You are here!

[Cale Joseia Nightgale]

Hvordan Mydall kunne formå at holde sig så optimistisk, havde Cale svært ved at forstå, men derimod, var det en tanke, som rent faktisk gjorde, at han kunne falde en smule til ro igen. Han sendte hende et smil. Det var nemlig kun hende, som formåede at have den form for effekt på ham, og det kunne han virkelig godt lide. "Jeg forstår ikke, at du kan forholde dig så rolig. Men jeg er glad for det. Jeg er virkelig, virkelig glad for det," sagde han roligt. Selvfølgelig skulle det da nok gå, ville det ikke? De måtte se hvad der skete.. Det var den del, som han derimod, ikke brød sig synderlig meget om. Tvært imod. Det var grusomt nok, som det var i forvejen.

Det var sjældent, at stjernerne tog fejl, men det var derimod noget, som Cale godt kunne lide. Han ville ikke have noget imod, at stifte en familie med hende. Selvom det måske var hurtigt sagt, så.. Nej.. Det lød næsten forkert, når han gjorde sig tankerne om det. Han smilede svagt. "Jeg vil elske den tanke." Hans blik faldt til hendes skikkelse igen, hvor han trykkede om hendes hånd. "I-ikke fordi at stjernerne siger det, men fordi at.. jeg har lyst." I forvejen, havde de allerede delt en særlig hændelse, selvom der tilsyneladende intet var kommet ud af det.. Men af den grund, så ville han gerne. Han ville jo gerne have hende som en del af hans liv.
Den røde farve i hendes kinder, fik ham nu kun til at smile. "Altså.. hvis du vil." Han var virkelig ikke god til det her. Tvært imod, så var han direkte.. elendig til den slags.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var ikke altid så positiv, men hun var god til og lade som om. Hun ville jo ikke have cale blev mere bekymret eller fik mere og tænke på, hun smile og så på ham og holdt blot om ham. ”en af os er jo nød til og være optemistisk ellers ville vi begge to bare gå og være bekyrmet hele tidene og det ikke sundt” hun så på ham of nusse blidt næsen mod hans, mens hun holdt blidt om ham for hun ville ikke se ham så bekyrmet og stresset hun ville bare se ham glad og tilfreds med sit liv.



Mydall vist godt stjernerne sjælden tog fejle og det var sådan set også godt, selv om mydall et par gang hade ønsket at det ikke var sandt. Hun så på ham, tanken om og stifte en familie med cale ville for nogle nok virke som være lidt hurtig men mydall elske ham virkelig, mere ind hun nogle sinde hade elskede noget andet. det føltes forkert og tænke nej til den i værtfald for hende. Hun så på ham som han sag han ville elske den tanke, hun rødme og så på ham, og smile bare som han forsikre hende om det var fordi han selv ville og ikke fordi stjernerne sag det var sådan det ville blive. Hun så på ham og rødme bare mens hun klemt blidt om hans hånden, ”jeg vil rigtig gerne stift en familie med dig cale” sag hun ganske stille og blidt til det, det kunne godt være han syntes han var dårlig til alt det her med følelser og sig sådan slags ting men hun syntes han gjord det beder ind hun hade ture håbe på.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall var nok alligevel noget af det mest optimistiske, som Cale nogensinde havde været i nærheden af, og det behøvede bestemt heller ikke være nogen skidt ting. Et kort smil passerede derfor hans læber. "Hele mit liv, har jeg skulle rende rundt og være bekymret for, om jeg ville vågne i morgen. Det er svært.. særligt når jeg ikke ved, hvad jeg skal forvente," sagde han denne gang med en rolig stemme. Han havde ikke rigtigt nogen forventninger.. eller.. jo det havde han, men han vidste ikke hvordan han skulle indfri dem, og det var det, som han synes, var rigtig svært.

