Problems everywhere..!

[Denjarna Dark Dynithril]

Salvatore ’Kenara’ Salizmira

Øjnene lukkede Denjarna i. Det hele ramlede sammen.. Det hele! Hvad havde hun gjort, siden hun fortjente alle disse problemer? Selv vidste hun, at hun ikke behøvede at spørge om det, da ulykke altid havde tæt forfulgt hende. Hendes liv kunne ganske enkelt ikke være uden bump i vejen. Øjnene lod hun glide op igen, hvor hun træt så ud af vinduet. Den slanke hånd havde hun mod vindueskarmen, som hun stod ved et af de store vinduer og så ud. Tayevania ekspeditionen havde gået elendigt. Det fungerende råd havde nægtet at se hende. De havde end ikke været villige til at hilse på hende, eller høre på hendes forslag. De havde blot nægtet at åbne døren for hende. Så havde der været Gabriel, vis mission åbenbart havde været at føre hende bag lyset. Så var der Mattheus, der blot havde ønsket at irritere hende. Det sidste nye var Damien og Jarniqa.. Selv var hun blevet Damiens rytter, som han var blevet en ægte drage. Et bevis derfra var Eclipsemærket på hendes højre håndflade. Det var en nyhed, som Jarniqa på ingen måde havde taget godt. Først havde hun troet, at hendes datter blot havde stukket af til sit værelse.. Da hun senere den dag havde gået op til hende for at tale havde hun været væk, og hurtigt havde hun kunnet forstå, at ingen fra tjenestestablen havde set hende. Det var desuden noget der særligt påvirkede hende i form af Damien. Bundet til ham var hun, og som han fandt tanken om Jarniqas forsvinden ubærlig, samt han følte sig skyldig i sagen, kunne hun mærke hans ulykke. Noget der bestemt ikke gjorde det let for hende, da hun følte det som om, at halvdelen af hende var i kulkælderen! Dæmpet sukkede hun. Problemerne kunne man uden tvivl se i hendes ansigt, men ellers så hun smuk ud som altid med sin lange midnatsblå kjole, og det lange ravnsorte hår, der faldt løst ned.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Problemerne var mange, og selv havde Salvatore forståelsen for Denjarnas stressede situation. Deres datter var taget videre, uden så meget som et ord, og var det underligt, at han måtte finde den tanke skuffende? Dog var han gald for, at det var Denjarna, som var kommet retur igen. Derfor havde han også ladet hende få noget fred, efter alt det som var sket efter hendes temmelig dårlige oplevelse på Tayevania. Den store drage, som hun havde haft med sig hjem, var nu heller ikke hvad han havde forberedt sig på, men det var vel altid en god ting, at der var noget til at passe på landet her, som ellers var midt mellem de to bekrigende?
Tronesalens dører slog han roligt op, da han denne gang trådte ind. Han foldede hænderne roligt over ryggen, som han fortsatte frem. Blikket søgte omgående til Denjarnas skikkelse. Han var bekymret for hende, og nu hvor han selv havde gjort sig rigtig mange tanker. Han havde været en tur forbi den nylige smed i Dvasias, hvor han havde fået designet en ganske særlig gave. En gave, som han gerne ville give hende. Han stoppede op foran tronen. Han holdt forbandet meget af hende.. Han.. elskede hende vel? "De ser mig bekymret og træt ud, Denjarna," lød det roligt fra ham, inden han trådte tættere på hende, ved at træde tættere på. Han ville gerne se hende smile.. tage pladsen ved siden af ham om natten, hvor han også kunne passe på hende. I den forstand, så havde han vel også brug for hende?

[Denjarna Dark Dynithril]

