Cheers! In... friendship?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, som han snakke og smile. ”det viser hvor naturlig det er og være en far ligger i dig.. selv om du ikke kendt til det og blev chokeret.. ikke mange ville tage et ukendt barn til sig” hun så på ham og smile svagt. Og kigge bare roligt på ham inden hun kort så mod Claudia inden hun hørt ham snakke igen, hun kigge ned mod sin hænder der lå i hendes skød. ”det ved jeg ikke..” kom det stille fra hende, ”jeg har ikke set ham i mange år.. jeg har sendt utallig breve i håb om han fik dem men.. ak intet svar.. jeg ved ikke en gang om han stadig lever..” hun så bare på sin hænder og trak vejre dybt. ”han er budbringer mellem landene.. det var det job hans far hade og død ved og udfør.. jeg frygter samme skæbne er falde på vores søn..” hun mærke sorgen og frygten presse på men hun holdt det inde og fik et smile frem, ”men han har sikkert bare travlt og brevene kan være gået tabt.. og han er jo voksen så han har jo ikke tid til sin gamle mor vis han måske har fundet sig en sød pige.. han kommer nok hjem en dag” hun smile svagt inden hun kigge mod Claudia.

Claudia så på lucas, hun kigge på ham. ar hun ikke kunne se? Det lød underligt ”hvorfor kan jeg ikke se dem?” hun så på ham, og blinke med de stor underne øjne. Hun smile dog hurtig hun var et munter barn, til tros for det dyster der forgik på jorden. Hun hade mange spørgsmål, både nogle som hendes mor ikke kunne svar på og nogle der bare poppe frem. ”jamen vil vi så støde på hinanden nu? hvor har du så være henne? Har du set mange ting? Også uhyggelig ting!” hun så på ham mens hun så på ham med nysgerrig øjne.
Som han strøg hende over håret, og hans smile falme gjord hendes smile også. ”åh.. så mor hade ret..” adeline hade sagt det samme, men et vært barn ville vel håbe på at ens afdød forælder ville blive en engle og komme hjem. Hun så ned på sin fødder, hun stod lidt før hun så på lucas ”hvor kan man finde en far henne? Var hr Lucas? Var var?” hun så på ham, selv om hun var en pige så mange hun en far. Et mandlig forbillede lig som hun hade en kvindelig forbillede, en hun kunne søg trøst hos også en der kunne lære hende ting adeline ikke kunne, og passe på hende som kun en far kunne ”tror du jeg kan finde en far her? Var?” hun så på lucas med et håbefuld blik.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas kunne ikke lade være med at smile. Man kunne selvfølgelig håbe på at det var starten på det gode, at han rent faktisk havde åbnet op for sin søn, og han måtte jo sige, at han havde fået virkelig meget ud af det i den anden ende. Han smilede let for sig selv. "Det er måske ikke noget som alle vil.. men jeg kunne aldrig drømme om at vende ryggen til det," sagde han næsten forfærdet. Han kunne slet ikke forstå tanken.. Forstå, at nogen i det hele taget, kunne vende ryggen til det, som de selv havde været med til at sætte til verden, og særligt, når det var på denne her måde.
At hun ingen kontakt havde med sin søn, var noget som gjorde ondt på Lucas, for ingen skulle miste sine børn. Ikke på den måde i hvert fald. Han bed tænderne svagt sammen. "Det er jeg. ked af," sagde han med en oprigtig stemme. Det gjorde ham virkelig ked af det! "Det beder vi til.. Ingen forældre, skal lægge sine børn i graven," endte han. Bare tanken var jo forfærdelig!

