Problems everywhere..!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Lettet var Salvatore uden tvivl, og særligt fordi, at folket tog så godt imod ham. Det var vel bare et godt og positivt tegn i sig selv? Glad var han derfor, og særligt fordi at det alt sammen tegnet til at gå dem meget, meget godt. Han vendte sig derfor i retningen af hendes skikkelse, nu hvor de endelig var kommet ind. Bare tanken om, at de ikke skulle skjule det, så var det virkelig fantastisk!
Kysset gengældte han uden at tøve det mindste, da det selv for ham, virkelig, virkelig var rart, at det var på denne her måde. Et stille smil passerede hans læber. "Se, det her kan jeg meget hurtigt blive vant til," endte han med et stille smil på læben, for det var noget som passede ham mere end fint, og særligt, som det var lige nu. Han strøg hendes kind let, hvor han kyssede hendes kind igen. Glad var han på alle måder, og tydeligt, var det nok også at se på ham, og særligt, som det var nu. "Ønsker du at jeg skal tage med?" spurgte han denne gang med en rolig stemme. Han havde nu heller ikke noget imod det. Kunne han være sammen med hende, og vise sig for folket sammen med hende, så ville han glædeligt gøre det, hvis det skulle være det. Han strøg kort hånden over hendes kind. "Jeg vil vente på dig i slotsgården," afsluttede han roligt. Han skænkede hendes kind et kys, hvor han denne gang trak sig, for at søge til sine egne gemakker, for at klæde om. Spændt var han. Meget endda.

[Denjarna Dark Dynithril]

Relativt hurtigt havde Denjarna fået ideen til sin dag med Salvatore. Selv vidste hun, at han måtte gøre det for ham, som hun vidste, at han ville elske en sådan stund med hende. Derudover var hun nødt til at gøre det, da det kommende ægteskab ikke var en forretning, men en kærlighed der skulle plejes. I gang var det hele nu, som hun havde fået styr på sine planer. I den time, hvor de havde været adskilt, havde hun nemlig været rundt på slottet for at få sig de forskellige fornødenheder. Tid havde det taget, som ting skulle anrettes og pakkes, samt lykønskninger skulle siges højt. Mod slotsgården bevægede hun sig nu, alt imens en række tjenere gik bag hende og slæbte på de fornødenheder, som hun og Salvatore skulle have med sig. Der var et tæppe der var stort nok til at to personer kunne ligge på det. Der var bløde puder, både så man kunne sidde på dem, og hvile sit hoved der. Der var to store fletkurve. En der indeholdt hvidvin og to langstilkede glas. En der indeholdt småanretninger såsom, skiveskåret nybagt brød, en saftig udskåret pølse, chokoladeovertrukne jordbær, udskåret melon og to mindre klaser med både grønne og røde vindruer. En varm rejsekappe havde hun fået hen over skulderen, så hun kunne stå imod det køligere vejr. Sort var den med kønne draperinger. De store dobbeltdøre blev slået op for hende til slotsgården. Som ventet kunne hun allerede se Damien, der lå og fyldte hele pladsen. Smilet trak hun på. Med ud ville hun bringe Salvatore, da det altid var anderledes at komme uden for væggene. Derudover havde hun besluttet sig for at bruge Damien som transportmiddel. Selv vidste hun nemlig, at det ville være et virvar for dem at ride til hest ud af byen, da de på ingen tid ville blive omringet af folket grundet den annoncering, som de lige var kommet med.

[Damien Nathanael Adams]

