rejse er altid hårdt

[Elena Marina Elton]

Elena kommer slevende med de ting hun har pakket. Hun er navøs og sovet dårligt. Demarcus og Marvlla har fyldt meget i hende drømme når hun har sovet. Det var et kaos i hende selv med følser, hun personligt ønskede hun kunne stoppe, men så ænkel var det ikke, det her med de følser havde aldig været en del af hendes pland. At tag til fatlandet havede hun dog overvejet før. Hun er lidt ved sine af sig selv, det har været nogen mærklige dage og følser, hun håbede på at kunne komme væk kunne sætte ro på det hele i hende, hun forventede jo hun skulle ud og prøve at udrette noget. Gerne noget godt og brugbart. Elena var langt om længe nådet, Demarcus skib. Hun følet nervøsiteten stige, ikke fordi at hun skulle til fast landet, men hvis han var der som han havde sagt, hun havde gået og tænk på det kunne være at han havde fået en af sine arbejder, til at fragte hende isteden han var jo en travl mand på magen måder. Elena stod og sammlede sig sammen inde hun tråte op på skibs broen der førte op i skibet . 
Hun prøvede at tænke på vilket eventur hun, hun nu var på vej ud på. Hun prøvede og tænke på hvilket spændene udfordinger hun kunne komme ud for, blot for at prøve og fukusere på noget andet ind hendes virvar af følser. Hun var så travlt optaget i at samle sig selv sammen. Hun var ikke bange for eventyr eller at skullr rejse til fastlandet, men hun var bange bekymmeret dor alt set følses forvirings værk i hendes krop. Hun glemte at se sig for på vej og at skibs broen, hun gik pludselige meget langt ude ved kantan af den.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus havde brugt tiden på at få skibet gjort klar til afgang, for det var jo et kæmpe arbejde, som ikke bare kom af sig selv, kunne man sige. Turen over vandet, ville tage flere dage, så det alene, var jo en tur, som Elena skulle ud på. Demarcus stod på dæk, hvor han var i gang med at få det hele ordnet, så Elena kunne komme godt af sted, så det alene, var heller ikke noget, som sagde så lidt.
"Der er klar til afgang indenfor en time, så alt skal være klar inden," sagde Demarcus med en hård og alligevel alvorlig stemme. Han var en mand, som vidste, hvad han ville have. Hans blik faldt til Elena, da hun endelig ankom. Hans skib var også det største som lå ved havnen, men med det arbejde, som han udførte, så var det vel heller ikke underligt? "Elena.. Jeg frygtede, at du ikke ville komme," sagde han denne gang, som han roligt vendte sig mod hendes skikkelse igen. En kær kollega af ham. Et kort smil passerede denne gang hans læber. Han håbede at hun havde en særk mave, for der ville være noget vind, når de ville komme ud på åben vand. Han foldede hænderne roligt bag på ryggen. "Er du klar?" spurgte han denne gang. Det her ville hurtigt kunne vise sig, at blive en skæbnesvanger tur.. Det kunne være med til at redde Tayevania.

[Elena Marina Elton]

Elena vångede på fra hendes tanker da Demarcus talte til hende . hun var lige ved at falde over side. Af broen, men hun nåde at ratte på, og springe op på dækket til ham . " ja ja nu er jeg" sagde hun og smildede skævt. Til ham og lod blikker kigge lidt rundt på dækket, hun følte. At han var til stede gjore situration en del akavet, men hun gjore sit for at skjule dette. " det skal nok blive en spændende oplevelse " sagde hun for at bryde sin engen akavede stilhed" hvor skal jeg gøre at mine ting? " spurte hun og hentydet til hendes kufert. Det var lidt kølligt men hun nød samtiden den friske vind og duften af havet, det var helt fantastik så smukt det var. Hun kiggede stadigvæk rundt for at sluge det hele til sig, og for at skjulde at dette ikke var så nemt i hans tilstedeværelse .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At Elena var kommet, var selvfølgelig en tanke, som glædede Demarcus. Han havde nemlig frygtet lidt, at hun ikke ville komme, men hun havde været villig til at gøre så meget på rigtig kort tid, og det faktum, at hun selv personligt ville tage til fastlandet, indikerede nu også kun, at hun virkelig gerne ville det her. "Det glæder mig," sagde han denne gang, hvor han sendte hende et stille smil.
Hendes ting, kunne hun placere i hovedkahytten under dæk. For hende, var et nemlig noget, som gjorde en verden til forskel. "Du kan placere dine ting her under dæk. Kom, så skal jeg vise dig," sagde han denne gang, hvor han denne gang søgte mod broen, og nedenunder, hvor de få kahytter var. I og med, at hun var den som skulle lede denne mission, så skulle hun selvfølgelig have det store. De passerede en gang med hængekøjer og nåede en dør, som han denne gang åbnede for hende. Der var udsigt udtil, og der var højt til loftet, og en god seng. "Det bliver dit under din tur til fastlandet," fortalte han denne gang med en rolig stemme, inden han atter vendte sig mod hende. Hun ville få det godt her. Det lignede jo mest af alt, et normalt værelse.

