Cheers! In... friendship?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sad bare i græsset og kigge på claudia der baske rundt, glad og smilene som alle børn burt være. En tanke der gjord adeline trist når hun så børn der ikke hade det sådan, det gjord utrolig ondt og vide der fandtes børn der led på grund af urolighederne på jorden. Hun så mod lucas da han sag han godt kunne lig hendes datter, ”det er de færreste jeg har mødt der ikke kan det.. Claudia er en meget elskelig pige” hun så mod claudia der lave små nærmest koldbøtter i luften når hun miste styringen, dog rette pigen da altid op igen på en eller anden måde.
Det var nu sjovt og se på, og adeline more sig skam også men claudia var nød til og lære og flyve beder. Vis der skulle ske adeline noget skulle pigen kunne flyve væk, så vidt muligt tilbage til himmeriget hvor hun kunne finde skjule og nogle der ville kunne tage sig af hende. Som lucas snakke så adeline ned, hun vist hun buret tage tilbage til himmeriget og blive til alt var i orden på jorden igen. som han undskylde ryste hun på hovedet, ”de skal ikke undskylde.. de har ret.. claudia burt være her oppe hvor engle hør til..” hun inkludere ikke sig selv i den sætning. Hun følt ikke hun hørt til mere, hun var for langt i ned i sin departion til og tænke på noget positivt om hende selv. ”selv vis jeg lod hende bliver her.. hvor skulle hun så være.. jeg hade en gang et lille hjem her.. hvor jeg født min søn den gang for mange mange år siden.. men det står nok ikke tomt mere” hun trak vejre tungt, hendes øjne blev letter dyster. De negative tanker og det mørke hun følt vokse i hende, og hun hade svært ved og holde det skjult lig nu.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Claudia var uden tvivl en meget elsket pige, og dette var ikke noget undtag. Lucas kunne virkelig godt lide hende, og det var tilsyneladende også gengældt nu. Han elskede det.. Han elskede børn, og selv i hans bankende hjerte, var der også plads til en lille en, som Claudia. "Det tror jeg gerne. Hun bliver virkelig en hjerteknuser, når hun bliver stor," sagde han denne gang med et smil på læben, da han jo heller ikke ligefrem kunne lade være. Han morede sig lidt ved det. Magen til en fantastisk lille pige, skulle man da godt nok lede længe efter.
Adeline inkluderede ikke sig selv, hvilket var hvad Lucas lagde mærke til. Ville hun da ikke mene, at hun fortjente den samme ro og tryghed, som hendes datter gjorde? "Alt forladt, Adeline.. Du fortjener det samme, som din datter," fortalte han denne gang. Sjældent forekom det, at han åbnede op for nogen på den måde, som han gjorde det lige nu, men nu hvor han havde muligheden for det, så var det bare som om, at det faldt ham så skræmmende naturligt.. Også selvom han i øjeblikket, kun var ved at lære dem at kende. Det var egentlig underligt, hvor naturligt dette føles.
Lucas greb forsigtigt ud efter hendes hånd, som han trykkede i sin egen. "Vis mig det," opfordrede han. De kunne jo ikke sige noget, hvis de ikke vidste det, kunne man sige. Desuden fortjente hun at være i trygge hænder.. Ligesom hendes datter gjorde det samme.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så mod den smile claudia, den pige var en meget elskelig pige. De væsner der hade mødt claudia hade for det meste fundet hende nem og elske og blive venner med, kun enkle hade fundet hende som en dirket plage hvilke hade gjort adeline vred, men hun kunne jo ikke gør særlig meget ved det. hun smile lidt ved lucas ord ”ikke sig sådan.. det gør helt ondt og tænke på hun en dag bliver stor og flyver fra reden..” det var en tanke adeline slet ikke kunne tåle, efter dafnirs død var tanken om hendes lille baby ville blive voksen en dag og forlade hende bleven til den værste tanke i verden, hun ville ikke have claudia blev voksen. Hun ville ikke have hun fløj fra reden, fandt en som hun ville dele sit liv med og blive hos for altid. tanken om hun ville blive efterlad.. det slog hende ihjel inden i.. hun kunne mærke smerten der skar i hjerte, og lysten til og tude trænge sig på men hun holdt det inden.
Som lucas snakke ryste hun på hovedet, ”claudia fortjener alt hvad himmeriget kan byde på..” sag hun bare og holdt igen sig selv uden for emnet, hun kigge bare ned som mørke aura svagt omslutte hendes øjne. Hvorfor var hun enlig her oppe med claudia? Hvorfor gik hun ikke bare mens pigen ikke så det.. lod hende blive hos lucas, han ville kunne passe beder på hende ind hun kunne. Den slags dyster tanker begyndt og sprede sig i hendes hoved, ind til lucas greb om hendes hånd og trykke den i hans. Hun rette blik mod hende, som hun nærmest hade et zombi linen udtryk i øjnene. Vise ham det? vis ham hvor hun hade levet? Hvorfor hun forstod det virkelig ikke men rejste sig dog, hun så mod claudia. Der hun boede lå ikke langt væk fra markerne, ”Claudia! Mor skal lig nu kan du være her i mens?” kaldt hun, claudia der stadig tumle rundt så mod dem mens hun svæve på hoved, ”Ja!” adeline var tryg nok ved og lade claudia være alene her. Hun begyndt så og gå ned af en lille stig gennem marken, til de kom mere tilbage hvor de hade vær dog stadig tæt på marken.

