Not a happy man!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Cecilaya Lillith M.J. Marvalo

---

Der var liv og glade dage i Kroen i New Dale. Selv havde Lucifer valgt at tage pladsen nede i krostuen med en fadøl foran sig. Han var på ingen måder en særlig tilfreds mand, og ikke havde han været det, siden før Cedric var kommet ind i billedet. Selvom han ganske vidst ikke var kommet nogen vegne med Cecilaya i forvejen, forventede han vel bare, at hans chancer nu, var mere forringet, end hvad de var i forvejen.
I forvejen lignede det slet ikke Lucifer at gøre sig de tanker. Han savnede Jarniqa.. Han var frustreret over Cecilaya, og nu hvor Cedric var der, så blev det bare ikke bedre! Flammerne blussede i pejsen i den lune pejsestue, hvilket også var det, som Lucifer sad og stirrede direkte ind i. Dette var ikke noget, som gjorde det meget bedre af den grund.  "Komplet latterligt.." mumlede han kortfattet for sig selv, inden han denne gang bundede sit glas, og satte det fra sig på bordet. Nu denne gang helt tomt.  Han havde drukket et par stykker i aften. Cecilaya var nok sammen med Cedric i aften. Det ville i hvert fald ikke komme bag på ham, men hvorfor generede den tanke ham? Han elskede jo Jarniqa.. eller..? Nej, han vidste faktisk ikke helt efterhånden, og selvfølgelig kunne det godt mærkes. Han hadede at være forvirret!
Et tungt suk brød Lucifers læber, inden han denne gang rettede sig op. Rundt omkring ham, lød de lystige stemmer, hvor nogen også brød glad ud i sang. Lucifer prustede let. Alt den glæde.. Hvor var det dog irriterende! 

