Out.. just for once!

[Cale Joseia Nightgale]

Mydall Lupita Vivar

---

Det var ved at være solnedgang, hvor Cale havde fået lov til at søge det hellige tempel i Galarion. Dette var en af de meget sjældne gange, hvor han fik lov til at gå uden overvågning.. Men igen, så havde han jo heller ikke givet sin herre, andet end grund til at stole på ham. Selv den dag, hvor han var brudt ud af cellen ved Arenaen, havde han valgt at blive, og rent faktisk lade sig tilfangetage igen. 
Her var der sjældent mange mennesker, hvilket gav Cale en mulighed, for at trække vejret frit.. føle at han kunne få et pusterum, og det havde han efterhånden også brug for. For nu var legene over, for denne gang, og det gav ham... ro i krop, sind og sjæl. Her måtte han bede for Noelle.. og bede til, at folket meget snart gjorde noget ved denne forfærdelige rettergang, der foregik her på stedet!
Hænderne foldede Cale foran sig. Lyden af hans hoved kunne man høre, trods stilheden, som havde lagt sig her. Han kunne lide det. Det var noget helt andet, end de råb og skrig, og alt det blod, som han så i Arenaen. Her følte han sig helt.. lettet og fri. Og det var uden tvivl rart en gang imellem. Endnu en gang, havde han overvundet legene!

[Mydall Lupita Vivar]

Hvor kunne han dog være? Han hade ikke være ved hans herres hjem som han pleje, så hvor var han?
Mydall gik mod templet, hun hade først være ved cales herres hjem og stået og observeret på afstand, men efter at have stået der en del tid hade hun ikke set ham og det under hende. Så hun hade forsigtig søgt tætter på og opdage hov spor der først væk fra huset, var han ude? Eller hade de først ham væk? hun hade følt en uro tænk vis der var sket ham noget! Hun hade fuldt sporen en smule hastig, men som hun nærme sig templet forsvandt sporen for hende, fordi andre spor blande sig med hans.
Hun hade der for blot gået efter sin mave fornemmelse, hun hade sin lille kurv med. Og hun hade lidt frugt i den, et par ferskner faktisk hun vist jo han nød ferskner. Hun gik stille og roligt mod templet, hun hade en fornemmelse.. kunne han virkelig være der inde? Kunne det virkelig passe? Hun gik forsigtig op af tempels vej op til de stor døre.
Her skubbe hun forsigtig til døren så den gik op, og valgt og stikke hovedet ind. Først gled øjne rundt, hun hade aldrig være i templet så dette var et nyt sted for hende og det fassiner hende, hun skubbe døren lidt mere op. Der virke tomt, der var virkelig helt stille. Lyden af hendes hove kunne høres som et eko mod gulvet, hun smile svagt og skubbe døren mere op så hun kunne få resten af kroppen ind.
Hendes øjne fange så en skikkelse, en der stod længer inde i templet det line.. ”Cale?” kom det fra hende, i en håbe fuld tone. Kunne det virkelig være? Og var han virkelig her? Alene? Inden tremmer? Ingen vagter? Ingen mure? Hun mærke hjerte begynde og banke fast mod bryst som hun mærke kurven begynde og glide fra hendes hænder, vis det virkelig var ham ville hun sikkert tabe kurven i ren overraskelse og glæde over og se ham der, lig til og rør og holde om vis hun da ellers kunne få kroppen til og flytte sig længer ind i templet.

[Cale Joseia Nightgale]

