Don't worry about me.

[Deleted]

Han nikkede roligt. Det var i sandhed en god ting.
Hun var ikke skyld i noget og havde aldrig været det. Han gjorde ikke kun for hende men også for sig selv. Han havde indset hvad han før havde manglet og jo, det var på grund af hende men han var lykkelig for det. Han havde vundet noget tilbage af sig selv som han egentlig havde mistet. Det var en trist men god ting at indse. Det gav ham noget at arbejde hen imod som han ikke havde haft det før. Han betragtede hende. Han kunne se hvor fustreret hun var og det kulminerede i at hun hævede stemmen en smule. Det var en ting som han virkelig ikke kunne lide. Som hun rejste sig blev han skyldigt siddende på sengen som et lille barn der blev skældt ud af sin mor. Det var ikke en behagelig følelse. Dette var svært og han vidste ikke hvad han selv skulle stille op. Undskyld" mumlede han stille. han ønskede virkelig ikke at påvirke hende på denne måde. Langt fra. Han vidste bare ikke hvad han elles skulle gøre.
Han lyttede stille og endte med at rejse sig. Han søgte hen til hende skikkelse og lod hånden tilfalde hendes kind igen. "Hvad ville der ske hvis jeg blev? Du kan ikke blive her. Du høre til i lyset på den anden side af muren, Myia. Vi ville ikke kunne komme til at være sammen alligevel og det er noget jeg så brændende ønsker. Jeg vil være dig nær. Du bringer en ro og glæde til mit sind som jeg har manglet i umenneskelige tider. Jeg ved du bare er Myia men det er bare Myia som bringer disse følelser og den ro over det bæst som der er i mit indre. Hvis jeg bliver, hvordan kommer det så til at virke? Hvis jeg bliver her kommer jeg så til at se dig? For gør jeg ikke er jeg nød til at tage chancen sådan så jeg kan komme over på den anden side af muren uden at blive lagt for had og jagtet" hviskede han stille. Han ville virkelig gerne blive men hvordan skulle det hele lykkes? Han vidste det virkelig ikke.

[Myia Destiny Flancker]

Det var slet ikke Myias mening, at rende rundt og skælde Derek ud, men for pokker.. Det her irriterede hende virkelig! Hun følte et sted lidt, at det var hendes skyld, at de stod i denne her situation, og det vidste hun ikke, om hun kunne lide eller ikke. Hun vendte blikket denne gang i retningen af hans skikkelse igen. Hun sukkede dæmpet, hvor hun bed tænderne svagt sammen. "Du.. nej.. Du skal ikke undskylde," endte hun dæmpet. Det var jo slet ikke hendes mening, at reagere så voldsomt. Hun sukkede dæmpet, og lod hænderne frustreret glide igennem håret. Det her var virkelig noget, som rent faktisk forvirrede hende en hel del.

Hånden som faldt mod hendes kind igen, gjorde hende straks mere rolig, for det var jo heller ikke meningen, at han skulle reagere mere voldsomt, end hvad godt var, over hendes måde, at handle og reagere på, for det kunne hun heller ikke lide. Hun sukkede dæmpet. "Jeg havde vel håbet lidt, at man kunne finde en ordentlig løsning på det," sagde hun denne gang. Hun kunne ikke lide at han skulle tage det på den måde.. Det var slet ikke hendes mening at placere ham sådan i bås, som hun et sted følte, at hun gjorde, for det kunne hun da slet ikke lide! Hun sukkede ganske let endnu en gang. "Jeg forstår bare ikke, Derek.. Jeg forstår ikke, hvad der gør, at jeg vækker de ting i dig.." endte hun denne gang. Hun lod hovedet søge ned mod hans bryst i stedet for. Hun humlede denne gang tydeligt med sine fingre foran sig. Det forvirrede hende. Det forvirrede hende virkelig!