Selvom han nu måtte fastholde et smil overfor den lille Claudia, som stillede ham så mange spørgsmål, at han slet ikke kunne følge med! "Jeg gemmer dem under tøjet," fortalte han ærligt. Han havde mange. Rigtig mange endda, selvom han ikke ønskede, at nogen skulle se dem, eller vide, at han i det hele taget havde dem.
Lucas nikkede. Han forsøgte da at fastholde sin interesse for hende, nu hvor hun var kommet ham så tæt på, på så kort tid. "Jeg har set rigtig mange ting.. uhyggelige ting, og rigtig gode ting.. Nu har jeg jo også mødt dig," sagde han glad. Han strøg hånden over hendes hår. Hendes far var død.. Hvilket han virkelig var ked af.. Oprigtig ked af.
Lucas blev næsten sat ud, da hun spurgte om hun kunne finde en far heroppe. Det var jo meget muligt, men var det ikke også hendes moders opgave, at sørge for den slags? "Det... kan man sikkert godt, men det er nok også din mors opgave, at finde sådan en.." Han vendte blikket let mod Adeline. Han var jo ikke ude på at sætte noget i tøsens hoved.. Men han havde jo ondt af hende. Han havde uden tvivl rigtig ondt af dem begge to.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile bare svagt, mens hun kigge på ham. ”det kan jeg godt fornemme de ikke vil.. de virker ikke som typen der vender den slags ryggen.. det ikke noget man ser hver dag nu om stunder.. ” hun smile skævt og kigge ned ”nu lyder jeg helt gammel” mumle hun svagt og lo lidt og så frem for sig, mod en statue og sukke bare lydløst.
”desværre er der alt for mange der må lægge deres egen børn i graven.. og jeg har vel et sted forberedt mig mentalt på den nyhed vil komme en dag.. vis de ellers nogle sinde finder ud af om han er væk.. vis han er væk” hun bed tænderne skjult sammen og holdt bare om sin hænder, hun tvivle tit på om Oliver var i live men hun tvang sig selv til og håbe, hun kunne ikke klar tanken om og mangle sin lille Olivier han var hendes første barn og han var mindst lige så dyrebar som Claudia var.

Claudia så bare på lucas som han svar på det hun spurt om, ”åh der for” sag hun men hensyn til han gemt dem under tøjet, hun lod blikke løb op og ned af ham. ”gjord det ondt og få dem? Er de stor? Går de væk igen?” hun så på ham hun var virkelig nysgerrig af sig.
Hun så på ham som han snakke vider, hun blev dog helt genert og vippe lidt på fødderne som han sag han hade opleve god ting og hun var en af dem. Hun fnise bare og kunne enlig godt lig han strøg hende over håret. ”blev du ikke bange for de uhyggelig ting? Jeg kan ikke lig uhyggelig ting.. der for holder jeg mig inden for på slotte mens mor er ude i haven.. hun siger det farligt for mig uden for så hun siger jeg skal blive inde” hun så på lucas.
Hun så bare forventnings fuld på ham som hun vente svar på om man kunne finde en far til hende, oppe i himmeriget. ”kan man!” hun så på ham tydeligvis glad for svart til han blande adeline ind i det. ”åh så må jeg heller spørge mor!” hun smile, og kigge rundt ”hvor er mor?” hun kunne ikke se hende. Adeline var gået hen i det mest fjerne del af templet. hun stod gemt bag en søjle hvor hun trak vejre tungt mens hun mærke tankerne rumster i hendes hoved, hun var virkelig deprimeret. Hun hade være i gennem en del, og efter dafnirs død var det hele begyndt og vælte for hende. Hun mærke tårene trille men hun gned dem hurtig væk, det hjalp ikke og tude! At tude hjalp ikke på noget, adeline mærke ensomheden lukke sig fast om hende. Hun mangle en ved sin side, men hun ville ikke risiker og mist igen hun kunne ikke klar og mist igen. det eneste hun hade nu var Claudia hendes dejlig lille pige, hun måtte sikker sig hun aldrig forlod hende.. hun måtte ikke forlade hende også.. hun ville ikke være alene.. hun var bange for at være alene.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas smilede svagt for sig selv. Han vidste, at han var unik. Det var noget, som rigtig mange havde gjort rigtig meget ud af, at fortælle ham. "Alt forladt.. Så er vi begge oldgamle," sagde han med en leende stemme. Han rystede efterfølgende på hovedet. "Men jeg giver dig ret.. Det er en sjældenhed i disse tider.. Desværre," sagde han ærligt, som han kort trak på skuldrene igen.
Alt for mange måtte lægge sine børn i graven, og derfor håbede han da selvfølgelig, at hun ikke var en af dem, som skulle gøre det. Han kunne faktisk ikke lide den tanke. Det var.. grotesk, at det var på den måde. "Visse ting, burde man bare ikke være forberedt på," sagde han ærligt. Gjorde det hende ikke paranoid på sigt?

