Problems everywhere..!

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Og derfor har vi alle sammen øjne og ører åbne tilfælde af, at de kunne finde på at gøre noget, for ikke er det noget, som jeg ønsker, skal ske for dig," sagde Salvatore oprigtigt, for han ønskede virkelig ikke, at der skulle ske noget med hende. hun var uden tvivl rigtig vigtig for ham.. Hvorfor skule han ellers gøre sig de tanker, som han gjorde? Lige hvad angik hans datter, bad han til, at han ville få muligheden for at stå som fader for hende, men det krævede da godt nok også, at hun ville lade ham, hvilket det bare ikke så ud til, lige nu. "Kan man klandre ham, når han igennem hele hendes liv, har ageret som fader i mit sted? Det må være et ganske særligt bånd, som han deler med hende, siden han også tager det så tungt," endte han. I den forbindelse, havde han virkelig meget at takke manden for, og ikke var det noget, som han var bange for at indrømme. Heldigvis.
Salvatore trykkede hende let ind mod sig. Her lænede han sig varsomt frem og plantede et kys mod hendes skulder. Det hele var måske svært nu, men han var nu temmelig sikker på, at det hele nok skulle ordne sig på et tidspunkt. Man kunne da håbe på det i hvert fald. "Det hele skal nok komme," sagde han med en rolig stemme. Han strøg hånden over hendes mave. Han ønskede blot at se hende smile og slappe af. Det var vel ikke så slemt igen, var det? "Kom.. Jeg har noget, som jeg ønsker at dele med dig," sagde han med en rolig stemme, som han slap hende, kun for at tage hendes hånd. Han førte hende roligt med sig ud af tronesalen og søgte derfor mod den smukke slotshave.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Og andet kan vi ikke gøre,” endte Denjarna kortfattet med at sige. Ikke kunne de spå fremtiden eller læse andre folks tanker. Derfor vidste de kun, hvad de vidste, og derfor kunne de ikke gøre meget andet, end at holde sig til det. Frustrerende kunne det ganske vidst synes, men intet var der at gøre. Som Salvatore begyndte at tale om Jarniqa og Damien, og hvilket bånd de måtte have til hinanden, spekulerede hun selv på, om det stak ham i hjertet. Selv vidste hun jo, at han havde forsøgt at agerer fader for Jarniqa. Ligeså vidste hun også, at han ønskede en familie. Synd var det næsten.. Skønt hun ikke selv var meget moderlig, kunne hun sagtens se så langt, så hun vidste, at Salvatore kunne udgøre en god faderrolle. Han var varm, omsorgsfuld, tålmodig.. På de punkter havde hun det selv bare det sværere. ”Det er det.. Han opfostrede hende, og levede med hende i isolation. Jeg kan mærke, hvilken kærlighed han føler til pigen,” fortalte hun ærligt. Sandheden var jo, at Damien var mere forældre end hvad de to var. Forfærdeligt var det vel at sige som en moder, men et sted … glædede det hende. Hun var jo ingen moderlig type. Øjnene åbnede hun op, hvor hun så sig over skulderen tilbage mod ham, som han kyssede hendes skulder. Det var længe siden, at han havde gjort det. Det var længe siden, at han havde holdt om hende.. og hun nød det hele. Ikke havde de været sammen siden, at hun havde draget af sted efter Jarniqa. Synd var det dog at sige, at hun havde været tilbageholden i den tid.. for det havde hun desværre ikke. Helt hellig havde hun ikke været, men det kunne hun nu kun fortryde. Gabriel havde aldrig været en god ide, og sjovt nok fandt hun ham altid, når hun var glad for en anden, men kedede sig lidt. ”Hvor skal vi hen?” endte hun nysgerrigt med at spørge. Hendes hånd lod hun ham holde indtil, at de nåede ud på gangen. Her lod hun ham i stedet tage om hendes arm, som de ikke kunne vise sig som værende tætte.