[Deleted]

Han følte at han fik skæld ud hvilket han sikkert også gjorde. Han kunne ikke lide det men han fortjente det vel for at bringe hende til sådan en situation. han vidste at det ikke var fair men for at være ærlig så havde han ikke regnet med at det ville være hende så slemt som det lod til det var. Det var både en behagelig men også en skidt tanke vel sagtens? Han kunne godt lide at hun bekymrede sig om ham men samtidig skulle hun jo ikke gå og have det sådan her. Han betragtede hende stille om hun sagde at han ikke skulle undskylde. Det fik ham til at ryste stille på hovedet. "Jo jeg skal. Jeg har trængt dig op i krog og det er jeg virkelig ked af. Da jeg valgte fortælle dig dette havde jeg ikke regnet med at det ville påvirke dig så meget. Det er jeg ked af men jeg føler stadig at jeg gjorde det rigtige ved at fortælle dig det" lød det blidt fra ham. Han følte stadig at han havde truffet det rigtig valg også selvom hun ikke lod til at bryde sig synderligt meget om det.

Hånden faldt mod hendes kind og endnu en gang måtte han tydeligt bemærke kontrasten mellem hendes varme hud og hans kolde. Han brød sig ikke om det. En anden tanke faldt ham kort ind. Tænk nu hvis hun blev syg af at være ham så tæt når han var så kold? Det var slet ikke noget han ville have men han ville heller ikke slippe hende igen med det samme. "Jeg ved bare ikke hvordan. Jeg ville ønske der var en anden måde" hviskede han stille for det gjorde han virkelig. Han ville sådan ønske at han kunne gøre et eller andet anderledes men han så bare ikke nogen som helst mulighed. Hovedet som søgte mod hans bryst fik det til kort at sitre i ham af behag. Han kunne stadig godt føle selvom han var det væsen som han nu var. Armene gled om hendes skikkelse i en rolig omfavnelse. Han var forsigtig omkring hende for han havde lidt svært ved sin egen styrke. "Jeg ved det heller ikke. Måske er det fordi du ser mig for den jeg er og ikke for det væsen jeg er. Det er noget som jeg virkelig godt kan lide. Jeg ønsker på inden måder at presse dig, Myia. Absolut ikke men jeg føler ting for dig. Det synes jeg bare du skal vide" lød det stille fra ham. Han fortalte ikke hvilke følelser eller hvilke tanker han gjorde sig. Hvis hun spurgte ville han dele dem men hvis hun hellere var fra så ville han ikke bebyrde hende overhovedet. Han kunne sagtens holde det for sig selv hvis det var det hun ønskede.

[Myia Destiny Flancker]

Havde Derek trængt hende op i en krog? Det var lidt sådan, at hun havde det med tingene. Hendes blik faldt mod hans skikkelse, hvor hun denne gang betragtede ham med en tydeligt forvirrende mine. Hvorfor var det, at han gjorde sig de tanker? Hun brød sig bare ikke om, at han gjorde de ting for hendes skyld, for han havde jo været så.. kold og så ligglad, da hun havde set ham sidst. Grotesk som det end var.. Men det var også en kæmpe udvikling, som han havde været igennem på bare ganske få dage. Hun rystede endnu en gang på hovedet. "Du skal ikke undskylde.. Det er ikke din skyld, at jeg føler.. afmagt.." endte hun dæmpet. Denne gang rystede hun på hovedet igen. "Jeg.. jeg er glad for, at du har sendt bud efter mig Derek. Det.. det er jo slet ikke meningen, at du skal gå igennem det alene.. Hvis du virkelig vil det, så.. så lad mig hjælpe til," bad hun denne gang.

