We are home!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Denjarna Dark Dynithril

---

Det brændt virkelig i Gabriels krop, da han endelig nærmede sig Neutranium med Denjarna i sine arme. Ikke fordi, at han havde noget imod at flyve med hende, men stædigheden, havde slået ind som aldrig nogensinde før. Det var meningen, at han skulle vise hende, at han sagtens kunne flyve hende hjem, selv på trods af den vægt, som der lå af vand i hans vinger. Dem under dem, ville nok nærmest tro, at de havde været ofre for støvregn, i takt med, at de var fløjte over dem.
Gabriel svedte og havde det skræmmende varmt, men at sænke højden og bede hende om at gå resten af vejen, nu hvor han kunne mærke hvor kold hun var blevet, var slet ikke noget som kom på tale! "Vi er der snart," endte han så kontrolleret som han overhovedet kunne, selvom det nok var mere anstrengt, end hvad godt måtte være i den anden ende. Dette kunne uden tvivl godt mærkes, når det endelig var. Værelset havde Gabriel fået udpeget, og derfor satte han kursen mod dette, så de hurtigst muligt, ville kunne komme dertil.
Balkonen var derfor det første som Gabriel søgte imod, hvor han alligevel måtte lande tildels tungt, da de endelig kom frem. Vingerne kollapset og faldt nærmest sammen bag ham, hvor de nærmest gled ned mod jorden. Han trak vejret i hurtige og faste stød. "J-jeg sagde jo at j-jeg kunne," sagde han forpustet. Han ville næppe komme ud og flyve igen foreløbig, så det passede ham jo egentlig ganske fint. Han forsøgte at rette sig op, selvom vingerne lige nu, ikke rigtigt ville, som han gerne ville det, men hvad pokker.. hvad kunne man da forvente af det hele? "Du skal i-ikke blive s-syg.." kommenterede han dog. Han ville gerne have hende med ind, og det kunne ikke gå hurtigt nok.

[Denjarna Dark Dynithril]

Koldt var det. Forbandet koldt! Svagt måtte Denjarna skælve i Gabriels arme, som han fløj hende hjem. De sikre vægge.. Den lune seng.. Hun kunne snart ikke vente længere! Siden de havde fløjet fra stranden i Cetiul, var hun i det mindste stoppet med at tabe en halv flodbølge hen over hele Manjarno. I stedet for at være helt våd og dryppende, var hun i stedet bare fugtig fra top til tå.. Ikke just fordi, at det helt og særdeles forbedrede situationen, da hun jo var begyndt at fryse noget så voldsomt! Hvilken ide havde det også været at smide hende i et hav, fuldt påklædt og adskillige kilometer fra sit hjem? Lettet måtte hun derfor være, som hun så sin velkendte balkon, samt mærkede, hvordan Gabriel landede på den, og hvordan hun blev sat ned. Helt ondt i benene måtte det gøre, men som hun kiggede på Gabriel, kunne hun se, at han ligeså ikke var i tip top form. En svagt rystende hånd lagde hun imod hans kind, inden hun blidt kyssede hans læber. "H-Hvilken dum ide," lød det stille fra hende. " V-V-vent h-her." Over mod døren til værelset bevægede hun sig. Stående på klem var den altid i tilfælde af, at Damien gerne ville ud og ind. Damien.. Hvordan ville han mon tage det, hvis han var hjemme? Dog ville hun klart fastslå, at hun måtte være med de mænd, som hun ønskede! Døren åbnede hun det mere, så hendes våde skikkelse kunne ses i døråbningen. "Damien?" kaldte hun stille. Ikke havde hun fortalt Gabriel, at hun holdt en drage i sit sovegemak. Ej heller vidste han, at hendes drage hed Damien. Tænkte han mon, at hun allerede havde en anden mand herinde? Ikke at hun videre tænkte over det, som hun så efter Damien. Bedst ville det nemlig være, hvis han så hende før Gabriel. En speciel personlighed måtte dragen nemlig have.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det havde måske ikke været særlig vel gennemtænkt, men Gabriel fortrød det nu ikke, da han oprigtigt havde nydt den tid sammen med Denjarna. Lige nu, måtte han dog erkende, at han så mest frem til, at komme ind og lægge sig, hvor han ville kunne føle varmen igen. Det var det, som han havde brug for lige nu. Tungt måtte han derfor lande på balkonen lige udenfor de kongelige gemakker her på Neutranium, hvor et smil måtte passere hans læber. Hans vinger føles tunge, som var de lavet af bly. Strøget over hans kind, tog han mere end glædeligt imod, hvor han gengældte hendes kys. "M-måske ikke helt.. Men.. jeg vil nyde at ligge der med dig," sagde han med med små pauser indimellem, mest for at genvinde pusten igen. Det havde uden tvivl været en meget hård og lang tur for ham, men han ville jo vise hende, at han sagtens kunne gøre det, og det var det, som for ham, var det vigtigste af det hele.
Skulle han vente her? Og af hvilken grund? At hun derimod åbnede døren til sin gemak, og kaldte på Damien... Damien? Hvem pokker var Damien? Det var lidt det, som han reagerede på. Han følte en vis knude samle sig i hans bryst, hvor han med en fast mine, alligevel måtte blive stående på sin plads. Han lod armene søge over kors, hvor han alligevel denne gang valgte at blive stående på sin plads. "Hvem er Damien?" spurgte han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hende. Havde hun allerede en mand på sin gemak? Hvorfor skulle han så være der?