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Det vil være en evig frustration i dit sted, Denjarna. Vi har øjne og ører ude.. vi er et selvforsynende land, og vi har mange ressourcer, som de andre lande, ligeledes kunne få brug for. Naturligvis sker der ting og sager derude, og det er dem, som vi skal være opmærksomme på," sagde han med en rolig stemme, som han nikkede bekræftende i retningen af hendes skikkelse. Et svagt smil passerede hans læber, også selvom det skar i hans hjerte. Det gjorde ondt, at hun havde det sådan, men også at han nok aldrig ville få det forhold til Jarniqa, som han gerne ville have. Dette havde han forsøgt, og hver gang han havde gjort sit, var han blevet afvist, så det var jo stort set konstant, at det var noget som skete for hans vedkommende. Han sukkede let. Hun var ved at være stor.. Det havde hun også været, da han havde set hende for første gang. Så selvfølgelig kunne han ikke komme her og forvente, at hun ville åbne op for ham, for selvfølgelig ville hun ikke det, når hun havde været vant til at have Damien ved sig. "Hvilket jeg udmærket godt ved.." sagde han blot. Hans blik søgte hendes skikkelse, som han denne gang tog omkring hendes hånd. Denne gang, var det nemlig ham, der tillod sig at være egoistisk, og tog en sag i sine egne hænder. Han ville gerne vise hende, hvad han ønskede, tænkte og følte. "Hvilket du tidsnok finder ud af," sagde han denne gang med et smil på læben. Han ønskede at overraske hende.. Nu hvor han heller ikke vidste hvordan hun havde det, så var det virkelig et skud i blinde.
Salvatore førte hende med sig ud i haven. Her på sensommeren, var det endnu smukt og fint. En smule køligt, men fint. Blomster stod endnu, og solen var oppe.. Træerne var ved at falme i farverne, men det var også det. Han var spændt. Nu begyndte hans hjerte at hamre mod hans bryst.

[Denjarna Dark Dynithril]

Selvforsynende var Manjarno i det store og hele, som landet besad alle former for terræn, samt landet havde et ideelt vejr. Hverken for koldt eller for varmt, men passende imellem. Derfor kunne landet i princippet klare sig uden allierede. Desværre var det kun indtil den dag, at de ville blive angrebet, da hæren ikke var den største, og da landet lå sårbart i forhold til hele to store lande. Svagt nikkede hun med hovedet. ”Du har ret.. men prøv at få mig til at fokusere på andet end mine og landets kvaler.. Blot for en times tid,” endte det med at lyde fra hende, alt imens et smil fandt prøvende frem på hendes læber. Han ville gerne forsøge at give hende ro, og så kunne hun vel ligeså godt prøve at lade ham? Det var jo ikke fordi, at de blev angrebet nu, eller at borgerne stod i kø for at tale med hende. At han insisterede på at holde hende i hånden, fremfor i armen, som hun ellers tilbød ham, fik hende til at kigge noget på deres hænder. De måtte jo ikke, og normalt set løb han aldrig risikoen med at afsløre, hvad de havde sammen. Derfor var hun heller ikke vant til at holde ham i hånden. Hun havde vel ikke gået hånd i hånd med nogen i umindelige tider? Svagt bed hun sig selv i læben, alt imens hendes hjerte slog det stærkere. Rart var det at gå sådan, men frygten for, at de blev set var der også. Hun lod ham føre hende ud i haven. Svært var det dog ikke at kigge efter folk, da de ikke skulle begynde at tale i krogene. ”Hvad vil du vise mig her? Du ved godt, at vi er i min egen have,” kommenterede hun både nysgerrigt og undrende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var nu eller aldrig, hvilket var noget som Salvatore udmærket godt vidste. Dette var bare en svær situation for ham at stå i, og særligt, når det måtte fungere på denne her måde. Hans blik søgte derfor langsomt hendes skikkelse, som han førte hende af sted. Han skulle nok få hende til at tænke på noget andet.. Det var jo bare mere, hvad hun selv personligt ville sige til det. "Det skal du endelig ikke være bange for. For det vil jeg," sagde han denne gang med en bestemt tone. Hvad hun havde lavet med andre bag hans ryg, og når han ikke havde været til stede, havde han ingen anelse om, og måske at det bare var en god ting. Han vidste, at Denjarna havde været udsat for lidt af hvert, og sikkert i det tilfælde, også havde svært ved at binde sig, men hvad skulle han da kunne gøre ved det lige nu?
