Problems everywhere..!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Det kan ingen af os vidst løbe fra længere,” kommenterede Denjarna med et smil på læben. Det var Salvatore der havde givet ringen til hende. Ham der havde friet til hende. Der var derfor ikke længere nogen tvivl om, hvad de var længere. Gad vide, hvordan det hele også måtte komme til at gå? De skulle trods alt leve tættere sammen, end hvad de ellers hidtil havde gjort. Hun skulle også vænne sig til, at hun nu havde en fast mand liggende ved sin side. Om det ville skabe gnidninger, vidste hun ikke, men positiv var hun. Ej heller kunne man gå ind i et ægteskab med mørke tanker. ”Det har du, hvilket jeg også priser,” sagde hun ærligt. Salvatore havde i sandhed været tålmodig. Utroligt tålmodig. Dog kunne man også sige, at det var nødvendigt med hende, som hun ikke bare kastede sig ud i ægteskaber. Mænd var nemlig en ting, men ægteskab noget andet. Derudover kunne man også sige, at den rette tid for dem generelt først havde været nu. Som han bad hende om at gå med, valgte hun denne her gang at gøre noget andet, end det hun var vant til. Fremfor at række ham sin arm, gav hun ham sin hånd. I orden var det jo nu. Hvis der var nogen tjenestefolk der så dem nu, ville de uden tvivl kigge.. men snarligt ville de selv offentliggøre det. Bedre var det også, at de offentliggjorde det fremfor at sladderen begyndte at løbe. ”Lad os,” medgav hun mildt, inden hun begyndte at gå. Selv tvivlede hun ikke på, at offentliggørelse ville blive taget vel imod. Salvatore var nemlig blevet en ganske velset mand her i landet. Derudover havde han også fået bevist sit værd gennem sin tid som kongelig rådgiver.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Korrekt," sagde Salvatore denne gang med et smil på læben. Hvor heldig kunne man ikke have lov til at være? Denne gang, var det nemlig ham, som havde skænket hende noget så fantastisk og så enestående, og selvfølgelig var han glad for, at hun havde taget imod det. Han havde nemlig været tålmodig hvad hende angik, for ikke at lægge alt for meget i det, da han udmærket godt vidste, at det ikke var noget, som han ville få det mindste ud af. Oprigtigt var Denjarna nemlig den kvinde, som han ønskede at tilbringe tiden sammen med.. livet sammen med. Han elskede hende, og nu hvor han havde fået lov til at gøre noget ekstraordinært ved det, så var han da kun tilfreds med det. Han kunne jo ikke være andet end det! "Det har jo givet en positiv udtælling, kan man sige. Jeg er jo bare heldig," sagde han med et stille smil på læben.
At hun ville med ham, glædede ham kun. Han ønskede at nyde denne dag, som han ønskede at fejre, at de nu var kommet det skridt tættere og nærmere hinanden, så det var heller ikke noget, som han kunne skjule for hende, og ikke ønskede han at gøre det. Hendes hånd gled i hans, hvor han spredte fingrene, så han kunne sammenflette sine fingre med hendes. Han vendte blikket mod hende, hvor han trykkede om hendes hånd, og med et smil på læben. "Fortæl mig, hvad du har lyst til, Denjarna," opfordrede han. Offentligt skulle det ud på et tidspunkt. Og han ville selv gerne meddele folket det, inden det ville løbe som et rygte eller sladder. Det ønskede han derimod ikke.