[Damien Nathanael Adams]

Damien lå og sov i det ene hjørne af Denjarnas seng. Efterhånden, som han igen havde fundet sin plads på stedet her, så havde han taget pladsen i sengen i stedet for. Bumpet der lød ude på balkonen, var noget som direkte rev ham ud af søvnen. Og dette fik ham hurtigt til at hæve hovedet. Svagt brummede han. Han stolede ikke på nogen som helst, og særligt, når det var således. Han rev let i sengen, inden han rejste sig op. Han var ikke i fuld størrelse, da han ikke havde nogen grund til at gøre det, foruden når der var fare på færde. Foruden det, så var han i en lille skikkelse, med størrelse til at kunne ligge om Denjarnas nakke.
Jarniqa var en kvinde, som han måtte savne, men selv nu var det begrænset, hvad han kunne gøre. Det var også først nu, at han var begyndt at kunne se nogenlunde, som han havde gjort før ulykken på Neutranium, og dette kunne naturligvis godt mærkes. At det var Denjarna der viste sig på balkonen, og kaldte hans navn, var noget som hurtigt fik ham til at falde en kende mere til ro. Han vendte sig mod hende. #Jeg frygtede, at det var andre,# kommenterede han let. Han blinkede med de store øjne, og slog let med halen, inden han strækkede sig. Det lignede hende dog ikke at komme denne vej? Og hvordan var hun kommet op i de højder? #Hvem står derude?# spurgte han denne gang direkte. Han ville jo gerne bare passe på hende, som han altid havde lovet, at ville gøre!

[Denjarna Dark Dynithril]

Som Gabriel så frem til at komme ind i sengen og ligge med hende, så Denjarna skam frem til det samme. En lang og kold tur havde det uden tvivl været, og derfor var det vel også kun rimeligt, at de nu fik lidt godt igen. Dog var der en ting der skulle tages hånd om inden, at de kunne komme så vidt.. Nemlig Damien. Selv vidste hun på forhånd, at dragen næppe ville tage Gabriels tilstedeværelse vel, men stadig tænkte hun, at dragen næppe ønskede at være en del af det der skulle til at ske på værelset. Derfor ville han højst sandsynligt også kunne se ideen i, at ikke skulle være til stede lige nu og her. Hendes sølvgrå øjne faldt på dragen i sengen. Intet havde hun imod dette.. Der havde også været de nætter, hvor hun havde ladt ham sove i sengen med hende. "Det får du at se..," svarede hun ubekymret Gabriel. Han havde ønsket at se en drage.. Nu ville han få en drage at se. Smilet søgte over hendes læber, som hun søgte længere ind i værelset til Damien. Her rakte hun armen frem mod ham, så han ville kunne bestige den og indtage sin vante plads på hendes skulder. "Kom med.. Der er en du skal hilse på," sagde hun mildt. Ganske vidst vidste hun på forhånd, at Damien ikke ville acceptere Gabriel, men bedre var der vel, at hun lod ham se ham, inden hun sendte ham af sted? Blive kunne han nemlig ikke, som det næppe ville være attraktivt for nogen af parterne, hvis han var der, og at hendes og Gabriels møde endte ud som i dagen på kroen. "Du må dog finde et andet sted for natten at være efter.." Afventende stod hun, skønt hun mest af alt - grundet sin ufatteligt våde og kolde tilstand - ønskede at komme videre i programmet.