Hånd i hånd, hvilket i forvejen heller ikke var typisk dem, men med det, som han nu havde tænkt sig at gøre, så var det vel bare på tide, at vise det til omverdenen? Det var nemlig hende, som han ønskede at leve med, og det var han nu heller ikke bange for at vise for nogen som helst. Et smil passerede hans læber, som han denne gang vendte sig mod hende. Det var hendes egen have.. Ja, men omgivelserne, ønskede han også skulle være så tæt på perfekte, som de overhovedet kunne blive, for det, som han havde tænkt sig at gøre! Et svagt smil bredte sig på hans læber. "Som mørkelver går jeg også ud fra, at du nyder at være udendørs? Desuden mangler jeg nu at se dig smile, Denjarna," begyndte han roligt. Han trykkede sine hænder om hendes, inden han stillede sig, så de stod front mod front. "Du ønskede at glemme de kongelige opgaver bare for en stund.. Jeg ønsker at give dig det.. Ikke som rådgiver, men som noget mere nært, og som noget mere personligt. Jeg ved godt, at det måske kan komme lidt ud af det blå.. Men jeg ved også hvordan du har haft det med følelser.. Jeg har derfor holdt mine i lås.. Men det kan jeg ikke fortsætte med mere. Jeg får nok aldrig et forhold til vores datter, men personligt ønsker jeg et forhold til dig.. Meget mere personligt, end hvad vi har haft til nu, så derfor.." Med disse ord, sank Salvatore ned på knæ foran hende. En lille sort æske fiskede han frem af sin lomme, som han åbnede og vendte mod hende. Deri lå en ring med smukke elviske graveringer og deri også en lille grøn sten.. Smuk som en smaragd, og som nærmest skinnede op i lyset af den smukke sol over dem. "Denjarna Dynithril.. Vil du gifte dig med mig?" afsluttede han. Hans hjerte hamrede som ti vilde heste!

[Denjarna Dark Dynithril]

Nysgerrig måtte Denjarna blive ved hans tydeligvis selvtillid. Hvad han havde i ærmerne vidste hun ikke, da det alt i alt syntes at ligne en helt almindelig gåtur i hendes egen slotshave. Smukt var her da, og rart var det da at gå med ham, men ikke ville hun sige, at det var den helt store omvælter i forhold til, hvad hun gik og døjede med. Dog sagde hun ikke dette højt, som hun i stedet valgte at give ham en chance. ”Naturen har altid været i mit hjerte, og har været en del af mit hjem,” svarede hun ærligt, inden hendes sølvgrå blik måtte blive spørgende, som han standsede dem begge og stillede sig foran hende. Opmærksomt blev hun lyttende stående, som han begyndte at tale om, at han ville få hende til at glemme de kongelige pligter. At han sagde, at det var som noget nært, og ikke som hendes rådgiver, tænkte hun ikke yderligere over. Han var hende jo en nær ven. Det var først, da han begyndte at tale om følelser, og at holde dem i bås, at hendes hjerte begyndte at banke stærkere.. Vidste man, at det skulle til at ske, når det var på vej? Måske.. Hun tænkte ikke de eksakte ord, men hun så ham ind i de smaragdgrønne øjne, mens hun lyttede til, at han ønskede hende, og mens hendes hjerte bankede stærkere. Da han gled ned på knæ, faldt det hele til jorden. Hun så på den lille sorte æske. Ringen der lå der i, der var en smuk grøn smaragd, i forhold til den røde rubin, som Derick i sin tid havde givet hende. Hun kiggede på det hele med hjertebanken. Skulle hun stoppe op og tænke, eller skulle hun bare .. gøre? Da Derick havde friet til hende den første gang, havde hun rablet ud omkring sit utroskab, skulle hun gøre det samme her? Og … elskede Salvatore hende virkelig? Et sted vidste hun det.. Et sted havde hun altid vidst, at hun havde været den, der havde bremset det hele. Smilet spandt frem på hendes læber. ”...Ja.. Ja, jeg vil!”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore ønskede virkelig dette. Nu var det også en tanke, og en handling, som han havde overvejet mere end en gang, så selvfølgelig var det heller ikke noget som han kunne gøre noget ved, og ikke var det noget, som han ønskede at gøre noget ved. At få hende på andre tanker? Det burde dette uden tvivl gøre, velvidende om, at det var en farlig ting. Han havde jo faktisk ikke nogen anelse om hvad hun gjorde sig af tanker og følelser, hvad det her angik. Det var jo heller aldrig noget, som de havde snakket om.