Det var uden tvivl en hård periode, som Denjarna var gået ind i. Intet syntes nemlig at ville forløbe sig, som hun ville, og det var uden tvivl et problem, når omstændighederne var så store, som de var! Det var trods alt ikke små hverdagsproblemer, som hun gik omkring med, men derimod store og betydningsfulde. Både personligt og samfundsmæssigt. Det var uden tvivl meget for hende, og desværre var der ikke rigtigt noget at gøre ved det. Døren til tronsalen hørte hun gå op, men ej reagerede hun på det. Hun vidste nemlig, at det ej var en borger, og at vedkommende derfor ikke behøvede hendes fulde opmærksomhed. At deres dronning gennemgik en stresset tid, vidste tjenestestablen desuden udmærket. Særligt som hun sov mindre og spiste mindre. Øjnene lod hun glide i igen, som hun hørte Salvatores stemme. Denjarna. Han kom i så fald til hende som en ven, og ikke hendes rådgiver. ”Hvad er der snart ikke at være bekymret og træt over længere?” svarede hun træt igen. ”Der er ingen chance for et samarbejde med Tayevania.. Dvasias er større end nogensinde og lurer lige på den anden side af grænsen.. Vores datter er sporløst forsvundet.. Jeg beklager min manglende optimisme. ” Det eneste positive var, at hendes land stod endnu og at borgerne havde det godt. Hvor længe det ville vare ved var dog det, som hun frygtede. Siden hun var kommet tilbage, havde hun nemlig frygtet Dvasias’ planer. Særligt som landet havde vist sig at være blevet det mere glubsk på sine ældre dage. Jaqia tog og tog, hvor hun ikke gjorde noget for at mildne det. Derfor havde hun også håbet på en alliance med Tayevania.. Noget som hun nu kunne glemme alt om.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Det var vel ikke underligt, at Salvatore faktisk var bekymret for Denjarna? Og særligt, når hun tog tingene på den måde, som hun nu gjorde i øjeblikket. Han bed tænderne svagt sammen. I dag, var han skam ikke kommet som hendes rådgiver, men derimod noget mere nært end det.. Han var her som en elsker. En titel, som han havde påtaget sig for lang tid siden, men hvad var der at gøre ved det?
"Dvasias vokser, og det samme gør du i dit regi af landet her. Folket har længe ventet på at du kom retur. Dog selv til trods for at Jarniqa håndhævede opgaven ganske udmærket," fortalte han med en rolig stemme. Han trådte op til hende, hvor han denne gang gled på knæ foran stolen. Han brød sig bestemt ikke om, at se hende på den måde. Så træt og nærmest opgivende. Det var slet ikke typisk hende, at tage tingene på denne her måde, og naturligvis var det noget, som gjorde ham oprigtigt bekymret, og det kunne han bestemt heller ikke ligefrem lide.
Salvatore tog omkring hendes hånd, som han trykkede let i sin. "Jeg forstår at din tur til Tayevania ikke var nogen videre succes, Denjarna," sagde han dæmpet. Oprigtigt bekymret var han faktisk, fordi at hun så sådan ud. Han kunne bestemt ikke lide, at se hende på den måde. Han var vant til styrken. .Han var vant til modet. Og det havde han uden tvivl brug for at se nu.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt var det, at Dvasias voksede. Sandt var det dog også, at hun voksede som dronning her i landet. Selv vidste Denjarna nemlig godt, at hun var elsket af befolkningen her. Noget som hun skam også tog til sig! Desværre var de andre ting bare mindre lette at sluge. Særligt når Damien tyngede hendes sind med sin egen bekymring. Selv kunne hun nemlig konstant mærke, hvordan Jarniqas forsvinden plagede ham.. men kunne hun også bebrejde ham for det? Selv vidste hun jo, at hendes datter havde forgudet Damien. Derfor vidste hun også, at han nu så sig skyldig i, at hun havde forsvundet fra jordens overflade. Øjnene åbnede hun op igen. Denne her gang vendte hun dog ikke det sølvgrå blik mod vinduet, men derimod mod Salvatore. ”Jeg har folkets kærlighed, ja,” endte hun sandfærdigt med at medgive. Dog følte hun også, at det var det eneste hun havde nu om dage. Hun mærkede, hvordan han tog om hendes ene hånd og klemte den. Ligeså så hun den tydelige bekymring i hans ansigt. Bort endte hun dog med at se igen, som han nævnte Tayevania for hende. Svagt rystede hun på hovedet, så hendes ravnsorte lokker dansede yndefuldt, inden hun vendte blikket mod vinduet igen. Derude gik det så let lige nu og her. De behøvede ikke at gå med de samme bekymringer som hende. ”Hvordan kan det være en success, når deres råd end ikke ønsker at åbne døren for mig?” spurgte hun blot, inden hun så direkte ind i hans øjne. ”Forstår du hvilken ydmygelse det er? At rejse hele vejen til deres ø.. at medbringe diverse gaver til dem.. at finde deres hovedsæde og så stå foran deres dør og høre, at de ikke ønsker at se mig?”

