Cheers! In... friendship?

[Lucas Marcellus Himalaro]

Til: Den skønne Adeline Magarita Jakson

****************************************

Solen stod højt denne sensommerdag. Det var varmt i Himmeriget, og endnu en gang, var Lucas tilbage i Temple of Light. Her bad han. Det var en daglig ting for ham efterhånden, men det var noget, som han dertil måtte finde en form for ro med, og det var noget, som han godt kunne lide. 
Ikke så meget som en vind rørte på sig heroppe.. Der var fredeligt, og det var rent. Der var kun engle til stede, så bedre kunne det heller ikke blive. 
De smukke hvide vinger lå tæt ind mod hans krop. Det var som en fjerklædt kappe, som nærmest skjulte ham, mens han sad med hænderne foldet foran sig, og i en bøn. Han havde mange grunde til at bede.. Bede for andre, som han bad for sig selv, så han denne gang, ville holde sig på den rette vej, og ikke koste sig selv de muligheder, som livet nu atter en gang havde skænket ham.
Fuldstændig iklædt de hvide og lyse farver, var han uden tvivl en forkæmper og repræsentant for Procias som rige. Et rige, som han uden tvivl var stolt af. 

Ikke så meget som en lyd blev sagt her på stedet. Selvom englene stadig var en underdanig og minoritet her i landet, var de en af de mere fremtrædende. Grotesk som det end lød.  Lucas vidste, at der lå uro for dem i fremtiden. Det var noget som nærmest hvilede i luften, uden at man egentlig kunne gøre det store ved det. Øjnene lod han glide i igen. Tanken om fred og ro var god.. men den lå dog så frygtelig fjern. Fuldstændig væk i hans egne tanker måtte han derfor være, da et tungt suk brød hans læber. 

[Adeline Magarita Jakson]

Det var ved og være en del år siden adeline hade forladt himmeriget sammen med hendes den gang lille søn oliver, for at være sammen med hans far damon på jorden. Mange ting hade dog ender sig for hende, først miste hun hendes elskede mand, mens han var på arbejde. Og de hade ellers fået alt til og gå så godt efter den vanskelig starte de hade haft sammen, med adeline først var død som drage rytter for så at genopstå som engle. Og så skulle vinde hans tillid igen hade ikke være nemt, og så den krig der hade være mens hun hade være gravid og skjult i himmeriget. For så og føde i himmeriget med damon ved sin side, inden han måtte af sted igen.

Og nu hade hun et barn mere, men dette bare en yndig pige var dog ikke med hendes første mand. Nej hun var af hendes anden kærlighed, dafnir men han var også gået bort. Det hade tage tung på adeline, for på det tidspunkt hade deres datter stadig være ganske spæd. Og siden det hade en tung desperation ramt hende, kun hendes dejlig datter Cloudia som var halv engle og halv druide var det der holde hende over vande. Adeline hade lukke sig mere ind i sig selv, hun ville slet ikke se efter kærlighed mere. Hun ville heller se på Cloudia og søger for at hun var glad og lykkelig, så man kunne vel sig en maske var bleven sat op for ingen skulle se hendes ellers deprimere tilstand.

I dag var de tage til himmeriget, Cloudia hade længe bedt og plage om og få lov og se hvor adeline kom fra. Og med den uro og alt muligt der hade være på slotte så hade adeline til sidste give efter. Vingerne baske rolig på adelins ryg mens den ung pige der line en på en 5-6 år hade om hendes hånd og ivrigt baske med hendes vinger for at følge med. ”Mor er vi der snart?” spurt hun med en engle blid stemme, en af de ting adeline holdt allermest af ved Cloudia, pigen hade langt brunt hår og de flottes grøn øjne. Mens adeline hade grønligt hår, og grå øjne. ”snart mit barn” svar adeline roligt.

