Don't worry about me.

[Deleted]

Myia Destiny Flancker

---

Kroen var næsten tom på denne aften. Det var underligt og unormalt men det gjorde nu ikke Derek alt for meget. Han sad og ventede og det passede ham ganske fint at folk ikke irriterede ham imens. Det var en ting som var kommet til ham ret pludseligt en dag han havde siddet på værelset. Der var en mulighed for ham at vende tilbage til lyset, han havde en mulighed for at blive sig selv igen og så han kunne se Myia noget mere. Det var en ting som han virkelig ønskede. Et sted så var det grunden til hans lille ide. Dog ville han ikke tage afsted før han havde fortalt hende om det, han ville ikke bare forsvinde.
Der var gået nogle dage hvor han bare havde ventet i et mørkt hjørne af kroen. Det havde taget tid men endelig havde han fundet hvad han ledte efter. En ung engel, en kvinde var kommet ind og han havde opsøgt hende. Først havde hun været bange for ham hvilket vel også var forståeligt. Dog havde han hurtigt fået hende talt til ro. Han tilbød hende penge hvis hun ville bringe en besked til Myia om at hun skulle mødes med ham her. Den unge engel havde indviget og med pengene i hånden var hun fløjet mod himmeriget. Nu kunne Derek kun håbe på at englen ville holde sit ord og sende Miya. Selv sad han i et af hjørne længst fra vinduet men stadig sådan så han kunne kigge ud. Han spejdede efter hende lidt og vendte så blikket ned mod hans hænder. Dette var noget som han virkelig ønskede og han ville gerne i gang så hurtigt som det var ham muligt!

[Myia Destiny Flancker]

Beskeden havde Myia fået, og derfor havde hun ikke tøvet med at tage af sted. Hvorfor skulle en engel da lyve for hende, hvis Derek faktisk søgte hende? Normalt, befandt hun sig jo på et sted, hvor han ikke vil kunne nå hende, og så måtte hun jo komme til ham i stedet for.
Kroen landede hun ved, med et blidt 'bump'. Vingerne trak hun tæt ind mod sig. Hvad hun skulle forvente sig af dette, det vidste hun ikke, og selvfølgelig var det noget, som gjorde hende en kende usikker. Hvorfor sendte han bud efter hende? Var der noget galt? Hun søgte derfor roligt indenfor, og så sig om. Her var mørkt og det var dystert, hvilket i forvejen, ikke var noget, som hun brød sig om.

Var hun naiv, bare at komme her? Hun vidste, at mørket stillede hende mere svagt, men ikke var det nogen hemmelighed. Hun savnede faktisk Derek, og hun havde tænkt rigtig meget på ham igennem den seneste tid, og det alene, var hun heller ikke bange for at indrømme for nogen. Hun trak vejret dybt og drejede sig.. Der var han. Et smil passerede hendes læber, inden hun denne gang hastede på sine små fødder henover gulvet. "Derek.." sagde hun nærmest glad. Armene søgte omkring hans nakke i en kærkommen omfavnelse. Hun havde virkelig savnet ham.

[Deleted]

Dette var noget som han ønskede at gennemføre. Han søgte lyset mere og mere nu hvor han havde mødt hende igen og ej ønskede han at miste det. Men for at finde lyset måtte han først søge til mørket. Han var nød til det. Roligt sad han på kroen og ventede. Sulten var han ikke lige nu hvilket var et under. Det var ikke ofte at det var sådan. Hans tanker var bare andet steds. Han tænkte på hende, på det han skulle. Det ville blive rart at se hende igen. Smilet bredte sig automatisk på hans læber. Han var utrolig glad for Myia, nok mere end han egentlig selv gik og regnede med.

Måske det var blevet for sent nu? Han kiggede ud af vinduet igen. Hvis det var for sent så ville hun vel ikke komme på grund af mørket? Det var en klog tanke i hvert fald. Hun skulle passe på sig selv. Engle var eftertragtede og hvis noget hændte hende fordi han havde tilkaldt hende så ville han nok aldrig kunne tilgive sig selv. Hovedet søgte let på sned som han faldt hen i tankerne igen. Det var underligt at han havde det sådan her igen. Det var slet ikke noget han var vant til. Han blev først hevet tilbage til virkeligheden af døren gik op på kroen og lyden af et bankede hjerte nåede hans øre. Han kiggede op og smilet bredte sig med det samme han så Myia. Hun kom imod ham. Omfavnelsen som hun tildelte ham overrumplede ham en smule fordi det havde han ikke regnet med. Armene søgte forsigtigt om hendes skikkelse og han trykkede hende ind til sig. "Hej Myia. Tak fordi du kom" lød det mildt fra ham som han slap hende lidt igen sådan så han kunne kigge på hende. Smilet hvilede roligt mod hans læber. Han havde virkelig savnet hende hvis han skulle være helt ærlig.