Den lille pige, var da noget af det kæreste, som Lucas længe havde stået ansigt til ansigt med, og han kunne uden tvivl rigtig godt lide det! Ar på krop og sjæl havde han mange af.. Dem på kroppen kunne skjules, men det kunne dem på sjælen godt nok ikke. Men det var bare ikke nødvendigt for en lille pige at vide.
At Adeline havde trukket sig fra dem mens han sad i den dybe samtale med den lille pige, var slet ikke gået op for ham. "Mange af dem går væk igen. Det er bare ikke alle, som gør," fortalte han denne gang med en rolig stemme. Han var ikke meget for at snakke om det.. Men nu hvor de var inde på det.. så måtte han jo. Han kunne jo ikke sige nej til en lille pige!
"De ulykelige ting, kære Claudia.. er ikke så skræmmende, hvis man husker, at der også er noget, som de er bange for," sagde han med et let smil. Selv så han op.. kun for at blive mødt af absolut.. ingenting? Hvor var Adeline? Han rynkede let på næsen, inden han denne gang rejste sig op. Han så sig om. Hvor mon hun var? ".. Adeline?" kaldte han let. Han havde vel ikke gjort noget forkert, havde han?

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han snakke, hun måtte selv le en smule. Hendes leen var dog letter hul, tom for følelser der ellers gjord en latter til noget godt. ”nå nå nok siger jeg selv jeg er gammel men mindes da ikke det pænt at en mand syntes en kvinde er gammel” hun så på ham og smile svagt, og trak vejre dybt. ”ja desværre.. man kan vel kun be til at det en dag vil vende og vi får flere med en personlighed som din lucas” hun smile svagt.
Hun sukke blot og kigge bare på statuen, ”sandt.. men med en søn der har valgt et job som han ved kan koste ham livet.. kan jeg som mor ikke gør andet.. jeg vil heller være forberedt på den dag, end og blive tage på sengen. "

Claudia kigge bare på lucas, hun lytte til vært et ord mens hun studer hans ansigt. Han var flink syntes hun og behagelig og snakke med. Hun så på ham, ”hvorfor ikke? Skal jeg pust på dem? Mor puster altid på der jeg har sloget mig og så forsvinder såret!” det var nu ikke helt sådan men Claudia så det som adeline puste og det forsvandt, men enlig glemt Claudia bare hun hade sået og lag så ikke mærke til det heale i løbet af noget tid. Hun så på ham som han svar hendes andet spørgsmål, ”virkelig? Kan de uhyggelig ting også være bange? ” hun så helt overrasket ud, for det hade hun aldrig tænkt på. ”hvordan ved man hvad de så er bange for? ” spurt hun og så på ham.
Hun kigge rundt efter adeline ”mora? Mora hvor du henne?” kaldt Claudia, adeline hørt dem godt og trak vejre dybt og tørt øjnene og sikker sig alt tegne på gråd og sorg var væk, inden hun begyndt og gå tilbage mod dem ”ja?” sag hun og hade et smile på læben. Claudia så på hende ”der mor! Hvor var du henne?” adeline kom hen til dem ”åh mor gik bare rundt skat.. var der noget du ville siden du kaldt?” claudia skulle lige tænke inden hun så sag ”ja! Lucas siger man kan finde en far her! Kan du ikke find en var mor?” dette kom tydeligvis bag på adeline, hun vist claudia savne en far det hade hun jo set gennem årene. Men hun hade dog ikke regne med og blive spurt på den måde. ”det.. det ikke så enkelt skat..” svar adeline, hvor caludia hurtig spurt ”hvorfor ikke? ” adeline sukke inde i ”det.. en voksen ting skat.. mor skal tænke på det okay.. ” claudia, så på hende ”men..” adeline så på hende ”intet men ung dame.. bare.. hvad med vi går ud og ser lidt mere af himmeriget.. måske du kan få lucas til og vise rundt vis du spørg pænt” dette fjerne fokus på en far fra Claudia og hun så på lucas ”vil du var hr lucas be be!” hun så bedene på ham.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det var bestemt ikke fordi at Lucas ville kalde Adeline for gammel, for det var på ingen måder hans hensigt med dette. Det var vel bare.. for at understrege, at de var lidt af samme generation? "Det er nu ikke sådan ment, kære Adeline.. Om forladelse," endte han med et stille smil på læben. Det var bestemt ikke hans mening at fornærme hende eller noget lignende.
Uden tvivl måtte hendes ord varme ham, og det var noget, som Lucas virkelig godt kunne lide. Hun var en varmhjertet person, hvilket uden tvivl, var noget som faldt i hans gode bog. "Dine ord, varmer mig, Adeline. Det sætter jeg stor pris på," sagde han med en oprigtig stemme. Var der noget så unikt ved ham? Han vidste det ikke, men han kunne derimod godt lide tanken om det. Han nikkede let. Han forstod det godt, selvom det slet ikke burde være sådan en ting, som man skulle være indstillet eller forberedt på. "Jeg tager hatten af for din søn.. og dig ikke mindst," sagde han roligt.

