We are home!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

At ligge der sammen med hende, var en helt igennem fantastisk fornemmelse, hvilket Gabriel ikke var bange for at skjule. Og nu hvor han ikke skulle tænke på en kvinde, som ventede på ham derhjemme, så var det uden tvivl også fantastisk befriende, at det ville foregå på denne her måde. Han smilede let for sig selv. "Glemsom? Kære Denjarna.. Du er jo også ved at være gammel," kommenterede han tydeligt drillende. Det var nemlig muligt, at hun var ældre end ham, men derfor ønskede han nu alligevel, at tilbringe den tid sammen med hende. Han elskede det. Gud hvor han dog elskede, at have de muligheder, og særligt når det var muligheder, som kom således. Ikke at det var noget, som han kunne, eller ville lægge det mindste skjul på. Han følte jo for hende. Det var jo lidt der, at hans problem måtte ligge. Det var det, som havde udløst det hele, og noget, som han i øjeblikket, ikke var i stand til at gøre noget ved. Han smilede svagt for sig selv, inden han roligt vendte sig, så han trak hende med op over sig i stedet for. "Det vil aldrig blive en vane.." nåede han dog at sige, som hun kyssede ham. Grebet strammede han derfor omkring hende, kun for at mærke hende helt tæt på. Her måtte hans hjerte atter en gang, begynde at hamre voldsomt mod hans bryst, som aldrig nogensinde før, hvilket skam også godt kunne mærkes. I temmelig stor grad endda! Han prustede ganske svagt. Hånden strøg over hendes side. Hvo han dog elskede det! Hånden plantede han solidt i hendes nakke, for at holde hende fast. Om hun ønskede en mand, som viste hvad han ville have, så var det uden tvivl også, hvad hun skulle få!

[Denjarna Dark Dynithril]

Ej havde det været meningen, at han skulle vende hendes ord til, at hun var gammel og glemsom. Derfor valgte Denjarna at give ham et lille slag i brystkassen med en knyttet næve. Dog med et lille smil på læben. Tidsmæssigt var hun dog en af de gamle, hvor hun også var ældre end Gabriel. Dog ville hun bestemt ikke sige, at hun følte sig som en gammel kone! ”Jeg bliver aldrig for gammel,” lød det selvsikkert fra hende. Attraktiv måtte hun endnu være, og regnede hun med, at det ville ændre sig lige foreløbig.
Som han valgte at holde kysset, måtte hun ligeså give sig hen til nærheden igen.. og nok engang måtte hun vurdere, at hun nød det ubeskriveligt meget. Det var utroligt rart at være med ham, og det kunne hun ikke gøre noget ved. Igen havde de blot en kemi til hinanden. Oven på hans krop lod hun sig trækkes, alt imens hendes øjne trygt var gledet i igen. Dæmpet sukkede hun i kysset, alt imens hun lod hånden lægge sig imod hans kind, så hun blidt kunne stryge den. Mere blidt holdt hun den til forskel for før, hvilket hun skam også måtte nyde. Kysset valgte hun kortvarigt at bryde, så hun for et øjeblik kunne tage ham i blik. Den hårde sandhed var vel, at hun endnu var en kvinde med følelser, og at han havde formået at vække noget af al det igen? Øjnene lod hun glide i igen, som hun igen valgte at trykke sine læber mod hans i det dybe kys. At han ham for natten var noget der passede hende ganske udmærket. Hvad der derfra ville ske, måtte tiden jo vise.. men kunne hun mon virkelig finde på at tage ham ind igen?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at Denjarna var ældst af dem. Dengang han havde mødt hende første gang, havde han trods alt kun været en ung knægt, der var ved at vinde ud af livet, hvor hun derimod, var en kvinde.. en smuk kvinde, der kendte sin plads, var leder for sin race, og alligevel lod ham komme tæt på. Og nu gjorde hun det jo så igen. Var det underligt, at han frydede sig ved den tanke?
At hun derimod slog ham, fik et grin til at bryde hans læber. Han mente jo intet med det, da han stadig måtte anse hende, som en forbandet attraktiv kvinde. Ellers ville han nok næppe, ligge der, som han gjorde det i øjeblikket. "Det sagde jeg heller ikke, at du ikke var.. Du er mig stadig en fantastisk kvinde," sagde han dog ærligt. Ærlighed gik han trods alt meget op i, og særligt nu, hvor han måtte stå i denne situation.
At kysse hende, var slet ikke noget, som han kunne få nok af, og særligt ikke, som det var lige i øjeblikket. Hans hjerte måtte derfor slå fast mod hans bryst, hvor han rev hende med op over sig, og rullede om på ryggen. Han kunne mærke hende tættre på, på denne her måde, og det var det, som han derimod godt kunne lide. Liggende i sin egen verden, måtte han derfor være, frem til hun brød kysset? Langsomt lod han øjnene glide op igen, kun for at tage hende i blik. Ikke nåede han at gøre sig mange tanker, før hun så kyssede ham igen. Hånden førte han igennem hendes hår, kun for at tage et blidt, men fast bag i hendes nakke, for at holde hende fast. Det var hende, som han ville have! Derfor kyssede han hende igen. Det handlede jo trods alt om, at nyde tiden, nu mens de havde den.

