You are here!

[Cale Joseia Nightgale]

Cale var træt, men der var andre ting, som han gerne ville bruge tiden på, end at ligge her og sove. Selvom han nu var en fri kentaur, så var det jo stadig ting, som han skulle vænne sig til, og hånden på hjertet, så var det faktisk ikke ligefrem en nem ting for ham, uanset hvordan han vendte og drejede det. Han rystede kort på hovedet igen. "Mange.. forskellige ting," sagde han denne gang med et smil på læben. Kysset tog han mere end glædeligt imod, og han gengældte det også. Hvor var hun dog bare en fantastisk kvinde.

At blive liggende, ville han ikke.. Selvom det var så dejlig fristende, når han havde hende der. Desuden agtet han at finde ud af, hvad de skulle gøre herfra, for det var jo heller ikke ligefrem noget, som kom af sig selv, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke. Let rystede han på hovedet af sig selv. "Jeg klarer mig. Jeg tvivler på, at de kommer efter os nu.. Kom," sagde han denne gang. Han rakte hende en hånd. Jovist gjorde hans bagben ondt, men hvad pokker.. Det var jo ikke det, som han ikke havde været udsat for før, og så var det her jo rent faktisk også småting. "Der er noget, som jeg gerne vil vise dig," sagde han næsten insisterende. Dog med et smil på læben.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, og smile bare blidt efter hun hade kysset ham. ”åh det lyder godt nok som mange ting ” hun lo lidt og så på ham, og strøg ham bare blidt hans kind. Hun smile og så på ham, og nusse bare blidt. Hun var da glad for han gerne ville lave mange ting med hende, hun ville dog ønske han hadet det beder inden de begyndt på alt muligt. Hun så på ham og nusse blidt hendes kind, hvor hun dog elskede den mand noget så højt.

Hun så på ham som han kom op og stå, sammen med hende. Hun så på ham mens han snakke, og så han rakt hende hans hånd. Hun sukke lydløst og tog blot hans hånd, hun ville godt nok heller han lå ned igen og hvile men hun viste hun ikke kunne tale ham fra det. hun så på ham og klemt bare blidt om hans hånd. Som han snakke og kunne høre han insisterede på og vise hende det, begyndt hun da roligt og gå sammen med ham. ”hvad er det? ” spurt hun og smile, for nu var hun jo nysgerrig på hvad det dog kunne være han ville vise hende. Hun stole dog på det ikke var noget farligt, og hun hade en følelse af det virkelig måtte være noget han ønske og vise hende lig som da hun vist ham lysningen der hjemme for længe siden efter hånden.

[Cale Joseia Nightgale]

Nu hvor Cale var en fri mand, havde han uden tvivl også tænkt sig, at udnytte det, i den forstand, at det overhovedet var ham muligt. Andet var jo fuldkommen tåbeligt, når det endelig skulle være! Hånden lukkede han derfor omkring hendes, hvor han sendte hende et smil. Der var så meget de kunne lave nu.. Og tænk, at an kunne sige det. Det var endnu fuldkommen.. uvirkeligt for ham, at han havde fået den frihed, som han igennem så frygtelig mange år, havde kæmpet for, men han elskede det. Gud hvor han dog elskede, at det var således, at tingene måtte hænge sammen nu!
"Jeg er fri, Mydall.. Hvorfor ikke nyde det?" spurgte han med et smil. Ikke var han bundet af noget, end de forpligtelser, som han selv valgte at gå med til. Lige nu følte han sig ganske vidst bundet af Noelle, da han oprigtigt var bekymret for hende, og hvordan hun havde det. Særligt efter det, som var sket på Tayevnaia, og nu stod han jo så her. Selvfølgelig var det noget, som ligeledes også godt kunne mærkes. Han tog omkring hendes hånd. Denne gang, var det ikke Noelle, som han ville tænke på, men derimod Mydall. Det var jo hende, som han var sammen med.