Sjældent forekom det, at stjernerne tog fejl, men ikke desto mindre, så var det der alligevel. Et stile smil passerede hans læber. Han ville elske at skabe en familie med hende, og særligt fordi at det var hende, som han gjorde det med, og det var noget af det bedste af det hele. Han vendte sig mod hende. Den røde farve.. så genert, som hun næsten valgte at blive. Han kyssede hendes mundvig. "Når vi har fundet vores sted," forsikrede han hende. Han hævede hånden og strøg den kort over hendes kind. "Vi burde komme tilbage.. Du skal ikke stå herude og fryse," bad han. Der var fordele med fastlandet, som der var med Tayevania.. Men dertil var der også rigtig mange ulemper ved begge steder. Han kunne ikke rigtigt finde ud af det. Han tog omkring hendes hånd, som han trykkede om, inden han vendte om. Bare tanken. Den gjorde ham virkelig glad!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på cale mens han snakke, hun lytte nøje til det han sag for hun ville jo gerne hør hans meninger, tanker, følelser og erfaringer han eller hade fået gennem livet. Hun smile blidt og kysse ham på munden ganske kort og så på ham, ”du kan i vært forvente at jeg altid vil være ved din side når du vågner.. jeg vil være der når vu går i seng igen, jeg vil altid være lig i nærheden og du kan forvente jeg altid vil vise dig hvor meget jeg elsker dig” hun så på ham og smile blidt, og kysse ham kærligt på mundvigen. Hun hade tænkt sig og sove hos ham vær dag, vågne hos ham hver dag og fortælle ham hun elskede ham vær gang hun følte han skulle vide det.



En familie.. det var virkelig være dejlig med en rigtig familie, hun hade selv haft en men efter hendes mors død trak hendes far sig fra hende og glemt enlig alt om hende. Hun så på ham, hun rødme fordi hun blev da lidt genert ved tanken for hun viste jo hvad der skulle gøres for og skabe sådan en familie, og de hade jo kun gjort det en gang og det var før han forsvandt fra øen. Hun så på ham som han sag det ville være når de fandt deres sted, hun smile og nød hans kys på mundvigen ”vil jeg glæde mig til” hun så på ham og smile og nød hans hånd mod kinden inden hun nikke til det han sag, ”lyder som en god ide.. trænger til og få varmen igen” hun smile og så på ham og begyndt og gå med ham mens hun blidt klemt hans hånd, mens tankene om de ting de lig hade snakke om virkelig begyndte og sive ind og hun følte sig helt underlig i kroppen og et sted lidt utålmodig? Hun så på cale som de gik ”elsker dig” sag hun stille mod hans øre og lag hovedet blidt mod hans skulder.

[Cale Joseia Nightgale]

Igen formåede Mydall kun at få Cale til at smile, og det føles virkelig, virkelig rart. Han kunne i hvert fald ikke se bort fra det, for han elskede det jo! Elskede at høre, hvor meget hun egentlig elskede ham, og at høre hende love, at hun ville være der for ham, for det var uden tvivl også noget af det vigtigste for ham. "Jeg kan stadig ikke begribe, at jeg har været så heldig," sagde han denne gang. Det var nok mere.. fordi at han ikke vidste, hvordan han skulle håndtere alt dette. Han var bare glad.. Så glad, at han slet ikke kunne beskrive hvordan det egentlig føles.

Tanken om at skulle stifte en familie, kunne Cale virkelig godt lide, og at det skulle være sammen med Mydall, gjorde det hele mange gange bedre for hans vedkommende! Den røde farve i hendes kinder, tog han kun som en god ting. Han trykkede omkring hendes hånd. "Det samme gør jeg.. Men.. ikke før vi har fundet et sted at være.. og som er tryg for børn at vokse op i." Han ønskede nemlig ikke, at hans børn skulle leve usikkert, som han selv havde gjort, og særligt med den baggrund af liv, som han havde haft, og det var noget, som han også stod fast ved.
Cale førte hende med sig tilbage mod stalden, hvor han boede.. Hvor de boede lige nu. "Du er også helt kold.. Vi skal have dig varmet, min kære," endte han denne gang. Turen tilbage, var ikke nær så lang, som turen ud, så det tog dem ikke så lang tid, før de atter nåede staldene. Han førte hende med sig derind.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile blidt, hun elskede ham åh hvor hun dog elskede ham. hun smile blidt som han snakke, ”alle fortjener og finde glæde og kærlighed.. og det gælder også dig cale, jeg er sikker på det var mening jeg skulle møde dig den dag i cellen som jeg gjord” hun smile og så på ham, og kysse ham blidt på kinden, ”den heldig her er mig.. troede aldrig jeg skulle opleve så stor en glæde som jeg har nu” hun smile blidt og klemt kærligt om hans hånd.