[Denjarna Dark Dynithril]

Alder var en ting, men at være gammel var noget helt andet. Derfor passede Gabriels ord hende også. Selv ville Denjarna nu også mene, at hun var god til at pleje sig selv. Selv på trods af det faktum, at hun havde levet et umådeligt hårdt liv. Et liv de fleste vel ville have knækket under på? Let trak hun på smilebåndet. ”Jeg vil altid være en fantastisk kvinde,” lød det selvsikkert fra hende. Ganske vidst havde hun engang været tæt på at være en knækket kvinde, men kommet sig over det kunne man roligt sige, at hun havde. ”.. og du er nu heller ikke så slem igen.” Et glimt havde hun i de sølvgrå øjne. Var han mon også gået hen og blevet hende en fantastisk mand? Hun kunne ikke benægte at tiltrækningen var der, og endda mere end sidst.. Man kunne vel også sige, at han var gået fra at være dreng til mand? Og rigtige mænd var også, hvad der i den sidste ende altid havde tiltrukket hende.
Kysset de delte måtte få Denjarnas hjerte til at slå hurtigere. Også selvom, at det ikke var vildt og hårdt, som akten lige før, men derimod dybt og mildt. Selvom det var begyndt at blive sent, ønskede hun ikke at sove, for hvordan skulle hun kunne ønske at sove fra dette? Også som man kunne sige, at de vel havde genfundet gnisten? Sin krop trykkede hun ned mod hans, alt imens hun nød at mærke hans hænder. Hun nød dem over sin krop. Hun nød den gennem sit hår. Hun nød fastholdelsen i sin nakke. Selv var hun ikke i tvivl om, at han måtte ønske dette ligeså meget som hende, og lettere gjorde det det uden tvivl. Langsomt brød hun kysset, så hun kunne tage ham i blik med de sølvgrå øjne. Smilet hvilede på hendes læber. ”Vil du virkelig vove og påstå, at du ikke ønsker dette som en vane?”

[Gabriel Maloya Nicomendes]

En fantastisk kvinde, var hvad Denjarna var, og ikke havde Gabriel tænkt sig, at vende ryggen til det faktum. Slet ikke faktisk. Et tilfredst smil måtte dog alligevel brede sig på hans læber. Han havde endnu ikke ødelagt denne dag, så det handlede jo om, at nyde det, mens der nu var tid til det. "Altid en fantastisk kvinde? Det er du måske lige nu.. Ingen ved, hvad du er i morgen," pointerede han med en morende stemme. Lige nu, var han nemlig i et ekstremt godt humør, og synd og skam, ville det da uden tvivl være, dersom det ikke skulle udnyttes.
Gabriel blev liggende der sammen med hende. Sagen var vel, at han alt for hurtigt, kunne gå hen og blive for vant til det her? At han oprigtigt, ville ønske, at det her, var ham en klar vane? "Jeg ved, at jeg er fantastisk," fastholdt han denne gang, med en betydeligt større stædighed, end hvad han havde gjort brug af, frem til nu. Hånden trak han let til sig, for at stryge over hendes kind. Denne gang, var han en mand, og ikke den lille dreng, som han havde været dengang. Han smilede let for sig selv. Han følte sig helt levende sammen med Denjarna, hvilket han i den grad måtte anse som en direkte fantastisk ting, da han slet ikke var vant til dette! Her følte han sig ikke stemplet.. ikke dum, men derimod levende og værdsat, hvilket næsten var ham, det bedste af det hele. "Du behøver slet ikke søge efter et sted for mig at være.. Jeg tror, allerede jeg har fundet det.." kommenterede han med et tydeligt smil på læben. Han lænede sig frem, for at plante et kys mod hendes læber. Han kunne jo slet ikke lade være!