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Dvasias voksede, og naturligvis var det noget, som gav grundlag for bekymring. Også for Salvatore, da han heller ikke ønskede, at der skulle ske hverken hende eller Jarniqa noget. Nu hvor deres datter atter måtte være over alle bjerge, og endda uden så meget som et ord til afsked, så var det heller ikke noget, som gjorde det meget nemmere af den grund. Hans blik søgte hendes, som han denne gang tog omkring hendes hånd. "Du ligner mig en, der kunne bruge noget søvn og noget hvile," sagde han med en rolig stemme. Han var oprigtigt bekymret for hende, for han kunne bestemt ikke lide, at se hende på denne her måde, hvilket han nu heller ikke var bange for at indrømme, og særligt, som det var lige nu. Han bed tænderne sammen. "Er der noget, som jeg kan gøre?" spurgte han. Hvad han dog ikke ville gøre, for bare at se hende smile lidt igen. Det klædte hende uden tvivl bedre end det her!
Salvatore rejste sig roligt, kun for at kigge ud af vinduet ved siden af hende. Landet var smukt.. Han var stolt af, hvad de havde formået at udrette til nu. Han samlede endnu en gang hænderne på ryggen. "De gjorde en fatal fejl ved ikke at åbne deres døre for dig, Denjarna. Jeg er ked af, at det har vist sig, at være sådan et tidsspilde for dig," sagde han med en rolig stemme. Det var dog ord, som han mente oprigtigt, for han kunne slet ikke lide, at se hende på denne her måde!

[Denjarna Dark Dynithril]

Sjældent var det, at Denjarna end ikke kunne falde til ro om natten, men nu var hun om end inde i en sådan periode. Meget eskalerede også, som hun frygtede for sit land i og med, at det ingen allierede havde, samt hun tænkte på sin datter.. dog knapt så meget, som det Damien tydeligvis gjorde. Det var næsten det, der var værst. De var dog også blevet en del af hinanden. ”Let er det ikke at finde hvile, når man føler at taget brager ned over en,” sagde hun ærligt, som det jo var sådan, at hun følte det. Hun følte, at alt ramlede på en gang. Nu skulle det kun mangle, at Dvasias angreb dem, eller at landet blev udsat for en naturkatastrofe! Svagt trak hun på smilet ved Salvatores ord. Ikke fordi, at hun var glad, men fordi, at han altid forsøgte at gøre det bedste for hende. Han var ligesom Damien på det punkt.. Begge ønskede de blot at glæde hende. ”Du kan sikre, at mit land forbliver mit, og at Jarniqa er vel,” endte hun med at sige, hvor hun vidste, at det var ting, som han ikke kunne give. Ingen kunne nemlig sige, hvad de andre lande plottede, og ingen vidste, hvor Jarniqa var, og i den forbindelse … hvor var Lucifer egentligt? Der var uden tvivl alt for mange spørgsmålstegn i dette puslespil. Hånden lod hun falde ned, som hans slap hendes. Hun fnøs dæmpet. ”Tayevania var ikke blot et tidsspilde, men en direkte ydmygelse,” endte hun direkte med at sige. Det var dog også, hvad det var. Intet kunne hun regne med fra det land.. og ej heller Procias eller Dvasias. Umiddelbart havde hun ingen udeståender med Procias’ nye dronning, men stadig.. Procianere havde aldrig været glad for hendes navn.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste skam godt, og havde forståelsen for, at Denjarna følte sig presset, for det var bestemt heller ikke underligt, at det forholdt sig således. Desuden ønskede han blot, at hun havde det godt, og ikke mindst, kunne hvile om natten. Var det meget at forlange? Ønske af hende? "I det tilfælde, må vi rejse nogen stolper, som holder taget oppe," sagde han med en ærlig stemme. Ikke ønskede han at se hende på denne her måde, og ikke ønskede han, at noget ondt skulle ske hende. Var det virkelig så underligt? Hun var uden tvivl det vigtigste for ham.. Foruden deres datter, som selv intet ønskede, at have med ham at gøre.
Hovedet lod Salvatore falde en kende på sned, som smilet atter måtte brede sig på hans læber. "Om jeg vidste hvor Jarniqa havde været.. Jeg ved ikke hvor hun har taget vejen hen," sagde han med en dæmpet stemme. Tanken måtte han vel næsten finde en kende skuffet? Det gjorde ham trist, for uanset hvad han gjorde, så fejlede han, og det var frustrerende! "Mig ønsker hun ikke at vide af," sagde han endeligt. Det var en tanke som gjorde ham trist. Han hævede denne gang hånden, kun for at stryge den over hendes kind. Hun havde fået et ganske særligt bånd til denne.. drage, så helt skidt havde det vel heller ikke været? "Hvilket jeg oprigtigt er ked af," sagde han. Han ville ønske, at han kunne sige noget, der vendte hele den situation.. men tidsspilde havde det jo været. En tanke som forargede ham, og gjorde ham trist på samme tid. Det var ikke måden, at tage imod en dronning på!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Du har altid ønsket det bedste for mig, Salvatore.. Lige nu er stolperne blot svære at sætte,” sagde Denjarna ærligt. Tankevækkende var det egentligt.. Damien og Salvatore var de to eneste mænd – de to eneste personer – der altid havde villet gå igennem ild og vand for hende. Tankevækkende var det uden tvivl.. Særligt fordi, at hun lige havde været ude for det stunt med Gabriel. Berusende havde det uden tvivl været at være omkring Gabriel, men igen … i den sidste ende havde hun gjort ret i at forlade ham for år tilbage. Hun betragtede ham, som han talte om Jarniqa. ”Ingen har set skyggen af hende. Hun er blot som … sunket i jorden,” sagde hun direkte. Jarniqa var over alle bjerge. Hvilket land hun var i, vidste hun ikke. I princippet kunne hun også bare gemme sig her i Manjarno. Lettere gjorde det det dog ikke, da de tydeligvis ikke havde et praj om, hvor hun var. At Jarniqa end videre ikke ønskede at vide af Salvatore, vidste hun godt.. Det hjalp vel heller ikke på sagen, at pigen altid havde haft en anden faderfigur? Det kunne hun dog ikke gøre noget ved. Slet ikke nu hvor, at pigen ingen steder var at finde! Øjnene lod hun kortvarigt søge i, som hun mærkede hans blide hånd over sin kind. Rart var det, men desværre var kærtegn kun en distraktion. Det hjalp nemlig ikke på de problemer, som hun havde. ”Intet er der at gøre ved det. Tayevania har truffet deres beslutning, og jeg må tænke på mit lands situation, som det står nu.” Ingen allierede havde de, så et problem var det, hvis de blev angrebet. Hæren havde de selvfølgelig, men stadig.. Et land stod stærkere med venner omkring.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