Tanken om og stifte en familie med cale var en tanke hun tog i mod med glæde, hun hade altid ønske sig en familie. Hun hade savet og leve med nogle der var om hende og elskede hende, nu hade hun cale og snart måske en lille kentaur baby som hun ville elske og beskytte med sit liv. Hun hade stadig røde kinder forsvandt ikke men blev i hendes kinder som hun tænkt på det, hun så på ham som han snakke og smile bare kærligt. Hun nikke hun var helt enig, ”jeg er enig kære… vi skal sikker os et sted hvor vores børn kan vokse op trygt og sikkert” hun smile og klemt blidt hans hånd igen, hun ville ikke se hendes børn leve i utrygge omgivelser og med chance for at de blev kidnappe til slaver, ingen måtte tage hendes børn når først hun hade dem de skulle blive hos hende til den dag de var voksen og selv ville hjemme fra.

Mydall fuldt med tilbage til stalden, og så på ham som han sag hun var helt kold. Hun hade godt vist hun var kold, men nu hvor de kom ind i stalden mærke hun for alvor hvor kold hun var. ”hade ikke troede jeg var bleven så kold..” hun gøs og gik tilbage til området de hade sovet og lage sig i halmen og gøs bare, og trak halmen lidt op om sig og gøs bare mens hun langsomt mærke varmen komme igen. ”jeg virkelig ikke klædt på til det vejre der er her” kom det fra hende som hun gøs igen og kunne bare mærke hun små ryste i kulde.

[Cale Joseia Nightgale]

De kunne vel bare blive enige om, at de var heldige begge to? Alt taget i betragtning, så havde Mydall givet ham så frygtelig mange ting, som han slet ikke havde regnet med, at han nogensinde skulle have lov til at opleve på egen krop og på eget sind. Alt taget i betragtning, så var de vel heldige begge to? "Du har jo ligeledes givet mig så meget, jeg aldrig nogensinde havde regnet med, at jeg skulle have lov til at opleve," sagde han denne gang, og med et smil på læben. Det var en tanke, som helt igennem, måtte gøre ham glad. Det gjorde ham virkelig, virkelig glad.

Tanken om en familie sammen med Mydall, var en tanke, som gjorde Cale rigtig, rigtig glad, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Et stille smil passerede hans læber. Når de havde fundet et sted at være, så kunne de snakke om det. Og han ville tage det til den tid. Det var han heller ikke bange for at indrømme for nogen parter.
"Når vi har fundet et sted at være.. Så ser jeg virkelig frem til det." Han kunne jo mærke, hvor kold hun egentlig ar, og derfor ville han bare gerne have hende tilbage i varmen. Fastlandet var vel i den omgang, også fuldstændig udelukket?
Cale bed tænderne svagt sammen. Stalden var ikke umiddelbart det varmeste, men det var varmere end udendørs, og at komme ind, vidste han godt, at de ikke ville få lov til. Han ville heller ikke udsætte Mydall for noget. Han sukkede og søgte hen til hende. Han lagde sig tæt ved hende, bare for at give hende lidt af varmen. "Vi tager tilbage til Tayevania," sagde han denne gang. Det var vigtigt, at hun fik det godt. Det var faktisk det vigtigste for ham.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare ved hans ord, ”så lad os sig vi begge to har være heldig så er vi begge to tilfreds” hun smile og så på ham. for han hade virkelig give hende en del selv om han måske ikke syntes han hade, give hende særlig meget så følte mydall han hade give hende mere ind hun hade håbet på. Hun så roligt på ham og kysse ham blidt på kinden, mens hun holdt om hans hånd. ”vi har virkelig være heldig med og finde hinanden i denne tosse verden” hun smile og så på ham, og var virkelig bare glad for hun hade holdt fast i og mødes med ham så ofte som hun hade gjort.



Tanken om en familie med cale, var virkelig tiltalende for hende. Hun ville elske og få et barn med cale, se det vokse op til og blive stort og stærk lig som ham. hun så på ham, og smile bare for hun kunne næsten forstille sig hvordan det ville komme til og se ud og i hendes øjne var det et smukt syn. Hun så på ham og nikke roligt, de skulle have fundet et sted først. ”lyder som en god ide.. jeg ser også virkelig frem til det” hun smile blidt til ham som hun enlig kom ind i varmen.

