Cheers! In... friendship?

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var bange for, at han også kunne gå hen og blive rigtig glad for dem, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. Han trykkede om Claudias hånd, og med et smil, selvom hans opmærksomhed udelukkende hvilede på Adeline. Det var derimod noget, som han agtede. Han ønskede jo at lære hende bedre at kende. Ingen tvivl om det. "Så lang tid, at det ikke går udover de små sjæle, så er det vel okay?" endte han denne gang med en rolig stemme. Selvfølgelig var det trist, at det var gået sådan udover hende, men alligevel.. Hellere hende end e kære små børn, som selv skulle blive deres fremtid på et eller andet tidspunkt.

Claudia lod han søge lidt frem på forhånd, også selvom tilstedeværelsen af den anden engel, selv var noget, som fik Lucas til at dreje hovedet. At Claudia så gemte sig mere bag ham end sin egen moder, forundrede ham dog en smule. Han sendte hende et smil. "Han er slet ikke farlig," forsikrede han med en rolig stemme, inden han atter hævede blikket. Selveste englenes leder stod foran dem nu. Hvor heldig kunne man da lige være?
"Vores leder," hilste han denne gang, som han let sænkede hovedet i en tydelig form for respekt for manden overfor dem. Han nærede den største tillid og respekt for hans leder.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel var altid en mand der var dybt intereseret i sit folk og holdte derfor meget af alle der var her om de levede her eller ej i hans sind alle engle var lige,
som de 3 kom tættere og den lille pige reagerede rettere skræmt over hans pludselige talen og smilte med et lille grin,
da manden kom tættere på bukkede let og nævnte hans titel måtte han grine lidt igen og ligge en hånd på hans skulder inden han selv talte i den tydelige varme stemme, "der er ingen grund til og være så høflig med mig hr ?" lød det nærmest spørgende fra ham han kendte jo ikke rigtig navnet på denne gruppe.
Han vendte nu blikket mod den lille pige der gemte sig bag manden og bukkede sig ned i knæ som han kikkede på hende stadig med det varme og rolige smil, "og hvem har vi så her ? dig har jeg vidst ikke set her omkring ?" sagde han kort, det var tydeligt han var meget inde i sit folk og ville vide hvad han kunne om dem,
folk der gik forbi dem gav et tydeligt venligt smil og buk mod Zarakiel og de 3 nær ham de vidste jo at alle der måtte være i nærheden af Zarakiel var gode folk da han nærmest kunne mærke på folk hvad deres intentioner måtte være og denne lille pige gjorde ham bestemt nysgerrig,
han kunne da godt lide glade børn især dem der så ud til og ville vide meget på den anden side var de fleste børn her ikke sådan ? han smilte og grinte lidt af tanken som han kikkede på hende.

[Adeline Magarita Jakson]

Claudia var tydeligvis tryg ved lucas og tydeligvis glad for han ville brug tid på hende. Adeline kigge roligt på den glad pige, det var dejligt og se hende så tryg og glad. Det var længe siden hun hade set claudia vær så kvik og åben men de var også i sikkerhed her, i forhold til nede på jorden. Hun så på lucas som han snakke til hende, ”enig.. selv om jeg har en fornemmelse af at det kunne gå hen og blive næsten umuligt, og undgå der ikke kommer til og ske noget.. tingen er en gang rod nede på jorden.. selv jeg føler mig minder sikker på slotte ind før” hun så på claudia, hun var ikke sikker på hvor længe hun ture blive på jorden. Men igen følt hun heller ikke hun hørt til her oppe hvor hun jo kom fra, det var forvirrenden og stressenden og tænke på.

