Not a happy man!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Der var meget de ikke vidste om hinanden, men Cecilaya nød virkelig hans selskab alligevel. Det var befriende med en der ikke lod til at irritere sig over hendes ligefremhed eller den hovmod hun oftest udviste både af ord og handling. "Jeg er et meget kært barn," annoncerede hun med en lille latter. Det var så det hun fik ud af de ord. Hun vendte sig om mod ham og hævede et slankt bryn, lidt udfordrende. "Og hvordan præcist har du tænkt dig at komme til det?" spurgte hun nysgerrigt. Normalt var hun egentlig meget privat, holdt sine kort tæt ind til kroppen, men hun havde ikke noget imod at han skulle lære hende at kende. Det var svært for hende at give noget af sig selv, særligt til en madn som Lucifer, der på mange måder stred imod alt det hun selv troede på. Han var egoistisk, pervers men meget handlekraftig hvilket lod til at være noget som hun havde en svaghed for, hvad end hun ville indrømme det eller ej.

"Før eller siden skal du nok. Hvad enten det er for Appolyon eller for din prinsesse," hun så væk. Hun hadede at være alene, og selvom Cedric nok ville mere omkring, så havde hun allerede vænnet sig lidt for meget til Lucifers selskab.
"Faith smed dig ud fordi du vendte dig mod hende. Det er mere held en forstand at hun stadig vil vedkendes dig," pointerede hun bare. I det mindste ville deres mor da stadig være ved ham, det var mere end hvad man kunne sige om hende. "Det samme her. Så måske vi burde sigte efter noget?" foreslog hun lidt eftertænksom, uden helt at have nogle gode foreslag til hvad det skulle være.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer og Cecilaya var meget hen af samme støbning, hvilket var noget som han godt kunne lide. Selv måtte han jo erkende, at han var blevet lidt for vant til at have hende omkring. Der var en grund til, at han fortsatte med at betale for værelset, så hun også havde tag over hovedet. Et sted, var det nok mere for hendes skyld, end det var for hans egen, for han kunne bare godt lide det. "Hvad så med alt det andet?" spurgte han denne gang. Sandt at sige, at hun var et kært væsen, men ligefrem et barn.. Af personlighed måske, men det var også det. Et kort smil passerede hans læber. Selv her, havde han ikke tænkt sig, at give sig. Han ville lære hende bedre at kende.. Forhåbentlig, ved at hun ville åbne sig mere op for ham.
"Jeg gik vel bare rundt med forhåbningen om, at du ville åbne mere op for mig.. og fortælle mig det mere. Det er jo gået op for dig, at jeg er en fantastisk fyr, som man sagtens kan dele sine dybeste hemmeligheder med." Han blinkede kort til hende. Han håbede dog.

Det var alligevel forholdsvis dybe ting, de delte med hinanden. Ja, han elskede stadig Jarniqa, for det var ikke en følelse, som bare gik over af sig selv. "Det kommer ikke til at ske," sagde han direkte. Selvom han elskede hende, så havde hun bare bevæget sig ind på et område, som hun bare skulle holde sig langt væk fra!
Han vendte blikket ned af sig. "Jeg havde bare snakket lidt for højt. Jeg var ikke engang gået imod hende, og hun forsørger mig stadig." Han hadede lidt det faktum, men hvad.. Han levede godt af Faiths penge. Han trak kort på smilebåndet. "Appolyon er tilsyneladende uaktuelt.. Fortæl mig, hvad du går med af tanker og drømme, Cecilaya," sagde han denne gang. Der måtte da også være noget, som hun gerne ville?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya modtog ikke penge fra nogen, lige nu var det faktisk udelukkende Lucifer der forsørgede hende med sine. Hun brød sig ikke helt om fordelingen, men samtidig var hun taknemmelig for at han blev ved med at give hende tag over hovedet og for selskabet naturligvis. "Hvad for noget andet?" spurgte hun lidt nysgerrigt. Efterhånden var hun nok blevet lidt for vant til hans selskab og hun nød det. Hun lagde hænderne under sit hovede og betragtede ham med et lille grin. Det var virkelig svært ofr hende at åbne sig op for nogen, men han havde på sit vis ret. Før eller siden måtte hun, åbne sig lidt op ellers ville hun blive meget ensom. "Det er ikke fordi jeg vil modsige dig, men jeg... blev involveret med en mand som har været en del af mit liv altid, og jeg troede inderligt at jeg kunne åbne mig for ham, og det udnyttede han. Det er ikke fordi jeg siger at jeg ikke kan stole på dig, men jeg kender dig ikke særlig godt, og når en jeg kender så godt, som jeg kendte ham, bare kan vende ryggen til, hvorfor skulle du så ikke også kunne?" spurgte hun direkte. Smilet falmede stadig ikke, selvom hun mente det ret alvorligt. Hun var bange for at blive udnyttet eller ligefrem såret.

