Don't worry about me.

[Myia Destiny Flancker]

Oprigtigt, så var Myia bange for konsekvenserne ved dette, men tanken om, at hun muligvis ikke fik ham at se igen, kunne hun slet ikke klare. Det var noget af det værste af det hele, og det i sig selv, var bestemt heller ikke noget, som hun kunne lide! Overhovedet ikke! Let rystede hun på hovedet, og bed sig denne gang i læben. "Det er farligt, Derek.. Jeg vil ikke have, at du tager af sted." Bekymringen for ham, skinnede uden tvivl direkte igennem ved hende, og hun kunne heller ikke lade være med at vise det så åben og så tydeligt.
"Du må slet ikke sige sådan noget.. Du er ikke noget monster." Det var han i hvert fald slet ikke i hendes øjne. Han var en god mand, som bare havde været skræmmende uheldig, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes.
Som han igen lagde armene om hende, lagde hun sig mere end glædeligt ind mod ham. Bange var hun nemlig ikke for ham, og det var også noget, som for hende, betød virkelig, virkelig meget. Ikke at der var nogen tvivl om det. Hun lagde hånden forsigtigt mod hans bryst, som hun denne gang strøg let henover. "Kan du blive, bare for i aften?" spurgte hun denne gang, hvor hun vendte blikket mod ham. Måske at hun kunne bruge aftenen og natten på at overbevise ham om, at det var dumt? Selvom hun ville elske at kunne være sammen med ham dagligt, så var det her en pris, som i hendes øjne, var alt for stor.

[Deleted]

Han kunne lide at være hende nær. Hvor ville han dog ønske at han kunne blive lige her sammen med hende. Et sted så hvis han bare kunne blive her og stoppe tiden og fange sig selv i dette øjeblik for det var i sandhed magisk. Blikket hvilede på hendes skikkelse. Det var tydeligt at hun ikke kunne lide det her og selv var det en tanke som gjorde ham ked af det. Det var jo ikke fordi han ville skilles fra hende men han følte bare at han var nød til det. "Jeg ..." Han tav, Han ville gerne3 sige at han så ville blive her for at gøre hende lad men han kunne ikke forblive sådan her. Det var farligt for hende at være på denne side af grænsen og om dagen så kunne han intet gøre for at hjælpe hende. Det var slet ikke noget han kunne tillade. Blikket hvilede på hendes skikkelse som hun påpegede at han ikke var et monster. "Jeg lever af andre, Myia. Jeg suger blod fra folk hver dag, overfalder folk for at kunne leve. Det er betegnelsen af et monster" lød det stille fra ham.
Som hun søgte ind mod hans favn kunne han mærke nydelsen brede sig i hans krop. Havde han haft et bankende hjerte så ville det have hamret nu og endda endnu mere da hun begyndte at stryge ham over brystkassen. Det var noget som han virkelig godt kunne lide. Hun var fantastisk, helt igennem fantastisk! Hendes spørgsmål fik ham til at smile blidt. "Jeg rejser ikke før i morgen aften. Jeg efterlader dig ikke på denne side af grænsen om natten. Jeg vil ikke have at der sker dig noget" lød det blidt fra ham. Han vidste at hun sikkert ville prøve at overbevise ham om at blive men ej gjorde det ham noget. Bare han kunne bruge tiden sammen med hende. Blikket gled ned og mødte hendes. Hun var betagende. Virkelig meget. Lysten til at kysse hende meldte sig kraftigt i ham selvom han kæmpede imod den. Let løftede han den ene hånd og lod den falde blidt mod hendes kind. Kort gled hans blik ned på hendes læber før det endnu en gang fandt hendes øjne. Det var virkelig svært for ham at lade være.