Til sidste lande de ved templet, hvor Cloudia slap hendes mors hånd og ivrigt skyndt sig ind i templet. Adeline folde vingerne sammen på ryggen, mens Cloudia’s stadig stod åben ud til siderne ” Cloudia huske og fold vingerne ind inden du hænger fast i noget ikke” pigen snurre rundt på hælen ”ja mor” hvor pigen med lidt fokus fik dem folde sammen, inden hun hoppe vider inde i templet. Adeline trak vejre dybt og men holdt smile på læberne og fuldt med ind. Cloudia så rundt tydelig i dybt beundring over hvordan templet så ud, ”wow! Mor! Mor se!” Cloudia pege rundt, hvor adeline smile og holdt en finger ved munden ”ikke så højt søde, der kan være andre her som gerne vil have ro ikke” hun gik roligt vider inde i templet. Adeline var klædt i en lang hvid kjole, hvilke var længe siden hun hade gjort det. kjole hade tynde stropper over skulderne og en meget lille udskæring, Cloudia hade også vide kjole på men den gik kun til midt på bene og hade lidt puf ærmer og blonder for nede, Cloudia’s hår var sat op i en fletning og adelines lang hår han løst.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Selv Lucas vidste, at der skete rigtig mange forfærdelige ting nede på jorden. Nogle ting, ganske vidst mere groteske end andre, og derfor var han skam også glad for muligheden for, at kunne komme herop, hvor der var så roligt og fredeligt som intet andet. I den forbindelse, var der mange ting, som skulle tages hånd om. Det var vel derfor at han rent faktisk bad? Det lignede ham jo heller ikke ligefrem.
Lyden af stemmer, fik ham langsomt til at kigge op. Nu gik han bestemt ikke ud fra, at det var andet end væsner af himlen og det rene, som havde fået turen herop. Han trak kort på smilebåndet. Børn? Var der rent faktisk børn heroppe?
Hænderne faldt fra deres fold, hvor han denne gang drejede hovedet. Han var den eneste, som sad i salen her. Det var ikke det mest besøgte sted, men det var derimod et sted, som han fandt en utrolig god ro.. og muligheden for at finde tid og rum for at bede.

"Jeg tror nu ikke, at det gør den store forskel. Det er faktisk til tider, rart med noget lyd," lød Lucas' stemme. Den var dyb, men varm og imødekommende. Der var ikke det mindste mærke at spore i hans krop, sind eller sjæl, selv på trods af alt det onde, som han have været igennem her i løbet af sit lange liv.
Lucas blev dog endnu siddende, og med blikket mod dem. Umiddelbart ville han ikke sige, at han havde mødt nogen af dem heroppe før. Var de nye? Sendt fra jorden? Han vidste det ikke, men det gjorde ham en kende nysgerrig. "Jeg mindes ikke, at have set dig her før," sagde han denne gang med en rolig stemme. Alene det, var jo også med til at gøre ham nysgerrig. Han havde faktisk altid været en meget nysgerrig mand, også selvom det ikke altid var kommet ham til gode.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline hade set mange ting gennem sit liv både som drage rytter til tros for hun den gang hade være blind, men der hade hendes drage fortalt hende alt hvad hun så. Og som engle hade hun set lig så meget, og før hen hade hun nemmer ved og holde humøret oppe for der hade hun først haft damon, og sener dafnir. Men nu var hun helt alene, hendes ældste søn hade hun ikke set i en del år nu. han svar aldrig på hendes brev hun hade forsøgt og få sendt til ham, hun vist han fløj rundt og bragt beskeder ud for de royale men hun hade ikke set ham vende hjem igen. og dafnirs pluslig død hade tage hårdt på hende, kun Cloudia holdt hende oppe.
Den livlig pige hoppe nærmest gennem tempel gangen og var tydelig fasinert, hun hade jo aldrig være i himmeriget før så dette var nyt og spænende.

Som en stemme brød stilheden måtte både adeline og Cloudia få et chok for de hade slet ikke lagt mærke til manden, Cloudia skyndt sig om bag adeline og holdt fast i hendes kjole. Hun kigge dog frem fra adeline men blev ståenden bag hende, adeline holdt sig dog i ro. Manden var en engle det kunne hun jo se og kun engle var og finde her oppe. ”det okay Cloudia der intet og være bange for” sag hun ganske blidt og strøg pigen over hoved, pigen så forsigtig på hende ind hun tråde frem men holdt fast i adelines kjole.
Adeline så på manden der snakke til dem, ”vi bor normalt også nede på jorden” svar hun roligt, og så på Cloudia der bare holdt om sin kjole. ”jeg håber ikke vi forstyrre dem” hun så på ham, mens hun holdt den ene hånd bag Cloudia’s nakke mens øjne hvile roligt på manden. "mor se! han har også vinger" adeline smile en smule og så på sin pige "det fordi han også er en engle min pige lig som vi er" Cloudia så på ham og gemt sig lidt mere genert ind til adeline der bare svagt lo af hende. 

