Not a happy man!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Et drilsk smil passerede denne gang Lucifers læber, hvorefter han denne gang vendte blikket mod hende. "Fordi jeg kunne finde på at lyve for dig," sagde han denne gang. Et sted gjorde hun nok ret i, ikke at stole på ham, hvad det angik. Han kunne lyve om han ville, men det var derimod sjældent at han gjorde det. Han derimod, var en mand, som faktisk gik op i ærlighed. Det var jo trods alt også det, som man kom længst med.
Han måtte pludselig godt kigge. Et sted var han jo så pokkers nysgerrig, så det jo heller ikke var noget, som kunne komme bag på nogen. Han smilede næsten skadefro. "Åh, det skal være mig en sand fornøjelse, at finde ud af, hvad du skjuler af tanker og hemmeligheder, i det kønne hoved," sagde han denne gang med et kækt smil på læben.

Efter at spytklatten havde lagt sig mod hans kind, og hun nærmest var knækket sammen i grin, måtte selv Lucifer blive liggende, og bare grine af ham! Han sprang denne gang direkte mod hende og tog pladsen over hende. Hans ben klemte han omkring hendes arme, så de lå tæt ind til hendes egen krop. Hånden førte han tæt på hendes ansigt. Se, det her synes han jo var underholdende! Det var jo sjovt! "Hvad..? Jeg gør jo slet ikke noget," pointerede han denne gang morende. Hånden nåede denne gang ud for hendes ansigt, hvor han holdt den. Smilet bredte sig denne gang. "Jeg nyder det her," sagde han denne gang. Han førte hånden væk, og tørrede det i stedet for af i hendes klæder, inden han slap hende og lagde sig om på ryggen igen. Han grinede let. Okay, det var faktisk underholdende.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

"Du er fuld af løgn, Lucifer," svarede hun med et lidt skeptisk blik. Hun stolede slet ikke på ham. "Ej jeg driller. Jeg ved godt du ikke er jaloux, der er jo ikke rigtigt noget at være jaloux på," sagde hun endelig lidt overgivende. Hvis situationen havde været omvendt, og hun vidste at han så.. ja for eksempel Jarniqa, så ville hun nok også selv være blevet drønjaloux også selvom hun slet ikke havde nogen grund til det.
Hans ord tog farven ud af hendes kinder og efterlod dem ligblege pludselig. Tanken om at han skulle se i hendes sind, se hendes tanker og dagdrømme som hun hellere ville kalde dem end direkte fantasier der plagede hendes sind. "Ehm.. det er nu ret uinteressant, du kommer bare til at fortryde," forsøgte hun denne gang lidt usikkert. Hvad ville han dog ikke sige, hvis han opdagede hvilke tanker der krydsede hendes sind.

Armene var låst fast til hendes krop, så hun måtte ligge og vride sig sm en eller anden orm for at undgå hans hånd, der var fuld af hendes spyt. Da hans hånd var blot centimeter fra hendes ansigt, frøs hun og pressede sig så langt ned i madrassen som muligt for at undgå den. Hendes øjne gled i, hun kneb dem så hårdt sammen at hun fik små rynker rundt om, og hendes mund spidsedes i en let trutmund. Stadig kunne hun fornemme ham komme tættere på. "Neeeej!" hvinede hun og var egentlig forberedt på at mærke den fugtige hånd da han i stedet tørrede det af i hendes kjole og rullede om med et grin. Hun gjorde det samme og daskede ud efter ham som hævn. "Du er forfærdelig!" udbrød hun anklagende dog med et morende glimt i øjet.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Du sårer mit kolde hjerte," sagde Lucifer denne gang med en mornede stemme. Let rystede han på hovedet. Han morede sig faktisk ved tanken om dette. Ikke var det noget, som han kunne, og ikke var det noget, som han ønskede at lægge det mindste skjul på i den anden ende. Smilet tog til over hans læber, som han kort rystede på hovedet af sig selv. "Du har så ret. Der er jo ikke nogen grund til at være jaloux, for der er ikke noget at være jaloux over," fortalte han denne gang. Hans blik gled langsomt mod hendes skikkelse igen. Han var jaloux.. men det behøvede hun bestemt heller ikke at få at vide.
Lucifer var virkelig nysgerrig på, hvad der nu måtte foregå i hendes tanker og sind. Ikke kunne han være andet, og siden hun nu selv havde opfordret ham til at undersøge det, og nu trak i land igen, kunne han jo heller ikke gøre andet, end virkelig at være nysgerrig på det! "Jeg er nu sikker på, at jeg nok skulle finde det meget fascinerende," sagde han morende. Han kunne jo heller ikke lade være. Tvært imod, så elskede han det virkelig!

