Not a happy man!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det havde været virkelig været rart at have Lucifer omkring sig, for Cecilaya brød sig heller ikke om at være alene. Godt nok havde hun ikke haft nogen ligesom ham, ikke efter hun havde mistet Cedric i sin tid, men det betød ikke at hun brød sig om det Jared havde været hendes redning.. indtil han i stedet havde udnyttet hende til egen fordel. "Jeg ved ikke med hvilke øjne du ser på mig, men du har trods alt plaget mig et godt stykke tid nu så..." hun trak på skuldrene og sendte ham et næsten uskyldigt smil. Det var sandt, hun havde ikke glemt ham og hun bemærkede når han var væk, nok mere end han regnede med, hvilket Cedric kendte alt til. Hans brændende blik fjernede det smørrede smil fra hendes læber. Fortiden der lå mellem hende og Cedric, ønskede hun ikke at diskutere hernede.. og faktisk slet ikke med Lucifer, men troede han virkelig at det var hvad de drev tiden med? Man kunne næsten se hendes blik, fuld af undren.
"Tror du at ham og jeg...?" hun lo og rystede på hovedet, mens hun rejste sig fulgte efter ham gennem menneskemængden. Det lettede så så snart de kom på den anden side af trappen, "Vi har snakket, det er alt.. og hvorfor betyder det noget, er du jaloux?" spurgte hun lidt drillende, nok mest fordi det var det sidste hun forventede.
"Det er for sent," bemærkede hun morende og overhalede ham med et par gadedrengehop hen til døren der var ulåst, for de havde jo intet af værdi.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde jo ligeledes også nydt Cecilayas selskab, og derfor følte han jo også, at Cedric var blevet en trussel, hvilket han ikke kunne lide. Hans blik faldt denne gang til hendes skikkelse. Han fremstod næsten jaloux.. Et sted var han, og det var heller ikke sådan, at han ville have, at tingene skulle frem! Han rystede kort på hovedet endnu en gang. "Du fremstiller mig virkelig på en måde, som jeg ikke ønsker," tilføjede han denne gang med et kækt glimt i øjet.
Igen havde Lucifer fundet det gode humør frem igen. Igen var det noget som Cecilaya formået at finde frem i ham. For mange, var hun måske direkte irriterende, hvilket hun også havde været for ham i starten.. Det var hun ikke mere. Tvært imod. "Jeg er ikke jaloux!" Det var slet ikke noget, som hun skulle have lov til at kalde ham. Han rystede kort på hovedet. Okay, han kunne godt høre, at han ikke fremstillede sig selv særlig godt.
Lucifer lod Cecilaya passere ham til deres værelse. Hvis det betød, at han 'vandt' for i aften, passede det ham fint. "Du gør det ikke meget bedre," kommenterede han denne gang. Han rystede kort på hovedet, hvor han tvang døren til deres værelse op, og søgte ind. Værdierne havde han på sig. Pengene havde han på sig, da han ikke lod dem ligge. Han smed sig denne gang over i sengen, og sparkede skoene af. Han sukkede lettet, og vendte sig. Armene lagde han bag hovedet.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var aldrig faldet hende ind at Lucifer kunne føle sig truet af Cedric, hun havde derimod forventet at Cedric måske ville opleve ham som en trussel den anden vej omkring, og nu vidste han jo på sin vis også at han meget vel kunne blive det, i forhold til at hun var blevet lidt for betaget af ham. "Det har du da selv bedt om," svarede hun flabet tilbage. Snakken forstummede et sted bag dem, men man kunne stadig høre dem et sted i baggrunden, ligesom hun havde kunnet før de var løbet ind i hinanden.
Hun stoppede op ved døren og ventede på ham med et lille grin. Hendes eget humør var blevet betydeligt bedre i og med at hans også lod til at gå i en anden retning. "Det kom lige lovligt hurtigt," hun smygede sig ind gennem døren før ham og undrede sig først lidt i stilhed, mens han ligeså kom ind og smed sig på sengen.