At det var englenes leder der stod der over for dem, hade adeline slet ikke regne ud. Så da lucas direkte hilst på lederne ved titel måtte adeline da neje pænt, hun vist jo ikke der var komme ny leder men hun hade heller ikke være i himmeriget i ufattelig mange går. Claudia kigge på manden, som lucas sag han ikke var farlig og det var deres leder. Dette forvirre hende tydeligvis, ”vores leder? Hvad betyder det? er det ikke dem på slotte der bestemmer? ” hun så mod adeline der smile skævt, hun var ikke sikker på hvordan hun lig skulle forklar hvad en leder for en race var. Selv forstod hun meget lidt af hvad en leder enlig gjord for deres race, hun så mod Zarakiel som han satte sig ned i knæ og snakke til claudia. Hun holdt godt fast i lucas hånden, adeline så på hende ”fortælle ham hvem du er min skat” sag hun roligt. Claudia så på adeline, nu hade hun jo sagt hun skulle så vist adeline også godt at nu begyndt snakken igen. ”Jeg hedder Claudia.. og det første gang jeg er her!” sag hun og smile forsigtig, ”jeg bor nede på slotte sammen med mor, ikke mor!” adeline nikke bare roligt, før claudia så på Zarakiel igen. ”jeg har heller ikke set dig før!” sag hun hvor adeline måtte kvæle et fnis for sig selv.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Selvfølgelig ønskede Lucas da at tilbringe tiden sammen med dem! Selv for ham, var det virkelig rart, at der var nogen omkring ham, som faktisk også viste ham den form for interesse, for det var han jo heller ikke ligefrem vant til, kunne man sige. Et smil passerede kort hans læber, selv på trods af det meget alvorlige emne de snakket om. Ingen burde leve i utryghed.. Men derimod det modsatte! "Ingen burde leve i en tilværelse, som er sådan," sagde han denne gang med en oprigtig stemme. Tanken gjorde ham trist.. Særligt fordi at Adeline virkelig virkede til at være en virkelig hjertevarm og god kvinde.

Den mand, som de nu stod overfor, var ikke en af typen, som man skulle være bange for. Selv Lucas gik da ikke ud fra, at det var nødvendigt at være bange for sin egen leder.
Hånden mod hans skulder, fik ham til at hæve blikket igen. Han respekterede uden tvivl sin leder, og af den grund, skulle denne lille pige ej heller være bange for ham, for det var der ingen grund til. Overhovedet ikke. "Den her leder bestemmer over englene.. Men kongen og dronningen på slottet bestemmer over alle," fortalte han med en rolig stemme. Han strøg den lille pige over håret, som hun præsenterede sig. Han elskede det. Aldrig havde han oplevet noget så kært.
Et smil passerede hans læber, som han vendte blikket mod Adeline igen. "Jeg forguder din datter," sagde han med et mildt smil.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel fortsatte med og knæle ned foran den lille pige og smilte stort som hun begyndte og forklare sig hun var bestemt sød og rar han var glad for den slags børn helt bestemt,
og som hun talte om dronningen i procias måtte han give manden ret "som han sagde kære Claudia jeg er den der tager sig af folkene her oppe og sørger for de har det godt den dronning du kender derimod tager sig af jer på jorden et stort arbejde " sagde han med det varme smil inden han igen rejste sig og gik lidt tilbage mod springvandet,
inden han satte sig ved det,
"det virker til og være din første gang her oppe Claudia....øhm " kom det bagefter som han kikkede op mod manden og den voksne kvinde han måtte gå ud fra var hendes mor, "jeg kunne vel ikke få jeres navne også ? jeg vil gå ud fra i er hendes forældre ?" kom det lidt spørgene fra ham han var jo ikke helt sikker men hun så da ud til og være glad for dem begge så det var da hans bedste gæt
han var også en som var rigtig glad for at vide hvad han kunne om sit folk og han kunne bestemt mærke de alle 3 var engle nok ret logisk dog det var jo ikke mange der sådan kunne hente folk her op som ikke var af denne race,

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så roligt på lucas som han snakke, han var virkelig en meget rolig mand. Hun kigge mod claudia mens de gik, ”hvad skal jeg ellers gør? Vores liv er på jorden.. selv om claudia nok vikke finde det spænde og flytte, er jeg mere forsigtig.” hun så på ham før hun kigge ned, det var en svær tanke. Hun følt virkelig ikke hun kunne få sig selv til og flytte til himmeriget men det var desperation der snakke for hende, for hun vist virkelig ikke hvad hun skulle gør.

Adeline så roligt på mens Zarakiel snakke til claudia så hun fik en beder forståelse af hvad en leder var, Claudia så på Zarakiel som ham snakke. Det var lidt forvirrende syntes hun, ”det svært og forstå” hun så lidt sluk øret ud, og klemt bare om lucas hånd. Adeline så på Zarakiel som han snakke, ”mit navn er Adeline min leder jeg er Claudias mor.. og.. Lucas her, er en ven af os.. Claudias far er ikke blandt os mere” claudia kigge trist ned og trykke sig lidt ind mod lucas.
Adeline så på lucas som han snakke og smile blidt, ”mhm det ender med jeg ikke for hende hjem her fra uden og skal have dem med” hun så på ham, og smile bare mildt. Claudia så op på dem, ”kan vi da godt få hr Lucas med hjem?” spurt hun sødt hvor adeline lo lidt. ”nej desværre ikke lille skat, men du skal nok få lov og besøg ham når han har tid og lyst til det okay.. jeg håber det okay med dig lucas” hun så på lucas og så på ham, med et roligt og spørgende blik.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At Adeline var forsigtig, kunne Lucas skam godt forstå, og særligt med det som hun havde været igennem. Selvfølgelig glædede det ham i den forstand, at det ikke var gået udover Claudia, som tilsyneladende, var gået en og blevet meget glad for ham på temmelig kort tid. Var det underligt, at han fandt den tanke varmende? "Hvilket jeg godt kan forstå," sagde han med en rolig stemme. Hans blik vendte han i retningen af hendes skikkelse, hvor han sendte hende et smil.

