You are here!

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall Lupita Vivar

---

Iyanna Skoven.. Så meget vidste Cale da om stedet her, men det var derimod også noget af det eneste som han vidste. Han var endnu meget forvirret over alt dette, eftersom han var bragt fra sine vante omgivelser på Tayevania.. tvunget med over havet, hvilket havde været en forfærdelig tur, og så nærmest smidt ind i en stald, hvor han i forvejen havde nægtet, at nogen skulle have lov til at tilse de mange sår, som han havde pådraget sig. Mange var det, og de var dybe.. Meget dybe.
Haltende på det ene bagben, søgte han omkring i skoven tæt ved Herregården, hvor han vidste at Noelle var. Det var da derimod en kvinde, som han vidste, at han kunne stole på herude, hvilket alene, var en grund nok til, at han ikke skulle søge alt for langt væk. Han ville jo gerne være i nærheden af hende, nu hvor han ikke havde Mydall.

Mydall.. Igen måtte hans tanker glide til hende.. Nu vidste han da, hvad det var stjernerne havde forsøgt at sige til ham. Og godt havde det jo ikke været! Han vidste ikke, om han ville komme til at se hende igen. Endnu lignede han noget der var løgn, da han kun havde gjort hvad han selv kunne med de mange sår, som han havde pådraget sig, for det var efterhånden rigtig, rigtig mange.
Et tungt suk brød hans læber. Halen slog han let med i ren og skær frustration, uden at han egentlig kunne gøre særlig meget ved det. Desværre. Han var alene her.. havde kun Noelle, som han end ikke havde fået lov til at se.. Fastlandet var uden tvivl et direkte forfærdeligt sted, og ikke brød han sig om de væsner, som var her!

[Mydall Lupita Vivar]

Rædsomt.. helt i gennem rædsomt, Turen over havet hade være et marridet. Mydall hade lige under dækket, med en spand ved sig. Søsygen hade være slem og hun hade følt sig syg hele turen, og dårlig nok spist. Hun blev aldrig til nogle sø mand, eller hest hvad folk nu ville kalde hende. Så da hun enlig kom til fast landet var det med stor glæd hun betrådte fast jord igen, men det hade tage hende nogle dage og blive frisk nok til og søg efter cale. Hun var ikke sikker på hvor mange dag hun hade ledt nu, men det føltes nærmest som uger.
Folk på fast lande hade virkelig set skævt til hende, og den kuld der var! Så forbande koldt! Mydall hade ikke troede klimaet her ville vær så anderledes i forhold til tilbage på tayevania.

Hun var bleven råbt af når hun var i byerne, børn hade forsøgt og rid på hende eller rev hende i halen. Og lumske mænd hade nærmest set sulten på hende, hun var jo stadig blot iklædt den læder top der bare lig dække bryste og presse det lidt ind mod kroppen. Hun hade hold sig i bevægelse stort set altid, kun om aften hade hun sødt skjule i alt fra buske, til bag huse hvor hun hade søgt steder hvor der kom det varme ud fra muren eller en ræve i muren vis hun var heldig.

Iyanna skoven var her hun var komme til, og sikke en tur. Hun hade mødt nogle sær og ubehalig mænd på vejen her til, de hade snakke om hende mens de hade forsøgt og indkræse hende for så og forsøg og fange hende. Det hade lykkes mydall og slippe væk men der sad et ræb fast om hendes bag ben og hun hade ikke kunne få det af, så et stykke af rebet blev slæbt bag hende. Hun hade reb mærker om armen og et om halsen, de hade virkelig stramme til. Hun hade enkle skrammer også men de skulle nok heale, hun var dog træt utrolig træt. Hun hade være løbe det meste af natten, og var nu nåde til skoven.