Glæden som havde ramt Denjarna, var uden tvivl også kommet til Damien, da han kunne mærke det, som var det noget som han personligt var blevet udsat for. At mærke det, var noget som lettede ham. Selv han var præget af alskins bekymringer i denne tid, særligt på grund af Jarniqas reaktion på hans beslutning, da han havde været med Denjarna på Tayevania. Det var en tanke, som uden tvivl gjorde ondt selv på ham, uden at han egentlig kunne gøre synderlig meget ved det nu.
Han selv var placeret i den store slotsgård. Det var underligt for ham, at han ikke længere kunne få lov til at søge indendøre, men han måtte jo bare sande, at han var for stor, og derfor ikke havde de muligheder. De store øjne faldt derfor hurtigt på Denjarnas skikkelse, som hun kom ham i møde med armene fulde af alverdens ting. Han sænkede hovedet. #Må jeg ønske Jer tillykke med den nylige forlovelse,# fortalte han denne gang med en rolig stemme. På deres vegne, var han selvfølgelig glad, for det lettede hans hjerte, at vide, at hun havde det godt, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme. Han trak vingerne tæt ind mod sin egen skikkelse, og lagde derefter vingerne ned. Han havde indvilget i at flyve dem hvor de nu gerne ville hen. Han ville jo gerne sikre sig, at de havde det godt, og kom godt fra starten af. Særligt i et land, som Manjarno nu måtte være. Han brummede svagt. Han havde på ingen måder fortrudt det valg, som han nu havde taget tilbage på den tropiske ø.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Glad var Salvatore uden tvivl over, at omstændighederne havde taget den drejning, som det nu havde taget. Derfor var han heller ikke bange for at vise det udadtil. Han smilede.. strålede af en tydelig selvtillid, og særligt med tanke på det liv, som han nu skulle give den kvinde, som han rent faktisk var gået hen og blevet glad for. Den kvinde, som han i forvejen vidste, at han havde ofret utrolig meget på i forvejen!
Klæderne skiftede han derfor ud med noget mere behageligt, og en rejsekappe til følge, udelukkende for sin egen skyld. Han kunne jo kun håbe på, at Denjarna havde gjort det samme, da han jo trods alt heller ikke ønskede, at hun skulle blive syg eller noget lignende! Overhovedet ikke! Hvordan Jarniqa ville tage denne beslutning, vidste han ikke, og ikke regnede han med, at det ville gøre den vilde forskel af den grund.. Hun hadede ham, uden at han egnetlig havde gjort hende noget. Dette var nu tanker, som han måtte slå ud af hovedet, idet at han søgte ned igennem korridoren, for at komme til slotsgården.
Det første der mødte hans blik, var synet af den store drage, som lå midt på pladsen, og derefter hans kommende hustru. Han måtte ærligt indrømme, at han så frem til den mulighed, at blive hendes.. og hende, som skulle blive hans. "Jeg formoder, at du er ved at være klar," sagde han med en rolig stemme. Dragen frygtede han på ingen måde. Han havde vel ikke nogen grund til det, så lang tid, at han ikke ønskede at gøre Denjarna noget? Han ønskede hende lykkelig.. Og han nød den tanke, at han var manden, der skulle gøre det.

[Denjarna Dark Dynithril]

Bag Denjarna kom hendes tjenere der slæbte på alt, hvad hun ønskede at medbringe sig på turen med Salvatore. I retningen af Damiens ryg pegede hun. ”I kan blot begynde at læsse tingene på ham,” sagde hun, hvilket gav hver og en af tjenerne en strammere mine. Vant var de blevet til den store drage, men stadig var de lige utilpasse, når de blev bedt om at nærme sig den. Dog var ingen blevet spist af den endnu, samt den syntes at være på sin gode side, når deres dronning havde det vel. Derfor turde de også nærme sig den nu.
Denjarna selv stillede sig over til Damiens hoved, hvor hun blidt lagde en hånd mod hans store næseryg. Som hun var ham nær, mærkede hun, hvordan en lettelse fyldte hendes krop, som om det hele var fuldendt nu. Sådan var det blevet siden, at hun var blevet hans rytter. Hun følte sig hel, når hun var med ham, og spredt når de var adskilt. #Mange tak.. Hvem havde set det komme?# Hun havde et lille smil på den røde mund. Ikke behøvede hun at kommunikere med ord længere, når det kom til Damien. De kunne blot kommunikere med tankerne nu. Blikket førte hun tilbage over skulderen, som hendes kommende ægtemand gjorde sin ankomst. ”Jeg er klar, når du er det,” kommenterede hun med et glimt i øjet. Det ville blive den første gang, at Salvatore fløj på Damiens ryg. Derfor var det ikke hendes velbefindende, som han skulle tænke på, men derimod sit eget. Over på siden af Damien trådte hun, inden hun pegede. ”Du kan træde op her på hans forben. Det er sikkert at balancere på.. Når du kommer højt nok op, kan du gribe om en af hans pigge og på den måde trække dig op,” guidede hun ham.

