rejse er altid hårdt

[Elena Marina Elton]

Elena kravler bag ham sætte sig bag ham og ligger hendes hænder på hans skylder " prøv at slappe af" sagde hun blidt lige så stille begyndt hun at tage fat og masger ham, hun kunne kun forstille sig vor lække ryk han måtte havde under hans tøj. Hun kunnde mærke hans muskler og hans mioser. " dejligt?" spurte hun så for at finde ud af om hun skulle stoppe heller blive ved

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus fulgte Elena med blikket, udelukkende fordi, at han ikke helt kunne finde ud af, hvad det var hun havde gang i? Han hævede sigende det ene bryn, som han svagt sukkede. Det hele forvirrede ham, og værre var det jo, at det var så tydeligt for hende, at det var noget, som han havde et problem med. Han spændte svagt, som hun tog omkring hans skuldre. Han var jo overhovedet ikke vant til den form for nærkontakt, kunne man sige. "Jeg forsøger," forsikrede han hende.
At hun masserede ham, føltes virkelig rart. Var det sådan, at massage også kunne føles? Nu havde han været vant til at få den mere professionelle slags i badeanstalten i Galarion, så han havde aldrig prøvet det her før. Hans skuldre slappede mere og mere af, hvilket i sig selv, var en virkelig rar fornemmelse. Han sukkede let, hvor han denne gang nikkede. Han måtte jo erkende, at det føles virkelig rart. "Du har nogle kyndige og gode hænder," roste han hende derefter.

[Elena Marina Elton]

Elena bliver ved med at massger ham et godt styk tid .efter hiver jeg ham ned og ligge så han liger på mit skød. Masger hans pande " hvis det ret så luk øjen og nyd det." siger hun vramt. Hun elsker ham men, det nu ikke kun derfor jeg gør det vil hjælpe ham med at slappe af, min hensigt er ikke at gøre noget frækt. Ser på ham

[Elena Marina Elton]

Elena sider og tænker på om hun skulle sjæle en af skibets redninds joller, og stik af på, tanken gjore ondt men måske ville det være besdte for dem begge to at kom vækk fra henaden og så hun ikke gjore ham mere ondt

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus nød uden tvivl dette, og det alene, kunne han heller ikke skjule. Igen vidste han, at han ikke burde, men det var svært. Han var en gift mand, og særligt, når det var sådan her han havde det med det, og hun tilsyneladende havde det på den samme måde, så blev det bare ikke meget bedre af den grund.
Han stivnede kraftigt, som han pludselig endte med hovedet i hendes skød, hvor hun masserede hans hovedbund og pande. Han lukkede øjnene let, hvor han denne gang bed tænderne svagt sammen. Han sukkede let. "Det føles virkelig rart," sagde han denne gang, som han endnu en gang åbnede øjnene, og vendte blikket mod hendes skikkelse i stedet for. Hænderne foldede han denne gang på sit bryst, mest fordi at han heller ikke rigtigt vidste, hvad han skulle gøre ved dem.
Øjnene tvang han op, og mod hende igen. Hun var en smuk og hjertevarm kvinde. Det var hun virkelig. "Hvad tænker du, Elena?" spurgte han denne gang. Han ville jo også gerne vide, hvad hun tænkte omkring alt dette.

//Pas på, for du blander tiderne nu

[Elena Marina Elton]

Elena ser ned på ham " vad der vil være nærmest for os, jeg både hade og elsker at være sammen med. Jeg hader at skulle forlade dig. Og jeg hade at jeg få dig til at lide af dine fostratuoner" sage hun arligt" jeg havde aldrig forventet jeg skulle falde for min chef, jeg havede håbede på et venskab og gost samarbejde og ikke andet jo et venskab, men ikke at side i denne situration" hun kom med et lille fnis fnys agtig " hvis det ikke var fordi du havde den status du har for øen, så vil jeg havede forslået vi kunne flygte til fast landet sammen " sagde " alså ikke for at forlade øen og svigte den men for at starte et liv op sammen , og aligevel hjælp øen. Fra siden af. Demarcus udansedt. Hvad ville kjeg alsig havde. At du skulle vende dit fæderland rykken, ingen gang vis du bare havde værr en donde"