Denne gang, gled han på knæ foran hende.. Viste sig fra det mest svage, som en mand nu kunne gøre overfor en kvinde, og han blotlagde sit hjerte samtidig. Det var muligt, at hun aldrig havde betragtet ham på denne her måde, men hun havde al mulig potentiale, til at være en kvinde, som han ønskede at have dette med.. Det var noget, som han ønskede at dele med hende. Ringen afslørede han derfor også for hende. Smilet som hun sendte ham, og det svar, som hun måtte give ham, var kun hvad han havde turde drømme om! Et smil passerede mere end glædeligt hans læber! Ringen fjernede han fra boxen, hvor han denne gang lod den glide på hendes finger, inden han rejste sig op. Han lagde begge sine hænder om hendes. Hun gjorde ham glad.. lykkelig ikke mindst! Denne gang vovede han sig frem, hvor han skænkede hendes læber et kys. Det første kys i fuld offentlighed! "Du gør mig til en lykkelig mand, Denjarna," endte han glad. Det gjorde han virkelig, virkelig glad, at det var et liv, som hun ønskede at leve sammen med ham!

[Denjarna Dark Dynithril]

Alting måtte gå i stå for en tid, som Salvatore rent faktisk gled ned på knæ for hende og friede til hende. Det var bestemt ikke, hvad Denjarna havde ventet, for … han havde jo aldrig krævet den slags af hende, eller ej heller sagt, at han elskede hende. Det sidste sagde han dog heller ikke endnu. Om hun elskede ham, vidste hun ikke, men andre ting havde hun da tænkt over. Han var hendes bedste ven og elsker.. derfor var det vel ikke så underligt at forsegle det? Derudover tænkte hun, at han aldrig ville såre hende. Noget, som hun havde brug for at vide i et forhold.. Og til sidst var dette vel det mest voksne at gøre, frem for al det andet, og tænk engang, hvis dette også styrkede landet? Selv tænkte hun ikke, at han gjorde dette her for titlen, men faktum var, at han ville blive konge, og at hun derfor ville få lettet presset en anelse. Hendes sølvgrå blik gled til hendes hænder, som den utroligt smukke ring gled på hendes finger. Den passede perfekt, og den klædte hende uden tvivl! Det næste hun mærkede var hans læber. Kysset midt ude i slotshaven! Hun skulle uden tvivl vænne sig til det faktum, at dette nu var i orden. De kunne gøre dette ude i offentligheden nu. Dybt kyssede hun ham igen, hvor hun lod armene glide om halsen på ham. ”..Du fortjener at være en lykkelig mand,” svarede hun varmt tilbage, hvor hun ikke kunne andet end at mene sine ord. Han havde altid været en god mand.. Særligt over for hende. Derfor fortjente han kun det bedste, og derfor var hun vel også mere end heldig nu? Underlig var tanken dog, at hun endnu engang skulle stå som brud.. Hun havde jo allerede været gift en gang før, og nu skulle hun giftes med Salvatore. Problematikken var dog også den, at det havde fået hende til at pakke sig selv ind, og at hun derfor ikke tillod, at hun gav sig for meget hen til en person følelsesmæssigt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore elskede Denjarna, også selvom han vidste, at han førhen havde svigtet hende, så var det jo ikke noget, som han havde gjort bevidst, eller med vilje. Ej var det tronen, som han ønskede, men derimod hende, og det var det eneste, som egentlig havde betydning for ham i den forstand, og det var han heller ikke bange for at indrømme for hende.
