Out.. just for once!

[Cale Joseia Nightgale]

Kunne det passe, at de tænkte for meget over det? Cale vidste det ikke rigtigt.. Han vidste bare, at han ikke kunne lide, hvad han havde læst og tolket i de stjerner, som tungt måtte hænge oppe over dem. Særligt, når det var ting som dette, som blev gjort tydeligt for dem begge. Han ønskede ikke, at noget skulle ske hende, og han ønskede jo heller ikke at hun skulle komme galt af sted, eller sidde alene.. Hvor var han henne i det billede? Det var også lidt det, som han måtte sige, at han var bange for i dette henseende, og det var han bestemt ikke bange for at erkende for hende.

Cale vendte blikket op mod stjernerne, i håbet om, at det var nogen, som han ville være i stand til at tyde bedre. Der var bare ikke rigtigt mere at komme efter i det henseende, hvilket et sted også var en temmelig irriterende tanke for ham. Han bed tænderne tydeligt sammen. "Jeg bryder mig ikke om det.." Og med det liv, som han havde haft, så var det vel heller ikke særlig underligt? Man kunne jo ikke ligefrem påstå, at de ting, var noget som kom ham særlig godt til grunde, og særligt som slave i en Arena. Han var vel.. ment til at dø på det sted?

[Mydall Lupita Vivar]

mydall så bare ind mod hans hals, mens hun holdt sig tæt ind til ham. hun ville ønske hun kunne se mere i hendes stjerner men, det var ikke mere og komme efter for hende. Hun håbe virkelig hun bare over tænkte det og det ikke var noget alvorligt, selv om hun vist chancen var stor når man tænkt på han var slave. Hun trak vejre dybt og indånde hans duft, han var jo dejlig ren lig nu.

hun strøg ham blidt over bryste i langsomme og rolig bevægelser, hun kigge op mod ham og kunne se han bed tænderne sammen. ”det gør jeg heller ikke.. men vi kan ikke gør andet ind og vente og se om det du så sker.. og hvad det er der sker” hun så på ham, og lod hånden søg op til hans kind. Hun hade brug for at glemme kort det han hade tydet, ”for nu.. vil jeg nyde den smule tid jeg har tilbage med dig, i steden for og bekymer mig” hun nusse hans kind ganske kærligt inden hun lod læberne søge sammen med hans mens hun trykke sig blidt ind mod ham og bare lave et dybt og kærligt kys mens hun strøg ham over kinden og halsen i langsomme blid strøg, dette var nok det bedste måde hun kendt til og glemme ting på at bare være ham nær og kysse hans dejlig læber.

[Cale Joseia Nightgale]

Det var svært for Cale ikke at bekymre sig om det, som skete omkring ham, og særligt når det måtte foregå på denne her måde. Det gjorde rent faktisk ondt på ham, at vide, at det var sådan her, at tingene skulle være, og særligt, hvis det var noget, som skulle gå udover hende, for det ville han jo heller ikke ligefrem have! Han kunne jo godt lide, at hun havde det godt.. Det var det vigtigste for ham at vide!
"Der er nok ikke så meget andet at gøre, men jeg bryder mig ikke om, at noget skal ske med dig," sagde han denne gang med en næsten såret stemme. Det lignede ham heller ikke, at reagere på denne her måde, men hvad pokker kunne han da gøre ved det? Han kunne jo ikke umiddelbart gøre noget, hvad end om det var noget, som man nu ville det eller ikke.

Kysset fik ham dog hurtigt på andre tanker, for han vidste jo også, at Mydall havde ret. Det var vigtigt, at de kunne nyde de stunder sammen som de nu havde, uden at skulle tænke på, hvad der ville ske i fremtiden. Det var vel bare vigtigt, at de levede i nuet? Det var i hvert fald også sådan, at han måtte se på tingene, så det alene, var heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen.
"Du har ret.. Du har så ret," hviskede han efter en kort pause, da han kyssede hende igen. Hans arme holdt hende godt og tæt ind mod sin egen krop. Han kunne ikke få nok af hende!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hans ord varme hende for det vist han meget hun betød for ham. men stadig var der intet de kunne gør ved det, hun nusse hans kind ”det ved jeg.. og jeg bryder mig ikke om tanken der kan ske dig noget” sag hun med en stille og tydeligvis bekymret stemme, hun trykke sig bare ind til ham og sukke stille. Lige meget hvad ville hun ikke kunne gør noget for ham, hun var bare en kvinde hun hade ikke nogle talenter som sådan. Hun var naturlig kærlig og kunne brug en bue men det ville ikke hjælpe cale meget, så længe han var en slave og fanget til hverdag.