Hun gik langsomt for hun hade virkelig ikke meget energi igen, hjerte hammer dog stadig i frygt for de mænd skulle komme tilbage, hun gik gennem et par buske inde hun valgt og lægge sig og hvile over kroppe hen over en sten. Hun hade virkelig brug for en pause nu. rebet stak en smule ud af busken, og var det eneste der rigtig indiker hun var der. Øjne lukke hun træt, cale.. hvor kunne han dog være? Hun vist snart ikke hvor hun mangle og lede og hvor længe hun kunne være heldig og undgå ballade eller fangeskab.

[Cale Joseia Nightgale]

Fastlandet, var bestemt ikke et sted som Cale brød sig om, at befinde sig på, og særligt, når det var på denne her måde. Aldrig i hans liv, havde han oplevet, at blive kigget sådan efter, som det han gjorde her. Havde de da aldrig set en kentaur før? Han var vel ikke så unormal, var han?
Et sted følte han det. Det hele var bare et kæmpe kaos. Hvorvidt, om han ville kunne slå sig ordentlig ned her, nu hvor han var drevet så langt væk, fra sine vante omgivelser, vidste han faktisk ikke. Det var langt fra Tayevania.. og selvom han virkelig havde forbandet stedet, som bare pokker.... så savnede han det. Han brød sig faktisk slet ikke om at være her!

At Mydall var på vej, havde han ingen anelse om. Han gik bestemt ikke ud fra, at hun ville tage turen over havet, for at finde ham. Særligt når hun nu ikke havde haft en større betydning for samfundet som hun havde.. En fri kvinde.. en som levede i skoven og væk fra alt af samfund og regler, også selvom han uden tvivl undede hende den. Han ville jo heller ikke have at hun skulle sidde i den samme situation, som det han gjorde. Overhovedet ikke faktisk!
Han fortsatte igennem skoven med rolige, men tunge skridt. Nu var han jo temmelig stor af sig, og derfor kunne han heller ikke være lydløs, som han ellers ville have været, men det kunne han jo ikke rigtigt. Rebet som lå langs jorden, så han ikke rigtigt her i mørket, så han traskede egentlig bare over det, med sine tunge skridt. Han var endnu meget øm, og han havde ondt, efter den behandling, som han selv havde været udsat for. Der var bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det.. Så længe, at han nægtet at lade sig behandle af fastlandsvæsnerne.

[Mydall Lupita Vivar]

Fastland var virkelig et rædsom sted, aldrig hade mydall følt sig så uvelkommen som her på fast landet. Alle de blikke der lå på hende, der lå tungt som hade hun kæder omkring sig. Hade de virkelig aldrig set en kentaur før? Var der virkelig ikke andre af hendes slags, ind på tayevania? En ting var sikker her ville hun i vært fald ikke på. Hun hade længe fantaser om hvordan fastland ville være, og det leve ikke op til hendes forventninger. Her var koldt, mørkt, og uhyggeligt. Hun håbe virkelig hun snart fandt cale, og kunne overtale ham til og rejse med hjem for hun ville i vært fald ikke blive her vis hun kunne blive fri!

At cale faktisk gik lig hen over det reb som lå ud af busken, opdage hun ikke. Hun lå bare på jorden med kroppen hen over stene, og trak vejre dybt. Hun var virkelig bare træt, hun trængt til hvile.. til søvn og noget mad. Men hun vist dette sted ikke vare det bedste og hvile sig, hun burte komme videre, tænk vis de stadig jagte hende. Ganske rigtig, lyden af gøen hunde kunne pluslig høres. Og stemmer der begyndt og råb, dette satte adrenalinen i gang i mydalls krop på ny. Hun tvang sig op på bene, hun måtte af sted de hunde hade hun opdage var hurtig til og finde hende. Hun begyndt og gå men mærke rebet hade vikset sig godt fast i busken, paniken brede sig som hun rev med bagbene for at få rebet løsnet fra busken. ”den her vej! Hun løb denne vej!” lød en mand stemme, og lyden af hunde blev højre. Snart sprang hunden frem fra busken, mørket gjord det svært og for mydall. Mn hun kunne hør dem, knurre og gø af hende som de løb mod hende og der efter mærke de to hunde bid fast i hendes højre bagben og venstre forben. Mydall bed tænderne sammen og begyndt og spark og stejle for at få ryste hunden af sig, ”der har vi hende! Du slipper ikke den gang min tøs!” lød en mand stemme som 3 mænd iklædt i mørkt tøj og kappe kom frem mellem buskene, mydall panike og fik enlig hunden af sig.