[Damien Nathanael Adams]

Damien blinkede med de meget intense øjne. Han brød sig ikke om, at Denjarna ikke svarede ham. Han ønskede jo oprigtigt bare at passe på hende, og det havde han alle dage gjort, så det kunne jo ikke just komme bag på nogen. Det var det forhold, som han havde til den kvinde. #Du virker ikke til at ville dele det med mig,# kommenterede han med en meget direkte stemme. Var det underligt, at det var således at han havde det med tingene? Hun havde været væk mesteparten af dagen, og nu ville hun ikke dele det med ham?
Som hun holdt armen ud, og bad ham om at kravle op, blev han da først for alvor forvirret. Han endte dog forsigtigt med at tage fat i hendes arm, inden han besteg denne, så han kunne tage sin vante plads ved hendes skulder. Det var også der, at det gik op for ham, hvor kold hun egentlig måtte være, og han kunne slet ikke lide det! Han brummede svagt. "Du er virkelig kold, Denjarna," bed han sig fast i, som han igen vendte blikket mod hende. Han lagde hovedet tæt ned ved hendes skulder.
Skulle han finde et andet sted for natten? Det var bestemt ikke en tanke som behagede ham, da der vel var en grund til, at hun rent faktisk sendte ham væk? Han blinkede let med øjnene igen, inden han vendte blikket mod hendes ansigt. #Du sender mig væk for natten? Med hvilken grund?# spurgte han denne gang mere direkte. Hvad pokker foregik der?

[Gabriel Maloya Nicomendes]

I forvejen, var Gabriel ikke meget for, at Denjarna ikke svarede ham, når han spurgte hende om noget, men hvad kunne han forvente af hende? Han vidste det faktisk ikke.. Og det var også derfor, at han handlede og reagerede på den måde, som han nu gjorde det. Armene lod han falde over kors, som han blev stående på sin plads. Det var ikke just en drage, som han forventede, at finde på hendes gemakker, men nu var han jo heller ikke kendt med meget af det, som var en del af Denjarnas liv nu om dage. Foruden, at han selv var blevet en del af det vel og mærke.
Gabriel fnøs let for sig selv, som han vendte blikket ud mod den smukke have, som de var fløjet over. Nu hvor han alligevel følte, at han kunne falde en anelse til ro, efter den ellers temmelig hårde flyvetur, så var det også rart, at kunne få lov til at hvile, bare en smule i hvert fald. Vingerne fik han langt om længe på plads op over ryggen igen, hvor det alligevel var blevet lettere for ham, at holde dem på plads. Han kunne høre Denjarnas stemme derinde, men ikke en anden..? Hvad var det egentlig der foregik? Var hun ved at holde ham for nar ved dette? Det håbede han da selvfølgelig ikke! Han vendte igen blikket i retningen af hendes gemakker, hvor han endnu stod afventende. Hvad skulle han da ellers gøre?

[Denjarna Dark Dynithril]