"Er du? Jaloux?" spurgte hun uden helt at slippe den endnu. Roligt vendte hun sig om mod ham og gik hen til sengen hvor hun satte sig på kanten med et slankt ben lagt på kors med det andet. Hendes vægt hvilede på håndfladerne som solidt var plantet i sengen bag hende. "Hvorfor skulle jeg? Det ville være kedeligt at gøre det nemt for dig," pointerede hun næsten en kende triumferende også selvom hun ikke rigtigt var kommet længere end jalousi-spørgsmålet. Det var sikkert at hun ikke havde tænkt sig at lade ham løbe fra det.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var truet af Cedric, og det var kun fordi at han vidste, hvad de havde lavet tidligere. Var det noget vidunder, at han ikke ønskede, at det var noget, som skulle ske for ham nu? Han trak kort på smilebåndet. For nu, ville han egentlig bare gerne have lov til at glemme alle de typiske problemer. "Såvidt jeg husker, bad jeg aldrig om noget," tilføjede han med et glimt i øjet, inden de søgte til værelset. Musikken og den høje sang, kunne stadig svagt høres, men det var slet ikke så irriterende, som det havde været tidligere.
Lucifer sukkede, da han denne gang, valgte at glide ned i sengen, hvor han lagde sig ganske godt til rette i stedet for. "Nej, jeg er ikke jaloux," afviste Lucifer atter med en blank stemme. Det var en løgn.. Han hadede det forhold som hun havde til sin bror, kun fordi at det placerede ham lidt ude på sidelinjen, og det var på ingen måder noget, som faldt i hans gode bog.
Kort himlede han med øjnene, men det var ikke fordi at det var af irritation. Tvært imod. "En gang imellem havde det været fantastisk. Først sidder du der, er og er mega kryptisk.. og nu ser du alt for godt ud.." Okay, lidt for meget, kunne han måske have fået at drikke, men hvad fanden.. Han var stadig sig selv, og nu mere munter, end hvad han havde været nede i krostuen.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Hele verden lod til at være kendt med Cecilayas og Cedrics fortid, hvilket ikke huede hende. Med årene var det nok gået op for hende at det havde været forkert, ikke at hun fortrød men dengang havde hun ikke forstået betydningen af det, og uanset hvad, så havde hun ikke direkte planer om at genoptage det. "Jeg kan ikke huske hvad det er vi diskutere," indrømmede hun med en eftertænksom rynke i panden. Nå det var vel også lige meget, hun ville hellere snakke om hvorfor han var jaloux på Cedric!
"Du virker jaloux," fastholdt hun sigende og vendte hovedet lidt så hun kunne tage ham i betragtning. Som sædvanlig lå han der og lignede en der ejede det hele, men det lod hun ham så. "Jeg er da ikke kryptisk," forsvarede hun sig hurtigt i første omgang uden at høre det der kom efter.. ikke før efter et par sekunder hvor det gik op for hende hvad han havde sagt. Hendes blege kinder blussede, ulempen ved at være en blanding af ild og is, var at den røde farve, tydeligt stod frem i hendes kinder. "Jeg ser ret godt ud.. men jeg tror nu det er øllen som taler for dig," sagde hun og grinede lidt af ham, mens hun lagde sig om på maven med benene stikkende ud over sengekanten. Det var da meget flatterende at få at vide, men hun frygtede det lidt på længere sigt. I det mindste var det tydeligt at mærke hans humør havde bedret sig betragteligt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Dem som ikke var kendt med den historie, var da komplet dumme, i Lucifers øjne. Igen, når man var børn af folk som Faith og Kimeya, så blev man lagt mærke til, og det kunne man vel også godt sige, var sket med hende og hendes kære broder? Han rynkede kort på næsen. "Du forsøger at lyve for en mnetaldæmon," kommenterede han denne gang. Han rystede let, men kort på hovedet. Hans humør havde ændret sig betragteligt, men det var vel fordi at hun fik ham til det?