At Zarakiel gav sig god tid til dette, var uden tvivl en meget beundringsværdig tanke. Selv det var noget som Lucas så tydeligt kunne mærke. Han smilede let for sig selv, som han trykkede om Claudias hånd. "Han er slet ikke farlig," forsikrede han med en rolig stemme.
At Zarakiel konstaterede at han var tøsens far, var en tanke som næsten chokerede ham. Nej, han kunne ikke kalde sig for Claudias far.. Desværre. Han kunne virkelig godt lide den lille pige. "Det kan jeg desværre ikke kalde mig.." Han smilede svagt for sig selv. En ven af dem? Det var en tanke, som han godt kunne leve med i hvert fald.
"Selvfølgelig vil jeg da det. Jeg kan lide at være sammen med jer," sagde han med en oprigtig stemme. Han slap Claudias hånd, og strøg hende i stedet over håret.

[Zarakiel Morin]

Zarakiel måtte hurtigt bukke let og undskylde som der blev forklaret at manden ikke var en del af familien det var bare hvad Zarakiel var gået ud fra det lignet det i hvert fald for ham, "ah det må i undskylde " sagde han let inden han igen vendte blikket mod den lille pige, Zarakiel var utrolig glad for børn noget nogle nok ikke ville tænke om en af hans status at ville bruge tid på den slags men blandt folket i byen var han kendt for at bruge megen tid på børn når fritiden var der,
han kikkede med et smil på Claudia inden han igen talte, "nå men nu hvor i ser ud til og tjekke stederne ud skal i bare sige til hvis der er noget i gerne vil se du ser da ud til og hygge dig meget her" sagde han med et varmt smil mens blikket lå på pigen inden det igen blev vendt mod de 2 andre,
med den tilladelse han nu måtte han kunne han jo give adgang til stort set alle steder her i himlen og disse mennesker så bestemt ud til og være den gode slags, den slags han sagtens kunne tillade adgang til de fleste steder,
han måtte dog vendte blikket lidt mod kvinden der bestemt måtte være pigens mor trist så hun ud langt mere en hvad folk burde være her,
"er der problemer frue ? du virker trist mere en hvad folk normalt er her ? "
lød det nærmest bekymret fra ham for hvis der var problemer var det jo hans job og sørge for disse problemer forsvandt så frem han kunne dette.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline prøve virkelig og skjule hendes depretion som hun gik med, og hun syntes da selv hun gjord et godt job men igen de var jo i himlen og her var det nemmer og fornemme negative følelser i forhold til jorden. Hun så roligt på lucas der var ked af han ikke kunne kalde sig far til claudia, det ville han måske gerne? Nok hade hun opdage lucas var en varm og venlig mand men lig frem, hade lyst til og lege far til en fremme kvindes barn sådan uden vider det hade hun ikke just forvente. Claudia så op på lucas som han snakke, ”vil du da gerne være min far hr lucas?” Claudia var jo en kvik pige og hun forstod jo godt hvad der blev sagt, adeline smile en smule og valgt ikke og sig noget men lytte bare med på den samtale.
Claudia mærke han slap hendes hånd, og hun tog der for om hans bukser i steden for som han strøg hende over håret. Hun smile før hun løb det sidste stykke hen til springvandt, og med lidt hjælp med hendes vinger kom hun op på kanten og kigge ned i vandet. Adeline smile svagt inden hun så på lucas ”så må de nok regne med vi snart kommer igen nu hvor du har sagt ja” hun smile før hun så på Zarakiel, ”det skal de ikke undskylde leder.. det jo ikke noget de kunne vide” hun så på ham ganske roligt. ”det meget pænt af dem, men jeg tror det rilligt for den unge dame og se de mest normale ting her i himmeriget ind til videre.. ellers får jeg hende aldrig hjem igen” hun så mod Claudia der gik balance gang på kanten af spring vandet. ”nej jeg har det fint leder.. jeg ved ikke hvad de mener” hun så på ham før hun sendt ham en smile, og gik så hen til Claudia og fuldt hende som hun gik på line mens adeline bare gik langs kanten ved siden af og kigge på den smilene pige.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Umiddelbart var det ikke et problem for Lucas, at han ikke var far til Claudia, men hans evige ønske om selv at få børn, var nok det, som drev ham mest i øjeblikket, og det var det, som godt kunne mærkes. Et stille smil passerede derfor hans læber, som han stod der med den lille pige ved sin side. Om han ville være hendes far?
Ordene slog direkte til hans hjerte. Et sted var han fristet til at sige ja, også selvom han vidste, at det var højest upassende i en situation som denne, og det var han nu heller ikke bange for at lægge det mindste skjul på, når det nu endelig var.
"Det.. j-jeg.." Han tav igen, da tøsen allerede havde søgt videre. Det gav så også ham muligheden for at puste bare en smule lettet ud, så det passede ham mere end fint! ingen tvivl om det. Han sukkede let og så fra Zarakiel til Adeline. Han forstod jo godt, at hun var så ked af det, med alt det, som hun havde oplevet.
Forsigtigt tillod Lucas sig selv, at stryge hende over ryggen ganske kort, inden hun søgte hen til sin datter. Han bed tænderne svagt sammen. Han følte et sted, at han havde gjort noget forkert. Han lod hånden falde en smule. Han havde ondt af hende.. det måtte også være hårdt, når det hele var så... uoverskueligt, som det var for hende lige nu.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op.." lød det ærligt fra ham, som han næsten hjælpeløst så mod Zarakiel. Det gjorde ham trist at se nogen have det så ondt, som det hun havde det.. Han havde lige mødt hende.. Han kunne jo heller ikke tillade sig, at gøre for meget.. kunne han?