En dag med frihed.. Det var hvad Cale var blevet skænket, og han havde uden tvivl tænkt sig, at bruge den på det, som i hans øjne, virkede fornuftigt: Bøn for Noelle. Hun havde uden tvivl brug for det, efter at de havde straffet hende så hårdt. Han bad uden tvivl til, at der snart ville komme bedre og lysere tider for dem, som var tilknyttet øen her.
Hovedet sænkede han en anelse, som han bevægede sig frem. Det sidste, som han var ude på her, var ballade.. Han ønskede ikke den slags, som han oprigtigt bare ønskede, at leve et stille og roligt liv. Bare tanken om, at kunne bryde de lænker for alvor, selvom han nu desværre tvivlede på, at det var noget, som ville komme til at ske.. Det var dog alt sammen tanker, som måtte afbrydes, da en stemme så klar og genkendeligt, måtte ramme hans ellers så følsomme øre.
"Mydall..?" Var det eneste, der egentlig brød hans læber, som han denne gang, drejede i hele kroppen, for at være sikker på, at det ikke bare var hans hjerne, der spillede ham et puds. Han savnede hende.. Gud hvor han dog savnede hende, og hendes fantastiske væsen og person! Og der var hun.. Stod der for øjnene af ham, så smuk, som hun altid havde været. Bønnen brød han.. Dette var næsten vigtigere for ham! "Mydall..!" endte han så det straks rungede i det store tempel. Og han søgte mod hende. Hurtigt, som hans ben kunne bære ham, uden at føre til løb.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall stod helt stille i døren, som hun ryste i hænderne. Hun trak vejre i små hurtig stød som hendes puls hæve sig som stemmen der tilhørt personen længer inde i templet ramt hendes øre, så det var cale! Hendes cale! Hun mærke kurven ryg fra hendes hænder, men hun var ligeglad hun var helt i chok lig nu. der var han jo! Uden for tremmerne og muren og andre væsners opsyn! Hun mærke hjerte hoppe som hans stemme rungede stort i templet som han sag hendes navne igen ”Cale..!” kom det højre fra hende som hun mærke munden bevæge sig op i et stort smile, og hun mærke glædes tåre samle sig i hendes dybe blå øjne.
Hun så ham komme nærmer, og selv om han bevæge sig hurtig dog uden og løbe så var det for hende som han bevæge sig i langsomt som var tiden ved og frys til, selv mærke hun sin ben bevæge hende frem ad mod ham. hun ville hen til ham, hun måtte hen til ham! ”Cale!” kom det bare fra hende igen med en stemme der tydelig fortalt hendes længsel efter ham. hun lod armen glid ned langs siden som hun skyndt sig og komme ham i møde, hun kunne virkelig bare ikke fatte han var her i templet, uden lænker og vagter omkring ham. ingen farlig våben, eller væsner der ville ham det ondt! Dette var som en drøm der gik i opfyldes, hun hade næsten ikke tur håbe på at hun ville få lov og komme tæt på ham igen, med det han hade sagt om arenanen og nu.. nu var hendes chance for og komme tæt på her, hun ville kunne rør ham, holde om ham, kysse ham! dette var sandelig en fantastisk dag!

[Cale Joseia Nightgale]