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Cecilaya nynnede på vej ned af trappen fra værelserne. Hun kunne høre festlighederne oven fra, hvilket havde lokket hende ned. Cedric var ikke til stede, han var draget ud for at finde deres mor nu hvor han havde fået noget mere energi og Lucifer.. ja det var ikke meget hun havde set til ham, det var som om han undgik at være omkring hende i de her dage og hun forsøgte ikke at lade det gå hende på. Desværre lykkedes det knap så godt når hun sad alene på værelset, så altså nu havde hun planer om at feste, om det så måtte blive alene.
Ganske rigtigt rummede kroen liv og glade dage, hvilket fik hende til at lyse op i et smil. Det var primært mænd, så hun vidste at hun burde være forsigtig, ikke at det stoppede hende.
For et øjeblik stoppede hun på tredje trappetrin og spejdede ud over mængden. Hende flammerøde lokker rev flere af mændenes opmærksomhed til hende, mens hendes eget blik havde spoottet Lucifer. Så han var altså på kroen, men bare ikke hos hende? Nej selvfølgelig, hvad havde hun dog forventet? Hvor lang tid havde han siddet der?
Hendes stædighed forbød ham lidt at slippe afsted med det. Hvis han var træt af hende, kunne han bare åbne munden, hun havde klaret sig alene før, og hun kunne gøre det igen.
"Du ligner ikke ligefrem en der deltager i festlighederne," konstaterede hun og satte sig samtidig ned ved hans bord. Han skulle ikke vide at hun var fornærmet, selvom hun som altid havde meget svært ved at lægge låg på hendes følelser. "Må jeg få en tår?" spurgte hun og nikkede mod øllen med hendes typiske smil.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det var ikke fordi at Lucifer var træt af Cecilaya, for det var slet ikke sådan det hang sammen, men derimod alt det, som var fulgt med, var det, som rent faktisk måtte irritere ham mest. Cedric.. Kunne den mand ikke bare blive liggende i graven, og så havde de sluppet for de problemer? Festlighederne deltog Lucifer ikke i, da han faktisk ikke var den type mand. Tvært imod.
Blikket hævede Lucifer en anelse, kun lige til at tage Cecilaya i blik. Ja, selvfølgelig.. Han blev siddende, selv da hun søgte i retningen af ham. Snak om at tvære det hele ud i ansigtet på ham. "Den er tom.. I så fald, må du købe en ny og tage plads," sagde Lucifer med det ellers typiske kække glimt i øjet. Han var jo, som han altid var, selvom han hellere sad her, end at sidde og glo på et værelse, velvidende om, at hun nok gik rundt og tænkte på sin kære broder i stedet for. Deres fortid, var jo trods alt kendt. "Du kommer alene?" Nej, selvom han ikke havde nogen magt eller lignende over hende, så måtte tanken genere ham stadig. Hun havde jo i forvejen tilbragt rigtig meget tid sammen med sin bror.. Og Jarniqa gad ham ikke.. Faith var væk.. Han følte sig for en gangs skyld alene.. Og mere, end hvad han havde gjort i rigtig lang tid nu, og han hadede det! Armene lod han denne gang søge over kors. "Eller kom du for at tage del i glæderne? Der er rigeligt af dem," tilføjede han denne gang. Han så sig om. Der var fest overalt omkring ham.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Alting havde været.. besynderligt siden Cedric var kommet tilbage. Af hele sit hjerte havde hun savnet ham, drømt om ham mere end en gang, og nu hvor han var her, var det svært ofr hende at slippe ham i frygt for at han skulle flade tilbage i graven, men mest af alt, så brugte de timerne sammen på at snakke om Lucifer og hendes mange frustrationer. Det havde aldrig været meningen at de skulle blive så tætte, eller det ville sige det havde de været for en meget kort periode, for det lod ikke til at han havde nogen interesse i det længere.
"Nah, jeg klare mig, ellers tak," hun lænede sig tilbage i den hårde stol og smilede lidt for sig selv. I det mindste lod han ikke til at være direkte vred på hende.
"Ja? Du var ligesom ikke hjemme," pointerede hun sigende. At det var henvendt mere mod Cedric opfangede hun ikke rigtigt, men det var jo ikke underligt at hun var alene. "Hvor har du været?" spurgte hun og foldede hænderne hen over sin mave. Nysgerrighed havde hun været kendt på siden hun havde været et barn, så jo hun var mere end bare nysgerrig på at vide hvor Lucifer havde været! Endnu engang brød alle ud i sang, det var ikke til at høre hvad man selv tænkte. Hun ville nok have sunget, men hun kendte ikke teksten så det måtte være gamle imandranske sange. "Faktisk ja, var det planen, men jeg kan ikke høre hvad jeg selv tænker hernede!" råbte hun i et forsøg på at overdøve de mørke stemmer, præget af lidt for meget øl og mjød.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer havde kun oplevet en Cecilaya, som havde været sværere for ham, at komme ind til, end tidligere, efter at Cedric var kommet, hvilket i forvejen var en frustrerende tanke. Hans blik faldt til hendes skikkelse, som hun blot tog pladsen i stolen overfor ham. Det overraskede ham ikke. Han kunne lide det, men selv han vidste, at det vel bare var en glæde kort? "Buddet skulle trods alt være der," sagde han med en rolig stemme. Glasset var tomt. Han burde egentlig anskaffe sig et nyt, for han kunne godt bruge det. Behovet steg i tid med, at han sad der sammen med hende. "Jeg troede, du tilbragte denne aften med Cedric.." Han trak kort på skuldrene. Et sted burde han være ligeglad, men han måtte jo sande, at det var han ikke.. Og det frustrerede ham et sted, at han ikke var det. "Jeg er rundt forbi.. Passer mig selv, som jeg har gjort siden Faith smed mig ud." Han blinkede let til hende. Siden han havde mødt Cecilaya, havde han holdt sig tæt og nær omkring kroen her, kun fordi at han.. ønskede at være tæt omkring. Her vidste han også, at chancen for at støde på Jarniqa, heller ikke var særlig stor.
Svagt himlede Lucifer med øjnene, som de brød ud i voldsom sang igen. Det var jo ikke til at finde ro til at tænke i det hele taget! "Som sagt! Liv og glade dage!" Han gjorde tegn til at hun bare kunne tage del, om det var hvad hun ville. Folk nød det, og hvis hun var her for at feste, så skulle hu nda være velkommen!