[Myia Destiny Flancker]

Selvom det var sent, koldt og mørkt, havde Myia end ikke tøvet med at skulle tage afsted, for at finde ham. Hvis han sendte bud, måtte det jo være alvorligt. Tanken om, at der kunne være noget galt, var det første, som havde slået hende, og derfor havde hun ikke tøvet med at tage afsted, og det var så det som hun havde gjort. Velvidende om, at mørket gjorde hende svag og sårbar, så var det bare sådan at det var. Hun var ligeglad. Det var ikke noget, som betød noget.

Her var Derek. Hun var lettet over, at se ham, have det fint! Armene søgte omkring hans nakke i en omfavnelse. "Du sendte bud. Jeg.. jeg frygtede, at der var sket noget." Kort lagde hun hænderne mod hans kinder, som hun strøg let, inden hun denne gang, valgte at sætte sig tilbage på en stol, lige ved ham. Hvad mon grunden var til, at han havde sendt bud efter hende? Hun lod hovedet søge en kende på sned. "Men det ser ikke sådan ud," tilføjede hun denne gang, og med et stille smil på læben. Det lettede hende selvfølgelig, men mon der var andet galt? Siden han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde? Den tanke kunne hun da slet ikke lide!

[Deleted]

Derek havde tvivlet på om det var en god ide at sende bud efter hende nu men hvor om alting var så kunne hun færdes i både lyset og mørket hvor han kun kunne det i mørket. Et sted var han ked af at hun var nød til at føje ham når det nu var ham som gerne ville se hende men det var bare sådan det måtte være nu en gang. Andet kunne han ikke gøre. Det var dog dejligt at se at hans besked var nået frem til hende i god behold og så hurtigt. Det var en tanke som han godt kunne lide. Hendes nærvær gjorde ham rolig igen. han huskede stadig den sidste gang. Smagen af hendes blod meldte sig pludselig i hans minder igen men han rystede det af sig. Lige nu var der andre vigtigere ting.
Omfavnelsen gengældte han med glæde. Han kunne godt lide at være hende nær og selvom hans tanker endnu en gang faldt på at sætte tænderne i hende så var den ikke lige så overvældende som det havde været sidste gang. Denne gang var det bare lettere for ham at fokusere på andre ting. "Undskyld. Jeg skulle have været mere specifik i min besked. Det beklager jeg" lød det blidt fra ham. Hænderne mod hans kinder fik ham til at sukke nydende. Han elskede hendes kærtegn og især hans varme. Det var egentlig utroligt hvor meget man egentlig kunne savne kropsvarme. Det var en ting som han aldrig havde troet. Hun satte sig og han betragede hende roligt. Hvor var han glad for at se hende igen. Hvis han havde kunnet blive varm så ville han have været det nu. "Jeg havde bare brug for at se dig kort, Myia. Jeg har besluttet noget som vil bringe mig længere fra Procias for en stund. Jeg ønsker bare at du skulle vide det sådan så du ikke kom forbi og jeg så var væk" forklarede han mildt. Han løftede roligt den ene hånd go lod den falde hen over hendes. Han gav hendes hånd et lille klem uden at fjerne blikket fra hende. Han var utrolig betaget af hende, det kunne han ikke benægte.

[Myia Destiny Flancker]

