You are here!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på cale, hun kunne godt forstå han hade svært ved og vælge hvad han ville gøre med sit nye fri live. hun ville ikke tvinge ham tilbage til tayevania for hun vist hvor meget han hadet den ø, og hvor meget ondt det hade forvoldt ham. hun smile blidt som han var enig med hende i der var smukt, hun kigge rundt på naturen hun kunne godt lig skoven her, det var kun temperaturen hun hade svært ved og vende sig til. hun var vantil varme og fugt her var koldt og klamt syntes hun, men det kunne det vel ikke være hele tiden kunne det? hun så på ham som han snakke til hende, hun smile blidt "Cale jeg er glad.. så længe du er ved min side.. så er jeg ligglad om så vi boede i en hule på et iskold bjerg, jeg er glad bare jeg har dig" hun så på ham, hun ment det virkelig for det var ikke vigtig for hende hvor hun boede, det var vigtig hvor han var og ville han blive her jamen så blev de her! slut færdig. hun smile og fik et svagt rosa skær i kinderne som han kysse hendes kind, hvad var altså en dejlig mand. hun så på ham "og som jeg elsker og fortælle dig det" hun smile og kysse ham på kinden, hun nød og kysse på ham nu kunne hun jo gøre det uden at frygt nogle ville blive sur på dem, eller cale ville komme galt afsted. hun så på ham og nusse hans kinder blidt mens hun trykke sig ind til ham for at holde varmen.

[Cale Joseia Nightgale]

For Cale, var det vigtigt, at Mydall vidste, at han tænkte på hendes velbefindende, og faktisk forsøgte på ikke at være egoistisk, og kun handle ud fra hvad han selv følte, og hvad han selv tænkte, for det var jo heller ikke ligefrem sådan, at han ønskede at det skulle være. Hans blik gled derfor mod hendes skikkelse endnu en gang. Et kort smil passerede hans læber. "De omstændigheder, som vi bor i, skal selvfølgelig også komme dig til gode. Hvis det her får dig til at fryse, skal vi slet ikke bo på et isbeklædt bjerg," fastholdt han. Det var muligt, at han måske tog tingene meget bogstavelig, men han havde jo aldrig rigtigt været vant til at skulle tage hensyn til nogen som helst. Faktisk havde han aldrig rigtigt gjort det.
De mange kys og de mange kærtegn, fik ham til at smile. Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig. At høre hende sige ordene, og vide, at han kunne røre ved hende.. kærtegne hende, og holde om hende, var uden tvivl noget af det bedste ved det hele. "Jeg elsker dig, og jeg elsker at kunne sige det," sagde han igen. Selv var det ord, som han slet ikke kunne få nok af, og særligt, som det var lige nu! Han gik en smule videre. Det var jo også ekstremt koldt, bare når man stod stille, og det ønskede han jo heller ikke ligefrem, kunne man sige. Ikke ønskede han, at hun skulle blive syg.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på cale mens de stod der, hun smile bare og måtte le ganske svagt. ”søde cale.. det var blot en tale måde.. ikke i min vildes drømme ville jeg bo på et snedække bjerg det tror jeg ikke jeg holder til i længden ” hun lo blot og så på ham, han var nu kær når han tog altid så bogstavlig men han kendt vel ikke til beder inde det han nu gjord. Men hun mente hvor end han ville bo så fuldt hun med, ”vis vi vælger og blive her så må vi jo udnytte omstændighederne.. bygge os et sted og holde varmen i disse kolde tider.. og vis vi tager tilbage..” hun så på ham, hun var jo bleven lovet et sted de kunne bo og sikkerhed på herregården, så der skulle de jo slet ikke tænke selv på og bygge noget eller vær bange for og blive fange og brugt til slaver.

