Cheers! In... friendship?

[Lucas Marcellus Himalaro]

Det var overhovedet ikke nogen grund til at føle sig flov over, at åbne for sit hjerte, og få alle de følelser ud, som nu var så tydelig en del af hende. Måske, at det rent faktisk ville hjælpe hende med at få styr på det hele, og vide, at hun rent faktisk fortjente det samme, som alle andre også gjorde?
Lucas førte hende derfor med udenfor huset, men kun lige udenfor. Det var vel heller ikke sådan her, at den yndige lille Claudia, skulle se sin moder? Det ville han bestemt ikke mene. Hans blik søgte hendes skikkelse. Hånden trak han til sig, kun for at stryge over hendes kind. "Jeg sværger.. Om jeg havde vidst, at du ville blive så påvirket af dette, så.. så havde jeg aldrig gjort det," forsikrede han hende. Det var overhovedet ikke hans mening!

Lucas vidste slet ikke hvordan han skulle håndtere dette, og det var noget, som han rent faktisk havde en kende svært ved. Han rystede svagt på hovedet, hvor et svagt smil bredte sig på hans læber. Så lang tid, at hun fik det godt igen, så var han glad. Det her havde aldrig nogensinde været hans mening. På noget tidspunkt faktisk. "Du.. er sikker på, at du er okay?" spurgte han. Det var jo heller ikke et vrag, som han havde lyst til at bringe med tilbage til hendes datter. Hun skulle jo nødigt blive bekymret.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline fuldt bare med ham helt ud af huset, den frisk luft uden for fjerne hurtig støvet fra hendes krop. Og hun følt hun beder kunne trække vejre, hun hoste dog stadig for at få støvet hun hade ind åndet ud af lungerne. Hun snøft og gned bare de nu rødlig øjne, det her var virkelig pinligt syntes hun sådan og tude over for en hun ikke kendt meget til, og så ind da en mand. Hun snøft, glad for claudia ikke så hende lig nu hun ville ikke bekymere hende ved og stå og tude mens hun så det. hun snøft og mærke så lucas hånd stryg hende over kinden, hun så op på ham. hendes kinder var fugtig og rør ved, og ikke dejlig glatte som når de var tørre. Det var underligt og blive strøg over kinden på den måde igen, hun så bare op på ham. ”det…det skal du ikke tænke på.. jeg burt selv ikke bare være gået ind.. jeg burt have vist det ville ramme mig på den måde” hun så op på ham inden hun kigge mod huset, ”det en af grunden til jeg ikke kan få mig selv til og tage tilbage.. det gør for ondt” hun lukke øjne og trak vejre dybt for ikke og græde igen.

Hun fik styr på sig selv og så væk på huset og så mere på hans bryst, ”ja.. jeg har det beder nu.. tak” hun så op på ham og smile svagt, tydelig mere et hende smile inde det han ellers hade set hende med det meste af dagen. hun trak vejre dybt og så bare på ham, "måske vi skulle tjekke op på claudia.. og se hvor mange gang hun er styrte” hun smile skævt og begyndt og gå rundt om ham, så de kunne komme tilbage til hende og væk fra huset.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Havde Lucas været indstillet på så voldsom en reaktion, som den hun netop havde vist, så havde han selvfølgelig aldrig bragt hende hertil. Det havde slet ikke været meningen, at hun skulle blive så ked af det, men nu var det jo så sket alligevel. Så var det vel også hans pligt, at sørge for, at der blev gjort noget ved det? Det var i hvert fald sådan, at han måtte se på det. "Det var der ingen, der kunne vide.. Derfor beklager jeg. Det var min skyld," forsikrede han hende denne gang.
Selvom han i bund og grund, stod med en fremmede i sine arme i øjeblikket, så var det ikke noget, som gjorde ham noget. Han ville gerne yde hende denne trøst, og rent faktisk vise hende, at hun fortjente det på samme led og vilkår, som så mange andre. Det var i hvert fald ikke noget, som han havde tænkt sig, at skjule for hende.