Her lå en masse små huske side om side, de line hinanden på en prik. Alle husene var på et plans, men hun vist der var plads der inde til en familie på mindst 4. hun pege på et af husenden hvor en trække tørre snore hang mellem to pæle i forhaven, ”der” sag hun bare, og mindes de gang hun hade hæng vaske tøj op mens oliver hade sidet og grave i jorden uden for ved stakittet der hade omring den lille for have, og hvordan han hade prikke til myertuen og smalle sten i hans ble, hun sukke tungt hvor hun dog savne sin baby dreng.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Ikke forstod Lucas, hvordan nogen kunne se sådan på lille Claudia. Ganske vidst var hun nysgerrig, og typisk som en hver anden lille pige, der var præget af nysgerrighed, og glæde, for det var da det, som den lille pige var. Det var det, som man havde brug for, og særligt som det var, lige i øjeblikket, så det kunne man ikke se bort fra. "En dag måske.. men jeg tvivler på, at hun nogensinde vil vende ryggen til sin mor, når hun er så varmhjertet.. glad og fantastisk, som du er," sagde han oprigtigt. Ganske vidst, var han klar over at det var at åbne op for tanker, som han slet ikke burde dele med hende, men her følte han, at det var på sin plads.

Det bekymrede ham uden tvivl, at hun valgte at lukke sig selv ude af den tanke, om selv at slå sig ned i Himmeriget, sammen med sin datter, for hvorfor havde hun da ikke fortjent det? Det var jo overhovedet ikke noget, der gav mening!
"Som du også fortjener det samme," forsikrede han hende med en kende bestemt tone. Han rejste sig sammen med hende, da hun alligevel gik med til at vise ham det. "Vær nu forsigtig, Claudia!" kaldte han efter hende, inden han søgte efter Adeline. Et sted spændt på, hvor hun havde boet sidst hun havde været her.
De fine huse, som de passerede, og alle lignede hinanden. Et stille smil passerede hans læber. "Så det er her du har boet? Her er .. smukt," sagde han denne gang. Et smil passerede hans læber. Han tog hendes hånd, kun for at søge tættere på.

[Adeline Magarita Jakson]

Det var underligt og tænke på at nogle syntes claudia var en pest i steden for, en elskelig lille pige men sådan var livet. Hun kigge bare mod pigen mens hun sad i græsset, lucas ord forvirre hende. ”jeg ved ikke hvor de ser alt det.. jeg har ikke længer nogle af de dele.. ” hun følt sig ikke længer som nogle af de ting, som han beskrev claudia hade fra hende. Hun kunne ikke selv se det, hun følt bare hun var en tom skald der vander rundt med et falsk smile på læberne, blot for at holde folk på afstand så de ikke skulle opdage hvor skidt hun hade det.