Selvom mørket gjorde Myia svag og sårbar, ændrede det dog slet ikke på, at hun gerne ville se, hvad det var som var hændt Derek, siden han havde fundet det nødvendigt, at skulle sende bud efter hende. Var det i det hele taget underligt, at det var en tanke, som skræmte hende en smule? Hun havde derfor heller ikke tøvet med at forlade de trygge rammer i Himmeriget, og søgt ud i mørket, da hun vidste, at det var det eneste tidspunkt, at han kunne være ude på. Var det underligt, at hun havde ondt af ham på det grundlag?
Lettet var hun dog over at se ham i live, og vide, at der intet var galt. Men.. hvorfor havde han så valgt at sende bud efter hende? Stille satte hun sig derfor på sin plads igen, og med blikket vendt mod hans skikkelse. "Du havde brug for at se mig?" spurgte hun en kende uforstående. Hun forstod da ikke hvor han ville hen med det.
Hvad han dog måtte fortælle, gjorde hende næsten trist. Han ville søge bort? Jamen.. hvorhen? Længere væk fra Procias? I hendes optik, var han allerede alt for langt væk fra det sted, og det var en tanke, som rent faktisk gjorde hende trist nok i forvejen. Hun vendte kort blikket ned mod deres hænder. "Jeg.. jeg forstår ikke.. Hvor vil du søge hen?" spurgte hun usikkert. Hun forstod da ingenting af hvad han fortalte hende! Ville han ikke være omkring længere? Og forsøgte han bare at pakke det pænt ind? Hun forstod jo ingenting.

[Deleted]

Han havde bedt hende komme fordi han ikke bare ville forsvinde og lade hende finde ud af det for sig selv. Det var slet ikke en tanke som han kunne lide eller noget som han ville byde hende. Han sendte hende et lille smil. Hun var dejlig og han måtte indse at hun betød langt mere for ham end han måske kunne tillade sig. Hun var en vigtig person i hans liv og det var noget som han ønskede at værne om. Var dette underligt? Det ville han ikke mene i hvert fald.
Han kunne se at hun var lettet hvilket vel kun var en god ting? Hovedet søgte let på sned. Hun så en smule usikker ud hvilket slet ikke var hans mening. Han havde haft brug for at se hende fordi han ville fortælle hende om sine planer. Han havde allerede besluttet sig. Han ville tilbage til lyset, han ville se hende i lyset hvor hun hørte til. Det var en tanke som glædet ham umådeligt. Dog ville han aldrig kunne vende tilbage til himlen igen. Hans vinger var rådnet væk og ville ikke komme tilbage. Heller ikke selvom med hans planer. Han strøg hendes hånd kort. Han kunne godt se at hun ikke kunne lide tanken om at han skulle væk men han var nød til det. ”Jeg søger rundt i Manjarno her og måske i Dvasias. Jeg vil finde en alkymist som vil kunne hjælpe mig med at få min gamle race tilbage. Jeg vil tilbage til Procias, jeg vil tilbage til mine rødder … Jeg vil tilbage til dig” pointerede han roligt men dog ærligt. Han ville gerne være tættere på hende. Desuden så ville det være mere sikkert for hende hvis de begge var i Procias sådan så hun ikke behøvede at søge over muren ligesom hun var nød til det nu.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var uden tvivl forvirret over, hvorfor Derek havde valgt at sende bud, og nu hvor han fortalte hende, at han ville søge væk, var slet ikke noget, som hun kunne forstå. Hun blinkede med øjnene, og bed sig efterfølgende i læben. For hende, var det noget, som gjorde hende usikker og bekymret, og den tanke, kunne hun bestemt heller ikke lide!
"Jamen.. Jamen jeg.." Igen tav hun. Dette bragte hende nok kun mere forvirring, end hvad godt måtte være i den anden ende, og det var på ingen måder noget, som faldt i hendes gode smag. Tvært imod faktisk. Hun vendte derfor hurtigt blikket mod ham igen. Hun så derefter mod deres hænder, hvor hun denne gang tog omkring hans med begge sine. Var han sikker? Hun ville ikke have noget imod, at have ham tæt på sig, og i Procias, om muligt, men.. hvad ville konsekvenserne af det ikke være? "Jeg forstår bare ikke, Derek.. Altså.. hvad så, hvis du ikke kommer tilbage igen?" spurgte hun denne gang en anelse trist, for den tanke, kunne hun da endnu mindre lide, end hvad hun kunne med alt det andet! Bare tanken alene, kunne hun jo overhovedet ikke holde ud. Hun ville jo bare ikke have, at noget skulle ske med ham. "Jeg.. vil bare ikke have, at du kommer noget til.." tilføjede hun. Den røde farve meldte sig atter i hendes kinder ved tanken.