"Så må vi kæmpe det ekstra for at få dem sat," sagde Salvatore med en ganske bestemt stemme, som han jo heller ikke ønskede at se det hele ramle om ørene på hende. Den tanke kunne han bestemt ikke lide, og ikke ønskede han at se det tage knækken på hende. Et sted frygtede han jo, at det var den effekt det hele ville have, når alt kom til alt. Han vendte hende ikke ryggen igen. Ikke om han kunne blive fri for det om ikke andet, og det var skam også sådan, at han havde det med tingene som de stod lige i øjeblikket. Som ved Jarniqa.. En sag, som han vidste, at han burde gøre noget ved, men som han samtidig også vidste, at han ikke ville være i stand til. Kvinden ønskede jo ikke at vide af ham, og derfor var det også svært for ham, at finde hende.. gøre noget ved det manglende bånd, som han så brændende ønskede at gøre noget ved! "Hun forsvandt ganske kort efter at du vendte hjem, min kære," sagde han med en sandfærdig stemme. Han vidste, at hun nok kunne klare sig selv, men som en far, så bekymrede man sig vel også? Der var han i hvert fald ikke noget undtag!
Tayevania havde taget deres valg, og så måtte de jo gøre det bedst, ud fra de muligheder, som de nu måtte have. Ingen tvivl om det. "Hvad med den nye procianske dronning?" spurgte han denne gang direkte. En Darcy.. en ung kvinde, som selv havde brug for allierede derude. Igen lod han hånden falde til hendes. Det bekymrede ham oprigtigt at se hende på denne måde. "Blot ønsker jeg at se dig smile igen," sagde han med en oprigtig stemme.

[Denjarna Dark Dynithril]