[Lucas Marcellus Himalaro]

Selv Lucas havde fået et forhold til sin søn. En søn, som han ikke havde vidst, at han i det hele taget havde haft, og selvfølgelig var det ekstrem mærkbart, også for hans vedkommende. Det var ene og alene, heller ikke noget, som måtte sige så lidt. Et stille smil passerede hans læber. Det havde jo heller ikke været hans mening at skræmme dem, eller forskrække dem i det hele taget!
"Jeg.. beklager," sagde han med en oprigtig stemme, som han kort vendte blikket i den modsatte retning. Den lille pige.. Han elskede børn. Han havde altid ønsket sig nogen selv, hvor han nu havde en søn. En voksen en, hvor han havde misset så mange ting igennem hans opvækst, hvilket han faktisk oprigtigt var rigtig ked af.

"I forstyrrer overhovedet ikke," forsikrede han denne gang og med et smil på læben. Han vendte blikket mod dem. Fra jorden? Boede der virkelig engle dernede? Han forstod ikke hvorfor de ikke levede i tryghed heroppe, og særligt nu hvor man hørte om så mange groteske ting på jorden. Ønskede de at være en del af det?
Lucas gik forsigtigt ned i knæ, for ikke at virke så skræmmende for den lille pige. Et smil passerede derfor tydeligt hans læber. "Ligesom dig," fortalte han glad. De var engle alle sammen. Dertil spredte han vingerne, så hun vil kunne se dem. Han var stolt af dem. Selvfølgelig var han stolt af dem! Det var jo - i hans øjne, den eneste rigtige race, at være en del af.

[Adeline Magarita Jakson]

At have to børn var virkelig en velsignelse selv om adeline ikke så sin ældste søn mere, hvilke gjord hende ked af det. han hade være hendes øjesten, det eneste fast ting der minde hende om hendes afdød mand. Selv om hendes søn ikke ville snakke om ham eller kendes ved ham, hvilke gjord hende ked af det da hun jo vist hvor meget hendes afdød mand hade gjort alt for dem. Men visse ting kunne man vel bare ikke ænder på, adeline så på manden der snakke til dem. ”de skal ikke beklage.. det er tros alt os der bare kommer inde uden videre” hun så på Cloudia der stadig holdt fast om hendes kjole, det var vel naturlig hun var sådan med alle de ting der forgik på jorden. Og adelines konstante påmindelser om hun skulle passe på sig selv og ikke gå for langt væk fra hende osv.

At de ikke forstyrre var da rart og vide, ”det glæder mig og høre” hun så på manden igen før hun så på pigen der genert gemt sig ind mod adeline. At leve på jorden hade adeline gjort i utrolig mange år, hun hade aldrig rigtig set himmeriget som hendes hjem som sådan. Og med sit job på slotte følt hun pligt til og blive og sikker sig urte haven blev passet ordenligt, hun så på manden igen som han sprede vingerne for at vise dem til Cloudia der kigge på ham. ”se mor! De liner dine” kom det fra pigen hvor adeline blot smile ”mhm det gør de minsandten også.. men jeg tror faktisk næsten de stor ind dem mor har” hun strøg pigen over håret. Cloudia så på manden før hun så på adeline ”tror du jeg får så stor vinger når jeg bliver stor?” adeline nikke roligt ”jeg sikker på de bliver stor og smukke lig som dig min skat, men smut nu rundt og kigge ikke.. vi skal hjem igen sener så kig lidt rundt ind til da” Cloudia nikke og smile bare stort inden hun forsigtig slap sin mors kjole og trippe ellers rundt og kigge på alt der nu var i templet, adeline blev ståenden og så på manden ”de virker til og kunne lig børn” kom det fra hende, mest som en konstatering mere ind et spørgsmål. Hun gik lidt tætter på manden for blot og sætte sig på en af bænkene og trak vejre dybt, ”det godt nok mange år siden jeg sidste har sidet her” mumle hun stille og lytte til lyden af Cloudias fødder der trippe rundt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Denne lille pige, var noget af det kæreste, som Lucas længe havde set, og det var noget, som han uden tvivl godt kunne lide. Han spredte derfor sine vinger, så han kunne vise dem for den lille pige, hvilket da uden tvivl var noget som fascinerede hende. Det var en tanke, som han i hvert fald godt kunne lide, og det fik ham nu kun til at smile mere og mere bredt.
"Stedet her, er åben for alle, så det skal De endelig ikke tænke på," forsikrede han med en rolig stemme. Det var ikke noget, som denne smukke kvinde, skulle tage særlig tungt i hvert fald. Den lille pige var kær og hendes moder var smuk. Var det noget som han kunne undgå at bide sig mærke i, og særligt, når det foregik på denne her måde?
"Jeg er sikker på, at du nok skal få nogen rigtig smukke vinger, når du bliver stor," forsikrede han denne gang med et smil på læben. Han kunne i hvert fald ikke lade være.