"Det smukke ved stedet her, som du nok ikke har fået set endnu," fortalte han. Der var så meget her at se, som ikke var på øen de begge kom fra. Han trykkede omkring hendes hånd, hvor han mere end glædeligt, førte hende med sig. Ud af stalden og huset, og mere ind mod skov og natur. Det som i forvejen, var et af deres naturligt foretrukkende steder.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, og mærke hans hånd lukke sig om hendes. Hun var da glad for at se han så gerne ville brug tid med hende, og udnytte hans frihed men de sår han hade bekymre hende. Hun så på ham som han snakke og sukke lydløst, ”jeg siger heller ikke vi ikke skal nyde din frihed.. men det ville være beder vis du lod din krop heale, så du hade flere kræfter og brug af” hun så på ham og smile svagt, hun var jo bare bekymret for hans helbred. Hun strøg ham blidt over kinden, hun ville bare gerne have han blev frisk igen så de kunne nyde deres tid sammen.
Hun så på ham som han snakke om der var et smukker sted ind det hun hade set, på stedet her. Hun var nysgerrig meget inde da. Hun fuldt villigt med ham og trykke blidt om hans hånd, hun syntes det var spændene og så rundt som de gik. Hun nød den frisk luft men der var stadig koldt syntes hun, så hun trykke sig lidt ind mod cale for at få lidt varme fra ham. hun var vand til det varme klima på tayevnaia så det her var bestemt ikke de rigtig temperatur for hende. Hun sag dog intet men fuldt bare med, nød og gå der side om side med ham og bare være de to, fri kentaur præcis som det skulle være.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste godt, at han måske burde hvile, men det var slet ikke noget, som han kunne få sig selv til nu. Desuden ville han ikke have, at nogen i det hele taget, skulle se ham sammen med en anden. Ikke før han vidste, at han på ordentlig vis, ville være i stand til at forsvare hende, for det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele.
"Det skal nok komme. Nu tror jeg uanset ikke, at de vil komme til at gøre dig noget," sagde han denne gang med en rolig, og oprigtig stemme. Han ville gerne være omkring hende, og være der til at beskytte hende, så det var vel ikke underligt igen, var det? Han bed tænderne svagt sammen. At bevæge sig, gjorde ondt, men det var helst ikke noget, som han ville have, at hun skulle vide noget om. Det var ondt nok, som det var i forvejen. "Kom.." sagde han igen, hvorefter han førte hende med sig ud. Han kastede et kort blik mod huset, og søgte derefter i retningen af skoven og naturen, som lå her. Særligt den, var han meget fascineret af. Her sang fuglene.. der var et fantastisk dyreliv. Spor over det hele, og en helt anden form for vegetation, end hvad Tayevania kunne tilbyde dem. Der var virkelig mange ting i det her! Han smilede let for sig selv, selv til trods for, at han haltede af sted.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall ville virkelig ønske at cale ville hvile sig, så han kunne komme sig ordentlig over hans sår. Men hun vist han var stædig og nægte og ligge sig nu hun var her, så hun ville ikke protester eller insister på han lag sig. Hun så på ham og fuldt blot roligt med ham mens de gik i retning af skoven og naturen, der hvor en kentaur rigtig hørt til. Hun så på ham, hun smile blidt og kysse ham på kinden. ”nej tror jeg heller ikke nu jeg har dig til og passe på mig” hun smile blidt og klemt om hans hånd blidt. Hun elskede ham virkelig, han var virkelig bare en fantastisk mand. Hun så på ham som de gik mod naturen, og han bad hende komme. Hun så godt han kaste et kort blik mod huset men sag intet til det, hun gætte på han var bekymret for sin partner. Hun kunne meget hurtig høre fugle sang fra skoven, hvilke var nyt for der var ikke særlig meget fugle sang hjemme på øen. Hun fuldt blot med ham som de tråde ind i skoven, hurtig kunne hun også spotte det dyre liv der var. eller der var i vært fald flere spor i jorden ind der hjemme, det var jo nærmest en helt overfold af dyr der boede her på fastland. ”sikke mange dyre spor! Jeg har aldrig set så mange før ind for så lille et område før” hun kigge ned på jorden, der var alt fra små hov spor til pote spor det var virkelig fasinerne.