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt at sige havde Salvatore gjort det på den korrekte måde med henblik på deres forhold. Selv vidste Denjarna nemlig, at hun ville have stejlet, hvis han havde presset hende for meget. I starten i hvert fald. Senere hen havde hun nemlig ønsket, at der var en mand der turde stille krav til hende. For et øjeblik havde hun sågar troet, at den mand kunne have været Gabriel.. Noget hun nu vidste havde været ren og skær indbildning. Den mand havde aldrig været manden for hende. ”Tålmodighed er en dyd.. Og til tider er det til ens fordel,” lød det fra hende, alt imens smilet hvilede på hendes læber. Til tider kunne hun måske finde har for rolig, men måske var det også, hvad hun egentligt havde brug for? Han var nemlig det, som hun aldrig før havde gået efter. Fingrene lod hun spredes, så de kunne falde sammen med hans. Præcist som det skulle være, når et par gik. Det sølvgrå blik vendte hun mod Salvatore. Hvad hun havde lyst til? Hun havde end ikke vidst, at det var dette, som hun havde haft lyst til, før hun havde stået i øjeblikket. ”Hvor ønsket det end ville være, kan vi ikke fortsætte med at gå her.. Det er ikke det mest diskrete sted her på området, som du valgte at bringe mig til,” begyndte hun ærligt, men dog med et glimt i øjet. ”Vi må meddele dette hurtigst muligt, inden en tjener får nys om det og siger det videre til en anden, hvor den anden så siger det videre igen. Selvom det ikke er en negativ nyhed, er det alligevel for det bedste, hvis nyheden kommer fra vores mund.” Enig regnede hun med, at han var. En fornuftig mand var han jo.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvordan det havde været for Denjarna i tidligere forhold, vidste Salvatore end ikke, og et sted, var det ikke nogetsom rigtigt gjorde ham noget. Han var tilfreds trods disse omstændigheder. Han havde været tålmodig, og nu kunne han så langt om længe høste glædens frugter af det hårde arbejde. Det havde ikke været nemt, og det havde aldrig været til at sige, hvor han havde hende, og nu vidste han det. "Jeg valgte bare at tage det rette valg," sagde han med en sandfærdig mine. Det var noget, som rent faktisk gjorde ham glad. Han var ikke i tvivl om, at selv på trods af de problematikker, som de frem til nu, havde haft at kæmpe med, så var det noget, som de skulle fortsætte. Aldrig havde han været så sikker i noget!
Salvatore vidste godt, at de var nødt til at gøre det offentlig, før det kom ud på andet vis, for det var jo heller ikke hans mening, at holde det som en hemmelighed. Nej, han ønskede derimod, at få beskeden ud, og så måtte de jo tage tingene derfra. Han var nemlig enig med hende. "Uanset hvor meget jeg ville ønske, at vi kunne trække os, og fejre dette i dag, så ved jeg godt, at det ikke er en mulighed. Du har ret.. vi må få det gjort officielt," medgav han sandfærdigt. Der var ikke meget andet at lægge i det, end hvad godt var. Han ønskede ikke at dette skulle gå galt. Det var meningen, at det skulle gå godt.. Og at de skulle finde ud af det hele sammen.