Lucas nåede ikke at svare på mere, før det gik op for ham, at Adeline allerede var væk fra dem. Havde han gjort noget forkert? Umiddelbart, var det hvad han var mest bange for. Han bed tænderne let sammen, som hun kom frem fra sit skjul bag nogle, af de høje søjler, som holdt det smukke og snehvide tag oppe over dem. Han sukkede let, som han selv søgte mod hende.
Adeline var ked af det. Det stod uden tvivl ud af hendes øjne. "Er du okay, Adeline?" spurgte han bekymret. Den lille pige plabrede, så det i forvejen, var rigtig svært, at få et ord indført. At det gjorde ondt på hende at snakke om en ny far til Claudia, forstod han jo godt.. Særligt hvis hun havde mistet to tidligere.
"Jeg.. beklager. Det var slet ikke sådan, at jeg ville fremstille det," undskyldte han. Han hadede at gøre andre ondt. Det var meningen, at han skulle gøre det modsatte nemlig! At vise dem rundt, kunne han sagtens gøre. Han smilede svagt. "Hvis din mor vil lade mig.. Så skal det være mig en ære, at vise jer rundt," sagde han glad.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham som han nu bad om forlades for det han hade sagt, hun lo svagt ”du misforstår mig lucas jeg tog det ikke som en fornærmelse jeg driller dem bare” hun så på ham, og måtte le lidt igen. hun så roligt på ham og lytte til det han sag, det var længe siden nogle hade sagt hendes ord varme nogle. ”det.. jeg glad for og høre” hun så på ham og smile en smule mere oprigtig.
Hun så på ham som han snakke vider og så lidt underen på ham, ”for mig? Hvorfor?” spurt hun underne og så på ham. hvorfor ville han dog tage hatten af for hende? Hun hade ikke gjort noget der lig frem fortjent den udtale så det kom lidt bag på hende.

Adeline så roligt på dem som hun kom dem i møde, Claudia kigge bare på hende tydeligvis bekymret. Adeline så på lucas som han snakke til hende, hade han set igennem hende? Kunne man se hun var ked af det? ”jeg har det fint luacs” sag hun roligt og smile bare. Inden hun så ned på sin datter, tanken om en ny far til Claudia hade stejfe hende men.. nej hun tur ikke tage den chance, hun tur ikke elske igen.. det ville bare ende i hun miste ind nu en og det kunne hun ikke overskue. Hun så på lucas og smile bare, ”du skal ikke beklage.. hun er kun et barn, det helt naturlig hun spørg om det emne det ikke første gang” hun så på ham, inden hun nikke ”så må du heller begynde og vis rundt” sag adeline. Claudia smile stort, og tog så fat i lucas hånd ”lad os gå hr lucas kom nu!” sag hun ivrigt og begyndt og trække ham mod tempel døren, mens adeline gik efter dem lidt bag dem.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Aldrig havde det været Lucas' hensigt, at skulle gøre hende ked af det. Hvorfor skulle hun ellers vælge at trække sig bort fra dem? Og hendes lille pige? Han havde det rent faktisk skidt med de omstændigheder, selvom det nu heller ikke var noget, som han sagde særlig højt. Et let smil passerede hans læber. "Du må sige til, hvis jeg er for meget, ikke? Jeg tager hatten af for dig og din søn, på baggrund af hvad I har lavet, og hvad I har været igennem," fortalte han med en oprigtig stemme.
Lille Claudia forstod det nok ikke, men selv han forstod, at hun var ked af det, og trist over, at hun ikke havde en.. og at hun havde mistet to gange, for det var da virkelig umenneskeligt! "Jeg beklager oprigtigt," endte han. Han gik vel lidt ud fra, at det var ham, som havde dummet sig i denne situation, for det var jo nødt til at være.