[Myia Destiny Flancker]

Tanken om at Myia ikke var i stand til at overbevise Derek om hvor dumt og tåbeligt det her var, var ikke noget, som hun brød sig om. Overhovedet ikke. Et svagt suk brød denne gang hendes læber, hvor hun lagde sig mere ind mod ham. Bange var hun nemlig ikke for ham, og det havde hun heller aldrig været. Selv ikke når han var vampyr, og hun vidste, at han var afhængig af blod for sin egen overlevelse. Kort måtte hun modstå fristelsen til at tage pladsen i hans skød. Det her var bare noget, som gjorde hende virkelig ked af det. "Det gør dig ikke til et monster, at gøre noget, som du er nødt til.. Vi andre spiser kød.. kød kommer fra dyr, som vi slår ihjel for at overleve. Det er jo det samme.." fortalte hun denne gang.
Hånden mod hendes kind, fik hende til at sitre. Han var så kold.. Men det gjorde hende faktisk ikke noget. Det eneste, som det efterlod hende med, var den desperate følelse og ønske af, at ville varme ham. Hun hævede blikket mod ham endnu en gang. De kærlige følelser var bestemt ikke, hvad hun kunne have fokus på lige nu. Overhovedet ikke. "Kan vi.. du ved.. finde et værelse for natten?" spurgte hun denne gang. Det gjorde hende træt, at være så ked af det, og hun ville bare gerne have lov til at udnytte den tid de nu havde, og så ellers håbe på, at der var en mulighed for at tale ham fra den mærkværdige ide, som han nu havde slået sig i hovedet. Hun var bare ked af.. og panisk bange for, at det ville blive sidste gang, hun skulle se ham. 

[Deleted]

Det var dejligt at mærke hende så tæt på sig. Efter den første gang han havde fået hendes blod var han mere rolig omkring hende også selvom han tydeligt bed mærke i hvordan hendes hjerte hamrede og lyden af hendes blod igennem årene. han hungrede efter mere og dog så følte han ikke trangen til at flå og flænse hende denne gang. Det var som om han havde fundet en ubeskrivelig ro ved hendes side. Det var ham underligt, kun en gang havde han haft det på denne måde og det var efterhånden voldsomt mange år siden. Hvad hun gjorde sig af andre tanker end at han ikke måtte tage afsted vidste han virkelig ikke. Det var ikke ligefrem noget han selv tænkte over. Dog havde han lidt svære ved at fokusere end hun havde det. Han ønskede et sted bare at blive ved med at være hende nær. Det var virkelig her han havde det bedst. "Det ... Det er ikke helt det samme, Myia. Jeg overfalder folk for at få føde. Jeg efterlader dem med et traume som ikke kan beskrives. Jeg har prøvet det på egen krop, jeg ved hvordan det er men så længe jeg opholder mig her så er der ingen anden mulighed for at få blod for mig. Jeg ville ønske der var" pointerede han stille.
Hendes spørgsmål bragte ham lidt væk fra lysten til hende igen og lidt mere på rette køl. Han nikkede roligt. Forsigtigt slap han hende og rejste sig op. Han kunne med det samme mærke varmen fra hendes krop forsvinde og hans egen vende tilbage til det helt kolde. Det var ham ikke ubehageligt men han savnede det allerede. Han rakte den ene hånd ned mod hende for at hun kunne tage imod den. "Jeg har stadig det samme værelse som sidst. Der kan vi være for natten og indtil jeg er sikker på at det er sikkert for dig at tage tilbage over grænsen" lød det blidt fra ham. Han sendte hende et lille smil. Han vidste at det han havde i tankerne var risikabelt men det var vel det værd i den anden ende. Var det ikke?

[Myia Destiny Flancker]

Frygten for, at der skulle ske noget med Derek, var virkelig stor i hende, og det var slet ikke noget som Myia kunne lide. Hvad nu hvis hun ikke fik ham at se igen? Det var umiddelbart det, som hun var mest bange for, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. Hendes blik faldt derfor igen til hans skikkelse. En så flot og varm mand, og så havde han lidt den skæbne.. Det fortjente han virkelig ikke! "Det er da ikke anderledes.. Du har brug for det, for næring, som vi også har," fastholdt hun en kende stædigt. Han skulle ikke have lov til at fremstille sig selv som et monster!
Hånden tog hun denne gang om, hvor hun nikkede. Det samme værelse som tidligere? Måske det var nemmere for hende, at overtale ham til andet, når de var der, fremfor her blandt så mange andre mennesker? "Kan vi ikke gå derop i stedet for?" spurgte hun med denne gang rolig stemme. Hun hævede blikket mod hans. Hvad han egentlig gjorde sig af tanker, vidste hun ikke. Hun selv havde fokus på helt andre ting, end hvad hun måske burde, men det var derimod begrænset, hvad hun kunne gøre ved det nu. "Der er mange mennesker her.. Og det bryder jeg mig ikke så meget om," tilføjede hun undskyldende. I forvejen, var det meget ubehageligt, at folk kiggede efter dem. Men igen.. Det var heller ikke ofte, at man så nogen engel, sidde så tæt med en vampyr, som det hun gjorde lige i øjeblikket.