[Denjarna Dark Dynithril]

Smilet trak Denjarna let på. ”Det gjorde du.” Glad var hun for Salvatore. Ingen tvivl om det. Derfor var hun også spændt på, hvordan det hele ville forløbe sig. Tænk, hvis Salvatore virkelig var den mand, som hun havde ventet på igennem hele sit liv? Trist var det selvfølgelig, at hun i så fald skulle have gennemgået så meget, inden hun var nået dertil, men på den anden side var det også blot en glæde, at hun i så fald var nået dertil. Bedre sent end aldrig, som man sagde.
Idyllisk ville det uden tvivl være, hvem blot de kunne drage ud og fejre deres forlovelse.. Idyllisk var Denjarnas tilværelse desværre bare ikke på nogen måde. Hun kunne ikke gøre, som enhver anden ville have gjort. Det var til tider ulempen ved at være dronning. Det var også derfor, at hun altid havde skullet holde Salvatore hemmelighed. Derfor var det heller ikke meldt offentligt ud, at han var Jarniqas fader. Dog lå det måske i kortene i og med, at Jarniqa var en varylblanding med magiker i sig. Hun klemte let om hans hånd. ”Lad os gøre det officielt i så fald,” endte hun med at sige, alt imens hun vendte det sølvgrå blik mod ham, og hævede hans hånd, så hun let kunne kysse den. ”Dernæst kan jeg sørge for en smule alenetid. Bare dig og mig.. Vi kan enten søge til værelset eller vi kan tage ud for en time. Jeg kan sørge for, at vi får et tæppe, noget vin og andet mundgodt med os.” Hun ville gerne gøre det hele rigtigt. Det ville hun faktisk.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Selv på trods af alt det, som Denjarna nu havde været igennem, formåede hun nu alligevel at holde hovedet højt, hvilket var noget, som Salvatore havde en dyb respekt for. Og nu hvor han vidste, at hun var hans, så blev det da heller ikke bedre! Et smil passerede hans læber. Han ville aldrig blive træt af den tanke. Lige hvad det angik, agtet han at gøre, hvad der var nødvendigt, for, at de skulle få det til at fungere sammen. Det var en mission som stod på dagsordenen.. Konge eller ej, så var det ej en titel, som han huede efter. Blot at han vidste, at han havde hendes hjerte, så var han glad og tilfreds ikke mindst.
Begge vidste de, at dette skulle gøres officielt, særligt fordi at de skulle stå stærkest. Det var trods alt også vigtigt for landets overlevelse på sigt. "Så lad os," sagde han med en rolig stemme. Kysset mod hans hånd, varmede ham uden tvivl. Det var rart også at se hende tage initiativ til noget. Dertil ville noget alenetid, bestemt heller ikke være noget, som han tog afstand til, men derimod tage imod kærkomment, og med åbne arme. "Et sted hvor vi kan være selv, og fejre denne stund, vil være glædeligt," fortalte han ærligt. Om det var due i det åbne og fri med et tæppe og noget godt til ganen, eller om de gjorde det i De Kongelige Gemakker, var han i princippet ligeglad med. Sagen i hans øjne, var at han var sammen med hende. Det var det eneste, der reelt set betød noget for ham.

[Denjarna Dark Dynithril]

Ikke havde det ligget i Denjarnas bagtanker, at hun skulle stå brud igen, men det skulle hun nu, og med Salvatore som sin brudgom. Nej, det havde hun ikke just set komme, dengang de havde mødt hinanden, hvor han havde været tilbageholden omkring det faktum, at hun havde været en vampyr. Ej heller havde hun set det for sig, da han havde hentet hende i Alexanders kælder, og fragtet hende til Procias. Heller ikke havde hun set det komme, som han havde vendt sit land ryggen, for at stå som hendes rådgiver. Jovist havde hun altid vidst, at han havde ønsket sig en familie, men stadig kom hans forespørgsel uventet. Hun vendte omkring, så de kunne gå tilbage imod selve slottet. Hans hånd havde hun endnu i sin, hvilket fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Normalt var det nemlig ikke, at de viste sig således for andre, og ej var det en lille ting at annoncere overfor landet, at Salvatore Salizmira – hendes rådgiver – ville blive deres konge og hendes ægtemand. ”Jeg vil sørge for at finde på noget,” lovede hun ham. Det ville hun give ham.. En alenestund med hende, hvor de blot kunne være dem selv og fejre nyheden. Små tanker havde hun allerede for, hvad de skulle lave. Dog vidste hun, at det ikke var det, som de skulle fokusere på lige nu og her, men den tale, som hun skulle til at holde for landets borgere. Som de nærmede sig indgangen til slottet, var hun ikke blind, og derfor så hun også det blik som vagten sendte dem, som de nærmede sig ham hånd i hånd. Også selvom vagten forsøgte at skjule det, så han ikke åbenlyst fornærmede sin klokke. Kort stoppede hun op ved ham. ”Ring med klokkerne.. Alle Ityrials borgere og hele slottets tjenesteskab skal høre, hvad jeg har at sige,” meddelte hun stilfærdigt, inden vagten bukkede for hende. ”Javel, Deres Majestæt,” sagde vagten lydigt, inden han gjorde som befalet. Denjarna selv, der endnu havde fat i Salvatores hånd, bevægede sig yndefuldt og op. Ude på hendes balkon kunne man se ud over indgangen til Neutranium. Det var der, at hun skulle meddele nyheden.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Ikke var dette en situation, som Salvatore havde regnet med, at skulle stå i, men nu stod han her. Hun havde takket ja, og dette var også med til at gøre ham til en direkte lykkelig mand! En tanke, som han havde gået med længe, og nu havde han så endelig valgt at springe ud i det, og nu kunne han så høste godt af hans arbejde. Ikke ønskede han at skuffe hende igen, og ikke ønskede han at svigte hende, som så mange andre havde gjort før ham. Han havde sine grunde, og denne gang, valgte han også at følge sit hjerte.
Selv ønskede han at fejre dette, og det var han nu heller ikke bange for at erkende for hende. At hun så derimod var enig, var kun en glædelig tanke, selv for ham. "Det vil jeg se frem til," meddelte han sandfærdigt. Han glædede sig oprigtigt. Dette var jo ikke for at overtage en titel, men derimod for at være sammen med hende.. Skænke hende den tryghed der ville være i en mand.. tage noget af byrden fra hendes skuldre, og så var det jo ikke nogen hemmelighed, at hun var en kvinde, af umådelig stor betydning for ham, og altid havde hun været det.