"Sig til, hvis jeg kan gøre mere, ikke?" sagde Lucas denne gang. Hun ville tilbage til sin datter, og han forstod hende godt. Han havde nok også opholdt hende en kende for længe, men han ville jo helst gerne have, at hun havde fået grædt ud, inden de opsøgte lille Claudia igen. Et smil passerede hans læber. "Hun er da en fabelagtig flyver, af hvad jeg kunne se.. Kom.. så går vi tilbage," sagde han denne gang.
Lucas greb derfor forsigtigt omkring hendes hånd, hvor han førte hende med sig tilbage i retningen af, hvad de kom fra. Håbede selvfølgelig at Claudia ikke var komme galt af sted undervejs!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline gned sig i øjne, de gjord stadig ondt fra alt støvet, men det skulle nok gå over igen. hun vist jo godt selv hun hade meget på hjerte men ikke lig det ville komme ud så voldsomt. Hun ryste bare på hovedet som han igen beklage, ”du skal ikke beklage” sag hun stille. Hun lag ikke mærke til hun sag du og ikke de som hun hade gjort siden hun mødt ham, men lig nu var hun for medtage i hovedet efter den tude tur til og tænke over det.
Hun stod forsat ind mod ham, det var enlig rart og stå sådan inde til nogle igen det hade hun ikke prøve længe. Hun snøft bare og fik enlig gned sig nok i øjnene til det stoppe med og gør ondt.

Hun trak vejre dybt som han snakke, ”skal jeg nok” sag hun stille. Hun vist virkelig ikke om der var mere lucas kunne gør for hende, der var vel intet han kunne gøre det hele handle om hvordan hun takle det og fik det bearbejde. Hun smile skævt da han snakke om claudias flyvning ”for sin alder ja.. men.. landingerne.. lad os sig de skal øves en del” hun smile skævt, claudia var ikke den bedste lander og adeline vist at claudia nok ville have forsøgt et par gang for at øve sig, og det hade nok resulter i et par tur på røven eller lig på næsen.
Hun mærke lucas gribe om hendes hånd, og begyndt og føre hende tilbage til marken. Hun så op på ham før hun smile mildt og lukke fingernen om hans hånd og fuldt blidt med.
Da de kom tilbage var claudia ikke og se i luften nogle steder, adeline slap lucas hånd. ”Claudia!” kaldt adeline mens hun begyndt og gå mod stedet claudia hade fløjen rundt over, der gik lidt inden hun fandt en sovene claudia i græsset. Adeline smile og ryste på hovedet, og satte sig ned ved siden af pigen og strøg hende over håret. Adeline kunne se claudia hade et ordentlig rød mærke i panden og gætte hun var røgen på næsen under en landing, ”fløjen sig selv træt” hun smile blidt og lod hende sove.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas stod jo fast på, at selv Adeline fortjente bedre, end hvad hun gav sig selv credit for, så hvorfor ikke tage det med et smil, og rent faktisk komme videre? Der var andre fisk i det store vand, og nu hvor de rent faktisk havde muligheden, så hvorfor ikke udnytte det bare lidt? Han sendte hende et stille smil. "Godt," sagde han denne gang med et stille smil på læben, inden han førte hende med sig tilbage, hvor de havde efterladt Claudia, inden de havde søgt til Adelines gamle hjem.

Ikke var den lille pige til at se nogen steder. Et sted kunne Lucas ikke lade være med at føle bekymringen. Tænk hvis der var sket hende noget? Men.. det var vel ikke noget, som nogen ønskede at gøre ved et barn? Og så her i Himmeriget? Han hjalp med at lede. "Claudia!" kaldte han med sin varme røst.
Adeline fandt hende. Heldigvis!
Den lille pige var faldet i søvn. Et sted måtte Lucas kun finde det meget bedårene! "Kom.. lad mig byde dig på noget at spise og drikke, og så kan hun få lov til at sove lidt," opfordrede han.. Denne gang inviterede han hende hjem til sig. Det skulle vel også bare mangle ovenpå den forfærdelige oplevelse, som hun lige havde haft.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline gik bare stille og roligt med tilbage, hun var fladen meget mere til ro. At lucas hold fast i hun fortjent beder hade hun jo hørt ham sig, og måske han hade ret hun var dog ikke sikker. Ture hun godt finde en ny mand i sit liv? Det ville være rart med en far til claudia der selv gik og spurt efter en og ind da hade spurt lucas om det, selv om de kun hade være sammen ganske kort tid. Hun trak vejre dybt, der var så mange ting og tænke på men for nu måtte hun fokuser på to ting, at finde claudia igen i marken og der efter overveje og flytte tilbage til himmeriget.