[Deleted]

Han kunne virkelig ikke lide at hun sad med den frygt. Selvfølgelig ville han da komme tilbage til hende. Hvorfor skulle han ikke det? Måske var det bare ham der var sær. Verdenen var et ondt og grumt sted men han mente alligevel at dette var en chance som var vært at tage. At hun så, lidt stædigt, påstod at han ikke var et monster fik ham kun til at smile en smule. Det lød ikke til at der var nogen grund til at sige hende imod. "Okay. Jeg tror på dig" sagde han oprigtigt. Hvis blot en enkelt person kunne se at han ikke var et monster så var der sikkert også flere.
Hendes ønske om at de skulle forlade det åbne lokale havde han fattet. Det var derfor han havde rejst sig. Ikke at han bekymrede sig om andres blikke selvom de fik en del men hvis det kunne gøre hende glad så var det virkelig det hele værd. Han nikkede roligt ved hendes spørgsmål. De kunne sagtens gå derop og for at være ærlig så havde han intet imod at have hende lidt for sig selv. "Vi søger bare derop. Jeg ønsker ikke at du skal være det mindste ukomfortabel, Myia" lød det blidt fra ham. Hen sendte hende endnu et smil før han førte hende med sig igennem krostuen og videre ned til det samme værelse som de havde været på blot et par dage tidligere.

Værelset så ud som det havde gjort sidst bortset fra at de få ting han havde var pakket og gjort klar til at han kunne tage afsted. Han havde jo vidst i et par dage at det var dette som han ville så han havde været klar i noget tid. Som de kom indenfor lukkede han roligt døren efter dem og låste den sådan så de ikke fik nogle uventede gæster. Han endte med at læne sig kort op af døren hvorefter han skubbede sig fra den og gik ud i rummet og mod sengen. "Er du træt?" spurgte han en kende bekymret. Han vidste jo at hendes krop krævede søvnen selvom hans egen ikke gjorde det og ej ønskede han at se hende så træt og udmattet som hun havde været det sidst.

[Myia Destiny Flancker]

Kunne Myia undgå at blive bekymret og urolig, når Derek nu havde fortalt hende, at han ville tage derfra, og ikke vidste hvornår hun ville få ham at se igen.. Tænk hvis det gik så galt? Det ville hun jo slet ikke tænke! Det var slet ikke meningen, at hun skulle gøre sig de tanker i det hele taget! Hun sukkede dæmpet. Et monster var han ikke, og det var slet ikke noget, som hun ville høre ham omtale sig selv om! "Godt," sagde hun denne gang tilfredst for sig selv. Han skulle da slet ikke have lov til at fremstille sig selv på den måde. Det ville hun slet ikke have!
Myia brød sig i forvejen ikke om de mange blikke, som blev kastet i deres retning. Hun vidste godt, at det slet ikke var normalt med en engel og en vampyr, men for hende, var det helt andre ting, som var vægtet højt. Hun kunne jo godt lide ham, og det ville hun ikke lægge det mindste skjul på. Slet ikke. "De kigger så underligt på os.. Jeg kan ikke lide det.." afsluttede hun.