Spyttet tørrede han denne gang af i hendes kjole, hvorefter han denne gang var den som gled ned i sengen med latteren over læberne. Han kunne jo heller ikke gøre andet, end at nyde det! Han morede sig rent faktisk ved det her. Sådan som hun slog ud efter ham, grinte han igen. "Og det skulle komme fra dig!" endte han med en morende stemme, hvor han denne gang greb ud efter hendes hånd. Okay, hun var virkelig ikke særlig slem, og han måtte erkende, at han virkelig godt kunne lide, at være sammen med hende.. Og nu kunne han glemme Cedric lidt! "Desuden mener du det ikke," tilføjede han denne gang med et morende smil på læben.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

"Tværtimod så varmer jeg det," svarede hun selvsikkert. Hele jalousi spørgsmålet var underligt, det var som om der lå mere bagved, men hun turde næsten heller ikke grave for meget. I stedet så hun bare på ham med et lille smil. "Nej præcis. Med andre ord heller ikke nogen grund til at være muggen halvdelen af tiden," tilføjede hun lidt ledende. Lucifer havde været meget irriteret på hende, sådan havde det virket, men hvis han ikke havde nogen grund til at være jaloux, så var det jo også ret unødvendigt.
Noget lå bagved, men det var vidst bedst ikke at rode mere i, ligesom det var bedst hvis han holdt sig langt væk fra hendes ustyrrelige tanker, der i øvrigt nok ville være et kaos, ligesom hun havde sagt. "Selvfølgelig, jeg er en ret fascinerende kvinde, men jeg foretrækker nu at holde den slags for mig selv," indrømmede hun i sidste ende og rullede tilbage om på siden, så hun kunne se på ham, det var svært at lade være når han så, så godt ud.

Det var helt sjovt at se ham le på den måde. Smilet der nåede hans øjne og markerede de mange tydelige ansigtstræk. Det var næsten beundringsværdigt, også selvom det smittede lidt af på hende. "Ja for jeg er perfekt," svarede hun men tav lidt da han tog hendes hånd. Denne her gang nåede hun ikke at trække den til sig, men smilet forsvandt langsomt i takt med at hendes blik faldt til dem. Det føltes godt, faktisk var det ikke helt nok, men det burde ikke.. "Nej det gør jeg ikke," indrømmede hun lidt mere rolig og forsøgte at se væk fra at de lå der, hånd i hånd.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

"Det kan da diskuteres, synes du ikke?" spurgte Lucifer denne gang med et kækt smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være. Han lagde sig atter trygt til rette i sengen, og med et stille smil på læben. Hele tanken om misundelse, kunne de slippe for nu, og det var noget, som egentlig passede ham fint. Han var i forvejen ikke særlig meget for at snakke om det, og ikke ville han komme til det. Cedric var og blev ham en pest og en plage. "Det er ikke altid noget, som man er herre over selv.. Jeg har været sur.. Det må bare accepteres," sagde han blot. Han så ikke nogen grund til at skulle lægge yderligere i det. Sådan havde det været siden Cedric var kommet tilbage.. Og det var i forvejen ikke en tanke, som han brød sig om.
Smilet passerede atter Lucifers læber. Hun kunne ikke bare opfordre ham, og så nægte ham det bagefter! "Du er mig en forvirrende kvinde.. Først opfordrer du mig nærmest til at gøre det, og dernæst, gør du det forbudt?" Han hævede sigende det ene bryn. Hvad var det hun gemte af tanker i det sind, som han ikke måtte høre?