[Elena Marina Elton]

Elena fulde efter ham med sin kufert hun slugte alle tingen med øjnen. Da vi nåede døren og åbnede den så hun ind i et stort flot værelse med en stor seng. " Woo. Det en
er doppelts så stort som mit eget værlese, der hjemme"sagde hun og så på ham. " hvor soverde så ?" spurte hun. Hun ville ellers havde troedt det var ham der havde sådan et værgelse.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vendte sig mod hende, efter han havde ført hende til kahytten. Normalt var det hans, men siden det var hendes opgave, foretrak han faktisk at hun skulle have den. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Virkelig..?" I det tilfælde, så ville hun ikke se det værelse, som han havde i hans egen herregård.
Demarcus lod hovedet søge en kende på sned. "Det er vigtigt at du får hvilet undervejs, og siden det er din opgave, foretrækkes det naturligvis, at du skal have kahytten her, at sove i. Der er en mindre kahyt modsat i gangen her.. Der sover jeg," fortalte han denne gang. Ikke på vilkår, at han ville sove blandt besætningen, for han var ikke en del af besætningen, og det ville han aldrig nogensinde blive. Overhovedet ikke!"Som sagt, så vil jeg hjælpe dig til fastlandet.. Derfra vil du skulle klare det på egen hånd," sagde han denne gang. Han havde nu troen på, at det nok skulle gå hende godt.

[Elena Marina Elton]

Hun nikkede til ham " jeg kunne også tag det minder vælgse hvis det skulle være " forslog hun venligt. Hun smillede " det kan de tænke over . hvis de ville havde undskyldt vil jeg lide skifte til noget mere pasende tøj " sagde hun og gik ind på vælset hun kunne jo godt klæde om der inden hun smillede varmt til ham" vi ses om lidt på dækket" sagde hun blidt. Hun lukke døren rolligt . og gik i gang med at klæde om, fandt det tøj frem hun ville havde på. Fatisk noget hun havde arbejdet på. Det var noget løst siden tøj hun stadigvæk havde sine fine former i. Det var tøj hun kunne arbejde i hun havde da tænk sig at få hele oplevsen med og da også arbejdet på et skib. Hun satte sit smukke lange mørke hår op i en heste hale med et silke bond.så det ikke kom i vejen for hende . hun tog et nogrt rab og bandt det om livet som et belte som det framhavede hendes former. Tøjet havde hun lavet i en konge blå gladt stof . Elena fandt et spejl på vælest og så sig i. Hun smillede hun syndes hun så godt ud. Det kunne godt lide selvom hun skulle arbejde eller plandlage at prøve det. Hun ryttede op efter sig. Og gik ud af værlælser op mod dækket . for at se hvad hun kunne hjælpe med .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus rystede afvisende på hovedet, som han atter vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Nej.. det var slet ikke nødvendigt. Han skulle bare følge hende over, og så tage tilbage til øen igen, for det var det som han skulle. Tayevania kunne desværre ikke være, uden at have nogen ved magten desværre. "Jeg insistere på, at jeg selv kan tage det andet lokale. Jeg skal jo som sagt, bare hjælpe dig over havet, og så søge tilbage til øen igen," fortalte han denne gang.
At hun gerne ville skifte tøj, forstod han godt. Hertil nikkede han blot, og trak sig. "Jeg venter på dig, oppe på dæk," sagde han denne gang. De havde end ikke taget turen fra havnen endnu, og der var endnu en lang vej til Imandra, som var landet, hvor skibet ville lægge til. Det var den havn, som han kendte om ikke andet.
Den friske luft, gjorde uden tvivl godt, også for Demarcus. Hans blik faldt over rælingen. "Vi er ved at være klar. Når det sidste er læsset på, så forlader vi havn." meddelte han et af besætningsmedlemmerne, som kom med den sidste kasse. Og derfra, var de også ved at være klar. Sejlene blev sat, og de var nu på vej ud af havn.

[Elena Marina Elton]

Elena gik rundt på dækket og så nogen bage en stor kasse gik imod dem " halløj nu skal jeg hjælpe til" sagde hun monteret. nok var hun kvinde men hun havde intet i mod hårdt arbejde sjovt nok følte, hun som om hun er på hjemme bane med hart arbejde. selvom hun ikke kunne huske det så godt fra hendes levende dage havde hun på fornemmelsen hun på igen måde opførte sig som en fornem dame kun tøj mæssigt. hun hjælp med at tage i mod kassen, og med at løfte den, hun var ligeglad med hun var en kvinde, hun var en kvinde der havde ben i næsen, og som gerne ville løfte en finger.
og hun havde bestemt tænk sig at sætte dem på plads, vis de kommenterede på at hun jo bare var en kvinde.det ville hun i værfald ikke finde sig i.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus vendte denne gang blikket mod Elena. Hun var munter og arbejdsvillig.. Det var bare ikke meningen, at hun skulle lave besætningens arbejde, i og med, at det jo var deres, og ikke hendes. Han rystede let på hovedet. Tydeligt var det nemlig, at hun ikke var vant til at skulle håndtere denne form for arbejde. "Det er ikke meningen, at du skal fornærme dem, ved at gøre deres arbejde," sagde han denne gang, også selvom han nu heller ikke kunne lade være med at smile af hende. Hun var nu en dejlig kvinde. Han kunne virkelig godt lide hende.
Skibet bakkede væk fra kajen, og inden længe, havde de forladt havnen og var på vej ud mod det åbne hav. Vinden var god, og den var varm her, men han vidste, at den ville forandre sig , så snart de kom tætteer mod fastlandet. Der var det faktisk temmelig koldt. Hans blik faldt mod hende. Kunne de levende døde egentlig fryse? "Jeg håber at du har bragt dig en varm kappe," endte han denne gang, inden han denne gang, stillede sig ved roret, ved siden af hans styrmand. Foran dem, lå det åbne hav.