At Derek kom hende i møde, var slet ikke noget som Myia havde noget imod, for det føles faktisk rigtig godt, at han kom hende så tæt på, som han nu gjorde. Blikket vendte hun stille mod hans skikkelse igen. "Det gør mig bange," sagde hun oprigtigt, som hun endnu en gang så på ham. Hendes hænder fumlede hun med. Han var så kold.. Og hun kunne virkelig ikke lide det. Overhovedet faktisk. Han følte ting for hende? Det var næsten det, som hun var bange for, for det forvirrede hende. Desuden havde hun ikke været vant til at være nogen speciel for nogen.. Hvorfor skulle det da ellers være sådan? "Hvorfor skulle jeg se dig som noget andet, end hvad du er, Derek?" spurgte hun denne gang. Hun trådte tættere på ham, hvor hun denne gang lod armene søge omkring ham. Hun søgte hans omfavnelse.. som en forskræmt lille pige. Øjnene lukkede hun. "Jeg vil bare ikke have, at noget skal ske dig igen," sagde hun yderst dæmpet.

[Deleted]

Derek ønskede virkelig ikke at have trængt hende op i en krog men det var måske lidt sådan det var endt. Han ønskede det ikke men det var nu en gang bare sådan det var og nu måtte han bare gøre sit bedste for at det ikke blev værre selvom det var svært. Han sukkede stille. Han havde ændret sig siden deres sidste møde. Han var endnu en gang mere sig selv en han havde været de3t igennem mange år efterhånden. Det var hendes skyld. Det var hende som havde fået ham til at indse hvor vigtigt livet og lyset egentlig var. Hun havde fået ham til at indse så meget. Han sukkede svagt og vendte blikket mod hendes skikkelse ved hendes ord. ”Det er min skyld du føler det sådan her. Hvis jeg ikke havde sagt de ting havde vi ikke stået her og det er jeg ked af. Jeg troede jeg havde affundet mig med min nye tilværelse men mødet med dig fik mig til at indse at jeg vil mere end dette” forklarede han undskyldende. Han kunne ikke lide at hun havde det sådan her, slet ikke faktisk. ”Jeg ønskede ikke at holde dig i mørket med det her. Ydermere så var der forhåbentlig en mulighed for at du ville komme forbi og kigge til mig. Hvis jeg så pludselig ikke var her … Det var bare ikke en situation som jeg ønskede at sætte dig i. Du vil hjælpe? Hvad har du i tankerne?” spurgte han roligt.
Som hun søgte tættere ind på ham lod han grebet om hende stramme sig en smule mere. Han nød at have hende tæt på og det var noget som han selv tydeligt kunne mærke nu. Han holdt tæt indtil sig mens han hørte hende snakke. Frygt var ikke en følelse som han ønskede at hun sad med i længere tid. Han ønskede kun at hun var glad og ville smile. Øjnene lukkede han stille i og tænkt lidt for sig selv. ”Du skal ikke være bange. Det hele skal nok gå. Jeg kommer tilbage til dig. Jeg har jo lovet at passe på dig og det står jeg ved” hviskede han dæmpet. Han bøjede hovedet en smule og skænkede hendes hoved et lille kys. Han havde svært ved at lade være.

[Myia Destiny Flancker]

Derek var en mand, som betød meget for Myia, og det var noget, som hun for længst havde fundet ud af nu. Hun sukkede dæmpet og lagde hovedet mere ind mod hans bryst. Det gjorde ondt. Tænk hvis hun ikke fik ham at se igen? Det var nok den tanke, som slog hårdest ind på hende. Hænderne lukkede hun mere omkring hans tøj, bare for at have noget at holde fast i. "Du er også mere betydningsfuld end det her, Derek. Det.. du.. nej, du betyder noget for mig," forsøgte hun denne gang.
Kysset mod hendes hovedbund, fik hende svagt til at smile, og den kraftige røde farve til at melde sig i hendes kinder. Oprigtigt, kunne hun godt lide det, og det kunne hun heller ikke lægge skjul på. Selvom hun vidste, at hun ikke burde, så var det også fandens svært, når hun stod i en situation som denne her. Hun hævede blikket mod ham endnu en gang. Han var jo en god mand, og hun ville ikke have, at der skulle ske ham noget. "Jeg ved det ikke.. bare.. et eller andet. Jeg kan ikke lide det her.." Svagt bed hun sig denne gang i læben, hvor hun kraftigt rystede på hovedet. "Jeg hader det her, Derek.." endte hun denne gang. Bare tanken om, at han skulle ud og finde nogen? Hvad nu hvis de ikke ville hjælpe, og hvad nu hvis de valgte at udnytte det i stedet for? Det kunne hun slet ikke have!
"Hvad nu hvis andre, ikke vil give dig den samme mulighed?" spurgte hun denne gang. Et sted var hun jo virkelig bange for, at han lovede hende noget, som han slet ikke ville være i stand til at holde.. Og den tanke kunne hun slet ikke lide.