[Zarakiel Morin]

Zarakiel kikkede selv lidt underligt mod kvinden som hun forklarede at intet var galt det var da tydeligt dette ikke var rigtigt, men heller ikke noget han kunne gøre noget ved han kikkede efter hende og vendte roligt blikket mod den lille pige der gik ved springvandet.
"det er ikke nemt med disse ting men pigen ser ud til og være glad for dig far eller ej du er en heldig mand" sagde han med en rolig stemme som han vendte blikket mod manden,
"du virker som en god mand jeg kan se hvorfor barnet er så glad for dig"
han gik lidt rundt inden et par af vagterne bevægede sig langsomt til dem og stillede sig ved Zarakiel,
han lyttede roligt inden de forsvandt så hurtigt som de dukkede op, han vendte sig nu igen mod de 3 der var her,
"i må undskylde mig men jeg har ting og se til igen i kan altid spørge vagterne om hjælp skulle der være noget i vil se jeg må afsted igen,"
forklarede han med et smil vendt mod den lille pige moderen og manden der var med dem inden han vendte rundt slog de store vinger ud og fløj fra stedet som leder havde han jo en del og se til.

//out

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på lucas og kunne godt se han blev chokeret over claudias spørgsmål, men det kom vel ikke bag på nogle. Det var ikke just noget man spurt om hverdag og til hvem som helst, hun hade derfor tage den lille pige med til springvandet så lucas kunne falde til ro, og ikke behøve og svar. Hun så på lucas ”beklager hade ikke lig regne med hun ville spørg om så stor en ting.. håber ikke de blev alt for forskrækket” hun så på ham, men kunne se han faldt mere til ro.
Adeline vist godt hun ikke var på toppen, men hun hade ikke lyst til og snakke om det. der var ikke brug for og snakke det, det var vel mere rigtig. Hun kendt ingen af dem, og det var følsomme emner. Det var vel bare nemmer og lukke sig inde og gemme det væk for alle, det åd hende ganske vist op langsomt inde fra men hun vist ikke beder og hun var i tvivle og angst for og gør noget ved sig selv og problemet. Hun lag ikke mærke til hvad de to herre snakke om, da hun foksuer på den smile Claudia der gik på kanten af springvandet. Hun så dog godt vagterne der pluslig dukke op, det samme gjord Claudia der kigge nysgerrige på dem. Da zarakiel bød farvel neje begge piger pænt, inden de forsatte legen på springvandet. Adeline løft dog til sidste pigen ned, og så på springvandt. ”Claudia vis du godt mor tit sad her den gang hun vente din storbror” Claudia så på adeline ”gjord du!? Bo du da her” adeline nikke, ”mhm den gang gemt mor sig her.. fordi der var krig på jorden” claudia så på hende, ”snyd jeg vil også bo her” adeline så på hende, hun svar ikke men strøg pigen over håret. ”lad os gå videre” hun begyndt og gå igen, mens Claudia begyndt og hoppe rundt for and hende mens hun gik.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas var uden tvivl påvirket af den lille piges spørgsmål, for det var en meget stor ting at spørge en mand om, som man kun lige havde mødt! Han rystede kort og smilende på hovedet, hvor han lod dem trække sig til springvandet midt i det overdårige Himmerige. Han var glad for at være her.. upåvirket af den uro, som herskede på jorden langt under dem.
"Jeg har kun lige mødt dem.. Men jo.. hun er en god og hjertevarm kvinde," sagde han oprigtigt, inden han så mod hende igen. Hun gjorde hvad hun kunne, for at passe på sin lille pige. Gud forbyde, hvis hun nogensinde stoppede med det igen! Han nikkede respektfuldt for Zarakiel, da han valgte at trække sig igen, og lod dem alene. Han søgte mod dem endnu en gang med sine rolige skridt.