[Elena Marina Elton]

Elena ser på ham " det var ikke min mening at fornæme dem ville jo bare hjælpe, jeg jo ikke taget med for at komme på ferie" sagde hun. Hun frøs enlig ikke . da han gik hen til roet gik hun med gam for at se vordan man sejlede og så nød hun vinden hun tog silkede tråden ud hun havde i håret.så vinden kan tage fat i det lange mørke hår og flaver det rundt . hun stå ved siden af ham og lukke øjne "det føles virkligt frit" sagde hun med et smil på læberne .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var tydeligt for Demarcus, at hun slet ikke var vant til at være omkring folk på denne her måde. "Du skal betragte dig, som deres chef.. Du bestemmer over dem. De er ikke dine ligemænd," sagde han denne gang. Det var vel noget, som ville gå op for hende, på et eller andet tidspunkt. Han lod hænderne søge over ryggen, hvor han vendte blikket mod det åbne vand denne gang. Hans blik faldt til hende, da hun stillede sig ved siden af ham. "Så vent til du ser, hvordan det ser ud på åben vand, og vi kommer ud, hvor vejrguderne, for alvor hersker," sagde han denne gang med en rolig stemme. Et kort smil passerede hans læber, som han denne gang vendt sig mod hende. De nærmede sig åben vand alligevel.
Et kort kast med hånden, gjorde han mod styrmanden, som tog hintet. Han trak sig en smule fra roret. "Vil du prøve?" spurgte han denne gang med en rolig stemme.

[Elena Marina Elton]

Elena åbnede øjne da han spurte Om hun ville prøve. Hun nikkede ivrit " ja det vil jeg rigtig geren" hun smillede til ham " men du må hælpe mig " hun tråte ind forand ham og tog fat i roet, hun viste godt de tæt lige nu, hun stod op og ned af han jo med rykken vent til hans front, hun kunne ikke lade vær med at nyde at de var så tæt, selvom hun viste. At dette var dumt. Men Hun var nu glad for hun stod med rykken til ham for så kunne det jo være han ikke bemærkede hvor meget hun nød at være tæt. " jeg ved godt de siger at jeg skal være folks chef men jeg kan godt lide at besteme men på et nivo vor jeg. Samtidig virker. Lige fod med folk" sagde hun . det værste var. Lige bu kunne hun blandt andet mærke. Vor meget hun ville savne ham når de skildes ad, hun vite igen gang vornår hun ville se ham igen, om hun overhovedet ville se ham igen. Dette gav hende en tung trist følse inde i. Hun. Var stadigvæk glad for hun stod med rykken til ham.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Et kort smil passerede denne gang Demarcus' læber, hvor han flyttede sig, så hun denne gang, også kunne komme forbi ham. "Tag fat her.. og her.." Han viste hvor hun skulle holde, hvor han denne gang stillede sig bag hende i stedet for. Han lagde roligt sine hænder over hendes på roret, hvor han hjalp hende, som hun havde ønsket det. Hans blik faldt til hendes skikkelse i stedet for. Det var ikke ofte, at han gjorde dette med nogen, men igen, så var det heller ikke ofte, at han havde nogen med på disse ture ud af landet, som det han havde lige nu, kunne man sige. "Du er deres leder.. Du er ikke deres ligemand.. De er ikke dine ligemænd. De lystre ordre, og gør hvad de har fået besked på," fortalte han denne gang, som han endnu en gang, vendte blikket mod hendes skikkelse. Han lod hovedet søge en kende på sned. Hun var nu en virkelig sød kvinde, hvilket var noget, som han godt kunne lide.
"Du repræsenterer din race i rådet, Elena. Det er vigtigt, at du kan fremstå som en leder," tilføjede han denne gang. Jo hurtigere hun lærte det, jo bedre, var det uden tvivl også.

[Elena Marina Elton]

"Humm" kommer hun til at sige hun nyder at mærke ham måskr alt for meget nyder mærke hans krop mod hendes selvom de har tøj på. Hun bliver helt blød og varm inde i. Ligennu ville hun ønske at han ikke var gift. Dette var farligt. Det måtte forbydes at kunne føle sådan over for en gift mand. Lige nu nød hun det fatisk så meget at hun var ligegald om han bemærkede dette. For hun raspeter han var gift . hun gjore jo intet andet ind at nyde det.