[Denjarna Dark Dynithril]

”Siden du ligger her igen efter så mange år? Så tør jeg godt tage chancen,” lød det morende fra Denjarna, som hun skam godt turde satse sine penge på, at han var af samme mening i morgen.. og morgenen efter. De kunne vel heller ikke længere benægte overfor hinanden, at der var noget? Ikke nu, hvor de endnu engang lå i hinandens arme, og begge fyldte sig yderst tilpasse, efter så mange år. Selv havde hun ikke ventet, at der endnu ville være noget gemt, men ej heller ønskede hun at bekæmpe det. Drillende himlede hun med øjnene ad ham. ”Det kan du ikke tåle at høre,” lød det kækt fra hende. Sandheden var dog, at han vel var gået hen og blevet rimelig fantastisk? Som hun mærkede hans hånd imod sin kind, alt imens hun så ham ind i øjnene, var det så sommerfugle hun mærkede, eller var det bare en veltilpashed? Yderst veltilpas var hun dog, som han også måtte få hende til at føle sig levende, alt imens hun kunne nyde, hvad de lavede sammen. Muntert trak hun på smilebåndet, som han sagde, at han vel mere eller mindre refererede til at blive her ved hende? Kysset han plantede mod hendes læber, tog hun velvilligt imod, inden hun måtte skubbe sig op i en siddende stilling på ham. Oven på hans nedre sad hun, og med et ben på hver sin side af ham. Dette tillod hende at have udsigt over ham og hans flotte krop, men samtidig tillod det også ham at se hele hende.. Ikke at hun havde noget imod det. ”Lad mig høre, hvor dette hjem er,” opfordrede hun ham med et smil på læben. Kælent valgte hun at køre sine håndflader op og ned ad hans faste bryst. Godt føltes det uden tvivl, og at vide, at han kun ønskede, at hun rørte ham der, passede hende blot endnu bedre!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Et let smil passerede Gabeiels læber. Han morede sig uden tvivl ved denne tanke, så alene det, var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt. "Eller har jeg bare været heldig, at ligge her sammen med dig på de heldige tidspunkter? Du forsøger måske bare at vise dig, fra din bedste side," lød det roligt fra ham, som hans smil dog ej ville falme det mindste af hans læber. Alene dette, var uden tvivl noget, som i sandhed også måtte betyde temmelig meget for ham, så det sagde bestemt heller ikke så lidt på sigt.
At berøre hende.. stryge hendes kind, og skænke hendes læber kys, var noget, som Gabriel uden tvivl godt kunne lide i den forstand, at han ikke kunne lade være. Han kunne jo fortsætte med at gøre det, hvis det var det, som han ville! Og fik lov til om ikke andet. Han kunne derimod godt lide den udvikling, som det hele havde taget for ham, og det var heller ikke noget, som han kunne eller ville lægge det mindste skjul på, når det endelig skulle være sådan. "Jeg kan tåle at høre alt!" endte han stædigt, som hun satte sig op. Et svagt suk brød dog hans læbe. Hun sad jo placeret lige over ham! Så tæt på, men alligevel langt væk nok, til at han ikke kunne komme til. Hans hænder gled over hendes lår, hvor han strammede grebet en anelse. "Her... Lige her," svarede han med en direkte stemme. Han følte sig vel tilpas her lige nu, og han kunne jo lide det.. Som han kunne lide, at være sammen med hende.

[Denjarna Dark Dynithril]