[Cale Joseia Nightgale]

Stædig som Cale nu var, så havde han bestemt heller ikke tænkt sig, at lægge skjul på dette. For ham, var det nemlig vigtigt, at det var således at det forholdt sig. Det var meningen, at det var ham, som skulle passe på hende, og det havde han heller ikke tænkt sig, at lægge skjul på nu. Han sendte hende et smil. "Det er min pligt," sagde han denne gang, som han endnu en gang søgte hendes skikkelse.
Med hendes hånd i sin, søgte han blot roligt ned af den lille sti, som førte dem væk fra huset, da han heller ikke ønskede at andre skulle se dem, eller komme efter dem, for han tog virkelig ikke nogen chancer, hvis det var noget, som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Svagt måtte han derfor bide tænderne sammen. Det gjorde ondt for ham at gå, selvom han forsøgte, ikke at halte alt for meget. Det ville jo ikke just gøre gavn for ham på nogen måde.
At hun lagde mærke til sporene, fik ham kun til at smile. "Skovene her vrimler med liv, Mydall.. Selv fuglene synger her.. Der er dyr at finde.." fortalte han denne gang med en glad stemme. For ham, var det nemlig noget, som gjorde en verden til forskel, da det ikke rigtigt var noget, som de havde derhjemme. Han førte hende med, hvor de nåede en lille flod, som løb.. eller et lille vandløb. Han havde endnu ikke lært forskellen. Her sang fuglene.. det ruskede i træernes toppe over dem.. Egern sprang.. der var spor efter vildt. Her var uden tvivl smukt. Han elskede det.. Elskede naturen her.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så roligt på cale, den stædig rade som han kunne være ville nogle nok se om en negativ ting, men mydall fandt det faktisk ganske tiltrækkende og charmene på sin vis. Hun så på ham og smile blidt, ”du skal kun påtage dig sådan en pligt vis det er fordi du vil cale husk det” hun smile og kysse ham blidt på kinden, for hun ville ikke have han tvang sig selv til og passe på hende vis det ikke var fordi han ikke hade lyst til det.
Hun holdt blidt om hans hånd mens hun fuldt med ham ned af en lille stie, hun var da nysgerrig hvad det dog var han ville vise hende. At cale virkelig bekymre sig for at dem ved huset ville komme efter dem eller se dem kendt hun ikke til, hun fuldt bare pænt med mens hun kigge rundt i denne fremme verdens natur. Hun så på ham som han halte en smule, hun hade en fornemmelse af han enlig prøve ikke og halt for meget men sag intet men holdt dog øje med ham. hun så på ham som han snakke, ”fugle sang? Virkelig” hun så på ham, hun kunne høre han lød glad. Hun fuldt med og kunne da snart selv høre fugle sangen for hendes øre, det var lyde hun ikke var så vand til. Hun så på den lille vandløb som de kom til, hun vendt dog blikke hurtig rundt da hun hørt raslen i træerne, og så egerne som hoppe rundt mellem de mange træer. Dette var virkelig noget helt andet ind der hjemme, hun kunne slet ikke følge med alle de ny indtryk hun fik her. ”det.. det jo helt fantastisk her ude..” sag hun stille mens hun klemt blidt om cales hånd, hun hade virkelig aldrig set nær så mange dyr på så kort tid der hjemme, hun så ned og så de mange dyre spor ved vand løbet. Det line helt der var en vandre stie for vildt her! Det var jo helt vildt. ”fastlandes natur er virkelig.. meget anderledes ind tilbage på øen.. også temperatur messing.. ” hun trykke sig lidt ind mod cale, hun frøs virkelig det hade hun gjort siden hun kom til øen, hendes krop hade stadig ikke vende sig til den forskelle der var mellem øen og fastlandet.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale tvang sig bestemt heller ikke til noget som helst. Tvært imod, så gjorde han faktisk dette, fordi at det var noget, som han havde oprigtigt lyst til. "Jeg kunne aldrig drømme om at gøre noget som jeg ikke har lyst til.. Ikke længere," sagde han denne gang med en oprigtig stemme. Hans blik søgte hendes skikkelse ganske roligt. Han elskede hende. Ikke et sekund i tvivl om, at han elskede hende.
