You are here!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun vist godt han ikke var meget for og skulle tilbage til øen. Men hun var glad for han tog med hende. Nok hade øen ikke samme dyre live som der var her, men de hørt nu en gang til på øen de var alt for fremmet her på fast landet. men hun forstod hans bekymring for og tage tilbage, og hun var selv bekymret selv om demarcus hade give hende hans ord på de ville vær sikker var hun stadig meget nervøs for om der ville vente dem en ubehalig overraskelse når de satte ben på øen igen.

Hun mærke hans arme om hende og lod ham trykke hende ind til sig, hun nød hans stærke arme om sig og nusse sig blidt ind til ham. ”det ved jeg du nok skal.. du en stærk mand” sag hun stille og lag hovedet ind mod ham. hun nød hans kys på panden, og smile bare for sig selv mens hun fik sine arme om ham lig så og trykke sig blidt ind til ham. hun hade set meget andet ind blot en kold blodig gladiator i cale den gang hun først hade set ham, hun hade set en ensom sjæl der blev behandle dårligt og tvunget til og gør ting der ikke var det en normal kentaur ville gør. Hun så på ham som han snakke og rødme lidt, ”og jeg har kun brug for dig” sag hun stille og kysse ham på hagen. Hun lukke øjne som hans hoved lage sig tæt ved hendes, og nød hans strøg over ryggen. Hun nusse ham blidt på den nederst del af hans menneske ryg mens hun mærke søvne begynde og trække i hende, og snart sov hun tungt op af cale mens hun forsat hade armen om hans liv.

[Cale Joseia Nightgale]

Tanken om øen, måtte Cale erkende, virkelig var skræmmende for ham, for han vidste slet ikke om han i det hele taget, turde at tage tilbage dertil. Et sted fordi at han frygtede for, hvad det ville efterlade ham med, og kun fordi at det var.. Tayevania. Et sted, som behandlede folk grumt, og særligt et væsen som ham. Mydall havde set andre ting i ham, end hvad mange andre ville have gjort, og selvfølgelig var det noget, som selv for ham, gjorde en verden til forskel. Det var vel egentlig også ganske tydeligt, var det ikke?

Cale trykkede Mydall ind mod sig. Han var en stærk mand nu måske, men det var svært på øen, når man konstant fik svunget pisken over sig, og var tvunget til at tage andres liv, for at beskytte og passe på sit eget, for det var jo lidt med den på. "Jeg håber det.. Det er hårdt," sagde han oprigtigt denne gang, som han endnu en gang vendte blikket mod hendes skikkelse. Hovedet lagde han tæt ved hendes. Sagen var jo reelt set, at han havde brug for hende, også selvom det var hårdt for ham at indrømme. Rigtig hårdt faktisk. Han lukkede øjnene ganske let, og med et tungt suk. Lige nu handlede det bare om at finde fred og ro. Det var særligt det, som han havde brug for. "Det er jeg glad for," sagde han oprigtigt. Så lang tid de ikke havde brug for hinanden, så gik det vel? Hans blik faldt til hendes skikkelse igen. "Vi skal nok finde vores sted," sagde han denne gang.. Han var vel faldet lidt til og fra tanken om øen?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall vist godt cale ikke var vild med tanken om øen, men mydall glædet sig faktisk til og komme hjem til vandet omgivelser. Der var den varm hun kendt, og den tryghed hun hade oplevet som cale desværre ikke hade oplevet. Men også, når de kom tilbage og hade fået deres tilværelse på plads så skulle de jo skabe et liv sammen og dette var det som fyldt hendes tanker mest, hun ville bare gerne skabe noget sammen med cale og nyde resten af sin dag ved hans side, og være der for ham så han aldrig igen skulle føle sig alene og hun ville gør alt for han hade det godt både fysisk og mentalt.



Mydall nød han trykke hende sådan ind til sig, det var betryggenden og det var noget hun hade brug for her for dette land var hun bestemt ikke tryg ved. Hun så op på ham, hun vist det ikke var nemt og det gjord ondet på hende og se ham sådan her. ”det ved jeg cale.. bare husk jeg er her for dig, så brug mig som støtte i hvad en der sker, for jeg er her for dig” hun så på ham og smile kærligt til ham. hun mærke hans hoved tæt ved hende og nusse sig bare blidt ind til ham mens hun lukke øjne og nød han var der. hun trak vejre tungt og træt, ”ja.. vi skal nok finde det.. og så skal vi bare leve lykkeligt.. sammen” hun gabt kort inden hun roligt døsse hen mens hun lå op af ham, og i hans trykke favne.


//OUT

[Cale Joseia Nightgale]

Cale blev denne gang bare siddende med Mydall ved sin side. Tanken om øen, var ikke særlig tilfredsstillende, men igen, det var tanken om fastlandet nu heller ikke, og det var jo enten eller. Han sukkede dæmpet, hvor han denne gang plantede et stille kys mod hendes pande. De skulle nok finde deres plads på et eller andet tidspunkt. Det var jo bare lige.. hvornår, at det ville komme til dem, kunne man sige.

De skulle have lov til at have hinanden. Det var sådan, at Cale havde det, og derfor håbede han selvfølgelig også på, at det var noget, som ville vare ved, også i tiden fremover. Han luklede øjnene let. Selvom det var en stald de lå i, for øjeblikket, handlede det udelukkende om at nyde det hele. "Det er jeg glad for," sagde han denne gang. Han mente det dog. Det var virkelig vigtigt for ham, at hun havde det godt med det, uanset hvor de nu end måtte ende. Et stille smil passerede hans læber denne gang. De havde hinanden, og derfor havde hun selvfølgelig helt ret i, at det hele nok skulle gå. Det var måske bare ham, som var meget negativ lige nu? Det var nok meget typisk ham. "Jeg elsker dig, Mydall," sagde han denne gang. Her sad han blot.. Han nød tiden sammen med hende.

//Out