Skævt smilede Denjarna. Ikke just af glæde, men nærmere af opgivenhed. ”Og har vi ikke allerede sat de pæle flere hundrede gange? Jeg ved, at jeg allerede har gjort det,” endte hun med at sige. Hun kæmpede. Hun kæmpede altid. Nu hvor hun var dronning, kæmpede hun primært for at holde sit kongerige oven vande. Inden da hun kæmpet med, at alle havde langet ud efter hende. Der skulle blot være noget. Altid. Hun kiggede på ham. At Jarniqa havde forsvundet kort efter hendes hjemkomst, vidste hun skam godt. Hun havde jo lige landet med Damien, som pigebarnet havde styrtet over til dem.. De havde vel kun lige hilst på hinanden, inden Damien havde fortalt hende nyheden, og at hun havde styrtet bort? Det at stikke af fra sin familie, kendte hun selv fra sig selv. Hun havde jo gjort det selvsamme, blot i en yngre alder. ”Jeg ved det.. Jeg var der jo,” sagde hun sandfærdigt. ”Dog troede jeg, at hun blot ville løbe til sit værelse.. Ikke forsvinde fra jordens overflade.” Det havde uden tvivl kommet som en overraskelse. Særligt fordi, at hendes datter altid havde forsøgt sig med et forhold til hende.. og nu var hun blot løbet. Betød det, at hun havde forspildt sin chance? Chancen for at være en moder? Tanken havde hun i hvert fald tænkt. Som han nævnte Procias for hende som en mulig allieret, og som han greb ud efter hendes hånd, valgte hun at trække hånden til sig og stille sig med ryggen til ham. Armene lagde hun om sig selv, alt imens hun så ud af det store vindue. ”Procias.. Procias har aldrig lovet noget godt. Det så du selv, som de hellere ville alliere sig med deres dødsfjende end med mig,” sagde hun direkte.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Salvatore vidste, at det var hårdt, men derimod også en klar og tydelig nødvendighed. De var nødt til at holde hinanden oppe, om de skulle holde landet oppe, og den slags kom trods alt ikke af sig selv, kunne man jo sige. Hans blik søgte hendes skikkelse. "Så er det jo godt, at vi nu er to til byrden, ikke sandt?" spurgte han med en rolig stemme. Naturligvis bekymrede det ham, at tingene forholdt sig således. Han vidste hvad han følte, men ikke hvor han havde hende, og nu var deres datter forsvundet. Ikke fordi at han ikke troede, at hun kunne passe på sig selv, for det vidste han skam godt, at hun kunne. Det var bare stadig... frygtelig svært. Han bekymrede sig jo for hende, og han ønskede et forhold til hende, hvis han dog bare fik muligheden for det. Han nikkede. "Hun har din stædighed, Denjarna. Jeg ved, at hun kan passe på sig selv, men jeg kan ikke undgå at bekymre mig," endte han. Da han havde fundet ud af, at hun var hans datter, havde han sat alle midler ind for et forhold, og var endt med at blive afvist. Ikke var det underligt, at han faktisk tog det hårdt.
Som hun tog hånden til sig, da han havde taget den, gjorde et sted.. ondt. Hans blik gled dog mod hende, som hun stillede sig med ryggen til. Hun havde brug for noget at smile af.. noget at styrke sig på, og han ville hellere end gerne give det til hende. Han trådte om bag hende, hvor han denne gang lod armene glide omkring hendes skikkelse, kun for langsomt at trykke hende ind til sig. "Landet har fået en ny dronning, som eftersigende, skulle være mere åben end de forhenværende. Det er ikke længere Diamaqima, der befinder sig på tronen i landet, Denjarna," fortalte han. Han bad hende vel bare om at være åben for muligheden? Det ville komme dem alle til gavn.

[Denjarna Dark Dynithril]

Øjnene kneb Denjarna en anelse sammen. De var to om det? Bestemt ikke af, hvad hun vidste af! Hun stod med tronen alene. Han var blot hendes rådgiver, der derfor skulle hjælpe hende med at nå frem til den korrekte beslutning, og landets prinsesse – der var den eneste der kunne afløse hende – var sporløst forsvundet! ”To om byrden? Der er kun mig til at værne om kronen.. Den eneste anden er flygtet herfra, hvis ikke du har bemærket det,” endte hun noget skarpt med at sige. Ikke fordi, at hun var vred på Salvatore, men fordi hun var presset, og stod alene med sagen. At han ikke mente, at hun burde bekymre sig om Jarniqa var et sted … en god ting. Realiteten var vel også, at han kendte hende bedre end, hvad hun gjorde? Problemet var bare, at selvom han sagde, at Jarniqa var en stærk pige, så levede Damiens frygt i hende. Den kunne hun ikke slippe udenom, og den store drage var på ingen måde let at berolige, når det kom til den sag. ”Prøv du at fortælle en selvbebrejdende drage, at det hele nok skal forløbe sig.. Ikke nok med, at jeg står med de kongelige problematikker, så skal jeg også stå med hans følelser, som var de mine egne,” fortalte hun ærligt. Næppe var det noget, som han kunne forstå sig på, som han jo ikke selv stod som dragerytter. En omvæltning var det uden tvivl for hende. Særligt når Damien nærede så stærke følelser for Jarniqa, som han nu gjorde. Dog kunne han i retur også mærke, hvordan det tyngede hende. Som hun mærkede Salvatores arme om sig, endte hun selv at lægge sine hænder mod hans. Rart var det at mærke ham igen. Ej ønskede hun at slå ham bort, men … den dårlige samvittighed kunne hun ikke undgå at have. Hun havde jo ligget med en anden mand – gentagende gange og endda her. Slut var det dog nu, som hendes affektion for Gabriel var borte. Det havde vel bare været nogle pirrende stunder fra fortiden, hvor hun nu var tilbage i nutiden? Hun fnøs dæmpet. ”Ikke ønsker jeg at søge Angelique Darcy. Jeg er færdig med at komme krybende. Jeg vil køre mit land, som jeg nu bedst kan. Hvis udestående må ønske noget, må de søge mig,” sagde hun fast.