Hun hade blot rejste sig, mens hun hade kigge mod claudia. At han forsikrer hende om hun fortjent det samme, ryste hun bare svagt på hovedet af. For hun var ikke enig, hun så kort på ham før hun begyndt og gå. ”skal jeg nok hr. Lucas!” kaldt claudia mens hun ellers tumle vider i luften, adeline ført blot lucas hen til huset hvor hun hade boede under hele sin graviditet med oliver, født ham og opfostre ham det første 1 år eller lidt over. Der lå mange minder i det hus, det gjord helt ondt og se på. ”det blot et simpel hus.. med mange minder i” hun kigge på huset, da lucas tog hendes hånden stive hun igen. hun var ikke vand til nogle bare greb hendes hånd, ud over claudia og det var underligt at mærke en stor mand hånd hold om sin hånd igen. et sted hade hun savne det.. nej hun hade lovet sig selv ikke og lukke flere tæt på sig, hun kunne dog ikke finde krafterne til og trække hånden til sig, og hun fuldt med ham selv om hun enlig ikke hade lyst til og komme tæt på.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Claudia var på ingen måder nogen pest eller plage, men derimod en fantastisk lille pige, som var, som små piger nu skulle være, og det mente han. Ikke var der noget i denne verden, som ville få ham til at skifte en mening, hvad det angik! "Selvfølgelig gør du det," sagde Lucas denne gang en kende bestemt. Ikke ville han høre, at hun ikke havde givet sin datter den slags. Nu havde han godt nok ikke kendt hende så længe.. Men et sted, skulle man jo også starte, kunne man sige.

Claudia passede sig selv for nu. Heroppe, var der heller ikke nogen som ville gøre dem noget, og det var vel også fint nok, var det ikke? Han sendte hende et stille smil. Lidt voksentid, var vel også godt? "Hvorfor skulle du da ikke fortjene det samme, som din egen lille pige, Adeline?" spurgte han denne gang direkte. Minderne fra det her sted var mange, hvilket han skam godt kunne fornemme på hende. Det var en.. helt anden kvinde, som han stod sammen med lige nu.
"Jeg bor faktisk ikke langt herfra.. Utroligt, at vi alligevel ikke har mødt hinanden," fortalte han denne gang med en oprigtig stemme. Huset så tomt ud.. forladt ud. Så hvorfor kunne de ikke flytte ind igen? Lucas så mod hende igen. "Hvorfor ikke vende tilbage til Himmeriget igen?" spurgte han denne gang. Han ville ikke have, at hun skulle have det sådan. Hun fortjente da uden tvivl bedre, end hvad hun selv gav sig!

[Adeline Magarita Jakson]

At lucas hold fast i hun fortjente det samme som claudia, forstod hun virkelig ikke. Men når man var så deprimeret som hun var, så gav ingen form for positiv tale om hende mening. Hun kigge bare på claudia, den lille pige fortjent alt i denne verden, alt glæde og lykke. Det gjord hun ikke, hun hade være lykkelig.. og hun hade ikke en gang formået og holde fast i den lykke.. alt hun hade haft var væk, 2 mænd hun hade elskede mere ind noget andet, og fået 2 dejlig børn med var væk, hendes første født var pist forsvundet, og claudia leve i et land der var mere farligt ind sikkert for et engle barn og vokse op i. hvordan kunne hun fortjene noget, når hun konstant miste alt og alle omkring hende til mørket.