Vagten skævede til dem. Denne havde tydeligvis set, at de gik hånd i hånd. Dette kunne de gøre nu, uden at skulle skjule det.. De kunne søge til hinanden om natten, uden at skulle gå på listetå. Det var jo fantastisk, at det forholdt sig således!
Salvatore søgte med ind, hvor han søgte med op mod balkonen. Klokken ringede, og det lød igen over lange afstande. Han kunne i hvert fald godt høre det. Han trak vejret dybt. Han var.. spændt på hvordan dette skulle tages. Han vendte blikket mod hende. Indvendig.. en smule nervøs. Udvendig.. totalt rolig.. lidt for rolig.

[Denjarna Dark Dynithril]

På andre tanker var Denjarna uden tvivl kommet. Hendes egne følelser overstrømmede nu Damiens, hvor han også ville vide, hvad der lige havde hændt, skønt han ikke var med hende og Salvatore. Bekymringen om landet var væk, som hun ikke tænkte på Tayevanias afvisning længere, men nærmere på, at hendes eget land nu fik to stærke regenter. Tvivlen omkring Jarniqa var ligeså borte, som hendes datters teenageopførsel for nu var glemt. Op ad de mange trapper bevægede hun sig, til hun til sidst nåede sit eget kammer. Hurtigt måtte hendes hjerte banke, som hun for et øjeblik slap Salvatores hånd, for i stedet at gå over til sit sminke- og smykkebord. Her så hun sig selv ind i spejlet. Den alabastblege hud, og de ravnsorte lokker, der bølgende indrammede hendes smukke ansigt. Den smukke juvelbesatte guldkrone greb hun nu om, inden hun placerede kronen på toppen af sit hoved. Altid havde hun denne på, når hun talte til folket. Det skinnende sølvgrå blik vendte hun mod Salvatore, som hun smilte mildt til. ”Skal vi, min kære?” lød det spændt fra hende, skønt det ikke var ment som et spørgsmål, men nærmere et: nu det nu. Der var ingen vej tilbage. Hun kunne høre, hvordan klokkerne langsomt ebbede ud, og hvordan adskillige stemmer lød nede i slotsgården. Endnu en gang tog hun om hans hånd, og flettede sine fingrer ind i hans. I dag behøvede han ikke at stå i skyggen af hende. I dag kunne han stå side om side med hende. Elegant trådte hun ud af balkondørene. Noget der øjeblikkeligt udløste en klapsalver af begejstring over, at folket så deres dronning. Efterfølgende kunne man høre en mumlen, som folket så, at de kunne se den kongelige rådgiver ligeså tydeligt, som deres dronning. Sin frie hånd hævede hun for at dæmpe dem, og så man kunne se det skinnende Eclipse i hendes håndflade. ”Kære borgere i Ityrial! I dag træder jeg ikke kun frem for jer, som jeres dronning. I dag træder jeg også frem for jer, som en kommende brud. Min kommende ægtemand er både valgt af hjerte og af fornuft. Længe har jeg kendt ham som en god ven og en dygtig kollega, og i den tid har følelserne blomstret imellem ham og jeg. End videre er jeg sikker på, at han er den korrekte samarbejdspartner for mig og konge for jer. Salvatore Salizmira er ej ukendt fra jer, som han i mange år har stået som min personlige rådgiver. I de år mener jeg også, at vi alle kan nikke genkendende til, at han er en mand med hjertet på det rette sted, og en mand der brænder for landet her. Det er derfor min dybeste bøn til Jer, at I vil tage ham til, som jeg har taget ham til mig, og som I har med mig,” strømmede hendes stemme klart fra balkonen og ned til forsamlingen i gårdspladsen.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Meget vel kunne man sige at Salvatore havde formået at få Denjarna til at tænke på noget andet, som hun gerne ville have gjort det, men han havde valgt dette af en grund, og han var virkelig glad for, at hun havde sagt ja til hans forespørgsel. Selv var han ikke i tvivl om at han ville gøre det godt ved hendes side, og at de sammen, ville være stærke. Han betragtede kort sig selv i spejlet, som de passerede undervejs. Var det virkelig underligt, at han gjorde sig tankerne? Et billede af ham selv, med en krone på hovedet? Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre andet end at elske det!