Mydall gøs og ryste i kulde da hun var komme ned og ligge i halmen, og trak halmen om sig for at få mere og varme sig med. Som cale kom hen og lage sig tæt op af hende putte hun sig ind til ham, ind til han talt igen. ”gør vi?” hun så overrasket på ham, hun hade virkelig ikke regne med han ville tage med hjem igen. hun vist jo hvor meget han hadet den ø for alt det den hade budt ham, hun så på ham og nød den varme som cale kunne give hende og halmen der skabt et tæppe for hende. ”er du sikker cale? jeg ved jo hvor meget du hader tayevania” hun så på ham og tog fat i hans hånd og klemt om den ganske blidt og så på ham, et sted var hun glad for de skulle hjem til øen igen, og dog så betød det en lang sejltur igen. ”jeg lover vi nok skal få det godt på tayevania.. jeg er jo bleven lovet at vi har et sted og være og arbejde.. det skal nok blive godt alt sammen” hun så på cale og strøg ham kærligt over kinden.

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall var noget af det mest kærlige væsen, som Cale nogensinde havde stået overfor, og selvfølgelig var det noget, som gjorde ham virkelig glad. Han smilede let for sig selv, og uden at smilet falmede af hans læber. "Vi er heldige begge to," sagde han denne gang. Det var da noget, som han sagtens kunne leve med, når det endelig skulle være.
Kysset mod hans kind, fik ham til at smile. Han lod hende.. Han kunne jo slet ikke lade være, og særligt ikke, nu hvor han også havde muligheden for at gøre det, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende.

At få børn, var uden tvivl selv en tanke, som Cale virkelig godt kunne lide, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Et stille smil passerede derfor hans læber. Det ville komme før eller siden. Ingen tvivl om det. "Det gør jeg også.. Når den dag kommer," sagde han denne gang, inden han valgte at lægge sig ned ved siden af hende. Han ville nemlig ikke have, at hun skulle fryse. Det var heller ikke ligefrem varmt her på fastlandet.. Særligt ikke når de var vant til et langt mere tropisk klima, end hvad det her sted kunne byde dem.
Cale stod fast ved sin beslutning nu. De skulle tilbage til øen, og så måtte de jo tage den derfra. Han håbede dog, at den mand, som hun havde snakket med, var reel nok i sin udtale, og i særdeleshed fordi at han rent faktisk havde lovet dem, at beskytte dem på sit hjem. Hans blik faldt til hendes skikkelse, hvor han nikkede. "Det gør jeg.. Jeg vil gerne være et sted med dig, hvor jeg ved, at du også har det godt," sagde han denne gang. Han lænede sig frem, og plantede et kys mod hendes tinding. "Jeg håber kun, at det er en mand, som lever op til sine ord," sagde han denne gang. Han selv var mistroisk.. Men vidste, at hun ville have det bedst der.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare, og var virkelig bare glad for at hun hade mødet ham. han var virkelig hendes helt særlig person og hun kunne bestemt ikke undvære ham nu. hun så på ham og nikke, ”det har vi helt bestemt” sag hun roligt og så på ham, og kysse blidt hans kind. Hun kunne jo ikke lade vær med og kysse på ham nu hun kunne og nu hun måtte. Hun så på ham, og følt bare hjerte hammer i galop bare af og se på ham som de gik tilbage til stalden.

Børn ville bestemt ikke gør mydall noget, det var en drøm hun hade og kunne kalde sig selv for en mor. At kunne tage sig af gerne en flok børn, som hun kunne lære alt hvad hun viste og se dem vokse op til flotte voksen kentaur som jo var en stolt og nobel race og være født som i hendes øjne. Hun så på cale og smile bare som han snakke, ”jeg håber det bliver snart” sag hun stille for hun kunne da næsten ikke vente, det krible helt i hendes krop allerede.
Hun lå roligt i halmen og begyndt og få varmen mere og mere, hun så på cale som han snakke og smile blidt. ”du simpel hen dejlig cale.. men jeg vil ikke have du føler dig utryg hele tiden vis vi tager tilbage.” hun så på ham og mærke hans læber mod hendes tinding og smile bare og så på ham. hun så på ham, ”jeg stoler på han holder sit ord.. han virke meget oprigtig da han sag det og jeg fik ingen ubehalig fornemmelser i kroppen af vores samtale. ” hun så på ham, og læne sig bare ind til ham og nød hans krop mod hende og trak vejre dybt og kunne mærke hun var ved og være træt efter hånden.