Et kort smil passerede Lucas' læber, som Claudia tog fat om hans hånd. Hun insisterede virkelig på det. Ikke at han havde noget imod det, for han kunne faktisk godt lide det. Han lukkede sin hånd om den lille piges. "Du har da godt nok travlt, hva'?" endte han med et smil på læben. Han vendte kun blikket, for at sikre sig, at Adeline var med. Det var jo trods alt hendes datter, og de havde jo lige mødtes, så.. var hun så tillidsfuld overfor ham, at lade ham være alene med hendes datter?
"Kom med," opfordrede han denne gang med et svagt smil på sine læber, inden han begyndte at gå.. Også for at stille den herlige lille pige tilfreds.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, det hade aldrig være mening han skulle føle han gjord hende ked af det eller utryg. Hun så på ham, som han snakke til hende. ”skal jeg nok selv om jeg tvivler på du kan toppe nogle af de typer jeg har mødt her i livet” hun så op ham og smile svagt. Han skulle bare vide hvad de hade være igennem, det var nærmest en hel bog hun kunne skrive om det. ”de kender slet ikke til halvdelen af hvad vi har oplevet” sag hun bare stille for sig selv, og kigge bare på claudia.
Adeline så på ham, ”hvorfor beklager de? De har jo intet gjort?” hun så underne på ham, hun vist virkelig ikke han følt det var ham der hade dumme sig, omkring dette med claudia ønske sig en far. Det var jo naturlig når hun hade mist sin far, hun hade jo aldrig kendt adeliens første mand.

Clauida holdt fast i lucas hånd, men hun trak afsted. ”ja! For jeg vil se så meget jeg kan inden mor og jeg skal hjem igen” hun smile stort, og fokuser på og komme ud af templet. adeline gik roligt lig bag dem, glad for Claudia kunne holde lucas fokus på hende, så hun ikke skulle passe helt så meget på at nogle af dem så vis de fokuser på hende. Hun smile bare og fuldt roligt med lucas, det samme gjorde Claudia. Adeline trak vejre dybt da de kom uden for templet, der var altid så dejlig varmt her i himmeriget. Hun så på claudia der kigge på lucas ”hvor skal vi hen først var!?” hun smile stort og så op på ham og glædet sig tydeligvis til de skulle se himmeriget.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Ordene synes Lucas virkelig var hårde, hvilket et sted, kun bekræftede for ham, at han havde gjort hende ondt, og ikke havde det været hans intention ved dette. "Jeg ved ganske vidst ikke, hvad du har været igennem.. og for det, så beklager jeg, om jeg har trådt dig over tæerne," sagde han blot. Hvad andet kunne han da sige? For han vidste jo godt, at han denne gang, var den, som havde dummet sig. Tilsyneladende temmelig meget igen, og det var jo ikke meningen.
"Jeg.. forstår, hvis du ikke vil dele det med mig," sagde han oprigtigt. Det var jo slet ikke noget, som egentlig vedkom ham, for han kendte hende jo heller ikke. Han ville gerne. Ingen hemmeligheder der, men det var noget, som nok ville komme på et tidspunkt.

Selvom Claudia forsøgte at trække af sted med ham, forsøgte han samtidig at gå side om side med Adeline. Han ville jo heller ikke ligefrem bare lade sig rive af sted på den måde. "Vi skal nok nå alt det, som vi kan," forsikrede han hende, og denne gang med et smil på læben. Han var bange for, at han meget hurtigt kunne gå hen og blive glad for den lille pige.. Hun var da også en lille hjerteknuser.
"Jeg har det perfekte sted, at vise dig," sagde han denne gang med en glad stemme. Han førte dem begge med sig ud af templet og derved mere ned i Himmeriget som By.. Hernede var der engle.. latter, smil, varme og glæde. Han førte dem mod byens centrum. Der var så meget heroppe at se.