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det var ganske trygt at have Cedric omkring sig igen, men deres forhold havde ændret sig markant. Engang havde været delvist elskende, men det var fortid, Cecilaya var slet ikke interesseret i den slags intimitet med nogen efter det der var hændt med Jared og skulle det endelig komme over hende, så var hendes interesse for Lucifer blevet større end hun selv brød sig om.
Kort skævede hun til det tomme krus. Det var nok meget klogt ikke at smage på den ellers delikate drik, for sidste gang havde det sat lidt for meget gang i det hele. "Hvorfor? Jeg lå faktisk og håbede på at du kom hjem," hun hævede sit blik og tog hans skikkelse i betragtning. "Og hvorfor siger du det på den måde?" spurgte hun og satte sig ordentligt op. Der var en bitterhed at spore i hans tone, hvilket hun ikke helt forstod sig på. Det var vel ikke underligt at hun tilbragte tid med sin bror efter så mange års adskillelse? Rastløs fangede hun kruset med en finger og gav sig til at lege lidt med det, skubbede det frem og tilbage mellem sine hænder. Han gav hende ikke et konkret svar og det gjorde hende lidt irriteret. "Og jeg som troede vi kiggede lidt efter hinanden," hun så op under sine øjenbryn, på ham med et næsten skuffet blik. Så nu var hun bare ligemeget igen? Det værste var at hun ikke havde forventet andet, det var lige præcis det hun havde sagt til Cedric som argument imod hans om at hun burde springe ud i det og tage en chance. Den voldsomme sang fik hende til at sætte hænderne for ørerne for at skabe lidt ro omkring sig. Måske de burde finde værelset?