At se Mydall reagere på den måde, var en helt igennem fantastisk tanke for Cale! Det var lige, hvad han havde brug for, og særligt, som det var lige i øjeblikket! Hvilken fantastisk fornemmelse det var.. og hun var der rent faktisk! Hun var kommet hertil!
Hurtigt nåede Cale hende, hvor han denne gang lod armene søge omkring hendes skikkelse. Denne gang, kunne han rent faktisk mærke hende tæt på sig! Det var næsten noget af det bedste af det hele, og gud hvor han elskede det! "Mydall.." Stemmen var præget af intet andet end ren lettelse. Selvom dette kun var en dag, som han kunne nyde, så havde han uden tvivl også tænkt sig, at nyde den til fulde! At kunne dufte hende, og at kunne mærke hende så tæt på, var virkelig det bedste, som han vidste! Hurtigt måtte hans hjerte, derfor starte med at hamre mod hans bryst.. Som aldrig før! "Jeg er her.. jeg er lige her.." Han havde overlevet endnu en sæson, men om hans herre, var villig til at slippe ham, vidste han ikke. Desuden var han her jo kun for at bede for Noelle. Nu var han glad for det.. Tænk, at selv hun, havde lagt turen forbi det her sted. Det var jo virkelig fantastisk! Stærkt måtte han knuge hende tæt ind mod sin egen faste krop. Hvor havde han dog savnet hende!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall var fyldt med overvældene følelser lig nu, dette var fantastisk! Han var her, lig her! Hun kunne se ham, hørt ham og snart mærke ham uden tremmer til og forhindre hende i og mærke ham tæt ind mod sig, dette var sandelig helt vidunderligt! Hun mærke som deres kroppe mødes som de enlig nåde hinanden, armen søgt hun rundt om ham, som hun knuge sig ind til ham ”Cale..” kom det fra hende i et længselsfuld suk, som hun mærke hans fast krop mod hendes noget bløder krop. Hun mærke glædes tåre trille ned af hendes kinder, og videre ned mellem dem. Hun mærke hans hjerte der hammer mod hans bryst, og hun kunne mærke sit hammer lig så hårdt som hans, som forsøgt deres hjerter og hammer hårdt nok til de kunne mærke hinanden.
Hans ord fik hende til og smile, og snøft på samme tid. Hun kunne slet ikke beskrive hvor fantastisk dette var, hun kunne heller ikke finde ord til og svar ham lig nu, hun var bare så fyldt med følelser lig nu at stemmen hade for kluder sig i hendes mund.
Hun nøde til fulde følelsen af hans varm krop mod sin, så dejlig fast.. hun følt sig tryg i de arme. Hun kunne mærke lysten til aldrig og forlade de arm vokse i hende, hun smile bare som hun lod ansigt gå fra hans bryst til og kigge op mod ham. det var så uvirkelig at stå sådan med ham, det var som en fantastisk drøm og hun ønske aldrig og vågne fra igen, hun lod forsigtig en arm glide fra ryggen og op af hans bryst og op til hans kind. ”cale.. du er her virkelig..” kom det enlig fra hende, i en stille men kærlig hvisken som hun valgt og trykke sin læber mod hans i et inderligt kys, mens hun holdt hånden på hans kind. Hun var ikke i tvivle mere, han stod der virkelig! Hun ville kunne kende de læber hvor som helst, og når som helst.

[Cale Joseia Nightgale]

At Mydall derimod skulle reagere så voldsomt på at Cale rent faktisk stod der, var en tanke som kom bag på ham. Det bekræftede dog bare for ham, at han havde en kæmpe betydning for hende, og det var noget, som han kunne lide! Det var bestemt livsbekræftende for ham, for det var ikke noget, som han nogensinde havde oplevet før. Var det sådan at lykke føles? Han kunne uden tvivl rigtig godt lide det!
Øjnene lukkede han for et kort øjeblik, mens han lyttede til hendes snøft. Var hun virkelig ked af det? Komplet dum på følelser, kunne man jo sige at han var, da han ikke havde nogen anelse om, hvad det ville sige, at føle for nogen, da han altid havde været alene. Hånde lagde han mod hendes ryg, så han kunne trykke hende godt og tæt ind mod sig i stedet for. "Jeg er her.." endte han dog med at sige, inden han mærkede, hvordan hendes læber trykkede sig mod hans i et kys. Han gengældte det. Nu kunne han rent faktisk gøre det, uden at der var tremmer eller andet i vejen!
Hjertet slog som det aldrig havde gjort før. End ikke i Arenaen oplevede han noget så intenst, som det han delte med Mydall i øjeblikket! Han trak hovedet forsigtigt til sig, som han brød kysset. Han sendte hende et smil. Et af sine yderst sjældne smil. [color=pink"Tænk, at det er her, jeg skal støde på dig,"[/Color] sagde han glad. Kunne han være andet end glad?

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall trykke sig ind til ham, det var virkelig bare så overvældene for hende. Hun hade ikke troede at hun skulle få muligheden for at komme tæt på ham så hurtig, og da slet ikke i et tempel. Hun var virkelig høj på følelser lig nu, hun var så lette og glad på samme tide. Hun snøft bare kort og gned sig hurtig i øjne for at stoppe tåren fra at forsætte med og løbe da hun ikke ville blive ved med og tude, hun ville nyde deres øjeblik sammen.
Hun så på ham som han igen forsinker hende om at han var der, det hjalp han sag det et par gange det fik det lig som til og falde på plads i hendes hoved. hun så på ham, som hun mærke hans hånd mod hendes ryg og hun på de måde kom tætter på ham. hun så på ham som han trykke sig ind til ham, og trykke læber mod hans og holdt øjnene lukke og nøde virkelig bare følelsen af hans læber mod hendes, var helt fantastisk beder ind hun huske det.
Hun mærke han trak hans læber fra hende, hvilke fik hende til og åbne øjne og se på ham. hun så på ham som han smile, hun nød hun han smile. At se sådan et livsbekræftende smile var bare fantastisk, hun smile blidt og så på ham ”jeg var ved din herres hjem først.. jeg så din hov spor og fuldt dem et godt stykke til jeg ikke kunne følge dem mere.. og her var du så” hun smile og så på ham, og lod hånden stryg ham over kinden. Dette var virkelig bare fantastisk, at så der helt tæt op af ham. mærke hans hud mod hendes, deres hjerter der hammer der ud af, og varmen hun fik i kroppen af det og at han stod helt op af hende.