Hun nød virkelig kysset, og mærke bare hendes hjerte nærmest gå i dvale og kun tænke på cale. Hun så på ham som han brød kysset for at svar hende, ”nemlig.. så lad os nyde det til det yderste” hun smile blidt inden hun mærke hans læber mod hendes igen og sukke stille og lag armen om ham, og blidt kæle ham på ryggen og nød bare og være så tæt på ham, hun kunne slet ikke få nok af ham og hun ville nyde være en bid hun kunne få af ham mens de stadig hade tid.

[Cale Joseia Nightgale]

Selvom Cale var fri i aften, kunne han jo mærke de usynlige lænker, som endnu havde fat i ham. Et sted var han jo også bange for, at han aldrig nogensinde ville formå at komme fra det fangenskab og djævelskab, som han nu var fanget i.. At han rent faktisk ville være der, til den dag han gik i graven, for det var da noget af det sidste, som han ønskede sig! "Hellere mig, end dig," sagde han denne gang med en direkte stemme. Blikket vendte han i retningen af hendes skikkelse, for han kunne bestemt ikke lide at se hende på denne her måde, og så vide, at der ville ske noget med hende, oveni alt det her!
Kysset besvarede han mere end glædeligt. Før eller siden ville han være tvunget til at søge retur, kun for at fortsætte med de evige kampe i Arenaen. Det var ved at være et hårdt arbejde for ham. Han kæmpede jo ikke bare for sin overlevelse længere, men også for sit liv på en helt anden måde, end hvad han kunne sige, at han var vant til. Det var i hvert fald mærkbart på rigtig mange måder. Øjnene lod han glide i. De skulle nyde det, mens de endnu havde tiden og mulighederne for dette, og det alene, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Du er virkelig vigtig for mig," hviskede han med en dæmpet stemme, som han endnu en gang, vendte blikket mod hende. Han ville ikke undvære hende.. Og han ønskede derfor heller ikke, at noget skulle ske med hende!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun kunne stadig ikke forstille sig hvordan livet som slave måtte vær for ham. hun hade set ham kæmpe en gang, og det hade være skrækkeligt. Hun huske det stadig tydelig, og hun husker hvor meget hun ønske og møde ham, snakke med ham måske hjælpe ham eller giv ham lidt omsorg fra en af hans egen art. Men det hade udvikle sig, hun var falde plask for ham. han var på inden måder som en normal fri kentaur og måske det var noget af det hun elskede mest ved ham, nok hade han dræbt men det var for at forsvar sig selv og red sit eget liv det kunne hun leve med. For hende var det han var i arenaen ikke den cale hun hade lært og kende, men den cale hun så nu det var hendes cale og den mand hun beundre og ønske kun det allerbedste for. ”nej.. helst ingen af os” sag hun stille og så bare på ham.
Kysse gengældt hun og nød virkelig bare og mærke ham så tæt ind til kroppen, hun lod hænderne stryg ham over den del af hans heste krop hun kunne nå mens hun bare nød kysset til fulde. Som han brød det for at hviske til hende åbne hun øjne og så på ham, ”du er også utrolig vigtig for mig cale” hviske hun stille og strøg ham over bryste, han var hendes skat hendes et og alt. Hun så på ham, ”jeg ber til det vi ved fra stjerneren ikke er så slemt.. og vi snart kan være sammen du og jeg.. og leve sammen.. altid” hun ville virkelig elskede og leve med ham, gennem tyk og tyndt. Hun ville gør ham lykkelig, hun ville giv ham alt hun hade bare for at se ham glad, vær en lille millimeter af hende var kun hans, og ingen andres. ”jeg ønsker kun og være din for altid cale.. være en lille del af mig.. kun dit” hun rødme lidt og lag panden blidt mod hans mens hun kæle hans bryst og heste krop af det hun kunne nå.