Hun nåde dog ikke mere ind og vende sig rundt inden hun mærke et reb komme om hendes hals på nu, hun gispe som hun tog fat i det og forsøgt og løsne det så hun kunne få luft, ”hold hende! Vi kan ikke lade hende stikke af igen!” sag manden fast som de to andre trak til, mydall sparke og vred sig. Mens hun stod om hende og gøe højt hvilke gjord det svært og orientere sig. Manden der ikke trak gik nærmer og med lidt besvær fik fat i rebet der allered var om hendes bagben og trak til, mydall røg til jorden med et ordentlig bump da den tung heste krop ramt jorden ”skynd jer! Vi skal have reb på de ben! ” sag manden, mens han kaste sig på hende og forsøgt og binde hendes bagben sammen, bare så hun lig kunne gå i langsomt gå tempo. Mydall gispe og forsøgt og skrig men mænden der holdt rebt om hendes hals trak virkelig til og gjord det svært og få luft, mydall kæmpe med rebet om halsen, og fik et øje blik løsne det nok til og få luft og skrig ”Slip mig! CALE!” hun vist godt han ikke kunne hør hende, men hvem skulle hun ellers kalde på? Ingen kom og redt hende denne gang.. hun var fanget, og dømt til slave lig, og aldrig se cale igen. manden på hendes fik enlig bundet bagbene, og satte sig på hendes mave og forsøgt og få fat i forbene, ”det sgu synd sådan en fin kvinde krop er sat fast på en heste krop.. de basser der kunne have vær brugt til en masser god ting” manden grine sjofelt og begyndt med besvær og binde forbene.

[Cale Joseia Nightgale]

At Cale passerede Mydall med tunge og ustabile skridt, var slet ikke noget som passerede Cales tanker på noget tidspunkt. Han selv ønskede vel bare at finde ud af, hvad han nu skulle stille op med sit nye liv? Han var jo.. rent faktisk blevet gjort fri, i og med, at han var kommet hertil.. Det var en tanke, som han selvfølgelig var utrolig glad for.
Stemmerne som kaldte efter en hende var det, som gjorde at Cale ikke reagerede. Med andre ord, så var det nemlig ikke ham, som de var ude efter, og det passede ham egentlig ganske udmærket. Derfor fortsatte han igennem mørket og igennem skoven, hvor han selv var påvirket af lyden af hunde. Det var et grusomt væsen. Han kunne bestemt ikke lide dem!

Det var stemmen som udbrød hans navn, der fangede hans opmærksomhed. Det var en stemme, som kun var ham alt for velkendt! Men det kunne da ikke passe? "Mydall..?" Han hævede hovedet hurtigt, og så sig om. Den smukke skikkelse, ikke så frygtelig langt fra hvor han lige havde passeret, var det første, der fangede hans opmærksomhed. Var hun der virkelig?
"MYDALL!" udbrød han med en kraftig stemme. Upåvirket af sin egen smerte, vendte han hurtigt om, hvor han hastede direkte mod hende i et fuld galop. Han stejlede,da han nåede dem. Aldrig i hans liv, om han ville have dem til at gøre hende noget! "Lad hende gå!" udbrød han denne gang helt arrigt. En ting, var at øen havde været efter hende, men dette var fastlandet. Han ville ikke have, at nogen skulle røre ved hende!

[Mydall Lupita Vivar]

At Cale hade gået lig forbi mydall hade hun ikke lagt mærke til, hun hade vær for træt og udmatte til og registrere ham. og da slave jægerne så kom så hade hun slet ikke tid til og tænke på cale, hun skulle jo sikke af komme væk. men det var ikke just lykkedes hende, hundene hade bidt hende i bene og det blødt fra de bide sår, og der efter et reb om halsen igen, som gjord det svært og trække vejre.

