rejse er altid hårdt

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus lagde ikke særlig meget i det, men hvor hun derimod gjorde det tydeligt, at hun nød at han stod hende så nær, som det han gjorde lige i øjeblikket. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse. Han var en gift mand, så hvorfor skulle han da overhovedet tænke i de baner? Det forstod han ikke, og derfor gjorde han det heller ikke rigtigt. "Er du okay?" spurgte han denne gang, som han endnu en gang, måtte vende blikket i retningen af hendes skikkelse. Sådan som hun stod, så det ud til at hun nød det her en smule for meget?
Hænderne strøg han kort, men let over hendes, idet at han denne gang valgte at give slip, så hun rent faktisk stod med det hele på egen hånd i stedet for. Han sendte hende et smil. At styre et skib ude i det åbne, når det bare foregik på den her måde, var slet ikke så slemt, som det nok kunne have været. Han nikkede. "Det klarer du jo ganske fint," roste han hende derefter. Det var han rent faktisk ganske stolt af.

[Elena Marina Elton]

Elena " ja jeg ok " da han flytte sig ser hun lidt tilbage på ham. Men skynde sig at tage blikket tilbage på det hun laver, " tak me. Gjore jeg noget forket" siger hun usikkert fordi han flyttede sig. In bliver usikker " undskyld " mumler hun. Hun mærker pludslig trist heden ramme hende med et lyn ned slag. Hun fik tåre i øjne men hun stå heldivis med rykke til ham. " tage du lige over igen jeg har lige glemt noget " sagde hun som. En unskyldning for at komme væk fra ham inden han opdagede hun var ked af det , det kunne hun slet ikke havdr. Hun gav slip på rorret og gik ned af trappen til dækket og ind for da hun er kommet væk fra ham mærker. Hun trånde løbe ned af kinden. Hun vat vred på sog selv hun hade sig selv sine følser

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus forstod ikke rigtigt, hvad der foregik i Elena, og derfor fandt han det vel egentlig bare ret, at spørge? Han lod denne gang hovedet søge en kende på sned. Oprigtigt bekymrede han sig. Havde hun det godt? Var det bølgerne, og det frie liv i den barske natur? Han vidste det ikke. Han havde jo taget denne rute flere gange nu, for ikke at glemme, at han jo var gift, så hans tanker, var lidt på andre ting, end hvad hun nok lige regnede med. "Du har slet ikke gjort noget forkert," forsikrede han denne gang, og med et let smil. At hun så pludselig pointerede, at hun havde glemt noget, forundrede ham. Hvad kunne hun da have glemt?
"Naturligvis," afsluttede han denne gang, hvor han selv, tog hånd om roret, inden han gav det tilbage til sin styrmand, og denne gang så efter hende, da hun bare søgte under dækket igen. Var der sket noget, siden hun pludselig havde forandret sig på den måde? Han vidste det ikke, og derfor gjorde det ham vel også urolig? Det var en tur, som i forvejen ville tage flere dage, og derfor det var det også vigtigt, at hun havde det godt. "Jeg kommer igen," sagde han denne gang, inden han denne gang søgte efter. Han var nødt til at sikre sig, at hun havde det godt, for andet, ville jo heller ikke gavne nogen af dem. Han stoppede op igen udenfor hendes kahyt, hvor han af ren respekt, ikke bare søgte indenfor. "Elena?" kaldte han denne gang mere påpasseligt.