[Cale Joseia Nightgale]

At Mydall havde fulgt ham hele vejen hertil, var livsbekræftende.. Det bekræftede ham i, at hun virkelig ønskede at være tæt på ham, og være omkring ham, for det var han jo trods alt heller ikke ligefrem vant til, kunne man sige. Men det var ligemeget! Så lang tid, at han havde hende, så var det faktisk også det eneste, som havde noget, der mindede om en betydning for ham lige nu.
Hånden strøg han over hendes kind. "Legene er ovre for denne gang.. Jeg klarede mig igennem endnu en sæson.. Jeg fik en fortjent fridag, under den forudsætning, at jeg kommer hjem igen. Nu har jeg da en, at tilbringe tiden sammen med.. Og jeg elsker det." sagde han med en rolig stemme. Tænk, at han rent faktisk kunne være heldig.. At lykken rent faktisk skulle tilsmile ham, og nu var der ikke nogen tremmer eller andet i vejen! Så handlede det om at udnytte tiden, mens man nu måtte have den!
Noelle var nu stadig en kvinde, som Cale måtte tænke meget på. Ikke i kæresteregi, men fordi at han kunne takke hende for, at han også var i live i dag. "Jeg kan se, at du har det godt.." tilføjede han. Han lænede sig frem, og plantede et kys mod hendes pande. Han kunne slet ikke lade være, nu hvor han kunne mærke hende helt tæt på! Det var det mest fantastiske, som han længe havde været ude for!

[Mydall Lupita Vivar]

Selvfølige hade mydall fuldt ham helt til templet, hun ville gør alt for den mand. Og hun ville gå så langt hun overhovedet kunne for at nå ham, selv om det ikke hade vær så lang en tur men det vigtigst var hun ville gå langt for ham. hun så på ham som han strøg hendes kind, hvor hun dog nød hans hud mod sin det satte en sitteren igennem kroppen på hende.
”jeg så glad for du klar det, jeg har ikke gået en dag uden og være bekymret for om jeg ville se dig igen.. at jeg så er så heldig og finde dig her, og så på en fridag uden overvågning.. det næsten så uvirkelig som det kan blive, jeg hade næsten ikke tur håbe på at kunne komme så tæt på dig, ikke før du hade fået din frihed.” hun så på ham, at han skulle tilbage igen var dog et træls punkt i den forudsætning men hun kunne ikke gør noget ved det. hun ville nyde denne fridag med ham, hun ville ikke gå tidelig hjem bare for og passe på sig selv nej i dag ville hun vær hos ham lig ind til han måtte gå.
Hun så på ham, og smile blidt ”så godt man nu kan have det når man lever adskilt fra den man elsker allermest i verden” sag hun stille som han plant et kys på hendes panden, hvor hun dog nød det! hun følt hun kunne smelte væk og bare svæve afsted på en sky. Hun så på ham og lod hånden stryg ham kærligt over kinden, mens den anden arm stadig var på hans ryg, som hun også blidt kæle for med de lang tynde finger. ”du ser også ud til og have det godt.. ” sag hun stille og så på ham, som hun valgt og skænk hans læber et blødt og kærlig kys for hun ville da udnytte og kunne kysse på ham så tosse hun nærmest vilde ind til han skulle hjem, hun holdt det dog ikke så længe bare kort men godt, inden hun lag hovedet mod hans skulder/hals og trak vejre dybt og slappe bare af i hans arm, ”jeg har sådan savne dig” mumle hun stille og trykke sig bare kærligt ind til ham, som hånden på hans kind lag sig på hans bryst.