Hun gispe som hun lå på jorden, med manden på maven og de to andre riv i rebt der var om hendes hals. At cale faktisk var der, og hade hørt hende hade hun slet ikke tænkt over. Hun var sikker på han ikke var i nærheden, men hun mærke så vibrationer i jorden. Noget kom galopperne i mod dem? Hade nogle faktisk hørt hende, hun stivne kort som en stemme. Som hun kendt beder ind noget andet, lød kraftig kunne det virkelig være.. cale? Hendes tanker blev bekræft som han kom frem til dem, og stod og stejle. Mydall så op på der hun regne med cale var, det var svært og se ham i mørket. Hvor hendes pels var nemmer fordi den var så hvid som den var. Manden på hendes mave vælte af i chok, ”shit! En til!” kom det fra ham, hundene begyndt og gø heftig af ham. ”hvad glor i to på! Fang den anden! Det her kan blive en rigtig guld gruppe!” han pifte og hunden gøe og forsøgt og angribe cale. De den ene af dem der holdt rebet slap og prøve med et andet reb og prøve og kast et reb mod cale. I mens vred mydal og fik forbene fri da rebet ikke hade være bundet helt om hendes ben, hun kom op og stå men med bagbene bunde kunne hun ikke bevæge sig så frit som før. Men hun valgt dog og lave et hårdt ryk så manden der hold i rebe der var om hendes hals mist grebt, hun vælte dog også da de skete og landet på siden, hun mærke hun slog sin skulder og gispe i smert mens hun bed tænderne sammen.

[Cale Joseia Nightgale]

Aldrig i hans liv, havde Cale været så vred, som det han var lige i øjeblikket. Aldrig kunne han forestille sig, at han skulle udsættes for noget lignende. Endnu en gang, var folk efter Mydall.. End ikke, slog tanke han om, hvad pokker hun egentlig lavede her, for dette var virkelig langt væk fra Tayevania!
I fuld fart styrtede Cale direkte imod hende, hvor han sprang over hende, hvor han stejlede, kun for at få manden af hende. Ikke i verden, om han ville lade nogen som helst komme i nærheden af hende! Ikke på vilkår! Den tanke alene, var noget som gjorde ham direkte arrig! "Hold jer væk fra hende!" nærmest brølede han af sine lungers fulde kraft.

Rebet som blev kastet mod ham, slyngede sig direkte om hans hals, hvor han stivnede. Automatisk greb han kraftigt ud efter det, for at holde det nogenlunde under kontrol. Han sparkede bagud. Her kunne man ikke just sige, at han havde noget, der mindede om våben! Hundene forsøgte han at trampe henover, og han vidste, at han ramte nogle.. Enkelte begyndte kraftigt at hyle, klynke, for derefter at ende ud i komplet stilhed.
Et kraftigt brøl kom fra Cale. Igen stejlede han og sparkede bagud, for han ville bare ikke have det. Lige hvad angik Mydall, så han rødt! Og han ville ikke have, at nogen skulle gøre hende noget som helst! "Forsvind..!" udbrød han kraftigt. Guldgrube eller ikke.. Han var ligeglad, for han fandt sig slet ikke i det her!

[Mydall Lupita Vivar]

Der sket virkelig alt for meget omkring mydall hun var virkelig forvirret, hun mærke vinden der blev skabt da cale sprang over hende. Hun kunne høre hundene gø igen, og lyden af cales hove der stampe i jorden. Hans brølen fik selv hende til og blive bange, hun hade set ham vred før men det her lød være ind den gang ved arenaen. Mændene selv måtte bakke en andeles men de gav dog ikke op ”kan du godt glemme!” kom det fra en af dem, som de gjord klar til og forsøg og indfange cale.