”Erkend nu, at jeg kun har gode sider. Det er derfor, at kvinder misunder mig, og at mænd ønsker mig,” svarede Denjarna igen med et glimt med øjet. Sandt var det, at mange kvinder misundte hende, og at mange mænd ønskede hende.. Dog kunne man ikke just sige, at hun kun havde gode sider. Der var vel heller ikke nogen personer, der var helt uden muligheden for forbedringer? Blidt strøg hun ham over hans maveskind, som hun sad ovenpå ham. Selv nød hun det kun, som hun nød udsigten, at mærke ham, og at vide, at det var hende der fik lov til dette. Som det så ud nu, længtes han vel også knapt så meget efter sit gamle liv? Han lignede i hvert fald ikke en der savnede Silia, og ej heller begræd han sin dødsengleskæbne lige nu. Hun trak let på smilet. ”Det er fordi, at du ønsker at høre det.” Som han lagde hænderne over hendes lår og først strøg dem, for derefter at tage om dem, måtte hun mærke, hvordan det sitrede i hende, og fik hende tilsvarende til at køre sine negle hen over hans maveskind i et sekund. At han på sin vis ønskede at blive her ved hende, måtte forundre hende, og så alligevel ikke. Der var vel intet der havde ændret sig på det punkt siden gamle dage? Ind over ham lænede hun, så hun blidt kunne skænke hans brystkasse en række sommerfuglekys. ”..Du er for nyligt tidligere konge af Procias,” begyndte hun stille. Hendes læber fandt hans brystvorte, som hun legende lod blive strejfet af sin tungespids. ”..Folk ville kigge.. Folk ville snakke.” Hun ville i hvert fald blive forbundet med hans skilsmisse, hvis først han flyttede ind på slottet til hende! Og særligt hendes værelse.. Så ville folk uden tvivl også se på dem som værende et par.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

"Ønsketanker, min kære.. Du har virkelig mange sider.. mange dårlige, som du har mange gode.. Du er bare blevet en kende for dygtig, til at skjule dem," hviskede Gabriel med en direkte stemme. Han kendte hende jo trods alt, også selvom han havde set sig forfærdelig sort på hende igennem de sidste rigtig mange år, men det var vel heller ikke så underligt igen, var det?
Her sad hun over ham, og han lå under hende. Han havde nu intet imod det. Selvom det var så tæt på, og alligevel så langt fra, for hun sad jo lige over ham! Han lod hænderne stryge over hendes lår i blide kærtegn. Han var blevet en mand, og var ikke bare den unge knægt, som hun dengang, måtte have fundet kedelig. Tiderne havde forandret sig, og endda også rigtig meget, så det var heller ikke noget, som kunne komme bag på nogen som sådan. Han smilede kort for sig selv. "Vil du da benægte, at det er hvad jeg er?" spurgte han, som hun lænede sig nedover ham igen. Armene lod han derfor søge omkring hendes skikkelse, så han kunne holde hende helt tæt ind mod sig i stedet for. Som hun legede med hans bryst, og særligt hans brystvorte, satte det en voldsom sitren i ham. ".. Lad dem snakke," sagde han direkte, som han igen vendte blikket mod hende. Hun havde jo noget at gøre med hans skilsmisse fra Silia. Det var jo ingen hemmelighed! Han strøg hånden over hendes lænd og med et kækt smil på læben. "Glem alle andre, og tænk kun på, hvad du vil," opfordrede han. Han rykkede sig en anelse.. Han ville ligge helt perfekt i forhold til hende nu.

[Denjarna Dark Dynithril]

Sandt var det, at Denjarna formåede at gemme sine dårlige sider. Det var en kunst, som hun alle dage havde gjort sig i. På den led tog hun sig nemlig bedst ud overfor folk, og det var, hvad der gavnede hende i længden. ”At kunne skjule sine mindre lyserøde sider er også en ædel kunst. En kunst der kan ende med at holde en i live,” sagde hun ærligt. Altid havde hun vidst, hvordan man skulle have flere ansigter, men fra Dvasias kom hun også, hvor Gabriel alle dage ville være det mere ligetil. Drillende trak hun på smilebåndet, inden hun kælent nappede hans hud omkring brystet. Fantastisk var vel, hvad hun fandt ham lige her og nu? ”Jeg vil ikke benægte, at du ikke er så slem,” svarede hun ham drillende igen, som hun ikke ville give ham, hvad han ønskede. Blidt begyndte hendes læber igen at kærtegne hans brystkasse. Hun nød at mærke ham, ligesom hun nød at markere ham som sin. Om hun dog ønskede at reklamere med, hvad de lavede, vidste hun dog ikke.. Længe siden var det nemlig, at hun sidst havde sagt den slags højt. Det havde jo været med Derick. Manden som Gabriel måtte hade. Derudover vidste hun heller ikke om det med Gabriel blot var et par hyggelige stunder, eller om hun oprigtigt ønskede ham. Blikket hævede hun, så hun i stedet for hans overkrop kunne skænke hans læber et kys. ”Så let er det ikke længere, kæreste,” begyndte hun stille. ”Som dronning kan jeg ikke blot fløjte offentligt omkring med mænd. Det er ikke en sådan dronning jeg har valgt at være overfor dem.” Det var trods alt også af den årsag, at hun ikke havde været offentlig omkring Salvatore, som de altid havde været tætte væk fra andre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denjarna havde været meget igennem i sit liv, og derfor vidste han jo også godt, at hun havde lært sig ting, som man under normale omstændigheder, slet ikke havde brug for at lære sig. "Og det har holdt dig i live, og nu kan du så ligge med præmien.. Du er heldig," pointerede han roligt, som han let blinkede til hende. Alt i alt, var han en mand, som nu forsøgte at se frem. Det var noget, som Denjarna faktisk var rigtig god til at hjælpe ham med. Det handlede jo udelukkende om at nyde tiden, mens man havde den, og nu hvor hun var sådan en fantastisk god hjælp, så var det ekstra vigtigt for ham, at hun gjorde det. Det hjalp ham virkelig meget faktisk. Han kunne glemme alt om det, som han havde mistet. Undgå at græde mere over det. Det var vel også på tide, at komme videre nu?
Som hun legede med ham, kunne han slet ikke nænne at stoppe hende. Han elskede det jo for pokker! Elskede hvad hun gjorde ved ham, nu hvor hun gjorde det på denne her måde. "Og det er alt?" spurgte han direkte. Selv nu hvor han tilsyneladende, skulle tage hendes ord, som en afvisning på, at han kunne blive her, hvilket nok ikke just var hvad han havde forventet. Han rystede kort på hovedet, som han vendte blikket direkte mod hendes skikkelse igen. Hvoror var det så slemt, at lade ham blive her? Hun ville jo gerne have det. "Overfor dem måske.. men hvad så bag kulissen?" spurgte han direkte. Han kunne vel kun spørge sig om, hvor mange mænd, der havde lagt turen forbi hendes seng?

