Out.. just for once!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun hade virkelig hygge sig med ham denne aften. Og denne intime stund som de delt sammen, hun så på ham og trykke sig bare ind til ham. hun lytte til ham og smile blidt, hun nikke blidt og var helt enig hun håbe de fik den mulighed igen. for hun hade fået smag for det, og hun ville da gerne dele sin krop med ham en gang mere eller to.. måske tre. Hun ryste dog tanken af sig, og nød bare og stå tæt med ham i steden for.

Hun så på ham, det var tid og følge ham hjem og hun måtte holde hovedet højt og ikke græde. Hun hade lovet ikke og være ked af de, hun så på ham og nød kysset mod sin tinding og så bare på ham. hun så på ham og smile bare til ham, og klemt blidt om hans hånd. ”så kom.. jeg følger dig ud af skoven” hun så på ham, hun ville enlig ikke have han tog tilbage nogle sinde! Men hun vist at vis han skulle få en chance for at komme ud igen så måtte han komme hjem igen. hun så på ham, og gik bare roligt mens hun holdt godt fast i hans hånd. ”tror du at der går lang tid inden næse årlig fridag kommer?” hun måtte indrømme at hun allered var utålmodig omkring og vente på den næste årlig fridag.

[Cale Joseia Nightgale]

Hvornår den næste dag fri ville dukke op, vidste Cale ikke. Han kunne vel et sted kun håbe på, at der ikke ville gå alt for lang tid. Nu hvor gladiatorsæsonen var ovre for denne gang, vidste han også, at han havde overlevet endnu et år. Han havde været heldig. Hver eneste dag, kæmpede han for sin overlevelse, og nu var han færdig for denne omgang. Han lukkede øjnene let, og kyssede hendes tinding. Det var virkelig ikke meningen, at hun skulle rende rundt og være ked af det. Det ønskede han slet ikke. Overhovedet ikke faktisk!

Hånden lukkede sig tæt omkring hendes, hvor han smilede let for sig selv. Hun ville følge ham ud.. insisterede på at følge ham ud, og det havde han det egentlig ganske fint med. "Det glæder mig," sagde han oprigtigt, som han igen vendte blikket i retningen af hendes skikkelse. Smuk som hun var.. Og nu med det fantastiske og enestående, som de nu havde delt med hinanden, så blev det heller ikke bedre.. Eller jo.. det ville det, hvis han havde muligheden for rent faktisk at være sammen med hende!
"Jeg ved det ikke," begyndte han oprigtigt. Han trak let på skuldrene. "Altså.. sæsonen er ovre for denne gang, men jeg ved ikke hvornår Cyrenic vil lade mig gå igen," sagde han denne gang. Grotesk som det end måtte være.

[Mydall Lupita Vivar]

mydall håbe virkelig han snart ville få en fridag mere, hun ville gerne være sammen med ham igen. gerne så mange gange så muligt inden han igen skulle kæmpe for sit liv, hun så på ham og nød bare hans kysse mod hendes tinding. Det fik hende til og få gåsehud, og smile bare kærligt til hende. Hun så på ham, og kysse ham bare på tinding og smile bare og nød han var hos hende.

Hun så på ham som hun holdt om hans hånd, og gik stille og roligt mod udkanten af skoven. Hun holdt smile fremme for ham som hun hade lovet, hun ville dog ønske han ikke ville gå men gemme sig her ude med hende men hun vist det ikke gik. Hun så på ham, efter deres helt enestående oplevelse sammen syntes hun han udstråle en helt anden aura ind før. Hun rødme lidt, han var da bare en fantastisk mand. Hun så på ham som han snakke, hun bed sig svagt i læben ”jeg håber du snart du får lov og komme ud igen.. så vi igen kan brug noget tid sammen” hun så på ham og læne sig til side og kysse ham på kinden, ”jeg vil gerne dele flere dage som disse med dig” hun smile blidt og klemt om hans hånd.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale håbede virkelig på muligheden, for at komme ud igen, og tilbringe tiden sammen med hende. For ham, var det egentlig hvad han måtte betegne som det vigtigste lige nu, og det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt.
Her måtte de gå og vandre i stilhed. Han vidste, at det var ved at være tid for ham, at komme hjem, også selvom det ikke var noget, som han havde særlig meget lyst til. Tanken om det, ene og alene, var slet ikke noget, som faldt i hans gode bog, og særligt når han ikke vidste hvornår han ville få muligheden for at opleve det her igen. Det var helt igennem.. grotesk at det måtte være på den måde.

Cale vendte sig mod hende, da de nåede udgangen af skoven. Han måtte hjem nu, inden det for alvor ville gå helt galt, og det vidste han også godt. "Det samme vil jeg, og derfor beder jeg til, at det engang skal blive en mulighed for os.. Og så håber vi, at stjernerne meget snart vil vise sig, at tale for vores fordel," sagde han denne gang med en oprigtig stemme. Det var noget, som faktisk også måtte betyde meget for ham. Han smilede let for sig selv, lænede sig frem og kyssede hende. "Jeg elsker dig, Mydall.. Hold fast i den tanke," bad han denne gang. Han slap hende, inden han trak sig, for at søge tilbage mod Galarion, for at komme hjem. Han var allerede meget sent på den!

//Out

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall ville virkelig gerne have muligheden for de kunne være sammen igen, for hun kunne da virkelig ikke få nok af det. hun så på ham mens de gik i stilhed, det var virkelig rart bare og gå med ham, der hånd i hånd. Hun klemt hans hånd blidt, hun nød virkelig og holde ham i hånden. Det var en dejlig fornemmelse. Selv om hun var på veje til og lade ham tage hjem, så nød hun stadig gå turen og den tid hun hade med ham. hun hade var virkelig en forelsket kvinde, hun hade aldrig følt sig så levenden og let som en fjer før og det var kun sådan når han var hos hende.

Da de kom til udkanten af skoven, lod hun blikket hvile på cale. Hun vist det her betød farvel for nu, hun så på ham og nikke som han snakke. ”jeg er enig.. lad os håbe det snart bliver en mulighed for os” hun så på ham og smile blidt, hun hade jo lovet og smile for ham og ikke se ked ud af det. hun så på ham som han læne sig frem, og kysse hende. Hun sukke og gengældt kysset til han brød det, ”jeg elsker også dig cale.. glem det aldrig” hun så på ham, og mærke så han slap hende. Hun følt hjerte synke ned i maven men hun smile og vinke til ham, ind til han var ude af syne. Først der lod hun tårnene trille, hun savne ham allerede og det gjord ondt og vide der gik længe før de kunne have sådan en dag mere. Hun så mod himlen, stjerneren glimte smukt ”pleas lad det vi så ikke være sandt” mumle hun stille inden hun trist gik mod sit hjem.

//Out