Mændene kæmpe virkelig med og holde på cale og mydall, men cale var stærkere ind mydall og det var naturlig som han var en mand, og hun en kvinde. Hundene kunne mydall hør blive ramt og mangle hyle og nogle blev helt stille, det gjord der var minder larm. Mydall lå stadig på jorden, mens hun tog sig til skulderne. Hendes sidste landing hade gjort rigtig ondt på hendes skulder. Mændene miste til sidste grebet om rebet der holdt cale, ”shit! Det går ikke!” kom det fra ham der hade forsøgt og holde fast i rebet, som cale udbrød forsvinde pifte en af mændene de hunde der var i live til sig, og stak ellers af.

Stilheden lag sig hurtig, som de sidste lyde af de klynke hunde forsvandt. mydell kom op og side mens hun holdt sig til den ømme skulder, hun fik så rebet af hendes bagben med besvær og tvang sig op på bene. ”Cale…” hun følt hjerte hammer hurtig, nu hvor faren var væk kunne hun tænke mere klart. Og der stod cale jo, hvilke var helt uvirkeligt for hende. Hun så på ham, inden hun skyndt sig hen til ham. armen lag hun om hans hals, mens hun trykke hovedet mod hans bryst. ”åh gudskelov! Du uskadt! Du i live!” hun mærke tårende trille ned af kinden, hun hade være så bekymret og lig nu vælte alle følelser op både for enlig og have fundet ham og den frygt hun hade følt da hun blev jagt af de skrækkelig mænd og hunde.

[Cale Joseia Nightgale]

Jo hurtigere mændene trak sig væk fra dem, jo bedre var det. Cale var en trænet kentaur, og han havde alle dage været vant til at kæmpe for sit liv, for sådan havde det været i mange år, og derfor ville han bestemt heller ikke give sig i en stund som denne! Han brølede kraftigt.. sparkede og slog ud omkring sig, og særligt fordi at mændene også forsøgte at få fat i ham. Ham var en ting, men han nægtede at lade dem få fat i hende, og særligt, når det måtte være på den her måde. Det var slet ikke noget, som han ønskede sig!

Da mændene trak sig, kunne Cale atter slappe af. Igen mærkede han sig af hvordan smerten bed sig fast i ham for alvor. Han sank næsten ned i sine ben, inden han vendte blikket mod hendes skikkelse. Var hun der virkelig? Det var ikke bare synsbedrag? En tanke af sine drømme? Nej.. så havde det i hvert fald ikke været på denne her måde, det var helt sikkert!
Armene kastede han omkring hende, hvor han trykkede hende kraftigt ind til sig. "Du.. du er her.. jamen.. j-jeg forstår ikke.." Han var lettet. Virkelig lettet over, at se hende! Men hvad pokker lavede hun her?
Smerten bed sig tydeligt på hos Cale, selvom han virkelig forsøgte at ignorere den. Det var bare mega svært, når det foregik på den her måde. Han sukkede let. "Du.. du burde ikke.." Han var helt forvirret. Hvad pokker lavede hun her? Rebet havde han endnu om halsen, og hans krop uden tvivl præget af mærker. Tydeligt at han heller ikke havde det særlig godt.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall trykke sig ind til ham, hun ryste i glæde og frygt. Det hade virkelig være en grim rejse og nå her til men enlig, hade hun fundet ham og enlig vist hun var var okay! Hun mærke hans arme om sig og smile bare og snøft som han begyndt og snakke. ”jeg har ledt efter dig over alt! Jeg gennemsøgt næsten hele øen for at finde dig!” hun trykke sig ind til ham.
At han var i smerte kendt hun ikke til, hun snøft og mærke tåren trille ned af hendes kinder. Hun lag forsigtig panden mod hans, ”Jo jeg skulle så! ” sag hun fast og lod en hånde lægge sig på hans kind. ”jeg var så bange cale.. du var bare væk.. og ingen kunne sig mig hvor du var..” hun så på ham og nusse hans kind før hun strøg fingerende ned af hendes hals. Hun mærke rebet, og skyndte sig og hjælp ham af med det. hun så på ham og trykke sig ind til ham, hun var bare så glad for at se ham. at høre hans stemme igen og mærke ham ind mod sig, men de kunne ikke blive her det var for farligt ”cale.. vi må søge skjul for natten.. men jeg aner ikke hvor jeg er.. er der et sted vi kan søg hen? ” hun vist han sikkert hade en del og spøger om, men mydall hade virkelig brug for et sted og hvile efter det her og hun skulle tilse sin skulder og bide mærkerne på hendes ben. hun strøg ham blidt over kinden, mens hun så på ham med et lykkeligblik. hun var bare så glad for at se ham i live, og at de hade fundet hinanden igen. 