[Cale Joseia Nightgale]

Det her var skæbnen. Der var ikke nogen, som kunne beskrive det bedre end det, og særligt nu hvor han rent faktisk stod der sammen med hende. Det måtte være lykke. Ikke kunne han huske, at han havde oplevet noget lignende nogensinde før, og det kunne uden tvivl godt mærkes, og særligt, som det var lige i øjeblikket. Et smil passerede tydeligt hans læber.
Han plantede et kys mod hendes pande. I dag havde han fri, men det var så derimod også det eneste, der lå i det. Ikke noget andet. "Jeg lovede jo, at jeg ville klare mig igennem legene, ikke sandt? Det er meningen det her.. det var meningen, at du skulle finde mig her." Stjernerne måtte have forudsagt det! De måtte have set, at det var det her, som skulle til, da intet andet af det, gav mening for hans vedkommende.
De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. For nu, havde han det fint. Han havde det fantastisk lige i øjeblikket, og han kunne virkelig godt lide det! "Jeg har det fantastisk, nu hvor jeg har dig ved siden af mig," sagde han med et smil på læben, som han igen lagde armene omkring hende. Hans stærke arme omkring hendes smukke skikkelse. Han ville jo gerne passe på hende! "Jeg har også savnet dig, Mydall.. virkelig meget," forsikrede han hende, som han lagde hovedet tæt ved hendes. Han kyssede ømt hendes hovedbund. Hun var da uden tvivl det mest betydningsfulde, som han havde i sit liv.

[Mydall Lupita Vivar]

Det var virkelig skæbne det her, at hun skulle finde ham her i templet og de kunne brug noget tid sammen uden nogle tremmer, mure eller vagter omkring dem. Hun så op mod ham som han kysse hendes pande igen og det fik hende til og sukke, mens hun lytte til hans ord. ”jeg er så glad for du klar det, jeg troede kort der var sket dig noget da jeg ikke kunne se dig i haven hvor du plejer og være” hun så på ham og smile, ja stjerneren måtte have guide hende her, hen til manden hun elskede mere ind noget andet i denne verden.
Hun så på ham som han så ned mod hende, og smile bare og nød virkelig at mærke hans krop tæt mod hendes.
Hans ord fik en svag rød farve til og blusse op i hendes kinder, ”jeg har det på samme måde, nu hvor jeg har dig hos mig” hun smile og kysse ham blid på hagen, og nød bare og kysse på ham lig nu for nu kunne hun kysse ham hvor hun ville uden der var kolde tremmer til og holde hendes læber væk fra hende.
Hun smile og nød bare hans stærke arme om hende, hun følt sig bare tryg lig nu og hun følt intet i verden kunne gøre hende fortræd så længe han hade om hende. Hun så på ham og smile ved hans ord, hun nød kysset mod hendes hårbund og trykke sig bare ind til ham mens hænderne nusse hans ryg og bryst ganske blidt, og sukke bare dybt og glad, der gik lidt inden hun så op mod ham, ”jeg har for resten ferskner med til dig” hun smile stort og tydeligvis lykkeligt, hun stråle helt og modvillig trak hun armen til sig for at vende sig rundt og gå tilbage til kurven og fik bukke ned i forbene og begyndt og samle ferskenerne op fra gulvet.

[Cale Joseia Nightgale]