[Elena Marina Elton]

Elena havde sat sig i sengen var stadigvæk ude af den vor dum hun havde været. Da hun hørte Demarcus uden for hendes vælgses dør gik hun lidt i Panik * år nej hvad skal jeg gøre hvad skal jeg sig ? Løn jeg har brug for en løn hvad skal den være * hendes hjerne var gået helt i sort fuld stændig der gik lige lidt før hun svart, få da hun mærkede efter kunne hun godt mærke hun var noget svimel i hovdet, " jeg ok jeg blev bare svimel " sagde hun. Hun førte øjne i hedes lomtør klæde. Sukke dybt men lavt. Hun. Tog sig sammen og rejse sig. Gik langsomt hen til døren hun var svimmel i hovdet træt i kroppen og nok også sulten hun havde ikke spist noget siden den dag han var hos hende. Hun åbnede døren og så på ham

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus blev stående, uden egentlig at vide, hvad der måtte foregå på den anden side af døren. Der var vel pludselig en grund til bekymring, siden det var sådan hun tog på tingene? At hun pludselig trak sig, fordi hun havde glemt noget, og nu fortalte ham, at hun var blevet svimmel? Tydeligt var det, at der var ting, som ikke helt stemte overens, og det gjorde ham bange og urolig. "Er du sikker på, at du er okay?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Selvfølgelig var det en tanke, som gjorde ham en smule urolig, også mest på hendes vegne.
Demarcus trak sig et enkelt skridt, da han kunne høre hendes skridt, og at hun søgte i retningen af døren, og åbnede den for ham. Hun så også skidt tilpas ud, så han gik vel ud fra, at det var grund til bekymring. "Du ligner en, som har set et spøgelse, Elena," kommenterede han denne gang. Havde hun en sart mave, og havde svært ved overfarten? Det var der jo desværre nogen som fik, kunne man sige, og det var uden, at man egentlig kunne gøre noget større ved det i den anden ende. Måske at hun bare skulle lægge sig lidt? Turen over havet, ville tage lang tid.. Endnu længere. hvis hun blev dårlig af det.

[Elena Marina Elton]

Elena kunne godt mærke svimmelhede har taget til i det hun rejse sig og gik for sengen. Hun kiggede på ham " ja mig selv" sagde hun i et forsøg på at være sjov. Hun ville trade ud til ham, men hun få ikke lufte foden nok over dør kammen, så hun vælgter i hendes fald kommere hun til at så armene rundt om Demarcus hals. De sår pludslige meget tæt . hun bliver helt rød i hovedet dette var ikke lige det hun havde rengt med" undskyl jeg jeg" hun stammede for lejent " jeg ha vist glemt at spise noget siden du var hos mig" sagde hun arligt

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus kunne da godt se, at hun havde det dårligt, og det bekymrede ham. Der var jo ikke umiddelbart nogen større hjælp at hente derude, så selvfølgelig var det også noget, som man måtte tage højde for. "Du er bleg," kommenterede han denne gang. Det bekymrede ham lidt, og det var vel heller ikke underligt, var det? Hun var vel blevet en veninde af ham?
At hun så skulle falde over dørkarmen, havde han på ingen måder set komme. Som hun slyngede armene omkring hans nakke, lagde han sine hænder mod hendes sider, mest for at støtte hende ind mod sig. Havde hun ikke spist siden de havde spist sammen? Det var jo to dage siden! ".. Har du gået i to dage, uden at spise, Elena? Det er virkelig lang tid!" sagde han denne gang. Han trykkede hende mere ind mod sig, hvor han førte hende til sengen, hvor hun kunne sætte sig. "Jeg finder noget at spise til dig. Du er nødt til at spise," fortalte han hende. Var hun klar over, hvor farligt det var, at undlade den slags? Man blev svag af det, og det kunne de ikke bruge nu!