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Elena var bundærlig, og det var noget som uden tvivl måtte give pluspoint ved Demarcus. Dog var det ikke ligefrem de ord, som han havde forventet at skulle høre. Endes chef? De var kollegaer.. stod begge to med et kæmpe ansvar for Tayevania, og det var et, som han agtet at holde og lede, frem til den dag, han ikke ville være i stand til at gøre det mere. Det var jo heller ikke ting som kom af sig selv. "Jeg sætter pris på din ærlighed," sagde han denne gang. Igen lukkede han øjnene. Det var jo ikke hendes skyld, at han led under dette. Han sukkede tungt.
"Men det gør mig ikke til din chef.. Jeg er et individ.. vi er kollegaer," fortalte han. Han havde ganske vidst taget ledertrøjen på, men det var jo kun fordi,a t ingen anden havde meldt sig på det. "Men jeg kan ikke forlade øen.. Og oprigtigt, så er jeg slet ikke interesseret i det.. Jeg har ikke tænkt mig, at lade fastlandet tage øen," sagde han denne gang. Vel et sted også fordi, at han var panisk for, hvad de kunne finde på at gøre ved det? Om det skulle gøre ham gammel før tid, så måtte det bare være sådan. Han ville være ligeglad med det! "Men.. jeg må nu sande, at jeg heller ikke havde regnet med, at sidde i denne situation," sagde han oprigtigt. Ikke at det var nogens skyld.. Visse ting, var man vel bare ikke herre over?

[Elena Marina Elton]

Elena se på og nikke til ham " tja man folk vil nok mesdt høre på dine ord, folket værsætter sig de har tagdet imod dig som en leder, og det gør vel eig som en slaks chef" sagde hun varmt ment, " men du også min ven selvom du betyder mere ind blodt det" hun sukkede. Men stoppe ikke med at masger ham hun nød at rører ved ham, at havde ham her. " Demarus jeg tænkte på vil det være næmmeste for os at tag en af skibets rednings både og ro mig selv selv i land, jeg vil hade at forlade dig, men hvis det vil være bedst i vores siaturation vil jeg gøre det, det dig som er gift " sagde hun hun respektede det jo men det ænder ikke på den lyst hun havde dtil at ønske at han var hendes og hun var hans .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus sukkede let, og lukkede øjnene. Han var måske en leder for dem, men han var jo nødt til at gøre noget. Tayevania kunne han ikke lade sejle sin egen sø, og derfor var det også vigtigt for ham, at inddrage andre, i dette, og særligt fordi at det var på denne måde. "Det gør mig ikke til din chef, bare fordi at jeg har taget en rolle og position på Tayevania," sagde han denne gang, som han let hævede blikket mod hendes skikkelse igen. For ham, var det nemlig vigtigt, at de alle havde det godt, og gjorde, hvad der var nødvendigt, for at få livet til at fungere. Det var jo heller ikke ligefrem ting, som kom af sig selv, kunne man sige.
Hendes massage, fik ham let til at lukke øjnene. Det føles virkelig, virkelig rart, at hun masserede hans pande og hovedbund. Hun burde overveje at gøre det til noget professionelt, for det føles virkelig rart.
Demarcus vendte sig denne gang, da hun fortsatte. Hun ville tage en af bådene og ro i land? "Har du nogen anelse om, hvor langt det er?" spurgte han denne gang. Det var slet ikke ord, som han ville høre tale om! Han rystede denne gang på hovedet, inden han atter satte sig op. Han kunne godt holde til det. Det var han nødt til. Ganske simpelt. "Jeg klarer mig nok. Det vil koste dig for meget tid, at skulle ro den lange vej, og farvandet er farligt at passere i en lille båd, Elena.. Lad mig bringe dig trygt til havn." Her greb han ud efter hendes hænder. Andet kom da slet ikke på tale!

[Elena Marina Elton]

Det giver. Et gib i hende da han tager hendes hænder. Elena ser i hans øjne " jamen hvad vil være besdt det jo hådt for dig at havde mig her og hårdt for mig du ved ikke vor meget jeg har lyst til at kys dig og holde om dig, og det en virklig en kæmp for at lade vær. Du har sikkert en sød og skøn kone der. Hjemme der venter på dig og sikkert længes efter dig. Og jeh kun til besvær følses mæsigt" aagde hun og så ham i øjne

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var hårdt ja, men.. han ville jo ikke sende hende bort, velvidende om, at det kunne tage hendes liv, om det skulle komme dertil, og det var han overhovedet ikke ude på! Han rystede denne gang på hovedet. "Det vil koste dig livet, og det vil jeg ikke." afviste han denne gang. Vejrguderne, skulle man ikke komme på tværs af. Det var nemlig dømt til at gå galt, og det var selvfølgelig ikke noget, som han ønskede sig på noget tidspunkt.
Demarcus slap endnu en gang hendes hænder, hvor han rystede på hovedet. Han sukkede let. Skulle missionen afbrydes? Nej.. De var ude på en vigtig opgave, og det var vigtigt, at de tog sig af den. "Nu er vi kommet så langt, så vi fuldbyrder selvfølgelig.. Den opgave, som du har påtaget dig, skal gøres," sagde han denne gang. Hvis det var noget, som kunne stille øen stærkere og bedre, så var han mere end villig til at bide alt andet i sig, og det var det, som han havde tænkt sig, at gøre her og nu.