"Lad os," sagde han denne gang. Han trådte frem sammen med hende. Han måtte jo alligevel erkende, at han var ved at være en kende nervøs, men var det underligt? Han vidste, at han en gang havde svigtet, og det var meget endda. Hans blik søgte derfor frem mod folket, som havde samlet sig foran slottet. Denjarna fik dem hurtigt til ro. Alligevel stod Salvatore en smule i baggrunden. Mest fordi at det var ham en vane, men også fordi, at han ville lade hende føre ordet på forhånd, uden at han selv stod der og egentlig være i vejen.
Folket forholdt sig fuldkommen tavse under hendes fortælling. Det var da hun nåede delen med ham, at Salvatore trådte op ved hendes side. Et kort smil passerede hans læber. Længe lå der en tavshed.. Inden folket brød ud i jubel med klapsalve og andet som kun indikerede, at det var en god ting. "Jeg vælger at tage det som en god ting," sagde han glad. Han var uden tvivl lettet over, at borgerne havde taget det på denne her måde, kontra hvad han havde forestillet sig. Han trådte mere frem. "Borgerne af Manjarno! Jeg kan godt forstå, hvis det er en nyhed, som kommer som et chok for jer.. Jeg har længe holdt af Jeres dronning, og jeg kan love jer for, at jeg vil gøre hvad jeg kan, for at imødekomme jeres krav og forventninger som en konge, regent og beskytter af vores elskede land!"

[Denjarna Dark Dynithril]

Selv vidste Denjarna, at det ville komme som et chok for borgerne at høre, at hun ægtede sin rådgiver. Derfor faldt en sten også fra hendes hjerte, som hun hørte den glædelige jubel nede fra slotspladsen. Folket velsignede deres forlovelse, og derfor behøvede hun ikke at bekymre sig. Folket tog ham til sig, og derfor undgik de utilfredse demonstrationer. Derudover tænkte hun, at skønt hun ikke var meget for at dele sin magt, at Salvatore i så fald ville være en god konge for landet. Damien ville vel også få ro i hjertet over at vide, at hun ikke længere arbejdede 24/7? Det at de ville være konge og dronning af landet betød dog også, at de ikke ville få sig et normalt ægteskab. Meget af tiden ville nemlig gå til arbejde, og arbejde hvor de ikke altid ville se hinanden. Dog burde det kunne klares i og med, at de så længe havde kunnet klare ikke at vise sig offentligt sammen. Det sølvgrå blik holdt hun på borgerne, som Salvatore talte til borgerne for den første gang. Underligt var det for hende, men hun kunne se, at borgerne pænt blev stående og lyttede, som de endte klapsalveren, som der blev talt igen. Et par sekunders stilhed lød efterfølgende, inden klapsalver lød sammen med forskellige udbrud: ”..Længe leve dronningen!” … ”..Længe leve kongen!” … ”..Må det blive et velsignet ægteskab!” … ”..Kys!” Smilet trak Denjarna på. Meget havde Manjarnos borgere stået model til i de sidste mange år, og dette syntes klart at være noget der distraherede dem til det positive. Glad gjorde det hende, som hun blot ønskede det bedste for sit folk. Det var trods alt dem hun var der for. Blidt trykkede hun om Salvatores hånd, inden hun vendte fronten mod ham. ”Jeg tror, at Manjarnos borgere har talt,” sagde hun stille til ham og med et glimt i de unikke sølvgrå øjne. Sin frie hånd lagde hun imod hans kind, inden hun strakte hals for at skænke hans læber et blidt kys. Smageligt skulle det trods alt være, når det var foran folket.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