Myia søgte tilbage mod værelset, da hun også vidste, hvor det var henne, hvor hun trådte ind. Her var der langt mere ro, og her kunne hun da tænke bare en smule. Hun rystede på hovedet. Hun var uanset for urolig til at finde tid og plads til at falde til ro uanset. "Nej. Eller... ikke endnu.." endte hun dæmpet. Denne gang, satte hun sig på sengekanten og med blikket vendt mod ham. Hun strøg hænderne over kjolen, som lå omkring hendes lår. "Der er ingen mulighed for at tale dig fra det..? Er der?" spurgte hun denne gang en smule håbefuldt.

[Deleted]

Han kunne ikke lide at se hende så bekymret. Han var jo bare Derek, han var ikke værdig til sådan en bekymring fra en som hende. Hendes lyse sind og hendes dejlige væsen kunne med garanti bruge sin tid bedre end at sidde der og bekymre sig om ham? Det ville han da i hvert fald gå ud fra. Han sendte hende et stille smil. Det var bedre at give hende ret i dette end at diskutere men stadig kunne han ikke lade være med at føle sig som et monster. Han overfaldt folk og tog fra dem til de faldt sammen i hans arme. Det var ikke en ting som noget væsen burde gøre mod et andet. Det var ikke en tanke som han kunne lide men for nu måtte det bare være sådan. Han lyttede til hendes ord om de andres blikke. "Jeg har bemærket dem. De forstår ikke hvad en så ren og fin engel laver med sådan et ..." Han tav da han var ved at sige monster igen. "... Vampyr" endte hen med at prøve at rede den. Det var jo sandt. Det var derfor de kiggede sådan efter dem.

De kom på værelset og han lukkede efter dem. Her kunne de i det mindste være alene. Blikket hvilede på hende skikkelse som hun søgte længere ind for til sidst at sætte sig på hans sengekant. Hovedet søgte let på sned som han studerede hende en smule. Hun var nu dejlig, det var en ting som han virkelig ikke kunne benægte. Han lyttede let til hendes ord. Hun var ikke træt endnu men det var ikke så meget det han bed mærke i. Det var mere hendes næste spørgsmål. Han tykkede lidt på det før han så endte med at søge over til hende. Han satte sig roligt ned ved hendes side og vendte blikket ned i gulvet. "Hvis nogen kan overtale mig til at blive så er det dig, Myia. Du påvirker mig på en måde som jeg ikke har oplevet før. Det er behageligt men også en smule skræmmende hvis jeg skal være ærlig" pointerede han roligt. Det var jo helt og aldeles sandt det han sagde. Aldrig ville han lyve for hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia kunne ikke undgå at være bekymret. Derek var jo en mand, som betød utrolig meget for hende, så andet var jo komplet umuligt. Denne gang, vendte hun blikket mod hans skikkelse igen. Han måtte slet ikke tage ordet 'monster' i sin mund! Det ville hun slet ikke høre! Derfor vendte hun blikket fast i retningen af hans skikkelse. "Det er jo heller ikke deres problem, altså.." sagde hun denne gang. Hun var egentlig ligeglad med hvad folk gjorde sig af tanker omkring dem. Hun var komfortabel og tryg omkring Derek, og det var slet ikke noget, som nogen skulle have lov til at ødelægge for hendes vedkommende!

Myia vendte blikket i retningen af Derek denne gang. Hun nød at de endelig sad der lidt alene, for det var det, som hun havde brug for. Hun vendte sig mod ham, da han tog pladsen ved siden af hende. Hun vendte sig denne gang mod ham. At sove, ville hun slet ikke nu. Det var hun desuden også alt for urolig til, så det var slet ikke noget, som kom på tale.
"Jeg ved godt, at du gerne vil, Derek.. men.. det er farligt, og jeg vil bare ikke have, at du skal komme til skade." I den forstand, var hun virkelig glad for, at han havde taget kontakt med hende, før han havde gjort noget. Hun ville aldrig tilgive ham, hvis der var sket noget, og hun ikke havde haft muligheden for at se ham inden! "Du... du påvirker også mig.." Hun vendte blikket ned mod sine fumlende hænder. Det var en ting, som hun faktisk ikke helt, kunne finde ud af, om det var en god eller en skidt ting, og det påvirkede hende naturligvis.