[Cale Joseia Nightgale]

Livet som slave, var stort set det eneste, som Cale rent faktisk kendte til, grotesk som det end måtte lyde, så var der bare ikke særlig meget, som han kunne gøre ved det. Alt taget i betragtning, så var hans liv ikke meget at prale af. Sådan havde det i hvert fald været, frem til hun var dukket op om ikke andet. Mydall havde givet ham følelsen af, at have andet end sit eget liv at kæmpe for. Bare den ene gang, hvor hun havde set det, havde det jo været helt grotesk. Han kunne slet ikke forestille sig, at skulle gøre yderligere ved det! "Helst ingen af os, men hvis det endelig skulle være.. Så hellere mig, end dig," endte han. Han ønskede ikke, at noget ondt skulle ske hende. Så smuk, dejlig og perfekt, som hun var, så var det slet ikke noget, som han ønskede, skulle ske for hende!

Kysset, og det at mærke hende kærtegne ham på den måde, var nyt og fremmed.. og så alligevel, så føles det helt naturligt, og han kunne virkelig godt lide det. Der var ikke noget, som beskrev det anderledes eller mere perfekt for ham, end det! Øjnene lukkede han let. Han ville have hende.. Det spørges jo bare om, han nogensinde ville få muligheden for det?
Et liv sammen med hende.. Det lød jo virkelig fantastisk. Det stod ganske vidst ikke i stjernerne lige nu, men det kunne jo være, at det kom. Han bad virkelig til, at det ville komme, for han ønskede intet andet! "Som jeg ønsker af hjertet, at du skal være min.. Jeg vil ikke have, at du er sammen med nogen andre," endte han med en dæmpet og nænsom stemme. Det var en frygt for ham. Virkelig intet andet end en kæmpe frygt! Hånden strøg over hendes kind, og med panden mod hendes. Han elskede hende virkelig.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall holdt sig bare ind til ham, hun nød virkelig og være sammen med ham på denne måde. Men det bekymre hende virkelig det han hade tydet i stjernerne, for hun ville nødig se ham komme til skade eller i værste fald dø. Hun så på ham som han snakke og sukke, hun valgt dog ikke og sig mere for hun vist han ikke ville ænder det han sag. Hun trykke sig bare ind til ham, og kysse ham kærligt mens hun nusse hans bryst blidt.

Kysset var dejligt, hun elskede det virkelig den mand. Hun så på ham og nusse blidt hans bryst, mens hun holdt kysset. Hun elskede virkelig den mand, hvordan kunne hun dog være så heldig og finde en mand som ham. hun så på ham som kysset blev brudt, og så roligt på ham som han snakke. Hun smile og strøg ham blidt ned af ryggen, ”jeg vil aldrig være sammen med andre ind dig cale.. jeg elsker kun dig og inden anden” hun så på ham og smile blidt til ham, og kysse ham på halsen ganske kærligt mens hun holdt sig ind til ham. hun elskede ham virkelig, mere ind noget andet og hun kunne ikke forstille sig at være uden ham eller sammen med en anden ind ham. der skulle heller ikke være andre ind cale som rør hende på den måde, det var også kun cale der måtte rør hende på den måde.

[Cale Joseia Nightgale]