[Cale Joseia Nightgale]

Cale kunne ikke rigtigt finde ud af, hvordan han skulle reagere på alt dette, og særligt, at mærke hende tæt på sig på den her måde. Det var ved at være rigtig lang tid siden, at han havde været påvirket af en lettelse, som denne her, men han kunne virkelig godt lide det! "Her er farligt. Jeg.. jeg vil bare ikke have, at noget skal ske med dig," sagde han med en oprigtig stemme.
Selvom det nok var for sent at gøre noget ved det nu, for hun var tydeligt kommet noget til. De havde jo været efter hende.. og de forbandede hunde.. Det gjorde det bestemt ikke bedre på nogen måde! Han lod panden møde hendes, inden hun fjernede rebet omkring hans hals. Han havde slet ikke lagt mærke til, at det i det hele taget havde været der. "De tog mig bare med.. M-men.. jeg tror, det reddede mit liv," sagde han med en dæmpet stemme.
Cale plantede et kys mod hendes pande. Ikke ønskede han at noget mere skulle ske hende! Det var dog stadig meget.. utroligt for ham, at hun i det hele taget var der? Hvordan? Alt for mange spørgsmål passerede hans hoved, uden at han egentlig sagde det højt på nogen måde. "Vi.. finder et sted for natten, okay? Jeg.. har sovet i en stald frem til nu.. men det er varmt... og lunt," endte han. Han vidste, at han nok i den forbindelse havde meget at takke Noelle for.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall trykke sig ind til ham, at mærke ham tæt ind til sig igen var en lettelse uden lig. At vide han var i live var den største lettelse, nogle sinde. Mørket gjord det dog svært og se hans skader. Så når hun en gang kunne se dem ville hun sikkert blive bekymret igen, hun så på ham som han snakke. ”det ved jeg cale.. men sket er sket.. og jeg gør det hele igen vis jeg skulle for at finde dig igen” hun så på ham og strøg ham blidt over kinden mens hun holdt sig så tæt på ham hun kunne.
Hun så på ham, som han sag han troede det hade ret hans liv at de hade tage ham med. ”redt dig? Hvordan redt dig cale? var du i fare på øen? Var der sket noget!?” hun så på ham, og begyndt og blive mere bekymret nu hvor han sag sådan noget. Hun så på ham og mærke hans kys på panden og sukke stille, og så på ham. han hade sovet i en stald? Tja så hade han i det mindste sovet et trygt sted, ”du viser vej cale.. jeg er lig ved siden af dig” hun så på ham og nusse hans kind ganske blidt, hun kunne forstille sig han hade meget og spørge om men det samme had hun. Men lig nu hade hun brug for et sted og ligge sig, og hvile for hun var udkørt og kørt på de sidste resurse hun hade af energi i kroppen, og en nats søvn kunne da godt bruges lig nu.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde virkelig ikke meget energi tilbage, og det kunne udmærket godt mærkes. Særligt nu hvor han igen kunne falde mere til ro igen, så var det uden tvivl noget, som han godt kunne mærke lige i øjeblikket. Lige nu, var det vigtigste for ham, at hun faldt til ro, også selvom det var langt hjemmefra, for det var det da godt nok! "Jeg troede aldrig, at jeg skulle se dig igen," sagde han denne gang oprigtigt. Han havde vitterligt ikke troet, at hun ville finde ham her.. det var jo langt fra Tayevania!