Hun så på ham, hun elskede og kysse og kærtegen ham. det var dejligt og kunne gør de ting nu uden og vær bange for han ville få ballade vis det blev opdage, eller vis hun blev opdage at hun kom galt afsted. Hun så på ham og smile og rødme svagt som han sang han elskede hende, gud hvor hun nød de ord i hendes øre. ”og jeg elsker og sig jeg elsker dig.. og jeg elsker og høre dig sig de ord til mig” hun smile og kysse blidt hans kind, hun kunne slet ikke få nok af ham. enlig kunne de være et normalt par, eller så normale som mydall nu syntes de var hvilke for mange her på fastlande nok så som noget bisart. Hun begyndt og gå med ham som han begyndt og gå, det var koldt og selv om de begyndt og gå kunne hun mærke hun var bleven lidt stiv i fingerne, og hendes læber var begyndt og blive en smule blå. Men hun fuldt med ham, hun ville ikke lade en smule kulde ødelægge hendes tid sammen med ham, hun så på cale før hun så rundt. mund hun skulle prøve og tyde stjernerne denne aften? Måske det kunne give hende en lille ide om hvad der vente dem, forhåbentlig ikke flere skræmmenden ting.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale tog tingene bogstaveligt. Han kunne faktisk ikke gøre for det. Han vendte sig mod hende, hvor smilet atter bredte sig på hans læber. Ironi og sarkasme forstod han faktisk ikke særlig meget på, men mon ikke, at det måske kom med tiden? Hans blik søgte hendes igen. "Oh.. jeg troede lige.." Han rystede på hovedet. Han ville jo selvfølgelig også gerne have, at hun havde det godt, og hvis det var for koldt og for hårdt for hende her.. så var det måske meningen, at de skulle tage tilbage til Tayevania igen? "Hvis du kunne vælge frit.. hvor ville du så helst være?" spurgte han denne gang. Det var nemlig også meget vigtigt for ham, at hun havde det godt. Det var faktisk det eneste, som betød noget for ham lige nu.

Han elskede hende, og han elskede, at han kunne sige det. Før eller siden ville den ok kunne finde sammen, og finde et sted at være, og for ham, var det jo helt igennem fantastisk. Hans blik søgte hendes skikkelse, som han denne gang begyndte at gå. Kun for at komme lidt igang igen, da det var noget, som selv han havde brug for nu. Ikke at der var nogen tvivler om det. "Selv jeg kan umuligt blive træt af, at høre dig sige det der.. Du er det vigtigste for mig," endte han denne gang. Hendes hånd greb han derfor efter, hvor han trykkede om denne, bare for at have noget at holde fast i. Han kunne godt lide det. Han kunne virkelig godt lide det. Var det virkelig den lykke, som han havde misset frem til nu?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare mere som han selv smile og der efter begynde på en sætning men stoppe, hun lo bare og kysse hans kind ”du simpel hen så søde cale” hun smile hvor var han dog kær når han ikke forstod ironi eller sarkasme, det kunne godt gå hen og blive sjovt for mydall brugt det jo nok ikke tit men i vært fald en del det vist hun godt selv. Hun så på ham, og tænke så noget da han spurt vist hun skulle vælge frit mellem fastlandet eller øen. ”åh den er svær… altså øen har jo varmen jeg kender.. men fastland har sådan en fantastisk naturt vis vi ser bort fra kulden.. men igen kulden er vel ikke noget der er her hele tiden? ” hun så på ham, ”og tilbage på øen har vi begge lidt… trist fortid.. her kunne vi starte på en helt frisk.. men der lig så stor chance her for blive fange som tilbage der hjemme” hun kløe sig lidt i nakken den var virkelig svær det her, jo vis de tog tilbage så var de jo sikker beskyttelse vis de bare blev på herre gården og ellers var forsigtig når de ikke var der. Og her på fastland skulle de selv finde noget og bo i, et arbejde eller noget der kunne søger for de fik mad og de risiker stadig og blive fange. Hun sukke ”jeg ved det virkelig ikke.. ” hun så på ham ”hvad med dig? Vis du kunne frit vælge hvor ville du så være? På øen eller på fastland? ” hun kendt jo ikke til er fandets andre lande på fast land ind det de var i nu, så hun troede ikke de kunne komme andre steder hen ind der de var.



