rejse er altid hårdt

[Elena Marina Elton]

Elena trak på skulderne " tja om jeg klare det og vordan jeg klar det vil tiden vise, intet er sikkert og intet er afklart endnu" sagde hun arliget. Hvorfor lyve over for ham ? Det var der ko igen grund til. De lage i land og hun så på ham . hun viste hand handeldsfolk arbejde rundt. På skibet . hun tog hånden ud mod ham " så det vel her vi siger farvel og tak for denne gang" sagde hun. Hun ville helst give ham et kram og et kys, men var nok ikke klot når hans folk bare rasikede at se det. Pluds nu var deres tur jo forbi var det så ikke besdt at lade som om de ting ser var sket på skibet ikke var rent ? Især for hans skyld. Det var ikke smertefrit det var 100% sikker. Dette var ikke en smerte hun havde haft længe over 1000 år . hun forsøgt at være stærk så ingen af hans folk mistænkte noget. Men hun viste lige så snart hun gik ned af skibet ned på kaijen og så snart hun var ude af synde ville hun bryde sammen, men nu måtte hun fokuser på at være stærk for hand skyld. " håber vi mødes igen vis ikke i dette så fald i næste liv" sagde hun. Intet var sikket alt og intet kunne ske og der var jo ikke noget godt i at udelukke ting. Men hun håbede jo på det besdte .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Var Elena ikke lidt overdramatisk ved dette? Selvfølgelig forventede han da, at få hende hjem igen, efter dette, også mest for hendes skyld, men faktisk også for hans egen. Han kunne lide at være omkring hende, og sammen med hende, og ikke havde han tænkt sig, at lægge skjul på det, uanset hvor meget han måske burde gøre det. Han rystede de tanker ud af hovedet nu. "Jeg forventer naturligvis at få dig med til Tayevania igen," sagde han denne gang. Det var faktisk vigtigt for ham. Ikke at han havde tænkt sig at skjule det, når det nu endelig var sådan.
Hånden lod han denne gang glide i hendes. Det var ikke en afsked, men derimod et pågensyn, i hans øjne i hvert fald. Det lød da til at hun var af en helt anden mening, og den tanke, kunne han faktisk ikke lide. "Pas på derude. Det er et farligt sted. Stol ikke på nogen, og lad dem ikke se hvilke evner du er i besiddelse af. Fald i mængden, om muligt," sagde han denne gang. Det var faktisk vigtigt for ham, at hun gjorde det, for han ville jo heller ikke have, at noget skulle ske hende. Det var oprigtigt noget af det sidste, som han ønskede sig lige i øjeblikket, og det i sig selv, var han heller ikke bange for at lade hende vide. Slet ikke.

[Elena Marina Elton]

Elena se ham i øjne klappe ham på bryst lommen og puttede noget i den " den kan jeg hente når. Jeg forhåbentligt kommer tilbage så pas godt på den " sagde hun til ham med et forsiktih kærligt smil. Det hun havde lagt i hans lomme var den dimant halskende hun havde vist ham, da han spiste hos hende, den vor hendes navn var inkraveret bag på. Den halskæde hun havde kaldt sit kæreste ege" pas godt på øen og din kone " hun vende sig om for at gå mod der vor hun kan komme ned på land nemt er det ikke slet ikke .

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Klappet mod hans bryst, og det som hun pludselig puttede i hans lomme, var det næste, som fangede hans interesse. Okay, hvad var det? Han førte hånden til lommen, hvor han selv fiskede det ud af den. Hendes halskæde? Den, som ellers havde haft den ekstreme betydning for hende? Hendes kæreste eje, og hun gav det til ham? "Er du sikker på det?" Ikke fordi at han ikke ville passe på det, for det ville han da uden tvivl! Ikke var det noget, som hun nogensinde skulle være i tvivl om!
Han nikkede mod hende. Det var måske på tide, at hun kom i havn. De varer, som han havde haft med, begyndte de endelig at læsse af igen, så disse kunne bringes op til Det Mørke Morgengry i New Dale - slottet her i landet. Han sukkede let. Det her burde overhovedet ikke forekomme, og dog, så gjorde det alligevel. Det var overhovedet ikke meningen, at det skulle være på denne her måde! Han håbede og bad selvfølgelig til at hun ville komme retur igen. Et kort smil passerede denne gang hans læber. "Jeg håber på, at se dig igen meget snart, Elena," afsluttede han denne gang, hvor han søgte hen til gangbroen, og se hende stige ned af denne. En hest blev stilet klar til hende på land. At komme rundt til fods, var uaktuelt på det her sted. Det var stort i forhold til øen.

[Elena Marina Elton]

Elena ser på ham ligger en hånd på hans kind " jeg håber også vi ses igen, du må pas godt på dig selv og hils din kone" hun smillede lidt skævt men det var en tungbfølse i hende. Hun var jo faldet for ham og nu skulle de skildes vornår de ville se henaden igen var uvist hvordan og om de ville var uvist. Hun så ham dybt i øjne så på den mand som hun holde af, som hendes hjerte vis hun havde et på nuværende tidspunkt bankede for, hun havede så magen følser. For denne mand hun nu skulle forlade . hun lod hånd gliden ned af hans kind og træk den så til sig " farvel DDemarcus vi ses forhåbentlig snart igen." hun vente sig om for at gå ned fra skibet af

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Skulle han i sandhed hilse sin kone, eller var det bare noget som hun sagde, fordi at hun ville ramme ham? Demarcus kunne pludselig ikke rigtigt finde ud af det, og det var i sandhed noget, som meget hurtigt måtte forvirre ham. Han lod denne gang hovedet søge en kende på sned, som hun lagde hånden mod hans kind. Rart var det uden tvivl at mærke det på denne her måde.
"Vi kommer til at se hinanden igen," forsikrede han denne gang. Han lod sig nemlig heller ikke andet. I takt med at hun søgte af skibet, blev han denne gang stående og så efter hende. En dog smuk kvinde, men han havde sin hustru derhjemme, og det vidste han godt. Derfor burde han slet ikke gøre sig de tanker, som han gjorde her. Her blev han stående til hun var væk. Her gjorde han tegn til, at de skulle lægge fra kaj igen, og derfra søge tilbage mod Tayevania.

//Out