[Damien Nathanael Adams]

Ej var der nogen grund til at frygte for Damien, om man ikke havde givet ham en grund til det. Stor og farlig kunne han sagtens være, men lige her, var det næppe hvad han ville give udtryk for. Hans blik søgte derfor hendes skikkelse, da hun trådte nærmere. Tjenestefolket så han knapt. Han brummede svagt, hvor han denne gang lagde sig helt ned, så tjenestefolket kunne begynde at læsse på ham. Det var også en helt anden styrke han havde fundet, efter han havde valgt at indtage skikkelsen som drage permanent. Nogen var glade for det, hvor andre, som Jarniqa havde været knust over valget. Det var også det, som stadig måtte plage ham. Frygtelig, frygtelig dybt endda.
Øjnene lukkede han nydende i, da Denjarna strøg ham over næseryggen. Behageligt var det altid, når hun fandt den tid til ham, og det alene, kunne han heller ikke løbe fra. #Den mand har altid været glad for dig, Denjarna,# fortalte han. Vigtigst af alt, var det bare, at det var en mand, som rent faktisk passede på hende, som fik den plads. Nu hvor han kun var i stand til at beskytte hende udendøre, hvor det var betryggende for ham, at vide, at der også var nogen indendøre, som kunne yde hende det samme. Hun var jo en forbandet vigtig kvinde i mange henseender! Og nu hvor Salvatore skulle på sin første tur på drageryg, var det vel bare på sin plads, at markere det på bedste vis? Et næsten morende glimt meldte sig i Damiens øjne. Han brummede svagt.. Han skulle jo alligevel markere, at han agtet at passe på Denjarna. Andre væsner, foruden familien Dynithril, havde han trods alt aldrig brudt sig om.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Hvad Salvatore kunne forvente af dette, vidste ha ikke. Damien var trods alt et væsen, som han i forvejen, havde gjort, hvad han kunne, for at holde bare en smule afstand fra, og det med en meget god mening, da han ej ønskede, at komme så stort og smukt et væsen på tværs. Denjarna stod ved hans side, og derfor gik han vel ud fra, at det ej var farligt for ham selv at komme nærmere. Hans hænder foldede han over ryggen, da han kom ned mod dem begge to. "Og jeg er så klar, som jeg overhovedet kan blive." Nej, han var overhovedet ikke klar, men det ville næppe blive nemmere eller bedre, end hvad det var for ham lige nu.
Dragen forsøgte Salvatore såvidt muligt, ikke at bevare sit fokus på, men svært var det, når han var så stor og i princippet også var farlig! Og han skulle op på den? Han vendte blikket denne gang mod sin kommende hustru, og med et stille smil på læben. "Jeg formoder, at du ved, hvad du gør," endte han denne gang. Han trådte varsomt hen til forbenet. Nej, han brød sig på ingen måder om denne situation. Hånden lagde han på skællene som omgav den store drage. Det føles virkelig sjovt at røre ved.. Underligt at røre ved. Han forsøgte derfra at kravle op. Hvor pokker skulle han sidde henne? Han var overhovedet ikke vant til dette! Han bed tænderne svagt sammen. "... Hvor skal jeg placere mig?" spurgte han denne gang. Han var jo ikke just en dragerytter, eller vant til at tage pladsen på deres rygge!

[Denjarna Dark Dynithril]