Det havde kostet ham livet, at blive på øen, så meget var han da klar over, og særligt sådan, som det stod lige i øjeblikket. Han rystede kort på hovedet. her i mørkret, var det da heldigvis ikke til at se. "Du kan godt huske, at jeg fortalte dig om en partner i Arenaen, ikke? Hun blev.. korsfæstet på rådhuspladsen.. de har troet, at jeg har været forbandet, da hun var min partner.. Jeg blev.. lænket på hænder og fødder og brugt som træningsapparat for kommende gladiatorere," endte han. Det var nok ikke til at se nu, men han vidste, at han så herrens ud.
"Kom... Denne vej," opfordrede han denne gang, hvor han førte hende med sig i den retning, som han var kommet. Han haltede endnu, og han var stiv i benene. Særligt efter det, som nu lige var sket.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, eller så godt hun nu kunne i mørket. Hun strøg ham bare over kinden og smile svagt ”jeg troede heller aldrig jeg skulle se dig igen.. jeg var virkelig bekymret” hun så på ham og trykke sig blidt ind til ham. og var bare så lette over hun hade fundet ham, selv om det hade være en meget lang rejse for hende. ”da jeg hørt du ikke var på øen mere.. så var jeg sikker på min verden skulle styrt sammen.. ” hun så på ham, og lag panden mod hans og kunne mærke trangen til og tude presse på men hun lod dog være.

Hun så mod ham som han snakke, hun så selv ikke godt ud med de reb mærker om hendes hals og arme plus bidemærkerne på bene. Hun så på ham og lytte til det han sag, hvilke ikke just var god ting! Langt fra! Hun så på ham, hun lag ikke selv mærke til hun faktisk ryste lidt i chok. Hvorfor hade folk troede han var forbandet? Bare fordi den kvinde fra fastlande han hade snakke om var hans partner? Det var jo absurd! Hun så på ham, mens hun holdt fast i hans hånd og den anden hånd var på hans kind, ”det jo forfærdeligt.. hvordan klar du den? Hvad med hende?” hun så på ham.
Hun nikke bare da han sag kom, og begyndt og gå med ham. hun lag godt mærke til hans haltede, hun kunne mærke det når hun holdt hans hånd ”er du okay cale? har du brug for støtte?” hun så på ham og holdt blidt hans hånd mens hun ellers fuldt ham, for hun ane ikke hvor de var.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale havde virkelig troet, at han havde mødt sit endelige på Tayevania, og særligt med den behandling, som han havde været underlagt, også på grund af Noelle.. Hvordan den kvinde havde det, vidste han end ikke, for han havde ikke fået lov til at se hende endnu. Det var ham en kæmpe og frustrerende tanke! "Pris du dig lykkelig for, at vi endnu en gang har fået muligheden, for at tilbringe tiden sammen... Det her er skæbnen.. Det ved jeg bare, at det er," sagde han med en rolig stemme.
Panden lod han møde hendes, mens han fortalte. Han trykkede let omkring hendes hånd. Der var virkelig ikke nogen grund til bekymring, for han skulle skam nok klare sig. Det var han overbevist om! "Jeg klarer mig.." forsikrede han hende om, og med et svagt smil på læben.

Selv nu hvor han haltede, og han virkelig havde ondt, handlede det vel udelukkende om at forsøge efter bedste formåen? "Jeg skal bare ned og ligge igen.. Så det går," sagde han forsikrende, inden han atter tog omkring hendes hånd, for at føre hende med sig.
Turen tilbage til Strife Manor, var ikke særlig lang. Der var lys og varme i huset, hvor Cale derimod var forvist til stalden. Igen var han heller ikke meget for at lade nogen røre ved ham i det hele taget, og særligt ikke væsner fra fastlandet! "Her.." sagde han, hvor han førte hende mod den mørke tilbygning. Den mørke stald.