Hun så på ham og smile bare og rødme lidt mens hun klemt hans hånd som hade grebene fast om hendes, ”mh godt du ikke bliver træt af det.. for jeg kommer til og sig det tit til dig.. for du det vigtigste for mig” hun smile og kysse ham blidt på halsen og gik ellers roligt med ham, det hjalp lidt på kulden men hun frøs stadig en del og hun var stadig lidt blå om læberne og hun følt hendes hånd der ikke var om cales var helt is kold og lidt stiv i det. hun trak vejre dybt og så op mod himlen ”jeg tror jeg vil se hvad stjernerne har og sig i aften.. måske de kan give et lille billede af hvad der venter os” hun klemt blidt om hans hånd og så på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Så lang tid at Mydall kunne leve med en temmelig firkantet mand, så var alt vel også godt? Han rystede kort, men smilende på hovedet. Okay, han havde ikke lige set den komme, måtte han indrømme. Han ville jo også gerne vide, hvor hun ville kunne slå sig ned henne.. Og hvor hun ønskede at være, for det var lige så vigtigt for ham, som alt det andet, og det var han nu heller ikke ligefrem bange for at indrømme for nogen. Hans blik faldt derfor til hendes skikkelse igen. "Jeg står i samme valg.. og samme argumenter," begyndte han. Tayevania var dejlig varm og genkendeligt, hvor her var der smuk natur, men det hele var fremmed, og det var jo tydeligt, at de heller ikke ligefrem var velkomne her på stedet, kunne man sige. Om kulden holdt ved..? Det vidste han faktisk ikke. Det var nok også kulden, som ville blive hans største problem, når det kom så vidt. "Jeg ved ikke, om det vi ser nu, er det typiske fastland.. Det er ikke ofte, at jeg får muligheden for at snakke med dem, og ærligt, så er jeg heller ikke interesseret." Hans blik faldt til hendes skikkelse. Han vidste det ikke.. Men igen.. Han ville jo gerne tilbage til øen, men slet ikke til det liv, som han dengang havde haft.. Der var han langt mere.. fri her. Han vendte blikket tænksomt ned igen, og med et tungt suk. Han vidste det virkelig ikke. "Jeg.. ved det ikke.." endte han denne gang mere frustreret end tidligere.

Aldrig ville Cale blive træt af, at høre hende sige det! Det skulle hun da slet ikke være bange for! Et kort smil passerede derfor hans læber, mens de gik. Bare for at holde sig igang, så de kunne holde varmen det bedre. ".. Du har ret," endte han. Stjernerne havde han end ikke tænkt på! "Kom." tilføjede han. Han kendte til en åbning, hvor de ville kunne se op. Han havde undersøgt disse områder en del efterhånden, bare for at have noget at forholde sig til.
Cale stoppede først op igen, da de nåede en mindre bakke, hvor træerne udgjorde en cirkel for dem, så de kunne skimte mod den høje himmel. Han smilede tilfredst.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham og smile bare, det gjord slet ikke noget for hende at han var så firkantet som han var. hun lytte som han snakke, ja så var de jo lige vidt når han stod i samme stilling som hende. Hun så på ham, hun forstod jo godt at han ikke var meget for og tage hjem til øen efter livet han hade haft der, men de var jo sikker sig et enlig okay live på herre gården og der var jo dejlig varmt også. Men her var der smuk natur, men de måtte selv skaffe arbejde og ind til videre virke de ikke just velkommen her på fast landet, og der var koldt! Hun så på ham, som han snakke var han virkelig ikke intresseret i og snakke med dem her? Jamen hvordan skulle de ellers lære om noget omkring fastlandet og hvordan det var. hun gøs kort det var altså koldt, selv om de gik rundt nok frøs hun stadig hun hade alt for lidt tøj på overkroppen. Hun så på ham, og kysse ham på kinden ”vi skal nok finde ud af det cale bare rolig” hun smile.