Inderst inde vidste Cecilaya godt at det var farligt at tillade sig selv at føle som hun var begyndt at gøre igen, også fordi Lucifer var en anden kvinde hengiven. Hun ville helst ikke komme for meget ind på det, men det hvilede oftest i hendes baghoved. "Det siger du nu," mumlede hun og så væk. Når man havde levet med hendes forældre, så fandt man ud af at ingen nogensinde var rigtig færdige med hinanden. "I det mindste er hun ikke ligeglad. Jeg har ikke fået så meget som ét ord af hende, eller en sølvmønt for den sags skyld," fortalte hun og rystede bare på hovedet. Hun skulle nok finde sine egne måder at gøre det på. "Jeg.. ved det faktisk ikke. Det er åndssvagt, jeg har altid været en fortaler for drømme, men jeg har ingen selv," hun sukkede tungt og rystede på hovedet. Det var alt sammen op af bakke.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde faktisk ikke noget imod, at give Cecilaya tag over hovedet, for hun gav ham selskabet, og så kunne han da samtidig få lov til at føle, at han ligeledes, også gav noget af sig selv, som kom andre til gode, så det var vel heller ikke skidt, at det ikke var godt for noget andet, var det? "Det tror jeg udmærket godt, at du ved," sagde han blot. Han var derimod mere interesseret i at vide, hvorfor det var svært for hende, at åbne op, når det var noget, som han egentlig ønskede sig. Han ville gerne lære hende bedre at kende, og han ville derfor heller ikke dømmes på baggrund af, hvad en anden mand havde gjort ved hende. "Så du dømmer mig på baggrund af, hvad en anden mand har gjort ved dig?" spurgte han denne gang. Var det underligt, at det var en tanke, som et sted også måtte skuffe ham lidt? Hvis han ville vende hende ryggen, havde han gjort det for længst, og her lå han endnu. Han brugte faktisk tid på at være irriteret over hendes bånd til hendes egen bror. "Ville jeg, så havde jeg allerede gjort det." Desuden havde han været meget hårdt opdraget, hvad angik kvinder. Det kunne hun takke hendes moder for.

Hvad selv Lucifer nu skulle bruge sit liv på, vidste han ikke. Hans blik betragtede sig af hende. Var hun.. jaloux? Han var jo færdig med Jarniqa. Den kvinde havde betrådt et område, som man slet ikke skulle i nærheden af. "Hvad er der med dig?" spurgte han denne gang. Han var jo slet ikke vant til at se hende sådan her.
Her trak han kort på skuldrene. "Til tider ville jeg håbe, at hun bare lod mig være. Jeg har ikke brug for hende og hendes penge. Hun smed mig ud.. Jeg skal klare det selv.. Uden Appolyon, og uden hende," fortalte han denne gang. Han betragtede sig af hende. "Nogen drømme må du da have," kommenterede han denne gang. Det andet kunne da ikke passe.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