[Cale Joseia Nightgale]

At tage imod den form for omsorg, var endnu en ting, som Cale lige skulle vænne sig til, men derimod måtte han finde det meget rart. Han elskede at mærke det.. At vide, at det denne gang, også måtte være hans eneret, at mærke hende så tæt på, så kunne det godt nok heller ikke blive bedre for hans vedkommende. Han smilede let. De var begge heldige, da de begge havde fået så meget ud af det, og selv for ham, var det nemlig noget, som gjorde en kæmpe verden til forskel. "Det kan vi da blive enige om," sagde han denne gang, hvor smilet nu heller ikke ligefrem var til at tage fejl af. Langt fra faktisk. Et stille smil passerede denne gang hans læber. Når han var omkring hende, så havde han det bare godt.. Han havde det faktisk ubeskrivelig godt, for en gangs skyld.

Så lang tid, at Mydall atter måtte genvinde varmen, var Cale glad. Hvis det var sådan her på fastlandet, så var det ikke her de skulle være, og så var den bare ikke rigtigt længere. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. Han lod hovedet søge en kende på sned. "Jeg vil ikke være utryg med dig omkring," sagde han denne gang. Tanken om børn lagde han nu lidt på hylden. Først handlede det om, at de fandt et sted, hvor de kunne være, og forhåbentlig et sted, hvor de kunne få lov til at være for dem selv.
"Jeg vil gerne have lov til at møde og snakke med denne mand, Mydall.. Jeg stoler på din dømmekraft, men også for min egen skyld," sagde han. Som en forhenværende slave knyttet til arenaen, så var det vel heller ikke underligt, var det? Han hævede hånden, som han lagde mod hendes kind. Igen smilede han. "Og så skal vi skabe et sted, hvor det vil være godt, at have børn," sagde han denne gang. Tanken varmede ham faktisk.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun kunne da ikke lade være og vise ham omsorg. Det faldt hende naturlig og være omsorgsfuld, og det var bestemt ingen undtagelse med cale. faktisk ville hun nok sige at hun var mere omsorgsfuld over for ham. men han fortjente det også med alt det han hade være igennem, og den ballade hun hade fået ham i den dag ved cellen hvor hun blev overfaldet. Hun så på ham og smile bare blidt til ham som han snakke, ”jep” hun smile bare og nød virkelig bare de var sammen, og ikke skulle frygt han skulle i arenaen mere.

Det var dejlig og få varmen igen, fastlande var da virkelig et koldt sted måtte hun da indrømme. Hun så på ham og nød bare han lå ved siden af hende, hun så på ham og smile bare blidt til ham som han snakke. ”du er da sød” hun smile og så på ham, hun viste at børn måtte vente til de var sikker på hvor de var, hvor de skulle bo, og om de var sikker for hvad end der nu måtte prøve og komme efter dem.

Hun så på ham som han snakke og nikke roligt, ”han er sikkert i haven stadig ellers kommer han nok tilbage igen jeg love og prøve og komme tilbage med dig så hurtig jeg kunne da han jo ikke kan vente alt for længe med og sejle.” hun så på ham, og mærke bare hans hånd mod hendes kind og smile bare blidt. ”ja, et trygt og sikker sted til vores børn” hun smile og så på ham, og lag hånden mod hans kind og strøg den blidt mens hun bare igen mærke tanken om børn fylde hende med glæde og spænding.

[Cale Joseia Nightgale]

De var begge heldige. Cale derimod, følte nærmest, at han var blevet velsignet med noget så fantastisk, som Mydall, og for ham, var det nemlig noget, som gjorde en verden til forskel, og som virkelig betød utrolig meget for ham. Det var i hvert fald ikke noget, som han kunne se bort fra, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Han smilede venligt og varmt til hende. Hun gjorde ham glad.. Vækkede ting i ham, som han aldrig nogensinde havde regnet med, at han nogensinde ville få lov til at opleve, og selvfølgelig kunne det også godt mærkes, og særligt, som det stod lige i øjeblikket. "Jeg elsker dig, Mydall," sagde han denne gang. I manglen på bedre ganske vidst, men for pokker.. Han kunne heller ikke lade være. Det var jo en kæmpe del af ham, som den mand, og den person, som han var.