Hun gik blot mod hendes tidligere hjem, at han spurt dirket hvorfor hun ikke fortjent det samme som claudia så hun blot på ham. hvordan skulle hun forklar det, som hun ikke selv forstod. Hun kigge blot væk igen, og så mod huset som de stod lig ud for nu. vinden samle hendes hår op og blæst det til siden, hun trak vejre dybt men svar ham ikke hun vist virkelig ikke hvordan hun skulle svar på det. hun så på huset, det så godt nok efterlad ud. Utrolig ingen hade overtage det efter de over 1000 år hun hade være væk, hun trak vejre tungt. ”jeg holdt mig mest ind døres.. jeg tur ikke gå nogle steder i den tid jeg boede her ned min søn.. selv om jeg var i her, følt jeg mig ikke tryg, jeg frygt krigen der rase den gang ville finde vej til himmeriget.” sag hun ganske stille. Den gang hade hun være smilene og naiv, og en smule paranoid i frygt for der skulle ske Oliver noget.
Som han spurt hvorfor hun ikke vendt tilbage til himmeriget kigge hun blot ned, i græsset i forhaven lå en gammel træ hest, den hade set meget beder dag. Det var et af olivers lege tøj kunne hun se, minderne begyndt og vis sig for hendes øjne som en film. De stor øjne og det kæmpe smile den dreng hade, det gjord ondt og tænke på hun ikke vist hvor han var.

”jeg.. føler jeg ikke længer høre til her oppe.. mit hjerte er ikke længer rent.. ikke så rent som det burt være” sag hun blot som hun åbne den lille have låge, og gik op til fordøren. Hun tog forsigtig i håndtage og skubbe den ulåst dør op. Hun kigge ind i huset, støv lå tungt over det hele. Hun tråde forsigtig ind, hun måtte komme med et nys der trængt virkelig til og blive støvet af. Hun gik forsigtig ind, der lå lege tøj enkle steder dække af støv og minderne rulle for hendes øjne, hun følt hun kunne høre olivers latter runge gennem det tomme hus. Hun forsatte gennem stuen, til hendes tidligere soveværelse. Her stod en gammel vugge ved fod enden af dobbel sengen der hade yndig gardiner hænge ned langs siderne. Hun lag armen om sig selv, minderne kørt forbi hende. De mange nætter med en grædene oliver der var ganske spæd og var sulten hele tiden, de mange dage de bare hade putte og hygge sig i sengen. Hun gik hen til skabet der var mod væggen længst fra sengen, hun åbne skabe og kigge ind. Hendes gamle kjoler hang er stadig, og… hun mærke tårene presse sig på, en enkle hvid skjorte hang der inde. Forsigtig tog hun om ærmet og hev den lidt ud mod sig, hendes damons skjorte. Der var enkle huller i ærmerne, han hade haft den på da han kom til olivers fødsels. Hun hade vaske den for ham men fik den aldrig med tilbage til jorden til ham. tåren trille ned af hendes kinder, som hun knuge om skjorte ærmet, hun følt sig så fortabt uden damon. Den mand hade betydet alt for hende, han hade være hendes liv, hendes lykke.. nu var hun alene.. kun et eko af fortiden hade hun tilbage, hun var alene.. ensom… bange.. og vred på verden for at berøve hende for alt hun elskede, hun kunne aldrig se sig selv åbne op for flere.. hun ville ikke miste kærlighed igen.. ikke selv om det betød resten af livet ville være i ensomhed, når claudia en dag fløj fra reden.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Hvorfor skulle hun ikke fortjene det samme som Claudia? Selvfølgelig gjorde hun da det! "Alle fortjener noget godt, lykkeligt og trygt, Adeline. Og du fortjener selvfølgelig det samme," forsikrede han hende med en rolig stemme. Han kendte hende ikke.. Ikke andet end hvad hun havde fortalt ham, og det var vel også stadig meget begrænset, hvad det var?
Lucas ønskede ikke at blande sig, men han ville ikke høre eller se hende sige den slags ting om sig selv, når hun som en engel, naturligvis fortjente mere. Hun skulle da ikke straffe sig selv, ved denne handling, og tvinge sig selv til at blive på jorden, når hun som engel, automatisk hørte til heroppe!