Stjernerne måtte have ledt dem sammen. Det var Cale ikke et sekund i tvivl om! Særligt, når det måtte foregå på denne her måde! Han elskede det uden tvivl! Han sukkede dæmpet, som han lænede sig frem, for at plante endnu et kys på hendes pande. Han havde det fint. Han havde det faktisk mere end fint, nu hvor hun stod der tæt ved ham. Der fandtes virkelig ikke noget, der var bedre for hans vedkommende, end det!
"Der er ikke sket mig andet, end hvad der er typisk, og at forvente når man kæmper i en Arena, min kære. Lidt mærker, ar og sår.. Det er ikke noget, som jeg ikke har overlevet før," forsikrede han med et smil på læben. For ham, var det vigtigt at hun vidste det. Det var ikke fordi at der var noget med ham, men dette var hans ene fridag.. Den ene, som han rent faktisk fik, hvor han kunne gøre lige hvad han havde lyst til, og nu hvor hun var der.. Så havde han uden tvivl tænkt sig, at udnytte det!
At hun havde taget ferskner med, fik ham til at grine let for sig selv. Hvorfor var han dog ikke overrasket over lige netop den del? "Du forkæler mig," sagde han roligt, som han denne gang, tog omkring hendes hånd, som han trykkede blidt i sin. Han var bare glad for, at de var sammen. For nu om ikke andet, hvilket han uden tvivl godt kunne lide! "Denne dag skal nydes.. så meget som vi nu kan," sagde han med en rolig stemme. Han førte hendes hånd til sine læber, hvor han blidt kyssede hendes knoer.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så op på ham, det var så underligt at kunne stå der helt tæt på ham. at bare kunne holde om ham uden der var tremmer mellem dem, uden de risiker og blive opdage. Hun nød hans kys mod panden som hun fik en del af, hun smile og så på ham som han snakke til hende. ”det også vigtigst du overlever, kan godt overleve du får nogle ar” hun smile blidt til ham, mens hun bare holdt godt om ham for hun hade virkelig ikke lyst til og slippe. Men selv om hun ikke ville slippe, gjord hun det og gik hen og fik ferskerne tilbage i kurven, hun så på ham som han tog om hendes hånd og smile. ”du skal forkæles lidt når du nu er nøde til og kæmpe for live hele tide” hun så på ham og klemt hans hånd blidt.
Hun så på ham og smile som han snakke, hun nikke for hun var helt enig med ham at dagen skulle nydes så meget de to nu kunne. ”du har ret, jeg vil nyde vært et sekund jeg kan få med dig ” hun smile og så på ham som han løft hendes hånd og kysse hendes knoer, hun rødme svagt og smile bare. ”sikke en charme du har når du uden for tremmerne” hun smile og gik bare tæt på ham igen, og valgt og kysse ham på munden ganske blidt. Hun slap dog efter et meget blødt og kort kys, inden hun tog en fersken og rakt ham ”sulten?” hun smile blidt og så på ham.

[Cale Joseia Nightgale]

Det handlede om at nyde øjeblikket, mens man nu havde det, hvilket end ikke Cale var det mindste i tvivl om. Han var glad.. nærmest lykkelig over, at hun havde fundet ham her, og det alene, var han heller ikke bange for at lægge det mindste skjul på. Hun var nemlig en meget særlig og yderst speciel kvinde for ham. "Det er jeg bange for, at du bare må være nødt til at se mig med," sagde han ærligt. Ar og mærker, var nemlig en naturlig del af det liv, som han netop havde haft igennem de sidste rigtig mange år, og det var bare meget begrænset, hvad han egentlig kunne gøre ved det, kunne man sige.
Som hun slap ham, og søgte væk, for at hente kurven med mad, som hun havde smidt i glæde, for at have set ham, sagde han intet til. Så lang tid, at han kunne se hende, og ikke kunne se andre, så passede det ham mere end udmærket! "Du har været så god ved mig, fra første øjekast," sagde han denne gang med et smil på læben. For ham, var det noget, som virkelig betød ekstremt meget. Rigtig meget faktisk. Han kunne lide det. Svært havde det været i starten, men det var slet ikke den fornemmelse, som han havde lige i øjeblikket. Overhovedet ikke.
Han sendte hende et smil, hvor han gengældte hendes kys. For ham, blev det hurtigt en vane. Og det føles jo også rigtig rart, at gøre det med hende, hvilket han i forvejen heller ikke kunne skjule. "Jeg kunne altid spise ting, som du forærede mig," sagde han ærligt, hvor han tog glædeligt imod den lille fersken, som han straks tog en bid af. Det smagte jo virkelig, virkelig godt! Han sendte hende et smil. "Kom," bad han med en rolig stemme, som han denne gang fortsatte med at gå. Bønnen kunne pludselig godt vente lidt.