[Elena Marina Elton]

Elena lade ham hjælpe hende" nej jeg hø jeg dårlig til at spise allene jeg bryder mig ikke om det " sagde hun ærligt hun havde det som om at hun altid havde været van til at spise med nogen, hun følter bare sig genarlt utilpas med at, være allene, hun brød sig ikke om det. Men det var ikke hun. Syndes hun ville tale om der var jo ikke noget man kunne gøre. Ved det .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Her var der ikke nogen kære mor, og selvfølgelig skulle hun da huske at spise! Det var vigtigt, at hun huskede på den slags, så det alene, var heller ikke noget som sagde så lidt i den anden ende. "Du er nødt til at huske at spise," sagde han denne gang, hvor han placerede hende på sengen. Hans hånd lagde han mod hendes kind, hvor han strøg det lidt. Det var jo noget, som uden tvivl formåede at vække en eller anden form for uro i hans krop, og han måtte jo erkende, at han ikke brød sig særlig meget om det.
Demarcus forlod hende, for at finde noget, som hun kunne få at spise. Selvom det ikke var meget som han kunne byde hende på, var det nu alligevel stadig en smule. Han kom tilbage med noget grønt og noget brød, hvor han satte sig på sengekanten ved siden af hende. "Her. Det vil hjælpe dig lidt," forsikrede han denne gang. Det var jo vigtigt, at hun huskede at spise, også selvom hun havde skulle gøre det alene. Et måltid hist og her, var bedre, end slet ingenting. For pokker.. Hun var jo nødt til at hunske at spise!

[Elena Marina Elton]

Elena nød han støj hendes kind. Og da han gik og kom tilbage med lidt mad tog hun i mod det hun kiggede på ham. Skulle hun fortæle ham sandhende, han fortjænte det vil på en måde , måske kunne det endnu hjælpe eller forvære situatione. Hun kiggede på ham, ville han kunne tage det , måske vil de få mere respekt for hende. Hun sukkede hun var nød til at tag sanksen og håbe der kom noget positiv ud af det. Hun så ned igen og så på ham " ok jeg ved du sikket har gemme skuet mig du er jo sansierske" sagde hun og sukke. Så ned og op på ham igen " oky, det her er noget møj, jeg respekter du gift at du har en hustru, jeg raspeter du min kolega og en ven, vad jeg ikke raspeter er jeg er kommet til at holde mere af dig ind vad rigtigt er, det har gjort det svært for mig at komme og rejse, jeg nyder dit selvskab mere ind noget andte , jeg ville dog ønske at jeg ikke nød det så meget , for så ville det hele være så meget nemmer, jeg" hun sukkede så ned igen og så halvt op på ham igen med tråe i øjne " jeg ked af det det var ikke mening det skulle blive sådan her, jeg ville virklig ønske jeg kunne kontroler mine følser men jeg kan ikke, det var aldrig min pland at føle det jeg gør for dem" tråe bekyndes stille at løbe ned af hendes kinder, hun så væk hun skammede sig virkelig det var så tydligt.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus kom tilbage med maden, og satte sig ved siden af hende. Tydeligt var det, at hun ønskede at fortælle ham noget. Hvad var det mon? Var der en grund til at skulle være bange eller urolig af den grund? "Jeg er nok en sandhedsseerske, men jeg kan ikke spotte sandheder i ord, som ikke er blevet mig skænket," sagde han denne gang, da han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Et kort smil passerede hans læber, også selvom det falmede i takt med hendes ord.
Her kunne man vel sige, at sandhederne for alvor gik op for ham? Dog måtte han jo erkende, at han værdsatte hendes ærlighed. "... Jeg forstår," sagde han denne gang. Blikket sænkede han en smule denne gang i stedet for, hvor han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Hvad skulle han sige? Han ville jo gerne hjælpe hende.. Men så lang tid at hun da respekterede at han var en gift mand - velvidende om, at det ikke var præget af lutterlykke, så var han da glad. Han sænkede hovedet en smule. Gjorde han det svært for hende, i og med, at han nu sad så tæt på hende? "Jeg værdsætter din ærlighed," sagde han oprigtigt, da han endnu en gang vendte blikket mod hende. Han vendte blikket mod hende igen. Han foldede hænderne foran sig. Hvad skulle han da sige? "Jeg er en gift mand, og jeg er glad for, at du viser respekten for dette. Men.. Duer mig en god ven, Elena," forsøgte han. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige.