Det sted som hun viste ham, var endnu meget forladt. Utroligt nok, for det var et fint område, men det var vel mere i respekten og mindet om hvem som havde boet der? Mange engle, var de jo trods alt heller ikke tilbage, og dette kunne uden tvivl også godt mærkes, på mange måder.
"Krigen kom aldrig herop.. Og det får den heller ikke lov til," forsikrede han hende om, da de søgte ind i huset. Laget med støv, hvilede tungt. Virkelig, virkelig tungt. Lucas hævede hånden til sin mund, for at spare sig selv en smule for støv.
Soveværelset.. Lucas kunne fornemme, at dette var et sted, som vægtede stor betydning for hende. "Er du okay, Adeline..?" spurgte han denne gang. Han søgte i retningen af hendes skikkelse, da hun fandt skjorten frem. Var det en af hendes udkårnes? Det ville han da gå ud fra. Hænderne lagde han forsigtigt mod hendes skuldre. "Jeg.. jeg mente ikke at gøre dig ked af det, Adeline," undskyldte han. Han blev helt trist på hendes vegne.

[Adeline Magarita Jakson]

At han holdt fast i hun fortjent det samme som claudia, fik hende til og ryste på hovedet. ”jeg har haft de ting.. og jeg miste det igen.. jeg fortjener ikke den slags når jeg ikke en gang kan holde fast i det jeg hade.. ” hun så væk fra ham, hun hørt virkelig ikke til i himmeriget i vært fald ikke i hendes øjne. Hun fortjent intet andet ind straf, hun burt slet ikke stå her i himmeriget og alligevel stod hun her. Hun trak vejre dybt, hun følt sig virkelig utilpas lig nu, ”hvordan kan de sige jeg fortjener den slags.. når du ikke kender mig spor.. og nu spørg jeg ud fra din holding.. og det som er naturlig for engle og føle” hun så mod ham.

Hun så på huset, der lå virkelig mange minder i det hus. Næsten flere ind hun kunne hold til og se for sig selv, hun trak vejre tungt. Selv om han forsikrer hende om krigen ikke kunne eller fik lov og komme op i himlen. ”den info er irrelevant nu.. ” hun gik blot ind i huset.
Støve lå tungt, og som hun gik vivle det da også op og selv om det gjord ondt og trække vejre med alt det støv forsatte hun. som hun stod ved skabet og holdt i ærmet, tåren trille ned af hendes kinder mens hun holdt fast i ærmet. Hvorfor.. hvorfor skulle han også død.. hvorfor skulle hun igennem alt den smerte blot for igen og find lykke som hun miste lig så hurtig som hun fandt det, hvad var mening med det hele? Det var ikke fair! Hun mærke lucas hænder på hendes skulder, de føltes helt tung på hendes mere spinkle krop. Hun slap ærmet og smække lågerne sammen, hun kunne ikke klar de minder hun følt hun blev reven i tue inde i. hun sag ikke noget, men hold hænderne på skabs lågerne der igen skjult skabes indhold. Hun hev lidt efter veje både på grund af støv, men også fordi minderne rev sådan i hende at hun ikke kunne håndtere meget mere. Tåren trille bare ned af hendes kinder, og dryppe ned på det støv gulv. ”hvorfor.. hvorfor måtte jeg ikke have lov og beholde min lykke.. hvorfor verden så grusom og tag alt jeg hade drømt om fra mig..” kom det grådkvalt fra hende, ”er min skæbne bare og forfalde i ensomhedes greb.. i så fald.. vil jeg slet ikke være her mere..” hun knytte hænderne på skabs lågerne og gispe en smule efter vejre.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Hvorfor skulle Adeline ikke have lov til at nyde den lykke, som hendes datter havde taget del i? Den tryghed, som det ville indebære, at være en del af Himmeriget? Det var slet ikke noget, som Lucas forstod, for kun det bedste, var i hans øjne, godt nok til hende. Han kendte hende ikke, ganske vidst, men derfor fortjente alle da, at have en tryg og sikker tilværelse, uanset hvem de var, og hvad de havde oplevet. "Hvorfor skulle det være anderledes fra alle andre? Som alle, har man krav og ret på en tryg tilværelse.. Det er da en forudsætning, for at give din datter det bedst mulige," sagde han denne gang.
Det var overhovedet ikke Lucas' mening, at gøre det svært eller værre for hende, men nu hvor de alligevel var inde på det, kunne han jo mærke på hende, at det var noget, som uden tvivl påvirkede hende. Havde hun overhovedet fået lov til at bearbejde det hele, eller straffede hun bare sig selv for det?