At kvinden kom hen og satte sig, sagde Lucas dog ikke noget til. Her var ikke noget af hemmeligheder for nogen. Han smilede let for sig selv. "Jeg har altid ønsket mig mine egne," sagde han ærligt. Han havde misset sin egen søns opvækst, så der var virkelig mange ting, som han havde misset undervejs, og han vidste det jo godt. "Jeg missede min egen søns opvækst, og mødte ham først, da han var blevet en voksen mand," fortalte han ærligt, inden han tillod sig, at tage pladsen ved siden af denne kvinde.

[Adeline Magarita Jakson]

Cloudia var en dejlig lille pige, og adeline holdt hende meget kær. Cloudia var virkelig adelines et og alt nu hvor hun følt hun hade intet ellers tilbage, hun vist ikke hvor hendes søn var, hun hade miste to mænd hun elskede meget højt, hendes elskede drage og ven som hun hade i sit tidligere hjem. Det var bare ved og være for meget selv for adeline der ellers altid hade holdt sig positiv og ren tanker, men selv kunne mærke hvordan desperationen påvirke hende på en negativ måde. Adeline så bare på manden, og smile bare et venlig smile. det var jo ganske vist ikke et af hendes ægte smile men dem hade hun ikke lave længe, men for folk der ikke kendt hende ville det være svært og se forskel.

Cloudia så på manden og smile forsigtig som han sag hun ville få smukke vinger en dag, hun gned genert ansigt mod adelines kjole inden hun ellers gik på opdagelse. Adeline satte sig bare ned og lytte til sin datter der trippe rundt, og tydeligvis var fasinerte af alt der var i templet. Adeline så på manden da han snakke, ”ah de har måske ikke nogle?” hun så på ham, ganske roligt til han snakke igen hvor hun kigge lige frem. ”ah.. det jeg ked af og høre.. de er sandelig gået glip af meget.. at se et barn vokse op er noget det mest vidunderlig ting jeg har oplevet..” hun smile en smule, ”min afdød mand misse også vores søns opvækst.. og det samme med Cloudia’s far..” hun tav og trak vejre dybt og pust lidt og så der efter på ham og smile bare roligt, ”jeg sikker på de nok skal opleve den glæde og se en af deres eget blod vokse op en dag” hun smile lidt og kigge ellers måde Cloudia der var begyndt og baske rundt for at se på alt der var over gulv højde.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Børn havde Lucas altid været glad for, hvor det kun gjorde ham trist, at han selv havde misset alt det, som han havde misset undervejs. Det var nu noget, som han levede med. Han havde fået et forhold til sin søn efterfølgende, og den unge knægt, havde været så varmhjertet, at han alligevel havde valgt at åbne op for ham, hvilket kun gjorde det hele meget bedre for hans vedkommende.
Lucas vendte blikket mod hende. Den lille pige gik hurtigt på opdagelse, hvor han også lod hende. Lige her, var der ikke meget som kunne ødelægges, og siden at det var et tempel for englene, blev det vel også anset som et almændseje?
"Det kunne jeg forestille mig. Mange som jeg har omkring mig, har børn, som jeg har set vokse op.. Jeg missede det ved min egen, grundet uvidenhed om, at jeg faktisk var blevet far," fortalte han denne gang. En grotesk sandhed, men det var jo bare sandheden, kunne man sige. Han vendte blikket mod hende. Nu hvor han kunne se hende tæt på, måtte han jo erkende, at hun virkelig var en smuk kvinde, og det var noget som han uden tvivl godt kunne lide. "De har en umådelig smuk datter.. Jeg beklager for Deres tab. Jeg kondolerer," sagde han endeligt. Det gjorde ham uden tvivl trist, at nogen skulle opleve ting på den måde.. Ikke bare en gang, men.. to? Det var jo forfærdeligt!
"Det håber jeg," sagde han med et smil. Han var ikke færdig med børn. Det handlede jo bare at finde en, som han kunne få dem med. Han sendte hende et smil. "Mit navn er Lucas," tilføjede han.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline hade altid godt kunne lig tanken om børn, men efter hun hade fået oliver og sener Cloudia så var hun bleven ind nu mere vild med tanken. Men nu hvor hun var bleven alene for anden gang hade hun lagt alt hvad der hed tanker om flere børn på hylden, hun tur simpel hen ikke se efter en der igen kunne være ved hendes side. Hun tur ikke risiker og miste igen, tanken slog hende næsten ihjel inde i og det kunne hun ikke holde til.
Hun så mod sin datter der baske løs med vingerne og pille ved alt hun kunne komme til, adeline nød og se hende more sig så meget og være så nysgerrig, det var sundt og være nysgerrig men selv vist adeline at det også var noget der kunne være farligt så hun lærte Cloudia at hun skulle være forsigtig når de var på jorden, men her gjord det intet.