Lucifer var ikke jaloux! Og ikke ville han høre på, at han skulle være det! Han rystede på hovedet. "Men det er jeg ikke," afviste han blankt. Han var jaloux på selskabet.. Hvad andet var der at være jaloux på? Han måtte jo uanset ikke komme tæt på hende, uanset hvor meget han forsøgte, og uanset hvor meget han forsøgte at tage hensyn til hende. Han rystede på hovedet igen. Skulle dagens indtag af alkohol tale for ham? "Pjat.." afviste han denne gang med en kortfattet, men nærmest også blank stemme, inden han satte sig op. Ikke var det nogen hemmelighed, at hun var en flot kvinde, men også kryptisk.. spørgende. Det kunne han da langt bedre lide, end hvad han kunne lide en kvinde som Jarniqa, der blot havde taget den værste af de værste konklusioner. "Så meget har jeg heller ikke fået.." Han faldt baglæns ned i sengen igen.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Alles øjne hvilede altid på de 'interessante' børn. Lucifer var en af dem, derfor vidste hun ligeledes en hel del om hans fortid uden helt at gøre det alligevel. Lyve? "Jeg prøver ikke at lyve, jeg kan vitterligt ikke huske hvad vi diskuterede," fastholdt hun og grinede lidt af hans overbevisning. Nej det var helt oprigtigt faktisk, hun var ikke dum nok til at lyve for ham.. særlig meget om ikke andet. Det var blevet lettere at åbne op for ham med tiden, i hvert fald lade ham se den kvinde hun var kendt som.. nysgerrig, snaksaglig og ligefrem irriterende, det mest imponerende var at han ikke lod til at hade hende.
"Hvorfor får du så, sådan et dræberglimt i øjnene når jeg nævner Cedric?" spurgte hun og kneb øjnene hårdt sammen som om hun forsøgte at efterligne det blik han sendte hende når det var, men hendes efterligning var utrolig dårlig, hvilket nok handlede om at hun var elendig til at være sur.
Lige nu morede hun sig lidt for meget over hans rastløshed. Direkte fuld ville hun nok ikke kalde ham, men det var da ved at være derhenne ad. "Du er rastløs.. jeg tror du har fået nok," konkluderede hun og flyttede sig lidt så han ikke ramte hende da han slog sig ned i sengen igen. En "Og hvad mener du med at jeg er kryptisk?" spurgte videre. Cecilaya og hendes mange spørgsmål, det tog virkelig ingen ende.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer ville nok ikke kalde sig selv for noget 'interessant' barn. Han var nærmest født forældreløs med forældre, som han aldrig havde kendt, på andet end ry og rygte. Han havde blot været heldig med de muligheder, som var blevet ham skænket af Faith særligt. Han smilede kort for sig selv. Cecilaya var en hjertevarm kvinde.. Langt mere omtænksom, end hvad man typisk ville kalde en Marvalo eller en Jaceluck. Tænk, at han skulle være den egoistiske af dem.
Tanken om Cedric gad han virkelig ikke tænke på! Den mand, var da kun direkte irriterende! "Fordi jeg måske ikke har tænkt mig, at fortsætte med at tænke på den mand?" foreslog han denne gang med en mere direkte stemme, end hvad han havde gjort brug af tidligere. Hans blik faldt mod hendes skikkelse endnu en gang. Han var træt af, at den mand skulle fylde så meget.. Generelt, var der rigtig mange ting, som irriterede ham i den her tid, uden at han egentlig kunne gøre noget særligt ved det, og han fandt det direkte irriterende og ubehageligt.