[Deleted]

Derek begyndte tydeligt at kunne se forvirringen og bekymringen i hende hvilket ikke var noget han kunne lide. Han slap hendes hånd og rykkede sin stol helt hen til hendes. Forsigtigt lod han armene glide om hende og gav hende et lille kram hvor efter han slap hende igen. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse.
Han mærkede hendes varme hænder mod sin egen. Det var en behagelig følelse og en ting som han virkelig godt kunne lide. Hendes ord gjorde ham trist på en måde. Selvfølgelig ville han komme tilbage. Hvorfor skulle han ikke det? Blikket hvilede på hendes ansigt og han sendte hende et lille opmuntrende smil. "Jeg kommer tilbage igen. Det er ikke farligt for mig at rejse rundt andre steder end i Procias. Det er, sjovt nok, næsten sikre at rejse rundt som et væsen af natten end noget andet. Desuden så har jeg nok at komme tilbage til nu" lød det blidt fra ham. Han mente hende. Han ønskede at komme tilbage sådan så han kunne være der for hende og se hende igen. Han ville så gerne være i lyset med hende. Det var der hun hørte til og han ville elske at se hende i sine naturlige omgivelser. Hendes ord og hendes rødmen ville ligeså have fået ham til at rødme hvis han altså havde været i stand til det. Han sendte hende et smil og lænede sig let frem mod hende og placerede et lille kys mod hendes kind. "Jeg tager ikke nogen unødvendige chancer, Myia. Jeg vil det her fordi jeg vil tilbage til Procias hvor du er men ej vil jeg gå så langt til at der vil ske noget voldsomt slemt. Det vigtigste for mig er at komme tilbage igen .... Tilbage til dig" endte han med en blid hvisken ved hendes side. Det var jo sandt, hver et ord han skænkede hende var intet mindre end sandt.

[Myia Destiny Flancker]

Var det noget vidunder, at Myia var forvirret? Faktisk kunne hun slet ikke lide, at have det på denne her måde, men det var vel også kun fordi, at det var omkring ham? Hendes blik faldt derfor hurtigt til hans skikkelse igen, selv da han kom tættere på. Omfavnelsen gjorde godt, også selvom han var så kold at sidde ind til. Desperat i hendes eget sind, ønskede hun ikke noget andet end at varme ham, for han fortjente det. Ikke fortjente han, at rende rundt og være så kold, som det han var i øjeblikket. Tænderne bed hun svagt sammen. "Jeg vil bare ikke have, at noget skal ske dig, Derek. Det.. det er du for værdifuld for mig til," sagde hun denne gang. Hovedet lod hun denne gang søge en kende på sned. For hende, var det nemlig skræmmende, at have det sådan med nogen, men det var nu alligevel noget, som han vækkede i hende.
Hans hånd knugede hun derfor så kraftigt om, da hun i sig selv, var bange for at slippe den igen. Hun hævede blikket mod hans eget igen, hvor hun tydeligt blinkede med øjnene. Hun forstod det ikke. Dette var slet ikke noget, som hun forstod sig det mindste af, uanset hvad. Hun sukkede let. Han ville måske ikke satse så voldsomt, men af den grund, så var hun jo virkelig bange for, at det skulle ende med at gå galt, og det ønskede hun jo heller ikke ligefrem, at det skulle. "Selv alkymister, kan være svære at stole på," beklagede hun sig denne gang, og vendte derfra blikket ned. Nej, hun brød sig ikke om det, men selv tanken om at han vil tættere på Procias på grund af.. hende.. Det var en tanke, som hun godt kunne lide. Den røde farve i hendes kinder, tog kun for alvor til ved tanken om det.

[Deleted]

Det var underligt at mærke hvor varm Myia egentlig var i forhold til ham selv. Et sted så savnede han det vel hvilket heller ikke var så underligt igen. Blikket hvilede på hendes skikkelse. Han kunne godt lide at være tæt på hende, det var der vidst ingen tvivl om. Et roligt smil sendte han i hendes retning som han slap hende igen fra omfavnelsen. Selv vidste han at det nok ikke kunne være det mest behagelige at sidde op af en person som var iskold som han. Det var en trist tanke for han ville jo gerne værre tættere på ham selvom dette nok ikke var noget han ville indrømme overfor hende. Det havde han ingen ret til. Hendes ord varmede hans indre selvom hans krop ikke viste nogen tegn på det. Han løftede den ene hånd og strøg hende blidt hen over kinden. "Som du er mig værdigfuld, Myia. Jeg kommer fra et sted hvor jeg i bund og grund var ligeglad med om jeg stadig var her på denne jord eller ej. Så mødte jeg dig igen. Du gav mig lysten og viljen til endnu en gang at ville mere med mit liv. Derfor er dette noget som jeg er nød til at gøre" forklarede han hende roligt. Han håbede virkelig at hun ville forstå det. Jo det kunne være farligt men han gjorde dette fordi han oprigtigt ønskede mere af sin tilværelse end han havde det lige nu. Det var en forbandelse at være fanget i mørket når den person som man ønskede at tilbringe sin tid med befandt sig mest i lyset.
Som hun vendte blikket beklagende ned kunne han ikke andet end at smile. Han lod hånden falde fra hendes kind og ned under hendes hage og blidt løftede han hendes hoved op så han kunne kigge hende i øjnene. "Du har ret men jeg skal nok være forsigtigt. Jeg har en at komme tilbage til. Jeg skal passe på dig, det har jeg jo lovet" pointerede han mildt. De grønne øjne hvilede roligt i hendes. Hun var smuk, det var hun virkelig.