Hun så på manden, vist han ikke han var bleven far? Hade moren ikke fortalt ham det? ”hade deres søns mor ikke fortalt dem det?” kom det underne fra hende, selv hade hun være meget ops på at fortælle både damon og dafnir om hun vente sig den gang hun vente Oliver og sener Cloudia. Hun så på ham, inden hun så ned som han kondoler for hendes tabe. ”det pænt af dem.. men det mange år siden jeg miste min første mand.. og nogle år siden min kæreste død.. men tak” hun smile svagt og kigge bare ned.
Hun smile svagt og så på ham, ”mund ikke de gør, de virker som en god mand jeg sikker på de nok skal opleve den velsignelse igen” hun smile en smule, hun var dog sikker på hun ikke fik flere selv om hun kunne mærke lysten til flere lang nætter og ble skift stadig lå i hende, undertrykke hun denne følelse. Hun så på ham igen da han sag sit navn, ”Mit navn er Adeline og krudt uglen der er Cloudia” hun så på pigen der nu fløj halvvejs på hovedet, ”Cloudia vær søde og rette op inden din kjole ender med og hænde ned af dig” kom det roligt fra hende hvor pigen med lidt besvær fik vendt sig i luften og ellers baske videre rundt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det virkede til, at de havde denne form for fælles interesse, hvilket var noget som passede Lucas fint. Måske at det ville gøre det en smule nemmere for dem, at holde en samtale kørende? Den lille pige, som stormede rundt for at undersøge det hele, fulgte han med blikket. Han kunne ikke rigtigt lade være, nu hvor han egentlig havde muligheden for at gøre det.
Et svagt smil passerede hans læber, og han foldede hænderne roligt foran sig. Han trykkede i dem, inden han atter så mod hende. Han kunne lide hende. Han kunne lide, at hun var så åben. "Vi gled fra hinanden, så at sige.. Jeg mødte tilfældigt min dreng heroppe," fortalte han. Han havde været død, inden knægten var blevet født, så han havde været fuldkommen uvis, om hvad han egentlig havde haft sammen med Melrose. En kvinde, som nu var i live, men som endnu var mørk i sind og sjæl.
Et kort grin brønd hans læber. Den kære Claudia, var virkelig nysgerrig, og han kunne lide det. "Hun er virkelig nysgerrig, er hun ikke?" spurgte han glædeligt. Han gik jo ud fra, at det var en ganske normal ting, at det var på den måde, og han kunne lide det. Ingen tvivl om, at han virkelig godt kunne lide det! "En glæde at møde dig, Adeline," tilføjede an denne gang med et smil på læben. Det var jo altid rart at møde nogen nye. For ham særligt, var det ikke noget som skete særlig ofte, så det handlede om at nyde det, mens man nu kunne.