Ringen gled så let som ingenting på hendes finger, hvor et smil passerede hans læber. Han var virkelig glad for hende, og dette var noget, som han oprigtigt ønskede at vise hende, nu hvor han havde muligheden for at gøre det. Han sendte hende et stille smil. "Og den følelse giver du mig," sagde han denne gang med en oprigtig stemme, inden han skænkede hende et kys. Det første i offentlighed, da han ganske enkelt ikke kunne lade være.
Hvordan det ville blive dem imellem det næste tid, var ikke til at sige. Han forventede ikke noget, men han håbede nu alligevel på, at det ville gå dem imellem. Han ville i hvert fald gøre sin indsats, fro det det var sådan, at det skulle gå for sig i hvert fald! Ingen tvivl om det. "Du er noget særligt for mig," sagde han denne gang med en oprigtig stemme. Hånden hævede han, hvor han let strøg den over hendes kind. Han kunne jo ikke lade hende være, og nu hvor han vidste, at han rent faktisk kunne tillade sig at gøre det her, så var det ikke noget, som han havde tænkt sig, at afholde sig fra. Overhovedet ikke faktisk! Et stille smil passerede derfor også hans læber, som han denne gang lænede sig frem og kyssede hendes pande. Han ønskede bare, at hun havde det godt, og nu offentlig, kunne han rent faktisk tillade sig at gøre det!

[Denjarna Dark Dynithril]

Ringen sad som skabt til Denjarnas ringfinger. Længe siden var det, at hun sidst havde haft en der, men nu måtte det være den rette tid til det. Det forløb sig ganske vidst ikke, som hun havde planlagt det, eller som hun normalt gjorde det, men måske var det, hvad der skulle til? Måske var opskriften på lykke ikke, hvad hun ellers havde troet, og derfor valgte hun at gøre noget nyt og bare springe ud i det. Hurtigt fik det hendes hjerte til at slå, hvor hun måtte finde det spændende. Dette var nyt for hende. At det hele gjorde Salvatore lykkelig, fik hende til at smile. Den mand fortjente at være lykkelig. Faktisk mere end hende. Et sted fortjente hun ham vel ikke? Dog valgte hun at se bort fra det faktum denne her gang. Sidste gang havde hun fortalt Derick om alle sine eskapader, og se hvordan det havde gået.. Nu ville hun prøve at holde det hemmelig, og måske var det også for det bedste? Armene holdt hun om hans hals, alt imens hun måtte nyde at føle hans blide strøg. ”Og du er for mig,” medstemte hun ærligt. Han var uden tvivl noget særligt for hende. ”Du har altid været der for mig.. også dengang, at vi ikke havde det sammen, som vi har nu.” Ganske vidst havde han ikke kæmpet for hende, som hun var gledet bort, men ellers havde han. Særligt det, at han havde hentet hende i vampyrernes leders hjem havde en stor betydning for hende. Der var det blevet bevist, hvem hun havde, og hvem hun ikke havde. At hun i så fald først reagerede på det nu, gjorde hende lidt dum. Grunden var igen dog den, at hun havde pakket sig selv ind, så hun ikke blev omslugt af følelser, som med Derick.. måske hun skulle begynde at åbne op for dem nu? Tillade sig selv at elske en mand igen?

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste udmærket godt, at det her var et kæmpe sats, men det havde derimod også været en nødvendighed. Alt taget i betragtning, så var han glad for denne mulighed. Igen, gjorde han det ikke for tronens skyld, men derimod for at sikre sig, at han kunne tage sig af hende, og være en mand for hende, da det oprigtigt var det, som han havde mest lyst til at gøre lige nu.