De var meget intenst sammen hele tiden, og Cecilaya var efterhånden gået fra ikke at kunne døje ham, til faktisk at holde meget af ham. Hun havde været meget sammen med Cedric, men mange af deres samtaler havde faktisk handlet om Lucifer og hendes frustrationer over hvor meget hun var begyndt at holde af ham. Cedric havde bedt hende om at tage nogle chancer, så måske det var på tide? Hun rømmede sig lidt. "Nej det gør jeg ikke. Oplys mig," bad hun med et stille smil. Hendes ene hånd forlod den anden og nærmede sig ligeså stille hans. Det var rart at ligge og holde ham i hånden. Okay god pointe, det var ikke fair at dømme ham på Jareds handlinger, men man kunne vel ikke bebrejde hende for at være skeptisk efter det? "Okay fint. Du vinder," sagde hun og kluklo lidt. "Jeg lover at give dig en chance. Så spørg mig om noget. Hvad vil du gerne vide?" spurgte hun og tog en lidt dyb indånding. Hvis han ville have hende til at åbne sig og lære hende bedre at kende, så måtte hun gøre et forsøg.

Hendes blik flakkede lidt i snakken om Jarniqa. Hun ville helst ikke være ved det, men tanken om hende gav hende ondt i maven. Hun var rig, succesfuld.. flot af hvad hun havde hørt, og kunne tilbyde ham meget mere. "Hvad der er med mig? Der er da ikke noget med mig," sagde hun hurtigt og rynkede uforstående på panden. "Det er ikke sandt. Du elsker hende.. hun er din mor. Jeg ved det for jeg har det ligesådan, selvom jeg klare mig uden," tilføjede hun. i virkeligheden var hun nok misundelig på den interesse Faith viste ham, men ikke hende. Cecilaya tænkte sig lidt om. "Jeg ved ikke.. ikke sådan konkret. Jeg ved godt at måske lyder tåbeligt, men jeg har lyst til at lave noget forholdvis udramatisk, i stedet for at være en soldat eller en leder.. alt for mange forventninger," tilføjede hun sigende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

De havde efterhånden tilbragt så meget tid sammen, at Lucifer selv var gået fra at himle med øjnene af hende, samt ryste på hovedet af hendes barnlige opførsel, til rent faktisk at kunne lide den. Den var så dejlig anderledes, og for ham, var det rart. Dejligt i forhold til, hvad han var vant til. "Du er da virkelig et håbløs tilfælde," pointerede han denne gang. Smilet understregede vel det manglende alvor? Og nu hvor hun forklarede ham, at hun samtidig dømte ham på baggrund af hvad en anden gjorde, så var det heller ikke underligt. Et kort smil passerede hans læber. "En fremmed vil ikke blive hængende uden grund.. Og du vil nok heller ikke opsøge den, uden at have en grund," sagde han dog. Han trykkede kort omkring hendes hånd. Selv han fandt det ganske behageligt. Det var rart, at der ikke just var nogen af den slags forventninger hængende over hans hoved.

Jarniqas succes, var nok et definitionsspørgsmål. "Du kigger væk, når hun bliver nævnt.. Er du jaloux?" spurgte han denne gang. Selv det var jo en nysgerrighed, der virkelig prikkede til ham. Han sukkede let. Han ville bare ikke snakke om det. "Jeg elsker hende ja.. Men derfor ønsker jeg ikke at forblive afhængig." Han vendte blikket ned. Tanken gjorde ham vred et sted. Han kunne ikke rigtigt gøre noget ved det nu.
Lucifer slap hendes hånd, hvor han denne gang satte sig en anelse op. Han trak vejret dybt. "Kender det.. Jeg kunne godt bruge det samme. Jeg vil bare gerne have noget, hvor jeg føler, at jeg udretter noget. Faith opdrog mig til titlen som leder." Det gjorde det svært for ham. Hvad skulle han gøre nu?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya vidste godt at hun var barnlig og snakkede alt for meget, det var blevet pointeret for hende ofte, derfor havde hun i stedet isoleret sig fra alle, så de ikke kunne dømme hende. Lucifer virkede ikke træt af hende, lidt ligesom Cedric aldrig var blevet det. Hun turde mere og mere at være sig selv. Hendes fingerspidser fandt lidt forsigtigt hans hånd og strøg håndryggen, som en form for søgen efter tilladelse til at måtte tage den. "Jeg er ikke håbløs! Kom, fortæl mig det nu!" sagde hun lidt bedende og så på ham med et muntert blik. Han gjorde hende ret ofte i godt humør. "Nej. Jeg har jo sagt at jeg godt kan lide at have dig omkring. Men fint.. jeg lover at give dig chancen for at lære mig bedre at kende, så spørg mig om noget.. hvad som helst," bad hun ret selvsikkert. Somme tider måtte man tage chancer i livet og Lucifer virkede mere oprigtig. Han kom altid tilbage, det havde han i hvert fald gjort til nu, og hun ville uanset blive ked af det hvis det stoppede, om han kendte hende eller ej.