Ja.. Denjarna vidste udmærket, at Salvatore var glad for hende. Det havde hun altid vidst. Den endelige overbevisning, havde hun allerede fået dengang, at vampyrernes leder havde spærret hende inde, og kun han var kommet efter hende. Overraskende havde det været for hende.. for dengang havde de jo ikke været nær så tætte, som de kunne have været. Det stillede hun dog ikke spørgsmålstegn ved. Hun priste blot, hvordan det havde forløbet sig. #Jeg ved det.. Jeg ved det,# lød hendes stemme stille i Damiens hoved. Hun havde vel også mere end en gang tænkt, at Salvatore var for god ved hende? Det havde hun dog valgt at skubbe fra sig, så hun i stedet tænkte sålede..: Hun havde ganske vidst ikke været helt ren, men aldrig havde hun fået muligheden for at få så god en mand som Salvatore, så var det ikke for det bedste, at hun endelig fandt sådan en? Hendes sølvgrå blik faldt på Salvatore. Hun kunne se nervøsiteten i ham, og ikke kunne det lade være med at more hende. Hun vidste, hvad hun gjorde? ”Det har altid været min plan at lade min kommende ægtemand styrte fra drageryg,” spøgte hun, som et tegn på, at der ingen grund var til frygt. Hun betragtede ham, som han noget uelegant besteg Damien. Sjovt var det at se.. Normalt set var han en så fattet og pæn mand, og nu var han helt nervøs. Hun bed latteren i sig, som det hele faldt hende ganske komisk ind. ”Sæt dig foran hans vinger. Du vil finde ud af, at der er et naturligt punkt der,” fortalte hun ham roligt. Ikke gjorde hun mine til at bestige Damien endnu. Ikke før, at hun vidste, at Salvatore sad helt korrekt og komfortabel.

[Damien Nathanael Adams]

Damien lukkede øjnene let. Så lang tid, at Denjarna var glad, så smittede det naturligvis også af på ham, og dette kunne selvfølgelig også godt mærkes nu. Han selv var trist på grund af Jarniqa, men det var jo bare meget begrænset, hvad han kunne gøre ved det, desværre. Han brummede svagt. #Bare han gø dig glad og lykkelig,# sagde han denne gang. For ham, var det rent faktisk noget af det vigtigste af det hele, og ikke i hans liv, om han havde tænkt sig, at vende ryggen til dette! Øjnene åbnede han igen. Kunne den mand, da ikke bare finde sig til rette på hans ryg, så de kunne komme afsted? Tydeligt var det, at han slet ikke var vant til så store væsner!
Damien hævede denne gang hovedet, hvor han drejede i halsen, så han kunne vende sig mod den mand, som skulle tage pladsen på ham. Denjarna vidste han, også skulle have plads, og det jo trods alt var hende, som var hans rytter, havde han også sin mening om, hvem der skulle sidde hvor på ham. #Sæt dig,# endte han denne gang med en mere kraftig stemme i Salvatores hoved. At nogen ikke engang kunne finde ud af hvor de ville sætte sig, var da kun direkte irriterende, også for ham! Han slog en smule med halen. Han selv var begyndt at blive en anelse utålmodig. Dette var jo som at flyve med Denjarna for første gang. Bare ikke nær så sjov og underholdende, som det dengang havde været.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste ikke hvordan han skulle have det med dette? Styrte på drageryg? Han gik bestemt ikke ud fra, at det var sådan noget, som ville komme til at ske på denne tur! Ganske vidst, var han magisk, og havde andre metoder, hvorpå at han kunne redde sit eget liv, om det skulle være tilfældet, men det var bestemt ikke hvad han ville satse på, hvad angik dette. Hans blik gled mod hendes skikkelse, da han halvvejs var oppe på Damien. "Nu skal du ikke gøre mig nervøs," pointerede han denne gang med et tydeligt morende smil på læben. Han selv gav sig ganske god tid, udelukkende fordi, at han agtet at gøre det her rigtigt. Det ville jo kun ende med at gå galt, om han ikke gjorde det.
Dragen hævede hovedet. Var det underligt, at det faktisk var en tanke, som gjorde Salvatore en smule nervøs? Han vendte derfor blikket direkte mod ham, som han bad ham om at tage plads. Han vendte blikket ned mod vingerne. Det var muligt, at Denjarna morede sig ved tanken om dette, men det gjorde han ikke just! Han satte sig denne gang ved vingerne. Det føles underligt.. hårdt at sidde der. Han lagde hænderne mod skællene, som han nærmest strøg over. Det føles sjovt, at møde sådan en hård og ru overflade. Og særligt, når han vidste, at det var en drage! Ikke kommenterede han på Damien. Han vendte i stedet blikket mod Denjarna. "Skal vi?" endte han denne gang. Han fremtvang et svagt smil.