[Deleted]

Hun havde ret hvilket fik ham til at smile. Det var ikke ofte at han hørte hende tage sådan nogle vendinger og den lidt faste holdning i brug. det var egentlig noget som klædte hende. Hun burde være mere selvsikker men det var svært med det som hun kom fra. han vidste det og derfor prikkede han ikke til hende for at ændre det. Det skulle nok komme efterhånden men han nød dog at se hende titte frem en gang i mellem. "Det er ingen andres problem end vores" medgav han roligt og sendte hende et blidt smil.

Han betragtede hende på sengen. Det var som om hun var mere rolig nu hvor de var alene og det var en glædelig tanke. Han studerede hende lidt før han satte sig over ved hendes side. Han lyttede til hendes ord. Hun gentog det samme som nede i krostuen men han vidste jo at der lå oprigtige bekymringer bag det. han sukkede svagt og kørte en hånd igennem det mørke hår før han vendte blikket mod hendes skikkelse. "Jeg ved det godt. Jeg ønsker bare så meget mere af livet end at tilbringe det i mørket mens jeg kigger på den jeg holder af rende rundt i lyset" forklarede han stille. Han vidste godt at det måske var risikabelt men det var nu en gang bare det som han var nød til at gøre. Det var i hvert fald det han følte han var nød til at gøre. Det var svært men det var nu en gang bare sådan.
At han ligeså påvirkede hende var da en tanke som påvirkede ham gevaldigt. Han løftede hovedet igen og vendte blikket i nærheden af hendes skikkelse igen. han studerede hende lidt som hun fumlede med sine hænder. Var hun ... Nervøs? Hovedet søgte let på sned og han løftede roligt sin ene hånd og lagde den oven på hendes. "Hvordan påvirker jeg dig?" spurgte han stille. Måske det var en smule direkte men han ønskede at vide det. Det kunne han ikke benægte.

[Myia Destiny Flancker]

Myia forstod ikke hvordan nogen kunne være så fordomsfuld, som det folk var, når man sad der som et lyst og et mørkt væsen. Det gjorde hende rent faktisk ked af det, for hun ville ikke fremstille Derek som noget grumt væsen. For det var han ikke! Lige der stod hun fuldkommen fast på sin egen mening, og det var slet ikke noget, som man skulle forsøge at rive fra hende, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Blikket vendte hun derfor endnu en gang i hans retning. Det gjorde hende nemlig ked af det. "Jeg er ligeglad med hvad e tænker.. Jeg gør hvad jeg vil.. Jeg kan bare ikke lide, at de kigger sådan," fortalte hun denne gang med en dæmpet stemme. Hun ville heller ikke fordømmes for noget, bare fordi at hun valgte at åbne op for en vampyr, som kun havde gjort, hvad han kunne, for at passe på hende, og beskytte hende.

Det var svært for Myia ikke at ende med at være nervøs. Han påvirkede hende jo, ellers ville hun nok heller ikke reagere på den måde, som hun nu gjorde det. Hun så mod ham endnu en gang.. Forsigtigt nærmest. Hun sukkede let for sig selv. "Der må være andre måder, uden at du skal løbe en kæmpe risiko, for min skyld, Derek. Det.. det må du ikke.. Jeg er ikke noget særligt." forsøgte hun denne gang. Hun var jo ikke noget særligt, hun var jo bare.. Myia. Der var ikke noget særligt i hende, og det ville der nok aldrig komme til at blive.
Hånden på hendes, fik det til at gibbe helt i hende. Men det føles rart på en måde. Hun bed sig svagt i læben. "Jeg beder bønner for dig, Derek... Tænker meget på dig.. ønsker ikke at du skal gøre noget for min skyld. Det.. jeg ved det ikke.. Jeg forstår det ikke.." Denne gang rystede hun frustreret på hovedet.