Hun bed sig i underlæben og så ned for et øjeblik før hun kastede hans teori hen med en lidt usikker latter. "Mig jaloux? Nej hvorfor skulle jeg være jaloux? Jeg er ikke jaloux.. jeg mener det er jo din egen sag og sådan, det er... nej jeg er ikke jaloux," svarede hun i en lang usammenhængen talestrøm som hun gjorde hver gang hun blev nervøs, velvidende om at var alt for afslørende. "Det er der ingen der gør," hun rømmede sig lidt og håbede på de bare kunne glemme hvor akavet det lige var blevet. "Du ville være en god leder," kommenterede hun ærligt. "Modsat mig. Jeg var aldrig god til det, men jeg ønskede det heller ikke," sagde hun ærligt. Hvad kunne de finde på? Hvilke drømme skulle de sigte efter?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Mange mente måske at Cecilaya snakkede for meget. Det var ikke umiddelbart Lucifers holdning til det. Ja, til tider havde man brug for en pause, men da slet ikke i den forstand, at han holdt sig væk fra hende, for det havde han slet ikke nogen grund til. Han smilede let for sig selv. "Det er da min egen lille hemmelighed," sagde han denne gang. Han flyttede dog ikke hånden. Det havde han slet ikke nogen grund til. Han kunne derimod godt lide, at hun havde taget den.. rørte ved ham, for selv det, var noget, som hun havde været bange for tidligere.
Hvad skulle han spørge om? Der var jo rigtig mange spørgsmål, og dette gjorde det heller ikke ligefrem nemt. "Fortæl mig noget om dig, som kun Cedric ved," sagde han denne gang, efter en længere pause. Det var vel et glimrende sted at starte, var det ikke?

Lucifer vendte langsomt blikket i retningen af hende. Hun var jaloux! Det var det eneste, som rent faktisk gav mening for ham! "Du er virkelig jaloux," kommenterede han denne gang. Et sted morede det ham lidt.. For der var jo intet at være jaloux på. Det var officielt slut mellem ham og Jarniqa. Der var ikke mere at komme efter der.
Smilet døde hen igen. Han ville blive en god leder? Han fik uanset ikke muligheden for at gøre noget ud af det. "Hun mente anderledes," sagde han blot. Det var nu en forkastet mulighed. Han sukkede let. "Jeg nåede ikke at opleve dig på posten.. Det har været et stort navn at leve op til," sagde han oprigtigt. Han lod hovedet søge på sned. At hun ikke ønskede den form for mål, forstod han godt. "Nogen drømme må du jo have.." kommenterede han. Det var da noget, som alle havde.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

En del af hendes voldsomme snak, skyldtes nok at hun et sted var bange for stilheden. Det var i stilheden at alt det uhyggelige skete, ikke nødvendigvis i mørket, men når de var helt stille. Hun hadede det, derfor livede hun oftest tingene op med.. ja snak. "Det er ikke fair at du holder hemmeligheder for mig," bemærkede hun lidt bebrejdende selvom hendes blik udstrålede morskab. Somme tider ville hun meget gerne vide hvad der foregik inde i hans hoved, for hun havde desværre ikke samme muligheder som han havde, for at finde ud af det. Højest irriterende. Hendes smil falmede. Der var kun én ting i verden som kun Cedric vidste og det var noget som hun den dag i dag forsøgte at benægte var sket. Hun tøvede. "Vores far har en datter mere. Nalani. Da vi var yngre forsøgte hun at slippe af med os. En mand... han tog os ved tvang og de forsøgte at drukne Cedric fordi han forsøgte at beskytte mig. Det var efter det at Cedric og jeg udviklede det bånd som vi havde dengang.. han fortalte mig at det kun gjorde ondt hvis man gjorde det med en man ikke elskede. Det har jeg husket på lige siden," fortalte hun med bankende hjerte. Hun kunne næsten mærke tårerne trænge sig på og skammen..