Smilet forblev hvilende på hans læber, som han strøg hånden over hendes kind. I hans optik gik det nemlig ikke ud på, om man fortjente hinanden eller ikke, men om at gribe muligheden, når den endelig forekom. Det var nemlig hende, som gjorde ham lykkelig, og han ønskede selvfølgelig at det var noget, som skulle forblive sådan her.
Hvordan hun i forvejen havde det med mænd, vidste han jo godt. Han havde i hvert fald gjort, hvad han kunne, for at undgå at svigte hende, da det heller ikke var noget, som han havde lyst til at gøre! Den tanke, var rent faktisk noget, som kun gjorde ham trist. Han sendte hende et smil. Han kunne jo ikke lade være med det. "Jeg føler mig heldig.. Desuden.. så klæder den dig. Den grønne, er lige din farve." Han trykkede kort omkring hendes hånd, da han kort så mod den. Hvor han dog havde glædet sig til at kunne sætte den på hendes hånd. Det klædte hende uden tvivl, at have den på.. Og vide, at det var ham, som havde valgt at give hende den.

[Denjarna Dark Dynithril]

Muntert endte Denjarna helt med at slippe en latter, som han sagde, at ringens grønne farve lige var hende. Hænderne lod hun desuden glide fra hans hals, som han valgte at tage om hendes hånd, så han selv kunne betragte den selvsamme ring, som han lige havde placeret på hendes slanke finger. Selv måtte hun helt betragte ham og ringen med et smil på læben. ”Det kan du sagtens sige.. Stenen har din øjenfarve.. Er du sikker på, at du ikke bare valgte lige netop den, så alle kan associere den med dig?” lød det fra hende i en drillende tone. Dog passede det, at ringen havde hans øjenfarve. Han havde altid haft de smukkeste smaragdgrønne øjne. Øjne, som deres datter havde arvet. En datter der nu var stukket af, hvor guderne måtte vide hvortil. Hun førte deres hænder op til sine læber, som han endnu holdt fast i hendes hånd. Blidt kyssede hun hans fingrer, inden hun sænkede deres hænder igen. ”Men du har ret.. Jeg har altid haft en forkærlighed for de grønne farver. Grønne kjoler.. Grønne lagner,” lød det ærligt fra hende. Dengang hun havde været leder for mørkelverne, havde al sengetøj også videre vidst også bestået af de klare grønne farver. Man kunne vel næsten også sige, at de vielsesringe hun havde haft havde repræsenteret hendes nuværende stand? Med Derick havde hun været vampyr og fået en blodrød rubin. Med Salvatore var hun igen mørkelver, hvor stenen var en grøn smaragd. Noget der kunne referere til skovene. Tilfældigt var det hele højst sandsynligt, men stadig gjorde det det ikke mindre morsomt.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Et svagt smil passerede Salvatores læber. Det var faktisk ikke fordi at han havde taget baggrund i hvad farve hans øjne havde, men derimod hvad der klædte hende bedst, og det var sådan, at han havde det. Særligt som tingene måtte være lige i øjeblikket. "Jeg tænkte nu mere, at den farve, var en, som klædte dig, min kære. Grøn har nu altid været en farve, som jeg har kunne se dig med," sagde han med en rolig stemme, som han endnu en gang vendte blikket i retningen af hendes skikkelse igen.