[Zarakiel Morin]

Det havde været en speciel uge for Zarakiel masser af ting var gået for sig og efter den sidste adelige fest var han da også i et humør der kunne ses på ham som godt, her sad han nu roligt i solen der skinnede på denne dag nede i byen blandt folket en aura kunne mærkes fra ham og de store vinger sad bag ham, større en de fleste var de og lidt hvidere tøjet en smule mere fint en alle de andre og det var tydeligt han ikke bare var en tilfældig beboer, alle her i himlen kendte ham selvom det da heller ikke gjorde noget skulle der være nogen der ikke gjorde personligt var Zarakiel en mand der godt kunne lide og færdes blandt sit folk uden deres konstante råb og stirren efter ham det var rart og kunne side her uden og skulle tænke over alle disse ting.
Han behøvede heller ikke have noget og lave hele tiden og disse små ture til byen var rare især i dette vejr men om der ville ske noget specielt vides ikke folket grinte og havde det godt et syn som han bestemt nød,
her sad han langs en mindre bygning med sin drik i hånden det var klart her hans favorit sted var og et sted han tit tog til når muligheden var der,
og denne mulighed var der ikke altid han var en mand med et hårdt arbejde og havde sjælendt tid til og slappe af så tider som disse skulle bestemt nydes.
Meget af tiden blev da også brugt på at tænke på denne kvinde han havde mødt for få dage siden at hun ikke forsvandt fra hans hoved var underligt sådan var han normalt ikke men det var bestemt ikke en tanke der gjorde ham noget.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham, at hen blev ved med og beklage hjalp ikke just på noget som helst. Ting var sket og det var længe siden ”de skal virkelig ikke beklage lucas.. du kender mig ikke så du kan umulig vide hvad jeg har oplevet, og der ved kan du heller ikke undgå og ramme nogle ting jeg har dårlig erfaringer med” hun så på ham ganske roligt, hun trak vejre dybt ”det emner jeg helst vil have for bliver skjult” hun så på ham, det var ting der var følsom og hun kendt ham slet ikke, blot fordi han var en engle betød det ikke at hun følt hun kunne stole på ham, om hun på noget tidspunkt ville kunne fortælle ham det var så ikke til og sige, hun ville i vært fald holde det inde ind til videre selv om hun kunne mærke det åd hende op inde fra.

Claudia hev bare i lucas hånd, selv om han ikke just lod sig riv med forsøgt hun stadig. Adeline gik bare roligt ved siden af ham, mens hun så rundt. alt virke til og være som den gang hun boede i himmeriget for så utrolig mange år siden. Claudia så på ham som han snakke, ”hvor er det? var var!” hun smile stort. Adeline smile bare ved pigens iver, det var tydelig claudia stole på lucas men igen børn var hurtig til og stole på voksende vis de ikke kendt til dårlig oplevelser med en voksen, og der hade adeline passe godt på Claudia. Som de gik mod centrum og latter og smile og glæde fra andre engle ramte dem, følt adeline ensomheden bide ind nu mere i hendes inder. Alle var glad og lykkelig, men adeline følt ingen af tingen. Hun holdt dog masken, og smile bare et lille smile mens hun bare kigge lig ud og undgik øjenkontakt med andre engle, i mens kigge claudia ivrig rundt og vinke og smile til folk, adeline kunne godt se Claudia var glad her.. mere ind hjemme på slotte. Det var svært og forholde sig til den følelse det gave adeline, måske Claudia hørt til i himmeriget.. sammen med lucas og andre engle? Adeline følt selv hun ikke længer hørt til i himmeriget, den følelse af ensomhed som var så enorm gjord det ubehageligt og være her for hende, og det gjord hende bare mere deprimeret.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var uden tvivl glad for, at han nu fik muligheden, for at tilbringe sin tid sammen med dem, for Claudia og Adeline, var begge to, væsner, som Lucas kunne lide. Varme og omsorgsfulde dejlige engle, og hvem ville nyde det mere ned hvad han gjorde lige nu? "Jeg tør ikke tænke på hvad I har været igennem.. Du ikke mindst, Adeline," sagde han med en oprigtig stemme. Han turde virkelig ikke tænke på det, og særligt fordi, at han lidt kunne fornemme, at det var mange ting.