Lucifer lagde sig ned igen. Okay, han havde måske fået en kende for meget, men det var derimod nok til, at han var påvirket af det. Han rystede på hovedet. Alle de spørgsmål. Ja, han burde efterhånden være så vant til det, men det ville være synd og skam, at sige. Hans blik faldt mod hende. "Ved du hvad?" Han rullede om på siden, så det var bedre og nemmere for ham at kigge på hende. "Når du ikke gør det nemt for mig.. Har jeg ikke tænkt mig, at gøre det nemt for dig." Han blinkede let til hende, og med et kækt smil på læben.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Faith var ikke ligefrem den mest hjertevarme moder, hun havde haft sine øjeblikke, dem huskede Cecilaya, men det var imponerende at den kvinde overhovedet havde taget ham til sig. Hvad der var mere imponerende var at han faktisk var endt ud som en okay man, han var ikke ødelagt eller forskruet eller kold som is, han var egoistisk ja, men andet kunne man ikke forvente. "Blive ved med at tænke på ham? Han har været her i to uger," bemærkede hun med et svagt grin. Så lang tid kunne han ikke havde brudt sit hoved med ham, og desuden hvorfor skulle han overhovedet gøre det? Ligesom ham rullede hun om på siden og støttede sig en lille smule på albuen med fingrene begravet i sine lange, flammerøde lokker.
Hendes læber skiltes i et lidt fornærmet antræk. "Og du påstår at jeg er kryptisk? Det er dig der sætter alle gåderne op, desuden kan du bare gå ind i mit hoved, det privillegie har jeg ikke rigtigt med dig," argumenterede hun med en lidt overdrevet passion for emnet. Ved lidt større omtanke, havde hun nok overvejet sit ordvalg nøjere end nærmest at opfordre ham til at kigge i hendes hoved, der var et kaos som altid, men rummede alt for mange tanker om ham. Protesterende trak hun sig op på alle fire og gav ham et puf med foden for at få ham ned på ryggen igen, så hun kunne sætte sig på hans brystkasse med armene foldet over sit bryst. "Jeg bliver siddende her til du fortæller mig det," sagde hun stædigt. Okay ja, det var barnligt, men hun var nok bare et barn i en voksen krop.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var heldig.. og han var mere end heldig, og det vidste han også godt. Nu stod han jo så bare ansigt til ansigt med Cecilaya.. Personlighedsmæssigt var hun jo overhovedet ikke i nærheden af sin mor, og det var måske det, som han også godt kunne lide ved hende. Hans blik hvilede på hende. To uger ja.. og manden fyldte stadig det hele! Han havde smurt sig nok med tålmodighed, ville han da mene! "Nemlig! I så fald, burde den evige begejstring også være gået i sig selv nu," fortalte han denne gang. Han brød sig ikke om den mand, og det ville han nok næppe nogensinde komme til!
Opfordrede hun ham pludselig, til at søge ind i hendes hoved, og tanker, for at finde ud af ting? Ja, han kunne, men nu havde han selv været så vant til at Jarniqa blev sur, når han gjorde det. Han rystede på hovedet. "Var det en opfordring, snuske?" spurgte han denne gang.
Som hun puffede til ham, og tog pladsen på hans bryst, måtte han svagt spænde i kroppen. Det gjorde jo faktisk en smule ondt. Hans blik faldt mod hende. Var det en opfordring? Han kneb øjnene en kende sammen. Ikke fordi at det irriterede ham, for.. det gjorde det vel reelt set ikke? Han grinte.. Han kunne ikke lade være. "Så kommer du da til at sidde der meget længe!" endte han denne gang morende. Han kunne jo heller ikke lade være. Hun var sådan en humørspreder.. Og det var noget, som han faktisk godt kunne lide.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Ingen kunne forklare hvordan Cecilaya var blevet en pestilens af en humørbombe der stak sin næse i alting, men hvor alle andre hadede hende eller blev træt af hende, så elskede Cecilaya faktisk sig selv. Trods hun følte sig ensom, så var hendes liv godt alt taget i betragtning og kun endnu bedre efter både Lucifer og Cedric var blevet en del af det. To brødre til at se efter hende, det var jo perfekt! "Nu lyder du jaloux igen," pointerede hun og kunne ikke helt skjule den fryd der afspejlede sig i hendes blik. Der var intet mellem hverken hende og Cedric eller hende og Lucifer, og alligevel lod begge mænd til at se en kæmpe trussel i hinanden. Det var hvad der skete når testosteron mødte testosteron.