[Deleted]

Det gjorde ondt at folk kunne være så fordomsfulde men sådan havde de jo altid været. Det var bare svære at set når man ikke selv blev fordømt. At de to var så tætte ville med garanti være en torn i øjet på en eller flere personer hvilket var en skam. Derek brød sig ikke om at det skulle være sådan men hvad kunne han gøre? Han ønskede kun at beskytte hende og det var noget som han agtede at gøre hver eneste dag muligheden bød sig. Det var så vigtig hun var for ham. Han kunne ikke lade være med at lade en lille latter undslippe hans læber ved hendes ord. "Jeg kan godt lide at se denne lidt mere stålfaste og selvsikre Myia. Det klæder dig" fortalte han roligt og ærligt. Han synes det var skønt at hun tog sådan på det.

Hendes forsigtige blik gjorde ham næsten ked af det. Det var jo ikke meningen at hun skulle være så nervøs. Han betragtede hende stille. hans valg påvirkede hende så meget? Det var alligevel ikke noget som han havde troet det mindste. Han rodede lidt med sit hår igen og lyttede til hendes ord. Han vidste ikke hvordan han skulle takle det her på den bedste måde men han var nød til at prøve det. "Jeg ser ikke andre måder. Tro mig, jeg har tænkt og tænkt men aldrig er jeg kommer over en anden måde at blive forvandlet tilbage på. Jo, der er en anden mulighed men den er mere usikker end denne her og slå den fejl kommer jeg ikke tilbage igen. Dette er det sikreste valg selvom det virker risikabelt" fortalte han stille.
Det lille gib som hun afgav ved hans berøring fik ham til kort at ville trække sig selvom han ikke gjorde det. Han ønskede jo at være tæt på hende også selvom han var så kold som han var. Han gav hendes hænder et lille klem og løftede den anden hånd til hendes kind. "Du er mig speciel, Myia men jeg gør ikke kun dette for din skyld. Jeg ved at det kan være risikabelt og jeg ville ikke gøre det hvis jeg ikke selv ville det også. Du er mig vigtig, også selvom du måske ikke selv kan se det. Jeg holder af dig, jeg vil beskytte dig og det kan jeg ikke som jeg er nu. Jeg ønsker at se dig rende rundt i lyset og smile og være glad men det kan jeg heller ikke. Jeg er lænket her i mørket og alt jeg ønsker er at blive fri igen" fortalte han hende stille som han roligt begyndte at stryge hendes kind. Han holdt forbandet meget af hende.

[Myia Destiny Flancker]

Myia var bange for dommene, og særligt fordi at de ville kunne sidde der som en kæmpe provokation, og det ønskede hun heller ikke. Hun ville baer gerne have lov til at sidde der sammen med ham.. finde ud af det hele, og så måtte de jo bare gøre det bag en lukket dør i stedet for. Det behøvede jo heller ikke betyde alverdens, gjorde det? Hun vendte blikket mod ham, hvor den røde farve denne gang direkte meldte sig i hendes kinder igen. "... Synes du virkelig?" spurgte hun denne gang med et smil på læben. Det gjorde hende næsten helt forfjamsket, for det var heller ikke ligefrem noget, som hun kunne gøre for. Overhovedet faktisk!

Det var ikke Derek som gjorde Myia usikker eller nervøs, men generelt hele hændelsen. Tanken om at han gjorde det for hendes skyld, havde hun i forvejen svært ved at kapere. Hun skubbede som regel den slags ting fra sig, når det kom så tæt på, for hun var jo heller ikke vant til at have nogen betydning for nogen som helst, og det gjorde selvfølgelig ondt. Svagt bed hun sig i læben. "Det er bare farligt, Derek.. Og det kan jeg ikke lide. Tænk nu hvis det går galt, og jeg ikke får dig at se igen? Så meget kan du heller ikke have tænkt over det.." endte hun denne gang. Hun kunne faktisk ikke lide det!
Hånden mod hendes, og den anden mod hendes kind, satte en direkte sitren i hende. Det føles godt.. Og det var ikke bare for hendes skyld? Så kunne hun pludselig langt bedre håndtere det her. Hun sukkede dæmpet. "Du kan stadig se mig rende rundt og være glad.. Du gør mig glad Derek. Jeg.. Jeg vil bare ikke have, at der skal ske noget med dig.." Denne gang hævede hun hånden, hvor hun strøg sin tommel over hans kind. Han var så kold. "Jeg ville ønske, at jeg kunne varme dig.. Du er så kold.." Hun lod blikket falde igen. Hvorfor skulle det hele være så svært?