[Adeline Magarita Jakson]

Lucas virke som en flink mand, en meget kærlig mand ud fra den smule hun hade set. Nok kendt hun ham ikke, men hun kunne mærke hans ren aura, og hans blik på Cloudia vist tydelig hans forkærlighed for børn. Hun smile bare en smule mens hun kigge på den livlig pige, hun mind virkelig meget om hendes far. Hun så på lucas som han snakke, ”åh det jeg ked af og høre” sag hun roligt og så på ham, inden hun kigge på den glad pige der fløj rundt. ”men det da godt de mødt deres søn her så” hun kigge bare på cloudia som svæve rundt, og tydeligvis stadig skulle øve sig en del, men i det mindste styrt hun ikke så tit mere.. eller sådan da.
Hun så på lucas som en latter brød hans læber, og gætte på det var Cloudias lille stunt der hade fået det frem i ham. hun smile en smule, og nikke ”meget.. hun liner sin far.. han var også en nysgerrig druide” hun smile for sig selv, dafnir hade virkelig være noget for sig selv med hans barnlig side, en del der var tydelig i cloudia.
Hun så på ham som han snakke, ”i lige måde lucas” hun smile en smule og så roligt på ham. hun kigge på cloudia som land igen, en smule uheldig hun land dirket på røven. Og ikke just let, adeline var hurtig henne ved hende og tog hende op, selv om pigen var ved og være for stor til det. ”så så der sket jo ikke noget ” sag hun stille og knuge tydeligvis pigen ind til sig. Adeline var virkelig panisk for Cloudia skulle forsvinde også, Cloudia så på adeline ”Mor.. du masser mig” kom det fra pigen hvor adelien løsne grebet og satte hende ned, ”undskyld skat.. bare pas på okay” hun skyndt sig og skjule sin bekymring og frygt for pigen, Cloudia smile og nikke og løb så hen til lucas og stod og kigge på ham.
”Cloudia ikke stirre på hr Lucas vel” Cloudia så på adeline og så på lucas, ”Lucaaaaaaaas?” kom det så fra pigen, ”bor du her oppe? Hvad arbejder du med? Har du være på jorden før? Hvad spiser man her oppe? Hvor gammel er du? Er der andre børn her?” Claoudia ramse op hvilke bare fik adeline til og sukke og gik hen og satte sig igen, ”Cloudia et spørgsmål af gang okay, du ender med og forvirre hr Lucas” Cloudia så på hende, før hun så på lucas ”undskyld” hun kigge flovt ned i gulvet og vippe lidt på fødderne.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas kunne ikke lade være med at kigge efter Claudia. Så livlig, glad og nysgerrig som hun var, så var hun i hans øjne, en guldgrube. I forvejen, var der ikke mange børn blandt englene, så selvfølgelig var det også noget, som skulle beskyttes i den forstand, at det var dem overhovedet muligt, og det stod han da også fuldkommen fast på, i den anden ende.
Hænderne foldede han foran sig. "Bestemt. Det kom dog alligevel som et chok for mig," sagde han ærligt. Ikke at han havde tøvet med at tage drengen til sig, for det havde været hans. Det eneste, som han egentlig var ked af, var alt det, som han havde misset undervejs.
"En datter af en druide? Det ser man ikke ofte.. Interessant," sagde han oprigtigt. Ikke var det nogen grund til at skubbe et barn ud i kulden i hans øjne om ikke andet.

Selv nåede Lucas knapt at reagere, før Adeline var oppe på benene, fordi at den lille pige var faldet på numsen. Han rejste sig selv, mest for at tjekke op på vad der egentlig foregik, for nej.. selvfølgelig skulle hun da ikke komme til skade!
Smilet bredte sig lidt på hans læber. "Hvilket mod," sagde han ærligt. Hun tog det virkelig, virkelig pænt, at opleve fiaskoer. Det var han rent faktisk imponeret af. Han fulgte den lille pige med blikket, til hun stod foran ham, og straks kom med alle sine spørgsmål.. for få var det da på ingen måde. Han rystede på hovedet. "Det er helt okay, Adeline," forsikrede han hende, inden han gik i knæ foran den lille pige.
"Jeg bor heroppe, og jeg arbejder som soldat," begyndte han ærligt. "Jeg er på jorden ofte.. og har været der rigtig mange gange. Børn er der nok ikke særlig mange af her," sagde han ærligt. De sidste spørgsmål glemte han nok. Der var virkelig meget i den talestrøm fra den lille pige. Han strøg hende kort over håret. "Kan du lide at være her?" spurgte han nysgerrigt.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia var en ren livs glad pige, og hun var virkelig en guld klump for adeline. Hun så bare på pigen inden hun så på lucas, ”kan jeg forstille mig når du ikke hade fået noget og vide og så bare støder på ham her” hun så på ham med et roligt blik, inden hun små lo ved hans næste tale. ”vis du syntes det er en interessant bladning så skulle du møde min søn, han er halv drage rytter” hun lo lidt og smile lidt ved tanken ”den dreng kunne aldrig side stille.. og da den drage kom ind i billede.. hade jeg ikke være engle hade jeg nok være meget gråhåret nu og fyldt med rynker og rander under øjnene” hun smile og sukke stille.