"Nej! Det var alt andet end en opfordring! Desuden er det bare et stort kaos," forsikrede hun med lidt store øjne, da hun indså hvor dum havde været med sit valg af ord. Som ethvert andet lille barn, sad hun på hans bryst med armene foldet og skævede lidt tvært til ham, selvom det var en påtaget mine. Faktisk var hun i lidt for godt humør. "Jeg skal nok få det ud af dig," fastholdt hun og stirrede lidt tomt ud i luften til hun fik en idé. Langsomt skiltes hendes læber gravidst til et lusket smil. Åh det ville være så perfekt! Uden at indvige ham yderligere, satte hun sig med et ben på hver side af ham, og fangede hans hænder for at tvinge dem ned i madrassen med den lidt lette vægt. I munden dannede hun en god portion spyt som hun tvang forbi læberne og lod den hænge som en farertruende dråbe over ham. "Sig det!" sagde hun bestemt.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer var uden tvivl fascineret af Cecilaya. Så anderledes, som hun var i forhold til, hvad familien var kendt for at være. Det var noget som han godt kunne lide. Ikke alle mulige konklusioner.. ikke alle de problemer, foruden dem som Cedric stod bag selvfølgelig, men det var noget, som han nok skulle tage sig af på et andet tidspunkt. Hans blik gled mod hende. "Jeg er ikke jaloux..!" gentog han. Det var han ikke.. Hvordan kunne man være jaloux på noget, som man ikke vil kunne få alligevel? Det var i hvert fald sådan, at han så på det om ikke andet.
En kort latter brød Lucifers strube, som han igen så på hende. "Jeg kunne da godt tænke mig at se, hvad der skulle foregå i en ung Jacelucks hoved," sagde han denne gang med et smil på læben. Han kunne jo heller ikke ligefrem lade være.
At hun denne gang samlede hans hænder, og en spytklat i sin mund, fik ham denne gang til at stirre langt mere fast på hende. Det der kunne hun ikke mene! Det var et tarveligt trick! "Du kan lige vove.. Cecilaya Jaceluck!" Han forsøgte denne gang at få hænderne fri, uden største held. Hans blik faldt hurtigt til den ene side. Han havde bestemt ikke tænkt sig at få en kat spyt direkte i hovedet, hvis han ellers kunne undgå dette! "Stop det!" endte han denne gang. HAn rystede kraftigt på hovedet. 

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Godt nok konstaterede hun ikke meget, til gengæld plagede hun alle omkring sig med spørgsmål der var både gode, dårlige og somme tider direkte åbenlyse. Cedric var aldrig blevet træt af hende, om Lucifer før eller siden ville blive det, det var hun ret overbevist om, men frem til da, ville hun nyde det. Åh hvor hun dog elskede at se ham blive så fornærmet hver gang hun anklagede ham for at være jaloux. "Jeg siger ikke at du er jaloux, jeg siger bare at du lyder som en der er," svarede hun drillende. Han havde intet at være jaloux på, det var jo ikke fordi hun troede at han var interesseret i hende overhovedet.
"Lad hellere være, jeg ville give dig hovedpine," advarede hun. Det var snyd at han kunne kigge ind i hendes sind, desuden ville hun helst ikke have at han så de tanker hun somme tider gjorde sig.
Hendes håndled holdt hun stramt nede i sengen og hjalp lidt til med sin vægt, for han var naturligt ret stærkere end hende. Det var svært ikke at grine, men hun var nødt til at bide det i sig for at holde på spytklatten. "Så sig det," opfordrede hun og forsøgte at følge ham i hans kamp om at komme fri. Til sidst fik han hende til at le højlydt, hvilket resulterede i at hun ligeså mistede spytklatten ned i hovedet på ham. "...ups," sagde hun lidt uskyldigt før hun brød sammen af grin. Han havde selv bedt om det ved at få hende til at grine, det havde slet ikke været hendes mening at slippe den! Grinende slap hun ham og lagde sig ned på sengen for hun kunne ikke holde sig oppe, det var ligeså tårerne trillede ned over hendes blege kinder.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

De mange spørgsmål kunne Lucifer håndteer betydeligt bedre, end hvad han gjorde det med konstateringerne og konklusionerne, og det var selvfølgelig også noget, som kunne mærkes. Det var der ingen verdens tvivl om. Et smil passerede kort hans læber. Jaloux? Nej, han ville slet ikke have det stempel på sig! "Så er det jo kun godt, at jeg ikke er det," fastholdt han. Han hadede det bånd, som hun havde til sin bror, og særligt når han selv havde forsøgt at komme tæt ind på hende, men ikke havde fået muligheden, og var blevet afvist hver eneste gang, han havde gjort dette.