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Det første som slog Lucifer, var at Cecilaya lød.. forvirret og skuffet? Han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. Festen tog han sig ikke af. Han forsøgte at se bort fra den. Han var overhovedet ikke i humør til den slags. "Jeg havde ikke travlt. Jeg troede at du atter havde taget en plads i Cedrics værelse." Han kunne ikke rigtigt undgå at sidde og være bitter.. Han havde ikke en grund til at være det, men han var det alligevel!
Lucifer himlede kort med øjnene og rystede let på hovedet. Armene lod han denne gang falde over kors, hvor han afslappet satte sig tilbage. "Jeg er bare ikke i det bedste humør i dag, Cecilaya.." Han kunne slå sig selv mod panden. Det lød jo komplet dumt! Men.. det var jo ikke nogen hemmelighed. Han var på ingen måder i noget, som mindede om det gode humør på nogen måde! Hans blik faldt derfor mod hendes skikkelse endnu en gang. Glasset gled over bordet mellem hendes hænder. De kiggede jo efter hinanden.. Han trak kort på den ene mundvig. "Det gør jeg da stadig.." Han blinkede igen til hende. Han kiggede jo efter hende, men det ændrede jo ikke at hun var stoppet.. siden Cedric var kommet tilbage i billedet, og det var lidt det, som han hadede mest. "Jeg kommer om et øjeblik.." De mange tanker var han nødt til at bryde lidt. Han rejste sig, hvor han tog om fadøllen, og søgte op til bardisken, hvor han bad om påfyld, inden han søgte retur igen.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Tanken om at han bevidst valgte hende fra var ikke behageligt, dog bekræftede det kun hendes frygt for at han en dag også ville forsvinde. Nu havde han selv sagt at han passede sig selv som han altid havde gjort, det fornuftige ville nok være hvis hun gjorde det samme. Hendes blik dalede til bordpladen og studerede et par ligegyldige plamager. "Hvorfor skulle jeg? Vi har haft en del at indhente, men mit værelse er trods alt ved siden af," pointerede hun selvom hun udmærket bemærkede hans bitterhed. "Hvorfor genere han dig så meget?" spurgte hun direkte. Konfliktsky havde hun aldrig været, og det nyttede ikke noget at undre sig uden at spørge.
Hun skubbede hans krus tilbage til ham og rettede ryggen. "Nej det bemærker jeg.." mumlede hun lidt utilfredst. Det lod ikke til at hun havde taget fejl af ham, desværre var det ikke noget at glæde sig over, for hvor ville hun gerne tro at han havde gjort sig bare nogle af de samme tanker som hun havde. Hans ringe humør dræbte en stor del af hendes som hun ellers var blevet enig med sig selv om at bevarer uanset hvad. "Hvis du passer dig selv, så nej, desuden.. det er svært at kigge efter dig når du aldrig er her," sagde hun med et suk og lagde sit hoved lidt på skrå. D han rejste sig for at hente mere at drikke, tog hun sig selv i bare at sidde og kigge efter ham. Han var en flot mand, men den tanke havde strejfet hende mere end en gang. Hurtigt blikkede hendes blik væk da han kom nærmere. "Så nu giver du måske en tår?" spurgte hun roligt. Han sad med penge, mens hun havde intet jo.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer måtte vel bare forsøge at passe på sig selv, nu hvor der tilsyneladende heller ikke var nogen anden, der var med til at gøre det. Hans blik hvilede på hendes skikkelse. "Hvorfor skulle jeg ligge på et værelse alene, og glo ind i en væg, Cecilaya? Jeg.. nej, det er ligemeget.." Han afbrød sig selv i stedet for, for han ville ikke få noget ud af, at diskutere det med hende. Og hvorfor det plagede ham så meget? Han sukkede næsten opgivende. Det var virkelig ligemeget, hvorfor det plagede ham, for han vidste jo godt, at det slet ikke burde, men det gjorde det nu så alligevel.
Humøret var ikke umiddelbart det bedste i dag. Det kunne han da gerne stå ved. Faktisk var det af helvede til, og det havde det været siden Cedric var kommet ind i billedet. "Just one of those days, my love." Han tog glasset fra hende, for at hente et nyt, som han kom tilbage med igen. Her satte han sig ned, næsten opgivende igen. Han hadede at hun skulle have den effekt på ham. Virkelig. "Jeg har nu altid været tæt omkring," fortalte han, inden han skubbede glasset hen mod hende, som tegn til, at hun gerne måtte tage for sig. "Giv los, smukke," sagde han denne gang. Et kækt smil passerede hans læber. Det var vel bare nemmest, at lade som ingenting? Og så bare tage tingene, som de måtte komme derfra?

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det kunne godt være at det endnu ikke var gået op for ham hvor meget hun bekymrede sig om hende, men Cedric derimod havde fået tudet ørerne fulde med det i mange timer, fordi hun var frustreret og forvirret, og frygtede inderligt at hun igen ikke ville være i kontrol over sine følelser. "Nej, det er ikke ligemeget!" udbrød hun og overdøvede de fulde sangere. Det sidste kom ud ret højt, da deres efterfølgende skål, dæmpede deres højlydte stemmer for et lille øjeblik.
Der tegnede sig hurtigt et billede af at han bevidst undlod at svare på halvdelen af hendes spørgsmål, og egentlig så havde hun ikke lyst til at spilde tiden på ligegyldige diskussioner som ikke engang var berrettiget, for det stod frygtelig uklart hvad de var og ikke var, ikke fordi.. hun vidste godt der ikke var noget mellem dem, men om de var søskende, venner eller om han gjorde sig nogle tanker ligesom hun selv, det var svært når han var tankelæseren og ikke hende! Frem for at svare ham tog hun imod kruset og greb fat om det med sine små hænder, så hun kunne tage en tår. "Jeg synes ikke jeg har set meget til dig," hun satte den fra sig og skubbede det hen mod ham igen med et lidt lettet smil. Hun elskede når han tiltalte hende på den måde, det var smigrende selvom hun forsøgte ikke at være naiv som hun havde været med Jared, så fristede han hende virkelig til det somme tider.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

