort smil passerede denne gang hans læber, som han roligt rystede på hovedet igen. "Det her er bare ikke typisk mig," sagde han denne gang. Det alene, var jo heller ikke nogen hemmelighed. Men.. hvordan skulle han forklare det bedre? Han kunne faktisk ikke rigtigt finde ud af det.
Demarcus lagde tæppet over sit skød, hvor han kort lod hænderne stryge igennem hans hår. Han trak kort på smilebåndet. Hun måtte da tro, at han var sindssyg. Det var bare heller ikke det billede, som han ønskede, at hun skulle have af ham!

[Elena Marina Elton]

Elena sidder og tænker lidt og få det pludselig skidt inden i. " du har fortrydt du har mødt mig fordi jeg var arlig, jeg ahr fuckede dig helt op har jeg ikke" ser ned i jorden. " vi burde vil holde os væk for henaden ind til vi når fast landet så skildes vores veje jo alligevel" hun var ikke glad for det, både vis hun skulle lade ham være og når hun gik på fast land og han salgeede væk hun hviste at han ville magle ham og, en del af hendes tanker vil tag med ham tilbage for at være hos ham

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus rystede på hovedet. Det var overhovedet ikke sådan, at det forholdt sig! Og nej.. Han fortrød bestemt heller ikke, at han havde mødt hende! "Det er slet ikke det," afviste han denne gang. Tæppet smed Demarcus fra sig, inden han rejste sig op. Han havde pludselig brug for frisk luft.. Og det var desværre ikke bare noget, som kom af sig selv, kunne man sige.
Demarcus sukkede let. Han kunne ikke lide at se hende ked af det. "Jeg fortryder ikke, at jeg har mødt dig, Elena. Jeg.." Han tav igen. Uanset hvordan han vendte og drejede det, så var det jo forkert, og burde slet ikke forekomme, men det gjorde det nu alligevel, og det var jo også lidt det, som også måtte være hans problem, kunne man sige. Han bed tænderne svagt sammen denne gang. Han rystede på hovedet igen. Det her var overhovedet ikke naturligt ham at gøre, eller handle på, men han gjorde det alligevel. "Jeg burde ikke gøre mig de tanker, som jeg gør, da jeg er en gift mand, Elena. Tag ikke fejl.. Du har intet forkert gjort," Det var sandt.. Det var resten der faktisk irriterede ham mest.

[Elena Marina Elton]

Elena fangede pludslige hvad han prøvede og sige, han gengælte alså nogen af hendes følser for ham. En eksplosion af magen følser ramte hende , glæde, ked af det, vred på sig selv, forvirring fortvivlelse, navøs, bange. Ja rigtig magen følser. Hun viste ikke vad hun skulle gøre eller sige. Hun ville gerne gøre og sige en hel masse, men hun fik vent blikket op på ham. Hun åbne munden i håbet om at sige noget, men lukkede igen. Hun følte at var gået i stå tid rum, slt var næmest for stenet, selv ham og hende, hun enlig fik hun tage sig sammen til at sige lidt "hvad skal jeg gøre?"

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Fangede hun den? Det vidste Demarcus ikke engang selv, om han gjorde. Han vendte blikket den anden vej. De tanker og følelser, som han gjorde sig, var overhovedet ikke naturlige for ham at gøre sig i det hele taget, men hvad kunne han da gøre ved det nu? Han sukkede dæmpet, og lagde begge hænderne i nakken. Det var i forvejen frygtelig sjældent, at han gav udtryk for frustration på denne her måde, men her var det som om, at det bare faldt ham naturligt.. Og det var virkelig ikke typisk ham, at gøre den slags.
"Jeg ved det ikke. Vær dig selv, som du plejer at være," bad han. Det var slet ikke meningen at det skulle gå udover hende, og derfor var han også ked af, at det havde taget denne vending, for det havde aldrig været hans hensigt på nogen måde. Han rystede denne gang på hovedet. Det var ham, som skulle lave noget om, og ikke omvendt. Det var jo overhovedet ikke meningen, at det skulle gå udover hende. "Jeg beklager, Elena," afsluttede han denne gang. Det gjorde ham faktisk en smule trist.. Hvilket heller ikke lignede ham.

[Elena Marina Elton]

Elena var trist men hun prøvede og tage sig sammen hun forstod ikke helt vad han menete med hun skulle være sig selv for var hun ikke det?. Hun så på ham og klappede på senege. Hun stadigvæk sag i. " kom har jeg lover jeg ikke gør noget slemt " sagde hun og så på ham. Hun havde svæt ved at skulde sine fostuktioner men at se ham sådan var nok det der pindede hende aller mesdt

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vidste godt, at han slet ikke burde, men for pokker.. Hun gjorde det jo helt svært for ham nu! Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen, som hun bad ham om at komme hen til hende på sengen? Nej, selvfølgelig gjorde hun ikke noget slemt. Det var da nok også det sidste, som han gik ud fra, at hun ville. Han sænkede blikket blot en anelse, inden han forsøgte at bevare roen og fatningen.
Demarcus tog derfra pladsen ved siden af hende på sengen, selvom hans krop var præget af en underlig form for rastløshed. Det lignede ham slet ikke at reagere så voldsomt, men lige her, kunne han virkelig ikke gøre for det. Han rystede svagt på hovedet denne gang, hvor han tydeligt måtte bide tænderne sammen. "Det går jeg heller ikke ud fra, at du vil," sagde han denne gang, som han endnu en gang vendte blikket mod hende. Hun var varmhjertet.. Hvad skulle hun da kunne finde på at gøre, som skulle være slemt?