[Deleted]

Han lyttede til hende med lukkede øjne. Han mærkede hvordan hun greb mere fat i hans tøj som hun snakkede. Han havde en betydning for hende? Det var en lettelse uden lige hvis han skulle være helt ærlig. Han regnede jo ikke med noget, han regnede virkelig ikke med at hun tænke sådan om ham så det betød om muligt endnu mere for ham. "Det er jeg virkelig glad for du siger, Myia. Du betyder også noget for mig" hviskiede han blidt og trykkede hende ind til sig. Han havde virkelig ikke lyst til at give slip på hende.
Han kunne mærke at hans lille kys havde givet hende en lille reaktion. Varmen blev en smule stærkere fra hende og det var en behagelig tanke. Han kunne godt lide at påvirke hende på denne måde. Han ønskede sig et sted bare mere men han forhold sig så neutral som han kunne. Det hele var svært, både det med at han ville tage til Dvasias for at søge hjælp men også fordi hun helt tydeligt ikke havde de samme følelser for ham som hun så småt var begyndt at vække hos ham. Det var en trist tanke men på den anden side så ønskede han virkelig heller ikke at presse hende til noget. "Undskyld. Jeg ville ønske jeg vidste hvad jeg ellers skulle gøre" mumlede han svagt. Han ville jo virkelig ønske at han ikke var nød til det her men var jo hans eneste mulighed. Han ville det her for så kunne han komme tilbage til Procias og det var det han ønskede sig allermest i denne verden. Hun hadet det her og det var ikke en god ting. Han krammede hende lidt ind til sig igen og stod der bare. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. Dette var virkelig svært.
Han lovede hende at han ville komme tilbage men hun var ikke så sikker på at han ville kunne komme tilbage. Han bed sig stille i læben. Selv var han jo bange for at der skulle ske noget men hvad pokker skulle han ellers gøre. "Du skal ikke tænke sådan, Myia. Jeg kommer tilbage. Selv hvis jeg ikke finder nogen som er villig til at hjælpe mig på mine betingelser. Jeg kommer tilbage til dig. Det lov jeg dig. Om det så er det sidste jeg gør så kommer jeg her tilbage sådan så jeg kan holde om dig" lød det stille fra ham. Han mente det virkelig.

[Myia Destiny Flancker]

Myia vidste jo godt, at det her, var et valg som bestod af en kæmpe risiko, og det var ikke noget, som hun var særlig glad for. Hun kunne ikke undgå at tænke, at det ville være dømt til at gå galt på et tidspunkt, og det var den tanke, som gjorde hende bange. Han var vigtig for hende. Oprigtigt havde han på kort tid, fået en betydning for hende. Hun sukkede dæmpet. "Det må jeg jo.. Siden du gør det her, for min skyld, uden at jeg har bedt dig om det." Et stille smil passerede hendes læber. At han gjorde så meget for hende, var i forvejen noget, som hun havde svært ved. Det var nemlig slet ikke meningen, at nogen skulle gøre sådan noget for hende.
At stå tæt ved Derek, var en følelse, som hun godt kunne lide. Han satte varmen i hende.. Han satte gang i tanker og følelser, som hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle håndtere, og det var nok også derfor hun handlede og reagerede på den måde, som hun nu gjorde. Sagen var vel, at hun var bange? Oprigtigt bange for det her? Og det var virkelig ubehageligt, at det skulle være på den måde!