Det var virkelig ikke ofte, at Lucifer morede sig på den måde. Faktisk kunne han slet ikke huske, hvornår han havde gjort det sidst. Det havde vel været da han havde tvunget Jarniqa til at gå i søen af sin 'frie' vilje? Perfekt? "Du er så langt fra perfekt, som man overhovedet kan komme, snuske!" kommenterede han med et morende smil på læben. Han vendte sig mod hende endnu en gang.
Hånd i hånd.. Denne gang havde han rent faktisk fået lov! Han trykkede kort om hendes hånd denne gang. En ende mere selvsikkert end sidst. "Jeg vidste det.. Indrøm det.. Du holder af mig," sagde han med et kækt smil på læben.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Stædigt rystede hun på hovedet. "Du tager fejl, det kan slet ikke diskuteres," fastslog hun og grinede lidt for sig selv. Han kunne da ikke påstå at hun gjorde ham kold, hun gjorde de fleste varm om hjertet, det havde hun i hvert fald ofte fået at vide. Hun blinkede lidt overrasket og var hele tiden opmærksom på varmen fra hans hånd der smittede lidt af. "Jeg vil da ikke acceptere at du render rundt og ligner en der har haft forstoppelse i 3 uger," sagde hun nærmest lidt forundret. hvis han regnede med at hun bare ville smile og nikke så tog han fejl. "Men så er det jo godt, at jeg er mester til at få dig til at smile. Det kræver en simpel spytklat," sagde hun lidt stolt og kunne ikke lade være med at grine af mindet. Åh hvor havde det dog været morsomt! "Jeg har hverken opfordret dig eller forbudt dig, jeg siger bare at jeg ikke er sikker på at du har lyst til at være i mit hoved," forklarede hun og lagde hovedet på sin arm mens hun betragtede ham.

Cecilaya kunne lide at have det sjovt og særligt når det ret urtigt blev lidt kedsommeligt på værelset her. Hun savnede noget at lave og endnu mere så savnede hun det at være noget. "Hvad mener du? Vi har allerede konstateret at jeg ser godt ud, og at jeg er verdensmester til at få dig til at smile," pointerede hun lidt arrogant. Det virkede lidt... underligt at ligge hånd i hånd med ham, men dog også ganske rart. "Måske en lille smule," indrømmede hun og gengældte forsigtigt hans klem.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var måske ikke så koldhjertet, som han kunne fremstille sig selv som, og hun var en hjertevarmer uden lige. Hun var typen man enten smilede af, eller himlede med øjnene af. Lucifer kunne måske godt gøre begge dele, men den ene vægtede han lidt højere end det andet. Der var jo også en grund til at han reagerede som han gjorde, uanset hvor irriterende den tanke end måtte være. "Til tider må jeg sige, at du er en mester til at presse citronen," fortalte han denne gang med en direkte stemme.
En spytklat.. Han havde faktisk ikke rigtigt lyst til at fortsætte med at tænke på det. Han himlede kort med øjnene. "Du er og bliver en humørspreder.. På både godt og ondt, må jeg sige," sagde han denne gang med et kort smil på læben. Han havde jo lyst nu! Og det var noget, som hun udelukkende havde sig selv at takke for. "Det er din egen skyld, kære Cecilaya.. Du vækker en nysgerrighed i en mentaldæmon, som kun kan vise sig, at være farlig," sagde han denne gang med et morende smil på læben.

At Cecilaya ikke trak hånden til sig denne gang, var en tanke som overraskede Lucifer lidt, men derimod også noget, som han måtte finde meget rart. Det var rart, at hun for en gangs skyld, ikke afviste ham. "Nu er jeg mere bange for, at du lever en kende for høj på den der," pointerede han denne gang. Han slap ikke hendes hånd, men derimod bare ... lå der og slappet lidt af. Han sendte hende et kort smil. "Desuden.. Jeg kan ikke benægte det.. Jeg må jo give dig ret." Han blinkede kort og let til hende.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