Cale frygtede ikke direkte for dem i huset, men derfor brød han sig heller ikke om, at de skulle komme efter dem. I forvejen brød han sig heller ikke om tanken ved at de skulle blive set så skævt til her på fastlandet som de gjorde, og derfor var det også noget, som han håbde på, at han ville få muligheden for at få rettet op på om ikke andet. "Fuglesang.. Der er rigtig mange gode ting herude," sagde han med en oprigtig glad stemme, som han trykkede omkring hendes hånd. Selvom han haltede, forsøgte han ikke at bide sig fast i det, for det var ubehageligt.. Det var desuden heller ikke meningen, at hun skulle være så bekymret for ham.
Et kort smil passerede hans læber. Her var langt mere køligt, men det var smukt. Ingen tvivl om, at her virkelig var smukt. Hans blik gled mod hende. "Du fryser vel ikke?" spurgte han bekymret. Det var jo heller ikke ligefrem meningen, at hun skulle ende med at blive syg! Det var nemlig langt mere tropisk på øen, end hvad der var her.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham som han snakke, hun smile blidt til ham og klemt blidt hans hånd ”nemlig.. aldrig mere noget med tvang” hun smile blidt til ham, mens hun blot holdt fast i hans hånden og nød bare og tilbringe noget tid med manden hun elskede mere ind noget andet.
Hun stod og så rundt i skoven, mens hun lig skulle bearbejde tanken om langt mere dyre liv og fugle sang som hun aldrig hade hørt før. Det var virkelig smukt, det hele virke så meget mere fredligt og munter ind tilbage på øen i den mere tung tække stille skov. Hun så på cale som han snakke, ”det virkelig.. anderledes men på en god måde.. jeg kan godt lig fugle sangen.. det beder inde stilheden der hjemme” hun så tilbage rundt og fik øje på et egern der pile ned af træet for at hente nogle nødder for så og pile op igen, hun lo svagt det så sandelig komisk ud når sådan en lille en pile frem og tilbage. Kort glemt hun kulden både fordi hendes opmærksomhed var fange på naturen og hun stod op af cale, men som han dirket spurt om hun først måtte hun bemærke det igen. ”jo..lidt.. klimaet her er så meget anderledes ind på øen.. jeg ikke just klædt på til det her type vejre” hun så på ham. hun hade jo stadig kun en læder top på der dække hendes bryst og intet andet, og hun hade fået gåsehud og faktisk en smule blå farve i læberne men kun ganske lidt, hade der være meget koldere ville hun slet ikke have forladt den varme stald. Hun holdt sig tæt ind til hans krop, og lod bare hendes hestekrop rør hans. Han var nu dejlig varm syntes hun i forhold til hende selv, hun lag hovedet mod hans skulder og så rundt ”her er nu dejligt her i skoven.. ” sag hun stille og lukke øjne lidt mens hun lytte til fuglens pippen.

[Cale Joseia Nightgale]

Aldrig mere nogen tvang. Det var en tanke, som Cale virkelig godt kunne lide, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Han smilede let for sig selv. "Og den tanke, kan jeg virkelig godt lide," sagde han denne gang med et tilfredst smil på læben. Ikke kunne han gøre noget ved det. Han elskede det virkelig!