Frygten for, at han ikke ville komme tilbage, var jo en kæmpe del af hende, og det kunne hun slet ikke lide! Øjnene lukkede hun denne gang, hvor hun lod hovedet søge tæt ind mod hans bryst.. Lagde det mod det hjerte, som ikke bankede mod hans bryst, som det burde. "Det er svært at lade være, Derek.. Dvasias er et farligt sted.. Jeg har selv været der, og jeg så hvad det gjorde ved mig. Jeg.. jeg vil jo bare ikke have, at det samme skal ske ved dig.. Det er virkelig en farlig mission, som du er på vej ud på," fortalte hun denne gang. Det var vel ikke noget vidunder. Hun hævede blikket forsigtigt mod ham. ".. Er du sikker på, at det hele nok skal gå?" spurgte hun denne gang håbefuldt.

[Deleted]

Det var en kæmpe risiko som han løb. Det var ikke den bedste ide han nogensinde havde haft men han kunne ikke gøre andet. Han ville så gerne mere men hvad pokker skulle han ellers stille op? Han var så begrænset i det her. Tanken gjorde ondt for alt han ville var bare at være der for hende og beskytte hende. Han puttede hende ind til sin kolde krop. Hvor ville han dog ønske at han ligeså var varm i stedet for at være så død og kold. "Jeg gør det også for min egen. Jeg føler mig ikke glad i denne krop. jeg føler ingen lykke ved at have lyst til at bide og drikke af folk som er mig nær. Jeg hader det for at sige det mildt og det er endnu værre når jeg får lyst til at drikke og bide i dig. Jeg kan ikke have at jeg har de tanker" hviskede han stille. Han ønskede virkelig ikke at der skulle ske hende noget så det var virkelig svært. "Jeg holder af dig, Myia. Hvis mit hjerte var i stand til at banke ville det hoppe ud af brystet på mig blot fordi du står mig så nær" lød det ærligt fra ham. Han mente det jo. Det var jo sådan han havde det med hende.

Frygten som hun besad på grund af det her kunne selv gøre ham urolig. Han vidste ikke hvad han mere kunne sige uden at forsikre hende om at ville komme hjem igen. Han ville vende tilbage til hende. Han lyttede til hendes ord og nikkede stille. Du har ret. Dvasias er et farligt sted. Især hvis man er engel dog er jeg vampyr lige nu. Det er ej ligeså farligt for mig som vampyr at tage turen dertil. Jeg håber på at kunne finde ud af noget. Jeg går ikke bare hen til den første og den bedste alkymist. Jeg undersøger hvem der vil have hvad og hvor meget. Jeg skal nok passe på" forklarede han hende stille. Han trak sig en smule fra hende for at han kunne løfte hendes hoved og kigge hende i øjnene. Han strøg hende let hen over kinden. "Det er jeg sikker på. Jeg skal nok komme tilbage. Det lover jeg dig" hviskede han roligt til hende og sendte hende til blidt smil.

[Myia Destiny Flancker]

Uanset hvordan man vendte og drejede den, ville Myia nægte at kalde Derek for et monster! Han havde sine problematikker, som de skulle finde ud af, og hun kunne håbe på, at de fandt ud af dem. Det var det vigtigste for hende lige nu, velvidende om, at det var en kæmpe risiko, som de løb ved dette. Hun følte næsten selv, at hun løb den, ved at lade ham tage af sted, og den tanke var hun i forvejen heller ikke meget for, hvis hun skulle være helt ærlig. "Jeg føler næsten jeg løber en lige så stor risiko, ved at lade dig søge nogen steder hen, Derek. Jeg.. jeg vil bare ikke have at noget skal ske med dig.. Jeg kan ikke lide, at du gør dig de tanker.. men.. Jeg er ikke bange for dig.. Det har jeg aldrig været," fortalte hun denne gang, for det var ord, som hun oprigtigt mente. Ellers ville hun heller ikke stå der med ham, som hun gjorde lige nu. Et stille smil passerede hendes læber. Hun ville ønske, at det bankede, men det kunne det ikke. "Det du tænker.. vil det kunne give dig det bankende hjerte igen?" spurgte hun denne gang med en rolig stemme. Det gjorde hende også nysgerrig et sted.