[Elena Marina Elton]

Elena ligger sine hænde på hans kinder da han sliper dem og ser ham i øjne " søde Demarcus. Jeg er en levene død jeg kan blive svægt men der skal maget til jeg dør, mit liv tro jeg ikke de skal frygte for, mit liv er tagt en gang og nu det svære at tage fra mig igen, det ikke så nemt som føste gang , husk på en del af mig er død" ser ham indtends med et kærligt blik i hans øjne" jeg bange for jeg vriklig er for dig, en del af mig vil sige jeg elsker dig, men det for tidligt." ser ham stadigvæk i øjne " lad mig gå Demarcus og vend hjem til din kone, vend hjem til hende du elsker. Jeg en stor pige jeg kan klare mig selv " er beslutsom i hendes ord og hun mener dem fuldt ud.elena lade hænderde falde og se på ham " det besdt på den måde det jeg sikke på"

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Det var muligt, at hun var død, men alligevel.. Selv for Demarcus, var det en underlig tanke, at det skulle være på den måde. Han rystede denne gang på hovedet. "Med det store hav, som ligger mellem Tayevania og fastlandet, så er det dømt til at gå galt," fortalte han. Hun ville måske ikke drukne, men at komme ind til land, ville være så godt som umuligt, og det ønskede han på ingen måder.
Demarcus sukkede let, hvor han denne gang også rystede på hovedet. Hun elskede ham...? Var det ikke at gå lige lovlig hurtigt til værks. "Vent... Hvad er det du siger til mig?" spurgte han denne gang, da han atter vendte blikket mod hende. Hans hjerte begyndte at hamre. Okay, den problematik, kunne han ikke sige, at han havde skulle tage hånd om tidligere. Og særligt ikke på denne her måde! Han bed tænderne svagt sammen, hvor han virkelig forsøgte at bevare fatningen, for andet ville bestemt heller ikke være ham til gavn på noget tidspunkt.
Selvfølgelig kunne hun passe på sig selv, men alligevel.. "Jeg ønsker blot at passe på," sagde han denne gang. Det var jo ikke ufarligt det, som de havde gang i.

[Elena Marina Elton]

Elena rejste sig fra sengen og så på ham " jag sagde ikke andet ind det du ved at jeg kan lide dig lidt for godt" svarede hun ham. Elena viste at hun havde stå i samme sitoration for med den rigtig gamle konge, denne gang var hun bare arlige om hendes følser, men alligevel ville hun flygte fra dem igen, hun viste ikke hvorfor. Hun havde det sådan, vorfor hun ville flygte fra sine følser, men det var ikke noget nyt, hun huskede nu epesoden for den drøm hun havde for talt ham med denngsmle konge hun slog da han ville kysse hende. Det forvirede hende hun ikke forstod sigt stærke behov for at flygte fra hendes følser, det var enlig ikke ham hun ville flygte fra som så men de følser han gav hende. Hun slog armen omnsig selv og kiggede ned i gulvet " jeg må heller gp tilbage til min kahyt" sagde hun

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Demarcus følte et sted, at han havde ødelagt det hele, hvilket i forvejen heller ikke var tanker, som han gjorde sig normalt. Overhovedet ikke. Han rystede denne gang på hovedet, som han atter vendte blikket mod hende. "Du har ikke skænket mig de ord før.." Hvad pokker skulle han sige? Han var aldrig blevet skænket de ord før. End ikke af hans hustru, men igen, så var det et planlagt ægteskab, selvom han havde valgt at gå med til det. Var det fordi at han fortrød det nu? At han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre ved det, nu hvor han havde muligheden for det?
Hun ville tilbage til kahytten. Måske at han bare skulle forsøge at få noget søvn? De ville være i havn i morgen, alt afhængig af vejret selvfølgelig. "Okay," sagde han denne gang, mens han forsøgte at slå koldt vand i blodet. Det var bare ikke nemt. Det var overhovedet ikke nemt. "Prøv at se om du kan få noget søvn.. Vi er i havn i morgen," sagde han denne gang. Han sendte hende et smil. Han forsøgte at holde sig oppe. HUn gjorde det bare svært.