[Myia Destiny Flancker]

Desperat ønskede Myia kun at varme Derek, da hun faktisk slet ikke kunne lide, at se ham på denne her måde. Alt taget i betragtning, så var hun en varmhjertet kvinde, som kun ønskede det gode for.. ja, alle. Det var i hvert fald, hvad man kunne mærke, og hvad man kunne forvente, og dette efterlod sig også sine spor på hende. Hun var bekymret for ham, og hun ønskede slet ikke, at noget skulle ske ham. Bare tanken om det, var for hende, fuldstændig grotesk. Et sted, kun fordi at hun var bange for det. Sådan som.. virkelig bange for det. Hun vendte blikket en anelse ned. At han havde været så langt nede, at han havde været ligeglad med sit liv, var rent faktisk også en tanke, som skræmte hende. "Du gav mig et løfte ja, men det skal ikke være på bekostning af hvad som helst, Derek.. Hør.." Hun trykkede omkring hans hånd. Næsten desperat efter, at han skulle forstå, hvad det her egentlig betød. "Jeg vil ikke have at noget skal ske med dig.." Var det virkelig så svært at forstå? Han var vigtig for hende. Han havde en virkelig stor betydning for hende, og det gjorde næsten ondt på hende, at vide, at hun kunne risikere at miste ham på det her.
Ikke krævede og forventede Myia noget af ham, men at hun skulle tage hjem med denne nyhed og besked, og bare.. vente, var heller ikke noget, som hun duede til. "Så du vil i stedet for, efterlade mig med den her besked?" spurgte hun denne gang. Tanken gjorde hende ked af det, for tænk hvis det gik galt.. Tænk hvis hun ikke fik ham at se igen? Den tanke, kunne hun slet ikke holde til. Det gjorde hende virkelig, virkelig ked af det.

[Deleted]

Derek ville virkelig ønske at der var en anden måde. han ville så brændende ønske at han ikke behøvede at tage afsted men hvordan kunne han ellers tilbringe mere tid med hende? Det ville være ideelt for ham at være i Procias men det var umuligt. Ikke nok med at mørkets væsner ikke var velset i landet længere så havde han ligeså næret sig på mennesker og hende endda. Det var noget som ikke blev toleret og ville medføre en forvisning fra landet og det var ikke noget som han ønskede det mindste. Derfor holdt han sig væk. hendes bekymring var egentlig en tanke som han godt kunne lide. Det var rart at vide at han betød nok for et andet menneske til at dette bekymrede sig om ham. Det var en følelse som han ikke havde følt længe. Han kunne ikke andet end at smile lidt ved tanken. Det var nu egentlig meget sjovt. Hendes ord tog han til sig og lyttede roligt. Han nikkede stille. "Jeg ... Jeg forstår det godt, men jeg kan ikke leve sådan her længere. Jeg ønsker heller ikke at der sker noget men jeg føler ikke længere at det er i orden for mig at gemme mig i mørket. Til dels er det noget som du har sat i mig, Myia. Og det er jeg dig evigt taknemmelig for. Du har vist mig at der er mere til denne verden end blot lys og mørke" endte han roligt men ærligt. Hun havde jo sat en del ting i gang hos ham som han ikke rigtig kunne beskrive som sådan.
Han ved ked af over at hun tog det sådan her. Han sukkede svagt og lod hovedet søge let på sned. "Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre. Hvis der var nogen anden mulighed for at jeg kunne gennemgå denne forvandling i lyset i stedet for i mørket hos en alkymist så ville jeg tage den med det samme .... Men ej kender jeg til sådan en metode" pointerede han roligt. Han løftede sin hånd på ny og strøg hende endnu en gang over hendes kind. Hun var nervøs og han kunne tydeligt mærke det på hende. Det var ikke en ting som han brød sig synderligt meget om. "Jeg er selv bange for ikke at komme tilbage igen, Myia. Virkelig meget. Mit liv er ikke slut endnu. Ikke på vilkår."