I kølvandet på det, kunne hun ikke bare skyde det fra sig med en smart bemærkning. "Det er jeg altså ikke. Hvorfor skulle jeg være det?" spurgte hun, velvidende om at hun ikke kunne løbe fra det. Uanset hvad så ville han have været en god leder. "Jeg var elendig. Stort navn eller ej. Jeg hader at lede," hun fugtede sine læber. Nej hun vidste ikke længere hvad hun drømte om, for alt virkede så langt væk i disse tider.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Selv på trods af, at Lucifer var en blærerøv og en praler i stor stil, kunne han heller ikke lade være med at drille hende bare lidt, fordi at han nu havde fået muligheden for at gøre det. Et kort smil passerede hans læber. "Det kan du tro, at jeg må," fastholdt han denne gang, og med et ganske tilfredst smil på læben. Nu hvor de alligevel havde taget hul på den nære relation af en slags.. Han kunne ikke helt finde ud af den, så ville han jo gerne vide noget om hende, som ikke nogen vidste. At hun så indvilget i at fortælle ham så mørk en hemmelighed, fik ham atter til at lægge sig ned ved siden af hende. Aktivt lyttede han til hendes ord. Det var trist, at det skulle være sådan. Det var virkelig, virkelig trist.
"Jeg vidste at det var hårdt, at være en del af Jaceluck og Marvalo, men ikke at den slags var sket." Ja, hvad skulle han sige? At han var ked af det? Det ville jo ikke ligefrem gøre nogen forskel. Det lå jo fortiden til, men han kunne jo se, at det var noget som påvirkede hende. De havde vel bare haft hinanden? Automatisk fik det ham til at slappe en smule af. Så det betød, at det forhold var bygget på den hændelse? Grotesk som den end var. I den forstand, var det jo godt, at de havde haft hinanden.

Cecilaya var jaloux! Det alene, var Lucifer faktisk ikke rigtigt i tvivl om længere. "Det er en jaloux tunge, som jeg kan høre," pointerede han let. Han havde ingen. Han var en enemand. Hvad var der at være jaloux over? Han lod hovedet søge på sned. "Det er jo bare at erkende, at det ikke er ens kald. Og du har prøvet.. og fejlet, og ved, at det nu ikke er, hvad du skal. Så fortæl mig.. Hvad andre drømme har du? Små drømme? Tanker om dig selv?" spurgte han. Der måtte jo for pokker være noget!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var for længst gået op for hende at Lucifer nød at drille. Det gav modspild, hvilket var ret hyggeligt engang i mellem og de kunne begge lide at have det sjovt. "Du er så uretfærdig," anklagede hun og skød underlæben lidt utilfreds frem, hvilket hun formåede at holde i præcis tre sekunder, før hun brød ud i grin i stedet for. Hun duede ikke rigtigt til at være alvorlig.. med mindre man snakkede om det de var kommet ind på. Hendes smil falmede ikke, men stivnede nærmere. Hun hadede at tænke på det.. somme tider forsøgte hun helt at glemme det. "Som sagt, er det kun Cedric og jeg der ved det. Ud over Cedric, har jeg ikke været sammen med nogen.. og så Jared men ja, det viste sig jo at være en endnu større fejl," mumlede hun og himlede med øjnene. Lige der bebrejdede hun stadig sig selv for at have været så fandens dum! Fortid var fortid, men desværre var den ikke altid langt væk. Det var netop den fortid der holdt hende fra at lade Lucifer komme tæt ind på livet af hende, selvom han havde forsøgt. Efter Jared havde hun svor aldrig at ville nærme sig en mand på den måde igen, og frem til han havde gjort hende forvirret, så havde hun faktisk holdt ret stædigt fast i den tanke.