Nysgerrig som Lucifer var, begyndte han da også at blive nysgerrig på, hvad hun gjorde sig af tanker, siden hun pludselig ikke ville have ham til at undersøge hendes hoved. Han smilede kort for sig selv. "Eller er det fordi at du gør dig tanker, som du slet ikke vil have, at jeg skal kende?" Han lod hovedet søge kort på sned, og med et næsten hemmelighedsfuldt glimt i øjet.
Glæden døde dog ekstremt hurtigt igen, ved synet af den spytklat, som passerede hendes læber, og kun søgte tætætere og tættere på ham. Ikke ville han have det! Hans krop spændtes. Den form for søskendestridigheder, kunne man ikke sige, at han havde været i nærheden af tidligere, og det kunne selvfølgelig også godt mærkes. "Cecilaya..!" Hun grinte.. Fandens! Klatten, som hun havde lige udenfor læberne, ramte ham tæt ved øjet, på hans kind. Han blev liggende fuldkommen stille. Ups? Var det alt hvad hun havde at sige? Fandt hun det sjovt? "Det gjorde du bare ikke.." Han hævede hånden, og tørrede det væk, mens hun rullede rundt på sengen af grin. Han klemte øjet sammen. Ad! Ulækkert! Han vendte sig denne gang mod hende. "Nu.. hævn!" endte han denne gang. Han kastede sig mod hende, hvor han ved en marginal af overbalance, fik placeret sig over hende. Hånden præget af hendes spyt, førte han nærmest langsomt mod hendes ansigt. Et drilsk glimt meldte sig i hans øje. Han kunne godt lide det her!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var alt sammen meget kompliceret i hendes kønne, lille hoved. "Virkelig? Jeg tror ikke på dig," sagde hun stædigt. Inderst inde vidste hun godt at han umuligt kunne være jaloux i forhold til at de ikke havde noget, men det ændrede ikke på at hun godt kunne lide tanken. Cecilaya havde gjort meget for ikke at lede ham an, han skulle ikke tro at hun var interesseret selvom hun et sted var. Jared havde ødelagt hendes lyst til at lukke nogen så tæt på sig, så der var Cedric nemmere, fordi han allerede var så tæt på hende.
Cecilaya fnøs som om det var det mest tåbelige foreslag nogensinde, trods det var sandt. "Næh! Du må da meget gerne kigge, men sig ikke at jeg ikke advarede dig!" sagde hun lidt stolt i håb om at han så ville føle sig mindre fristet til at gøre det hvis hun gav ham lov. Han skulle ikke se den indre krig der afspillede sig, mellem hendes fornuft og hendes hjerte.. hvilket lød en kende for poetisk.
Denne her gang kunne hun ikke stoppe med at le. Hun klagede ind mellem latteren over hvor ondt det gjorde i hendes mave at hun ikke kunne stoppe. Fy for pokker hvor var det klamt! Desværre var hun lidt for sårbar i forhold til at hun bare lå og lod tårerne løbe ned over hendes kinder. Der var nemt for Lucifer at fange hendes arme. "Det var ikke med vilje," forsvarede hun og gispede lidt efter vejret. "Nej, Nej, Nej! Det gør du bare ikke!" udbrød hun lidt panisk og vendte hovedet væk, mens hun forsøgte at kæmpe sig fri af hans greb. Det var hendes eget spyt, men det gjorde det stadig ikke mindre klamt. "Lucifer!" forsøge hun advarende men hendes latter ødelagde lidt advarslen i det.