Skovene her på fastlandet, kunne Cale godt lide, også selvom det var koldt i denne her tid, så var det noget, som han virkelig ønskede, at hun skulle se, og få lov til at opleve. Det var i hvert fald noget, som betød utrolig meget, også for ham, så det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han førte hende med sig.. Her var der dyreliv stort set over alt! Der var så klare og tydelige tegn til det over det hele, og hvilken fantastisk følelse det nu måtte være! "Det er mere koldt her.. Der kan jeg bedre lide det, som vi har derhjemme," sagde han. Hjemme... Han vidste, at hun havde snakket med denne.. Demarcus om det, og han skulle jo stadig finde ud af, om han kunne lide det eller ikke. Han lagde armen om hende, hvor han denne gang trykkede hende tæt ind mod sig. Han ville jo ikke have, at hun skulle fryse. "Men det dyreliv, er savnet på Tayevania.. Jeg må sige, at jeg længtes efter den varme, som vi har der," endte han. Han var jo heller ikke ligefrem klædt på til det kolde vejr, som var her på fastlandet.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod roligt og kigge rundt i skoven de stod i, her var virkelig anderledes inde der hjemme. Hun hade helt løst til og følge nogle af de mange dyre spor men det due ikke med hendes skade ben og med cale der dårlig nok kunne gå ud fra det hun kunne se. Hun så på ham og smile blidt ”også mig” sag hun blidt og kysse hans kind, hun nød tanken om han ikke skulle tvinges til flere kampe, ikke flere pisk, tæsk og våben sår på hans krop de kunne bare nyde deres tid sammen i det fri og være normale kentaur! En helt fantastisk følelse det måtte være.
Hun stod roligt og så på naturen, til tros for kulden der bed i hendes krop. Hun var ikke født til denne slags vejre, hun kom jo fra en tropisk ø så det her var møg koldt for hende. Hun så på ham som han lage armen om hende, og mærke han trykke hende ind til sig. Hun nød det åh hvor hun nød og være tæt på hans varm krop på denne måde. Hun så på ham og nikke ”jeg fortrækker i vært fald vejre der hjemme på øen.. vejre her er langt fra noget for mig” hun så på ham, og trykke sig blot ind til ham og nusse blidt kinden mod hans bryst og nød bare og brug tid sammen med ham. hun så på ham og nikke ”jeg er enig.. dyrelive her er helt fantastisk.. men varmen fra tayevania er noget jeg savner og mangler her på fastlande..” hun så på ham, hun vist han ikke var meget for og tage tilbage og slet efter alt det den ø hade udsat ham for, men hun hade love demarcus og prøve og få cale med hjem, men hun vist ikke hvad der skete vis hun ikke gjord. Hun vist dog en ting med sikkerhed.. hun lod hånden stryg ham over kinden ”lig meget hvor vi vælger og være.. så er det vigtigst at vi holder sammen.. og bliver sammen” sag hun stille og så op på ham med sin sølvgrå øjne mens hun holdt hånden mod hans kinden, mens den anden arm lå om ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Hvad de skulle gøre herfra, havde Cale endnu ikke fundet ud af, men han agtet at finde ud af det før eller siden. Det var svært for ham.. Han ville gerne tilbage til varmen, men øen var jo slet ikke et liv, som han ønskede at have.. men det var fastlandet derimod heller ikke, og det gjorde det også ekstra svært for ham, når det foregik på denne her måde, og gud hvor han dog hadede, at det var på den måde, for det var overhovedet ikke meningen, at det skulle være sådan! Tænderne bed han svagt sammen, hvor han samtidig trykkede hende ind mod sig. "Her er virkelig.. smukt," sagde han denne gang i manglen på bedre, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme. Et stille smil passerede kort hans læber. Hun var her.. hun var glad, og for ham, var det virkelig noget af det bedste.