Det var vel efterhånden gået op for Myia, at hun ikke kunne tale Derek fra det her, uanset hvor meget hun ville ønske, at hun kunne. Hun nikkede. Hun var bange for det. For hende, var det livsfarligt i Dvasias, hvor han da var bedre stillet.. men alligevel! En vampyr med et ønske om et liv? Enhver ville da udnytte det! "Jeg beder for dig, Derek.. Virkelig.." Hun lukkede øjnene ganske let. Hun var virkelig bange.
Forsigtigt placerede hun et kys mod hans bryst, som hun strøg hånden forsigtigt over. "Lov mig, at du kommer tilbage til mig igen," bad hun denne gang. Hun ønskede virkelig ikke, at der skulle ske ham noget.

[Deleted]

Han hadet virkelig de tanker som han gik og gjorde sig. Følelsen af hende, hendes varme og lyden af hendes bankende hjerte fik det til at trække i ham. Smagen af hendes blod begyndte at melde sig i hans indre igen. Han savnede at smage det. Han manglede at smage hende. Det han havde fået sidst havde været helt fantastisk og intet blod havde derefter været lige så godt. Det var en forfærdelig følelse at ville bide den person som man følte for. Det var meget svært for ham at have de tanker omkring hende. "Jeg hader de tanker, Myia. Især når de omhandler at ligge hånd på dig på den måde. Jeg ved godt du ikke er bange for mig og det er jeg virkelig glad for. Det betyder meget for mig. Hvor ville jeg bare ønske at jeg ikke gik med dem. Det er ikke svært at være i nærheden af dig men det ligger lige forrest i mit hovedet at jeg blot skal bøje mig ned for at få hvad dyret i mig higer efter" endte han stille. Han kunne virkelig ikke lide det. Han ville sådan ønske at det ville være anderledes. Han kunne jo slet ikke lide det på nogen som helst måde. Hendes spørgsmål fik ham til at åbne øjnene og kigge ned på hende. "Det vil give mig min gamle race tilbage. Jeg ville blive engel igen så ja. Varmen og bankende hjerte" forklarede han roligt.

Det var svært for hende at tale ham for dette. Det var noget som han virkelig gerne ville. Han ville være sig selv igen. Tankerne som han gjorde sig i denne tilstand var slet ikke nogle han kunne lide. Hendes ord om at hun bad for ham gav ham næsten et helt sus igennem kroppen uden at han helt kunne forklare hvorfor. Han strøg hende blidt op i ryggen. Han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på det.
Kysset mod hans bryst fik det til at sitre i hans krop. Det var behageligt på en helt anden måde end han kunne beskrive. Lysten til at kysse hende vældede ind over ham men han holdt sig i skindet. Hun ville trække sig hvis han prøvede så nu var ikke tiden selvom han virkelig ønskede det brændende. "Jeg lover det, Myia. Jeg vil altid komme tilbage til dig" lød han oprigtigt.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var ikke bange for at Derek ville sætte tænderne i ham, selvom hun nu kun kunne forestille sig, at det var hårdt for ham, at stå der sammen med hende, på den måde, som han nu gjorde det. Det gjorde hende kun ked af det.. For hun ville jo heller ikke have, at han skulle have det sådan, og særligt heller ikke omkring hende. "Er det så slemt, når du er omkring mig?" spurgte hun denne gang. Sidst havde han fået lidt, og det havde taget den værste trang? Måske det ville hjælpe, hvis han fik bare lidt mere igen? "Vil det.. hjælpe, at give dig lidt igen, som sidst?" spurgte hun denne gang med en rolig stemme. Hun kunne virkelig ikke lide, at se ham på den her måde.
Tanken om at han skulle blive engel igen, var en tanke, som hun virkelig godt kunne lide! Ingen tvivl om, at det var en tanke, som virkelig faldt i ekstrem god jord hos hende, og det var hun heller ikke bange for at indrømme overfor ham. "Se, det.. det ville jo være.. fantastisk," endte hun i manglen på bedre. Det var jo en virkelig fantastisk tanke, hvis det rent faktisk ville ske!