Oliver hade virkelig være noget af en mundfuld som barn, han drøne rundt lig fra den dag han kunne kravle. Han pille ved alt, rodet over alt, svine over alt. Ja han gjord enlig alt det en dreng skulle, og nok lidt mere til. Og da hans drage kom ind i billede så hade hun virkelig haft øren fylde, og det hade kunne mærkes hvor meget både hun og oliver hade mangle damon på det tidspunkt.

Hun trak vejre dybt, hendes fokus røg dog hurtig tilbage på Claudia som hun faldt under sin landing. At var okay Claudia spurt om så mange ting, kom ikke bag på hende et sted men at han selv kunne holde styr på det var lidt imponerende. Claudia lytte tydeligvis opmærksomt på det han sag, “åh soldat! Lige som dem ned på slotte?” spurt hun og så på ham, og lod til og lede efter noget ”hvorfor har du ingen ar?” adeline smile lidt men sag intet og lod de to have en samtale mens hun selv gik lidt rundt, hun ville finde et sted og lig have et øjeblik alene måske få lukket lidt ud af de følelser hun gemt inde i for Claudia. I mens blev Claudia hos lucas, “vis du har være på Jorden, hvorfor har jeg så ikke set dig?” spurt hun så bare ud af det blå, mens hun mærke han strøg hende over håret, hun grine bare lidt. ”hvorfor ikke? Må børn da ikke være her?” spurt hun underne og så bare på ham, hun nikke så til det han spurt om ”mhm! Her er varmt! Og så smukt! Og der ikke spor uhyggeligt lig som der hjemme” hun så på lucas med de stor brun øjne, ”hr lucas…tror du.. min far er her oppe?” spurt hun helt stille så kun lucas hørt ham, hun ville ikke have adeline hørt det for hun vist at så blev hun bare ked af det.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas havde overhovedet ikke været kendt med sin søn, før han havde stået ansigt til ansigt med ham, og det havde uden tvivl været et kæmpe chok for ham, at han overhovedet havde haft sådan en! "Jeg tøvede ikke et sekund med at tage ham til mig," sagde han denne gang med en rolig stemme. Ud af øjenkrogen havde han endnu øjne for lille Claudia, da han trods alt ikke ønskede, at hun skulle komme yderligere galt af sted.
At hun ligeledes havde en søn, fik ham til at smile. Hun havde derfor to. Det var da en fantastisk tanke! Han ville ønske, at det var ham. Han selv, kunne ikke forestille sig, at skulle rende rundt uden børn.. men det var nu engang sådan at skæbnen havde været for ham.
"Det må jeg sige.. Og hvor er denne søn af dig nu?" spurgte han nysgerrigt, da han trods alt, kun kunne se hende med sin lille pige.

Claudia fangede derfor også hele hans opmærksomhed. Han kunne lide, at se på sig selv, som en soldat. Mærker havde han dog, selvom de ikke var synlige for det blotte øje. Særligt ar på sind og sjæl, var der virkelig mange af. "Ligesom dem på slottet ja.. Og jo.. Du kan bare ikke se dem," sagde han denne gang med et smil. Han ønskede gerne, at stille tøsens nysgerrighed. For ham, var det vigtigt. Små børn skulle have svar, som det var vigtigt, at de vidste, hvilken verden, de rent faktisk levede i.
Så mange spørgsmål. Den arme pige ,kunne da virkelig tale ørene af folk! "Verdenen er rigtig stor, så derfor har vi nok heller aldrig stødt på hinanden," fortalte han. Han forsøgte at følge med i samtalen, selvom det ikke var helt nemt altid. Det handlede vel egentlig bare om at forsøge?
Smilet falmede ved hendes hvisken tæt ved hans øre. Om hendes far var heroppe? Han vendte blikket mod hende. Han strøg hende ganske let over hovedet. "Jeg tror din far, er et helt særligt sted heroppe, hvor man ikke kan se ham," forsikrede han hende. De skulle helst ikke ende ud i en situation, hvor hun ville begynde at lede efter ham.