Hun var hans. Var det overhovedet underligt, at han tog sådan her på det? Han var glad.. Nej, han var ikke bare glad. Han var rent faktisk lykkelig, når han var sammen med hende, så hvorfor ikke gøre det officielt, i stedet for at bøvle med det andet? Det var også direkte irriterende, når de var nødt til at holde det mere og mere i det skjulte, end hvad der egentlig var godt, og det lød da også til, at hun var enig med ham, hvad det angik. Hans blik hvilede på den smukke sten foran hende.. Foran ham. Hun havde rent faktisk taget imod den. Det kunne da ikke blive bedre end hvad det nu måtte være, og han elskede det jo for pokker! "Så nu tror jeg, at vi gør det officielt? Og jeg så kan flytte permanent ind på De Kongelige Gemakker, uden at skulle skjule mig?" spurgte han denne gang med et tydeligt træk på smilebåndet. Han kunne i hvert fald ikke lade være, og særligt ikke, nu. Han trykkede omkring hendes hånd. "Men jeg er glad.. Kom ikke og sig, at jeg ikke kan få dig på andre tanker," endte han denne gang med et smil.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt at sige var farven grøn en farve som klædte hende. I hvert fald hvis Denjarna selv skulle sige det. Derfor havde hun intet imod at forevige det med en sten, som i udgangspunktet skulle sidde på hendes finger for altid. Man kunne tro det eller lade være, men intet nu havde hun faktisk gået op i sine ægteskaber og været sin ægtemand tro. Al det hun havde lavet udenom havde nemlig altid kun været, når hun havde været alene eller i et ganske normalt parforhold. ”Historien om, at den er valgt, så den kan associeres med dig finder jeg nu meget mere morsom,” lød det drillende fra hende. ”Men okay.. Jeg kan ikke benægte, at grøn er min farve,” afsluttede hun med et smil på læben. Hun var glad. Det var hun faktisk. Hun holdt af Salvatore, som han var hende noget ganske særligt.. og nu kunne hun vel også tillade sig at åbne sit hjerte det mere op igen? Han var nemlig ikke som Derick. Forhåbentligt ville han ikke blive som ham. Det var nemlig ikke et sådant ægteskab, som hun ønskede sig. At han ønskede at gøre det offentligt, og at han ønskede at flytte ind på hendes værelse, fik hende til at smile. ”Du kan ikke vente længere?” lød det stille fra hende med et smil på læben, inden hun lænede sig en anelse frem, så hun blidt kunne lade sine læber strejfe hans. Ikke undrede det hende, at han ønskede at gøre deres forhold ”ægte”. Hun havde jo altid vidst, at han ikke havde været typen, som hun havde tvunget ham ud i. Han var nemlig typen med en hustru og børn.. og nu ville han faktisk få al det. Barnet havde de allerede sammen, og nu kom brylluppet. I den forkerte rækkefølge ganske vidst, men det var heller ikke pointen. Dæmpet grinte hun. ”Jeg glæder mig til at se, hvad du finder på, næste gang jeg skal muntres op,” lød det muntert fra hende.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Alt foregik det i den forkerte rækkefølge. Dog var det ikke noget som gjorde Salvatore det mindste, for han fik tingene præcist, som han gerne ville have dem, og for ham, var det rent faktisk det vigtigste. Og så lang tid, at hun ville bære ringen med den stolthed, som han havde følt ved at give hende den, var han ikke et sekund i tvivl om, at det nok skulle vise sig, at blive godt for dem begge to.
"Jeg har nu intet imod, at den bliver associeret med mig.. Det er trods alt mig, der har givet dig den," sagde han ærligt. Grøn havde nu altid været den farve, som han havde forbundet med hende, og at hun havde det på samme måde, passede ham nu fint. Selv ville han glæde sig til at gøre det offentligt.. Så han kunne flytte ind på soveværelset med hende.. passe på hende, som en mand nu ville gøre det, og kunne gøre det. Alt det andet, var ærlig talt slet ikke noget, som havde nogen direkte betydning. Det var hendes velbefindende, som var det vigtigste for ham. "Jeg synes nu, at jeg har været meget tålmodig," sagde han med et smil. Han gengældte hendes flygtige kys. Hendes første til ham i det offentlige. Det måtte vel også være en meget god ting? Smilet bredte sig. "Jeg kan godt.. Kom.. gå en tur med mig," opfordrede han denne gang. De skulle nyde det.. Stod det til ham, så skulle det fejres!