Nej, Denjarna fandt det ikke just passende at skulle fortælle Damien, at hun højst sandsynligt skulle til at dele en ganske intim stund med Gabriel. Selv tvivlede hun også på, at han ville finde det passende. Det var nemlig ikke just, hvad de mest drøftede. Faktisk drøftede de end ikke den slags ting, som han blot vidste på den front, at Salvatore var Jarniqas fader, og at de derfor havde været sammen. Roligt forholdte hun sig, som Damien begyndte at bestige hendes arm. Vant var hun blevet til det for længst, og derfor tog hun ikke længere højde for hans kløer og vægt. ”Jeg skal nok sørge for det,” endte hun roligt med at sige, som Damien kommenterede hendes kropstemperatur. Kold og våd var hun, ja, men forhåbentligt var det noget der snart ville blive rådet bod på. Kærligt lod hun hånden stryge over hans lille dragehoved. Hun holdt af ham. Ingen tvivl om det. Langsomt måtte hun begynde at bevæge sig fra sengen og tilbage mod balkondøren. ”Jeg er her med en for natten.. Du vil næppe finde det morsomt at være her imens,” fortalte hun oprigtigt, som hun ærligt måtte mene, at det også var for Damiens bedste, at han fandt et andet sted for natten. Balkondøren puffede hun nu helt op, så hun stod i døråbningen og med dragen trygt hvilende på hendes skulder. Hvordan både Damien og Gabriel ville reagere på den anden part, var hun faktisk spændt på at se. Hånden kørte hun over Damiens skæl. Hendes unikke sølvgrå øjne faldt nu på Gabriel. Han havde spurgt hvem Damien var.. Her var han. ”Gabriel, hils på Damien,” sagde hun stilfærdigt. Ikke ønskede hun at opfordre Gabriel til at lægge hånd på Damien. Hun gjorde nærmere dette for at Damien kunne få set Gabriel an, inden han måtte flyve.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vendte sig direkte mod Denjarna, da hun kom ud til ham igen. Hvad hun dog derimod havde valgt at pynte sin smukke hals med, var nok det, som ganske enkelt måtte forundre ham mest, da det slet ikke var noget, som han havde regnet med. Langt fra faktisk. Var det virkelig en drage, som hun havde liggende om den? Var denne Damien i sandhed en drage? Ikke at det var noget, som han havde regnet med. Langt fra faktisk!
Let måtte Gabriel blinke med øjnene. Træt var han. Var det syner, som han måtte se i øjeblikket? Et stille smil passerede let hans læber alene ved tanken. Langsomt måtte han derfor gå tættere på hende, mest for at sikre sig, at det rent faktisk var, hvad han kunne se hænge omkring hendes smukke hals. "Denjarna.. Du har en drage hængende om halsen," bemærkede han. Ikke at han havde tænkt sig, at forsøge at røre ved det lille væsen, for det var da overhovedet ikke hans intentioner eller noget, som bare måtte ligne det. Hvad ville han da få ud af det? Han ville vel miste fingrene, hvis han forsøgte? Denne var jo derimod heller ikke særlig stor, men hvordan i alverden, havde hun formået at tæmme den? "Hvordan i alverden, har du formået at tæmme den?" spurgte han direkte. Han rystede let på hovedet. For ham, var det for mærkværdigt. Var det effekten, efter turen i vandet, samt kulden, som måtte følge?

[Damien Nathanael Adams]

Damien kravlede forsigtigt op af hendes arm, for at lægge sig om hendes skulder. Det var jo slet ikke meningen, at det skulle gøre ondt. Det første, som han derimod havde lagt mærke til, var det faktum, at hun var iskold. Hun burde lægge sig i sengen, eller få et varmt bad, så hun kunne få varmen igen! #Jeg mener det, Denjarna. Du er virkelig kold,# sagde han med en direkte alvorlig stemme. Han slog let med halen, inden han lukkede øjnene, ved hendes strøg over hans hoved. Det bånd, som han havde til Denjarna, var noget særligt, og ikke noget, som han ønskede, at skulle miste for noget som helst i denne verden!
At hun havde en, som hun derimod ville introducere ham for, forundrede ham dog. Ikke var han vant til, at hun slæbte mænd med hjem, hvilket et sted, også gjorde ham temmelig nysgerrig. Han vendte blikket direkte mod den kære mand, som stod derude, og som så lige så kold ud, som hun måtte være. Svagt brummede han. Tanken om andre mænd, behagede ham bestemt ikke! Halen slog han let med, inden han løst, lagde den omkring hendes hals. Han ville beskytte hende, og det var uden tvivl for enhver pris! #Denjarna, hvem er denne mand?# At han kom tættere på, fik ham til at blotte tænder. Han ville slet ikke have, at nogen skulle være tæt på Denjarna, og særligt, hvis det var noget, som han var i stand til at forhindre!