Hånden strøg Cale over hendes ryg, hvor han denne gang vendte blikket mod hendes skikkelse igen. Han plantede et kys mod hendes pande. Hun havde selvfølgelig ret i, at de havde hinanden, og det var sådan, at det skulle være. Det var sådan, at han havde det mere end fint med! "Det er også langt mere behageligt derhjemme i vejret om ikke andet, men.." Han sukkede. Han vidste slet ikke hvad de skulle gøre, og selvfølgelig var det også noget, som kunne mærkes den dag i dag. Han rystede kort på hovedet. Hvor han dog hadede, at det skulle være på denne her måde. "Jeg ved bare ikke hvor vi skulle være.. Det er vigtigt for mig, at du har det godt.." sagde han denne gang. Hans blik gled mod hendes skikkelse. Var det overhovedet underligt, at han havde det sådan med det? Han ville hende jo rigtig, rigtig gerne.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall vist det var et svært valg og skulle tage, de skulle finde ud af hvor de ville være. På øen ville de risiker og blive jagt selv om mydall hade søger for et sted de kunne bo og arbejde ganske vist, og stadig være fri og være i sikkerhed, plus der var varmen som hun var så vand til og hun bedst kunne lig ved øen. Men her på fastlande var der så meget mere dyr live, skoven her var virkelig noget helt andet. men her ville de også risiker og blive jagt og der var koldt, og det var ind da bare nu ville der mund blive koldere? Hun håbe det virkelig ikke. Hun så mod ham som han snakke, ”ja.. meget smukt” hun så på ham og nød bare han holde om hende og hans kys mod hendes pande. Hun så bare op mod ham og tog glædelig mod været et kys til hendes pande, og hans kærlig strøg på hendes ryg. Mydall smile blidt som han snakke og lod hånden stryg ham kærligt over hans kind, ”for mig er det lig meget hvor vi er.. vis du vil blive her.. i denne flotte natur men kolde vejre.. så bliver jeg også.. for det vigtigst for mig er at jeg kan blive ved din side fra nu af” hun smile og strøg ham kærligt over kinden. Hun ville ham det bedste, for hende var det lig meget hvor de boede. Hun skulle nok lære og leve med kulden, og hvad en dette land hade og smide på dem. Det eneste hun ville var og være hos cale, se ham smile, få ham til og grine, få ham til og føle sig elsket og værsat som en mand som ham fuld ud fortjente. Hun nusse ham over kinden, og så ham i øjne mens hun smile blidt til ham. ”jeg elsker dig cale..” hviske hun stille til ham inden hun trykke læberne mod hans og kysse ham kærligt mens hun trykke sig ind til ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale vidste ærlig talt ikke, hvad han havde mest lyst til, og det var næsten det, som for ham, var det værste. Han vidste, at Mydall gerne ville tilbage til Tayevania.. Alt i hende, sagde det, og særligt sådan som hun agerede, når han selv stod med sine tvivl. Han ville jo også gerne gøre hende glad, men frygten for, at han ville ende i Arenaen igen, var virkelig stor i ham, og det ønskede han på ingen måde. "Her er virkelig smukt," istemte han.
Hendes strøg over hans kind, fik ham kun til at smile. Han slappede langt mere af her, men det var jo ikke bare på ham, det hele skulle komme på, men derimod også hende, og hvad hun havde lyst til. Det var bare svært, når de tydeligt havde haft hver deres liv. "Det er ikke bare ligemeget hvor vi er. Jeg vil også gerne se dig glad," sagde han denne gang. Han lod hovedet søge en kende på sned. Var det underligt, at det var sådan, at han havde det?
At høre hende sige de ord, blev han da aldrig træt af. Særligt ikke, nu hvor de rent faktisk havde muligheden, for at gøre noget ved det. Han vendte sig mod hende, hvor han denne gang kyssede hendes kind. "Som jeg også elsker dig.. Og jeg elsker, at fortælle dig det." endte han denne gang. Glad var han uden tvivl, og det var hende, som efterlod hende med den glædelige og fantastiske følelse!