[Elena Marina Elton]

Elena få enlige krafter til at se på ham igen" og du min ven du stå mig nær i mit hjerte, men det samtidig også det der svært alså ikke at du min ven og kolega det jeg rigtig glad for, og jeg har ikke fortrut jeg har mødt dem, arlig talt så tro jeg at møde dem har gjort mig godt, tviler på det havde gået ligså så godt vis jeg ikke havde" hun var stadigvæk ked af det men at de talte sammen und at blive sur og unden han gik over sandheden betød alt for hende. Hun lage en hånd på hans brydt" dit hjerte er så smukt og stort du giver plads tilben helnø ø og til folk der ståndig nært. De er en varm mand ebngod varm man, og det det jeg elsker ved dig" hun se ham i øjene

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Hendes ord, var uden tvivl af slagsen, som gjorde Demarcus glad. Det var store og det var dybe ord, selvom hun slet ikke burde give ham ord af den kaliber, men hvad kunne han da gøre ved det? Langsomt vendte han blikket mod hende igen. "Det er dybe ord, Elena," begyndte han denne gang. At skænke en anden ros på den måde, var bestemt heller ikke noget, som skete hver eneste dag, kunne man sige. Selvom dette uden tvivl var ord, som virkelig havde en stor betydning også for ham, så vidste han ikke rigtigt, hvordan han skulle tage imod dem, kunne man sige.
Demarcus vendte blikket mod hende. Ikke var det fordi at hun skulle være bange for at snakke med ham, samt fortælle ham ting. Selvom dette nok ikke ligefrem var ting, som man delte med alt og alle, kunne man sige. "Du tror ikke på, at det ville gå dig så godt uden mig? Det tror jeg nu at det ville. Du er en varm kvinde.. Du har åbnet mine øjne, for din race og slags," fortalte han denne gang. Han mente det nu oprigtigt. Han vidste, at han måske ikke burde blive siddende her, men nu gjorde han det jo så alligevel. Han greb denne gang ud mod hendes hånd, som han tog i sin. "Men dog, så er jeg en gift mand," sagde han denne gang. Han ville hende det bedste.. men lige den del, var bare ikke noget, som han kunne give hende.

[Elena Marina Elton]

elena nikker forstånede og ser på ham " ja det er du og hun må føle sig som en heldig kvinde, det må være dejligt at i elsker hinaden så højt" sagde hun med et svagt men arligt smil. Hun spiste lidt af hendes brød " skal du ikke havde noger mad ?" så hun spørgen på ham . hun kom til at gabe lidt " aj det må de undskylde " sagds hun flovt

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Om de elskede hinanden højt? Det kunne man ikke just sige, at Demarcus gjorde, for han havde endnu ikke vist hende offentlig frem endnu. Hun var endnu ikke en typisk kvinde af Tayevania, og så lang tid, hun ikke var det, så kom det ikke til at ske. "Det ved jeg ærlig talt ikke om hun gør.. Hun er som sagt et væsen af fastlandt, og blev bragt til mig som et led af en aftale, som jeg gjorde med landet Imandra, som vi skal lægge til kaj ved," sagde han denne gang. Det var ikke fordi at han elskede Yelena. Det havde uden tvivl sine udfordringer at være sammen med en af fastlandet, når han selv ikke var en del af det, for det var han ikke, og det.. vidste han heller ikke kom han vil komme til.
Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Jeg klarer mig nok lidt endnu," sagde han denne gang. Vigtigst var det, at hun fik noget at spise. Alt det andet, måtte de tage, som det nu måtte komme i stedet for.

Hun gabte. Var hun også træt oveni? Han rystede let på hovedet. "Få du dig noget at spise, og hvile. Det er en lang tur," sagde han denne gang. Oprigtigt mente han det, go for ham, var det vigtigt, at hun havde det godt. Hun havde vel alligevel fået en betydning for ham?