"Vel er det ej, du høre hvad du vil høre," forsvarede hun sig og så væk. Det var ikke sat med den drillende tunge hun normalt brugte, nærmere en lidt trist. For pokker hvor hun hadede at han havde ret. Hun var drønjaloux, og samtidig ville hun ikke tættere på ham end hun allerede var.. eller jo, på en måde og på en måde ikke, det var meget forvirrende. Hun tænkte sig godt om og rullede om på ryggen for at kigge op i loftet. "Jeg drømmer om at have en familie.. ikke med børn og alt det her, og heller ikke med min og far, men en familie.. nogle af være der for, nogle at have i ryggen som dengang jeg var lille. Et trygt sted at være," forklarede hun stille. "Og så drømmer jeg om at finde min plads, hvorend det er," tilføjede hun.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var uretfærdig. Han havde aldrig spillet efter reglerne, men derimod altid sine egne, og det havde han skam ikke tænkt sig, at lave om på noget tidspunkt. Et tilfredst smil måtte denne gang bane sig vejen over hans læber. "Synd for dig," pointerede han, inden hun brød direkte ud i latter igen. Okay, selv på trods af det ellers meget alvorlige emne de snakket om, så kunne han uden tvivl godt lide, at hun var ærlig overfor ham, og rent faktisk delte den slags ting med ham. En trist tanke, at hun havde været igennem den slags ting, men det var bare ikke rigtigt noget, som nogen kunne gøre noget ved. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse denne gang. "Så forstår jeg da meget bedre. Det er trist. Man kan bare ikke rigtigt gøre andet, end at holde hovedet højt, og komme over det." fortalte han denne gang.

Hun var jo jaloux! At Lucifer jo bare ikke kunne se, hvorfor hun skulle være det, var jo så en anden sag, og ikke rigtigt noget, som han kunne gøre noget ved. "Jeg forstår bare ikke hvorfor.. Når jeg ikke længere har hende ved mig," sagde han ærligt. Han lod dog sagen ligge for nu. Han derimod, var mere interesseret i hende, end hvad han var i sig selv, og så havde man virkelig fanget hans interesse! Det i forvejen, var noget som skete meget sjældent.
I Lucifers hoved, lød hendes drøm meget.. kedelig, men ud fra det liv, som hun havde haft, var det måske ikke så underligt igen? "Det er jo fornuft.. Det er i mine øjne, ikke en drøm,"[C/olor] sagde han denne gang. Der måtte vel ligge mere i det, end som så?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Lucifer spillede altid efter sit eget hoved, man vænnede sig til det, særligt fordi Cecilaya havde været vant til at hendes mor altid havde gjort det samme. Klart fællestræk lige der. Hun himlede med øjnene og lo men sagde intet, for hun vidste godt at han bare ville elske at drille hende mere, og den mulighed og tilfredsstillelse skulle han trods alt ikke have! Hun sukkede stille. Denne her gang havde hun fortalt ham nogle detaljer om sit liv som ikke engang deres mor var kendt med, for det havde bare været hende og Cedrics hemmelighed. Det irriterede hende dog lidt at han tog så let på det. Kom videre? Var det, det bedste han kunne gøre? Hun så op i loftet og pillede lidt ved sengetøjet under hende. "Det er ikke noget man bare kommer over Lucifer. Det er okay nu, det plager mig ikke meget mere, men jeg skal aldrig nogensinde så tæt på en mand igen," fastslog hun selvom hun var mere tvivlsom i den beslutning end hun havde været før Lucifer var blevet en del af det billede. Det havde været meget lettere før Jared for uanset hvad så havde han givet hende en lyst som hun havde set væk fra i mange år i lejren, hun havde været hård, uopnåelig for enhver mand som havde forsøgt, og selvom hun forsøgte kunne hun ikke bare gå tilbage.