[Myia Destiny Flancker]

Myia var bange. Hun var oprigtigt bange, og det var noget som gjorde hende ked af det. Tænk, at hun skulle have det sådan med nogen anden.. for det var hun heller ikke vant til. Nu var hun i forvejen vant til bare at være.. Myia. Ikke en kvinde, som vægtede nogen betydning ved nogen. Ikke siden at hun havde været huset ved Sephiran, hvor hun havde været udsat for de ting, som hun nu havde været. "Jeg vil bare ikke have, at der skal ske dig noget, Derek," sagde hun denne gang. Hovedet lod hun forsigtigt glide mod hans hånd, som hun tydeligt bød velkommen mod sin egen hud.
Derek var ikke en mand, som hun var bange for. Han havde altid været så god ved hende, og det kunne hun så selv huske fra sidst, hvor han havde vogtet om hende på et værelse. Tanken om det, fik hende til at rødme. Hun kunne jo godt lide det. Hun smilede kort for sig selv. "Jeg ville virkelig ønske, at der var en anden mulighed, end den mørke vej.. Jeg er bange for, at de kun vil udnytte dig.." Hun rystede let på hovedet af sig selv. Han gjorde det for hendes skyld. Det i sig selv havde hun svært ved, for der var ikke noget specielt ved hende. Det synes hun i hvert fald ikke selv.
"Du må slet ikke sige sådan noget.." bad hun denne gang. Det gjorde hende ked af det. Tænk hvis det var sidste gang hun så ham? Det var slet ikke en tanke, som hun kunne lide! Blikket faldt mere febrilsk til hans skikkelse igen.

[Deleted]

Derek kunne se at det påvirkede hende virkelig ikke var noget som han ønskede det mindste. Han ville dette fordi han ville være sig selv igen og ikke det monster der sad ved hendes side. Lige nu var han intet værd i lyset øjne, et samfund som han havde holdt så nært. De fleste engel ville end ikke kigge på ham selvom han en gang havde været leder for racen. Han havde levet med det faktum indtil hun var dukket op. Var det et under at han nu ønskede det anderledes? "Det ønsker jeg heller ikke" forsikrede han hende blidt. Det var jo sandheden. "Jeg ønsker heller ikke der skal ske noget. Som jeg er nu er jeg ..." Han tav kort. "... Jeg er et monster. Jeg gør skade på andre. Det er ikke noget jeg ønsker" forklarede han stille. Hendes åbenlyse nydelse ved hans berøring var en ting som han godt kunne lide. Han lænede sig let ind mod hende igen og lod et kys tilfalde hendes pande kort.
Derek ønskede ikke at hun skulle være bange for ham. Han ønskede bare at beskytte hende så meget som det var ham muligt. Han holdt af hende, rigtig meget mere end han sikkert kunne tillade sig. Han havde siddet som en vagthund og beskyttet hende hele den nat og han ville med glæde gøre det igen. Han kunne bare ikke beskytte hende om dagen hvilket var fustrerende. "Det ville jeg også men jeg ser ingen anden mulighed. Jeg er virkelig ked af at jeg er nød til at fjerne mig fra dig for en stund. Jeg vil allerhelst blive her men jeg får ikke udrettet noget her" lød det stille fra ham. Allerhelst ville han jo gerne blive her sammen med hende men det var bare ikke muligt lige nu. Det var irriterende men sådan var livet. Han ville hellere hurtigt tage afsted og så hurtigere komme tilbage igen.
Hendes febrilske blik fangede hans som han lod hånden falde fra hende kind for istedet at ligge armene om hende igen. "Jeg vil ikke lyve for dig, Myia. Jeg er bange for ikke at komme tilbage igen. Jeg .... Jeg har endelig fundet end grund til at være til i denne verden igen. Det er ikke noget jeg vil miste .. Du er ikke noget jeg vil miste" endte han ærligt og lod blikket hvile på hendes skikkelse. Han var helt ærlig overfor hende. Han ønskede jo ikke at miste hende som havde givet ham så meget blot ved at være til.