At lucas hade kaldt efter claudia med en varm ryst hade fået hende til og smile, han kunne da virkelig godt lig den lille pige. Hun så ned på claudia nu hvor hun sad hos den sovene pige, hun kigge dog op på ham som han snakke til hende, ”det virkelig pænt af dig lucas.. det virkelig alt for meget” hun så på ham, og smile blidt og tydeligvis mere munter inde før. Hun rejste sig op ”jeg kunne vel ikke be dig om og bære hende, hun er ved og være for tung for mig” hun smile undskyldene, claudia var jo ikke lille mere og adeline var ikke så fysiks stærk som andre var. hun så på den sovne pige der tydeligvis var helt væk efter en meget intens flyve time som hun selv hade stået for.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Kunne man andet, end at holde af den lille pige? Det ville Lucas ikke umiddelbart mene! Så varm og kærlig, som hun var, så kunne han jo heller ikke undgå at smelte for det! Han smilede let, som han så, den lille sovende pige med det røde mærke i panden. Hun måtte have taget en tur på næsen.. hun var vel ikke kommet til skade så? Det håbede han da godt nok ikke!
"Jeg insisterer," sagde han med et stille smil på læben. Han kunne i hvert fald snart ikke lægge mere i det. Han havde luge mødt dem, og inviterede dem nu hjem til sig? Han kunne jo ikke lade være, og ikke havde han tænkt sig at stoppe med det nogensinde! Et stille smil passerede derfor hans læber, hvor han igen nikkede. Den lille pige, måtte også være tung, sådan som hun lå i Adelines arme. Desuden valgte han også at tage det som et tegn på tillid. At hun gav ham lov til at komme hendes datter så nær. "Selvfølgelig. Hun må da også være tung," endte han denne gang. Han trådte tættere på, hvor han forsigtigt tog omkring Claudia, og fik hende ind i armene. Han vendte hende, så hun kunne ligge med hovedet ved hans skulder, og med armene om hende, og under hendes bagparti, så hun ikke faldt ned. "Kom.. jeg bor denne vej.." Han startede med at gå i retning af, hvor de var kommet fra. Han boede jo ikke langt fra, hvor hun havde boet engang.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på den lille pige, eller helt lille var hun jo ikke men i adelines øjne ville hun altid være hendes lille baby. Hun strøg pigen over håret, hvilke fik pigen til og smile i søvne. Hun så op på lucas som han snakke, at han lig frem insisterer på de skulle komme med ham hjem, og få mad og drikke var vældig pænt af ham. ”jamen.. okay vis du insister sådan” hun så på ham, og smile blidt inden hun så ned på pigen. Lucas hade virkelig være god ved dem, til tros for de ikke kendt hinanden særlig godt og kun hade være sammen et par timer. Hun så på ham som han sag han godt ville bære claudia og smile lidt, ”mange tak” hun smile og lod ham få hende op i armen, inden adeline selv rejst sig op. Claudia mumle lidt men putte sig ellers bare ind til lucas tydeligvis helt smadder efter at have flyve så meget. Adeline så på ham, og nikke og begyndt og følge efter ham af retningen de var komme fra, hun var faktisk nysgerrig omkring hvordan hans hjem så ud. Hun fuldt roligt med ham, mens hun kigge på claudia ind i mellem som nusse sig mod lucas ind i mellem men ellers sov tungt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

At gå rundt med et barn i sine arme, havde Lucas ikke oplevet i frygtelig mange år, og dette kunne naturligvis godt mærkes nu. Ikke at det var noget, som gjorde ham det mindste, for.. han kunne lide det. Adeline var et varmt og kært væsen, og det kunne han uden tvivl også rigtig godt lide. Et smil passerede derfor roligt hans læber. "Alt forladt, men jeg accepterer intet andet ord, end 'ja'," sagde han med et let smil på læben. Det var muligt, at han i øjeblikket, virkede temmelig omklamrende, men det var derimod også meget begrænset, hvad han lige, var i stand til at gøre ved det. Han var ligeglad. For nu, ville han bare gerne nyde deres selskab, og give Adeline noget at smile af.
Lucas søgte i retningen af hans eget hjem. I og med, at han boede alene, og stort set altid havde gjort det, var hans hjem bestemt heller ikke det største. Han boede lidt afliggende og væk fra alle andre, hvilket han egentlig havde det ganske fint med. Det var et lille hus i snehvidt sten. "Det er så her jeg bor," fortalte han med en rolig stemme. Hans blik søgte hendes skikkelse. Han lod Claudia ligge ind til ham. "Og velkommen," tilføjede han roligt. Han søgte forbi den lille låge, og ind til huset. Døren var ulåst.. Der var ingen her, der låste dørene, for det var der aldrig nogen grund til. Møblementet var sølle.. ikke stort.. uden tvivl præget af et liv som ungkarl.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på lucas som han snakke, og måtte komme med en lille latter. ”så du kan ikke tåle et nej?” hun smile og så på ham, og fuldt blot roligt med ham. lucas var virkelig en varm og omsorgsfuld mand, hun kunne godt forstå claudia så hurtig hade fundet sig til rette hos ham. han var den type mand som ville være en god rolle model for claudia, men adeline vist også den type mand var svær og finde og meget få af også. Hun fuldt blot med mens hun kigge på de to ind i mellem, claudia sov sødt og var tydeligvis tryg i lucas arme.
Hun så mod det lille hus lavet i smukke hvide sten, det så nu meget hyggeligt ud måtte hun indrømme. Det lå ganske væk lidt væk fra alle andre men det var blot en minder detalje, hun så på huset til han snakke til hende. ”det et sød lille hus du bor i” hun smile og så bare på ham, ”og mange tak, og tak for vi måtte komme ” hun smile blidt og fuldt med ind i det lille hus. Det var nemt og se han var ungkarl det kunne hun se på de møbler han hade. ”så det sådan ungkarle hybler ser ud.. interessant ” hun smile lidt drillenden til ham, og fuldt bare med inde og kigge ellers rundt mens hun var temmelig nysgerrig. ”det nemt og se du ungkarl.. der mangler en kvindes tuch på tingen.. men her nu stadig meget hyggelig” hun smile og gik roligt længer inde i huset.