Claudia rev virkelig i hans hånd, hvor han heller ikke kunne lade være med at smile. Tænk, at han skulle få muligheden, for at gå rundt omkring med en smuk kvinde, og en vidunderlig lille datter? Det var virkelig noget, som betød forbandet meget for ham, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt. "Vi er der lige om lidt," sagde han denne gang med en glad stemme.
Let trykkede han i hendes hånd. Mange heroppe var lykkelige, men nu var Himmeriget trods alt heller ikke påvirket af det kaos, som var på jorden på den samme måde. Det var lidt det, som han havde det godt med. Her var han i trygge omgivelser.
At selveste englenes leder var blandt dem, var ikke rigtigt noget som Lucas lagde mærke til. Han kunne uden tvivl godt lide, hvad han så lige nu: Nemlig Adeline. Zarakiel var en god og hjertevarm mand, af hvad han vidste, selvom han aldrig rigtigt havde snakket med manden i egen høje person.
"Prøv at se lige frem.. Der kan du se springvandet," fortalte han glad. Det var et af hans yndlingssteder på hele stedet. Så varmt.. lyst og håbefuldt. Han elskede det.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel gik altid i lidt mere normalt tøj en hvad han ellers ville gøre hvis han var på en form for job i byen det gjorde et nemmere og befærde sig blandt folket i byen, ikke at det ligefrem skjulte han fra folk der kendte ham men det gav da en følse af fred og muligheden for at føle sig som en normal person folk ikke behøvede og se som deres leder hele tiden.
Han lagde nu mærke til nogle folk omkring springvandet i byen en mand, kvinde og et barn ? barnet så bestemt mere ivrig ud over alt dette en hvad folk der levede her normalt gjorde og det var en ting han uden og lægge skjul på var glad for at folk der ikke boede her hver dag kunne sætte pris på en verden og et liv som han havde arbejdet så hårdt på at skabe, et liv i fred og væk fra jordens kaos.
Da de bevægede sig mod springvandet kikkede han lidt op med et stort og varmt smil selv sad han langs nogle sten nær springvandet med de store hvide vinger foldet langs ryggen,
han var en mand der altid udstrålede fred og venlighed og han havde før været i stand til og hjælpe folk bare ved og være der noget som gjorde ham rigtig glad,
"det et flot springvand ikke sandt ?" kom det roligt fra ham som han kikkede med et smil mod dem og vendte nu blikket let mod den lille pige"

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så roligt på lucas som han snakke, han var nu en behalig mand og snakke med. Og han var god omkring Claudia der tydeligvis var ved og blive temmelig glad for lucas hvilke kunne bekymere hende for det endt da med hun aldrig fik hende med hjem igen. ”Claudia har heldigvis ikke være igennem noget.. jeg tror heller ikke dit lille hoved kan tåle og tænke på det jeg har oplevet” hun så på ham, og smile svagt drilsk for det var for at drille ham en smule. Hun hade igennem meget, hun hade prøve og blive dræbt for så og opstå som engle, hun hade prøve at blive voldtage, tvunget til og giv blod, miste 2 mænd hun elskede, og gå vær dag og be til ens søn stadig var i live. De fleste kvinder ville nok have miste fornuften, men af en eller anden grund hang adeline stadig sammen selv om det tit føltes som selv hun ikke kunne holde til det meget længer.

Claudia var ivrig, hun var meget nysgerrig over hvad lucas ville vis hende. Hun så på ham og smile bare mens hun rykke til ind til han trykke om hendes hånd, hun gik så mere pænt og kigge op på lucas og sendt ham så bare et stort tand smile, hvor man kunne se hun mangle et par tænder men det var jo naturlig i den alder. Hun så der efter på springvandet som de kom der hen, ”wow!” kom det fra claudia, adeline så på det. ”hm det lig så smukt som sidste jeg så det..” mumle hun. Det springvand hade hun sidet ved hver dag den gang hun vente sin søn, hun hade brugt mange timer bare og side der i og nyde varmen og den ro den frembragt. Claudia var ved og slippe lucas hånd for og løb helt hen til springvandet, men da en fremme stemme lød. Stoppe hun og i steden skyndt sig om bag lucas mens hun stadig hade ham i hånden.
Adeline kigge på Zarakiel, hun genkendt ham ikke for sidste hun så englendes leder var det en helt anden. Så hun kendt ikke hvem den ny leder fra, hun vendt dog blikket mod Claudia ”det okay Claudia.. du skal ikke være bange når vi er her oppe” Claudia kigge forsigtig frem bag fra lucas og så på Zarakiel mens hun knuge om lucas hånd.