De var begge både og. De havde både ild og is i hjertet. Personligt følte Cecilaya meget hurtigt at tingene ændrede sig. Det ene øjeblik var hun varm, det næste øjeblik iskold. Hendes krop havde somme tider svært ved at tilpasse sig de forandringer den gennemgik som følge af hendes race.
"Det er fordi jeg ved at jeg kan tillade mig det," svarede hun med et kækt glimt i øjet. Hun strakte sin ene arm langs madrassen og lod hovedet hvile støttende mod den for ikke at få ondt i nakken.
"Hvordan kan det være en skidt ting at sprede godt humør?" spurgte hun lidt uforstående. Det måtte da altid være en god ting, faktisk nok nærmere en særlig evne. Sådan ville hun om ikke andet gerne selv se det.
Den oprigtige nysgerrighed var ikke til at tage fejl af og det gjorde hende en smule urolig. Denne gang besluttede hun sig for ikke at gøre grin med det. "Havde jeg haft evnen ville jeg nok have gjort det samme men virkelig.. du finder ikke andet end kaos og frustration, så lad hellere være," bad hun stille. Ud over de tanker hun gjorde sig om ham, var der ting omkring hendes fortid og Jared som hun heller ikke ønskede at han skulle vide. En lille del af hende var alene på den baggrund fristet til at trække hånden til sig, men de holdt jo bare hinandens hænder, det var der jo ikke noget farligt i.. bildte hun sig selv ind. "Præcis," sagde hun lidt stolt og lod ubevidst tomlen stryge hen over hans hånd.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Ild og is var de begge af, og det gjorde også at de nok forstod det begge to i en langt større enhed, end hvad der egentlig var typisk, så det var vel egentlig kun en god ting, alt taget i betragtning? Lucifer betragtede hende denne gang med en rolig mine. "Desværre for alle os andre." For Lucifer, var det næsten umuligt for ham, at blive vred på hende. Uanset hvor meget han kunne, så kunne han bare ikke, og selvfølgelig var det også noget, som godt kunne mærkes nu.
Til tider havde man bare brug for at være sur.. Sådan havde Lucifer det. Det var sådan, at han til tider formåede at holde den mentale dæmon lidt i skak, og så var det.. bare typisk hans isdæmon, at træde til syne i form af vrede og frustration engang imellem. "Kender du ikke det, at man til tider bare har brug for at være sur? Eller er du bare en konstant og evig humørspreder?" spurgte han denne gang. Et kort smil passerede hans læber. Hun havde en beroligende effekt på ham. Og det var noget, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide.

Det kunne være en gave, som det kunne være en forbandelse at være mentaldæmon. Her anså Lucifer det som en gave. Tænk engang, alle de ting, som han kunne finde ud af om hende, og ikke ville han misbruge det.. Nu hvor han endelig lå der med hendes hånd. Hun strøg hans håndryg. Det var vel ikke så slemt, var det? Igen lod han de mørke øjne falde til hendes skikkelse. Denne gang direkte. "Få mig nu ikke til at fortryde det, vel?" sagde han denne gang, hvor et kækt smil passerede hans læber. Han strøg hendes hånd forsigtigt med sine fingre.. Så langt, så godt!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya havde ikke altid været så munter, hun havde haft mange ting at kæmpe med, men nu var hun tryg og i gode hænder med hele to mænd til at passe på hende. Måske det bare var hende, men hun havde en klar fornemmelse af at Lucifer til en lang grænse, passede på hende, eller i hvert fald forsøgte. "Det kan jeg ikke tage mig af," svarede hun kækt tilbage. Lucifer gav hende lyst til at være i godt humør, det var rart at være sammen med ham når han smilede og opførte sig som.. ja Lucifer frem for at være fornærmet over det ene og det andet.
Cecilaya blinkede og tænkte sig lidt om. Denne gang var det ikke et smørret smil men et ganske alvorligt blik der prægede hende. "Jo. Jeg er sikker på at hvis man spurgte oprørene, så ville de ikke beskrive mig som værende munter," indrømmede hun blankt. Eter nederlaget i Appolyon havde hun forsøgt at gøre det bedre. Hun havde været hård, retfærdig men hård og afvist enhver der havde forsøgt at blive en naturlig del af hendes liv.