[Lucas Marcellus Himalaro]

"Hvorfor skal man tage imod et nej, når man kan få det modsatte?" spurgte Lucas med et let smil. Han førte hende i retningen af hans lille hjem. Stort var det ikke, men det var slet ikke noget, som man havde behov for. Så meget plads, havde han slet ikke brug for, når han kun var en mand.
Nu med Claudia sovende i sine arme, så følte han jo heller ikke ligefrem for, at skulle slippe dem igen. Han rystede kort på hovedet. Han var en enemand, så han havde slet ikke brug for alt den slags ting, og selvfølgelig var det noget, som også godt kunne mærkes. "Du fremstiller det, som var det negativt," sagde han morende. Han søgte ind, hvor han forsigtigt lagde Claudia på den gamle sofa. Et tæppe tog han fat i, kun for at lægge om hende, så hun kunne ligge og putte rigtig godt. Han pakkede det om hende, så han var sikker på, at hun ikke ville falde ned. Han ville jo heller ikke være skyld i, at hun kom yderligere til skade.
"Det er ikke meget.. Men for mig, er det et hjem," fortalte han. At hun ville kigge sig omkring, skulle hun naturligvis være mere end velkommen til, for det kunne han derimod også rigtig godt lide. Han førte hende i retningen af hans lille køkken. "Hvad kan jeg byde på? Jeg har.. brød.. vand, mælk og honning, samt en smule frugt," fortalte han. Han var nok ikke ligefrem den, som var vant til at få gæster.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline lo svagt og så på ham og ryste på hovedet, ”fjolle” hun smile og fuldt bare med ham mod hans hjem.
Hun syntes nu det var et hyggeligt lille hus, det passe til en ungkarl temmelig godt ville hun sig, der var den plads han hade brug for så kunne man heller ikke forlang mere.
Hun så på ham som de kom ind i huset, hun smile og lo en smule. ”åh det skam ikke negativt ment bare roligt” hun smile bare mens hun kigge rundt, mens han putte den sovende claudia der riste nuller med tæppe han pakke om hende og sov tungt videre. Adeline så bare rundt ind til lucas ført hende mod hans lille køkken, hun smile ”nææ hvor sød et lille køkken” hun smile og så på ham. ”det også vigtiger du ser det som et hjem og ikke andre” hun smile og så på ham, hun lo lidt ved det han tilbød det skreg af han ikke var vand til gæster. ”et enkle stykke frugt er rigeligt Lucas.. må jeg sig jeg fornemmer du ikke så tit for gæster” hun smile og læne sig lidt op af køkken bord, og kigge rundt mens hun studer vær en detalje hun så. ”jeg må heller søger for claudia tager mad med til dig vær gang hun vil op og besøg dig så vi sikker på i ikke sulter” hun lo lidt og så roligt på ham igen og smile bare ganske mildt.