Mydall elske og sig til ham hun elskede ham, og hun kom nok til og sig det urolig mange gange også. Hun så på ham som et smile presse sig mod hans læber, hun smile bare og kysse ham på kinden. ”ja jeg har ret hvad ellers” sag hun drillenden og kysse ham igen på kinden, inden han bad hende kom med ham. hun smile og fuldt roligt med ham uden og spøger ham hvor hen, hun stole blindt på ham. hun smile som de nåde op på en munder bakke hvor træerne danne en cirkel om dem og der var friet op til himlen hun smile og så på mod himlen ”helt perfekt” sag hun og smile og klemt blidt hans hånd og glædet sig til de kunne se stjerne og hvad de mund ville fortælle dem.

[Cale Joseia Nightgale]

Var det underligt, at tanken om ikke at vide, hvor de skulle være, var en tanke, som efterhånden, var begyndt at stresse Cale? Han ville jo gerne give selv Mydall den følelse af ro, og lade hende vide, at hun var, hvor hun gerne ville være, og hvor han ville være i stand til at beskytte hende. Et sted, ønskede han jo helst tilbage til øen, hvor de kunne være sammen, men frygten for, hvad der ville ske der, var det som afholdt ham. Her ville han måske ikke blive en gladiator, men der kunne derimod ske så meget andet, og det ønskede han jo heller ikke. Han rystede blot på hovedet af sig selv. "Alt for mange af de forkerte tanker.. Jeg ved, at vi nok skal finde ud af det, men det er.. svært.. Hårdt," sagde han denne gang. Han vendt sig i stedet for i retningen af hendes skikkelse igen.

Denne gang havde Cale fundet det mest fantastiske sted, og ikke ville han tøve med at vise hende det, nu hvor han havde haft den enestående mulighed for at gøre det. Stjernerne var helt klare i aften, så selvfølgelig skulle det da også udnyttes. Han vendte blikket mod hende igen, hvor han tog imod hendes kys. For ham, var det virkelig fantastisk at mærke det. Ingen tvivl om det! "Lige det der, kan jeg ikke blive træt af," fortalte han denne gang med en glad stemme.
Stjernerne vendte han denne gang blikket op mod, hvor han gav sig til at læse. Han kunne jo kun håbe, at der stod noget brugbart i disse denne gang. Han håbede. Hans arm gled omkring hende, hvor han trykkede hende ind mod sig. "Sig til, hvis det bliver koldt," bad han denne gang. Igen ønskede han slet ikke, at hun skulle fryse.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var selv et sted stresset? Det var svært og vælge hvor der ville være bedste for dem selv om hun jo hade en følelse af det ville være bedste og tage tilbage til øen hvor hun jo hade sikker dem et arbejde og et trygt sted og være, eller det stole hun på at hun hade. Hun så på ham som han vendt sig mod hende, hun smile svagt ”jeg ved godt det hårdt cale.. men vi skal nok finde ud af det, vi må tage en dag af gangen og tænke det hele igennem” hun prøve og smile opmunderne til ham og gav hans kind et kys og hans hånd et klem, hun var sikker på de snart ville finde ud af hvor de ville være og der fra bare skulle nyde den frihed de nu kunne dele sammen.



Hun så op mod himlen som de stod der på den lille bakke, hun var imponeret over hvor klare stjernerne var her i forhold til øen, der var en vis forskelle men hun kunne ikke helt beskrive hvad der gjord det. måske det var kulden? Hun ane det ikke, hun så på cale som han snakke til hende og smile blidt, ”godt for jeg har ikke tænk mig og stoppe så længe jeg er hos dig” hun smile og kysse blidt hans kind. Hun så der efter på ham som han lage armen om hende, det hjalp en del for hendes hud var helt is kold efter hånden. ”det skal jeg nok cale” hun smile han var nu sød sådan og bekymer sig om hende. Hun så mod stjernerne, der var da lidt kunne hun se om et sted gav det ikke klar spor og dog. ”hvad kan du læse i din stjerner?” spurt hun mens hun tydelig prøve og tyde hendes mens hun bare trykke sig en smule ind til cale og nød varmen, hun kunne jo læse noget i hendes men hun ville lig være sikker på hvad hun så inden hun fortalt cale om det.