Efterhånden var det gået op for Myia, at hun ikke var i stand til at tale ham fra det.. Måske at hun bare skulle lade ham gøre det? Give ham en bøn eller tusind med på vejen, og så håbe på, at han ville komme hjem og tilbage til hende igen? Hun sukkede dæmpet og kyssede hans bryst, inden hun atter så mod ham. Hvorfor hun gjorde det, tænkte hun ikke rigtigt over. Han var så god en mand.. Som gav hende albuerum og muligheden for at finde ud af alt dette, hvilket hun virkelig godt kunne lide. "Lov mig det.." hviskede hun dæmpet. Hovedet lagde hun tæt ved hans skulder. Han betød virkelig meget for hende.

[Deleted]

Derek ønskede virkelig ikke at bide hende og alligevel så var der intet han hellere ville lige nu! Han ønskede så brændende bare at hugge i hende og så bare suge blodet til sig. Han ville smage hende igen og et sted vise resten af verdenen at hun tilhørte ham. Han ville så brændende ønske at det ikke var sådan og han ikke gik med disse dyriske følelser men han kunne ikke lade være. Det var sådan han havde det. Hendes spørgsmål fik ham til at kigge lidt ned på hende. Han nikkede svagt. "Det er slemt når du er her men slet ikke i nærheden af hvor slemt det var sidst. Det her er ren lyst og ikke så meget et krav fordi jeg er sulten" forklarede han han stille. At hun så endnu en gang måtte tilbyde ham sit blod var stadig en tanke som han virkelig godt kunne lide men samtidig hadet mere end noget andet. Han sukkede stille. "Det ville ikke hjælpe. Myia det er fordi det er dig som står foran mig. Din duft, din nærhed, lyden af dit hjerte det giver mig alt sammen lyst til at sætte tænderne i dig fordi du er dig. Du er, indtil nu, den eneste hvor jeg har lyst til at gøre det uden det er af tvang" forklarede han stille. Det var en underlig følelse, det var det virkelig.
Han ville så gerne være tilbage i sin gamle race. Han savnede at være engel igen. Han smilede en smule ved hendes ord og strøg hende blidt over kinden. "Vingerne ville jeg aldrig få tilbage igen. De er visnet og døde. Men jeg ville blive levende igen" endte han blidt.

Begge havde de vidst indset at han ville tage afsted også selvom hun ikke brød sig om det. Kysset som hun endnu en gang tildelte hans bryst satte mere gang i hans følelser. Hun var et sted ond for han vidste at han ville skubbe hende længere væk hvis han handlede på det. Lysten til at kysse hende påvirkede ham voldsomt meget lige nu.n Han hadet det virkelig meget men hvad pokker skulle han da gøre? Han gav hende et lille klem som hun lagde hovedet mod hans skulder. "Det lover jeg" hviskede han ligeså dæmpet og bøjede hovedet for at lade det hvile mod hendes. Han søgte virkelig det nærvær mere end noget andet.