[Lucas Marcellus Himalaro]

Lucas smilede let for sig selv. Han kunne jo heller ikke få sig selv til andet, og særligt, når de stod her, som de nu gjorde. Han rystede let på hovedet. "Kun så fjollet, som du tillader mig at være," sagde han med et tydeligt tilfredst smil på sine læber. Selv kunne han jo heller ikke ligefrem lade være, og særligt, når det måtte være på denne her måde.
Claudia fik han puttet, inden han søgte med ud i køkkenet med hende. Lidt mere voksentid, hvor han igen kunne se smilet på hendes læber, var da til enhver tid at foretrække, og det var han nu heller ikke bange for at lade hende vide.
Frugtfadet satte Lucas på et lille bord foran dem, så hun var mere end velkommen til bare at tage. "Det er ikke ofte, at jeg får besøg, nej.. Men jeg nyder det, når jeg endelig gør," sagde han med en rolig stemme. Han opfordrede hende til at tage plads. Lidt fint var der faktisk. Det var bare.. tomt, og ikke særlig personligt.
"I skal være velkommen her igen. Jeg må vel sige, at jeg er blevet.. glad for din datter," sagde han direkte. Ikke at han kunne gøre noget ved det.. Det skete vel lidt automatisk, når man stod i nærheden af så varmhjertet et væsen, som hun var? Han sendte hende et varmt smil.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham og lo bare lidt, ”uha så meget som jeg tillader det? jamen så ser jeg frem til og sig dit værste fjolleri” hun lo lidt og smile bare blidt, det var noget hun hade lært og elske fra dafnir som hade haft så barnligt og munter sind at man ikke kunne andet inde og elske det, claudia minde virkelig meget om ham.
Hun stod roligt i køkkenet og så på ham som han kom ud til hende efter og have putte claudia.
Hun så på frugt fadet og smile bare, ”tja du kan vist godt opdater dit ikke så ofte til meget ofte for claudia vil nok komme her en del vis hun fik lov og bestemme det.. og alt efter om jeg vælger og søg her op igen eller ej” hun smile skævt hun skulle tænke på det, for vis hun flytte tilbage til himmeriget ville hun ikke flytte inde i den gamle bolig hun hade, hun ville nok finde noget andet vis hun kunne.
Hun satte sig ved bord som han opfordre hende til og side ned, hun sad roligt på stolen og tog et æble og tog en lille bid af det. hun hade godt set der mangle personlighed over hans måde og leve på men alle hade jo vær deres smag af stil tænkte hun blot. Hun smile som han sag han var bleven glad for claudia, ”hun er tydeligvis også bleven glad for dig.. i falder i god spænd i to, claudia er en glad pige men hun klikker ikke med alle tros det, men i to virker til og klikke fint ” hun smile et varmt og mildt smile, ”jeg kunne næsten forstille mig claudia ville tikke mig om og lade hende sov her ind i mellem, bare så i to kunne lege.. hehe det ville også være nemmer og besøg dig vis jeg boede i nærheden i steden for på jorden” hun trak vejre dybt og tog en bid af sit æble.

[Lucas Marcellus Himalaro]

"Du kan vente dig. Du vil snart få mere at se," sagde Lucas med en morende stemme. Han kunne jo lide det. Ingen tvivl om, at han kunne lide dette, og det var han nu heller ikke bange for at erkende for hende. Nu hvor han stod i denne situation, så var det vel heller ikke underligt?
Hvis Claudia og Adeline begyndte at kigge forbi, var det måske på tide, at gøre lidt ved stedet her. Ikke at det var noget som Lucas havde noget imod, for han kunne derimod godt lide tanken om det. Han rystede kort på hovedet igen. "Et godt selskab, vil alle og enhver vel nyde, ikke sandt?" sagde han med et stille smil på læben. I frygten for at det skulle lyde forkert om ikke andet, for det var noget, som et sted skræmmende måtte ligge til det. Han kunne virkelig godt lide, at være omkring hende og hendes datter. Derfor havde han virkelig svært ved, at nogen ikke ville kunne falde til med så fantastisk en kvinde, som Claudia. Magen til lille pige, havde han da aldrig oplevet magen til.
Et smil passerede hans læber, som han foldede hænderne foran sig på bordet. "Du må jo lade mig vide, hvis jeg har overbevist dig om en genovervejelse om Himmeriget som et sted for dig at være, sammen med din datter, Adeline.. Jeg vil ikke have noget imod at tilbringe tid med jer.. tvært imod. Jeg finder det virkelig rart," fortalte han med en rolig stemme. Han vendte blikket ned mod frugtfadet, hvor han selv tog en pære til sig. Han var faktisk mere sulten, end hvad han nok lige havde regent med. "Og min dør vil være åben for jer," fortalte han. Han nærede en tillid til hende, som han sjældent udviste for nogen som helst.