I forvejen vidste Salvatore, at det som han ydede for landet her, var et vigtigt og meget alvorligt arbejde, så hvordan de ville tage, at han nu skulle indtage rollen som konge ved Denjarnas side, vidste han ikke. Dog kunne han jo kun håbe på, at det ville blive taget godt og vel imod, i stedet for det modsatte. Selv ønskede han jo kun, at gøre, hvad der var bedst for Denjarna.. bedst for Manjarno, og bedst for dem, som han havde omkring sig, som reelt set, havde den form for betydning for ham, så det var vel heller ikke underligt, var det?
Befolkningen tog det mere end pænt! Han var næsten overrasket over, hvor godt og positivt de måtte tage det. Dette var ligeledes også hans første tale til folket, og dette kunne han mærke langt inde. Det satte sig i hans hjerte. Længe leve Kongen.. Han kunne uden tvivl lide klangen af de ord! "Jeg går ud fra, at deres ord, skal tolkes, som en meget god ting," fortalte han med en rolig stemme.
Hånden som strøg over hans kind, satte en sitren i ham. Han var glad.. Han var nok, hvad man kunne kalde for lykkelig, og han elskede det uden tvivl! Ingen tvivl om, at han elskede det her! Han lænede sig frem, hvor han lod læberne møde hendes. Det første i det offentlige, og han elskede det uden tvivl også! Armen gled omkring hendes slanke liv. Folket jublet.. Salvatore var glad, og han havde en fornemmelse af, at Denjarna var det samme, så han kunne bestemt ikke være mere end tilfreds med dette. Det skulle nok hurtigt vise sig, at blive en kæmpe fordel for Manjarno. Det var han overbevist om!

[Denjarna Dark Dynithril]