[Denjarna Dark Dynithril]

Glad gjorde Salvatore Denjarna. Lykkelig håbede hun, at han ligeså ville gøre hende. Hver ting til sin tid dog. Selv stod hun roligt på jorden og afventede det hele. Morsomt så det ud, som Salvatore for første gang lignede en der skulle til at tisse i bukserne. Det var uden tvivl et morsomt syn! At han sagde, at hun ikke skulle gøre ham nervøs, smilede hun blot af. Han var allerede ekstremt nervøs. Dette sagde hun dog ikke, som han tydeligvis forsøgte at bide det i sig. #Opfør dig ordentligt,#” formanede Denjarna Damien om. Tydeligt var det dog at høre, at hendes stemme var munter. Hun betragtede Salvatore, hvordan han endelig kom til rette på Damiens ryg. Perfekt! Så kunne de også se og komme af sted! Ud af byen ønskede hun at flyve. Til et smukt og hyggeligt sted uden for byen. Hun nikkede til Salvatore, som han langt om længe sad, som han skulle. ”Lad os,” sagde hun roligt. Langt hurtigere og langt mere yndefuldt kravlede hun op ad Damien, så hun til sidst kunne gribe om en af piggene, og derfor svinge benet over på den anden side. Foran Salvatore satte hun sig, som hun var rytteren. ”Hold om mig, hvis du skulle frygte for at glide af,” oplyste hun ham, inden hun vendte blikket frem for Damiens kæmpemæssige hoved. Som hun var kommet op og side, havde tjenerne desuden været hastige til at træde bort. De vidste nemlig udmærket, hvad der skete så snart deres dronning placerede sig på dragens ryg. #Flyv nu,# bad hun Damien. Både hun og Salvatore sad solidt på hans ryg nu. Der var derfor ikke nogen grund til at spilde flere sekunder på at blive på landjorden.

[Damien Nathanael Adams]

Det tog da manden alt for lang tid, at finde sig til rette på hans ryg! Han var trods alt ikke et stykke legetøj, men derimod et stort, stolt og prægtigt væsen, som i øjeblikket, kun ventede på, at komme tilbage over himlen igen! Han kneb øjnene svagt sammen. Han skulle opføre sig? Han vidste det jo godt, men når han skulle vente på noget, som han rent faktisk glædede sig til, så var det heller ikke nemt! Hovedet sænkede han en anelse igen. #Undskyld,# endte han oprigtigt. Det var jo trods alt ej heller hans mening, at gøre hende sur eller tvær, over at han bare gerne ville afsted, og derfor havde svært ved at vente tiden af, når Salvatore tilsyneladende ikke rigtigt kunne finde ud af det!
Endelig fandt manden sin plads, og elegant som hun var, tog Denjarna pladsen foran ham. Damien blev liggende helt stille, til hun havde fundet sig til rette, hvor hun typisk plejede at sidde. Han smilede nærmest for sig selv. Han skulle nok sørge for, at en mand som Salvatore ville få en ordentlig en på opleveren ved det her! Han brummede som respons til Denjarna, hvor han satte de store forben i jorden. Vingerne spredte han, hvor han med hele sin krop, nærmest gjorde et kraftigt hop. Vingerne spredte han kraftigt, hvor han kraftigt slog med disse, for at vinde noget højde, så han denne gang, kunne komme ordentlig op, og mod den store himmel over dem. Temmelig voldsomt kunne det forekomme, men det var den mulighed, som han havde at benytte sig af. Inden længe var han kommet ordentlig op. #Hvor vil I hen?# spurgte han denne gang. Verdenen var jo trods alt meget stor.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Helt unaturligt forekom dette for Salvatore, som slet ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv, og dette kunne naturligvis også godt mærkes nu. Hans hjerte begyndte at hamre, da Denjarna tog pladsen foran ham. Hun havde styr på dette. Det ville han da automatisk gå ud fra, at hun ville. Armene lod han roligt snige sig om hendes liv. Om det var en undskyldning for, at han kunne tage om hende, havde han det egentlig også ganske fint med det. "Jeg går ud fra, at du ved hvad du laver.. Og han gør," endte han. En sjov fornemmelse havde Salvatore om, at Damien måske ikke brød sig om ham? Han vidste det ikke, og det var ene og alene, også grunden til, at han reagerede og handlede på den måde, som han nu også gjorde.
Voldsomt føles det, da Damien begyndte at bevæge sig, og denne gang satte direkte op mod himlen. Her følte Salvatore næsten, at han var ved at falde af! Grebet strammede han derfor fast omkring Denjarnas skikkelse, da han i et meget kort øjeblik, frygtede, at han ville falde af! Gjorde Damien dette med vilje? Eller var det rent faktisk så voldsomt, at det hele foregik? Det håbede han da så sandelig ikke, at det gjorde! Han lukkede øjnene let. Underligt føles det.. Helt utrolig føles det, og særligt, da de kom højt nok op til at kunne holde det mere stabilt. Øjnene tvang Salvatore derfor op, hvor han kunne se udover Manjarnos land. Det var smukt.. Særligt fra denne fantastiske højde! Her slap han grebet bare en anelse.. Så slemt, var det vel heller ikke?