Det var en virkelig tung stemning, der lagde sig over stedet her, og Lucas, kunne bestemt ikke lide det. Var det hans skyld, at hun nu stod og fældede tårer? Ikke nåede han at handlede, før hun havde smækket døren til skabet i, som hun desperat forsøgte, at tvinge minderne derind, og ikke lod dem komme ud.
Hænderne lod han søge mod hendes skuldre. "Jeg... mente virkelig ikke.." Han strammede grebet mere omkring hendes arme, inden han vendte hende, og førte hende denne gang mod sig. At lykke og alt, var revet fra hende på så brutal vis, forstod ingen.. Og det var overhovedet ikke retfærdigt overfor nogen som helst! "U-undskyld.." forsøgte han. Denne gang ville han faktisk bare trøste hende.. Lade hende vide, at det var helt okay!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline kigge bare ned, hvor meget end lucas sag hun fortjent det samme som claudia. Hun kunne ikke se selv hun var det være, eller hade ret til det. ”det heller ikke anderledes for alle andre.. bare mig” sag hun ganske roligt, ”jeg ved godt det bedste for hende er og være her.. men jeg.. jeg.. jeg kan ikke forklar det..” hun sukke bare dybt og kigge ned, adeline hade gennem årene bearbejde sin første mands død. Men dafnirs pluslig død hade reven op i alt igen, og hun hade bare ikke følt hun hade krafterne og overskudt til igen og få det hele pakke sammen og komme ordentlig over.

Tårne stod ned af hendes kinder, mens hun hoste på grund af støven som fandt vej ned i hendes lunger. Hun knuge bare hænderne mod skabs lågen, hvorfor skulle hun miste alt hun elskede. Hun forstod det bare ikke, hun ville ikke være alene.. hun var bange for at være alene. Hun mærke lucas hænder søgt om hendes skulder, hun snøft og græd mens hun bare ryste på hovedet, hun gispe dog som hun mærke han stramme grebet og vendt hende rundt, for så og før hende mod ham. hun stod bum stille, som hun nu stod ind til ham. hun så op mod ham som han undskylde, hun forstod ingen ting. Men hun mærke tåren samle sig igen, og hun på ny begyndt og græde mens hun gemt ansigt mod ham, og følt bare hele verden var i mod hende lig nu.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Uanset hvad hun ville sige, ville Lucas ikke være enig. Hvorfor skulle hun da fortjene mindre, end hvad så mange andre havde gjort? Hun var en kvinde, som kæmpede for sin overlevelse på samme vilkår, som så mange andre, og ja, skæbnen havde bestemt ikke været særlig god ved hende, men hvad var der at gøre ved det? Det var jo i forvejen meget begrænset, hvad han kunne stille op med det. "Den kan ikke forklares. Du fortjener naturligvis ikke mindre, end hvad alle andre gør," forsikrede han hende om. Han blev dog stående. Han sukkede let. Hvorfor skulle det nu være så svært?

At hun skulle tage det så tungt, at stå i sit gamle hjem, havde Lucas bestemt ikke forventet! Det var en tanke, som uden tvivl knuste ham, og ej var det noget, som faldt i hans gode bog på noget tidspunkt! Han trykkede hende forsigtigt ind mod sig, som tegn til, at han gerne ville trøste hende, for det var det, som han gerne ville. Der var ikke noget, som han hellere ville!
"Få det ud.." bad han denne gang. Hans blik søgte til hendes skikkelse igen. Han kunne slet ikke lide, at se hende græde, og så et sted vide, at det var hans skyld, at hun gjorde det. Han lod hånden stryge hende over ryggen. Næsten i forsøg på at trøste hende. Han hadede at se folk så kede af det!

[Adeline Magarita Jakson]

Lig meget hvor meget lucas hold fast i hun fortjent det samme som alle andre, så var hun bare ikke enig med det han sag. Hun følt sig ikke værdig til og få de samme ting som andre, og slet ikke claudia. Hun kunne ikke beskrive hvorfor hun følt sådan, hun forstod det heller ikke selv men sådan hade hun det bare. Hun ryste opgivende på hoved af lucas, hun gad ikke diskuter det mere. For de ville ikke nå til enighed, og hun hade ikke kræfterne til og svar igen lig nu.