"Det er også et virkelig dejligt sted," sagde han oprigtigt. Springvandet.. her kunne han nemlig selv bruge flere timer, hvis det skulle være det. Og hvis der var nogen at nyde tiden med, så var det også kun det bedre for hans vedkommende. Den lille pige ville gerne blive her.. Sandt at sige, kunne Lucas godt forstå hende, men dette var jo ikke noget, som han havde noget med at gøre.
"Der er stadig rigtig mange ting at se," sagde han med et skævt smil. Han søgte med dem. Ned langs de mange stier, som førte ud i de store åbne områder. Her hvor solen altid skinnede og der var store og åbne marker, hvor englene frit kunne flyve.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline fuldt roligt med til de stor åbne marker, her kunne man rigtig bolder sig i luften uden og risiker og ramme andet ind en anden engle der skulle flyve rundt. Claudia smile stort og slap adelines hånd og løb lidt ud på marken mens hun grine, adeline smile bare og stod og kigge på den smilene pige mens hun nød vinden der gled gennem det lang grønlig hår. Den åbne mark var et godt sted for claudia og øve sin flyvning ude og blive fange af et andet væsen, ind nu en fordel ved og være i himmeriget. Jo flere ting de så jo mere følt adeline sig som en dårlig mor for at holde sit barn på jorden, hun trak vejre tungt som claudia kaldt ”MORA! Må jeg godt flyv her!” adeline smile og nikke ”ja flyv du bare min skat” kaldt hun tilbage. Claudia smile og slog de små vinger ud, ”Husk tilløb! ” råbt adeline til hende, og så ellers på den lille pige sætte i spurt og baske med vingerne til hun kom i luften.
Adeline smile bare og kigge på claudia baske rundt og øve sig i og flyve frem og fra side til side, ganske vist var det de mest basale ting og kunne men claudia skulle stadig øve sig en del. Adeline valgt og sætte sig i græsset og lukke øjne svagt, og nød bare vinden i håret og duften fra markerne der fyldt luften. ”jeg hade helt glemt der fandt så fredfyldt et sted..” mumle hun for sig selv og nød bare og mærke vinden lege med hendes hår og kjole mens hun kunne høre claudia grine lystig mens hun tumle rundt i luften, adeline lo lidt og så på pigen det var morsomt og se claudia have besvær ved og flyve men hun fik jo ikke lov og flyve så meget på jorden.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Adeline og hendes datter, var allerede nu, nogle som Lucas følte, at han kunne holde af, og ikke var det noget ,som han havde tænkt sig, at fortælle. Det ville virke for underligt, efter så kort tid. Han så til som den lille pige bare.. sprang af sted og tog tilløb, inden hun satte straks op mod himlen over dem. Et smil passerede hans læber. "Jeg kan virkelig godt lide din datter, Adeline," sagde han oprigtigt, og så atter mod hende. Hun var en varmhjertet kvinde.
Lucas stoppet op. At hun havde glemt hvor fantastisk et sted Himmeriget var, var uden tvivl en stor skam, som han heller ikke kunne se bort fra. Det var trist, at det var den udvikling alt dette ,skulle tage, men hvad var der at gøre ved det nu? Han lod hovedet søge en kende på sned. "Det er aldrig for sent at gøre noget ved det. Jeg mener.. Der er plads til alle engle her," fortalte han sandfærdigt. Det var ikke nogen hemmelighed, at han ville foretrække at have hende heroppe, end blandt uroen på jorden. Her ville Claudia også være i sikkerhed. I hvert fald i hans øjne, og det var vigtigt. "Jeg.. ved godt, at det måske er lidt hastigt.. Jeg beklager," Undskyldte han denne gang. Det var jo heller ikke hans mening, at gøre hende usikker, hvad det her angik.