Det var lidt nervepirrende at vide at han på magisk vis kunne gennemsøge hendes sind og finde alle de ting hun aldrig sagde højt. Faktisk var hun en meget diskret kvinde, selvom de færreste ville tro det, særligt efter de gange hun havde talt over sig som barn. Heldigvis lod han det ligge. "Du kunne ikke fortryde selv hvis du ville," svarede hun roligt og sendte ham et stille smil, det bev dog hurtigt erstattet med et suk. "Savner du nogensinde at være noget? Jeg mener andet end en hjemløs og arbejdsløs bums der hænger ud på en kro med sin søster?" spurgte hun med et lille grin.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Cecilaya var jo ikke andet end irriterende munter, men dertil, var det også begrænset, hvad Lucifer kunne gøre ved det. Et sted, var det også rart, at der i det hele taget var nogen, som også tog sig lidt af ham engang imellem. Selv ønskede han at passe på hende, som han nu gjorde det bedst. Det var vel heller ikke underligt? Ikke fordi at hun var hans søster.. Men fordi at der efterhånden også var andet i det, som han helst ikke ville frem med. "Og folk kalder mig for en kæmpe egoist," pointerede han denne gang med et stille smil på læben.
Oprørerne i Imandra, var Lucifer ligeglad med. Det var jo slet ikke noget, som vedkom ham, og nu var det jo den muntre møgunge han lå her med. "Men nu spørger jeg ikke dem.. Jeg spørger dig," sagde han denne gang. Var hun bare typen, som gik rigtig meget op i, hvad andre folk egentlig tænkte om hende, siden hun tog den vej?

For nu lod Lucifer det hele ligge, da han faktisk heller ikke ønskede at komme hende på tværs, dersom han kunne blive fri. Desuden var der slet ikke nogen grund til at ødelægge hvad de havde her, og særligt, hvis det var noget, som kunne undgås. Et let smil passerede denne gang hans læber. Hun trak sig endnu ikke. Han elskede det virkelig! "Jeg kan da stadig fortryde det bare lidt," tilføjede han lettere kækt. Han blinkede let til hende, inden han denne gang rykkede en anelse tættere på. Han måtte prøve. Det var han virkelig nødt til.
Det var et alvorligt emne pludselig at tage op med ham. Han nikkede. Det var ikke nogen hemmelighed. "Hvem ville ikke gøre det? Jeg mistede alt.. Virkelig alt," endte han. Igen falmede smilet og det kække glimt. Det var pinligt.. Han havde jo ingenting mere.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Der havde altid skulle meget til at ødelægge hendes humør, men hvis hun endelig blev ked af det eller sur så hang det til gengæld ved i lang tid. Det var lang tid siden Jared havde forladt hende i skoven, og hun var stadig evigt bitter på ham, det blev ikke let glemt, og det påvirkede hende meget. Når alt kom til alt, var hendes problem jo nok at hun var ret emotionel. "Fordi du er det," besvarede hun som var det åbenlyst. For pokker hvor hun dog bare fyrede dem af i aften, det var en god aften!
Hendes blik var plaget af fortiden med oprørene. For en gangs skyld havde hun haft et hjem og de havde stolet på hende, frem til Jared var kommet. Den mand havde ødelagt alt for hende. "Så nej. Jeg er ikke altid munter. Faktisk så forsøger jeg somme tider at være det for at andre ikke skal se når jeg har ondt eller er sur," svarede hun oprigtigt. Det var dumt af hende at være så åben overfor hende, hun havde stadig i tankerne at han ville gøre det samme som Jared hvis han fik muligheden.

Cecilaya havde endnu ikke trukket sig, så lang ti de bare lå der, hånd i hånd, så var skaden meget begrænset. "Vel kan du e..." hun tav da han pludselig fik den idé at komme tættere på hende. Hun trak sig ikke længere væk, men mærkede hendes hjerte slå lidt hurtigere. Hun slog tanken lidt væk og nikkede forstående. "Sådan har jeg det også. Jeg savner at være nogen, det er ydmygende at være ingenting. Den dag du forsvinder, har jeg ikke engang penge til et værelse, og oprørene her slår mig ihjel hvis de får muligheden," mumlede hun en smule ærgerlig.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer rystede næsten opgivende på hovedet af hende. Det var næsten for meget af det gode ved det her. Han sendte hende denne gang et let smil. Det kom jo nærmest på samlerbånd denne gang. Ikke fordi at det var noget, som han havde noget imod, for han kunne jo lide det. Oprigtigt, så kunne han virkelig godt lide det. "Og alligevel vælger du at ligge her? Enten er du dum, eller meget hovmodig i så fald," pointerede han denne gang med et let smil på læben.
Lige nu tog Lucifer ikke tingene særlig tungt. Faktisk var det noget, som han oprigtigt godt kunne lide. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. Oprørerne så han ikke nogen grund til at tænke på, nu hvor de lå der med hinanden. Han ville udnytte det lidt, og han havde uden tvivl også tænkt sig at gøre det. "Det er nu kun den positive og lidt for optimistiske, som jeg har set," sagde han denne gang. Han trykkede omkring hendes hånd endnu en gang.