[Denjarna Dark Dynithril]

Gabriels ansigt, som hun trådte ud på balkonen med den lille drage på skulderen, fik helt Denjarna til at trække på smilebåndet. Morsomt var det på alle måder at se, men hvordan ville hun ikke også selv have reageret? Bedre blev det også kun, som han direkte kommenterede det faktum, at Damien sad der. ”Har jeg virkelig?” lød det fra hende i en drillende tone, inden hun kærligt måtte stryge Damien over hovedet. Hun elskede det lille væsen, men hvordan skulle hun også kunne andet? Med al det, som de havde været igennem sammen? Det var også kun grundet Gabriel, at hun nu sendte ham bort.. ellers fulgte han hende altid i tykt og tyndt her på slottet. Når hun sov, sov han herinde med hende. Enten i sengen eller på hans egen pude. Og når hun tog imod audienser, sad han som ofte på troneryggen. ”Jeg fandt ham såret for mange år tilbage.. Jeg helbredte ham, og siden da har han boet her på slottet med mig,” fortalte hun oprigtigt. Manjarnos borgere huskede vel også kun al for godt den dag, hvor den mægtige drage havde braget igennem slotshaven, og hvor deres dronning havde hjulpet væsnet med sin betændelse. At Damien begyndte at blotte tænder af Gabriel, fik hende til at tysse blidt på dragen. Ikke behøvede han at starte på den slags lige nu. Det sølvgrå blik holdt hun på dragen, som hun gik over til rækværket. Her lagde hun sin hånd på gelænderet, så Damien ville kunne kravle ned på det. ”Gabriel vil os intet ondt.. Han vil overnatte her i nat,” fortalte hun roligt Damien. Han var muligvis ikke fan af ideen, men det var om end sådan det ville blive. Det var også hendes hjem, hvis man ville gå så vidt med det.

[Damien Nathanael Adams]

Damiens blik gled direkte i retningen af Gabriel. Ikke at han måtte bifalde tanken om, at Denjarna skulle have andre omkring sig, og særligt når det var på denne her måde.. En anden mand i sengen? Hvorfor var det pludselig nødvendigt? Ja, selvfølgelig havde hun en drage rundt om halsen i øjeblikket! Hvad havde han egentlig forventet? Han fnøs let, inden han lod Denjarna stryge ham over hovedet. Foruden Jarniqa, var hun nemlig også den eneste, som fik lov til at gøre det.
#Jeg kan virkelig ikke lide den tanke,# fortalte han direkte. Selv havde han været omkring Denjarna i rigtig lang tid, og aldrig havde det faldet ham ind, at skulle viste hende på noget tidspunkt. Ikke havde han. Selv i hendes død, havde han forsøgt at forsvare landet, selvom det ikke var gået efter hensigten, kunne man jo sige. Som hun søgte til rækværket, og gjorde tegn til at han skulle kravle ned, gjorde han det. Lige så forsigtigt, som han altid havde gjort det. Hans blik søgte hendes skikkelse. Gabriel valgte han bevidst at ignorere. Han bifaldt bestemt ikke tanken om, at den mand, skulle blive der, og særligt, om han kunne blive fri for det! Han slog let med halen. Hvor skulle han tage hen? #Og hvor ønsker du, at jeg skal tage hen? Vær på vagt, Denjarna..# bad han med en dæmpet stemme. Han ønskede jo ikke, at noget skulle ske med hende igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel stirrede fast på dragen, som stod lige foran ham. Aldrig havde han regnet med, at han i hans liv, skulle have lov til at se sådan en! Tænk engang! At der var en drage til stede! Han kunne slet ikke begribe, at det var således, at det forholdt sig! Han blinkede med øjnene. Så han virkelig syner, eller var der rent faktisk en drage hvilende på hendes skuldre. "Jeg begriber ikke hvordan.. hvorfor..?" Han rynkede meget underligt i panden, som han kort rystede på hovedet. Mærkværdigt måtte han derfor finde det, men uden at han kunne gøre det største ved det af den grund.
At det var en som hun havde fundet og helbredt, var nu heller ikke noget, som han forstod sig på. De fleste ville have endt med at tage dyrets liv, fremfor at skænke det denne mulighed! Dog måtte han erkende, at han kunne lide, hvad hans øjne måtte vise ham. Hver en bevægelse som dragen måtte foretage sig, selv da den blottede tænder.. Han trak derfor hånden en anelse til sig. Han var vel alt for tæt på i øjeblikket? "Dog ikke særlig velopdragen en af slagsen," pointerede han kort for hovedet, som han så til, at hun satte dragen fra sig. Kunne den ikke bare flyve? Han havde det virkelig koldt, og han frøs, og han ville meget gerne ind, så han kunne få varmen igen!