[Cale Joseia Nightgale]

Det stressede virkelig Cale, at han ikke kunne finde ud af, hvor de skulle slå sig ned, og det var en tanke, som han rent faktisk måtte finde stressende, og han kunne bestemt heller ikke lide det. Han rystede kort på hovedet. "Vi skal nok finde ud af det.. Jeg.. kan bare ikke lide, at jeg ikke ved, hvad jeg har med at gøre.. eller hvad jeg skal forvente." Det havde han jo i Arenaen på Tayevania: Dræb eller bliv dræbt. Selvom man nok ikke skulle tro det, så havde hans næver jo taget ufattelig mange liv igennem de sidste rigtig mange år.. Og det var vel også først nu, at han rent faktisk fik muligheden for at tænke det hele igennem? "Jeg ved bare ikke.." Han hadede at være så forvirret!

Måske stjernerne kunne give ham de klare svar, som han havde brug for? Han kunne jo kun håbe på det, for han havde brug for det. Han stirrede mod dem.. Læste hvad de havde at berettige ham om. De havde hinanden, og for ham, var det også noget af det vigtigste i det hele taget, og det havde han bestemt heller ikke tænkt sig, at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var i den anden ende. Han sukkede let. "De siger virkelig mange ting.." Han blinkede let med øjnene, inden han denne gang så mod hende. "Hvad fortæller dine?" spurgte han denne gang. Han selv skulle jo lige finde ud af det hele.. Det var jo virkelig mange ting, som han kunne læse denne gang.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun kunne virkelig fornemme at det her påvirke cale mere ind noget andet lig nu. det var synd at han skulle være så stresset af det der, hun så på ham og nikke for de skulle jo nok finde ud af det for det var hun jo sikker på. Mydall valgt og lægge armen om ham, og trykke ham ind til sig hun ville godt vise hun var der for ham og hun var der til han kunne støtte sig op af. Hun så på ham og kysse ham blidt på munden, ”jeg kan heller ikke lig det.. men vi skal nok klar det.. vi holder sammen og vi står fast i hvad der sker” hun så på ham og smile blidt, og nusse blidt hans næse med hendes mens hun hade armen om ham.


Hun så mod stjernerne, de sag da noget til hende men selv om hun var en kentaur så hade hun svært ved ind og mellem at forstå de filosofisk ord stjerneren brakt med sig. At cale sag hans sag mange ting gjord hende nervøs og spændt hun ville jo gerne høre det. men da han åbenbart ville høre hendes først kigge hun op, ”så vidt jeg kan læse..” starte hun og klemt blidt om hans hånd.


”En stor beslutning venter, et valg der vil før mig ned af to veje.. begge veje vil der vær bumpe på vejen, både stor og små..” starte hun og kigge videre. ”men.. begge veje har en ting til fælles.. mit valg.. vil før mig til en særlig oplevelse.. som vil før mig til et møde, der vil bringe stor glæde og stor bekymring, et møde der vil forandre mit liv for altid, en forandres mange andre før mig har oplevet..” hun så på cale, vis hun for stod det rigtig. Så var dette møde.. denne forandring som stjernerne beskrev for hende, næsten det samme som hun hade hørt nogle af de andre kentaur kvinder hade beskreven for hinanden, inden de fandt ud af at de vente sig. Kunne det virkelig passe? Ville hende og cale komme til og vente et barn? Ville det virkelig vær det som vente dem? Mydall så mod stjernerne der glimte i hendes øjne, ”hvad siger din” spurt hun musse stille mens hun holdt om hans hånd, mange tanker kørt gennem hendes hoved. men en tanke om en mulig unge skabet af de to, fyldt i hendes hoved mere ind noget andet.. og et smile hade brændt sig fast på hendes læber uden hun selv vist det.