[Denjarna Dark Dynithril]

Nervøs var Salvatore. Det var tydeligt for enhver at se. Derfor mente Denjarna ikke, at Damien skulle skræmme ham mere end hvad godt var.. også selvom det fik hende til at smile. Morskaben måtte hun blot holde hende, som hans nervøsitet trods alt var oprigtig. Op på ryggen af Damien kom hun, hvor hun hurtigt fornemmede Salvatores arme om sig. Hurtigt slog hendes hjerte. Nervøsiteten følte hun, hvilket betød, at også Damien ville føle den. Ikke var hun nervøs for flyvningen, men derimod nervøs for hvad der skulle ske. At Salvatore havde armene om hende var med til at vise, hvad de var. At de nu tog ud sammen betød desuden, at det var deres første date sammen. Hvornår havde hun sidst haft sådan en? ”Vi er i hvert fald ikke styrtet indtil nu,” kommenterede hun med et lille smil på læben. Selv tvivlede hun end ikke på, at Damien nok skulle bringe dem sikkert frem. Det velkendte sus følte hun i maven, som Damien satte af. En kraftfuld bevægelse var det, men ikke nok til at slå hende ud af balance længere. Det var nærmere Salvatores strammende tag i hende der sørgede for det.. ”Ikke kvæle..,” gispede hun, som hun havde brug for luften! Hvis han også endelig skulle falde af, vidste hun også, at Damien ville gribe ham i luften. Optimalt var det dog, hvis det ikke blev en nødvendighed. Turen tog hun jo ikke på for at skræmme sin kommende ægtemand. Hun blinkede let med øjnene, som de vant højde. Smukt var det altid at komme herop på Damiens ryg. #Paggeija.. Lad os finde en hyggelig afsats der.# Afsides var det og derfor langt væk fra alle problematikkerne.. Lige, hvad Denjarna havde brug for, når hun skulle slappe af med Salvatore, og tage deres nye forhold til sig.

// Out

[Damien Nathanael Adams]

Man skulle vel også have lov til sin egen morskab, skulle man ikke? Damien havde i hvert fald brug for sin, da han i forvejen ikke kunne sige at han ikke brød sig meget om folk, som kom tæt på Denjarna, for han ville jo gerne passe på hende. Så lang tid hun var glad, vidste han også, at det var den rette beslutning for hende at tage, og så måtte man jo bare håbe på, at han kunne imødekomme de krav og forventninger, som nu ville fremstå, i og med, at han havde valgt at tage den plads ved Denjarnas side, og det var det bedste, som var godt nok. Sådan havde han det også!
Denne gang kom de endelig op. Her var smukt, selvom Damien nu havde set det så mange gange, at det ikke rigtigt gjorde nogen forskel. Det var smukkest om aftenen, nå alle lysene var tændt, men det var derimod også der, at det var farligst at bevæge sig udenfor. Selv i Manjarno. Han brummede svagt.. Øjnene kneb han sammen. Det blæste betydeligt mere heroppe, men der var jo heler ikke noget til at skærme dem for den. Han slog let med vingerne. Paggeija? Der havde han ikke været i uendelige tider nu. #Det er lang tid siden, jeg har været der.. Hold fast.# endte han. Han lavede en kraftig vending, hvor han søgte direkte mod Paggeija. Hans gamle hjem.

//Out