Cale lagde sig tæt ved Mydall igen, for at sikre sig, at hun fik varmen, for det for ham, var nemlig noget, som gjorde en verden til forskel, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han lagde den ene arm trygt om hende. "Hvad har jeg da sagt?" spurgte han denne gang, med et kort smil på læben.
Denne Demarcus, var en mand, som han selv lystede at tale med, for at sikre sig, at det hele ville foregå, som Mydall havde fortalt ham. Det var vel ikke underligt igen, at han anså det, som for godt til at være sandt? "I så fald, må vi se, om vi kan finde den havn. Jeg tvivler på, at nogen her vil hjælpe," sagde han blot. En havn.. fyldt med mennesker.. Og nu hvor han vidste, og havde set, hvordan de havde været efter hende.. Han ville jo ikke have at noget skulle ske hende!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare blidt til ham, hun var virkelig heldig og have fundet en kentaur som cale. selv om det hele ikke bare hade være et nemt og nå der til som de var nu, de hade jo ikke bare kunne starte et forhold op som alle andre, de hade måtte gå mere diskret til og være mere forsigtig. Hun så på ham som han smile til hende, gud hvor hun kunne smelte når han smile til hende. Hans ord varme hende dybt og fik hende bare til og smile mere til ham, hun var virkelig heldig og have cale. med ham hos sig så skulle alt nok, blive godt og de skulle nok skabe en god fremtid sammen.



Mydall nød cale lå så tæt op af hende, det gave hende varmen sammen med halmen. Hun så på ham og smile bare mens hun mærke at han lag armen trygt om hende, hvilke fik hende til blidt og nusse hoved mod hans bryst og trak vejre dybt. ”hvad du har sagt? Du sag du ikke ville være utryg omkring mig, det ret sødt” hun smile og så på ham, mens han snakke. ”jeg tror godt jeg kan finde tilbage til den havn hvor vi sejle til her fra.. men først skal vi have dig frisk nok til og kan gå den lang tur” hun så på ham, og putte sig bare ind til ham. hun glædet sig til og komme hjem til øen, til varmen, til det hun kendt. Men hun var også bange for hvad nu vis demarcus snød dem? Eller han ikke kunne passe på dem som han love? Hun ville ikke risiker cale blev tage fra hende, eller hun blev tage fra ham og da slet ikke vis de fik børn! Hun tur slet ikke tænke tanken om hvad hun ville gøre vis nogle forsøgt og tage hendes børn. Hun trykke sig bare ind til cale og lukke øjne og prøve bare og slappe af.

[Cale Joseia Nightgale]

I forvejen var Cale ikke meget for at efterlade Noelle her, eller tage tilbage til øen for den sags skyld. Det var nok mere for Mydalls skyld, end det var for hans egen, og ikke havde han tænkt sig, at gøre det om. Til tider, kunne man bare ikke handle ud fra ens eget bedste, men ud fra andres.. Og så måtte han jo kun håbe på, at Demarcus ville have rent nok mel i posen til at stå ved sine ord.
Armen lod han denne gang glide omkring Mydalls skikkelse, hvor han forsigtigt trykkede hende ind til sig. Hendes velbefindende, var nemlig også vigtigt for ham. "Jeg skal nok snart komme til hægterne," lovede han denne gang. Det havde været en særdeles smertefuld affære for ham, og det var stadig noget, som kunne hjemsøge ham som aldrig nogensinde før. Han vendte sig mod hende, hvor han denne gang kyssede hendes pande. Selv på trods af hans liv som slave og gladiator på Tayevania, havde han det varme hjerte.. Hun havde i hvert fald vist ham, at han stadig kunne, og det var han virkelig også glad for. Ingen tvivl om det. "Det eneste, som jeg har brug for, er dig," sagde han denne gang. Et kort smil passerede denne gang hans læber, som han lagde hovedet tæt ved hendes. Han strøg hånden roligt over hendes ryg denne gang. Nu manglede de jo bare deres eget sted, og før eller siden, skulle de nok også finde det. Det var han helt sikker på.