[Cale Joseia Nightgale]

Det påvirkede Cale rigtig meget. I hans verden, var det jo meningen, at manden skulle skabe det rigtige fundament, og de rigtige omstændigheder, for et liv sammen med de nære og kære, og det var bare ikke noget, som han kunne give hende på nuværende tidspunkt, og selvfølgelig var det en tanke, som rent faktisk stressede ham. Han følte vel bare ikke, at han gjorde tingene godt nok? Han hadede den følelse, for han havde været vant til at skulle gøre sit bedste, og det havde jo været sådan mesteparten af hans liv, trods alt. Hans blik faldt til hendes skikkelse endnu en gang. "Lover du mig det?" spurgte han denne gang, og med et smil på læben. Han havde brug for hende, også selvom det var hårdt tænkt, men det havde han faktisk. "Det ligner slet ikke mig, at blive stresset. Jeg kæmpede dagligt for mit liv i Arenaen.. Det stressede mig ikke engang nær så meget.." fortalte han oprigtigt.

Nysgerrig var Cale på, hvad Mydalls stjerner ville fortælle hende, for han havde svært ved sine egne, og et sted var han vel også bange for, at det var fordi, at de ikke ville harmonere ordentlig med hinanden? Hans blik faldt til hendes skikkelse, som hun begyndte at fortælle. Det var en meget abstrakt fremtid stjernerne måtte fortælle hende, for han havde svært ved at få noget brugbart ud af den. "Hvordan vælger du at tolke den?" spurgte han. Det var også det, som han var mere nysgerrig på, end hvad godt var i den anden ende.
Hans egne stjerner.. Han så igen mod dem. Han sukkede let. Han fik nok ikke meget mere ud af det, end hvad hun havde fået ud af sine. "Jeg bliver fortalt, at jeg står foran en skillevej, som skal danne grundlag for resten af mit liv.. At jeg på baggrund af mit valg, vil opleve problematikker og store forhindringer, som skal overkommes.. Det skulle være et spørgsmål om tillid." Han lukkede øjnene kun for et kort øjeblik. "Men at jeg ved det rette valg, vil være med min familie.. Af hvad jeg kan læse mig frem til, så i varme omgivelser." tilføjede han, inden han atter åbnede øjnene. Han læste det som Tayevania.. men varme kunne jo være mange ting. Hun gjorde ham jo hjertevarm med sin kærlighed og omsorg.. Det kunne han jo også rigtig godt lide.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, og holdt forsat om ham mens hun smile blidt til ham. hun vil være der for ham, støtte ham og prøve og linder hans stresse og hvad end ellers af negative følelser han måtte have. Hun ville se ham glad, hun ville have han følt sig godt til pas og bare kunne nyde live som han nu hade for and sig. ”jeg lover vi nok skal klar det” hun smile og kysse ham på hagen ganske blidt, inden hun igen så på ham. ”det her er også anderledes ind at kæmpe.. men du skal tage det roligt, stresse hjælper ikke og vi finder ud af det her sammen.. jeg er her for og støtte dig og være her for dig” hun smile blidt til ham og nusse ham blidt på ryggen.



Mydall var ikke sikker på og hun hade tydet sin stjerner rigtig, hun håbe det selv om det var lidt forvirrenden det hun hade set. Hun så på ham som han snakke, ”jeg vælger og tolke det.. som hvad en vi vælger af vej.. så vil noget særligt sket for os.. ” hun så på ham, hun ville helst holde ved den tolkning for den kunne hun lig, og det var det hun syntes og forstå ved sin stjerner. Hun lytte som han snakke om hvad hans stjerner sage og her kunne hun høre han ikke helt så det samme i slutning som hendes, hun så på ham, som han snakke om familie og varme omgivelser betød det de ville ende tilbage på Tayevania. ”hvordan tolker du så det? hvad tror du at stjernerne mener med familie og varme omgivelser” hun ville gerne høre hans tanker, omkring det for måske var det sådan hans stjerner fortalt ham om det mød hun hade tolke, selv om hun ikke var sikker på det var tolke rigtig.