[Denjarna Dark Dynithril]

Muntert slap Denjarna en latter ved hans ord. Hun kunne nu ligge med præmien? Altså ham? Hendes sølvgrå øjne glimtede let. ”Jeg har klaret mig, og har nu vundet dig? Hvilken præmie..,” lød det ironisk fra hende i en drillende tone. Han var dog blevet lidt af en præmie, som han nu var blevet værd at gå efter. Om han ville forblive det, var hun dog spændt på at finde ud af. Selv var hun nemlig som sagt nysgerrig efter at finde ud af, om dette virkelig var en realitet, eller om det blot var noget flygtigt. Morende trak hun på smilet over hans kommentar. Om det var alt? Nej, det var det ikke just, men sjovere var dette. Derudover havde hun aldrig brudt sig om at ligge kortene på bordet, før hun var hundred procent sikker på noget. ”Hvad mere ønsker du da, at der skal være?” spurgte hun ham roligt. At det ikke passede ham, at hun ikke kunne ses offentligt med ham, kunne hun ikke gøre noget ved. Upassende ville det nemlig være overfor folket. Hvis hun nogensinde skulle ses offentligt med en igen, skulle vedkommende også turde og kræve hende. Det turde de dog ikke, som de derimod pænt nikkede, når hun kom med en afvisning. Smilet trak hun legende på, alt imens hun blidt lagde en hånd imod hans ene bryst. Underlivet hævede hun en anelse fra hans, så der pludselig var luft imellem dem. ”Bag kulissen?” spurgte hun legende, alt imens hendes fingrer strejfende måtte søge ned ad hans krop. ”Her er du min,” hviskede hun ham kælent ind i øret, som hun bestemt ønskede ham endnu, og ej skulle han være til deling for andre. Pirrende nappede hun ham i øreflippen, alt imens hun lod sin hånd glide helt ned, så hendes fingrer kunne strejfe hans nedre.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Selvfølgelig var Gabriel præmien! Bare måden som hun opførte sig på, overfor ham, indikerede, at hun måtte være enig med ham i hans udtalelser, og det var vel også det, som han levede lidt højt på. "Indrøm det.. Du ville blive ked af det, hvis jeg lå i med en anden," kommenterede han dog. Han kunne sagtens drille hende, og særligt nu, hvor han ikke havde nogen anden kvinde, at skulle stå op for. Silia havde han ikke længere, også selvom den tanke, endnu var meget mærkelig for ham.
Denjarna havde altid været en lukket kvinde, og derfor var det også svært for ham, at finde ud af, hvad hun tænkte, og hvad hun ikke tænkte.. Hvad mente hun oprigtigt om ham? Andet end at han var noget mere værd nu, ellers ville hun ikke have ligget der.. Så meget vidste han da. "Det må du jo fortælle mig," hviskede han med en dæmpet stemme, tæt ved hendes øre. Sådan som hun legede med ham, kunne han da uden tvivl godt mærke det på egen krop og sind. En ting var dog sikkert: Han var endnu ikke færdig med hende! Som hun hævede sig en anelse og lagde sig over ham, vendte han blikket mod hende. At hun nåede hans nedre, var noget som tvang et suk over hans læber. Han lagde hovedet ned i sengen. Han var hendes her? Hvad så udadtil? Når døren var åben? Han rystede kort på hovedet. Så let, slap hun bestemt heller ikke! Grebet strammede han omkring hendes skikkelse, som han let skubbede underlivet mod hendes hånd. "Tror du, at jeg nøjes med det?" spurgte han med en intens hvisken ved hendes øre. Han lod sig ikke lege rundt med på den måde!