Cale følte sig virkelig heldig. At han havde mødt en kvinde som Mydall, for hun var da virkelig fantastisk! Der var ikke nogen ord, som kunne dække det bedre for hans vedkommende om ikke andet, og det var han nu heller ikke ligefrem bange for at indrømme, når det endelig skulle være. Det var vel også derfor, at det bekymrede ham, at det var den slags, som han havde læst i stjernerne? Død læste han ikke, men det var noget, som sagtens kunne være lige så skidt i hvert fald.
"Jeg ved ikke.. Jeg tror det er skæbnen der endelig tilsmiler mig lidt," sagde han ærligt. Det havde været meningen, at de skulle mødes, og prøv at se dem nu.. Nu sad de her på den ene fridag, som han havde om året. Han havde slet ikke lyst til at tage hjem, også selvom han vidste, at han før eller siden, ville være nødt til at gøre det. Desværre. Han ville jo heller ikke have at der skulle ske hende noget, fordi at han pludselig ikke ville lystre ordre.. og tænk, hvis han ikke fik lov til at komme ud igen? Det ville han ikke risikere!
Cale strøg hende over kinden, og med et smil på læben. Var han virkelig bare heldig denne gang? Han var glad.. Lykkelig ikke mindst, og det var alt samme noget, som han i denne stund, kunne takke hende for. "Det bekymrer mig bare," endte han denne gang. Han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, selvom han ville elske at kunne gøre det.. Men det kunne han ikke!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun var lykkelig lige nu. hun hade sin elskede cale hos sig, hun kunne ligge her i hans arme og bare vær tætte og nyde hans fridag, sammen ude i skoven bare de to sammen. Hun så på ham som han snakke og smile blidt, ”det fortjener du også min kære cale” hun så på ham og smile kærligt til ham. hun nusse ham blidt over ryggen og nød virkelig bare det her rigtig meget.
Hun så på ham og nød hans strøg over kinden og mærke bare hvordan hjerte pumpe bag hendes bryst, hun så på ham som han sag han bekymre sig. Hun ville ikke have han skulle bekymre sig sådan, hun ville aldrig skift ham ud. Hun elskede ham af hele sit hjerte og hun ville gerne bevise det vis hun kunne. ”vis det bekymre sig cale.. så lad.. mig blive et med dig” hun så op på ham, det var tydelig og se hun mente det for hendes øjne var rolig og urokkelig. Det var temmelig stort og sig sådan, men vis det kunne skabe ro i ham og vide hun ville give sig helt til ham så ville der ikke være grund til bekymring omkring hun ville finden en anden, for hende betød det utrolig meget vis cale ville blive et med hende, det var ikke just en lille ting og bede en anden om. Hun strøg ham over kinden, ”jeg elsker dig cale.. det kun dig jeg vil dele mit sind og krop med.. du må aldrig tror andet” hun så på ham og kysse ham kærligt på munden.

[Cale Joseia Nightgale]

Frygten for, at det her ikke var enden, var uden tvivl noget af det, som stod stærkest i Cale, og særligt når det foregik på den her måde. Han lod selvfølgelig hellere tingene gå udover ham selv, end de skulle gå udover hende, og det var han nu heller ikke bange for at indrømme, når det endelig skulle være. Hans blik søgte hendes skikkelse endnu en gang, og med en tydelig bekymret mine. "Jeg beder til det," sagde han med en oprigtig stemme, som han svagt måtte smile til hende.
Mydall formåede da uden tvivl at gøre ham utrolig glad, og det var noget, som rent faktisk betød rigtig meget for ham. Øjnene lukkede han let, som han lænede sig ind mod hende i stedet for. Kunne det virkelig passe, at han denne gang, var den som skulle være så heldig? Det var virkelig noget, som glædede ham utrolig meget! Et stille kys tildelte han roligt hendes pande igen.
".. B-blive et med mig?" spurgte han. Helt præcist hvordan skulle den forstås? Nu hvor han igen var tvunget ud i situationer, som for ham, var helt ukendte. Hun var desuden også en af de meget få, som han mødte af deres slags, som ikke havde noget med slaverne eller hans egen familie at gøre. Kysset til læberne, tog han mere end glædeligt imod. "Jeg elsker også dig, Mydall.. Lov mig, at du aldrig glemmer det," bad han med en dæmpet stemme.

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så på ham, hun vist godt han ikke brød sig om vis hun kom noget til men hun brød sig stadig ikke om han kom noget til. Hun så på ham, og nød bare og mærke ham helt ind til sig og følt sig bare tryg i hans arm lig nu. intet var beder ind og være der i hans arm syntes hun, her var der tryg og varmt og hun elskede det. hun så mod ham og mærke kysset mod panden, og smile bare mens hun svart rødme.
Da han spurt ind til det hun hade sagt rødme hun som en gal, kendt han ikke til det udtryk? Hun rødme meget og gemt ansigte mod hans hals, ”ja.. altså.. du ved.. det man sådan laver.. øhm når man virkelig elsker hinanden.. ” hun rødme som en gal og kunne slet ikke få sig selv til og sig hvad det var hun mente med det, gud hvor var det bare pinligt syntes hun.
Hun lytte til det han sag, og smile som han hade gengældt kysset hun gav ham. ”Jeg elsker også dig cale.. jeg lover jeg aldrig glemmer det, vis du lover du heller ikke glemmer det” sag hun stille og trykke sig ind til ham, og strøg ham kærligt over bryste.