[Cale Joseia Nightgale]

De havde brug for hinanden. Det alene, var Cale fuldstændig overbevist om, så det i sig selv, kunne heller ikke være nogen overraskelse. Han vendte sig mod hende, hvor han selv mere end glædeligt tog imod hendes kys. "Det håber jeg godt nok," sagde han denne gang med en rolig stemme. Et stille smil passerede også hans læber. Hun fik ham til at slappe af, og for ham, var det virkelig rart, at det var på denne her måde. Det stressede ham dog af den grund, og det var noget, som han jo godt kunne mærke den dag i dag, så var det jo bare sådan at det måtte være nu. "Det burde ikke stresse mig, men det gør det. Jeg hader, at jeg ikke ved, hvor vi skal være.. hvor jeg skal passe på dig, eller hvor meget jeg skal lægge i det.." Han vendte blikket ned. Et sted følte han allerede, at det var forfærdeligt nok, som det måtte være i forvejen.

Hvordan han skulle tolke stjernerne, havde Cale faktisk svært ved at finde ud af, og selvfølgelig kunne det godt mærkes. Ingen tvivl om det. Der ville ske noget særligt for dem.. Men var det godt eller skidt? Lige nu, måtte han erkende, at han faktisk ikke brød sig om den uvidenhed. Særligt fordi at hele deres liv skulle lægges fuldstændig om. "Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, om det skulle være en god eller en skidt ting," sagde han denne gang med en ærlig stemme. Han sukkede let. Han rystede på hovedet. Det var næsten for godt til at være sandt, men.. det var jo aldrig til at vide. Var han måske heldig for en gangs skyld? "Jeg har ingen familie fra min fortid, så.. det må være en, som jeg skaber selv.. Med dig." Ikke var han i tvivl om, at det var hende, som han skulle gøre det med, og det stod han fast på. Han trak svagt på smilebåndet. Han kunne lide tanken om det.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun nød kysset de udveksle sammen det fik hende altid til og føle sig beder til pas og mere positivt. Hun så på ham, hun forstod godt han var stresset og at det hele påvirke ham og han ikke kunne finde hoved og hale i alt, for selv hun kunne ikke det. ”vi finder ud af det cale.. lig nu.. fokuser vi på og passe på hinanden her ind til vi begge er raske igen.. så ser vi på hvad der sker..” hun så på ham og strøg ham blidt over kinden, hun ville ønske hun kunne give ham de svar han søgt men selv stod hun med mange sprøgsmål som hun ville ønske hun hade svar på.



Hun så på ham, som han snakke. Han hade ret det var ikke til og vide om det var gode ting eller skidt ting han tydet, hun håbe dog ikke på flere skidt ting det kunne hun slet ikke håndtere. Hun så på ham, som hun forsat holdt hans hånd. Hun følt hjerte give et ekster hop som han sag det nok var en familie som han kom til og skabe med hende siden han ingen familie fra fortiden hade. Selv hade hun en far men om han leve stadig vist hun intet om, hun så godt det lille smile der kom på hans læbe efter han snakke. ”så.. du har intet i mod vis stjernerne taler sandt.. og.. vi får en familie.. sammen?” hun ville godt hør ham sig det ikke var en tanke der gjord ham utilpas, for selv ville hun uden tvivle gerne have en familie med cale den mand betød alt for hende og så føltes det naturlig for hende at skabe en familie når tiden kom til det, hvor når en det var for det sag stjernerne jo intet om. Ideen om små kentaur fik hende til og rødme svagt, hun hade godt nok ikke mange erfaringer med børn, hun hade baby sitte kentaur børn før i en lille flok hun hade levet i men de hade vær halv stor nogle, så hun ande intet om spæd børn. Hun så op i cales øjne, de glimtet helt ved de tanker hun gjord sig om deres fremtid, selv om hun prøve og tage det med ro og ikke lægge alt for meget i hvad stjernerne sag ind til videre.