[Deleted]

Derek løj ikke for hende når han sagde at han godt kunne lide at se hende sådan. Det var virkelig opfriskende når hun var på den måde. Han kunne virkelig ikke andet end at smile. Hun gav ham lysten til at smile konstant. "Det synes jeg" medgav han roligt.

Han kunne ikke lide tanken. Dette var noget som han havde tænkt over og noget som han gerne ville, for hende men også for sig selv. Han ønskede sig mere af livet end mørket. Det var underligt for han havde egentlig stillet sig tilfreds med sin situation og egentlig fundet sig til rette men dog var det kun indtil han havde mødt hende igen. Nu var det anderledes. Det rev og sled i ham for at vende tilbage til lyset. Dog var dette ikke ligefrem noget som bare kunne gøres. Det ville være farligt og det var ikke en ting som han kunne lide. Han ønskede egentlig bare at være med hende. Han rystede stille på hovedet. "Jeg har tænkt meget over det, Myia. Hvad andet valg har jeg?" spurgte han stille. Dette var også hårdt for ham. Tanken om ikke at skulle se hende igen og miste den chance. Det var ikke noget han havde tænkt sig.
Han studerede hende roligt. Hun var fantastisk også selvom hun ikke mente at hun var noget særligt. For ham var hun lige nu den eneste som kunne give ham den ro som han så brændende havde søgt. Hun gjorde noget ved ham som han ikke kunne beskrive og han elskede det virkelig mere end noget andet. Selvom det var fremmet så var det godt alligevel. Hendes ord om at han gjorde hende glad fik ham til at smile. Havde han været i stand til at rødme så ville han også have gjort det men alt dette manglede hvilket var forfærdeligt! Tommelfingeren mod hans kind fik ham forsigtigt til at læne hovedet imod og søge den kontakt som hun gav ham. "Jeg savner den varme. Jeg savner at være i live. Jeg savner at kunne rødme og savner at kunne mærke mit hjerte hamre i mit bryst når jeg er sammen med en person som gør mig glad og som påvirker mig. Havde mit hjerte slået ville det have hoppet ud af mit bryst for længe siden blot ved at være dig nær" hviskede han stille. Som hun endnu en gang lod blikket falde lukkede han stille øjnene. Dette var på ingen måder let men det var noget som han virkelig gerne ville.

[Myia Destiny Flancker]

Myia vendte blikket næsten forfjamsket ned mod sine hænder, som hun fumlede med foran sig igen. Det var ikke ofte, at hun hørte den slags. Desuden vidste hun ikke hvordan hun skulle håndtere den form for ros, for det var slet ikke noget, som hun var vant til at høre om sig. Ikke uden at folk havde løjet for hende, vel og mærke. "Det må jo i så fald, være en meget god ting," sagde hun denne gang. Et svagt smil passerede hendes læber, som hun denne gang vendte blikket mod ham igen.

Hvis der var noget, som hun ikke kunne lide, så var det at skulle være skyldig i alt muligt, for det vidste hun ikke rigtigt hvordan hun skulle håndtere. Hun rystede på hovedet. Hun vidste ikke hvad andet han kunne gøre, eller burde gøre, og det var jo lidt det, som for hende, var frygtelig svært! Hun kunne virkelig ikke lide det her! Langsomt vendte hun blikket mod hans skikkelse endnu en gang. "Jeg ved det virkelig ikke..!" udbrød hun denne gang frustreret, inden hun denne gang rejste sig op igen. En handling gjort i ren og skær afmagt.
Myia følte nærmest for at græde. Hun rystede på hovedet. Hun hadede at han var så kold, og hun hadede han han sad dr på den her måde. Hun sukkede denne gang igen. "Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig det på andet vis, end at du skulle søge væk fra mig.." hviskede hun denne gang. Hun kunne slet ikke lide det.. Hun hadede virkelig, at skulle være placeret i den her situation!