Resultatet var det bedste, som man kunne have håbet på! Folket jublede og lykønskede dem. En lettelse bragte det uden tvivl Denjarna. Særligt fordi, at hun havde indtaget tronen alene, og derfor ikke havde vidst, hvordan befolkningen ville have taget en ekstra part. Tydeligt var det dog, at Salvatore var mere end velkommen. ”At forlange mere ville være svært,” lød det roligt fra hende, som man næppe kunne håbe på en bedre modtagelse. Armen der gled om hende, førte hendes krop tæt på hans. Stærk, behagelig og vedvarende var den. Forhåbentligt var Salvatore den person, som hun havde brug for. Håbede på det gjorde hun i hvert fald siden, at hun havde sagt ja til ham. Hans læber bød hun velkommen med sine. Kærligt og dog formelt holdt hun kysset, som de ej var i hendes private gemak, men derimod i offentligheden. Derfor brød hun kysset efter et par sekunder, hvor et lille smil i stedet indtog hendes læber. I baggrunden kunne man endnu hører, hvordan borgerne klappede og lykønskede dem. ”Smil nu til dem, vink og træd langsomt tilbage,” vejledte hun ham dæmpet. Selv vendte hun sig igen ud mod slotsgården og borgerne. Den ene hånd hævede hun, så hun i rolige og pæne bevægelser vinkede til folket. Slut var seancen, og folket kunne nok engang vende tilbage til deres egne gøremål. Da hun vurderede tiden til at være passende, vendte hun langsomt om på hælen. Elegant bevægede hun sig tilbage til sit eget soveværelse, alt imens hun lod sit sind finde Damiens. Trygt føltes det helt, som hun mærkede, hvordan deres sind smeltede sammen igen. #Kan du møde mig i slotsgården om en time? Og kan du både flyve Salvatore og jeg?# spurgte hun gennem sindet. Som de nåede ind på værelset, lod hun balkondørene glide i igen, så al larmen blev kvalt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Folket reagerede langt bedre, end hvad Salvatore nogensinde havde turde håbe på! Derfor var det ham en glæde, at folket tog så meget og vel imod ham, som de gjorde. Det var jo ikke hver dag, at man stod ansigt til ansigt med en mand, som ville kalde sig for deres kommende konge, og det var noget, som han selv stod fuldkommen fast på i den anden ende. "Jeg er positivt overrasket," fortalte han med en rolig stemme. Et stille smil passerede derfor let hans læber, som han kyssede hende. Det var nogle gode sekunder.. Nogen virkelig gode sekunder, det måtte vare, inden han trak hovedet en anelse til sig.
Salvatore fulgte hendes instrukser, hvor han sammen med hende, hævede hånden, for at vinke til resten af folket. Deres jubel var intet mindre end fantastisk, og det glædede ham uden tvivl. Han bakkede derfor sammen med hende tilbage i gemakkerne. At kunne gøre det her offentligt og åbent nu, uden at skulle gemme sig, ville være helt og særdeles fantastisk! Han sukkede let. Okay, det havde været hårdt, men han var glad, hvilket der heller ikke var nogen tvivl om i den anden ende. "Det gik jo godt," sagde han denne gang. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse endnu en gang. Hans skuldre faldt på plads. Normalt skulle der meget til, for at gøre ham urolig, men dette havde jo også været med til at afgøre deres fremtid. At hun havde kontakt med Damien nu, tænkte han ikke over. Damien lystrede, og gjorde jo altid hvad Denjarna bad ham om. Dette var intet undtag.

[Denjarna Dark Dynithril]

Positivt overrasket kunne de begge være! Tilfredse kunne de bestemt også være! Det bedste udfald havde det klart været, og derfor lukkede Denjarna også balkondørene i med et smil på læben. Det hele var gået godt. Hun var blevet forlovet igen. Ikke just, hvad hun havde forventet. Borgerne var tilfredse med valget af konge. Nu var der vel forhåbentligt bare veltilrettelagt bryllup i vente? Meget havde de dog for.. Kroning.. Vielse.. Bryllupsfest.. Gæster.. Kokke.. Gøglere.. Musik.. Dyrt ville det blive, og tidskrævende ville det være, men skub i Manjarno ville det da sætte, samt der ville være erhverv til mange i den tid. Fronten vendte hun mod Salvatore. ”Shh.. Lad mig kysse min kommende ægtemand,” tyssede hun på ham, alt imens smilet hvilede på hendes røde læber. Med et par skridt dræbte hun afstanden mellem hende og Salvatore, så hun kunne slå armene om halsen på ham. Læberne pressede hun dernæst uden tøven mod hans læber, som hun kyssede ham dybt og inderligt. Det var nemlig først nu bag lukkede døre, at hun kunne udvise ham den form for passion. Ikke ude blandt folket, da de krævede, at de var langt mere delikate overfor hinanden. Fingrene lod hun stryge ind i hans mørke hår, så hun kunne holde fat i hans hoved, og holde det ind mod sit. Hendes læber smagte hans, som de så mange gange før havde gjort, men nu også med den følelse af, at de tilhørte hinanden. Med et dæmpet suk, brød hun langsomt kysset. ”..Klæd dig på til at være udenfor,” bad hun ham stille om. ”Jeg har nogen ting, som jeg skal ordne, men mød mig nede i slotsgården om en time. Til den tid burde menneskemængden være forsvundet.” Blidt kyssede hun han læber, inden hun trådte hun af hans favn igen. Hun havde sagt, at hun ville arrangere det, så arrangere det ville hun! Et sidste smil måtte hun sende ham, inden hun valgte at tage kronen af, lægge den fra sig på bordet igen, og søge ud af værelset.