[Myia Destiny Flancker]

Myia havde virkelig ikke nogen anelse om, hvad hun egentlig gjorde ved ham, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes lige nu. Hun blev stående tæt på ham, hvor hun sågar også valgt at tilbyde ham sit blod endnu en gang, kun fordi at det for hende, var vigtigt, at han havde det godt. Og sidste gang havde det jo virket, så hvorfor ikke, at lade det ske igen? "Jeg ved ikke hvad det betyder," sagde hun denne gang. Han ville gerne, men ikke på grund af tvang? Hvad var det så? Alt det med vampyrer, forvirrede hende virkelig.
Det var muligt, at det ikke gjorde nogen forskel for hans vedkommende.
"Jamen.. Jeg.. Jeg kan jo ikke umiddelbart gøre noget ved det.." fortalte hun denne gang. Hun vendte blikket mod ham. Varmen, duften og det bankende hjerte.. Det ville jo kræve, at hun skulle blive væk fra ham, og det ønskede hun jo heller ikke ligefrem. Et tungt suk brød hendes læber. "I så fald, så.. så håber jeg virkelig, at du finder den hjælp, som du har brug for derude.. Du fortjener det.." sagde hun denne gang, hvor hun igen lagde hovedet mod hans bryst.

Øjnene lukkede Myia let. At hun gjorde det svært for ham, var slet ikke en tanke, som hun tænkte i det hele taget. Hun trak vejret dybt. Han ville komme tilbage.. Det måtte hun jo bare fortsætte med at fortælle sig selv, for det var jo heller ikke meningen at hun ville køre sig selv ned på det, og det gjorde hun så hurtigt, når det endelig var. Hun vendte blikket mod ham igen.. Fristet til at kysse ham.. Men nej.. Ikke endnu. "Det vil jeg se frem til.. At kunne mærke din varme. og dit bankende hjerte.." Hånden lagde hun ved hans hjerte. Han fortjente da intet andet end det bedste. Ingen tvivl om det.

[Deleted]

Derek havde svært ved at fortklare det så det var ikke et under at hun ikke forstod det. Han betragede hende blidt og strøg hende over ryggen. Det hele var ham virkelig så underligt. Han havde så meget lyst til at beskytte hende og værne om hende men på den anden side ønskede han at sætte tænderne i hende. Ikke for at skade hende men blot for at være det tættere på hende. Det var det som han fandt umådelig underligt. Han sendte hende et lille smil. "Det betyder at du som person og som væsen tiltrækker dyret i mig. Du gør mig rolig men også afhængig af dig. Det er svært at forklare. Jeg ønsker ikke at skade dig men samtidig så kunne jeg stadig godt sætte tænderne i dig blot for at opnå den rus som jeg følte sidst" prøvede han at forklare. Dette var også svært for ham.
Han rystede på hovedet og endte med at løfte den ene hånd og stryge hendes kind. "Du skal heller ikke gøre noget ved det. Jeg elsker at have dig her sammen med mig og endnu mere elsker jeg din varme, din duft og ikke mindst lyden af dit hjerte der banker. Det er et dejligt bevis på at du lever og du har det godt" lød det næsten kærligt fra ham. Han ville jo ikke have at det ændrede sig og heller ikke at hun skulle søge væk. Han ville bare have hende lige her hvor hun var nu.

Hun gjorde det noget så svært for ham. Han ønskede virkelig at kysse hende men han vidste at hun ville trække sig fra ham. Han havde jo set det før. Hun var usikker og anså ikke sig selv som værende det værd som hun egentlig var. Han smilede stille til hende og lod hovedet søge let på sned. Trangen til at kysse hende hev og sled mere i ham nu end før. Det var næsten ulideligt for ham. Han bøjede sig tættere ned mod hendes ansigt men i stedet for at kysse hende lod han blot sin pande hvile mod hendes. "Jeg ser frem til jeg kan komme tilbage til dig igen, Myia. Jeg vil komme tilbage så hurtigt som muligt" hviskede han blidt. Hånden mod hans bryst fik ham til at åbne øjnene og han lod blikket fange hendes. Hun havde smukke øjne. Virkelig smukke.