[Denjarna Dark Dynithril]

Om Denjarne ligefrem ville blive ked af det, hvis han lå med en anden, vidste hun ikke. Hun var trods alt ikke sikker på, hvad hun følte endnu. Derfor ønskede hun dog heller ikke, at han søgte nogen anden, da hun ikke selv vidste, hvad hun ville endnu. Derfor ville hun uden tvivl blive vred, hvis det hændte.. Men kunne han da i det hele taget finde på at ligge med en anden så længe at de sås? ”Ønsker du at ligge med en anden” `spurgte hun i stedet. Selv mente hun bestemt ikke, at han burde, da hun burde være nok for enhver mand! Desuden.. hvis han gjorde hende utilfreds, ville hun ikke tøve med at gøre det samme med ham i retur. At han ønskede flere ord fra hende, forundrede hende ikke. Mange havde nemlig svært ved at læse hende, men det var også pointen. Hun tillod nemlig ikke, at nogen fik muligheden for at tage hende ned! ”Hvad er det sjove I det?” spurgte hun dæmpet, inden hun begyndte at kysse ham ned over halsen. Det var måske en form for distrahering, men virkede gjorde den nu altid, som ingen mænd havde afvist hende i det. Som han også nydende måtte sukke, og som han tilbød sig selv, som han skubbede sit underliv mod hendes hånd, måtte hun samarbejdsvilligt lukke sine fingre om hans nedre. ”Hvad er der da ikke at nyde ved det? Vil du da vove og påstå, at du ikke nyder dette?” spurgte hun ham dæmpet i en sensuel tone. Kyssende stoppede hun, som hun i stedet trak sit hoved en anelse tilbage, så hun i stedet kunne se ham i øjnene. Det var dog kun som hun begyndte at arbejde med sin hånd og hans nedre, som hun langsomt og pirrende måtte røre ham der.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel var ikke et sekund i tvivl om, at det ville påvirke Denjarna, om han gik ud, og søgte til en anden kvinde. Ikke fordi at det var noget, som han havde tænkt sig at gøre, men det var jo ikke utænkeligt, at det ville ske, dersom hun ikke rigtigt viste ham, hvad hun gerne ville, og det var jo lidt det, som gjorde det store udfald for hans vedkommende. "Hvem siger, at jeg har tænkt mig at gøre det?" spurgte han med en rolig stemme. Det var jo bare ikke til at være sammen med en kvinde, som ikke vidste, hvad de ville have.. eller ville fortælle det for den sags skyld. Det var der, at udfaldet var, for hans vedkommende.
Nu hvor hun lå over ham på den måde.. Berørte ham på den måde, så var det jo helt igennem fantastisk, på alle tænkelige måder, og det var end ikke noget, som han gjorde med vilje. Han kunne ikke styre det. HUn vidste da lige hvordan hun skulle berøre en mand! Han sukkede dæmpet. Han forsøgte i hvert fald at lade som ingenting, selvom det bestemt ikke var nemt. "Tag det som en voksen kvinde," hviskede han med en sammenbidt stemme. Han forsøgte i hvert fald at bide det en smule i sig.
Som hun tog et bedre tag omkring ham, fik ham til at synke mere ned i madrassen under hende. Var det virkelig meningen, at de skulle derud? Han havde intet imod det, for han kunne jo uden tvivl godt lide det. Grebet omkring hende, måtte han derfor stramme, inden han lænede sig frem, for at møde hendes læber igen. Igen i et dybt kys. Han nød det jo for pokker! Rigtig meget enda!