[Cale Joseia Nightgale]

Generelt alt det, som man lavede, når man typisk var et par, var svært for Cale at finde ud af, for han havde jo aldrig haft en grund til at skulle tænke i de baner. Faktisk havde han aldrig nogensinde regnet med, at det var noget ,som han skulle spekulere på, når det nu endelig var.
En svag rød farve meldte sig i hans kinder. "Jeg.. tænkte ærlig talt slet ikke på det.. Men.. ja," endte han. Nej, det var jo slet ikke meningen, at det skulle aftales eller noget lignende, for det var jo slet ikke meningen, at det var sådan de skulle være omkring hinanden. Var det underligt, at han handlede og håndterede tingene på den her måde, som han nu gjorde? Han havde jo aldrig nogensinde troet, at han nogensinde skulle komme i nærheden af det, som skulle vise sig, at være en kæreste, men.. det havde han vel et sted nu? Han smilede svagt, som han vendte blikket mod hende.
"Hvordan skulle jeg da kunne glemme, hvad du gør for mig? Og gør ved mig?" spurgte han oprigtigt, som han endnu en gang betragtede sig af hende. Det kunne han jo ikke. Hun var virkelig det vigtigste, som han havde, og det eneste, som han ønskede at bruge sit liv på at vogte om! Hun var virkelig noget for sig, og det var bestemt ikke noget, som han ønskede at miste!

[Mydall Lupita Vivar]

Mydall så op mod ham, hun var rød i hovedet for det var virkelig lidt pinligt og snakke om. Selv hade hun ingen erfaringer omkring det og være et par men hun kendt da til lidt, og hun vist da hvor babyer kom fra så klog kunne man vel sig hun var. Hun så på ham og trykke bare ansigt mod hans hals, ”det ikke for at gør dig utryg… men.. jeg vil gerne.. for jeg vil gerne vær din og kun din..” hun rødme bare som en tomat og sad stille mens hun trykke sig ind til ham.
Det var lidt underligt og have en kæreste for, det var de jo vel nu. det fik hjerte til og hammer ekster. Det var enlig ikke så tosset og have sådan en kæreste som cale, den mand var virkelig en drøm i sig selv. Hun så på ham og smile ved hans ord, ”du simpel hen dejlig cale” hun smile og så på ham, og nusse blidt hans bryst. Hvordan kunne hun være så heldig at have fundet en mand som ham, nok hade de mødt hinanden på en lidt anderledes måde ind normale par, men hun hade set ham som en fantastisk mand. Den vilje han besad, og styrke både fysiks og mental var virkelig værre og beundre i hendes øjne.

[Cale Joseia Nightgale]

De baner havde Cale aldrig rigtigt tænkt i, for det havde aldrig været ham en nødvendighed. Nu hvor han stod i denne situation, så var der bare ikke rigtigt noget, som han kunne gøre ved det. Et smil passerede hans læber. Selv tog han det faktisk ikke tungere end som så, for det var der jo trods alt heller ikke nogen grund til, kunne man sige. "Misforstå mig ikke.. For.. jeg vil gerne," sagde han denne gang, som han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse.
Cale lod hånden søge til Mydalls, hvor han lagde denne over. Han trykkede omkring hendes. Selv vidste han, at han nok ville være nødsaget til at søge tilbage meget snart, selvom det ærlig talt, slet ikke var noget, som han havde det mindste lyst til, og særligt ikke, når det var på denne her måde. Hun var vigtig for ham, og derfor ønskede han selvfølgelig også at tilbringe så meget tid sammen med hende, som det han overhovedet kunne. Det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt.
"Jeg ville ønske, at jeg kunne blive, men tiden render snart ud," endte han. Han lænede sig frem, og krævede endnu en gang hendes læber i et kys. Han kunne jo slet ikke få nok!