Bevidst undlod hun at se på ham. "Du ville ønske du havde. Det er tydeligt at du nære stærke følelser for hende, også selvom hun ikke er her.. men jeg er ikke jaloux..!" skyndte hun sig at tilføje. Modsat havde hun en idé om at han var jaloux på Cedric, men det var nok mere fordi han fik den opmærksomhed som hun før have givet ham. "Du er altså ikke nem at gøre tilfreds... hmm altså da jeg var yngre drømte jeg om at være Evan, og få lov til at træne de mindre dæmoner, men det ville mor aldrig tillade," hun himlede med øjnene.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde nok sine klare træk efter Faith, men igen.. Det var hende, som han kunne huske, som en primær opdrager af ham, og derfor var det selvfølgelig også det, som efterlod sine klare spor, selv på ham. Hun var kommet videre, og det var han selvfølgelig glad for. Nu hvor han selv var opdraget til at skulle tage sig af en kvinde, havde han svært ved at forestille sig, at andre kunne finde på det modsatte. "Du er stærkere end det, Cecilaya, og jeg er kun glad for, at du er kommet videre," sagde han oprigtigt. Hvordan skulle han ellers tackle det? Han havde jo aldrig været udsat for noget lignende. Faktisk havde han kun oplevet, at en som Jarniqa, aldrig havde ladet ham komme tæt på.
"Det er lidt en hård bedømmelse, syne du ikke?" spurgte han denne gang. Aldrig en mand tæt på? Det ville godt nok blive en trist og ensom tilværelse for hende, og det synes han oprigtigt faktisk var synd og skam.

Selvfølgelig nærede Lucifer de store følelser for Jarniqa. Det var jo ikke bare noget som forsvandt over natten. "Er du forundret? Vi var sammen længe.. Men jeg er fast besluttet på, at det ikke skal være hende og mig... Og jo, du er jaloux," fastholdt han med et kækt glimt i øjet. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være! Han vendte sig denne gang, og lagde armen under hovedet, så han havde denne at støtte på. Hun ville gerne træne dæmonerne? "Hvorfor skulle du ikke kunne det?" spurgte han denne gang. Hvad Faith mente om det, kunne hun da være ligeglad med?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Der var mange synlige træk fra Faith til Lucifer, ligesom hun selv havde dem, blandt andet når det kom til temperament og til dels også til stolthed, selvom ingen kunne nå Faith lige på det punkt. Hendes blik havde fanget en plet i loftet som lidt blev en undskyldning for ikke at udvise for meget følelse, det var hun ikke god til, men det påvirkede hende. "Man kan ikke hænge sig i fortiden, desuden hjalp Cedric mig igennem allerede dengang på lidt utraditionelle måder godt nok, men alt tæller vel," hun rynkede på panden og rystede lidt på hovedet. Nej det havde ikke været rigtigt, men hun havde nydt at have sin bror så tæt på sig, han var den éne mand i denne her verden, hun kunne regne med. "Det er overvurderet uanset. Jeg kan sagtens klare mig uden," fastholdt hun selvom hun i sit indre gjorde sig helt andre tanker. Desværre havde Jared nået at vise hende hvor fantastisk det kunne være, og hun havde været så dum at lege med, til en grænse hvor hun nu følte sig latterliggjort.

Følelser forsvandt ikke bare over natten, med mindre man var sammen med et svin som Jared. Hun var blevet glad for ham, og han havde vendt hende ryggen. Det var ikke fordi følelserne som sådan var væk, men hun tillod ikke sig selv at føle dem. "Nej jeg er ikke forundret og det er ikke hende jeg er jaloux på.." hun slog armene ud fra kroppen og havde nær ramt ham. "Det er nærmere det du føler for hende, og det hun føler for dig jeg er jaloux på. Jeg ville ønske at nogen ville føle så stærkt for mig, og at jeg kunne føle det samme okay?" hun sukkede tungt. Hold op hvor lød det dumt! Desværre var det sandt.. det kunne man vel kalde en drøm? "Det ville kræve et liv i Appolyon, og folk der har ikke den store tiltro til mig efter min fiasko som leder," pointerede hun. Men det fjernede ikke lysten til det.