Det lykkedes rent faktisk! Lucifer jublede nærmest i det indre, og han kunne jo lide det! Han kendte dog godt det, at man ikke havde noget, og hun regnede med, at han ville smutte? "Og hvor skulle jeg tage hen?" spurgte han direkte. Jarniqa var han færdig med.. Han havde ikke nogen steder at søge hen, og Appolyon var fuldkommen uaktuelt for hans vedkommende. Han trykkede endnu en gang omkring hendes hånd. Lige hvad et angik, sad de lidt i samme bås. "Jeg blev smidt ud af Appolyon.. Jeg har ingen steder at søge hen.. Desuden.. Når min omgangskreds er her.. hvorfor skulle jeg så smutte? Jeg hader ikke at være noget.. Jeg håber nu bare, at det kommer med tiden," endte han denne gang. Med omgangskreds, mente han hende. Han kunne lide, at være omkring hende.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var blevet en langt bedre aften end forventet, for hun havde faktisk forventet at være alene, og måske snige sig ind i aftenens festligheder nedenunder, men hun ville langt hellere være her sammen med ham. "Hovmod.. dumdristighed, kald det hvad du vil," lo hun mildt. Det var ikke engang helt løgn, Cecilaya var ikke altid den mest realistiske når det kom til hvad hun kunne overkomme og ikke kunne. Oprørene var desuden ikke noget hun gad tænke på længere. Så meget hun havde gjort for dem, og så havde de kastet hende bort på grund af deres skepsis overfor en mand. De havde godt nok haft ret, men det var en helt anden snak. "Det er fordi du ikke kender bedre mig.. endnu vel og mærke," tilføjede hun og studerede ham lidt. Det virkede næste grænseoverskridende at holde hans hånd og bare ligge og snakke om livet og dets mange sider. Normalt ville hun slet ikke den slags, men én gang skulle være den første.

Frygten for at han ville tage afsted havde meldt sig mere end en gang. Hendes smil falmede. Så lang tid hun holdt ham hen og ikke gav ham det han ønskede, så burde det hele gå. "Det ved jeg ikke. Hvor end vejen føre dig hen?" svarede hun lidt usikkert. "Det er en lidt minimal omgangskreds synes du ikke?" spurgte hun med et lille smil. Faktisk kunne hun godt lide tanken om at de havde hinanden, også selvom de kun havde hinanden. "Så hvis du kunne være hvad som helst, hvad ville du så være?" spurgte hun og bed sig i læben. De kunne sammen opnå det, det var hun sikker på!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Aftenen havde taget en drejning, som man ikke kunne sige, at Lucifer havde forstillet sig. Han kunne dog godt lide det. Det her, var da den tvivl at foretrække. Et smil passerede hans læber denne gang. Han kendte hende måske ikke særlig godt, men det havde han vel stadig tid til at gøre noget ved? "Kært barn har mange navne, må jeg sige," sagde han denne gang med et smil på læben. Hovedet lod han søge en kende på sned. "Det kan da meget hurtigt ændres," sagde han med en rolig stemme. Han tog nu tingene lidt som de kom.. Hvis der var noget, som han rigtig gerne ville, kunne han nemlig godt smøre sig med tålmodighed.. Og hvis der var noget, som Faith havde lært ham, var det, at man ikke skulle presse citronen for meget.. Og det havde han jo så også taget til sig, kunne man sige.

Lucifer havde ikke nogen intentioner om at skulle tage nogen steder hen. Han var rolig. han var afslappet, og han følte sig godt tilpas omkring Cecilaya. Hvorfor skulle han da så forlade stedet? "Det har nu ført mig hertil. Jeg ser ikke nogen grund til at forlade stedet her." fortalte han. Ja, han havde sine ture ud, men han kom da altid tilbage igen, og det var sådan, at han havde tænkt sig, at det skulle fortsætte. "Den jeg havde, er i Appolyon.. Faith smed mig ud af en grund." Han trak kort på skuldrene. Ja.. hvad han kunne tænke sig? "Noget brugbart tror jeg.. Jeg blev opfostret som en kommende leder," fortalte han sandfærdigt. Ikke fordi at han ville være leder.. men han ville bare gerne bruges til noget!