For Lucifer var det ligemeget! Han var træt af problemerne, og træt af problematikkerne, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved dem, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han kunne himle med øjnene igen, hvis det ikke var fordi at han gjorde det konstant for tiden! Han stillede denne gang glasset foran sig. "For mig er det," sagde han denne gang. Hvorfor gøre det til en kæmpe diskussion, som ikke ville gavne nogen af dem? Han gad det ikke. Det var desuden også komplet latterligt, at bringe den slags op til diskussion.
Lucifer undlod måske at besvare rigtig mange af hendes spørgsmål, men han så ikke nogen grund til det. Han havde været omkring. Hun bandt ham nærmest til kroen her, og selvom han måtte hade det, så kunne han lide det på samme tid. "Du har været optaget med dit, som jeg har med mit.. Jeg har nu altid været omkring." Han greb denne gang ud efter glasset, hvor han selv tog en god tår. Et sted, var han vel også dybt overrasket over, at hun selv havde lagt mærke til, at han ikke rigtigt havde været omkring. Han hadede at være omkring. Cedric var en mand, som rent faktisk irriterede ham forbandet meget endda! Han sukkede let. "Det lyder næsten, som du har savnet mig," tilføjede han kækt. Han kunne jo heller ikke lade være. Han skulle jo prikke bare en smule til hende, nu hvor han havde muligheden for at gøre det.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Lucifer havde altid smittet hende med sit gode humør, fået hende til at le med sine kække kommentarer, så nu forstod hun vitterligt ikke hvorfor han var tvær og bitter halvdelen af tiden, og ofte forsvandt uden at fortælle hende hvorhen. Egentlig havde hun jo ikke ret til at vide hvor han valgte at færdes, de havde intet ansvar overfor hinanden, men hun var alligevel blevet meget glad for hans selskab.
"Fint. Jeg forstår bare ikke hvad det er du har imod Cedric, du har ikke engang mødt ham," sagde hun lidt frustreret og lagde begge hænder på bordet foran. Hvis han regnede med at hun ikke havde lagt mærke til at det hele var startet da han var kommet tilbage, så var det ham som var naiv og ikke hende. "Jeg gider virkelig ikke at diskutere det. Hvis du ikke har bedre steder at være, skal du ikke føle dig påtvunget men jeg håber da at du kan finde lidt tid til at kigge forbi engang i mellem," hun så ned på sine hænder og håbede ikke hun lød så usikker som hun følte sig. Ej kunne hun få over tungen at hun ønskede hans selskab direkte i frygt for at han skulle lægge to og to sammen eller føle sig fristet til at se ind i hendes forvirrede tanker.
Trods frustrationerne skiltes hendes læber i et let smil. Lucifer var lidt for tilfreds med sig selv - som han plejede at være og det var faktisk ret lettende. "Og hvad så hvis jeg har? Du har garanteret nydt ikke at skulle lytte til mig knævre," det var mere en konstatering end et spørgsmål hvilket hendes smil afslørede.

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Under normale omstændigheder, var Lucifer en munter mand, men Cedric havde virkelig formået at ødelægge det hele for ham, og selvfølgelig var det også det, som gjorde, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde. Han brød sig slet ikke om den mand, og han havde ikke engang mødt ham endnu! Det var jo komplet latterligt, at han reagerede som han nu gjorde. "Jeg må sige, at jeg næsten er overrasket over, at du har lagt mærke til, at jeg var væk," sagde han oprigtigt. Cedric ønskede han faktisk slet ikke at snakke om, hvis han kunne blive fri for det. "Du har været fraværende siden han dukket op, så.. Jeg vil da ikke sidde alene og glo på et værelse." fortalte han denne gang. Det var vel heller ikke så underligt igen, var det?
Lucifer følte sig jo ikke tvunget til at være nogen steder. Faktisk var han på et af de steder, hvor han faktisk ønskede at være, også fordi at det var i nærheden af hende, og væk fra alt det andet, som ellers havde plaget ham igennem hans liv. Der var jo rigtig meget i den sidste tid. Og hun havde savnet ham. Kunne det overhovedet blive bedre end det? Han lænede sig en anelse tilbage, inden han skubbede øllen hen til hende. "Tro mig.. Man lærer at lukke af for den slags." Cecilaya kunne kævle.. Gud hvor hun kunne kævle! Men det var rart at have en omkring, som ikke havde alverdens bagtanker, som Jarniqa tilsyneladende havde haft. "Desuden har det været stille.. Alt for stille, nærmest," tilføjede han denne gang med et kort skuldertræk.