Hun var virkelig bare helt knust lig nu, hun hade ikke grædt så meget siden damon død. Ved dafnir hade hun grædt men der efter nærmest lukke det inde i sig selv og nu buste det bare ud i en lind strøm. Hun mærke godt han trykke hende ind til sig, men hun kommenter der ikke men trykke sig også yderlig ind til ham. mens tåren stod ned af hendes kinder mens hun græd og host på samme tid. Hun mærke godt han støg hende over ryggen, det var enlig rart. Det gave en rar følelse i kroppen, hun følt det hele nok skulle blive godt til sidste. Hun græde i en del tid før hun stoppe, og blot host på grund af støvet der var i luften. Hun holdt sig stadig ind til ham mens hun snøft og langsomt faldt til ro. hendes krop føltes let og tung på samme tid, hendes hovede føltes letter mens hendes øjne sveg og gjord ondt af alt den tuden og støven der gik lig i øjene. 

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det ville blive en sag, som de slet ikke ville komme til enighed i, og Lucas vidste det jo udmærket godt. Ikke var det noget, som man kunne gøre noget ved, og et sted, vidste han det jo også godt. Hans blik søgte hendes skikkelse, som hun stod og græd ind mod ham. Han lod hende lukke det ud, da hun også virkede til, at være en, som havde brug for det, og ikke var det noget, som han ønskede at komme hende på tværs af, og særligt ikke, når det var på denne her måde!
Lucas strøg hende over ryggen, også selvom det tykke lag støv, lagde sig som en hinde for hans næse og mund. Han selv forsøgte ikke at hoste, men det var svært. Det var virkelig, virkelig svært lige nu. Øjnene lukkede han let i. "Vi burde komme ud, inden vi forfalder til støv herinde," sagde han efter et kort øjeblik, hvor hun synes at være faldet bare lidt til ro igen. Det var ham dog en glæde, da han slet ikke brød sig om, at se hende på den her måde. Han ville faktisk slet ikke have, at hun skulle se sådan ud.

Lucas førte hende forsigtigt med sig ud af soveværelset. Det lag støv, og den tunge stemning, var da mere end nok, til at slå enhver ned, og dette ønskede han jo heller ikke ligefrem! Overhovedet ikke faktisk. Han vendte sig mod hende, hvor han tørrede hendes kinder for tårer. "Er du okay?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Han brød sig overhovedet ikke om, at se hende på den måde. Overhovedet ikke faktisk.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline stod bare ind til lucas, og fik lukke en masse indelukket følelser ud fra hjerte. Det var virkelig voldsomt hvor meget hun græd, hun var selv inderst inde overrasket over mængden af vand der kom fra hendes øjne. Lucas strøg over hendes ryg hjalp på det, hun faldt i vært fald hurtigere til ro ved det ind vis lucas ikke hade gjort det. hun hoste da hun stoppe, støvet lå tungt om mund og næsen det var virkelig ubehaligt. Hun sag ikke noget men nikke svagt, de burt komme helt ud af huset det var så støvet at det var dirket livs farligt. Hun snøft svagt og gned sig kort i øjnene.

Hun lod lucas føre hende ud af soveværelset hvor de blot tråde ind i stuen, støvet her var begyndt og bevæge sig rundt fordi døren stod åben og vinden der for gled ind og lege med støvet det kom i kontakt med. Hun snøft og gned øjne lidt mens hun trak vejre i dybe stød for at få ro på kroppen igen. ”ja..ja jeg..jeg okay” stamme hun lidt hun trængt til og puse næse kunne hun mærke efter den tude tur, hun kigge dog ikke på lucas hun var flov lig nu over hans udbrud og følelse mæssig nedbrud over for ham, hun hadet og græde over for andre hun ville helst holde det for sig selv, hun gned øjne tørre og kigge ned på gulvet hvor man kunne se hvor de hade tråde henne.