[Denjarna Dark Dynithril]

Spøjs var oplevelsen næsten .. Damien der ikke brød sig om ideen om at vige tilbage for Gabriel, og Gabriel der var dybt fascineret af det lille væsen. Øjenbrynet hævede hun let ved Gabriels spørgende mine, alt imens smilet hvilede muntert på hendes blodrøde læber. ”Hvordan og hvorfor, hvad?” spurgte hun morende. Som dragen nu kravlede ned ad hendes arm, måtte hun kærligt stryge dets hoved igen. Ganske vidst bifaldt Damien ikke tanken om, at han blev sendt ud til fordel for en anden mand, men selv vidste hun, at ha ville klare sig. Det var trods alt også kun for en enkelt nat. At Gabriel valgte at nedgøre dragen, fik hende dog til at knibe øjnene sammen. Beskyttende måtte hun være overfor Damien. Desuden.. den drage og mand havde gjort det mere for hende, end hvad han nogensinde havde gjort! ”En drage er et fritstillet og egenrådigt væsen. Ikke en hund,” svarede hun direkte igen. Ned mod dragen bøjede hun sig, så hun blidt kunne kysse dragens skællede hoved, inden hun rettede sig op igen. ”Flyv nu,” fortalte hun roligt Damien. ”Flyv en tur.. Søg ind i tronsalen.” Hele slottet havde Damien adgang til som en af de få. Han var dog også en af de få, som hun rent faktisk nærmerede tillid til. Tilbage mod Gabriel trådte hun nu. Det var vel også bedst, hvis hun fik skilt de to herre ad? Gabriel kunne nemlig meget vel nå at sige eller gøre mere, der blot ville få dragens pis i kog. Hånden lagde hun om på Gabriels lænd, så hun kunne guide ham ind mod hendes værelse. Koldt var det for det første herude, og for andet måtte hun ønske at have ham lidt i enerum igen. Færdig med ham var hun bestemt ikke, som hun endnu skulle udforske, hvad dette var!

[Damien Nathanael Adams]

Damien brød sig bestemt ikke om Gabriel, og særligt fordi, at han var en mand, der var tæt på Denjarna. Han kneb øjnene svagt sammen, som han vendte sig mod dem begge, efter at være kravlet ned på rækværket. Hvorfor skulle den mand, da ellers nedgøre ham på den måde? Det var da komplet unødvendigt i hans øjne! Han rystede kort på hovedet. #Jeg bryder mig ikke om denne mand,# kommenterede han kort for hovedet, som han tog imod kysset til hans eget.
Øjnene lod han kort glide i. Han ville gøre alt for Denjarna, og særligt med tanke på, hvad hun ellers havde gjort for ham igennem deres tid sammen.. Og han have gjort for hende, for den sags skyld, hvilket var det, som han virkelig godt kunne lide. Han slog let med halen endnu en gang. Han skulle bare flyve? Søge til tronsalen? Med andre ord, så ønskede hun blot, at han skulle forlade hendes gemakker for i nat. Alene der, kunne han jo godt tænke sig til, hvad der ville ende med at ske, og det var bestemt ikke en tanke, som måtte falde i hans gode bog på noget tidspunkt! #Vogt dig for ham, Denjarna,# bad han denne gang, inden han kort sendte Gabriel en fast mine. Han brummede svagt, men advarende. Vingerne spredte han, inden han direkte kastede sig udover rækværket.. spredte vingerne, og forsvandt i mørket. En enkel flyvetur, inden han lagde sig til i dronningens stol, kunne han jo godt. En ting var dog sikkert.. Denne Gabriel, skulle han holde et skarpt øje med i fremtiden.

//Out