[Cecilaya Lillith M.J. Marvalo]

Det måtte være et gammelt urinstinkt hos mændene, for hun havde en klar fornemmelse af at Cedric heller ikke brød sig om Lucifer, selvom ingen af dem havde mødt hinanden. Hvad de ikke forstod var at de begge var to vigtige figurer i hendes liv, Lucifer var ret hurtigt blevet det, fordi han havde vist sig at bekymre sig om hende, frem til nu i hvert fald. "Regnede du med at det ville gå ubemærket hen?" spurgte hun direkte og tog imod kruset der igen gled tværs over bordet og direkte ind i hendes hænder. Det var ikke hendes foretrukkende drik, men det var dejlig køligt, derfor tog hun endnu en større tår før hun fyrrede kruset tilbage så det skvulpende en smule. Manden bag hende rejste sig med sådan en kraftigt at hans stol røg hårdt op i hendes. Hun satte sig mere op og himlede med øjnene. De mænd var simpelthen for fulde!
"Så du føler dig overset? Der kan man bare se," sagde hun lidt smørret og slog klik med tungen mod ganen. "Han er min bror, Lucifer, vi var meget tætte og det er mange år, der har været meget at snakke om. Jeg beklager hvis du ikke føler jeg har haft tid til dig," sagde hun oprigtigt. I og med at det betød noget for ham, betød hendes selskab noget for ham, og den tanke gjorde hende glad.
"Se jeg vidste det! Du nyder min knævren!" nærmest anklagede hun stolt. "Vil du med op på værelset? Jeg får hovedpine her," hun skævede til mændene bagved dem. Deroppe kunne de snakke uden at råbe, hvilket ville være rart!

[Lucifer Phoenix I. Jaceluck]

Lucifer brød sig faktisk ikke om, at være alene. Han havde altid været vant til at have haft alle i Appolyon og Faith tæt på sig. Nu var det hele nærmest ødelagt, og Cecilaya tilbragte så meget tid sammen med Cedric, så han jo lå alene. Jarniqa havde han jo heller ikke. Han brød sig faktisk ikke rigtigt om det. "Jeg regnede ikke med det.. Jeg forventede det nok mere," sagde han med en ærlig stemme. Hans blik faldt mod hendes skikkelse igen, som han tog omkring glasset, og selv førte det til læberne. Glasset var halvtomt. Men igen, så var de jo også to til at drikke det denne gang.
Det var ikke fordi at han var en lille møgunge, der nærmest råbte og skreg på opmærksomhed, men han var ikke god til at blive valgt fra. Det havde han aldrig været særlig god til. "Du fremstiller mig, som var jeg en lille unge, Cecilaya," endte han. De var søskende.. men det havde jo ikke stoppet dem tidligere.
Manden som rykkede ind i hende, fik sendt en direkte dræbende mine i retur. "Jeg ved godt, at han er din bror. Men nu er jeres historie fra fortiden jo også godt kendt, ikke?" Han betragtede hende med en yderst sigende mine.
Måske det var en god idé at komme derfra? Selvom han et sted ikke havde lyst til det. Han følte sig nok som en idiot i forvejen. Han rystede kort, men smilende på hovedet. "Pas nu på, det ikke stiger dig til hovedet!" endte han denne gang. Han sendte hende et let smil. "Lad os komme op. Det her driver mig til vanvid nu." Han rejste sig denne gang op, og forventede, at hun gjorde det samme. Han kæmpede sig igennem menneskemængden, for at nå værelserne. Hvad pokker fejrede de i aften?