[Salvatore ’Kenara’ Salizmira]

Muligt var det at Denjarna var ene om tronen, som hun nu måtte sidde på, men af den grund, så var det vigtigt for ham, at hun vidste, at hun ikke stod alene med det på det personlige plan, for der ønskede han mere end glædeligt at hjælpe hende. "Tronen står du måske alene med, men du har endnu folk tæt på, og nær omkring dig, som ønsker dig det bedste," forklarede han. Jarniqa var måske væk, og selvom han nu heller ikke ligefrem havde det største og bedste forhold til deres lille pige, så var det ikke noget, som han kunne gøre noget større ved desværre. Han ville ønske at han kunne.
Damien tog det måske hårdt, og et sted, kunne man jo heller ikke ligefrem klandre ham for det. Det var den mand, som han vidste, havde taget sig af Jarniqa frem til nu.. faktisk, og det gjorde selvfølgelig også sit for hans vedkommende. Et sted skyldte han jo manden for, at have taget sig af deres elskede datter. Han ville gerne have det forhold. Det var jo tøsen, som nægtede ham det. "Det må også være hårdt for ham, ikke at have det forhold til Jarniqa, som han en gang havde.. Han kan vel også mærke de kvaler, som du i øjeblikket må gå rundt med?" spurgte han med en rolig stemme. Naturligvis vakte det ham en bekymring, for han ønskede jo kun, at hun havde det godt. Armene lod han derfor søge om hende, hvor han trykkede hende tæt ind mod sig, så de stod der krop mod krop. Det var noget, som selv han havde savnet. "Gem de kongelige pligter bare for en dag, og tilbring den dag sammen med mig," opfordrede han. Han ville gerne. Han ville denne dag, give hende noget at smile af.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Her i landet er jeg omkring venner.. Dette ved jeg. Min frygt ligger heller ikke inde for landets grænser, da jeg ved, at vi kan klare os, hvis blot det er os. Min frygt ligger i, hvad de omkringliggende lande kan finde på,” svarede Denjarna ærligt. Hvis de omkringliggende lande ikke gjorde Manjarno noget, havde hun ingen frygt. Selv vidste hun nemlig, at landet klarede sig, som de havde deres egen industri, som man i landet heldigvis kunne producere stort set alt. Derudover vidste hun også, at hun var en elsket dronning af landets borgere. Det var kun udefra, at hun var en torn i øjet på folk. Desværre var det ikke kun landet hun skulle tænke på, men også det personlige og Jarniqa, og der spillede hendes forhold til Damien særligt ind. ”Det nager ham, at han ikke kan være omkring hende, ligesom det nager ham, at hun stak af i det sekund, at han fortalte hende, at han nu var en drage … for evigt. At han bebrejder sig selv, kan jeg derfor ikke klandre ham for, selvom det der skete var blot, at han fulgte sit eget hjerte,” fortalte hun. ”Og jo.. Som jeg kan føle, hvad han føler, kan han ligeså føle, hvad jeg føler. Det er uden tvivl en tilvænningssag..” Øjnene lod hun søge i, som han fortsatte med at trykke hende ind til sig. Let syntes det mere eller mindre altid med Salvatore.. Han var altid god ved hende. Ønskede hende altid. Og der var ingen drama omkring ham.. Hendes forhold til ham var derfor på ingen måde som nogen af hendes forrige forhold til mænd. Der var nemlig altid en eller anden form for drama der, men Salvatore var altid bare så … ægte og rolig. ”Og hvad ønsker du, at vi skulle foretage os?”